Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg på Restaurant Substans … i den 11. himmel

Keeper havde inviteret ud til spisning … som der også helt korrekt stod i SMS’en. Jeg havde i et kort angstanfald frygtet, at invitationen var til en Tørfisk koncert, som skulle finde sted samme aften i den lokale sportshal … men realiteten var dog langt bedre.

Vi skulle nemlig en tur til Aarhus, hvor vi først skulle frekventere Vinpusherens nye vinbar Vinpusheren Social på Aarhus Ø efterfulgt af en tur længere op i den 11. himmel på Restaurant Substans, der jo netop ligger på 11. etage i samme bygning som vinbaren i bunden på Mariane Thomsens Gade i den nye mondæne, hypede og lidt kolde betonjungle.

Restaurant Substans har jeg besøgt en gang før, hvilket I kan læse om i mit blogindlæg; Besøg på Restaurant Substans … afslappet, lidt og godt. Det var tilbage i maj 2018, men siden dengang er Substans flyttet adresse fra Frederiksgade til Aarhus’ nye metropol af beton- og glashøjhuse.

Selvom adressen er ny, så har Substans fortsat en sikker Michelin stjerne … eller helt korrekt, så mistede de faktisk deres stjerne ved den årlige uddeling i 2020 efter lukning på Frederiksgade i april 2019. Men i 2021 har de altså fået den tilbage og det er også fortjent, men det kan du læse om lige om lidt.

Vinpusheren Social

Men inden vi røg på Substans, så havde vi aftalt at nødes på Vinpusheren Social, der – lidt forvirrende – ligger inde i Otaku Store, som er en konceptbutik med livsstilsprodukter. I den ene ende ligger vinbaren så, men i den anden ende af butikken ligger der også en lille kombineret bager og vinbar … og der startede vi.

Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi ikke var havnet hos Vinpusheren Social, hvor vi havde aftalt at mødes med Keeper, så derfor traskede vi hurtigt til den anden ende af butikken med en kæk bemærkning om, at de nok ville blive glade for vores besøg.

I den anden ende af Otaku Store stod der en Hyundai IONIQ 5 elbil og bag den lå Vinpusheren Social så. Og rigtigt nok, så blev de også glade, da vi troppede på, for der var helt tomt hos Vinpusheren Social.

Mine bekymringer om, hvorvidt vi kunne få plads på en lørdag aften kunne dermed fordufte på et splitsekund. Vi valgte derfor en plads i baren og bestilte – efter en grundig gennemgang af vinkortet – omgående en flaske vin.

Det var en flaske Riesling … helt præcis en flaske 2012 Pillnitzer Königlicher Weinberg Riesling GG fra Weingut Klaus Zimmerling i Sachsen. Zimmerling er en vinproducent, som jeg en enkelt gang før har stiftet bekendtskab med … er virkelig stærk af ret  flotte Riesling vine og han sælger de fleste af vinene i 0,5 liter flasker, som også denne vin.

Men snart dukkede Keeper op, hvorved trioen var intakt. Tid til at starte vores aften med mad og vin i hovedsædet. Keeper joinede os på den gode Riesling, men da glasset hurtigt blev tomt, så sprang vi på en rødvin, som vinbaren anbefalede os.

Det var en flaske 2020 Rosae Vino Rosso fra Barolo producenten Giuseppe Rinaldi. Vinen er dog ikke Nebbiolo, men er derimod lavet på druesorten Ruché … … en gammel og næsten glemt norditaliensk sort, der i dag har sin egen lille højborg i Castagnole Monferrato midt i Piemonte.

Samlet fik vi således på Vinpusheren Social disse to vine:

Men tid gik og snart var det tid til aftenens hoved begivenhed … besøget på Substans 11 etager længere oppe. Dermed var vi således fri for at bevæge os ud i det kolde vejr … rent luksus.

Restaurant Substans

Elevatoren stoppede som forventet på 11. etage og i restauranten blev vi venligt modtaget og vist til vor pladser. Det var mørkt, så det var så som så med udsigten … i hvert fald udover havet, men hele havnen lå smukt indhyllet i lys.

Restaurant Substans er meget hyggelig indrettet, vel nærmest i nordisk stil med inspiration fra 1960’erne. Fra alle borde er der frit udsyn til det meste af køkkenet, så man kan se, når kokkene står og færdiggør retterne.

Og apropos retter, så skulle vi denne aften igennem 13 retter med en tilhørende vinmenu, som kom til at omfatte 8 vine, hvoraf første var et glas champagne, som vi hurtigt fik serveret. Det var en flaske Brut Millesime 2015 fra Pascal Mazet … så var vi ligesom i gang.

Maden

Derefter startede rejsen gennem de 13 retter … og lad mig da bare lige kommentere alle retterne en for en suppleret med bemærkning om, hvilke vine de havde valgt til de enkelte retter.

I får her lige ganske kort fotos og små, korte beskrivelser af de forskellige serveringer, som vel – meget rammende – kan beskrives som små, men virkelig velsmagende.

Bouillon – solbær – verbena

Vi startede med en kop bouillon … so to speak. Den var på en eller anden måde suppleret med solbærsaft og verbena, men det var kun med til at give en dyb intensitet. På sådan en kold vinterdag var det fantastisk at starte med sådan en lille varm sag.

Krabbe – yoghurt – tomat

Næste ret var taskekrabber … eller måske mere retvisende taskekrabbe, for det var en meget lille ret, der nærmest fungerede som en lille appetizer sammen med champagnen i vort glas.

Krustade – jomfruhummer – trøffel

Næste ret blev vist både Falkens og Keepers yndlingsret denne aften. Det var små krustader med lidt jomfruhummercreme og så revet trøffel ovenpå. De blev endda så glade for retten, at de – da vi var igennem alle retterne – fik køkkenet til at lave to ekstra til dem.

Malt – makrel – agurk

Mens vi fortsat havde lidt champagne i glasset fik vi endnu en servering, hvilket bestod af små tærter bagt med maltmel og et fyld med makrel og agurk.

Blæksprutte – tragtkantarel – æggeblommer

Vi var allerede hurtigt videre til 5. ret … en lille sag med blæksprutte stykker og små tragtkantareller i en lille suppe.

Bede – kaviar – hasselnød

Så kom der beder på bordet … i hvert fald en ret lavet af gule beder fra JordKærGaard ved Silkeborg. Sjovt nok, så drives det lille friland landbrug bl.a. af Nick, der tidligere har arbejdet mange år som sommelier på diverse toprestauranter i Århus.

Retten med bederne, lidt let spredt kaviar og hasselnøder blev på den vinmæssige side fulgt op af en italiensk vin … en 2019 Fontana Vino Bianco fra Antonio Gismondi i  Campanien.

Det var en lidt funky, tynd sag, der måske nok passede til retten, men ikke gjorde det store indtryk.

Torsk – musling – porre

Dette var nok min favorit servering denne aften … elsker virkelig veltillavet fiskeretter og denne sad lige i skabet med en lille sauce og skum lavet fra muslinger og porre.

Retten blev suppleret med lidt juravin … en 2019 Chardonnay Longefin fra Didier Grappe. Det var atter en naturvin med både krudt, prut og bio bio vildskab.

Vinen havde midt i alle de funky noter også en duft af  lidt ristede nødder, som faktisk passede meget godt til fisken og muslingerne, men igen en vin, som virkelig vil udfordre de fleste.

Surdej – græskar – kartoffel

Næste ret var en sjov størrelse … men det var småting i forhold til vinen, som ingen omkring bordet brød sig særligt om. Madmæssigt var det vel nærmest en skive brød lavet på surdej suppleret med græskar, fermenterede kartofler og vist nok også lidt miso.

Vinmæssigt blev det som skrevet lidt en nedtur for alle omkring bordet, for det var en afart af en øl, nemlig øl blandet med vin lavet på Kerner druen. Det var en Aoltbeer Kerner fra bryggeriet Brauerei Kemker Kultuur i Münsterland.

Blåhummer – gulerod – havtorn

Næste lille servering bestod af lidt hummer, gulerod og havtorn og til retten fik vi en slovakisk orangevin lavet på en skøn blanding af primært Grüner og Welschriesling … skindfermenteret og igen absolut speciel med en del oxydering.

Selleri – ponzu – brunet smør

Retterne fortsatte med at ramme vort bord og den næste var virkelig smagfuld med lidt bagt selleri serveret i en sauce med lidt ponzu citrus sojasauce og brunet smør.

Inden serveringen havde kokken vist os den flot bagte knoldselleri.

Vinmæssigt blev retten suppleret af aftenens første rødvin. Det blev en bourgognevin og selvom det på ingen måder var en elegantier, så var det et skridt op i forhold til de foregående vine.

Vinen var en 2020 Bourgogne Rouge Nuages fra vinhuset AMI, der er et lille og spændende projekt for de to venner og vinmagere Paul Perarnau samt Willy Roulendes.

Krondyr – rødbede – rosa peber

Denne ret var vel nærmest en slags hovedret … fabelagtigt stykke mørt krondyr suppleret med en sauce af fonden og rødbeder, masser af peber og nogle små rosmarinkviste med noget, som jeg faktisk ikke kan huske, hvad var?

Det var måske fordi, at jeg var i fuld gang med at skrive mine smagsnoter på den tilhørende vin, som også klart blev aftenens bedste vin fra vinmenuen. Det var en 2016 Frankovka fra endnu et slovakisk vinhus kaldet Vino Magula. Det er dog nok de færreste, som kender Frankovka druen … men vi kender den under navnet Blaufränkisch og i denne udgave var det en let, blomstret og så alligevel dyb vin.

Jordskok – æble – miso

Med næste ret var vi godt på vej over mod det søde køkken, for retten bestod af en lille æblekompotagtig creme lavet med miso og ovenpå et lille låg lavet af sprød jordskokke.

På den vinmæssige front blev vinen også sød, for det var en sød og rød Non Vintage Banyuls Traditionnel Reserva fra Domaine la Tour Vieille. Vinen passede egentlig fint til retten med en smule sødme, der nærmer sig en recioto vin … her blot lidt behåret, tanninrig og småparfumeret.

Blomme – kastanje – timian

Men vi nød Banyuls vinen – mere eller mindre – så kom der endnu en dessert servering, som bestod af syltede blommer og kastanjer, lidt fennikel og citrontimian.

Kaffe – creme fraiche

Vi nærmere os stille og roligt slutningen på aftenens menu, så der var tid til lidt kaffe. Vinmenuen var slut, men vi havde mod på mere vin, så fra menukortet bestilte vi en rigtig vin … en super 2016 Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra legendariske Foradori i Alto Adige og det blev helt klart aftenens bedste vin.

Der kom også lidt sød til … en lille sød ting, der skulle dyppes i lidt creme fraiche.

Croissant – lavendel

Til kaffen – og vores helt upassende Teroldego – fik vi også en lille sag, vel nærmest en lille kage med creme i midten. Jeg ved ærligt ikke, om det var en slags nyfortolkning af en croissant, som der på menukortet stod som sidste ret.

Vinene

Samlet smagte vi således følgende vine på Substand

Skal vi se nærmere på vinene, så endte vi med en vinmenu med 8 forskellige vine, alle med lidt kant. Sidst jeg besøgte Substans var der også kant på vinene, men ikke så meget, så man kunne skræmme almindelige og måske knap så vinkyndige mennesker væk.

Denne gang havde vinene i vinmenuen endnu mere kant og måske endda så meget, at mange vil stå af. Jeg synes selv, at jeg har en ret bred smag og nok også mere end mine to kammerater ved bordet, men selv jeg blev udfordret. Mine buddies stod af på flere af vinene og jeg havde også selv svært ved flere af vinene.

Jeg er selv ubetinget fan af økologiske, biodynamiske vine samt naturvin, bare de smager godt. Der er nok heller ingen tvivl om, at naturvinene matcher det nordiske køkken ufatteligt godt. Det er fint at blive udfordret, men behøver ikke at være normen, fordi det er moderne … det skal smage godt.

Jeg synes, at flere af vinene fra vinmenuen var decideret ringe, men det kan du jo læse om i mine kommende beskrivelser og anmeldelser af vinene. Jeg har dog også en stor forståelse for, at Substans som en innovativ Michelin restaurant er hoppet med på naturvinsbølgen, med det det ene udelukker bestemt ikke det andet … bare vinenes kvalitet er god.

Jeg tror dog også, at naturvinene har påvirket konventionelle producenter og fået mange af dem til at svovle vinene mindre, hvilket kun kan være positivt.

Konklusion?

Skal jeg bedømme Substans, så er det absolut en toprestaurant, hvorved vi en rigtig spændende aften med virkelig gode retter. Det er en sublim madoplevelse. Vinmenuen udfordrede os som sagt, så der kan måske skrues bare en anelse ned for funkyness’en.

Betjeningen er også med til at løfte min anbefaling. Det hele var hyggeligt, uformelt og serveringerne fuldt godt til dørs. Houlberg rater den samlede oplevelse til 6 houlbergske tomler, hvor nogle af de mest funky vine trækker helhedsindtrykket ned.

Keeper … tak for en god aften og invitationen. WAUW.

Anmeldelse 6/7

Houlberg i Lugana … besøg på Ca’ Lojera

#luganalover stod der på brystet af den smukke og søde Vanessa Arduini, som tog imod os ved næste besøg på vingården Ca’ Lojera og var vores vært under besøget og den hyggelige vinsmagning.

Vores muntre, store og sjove Luboš Bárta – der kaldte sig gruppens Barry White – blev omgående ret betaget af den friske unge kvinde og det var der vel ikke noget at sige til, for Vanessa Arduini var både virkelig venlig og en perfekt vært under vort besøg på Ca’ Lojera.

Hun startede med at byde os velkommen, da vi alle mand m/k daffede ud af bussen parate til endnu et vingårdbesøg, som var dagens tredje besøg.

Ca’ Lojera

Vinhuset Ca’ Lojera ligger på adressen località Rovizza di Sirmione nærmest mellem Sirmione og Peschiera med kun 200 meter ned til Gardasøen. Vi er lige præcis på Lombardiet siden … men også kun lige.

Ca’ Lojeraer grundlagt i 1992 af Ambra og Franco Tiraboschi, som købte stedet, der tidligere tilbage i det 14. århundrede havde været anvendt til opbevaring af smuglergods.

Ca’ Lojera betyder da også ulvenes hus på den lokale dialekt og det referer til legenden eller myten om, at smuglerne anvendte ulve til at beskytte deres smuglergods, som de havde placeret forskellige steder ved Gardasøen.

Ved siden af det moderne vineri ligger det gamle palazzo fra det 14. århundrede stadigvæk og holder på de mange hemmeligheder, som ejendommen helt sikkert fortsat rummer. Om Ambra og Franco Tiraboschi fortsat selv bor i den gamle bygning, ved jeg ikke.

Men da Ambra og Franco Tiraboschi i 1992 købte Ca’ Lojera ejendommen, så var det ikke for at producere vin, men reelt blot for at sælge ejendommen videre. Franco havde nemlig i forvejen haft en lang karriere som ejendomsmægler, mens hans hustru Ambra havde ejet og drevet et hotel i Verona.

De vidste intet om vin, men da ejendommen havde en række vinmarker, så besluttede Franko sig alligevel for at lave vin … og blev hurtigt forelsket i livet som vinbonde. De havde egentlig ikke behov for en ny karriere som vinbønder, men blev fanget af vinens verden.

I dag har Ca’ Lojera ikke mindre end 80 hektar vinmarker og et stort og moderne vineri, som bl.a. rummer en stor vinkælder bygget efter de gamle traditioner med hvælvede lofter.

Det er fortsat Ambra og Franco Tiraboschi, som ejer vingården, men de har i dag 4 ansatte, som står for produktionen sammen med deres niece Martha. Derimod deltager parret datter ikke i driften. I starten drev Ambra også et lille restaurant på Ca’ Lojera, men den lukkede i 2019.

Under vor rundvisning på vingården mødte vi da også Franco Tiraboschi, som efterhånden er godt oppe i årene. Han er 84 år, men kører fortsat traktor og skriger højt i vineriet, for han ved godt, hvordan han vil have vinene. Ambra er lidt yngre … kun 73 år.

På Ca’ Lojera laves der i dag 10 forskellige vine, herunder også et par rødvine, men kernen i produktionen er fortsat Lugana vinene, som vi snart skulle smage et par eksempler på. Produktionen ligger årligt på 160.000 flasker vin, hvilket også gør vingården til én af Lugana større vingårde.

Besøget på vingården

Efter den søde modtagelse fra Vanessa Arduini, så startede vi egentlig med selve vinsmagningen … formenligt i det lokale, hvor Ambra tidligere havde drevet restaurant. Der var der dækket op ved et langt bord … og med et udsigt til den gamle bygning.

På den sædvanlige italienske gæstfrie facon, så var der selvfølgelig også disket op med lidt at spise … små haspere. Det var Vanessa, der stod for smagningen og præsenterede vinene, mens der udenfor begyndte at rumstere.

Der skulle nemlig senere på dagen være en lille klassisk koncert næsten lige udenfor og man var allerede så småt ved at flytte rundt og begynde at sætte op til koncerten. Det forstyrrede dog på ingen måder vor smagning, som Vanessa kyndigt tog os igennem. Selve smagningen vender jeg tilbage til om lidt.

For efter smagningen blev der nemlig også lige tid til en hurtig rundtur i vineriet. Der startede vi i den tilhørende vinbutik, men gik derefter i kælderen. Vi fik omgående det indtryk, at Ca’ Lojera er en pæn stor producent.

Undervejs fortalte Vanessa Arduini om vingården, historien og produktionen i dag. Vi sluttede i butikken og fik alle en lille gave i form af en flaske 2017 Lugana Riserva del Lupo, som vi netop næsten lige havde smagt.

Vinsmagningen

Selve vinsmagningen blev rigtig hyggelig … og vi skulle igennem deres nuværende nye vine fra de 3 niveauer, altså klassisk Lugana vin, en Superiore og en Riserva.

Men derudover skulle også også smage et par ældre ting, så smageprogrammet kom derfor til at se sådan her ud:

Der var lidt mere ro over denne smagning end foregående, men det var også dagens næstsidste. Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Tak for Ca’ Lojera og søde Vanessa Arduini for et godt besøg. Vi slutter med lidt flere fotos fra vinkælderen.

Houlberg besøgte Restaurant HOS i Odense … afslappet stemning i mørket

En miniweekend i Odense bød – selvfølgelig – på et lille restaurantbesøg med gode vine. Jeg havde endda i god tid lavet en reservation af et bord på Restaurant HOS, der ligger centralt på Kongensgade i midtbyen.

Restaurant HOS er en hyggelig frokost- og aftenrestaurant, som drives af Michelle Hemme og Jakob Spolum. HOS er da også en sammentrækning af forbogstaverne af ejernes efternavne Hemme og Spolum.

Restauranten har specialiseret sig i smørrebrød til frokost … måske endda med en hjemmelavet snaps til, men har derudover åben fredag og lørdag aften med spændende menuer på højt niveau med fortolkning af årstidens råvarer. På den vinøse side har de en kraftig, udpræget burgundiske slagside med et rigtigt fint vinkort.

Vi ankom næsten præcis til det reserverede tidspunkt og fik anvist et bord. Restaurant HOS er ganske lille og utrolig hyggelig. Der emmede af god stemning, så vi følte os omgående godt tilpas. Vi fik et menukort i hænderne, men havde faktisk allerede besluttet os for både mad og vin inden besøget.

Det var vist meget heldigt, for den hyggelige atmosfære i restauranten betød også, at der var noget mørkt … endda så mørkt, at jeg næsten ikke kunne læse menukortet, hvor tilvalgsretterne stod med så små bogstaver, at de nærmest var ulæselige … selv med de medbragte læsebriller.

Nå, men vi valgte at springe på HOS’ 4-retters middag, som bestod af

  • Saltede kammuslinger med havesyre, peberrodscreme & syrnet fløde
  • Ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn
  • Andebryst med knoldselleri, stegte blommer & madeirasauce med langpeber
  • Æbler, crème anglaise, hasselnøddekiks, marcipan & æblesorbet

Vinmæssigt blev det en kombi-løsning … til fruen en hel flaske hvidvin, som jeg selvfølgelig fik lov at vælge og samtidig også lige kunne smage.

Jeg sprang selv på en prestige vinmenu med 4 forskellige vine tilpasset de 4 retter … eller med andre ord en løsning helt perfekt for vinbloggeren.

Da fruen – og dermed indirekte mig selv – skulle forkæles, så blev hvidvinen en 2018 Riesling Scharzhof fra Weingut Egon Müller og selvom det er en simpel Gutsriesling, så er det bare på et out-standing højt niveau, for Egon er jo konge.

Maden

Men lad os da endelig lige kigge nærmere på maden og vinene fra vinmenuen.

Saltede kammuslinger med havesyre, peberrodscreme & syrnet fløde

Vi startede de 4 retter med kammuslinger, som var saltet eller rimmede … derefter skåret i skiver og serveret noget grønt og let bittert … det var lidt havesyre, der jo er lidt større og grovere end skovsyre.

Kammuslingernes sødme blev komplimenteret af den syrnede fløde … fin lille ret, som HOS vinmæssigt matchede op med en 2017 Riesling Grand Cru Schlossberg fra F.E. Trimbach i Alsace.

Ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn

Næste ret var også fisk … og niveauer over retten med kammuslinger. Jeg elsker fisk, der er sprødstegt på skindet og denne helleflynder var SÅ PERFEKT med palmekål med bid i under fisken suppleret med en syrlig kærnemælkssauce til at give lidt spændende syre … og så ørredrogn til at poppe lidt i munden. Det er sådan en ret, som jeg bare knuselsker.

Den tilhørende vin var nok også aftenens bedste … en lækker hvid 2018 Saint-Aubin 1er Cru en Remilly fra Domaine Bader-Mimeur … hvor der både var fad og en sprød, vibrerende syre. Sammen var det et match made in heaven … eller hvor man nu laver sådanne oplevelser bedst.

Andebryst med knoldselleri, stegte blommer & madeirasauce med langpeber

Hovedretten var i årstidens ånd selvfølgelig præget af den kommende højtid … andebryst med knoldselleri, stegte blommer og hertil madeirasauce med langpeber.

Hvad fanden er langpeber? Det er tilsyneladende en anden pebersort, der primært dyrkes i Malaysia, Indien og Singapore. Det er en lille 2 centimeter lang peber – også kaldet Piper Longum – der er høstes som umodne og soltørrede fra en lille busk og har en meget mere krydret, mere aromatisk og stærkere smag end almindelig sort peber.

Nå, men her indgik den altså i det kompakte, smagfulde ret … andebrysterne bare så totalt møre, at fruen og jeg drøftede, hvorvidt de måske var lavet sous vide?

Anyway en god ret og selvom jeg måske i mit stille sind havde håbet på en lækker rød bourgogne i vinmenuen, så blev anden selvfølgelig mere korrekt understøttet af en moden 2012 Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins fra Perrin brødrene.

Det var dog ikke en Château de Beaucastel vin, men fra deres Famille Perrin serie. Et stort og kraftigt glas vin … et totalt wake-up efter den hvide bourgogne, men et godt match.

Æbler, crème anglaise, hasselnøddekiks, marcipan & æblesorbet

Aftenen sluttede med lidt sødt … marcipan & æblesorbet med en hasselnøddekiks ovenpå og så serveret med lidt af den allestedsværende crème anglaise.

Det var fint uden at være prangende, men vinen fejlede sgu ikke noget, for det var en moden 2001 Sauternes 1. Cru Classé fra Château Suduiraut, der ligger i Preignac ved siden af ​​Château d’Yquem i Graves. Uha … det var sgu også lækker.

Vinmenuen

Dermed kom prestigemenuen af vine samlet til at se sådan her ud:

Jeg har as usual linket til mine eskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Vi fik undervejs i middagen god information om vinene fra HOS’ flinke vintjener … og da han opdagede, at jeg nok var lidt mere end normalt vininteresseret og stod bag Houlbergs Vinblog, så blev der også tid til lidt mere vinsnak end normalt.

Vi fik også en snak om vinkortet, som er meget frankofilt … specielt Bourgogne er Restaurant HOS rigtig stærke på, men underligt nok, var der ikke en eneste rød fra Tyskland. Men vintjenere kom da fluks med en Spätburgunder fra Mosel, som jeg kunne smage et glas af … og dagen efter købte jeg faktisk en flaske af vinen hos en nærliggende vinforretning.

Samlet en rigtig fin aften … god mad og lækre vine, så bestemt en stor anbefaling herfra.

Samlet anmeldelse 5,5/7

Houlberg i Lugana … besøg hos Perla del Garda

Det emmede af aktivitet hos Perla del Garda, som var det næste vinhus, som vi besøgte på vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

På vingården var de nemlig allerede gået i gang med høsten af de første druer til deres mousserende vine, da de ventede regn i løbet af de kommende dage.

Men vi startede dog med at gå ind i selve husets showroom og butik, hvor vi blev taget pænt imod af Giovanna Prandini, der driver stedet sammen med hendes bror Ettore Prandini. I showroomet var der fyldt med gamle cykler … en passion i familien.

Dernæst gik vi videre … først gennem vineriet og standsede først udenfor på den anden side af vingården, hvor de første druer netop var ankommet og løbende blev læsset af og gjort klar til at komme i pressen.

Derfra var der i øvrigt et fantastisk view udover husets vinmarker, for Perla del Garda ligger på et af de højst beliggende og vindblæste steder i Lugana området. Undervejs fortalte Giovanna Prandini lidt om vinhuset og deres historie.

Perla del Garda

Vingården Perla del Garda ligger godt ude på landet mellem Desenzano og Sirmione i bakkerne ved Pozzolengo og Solferino i Lonato.

Gården har været drevet af Prandini familien fra generation til generation, men det var reelt først i år 2000, at vinhuset Perla del Garda opstod, da driften på overtaget af Giovanna og Ettore Prandini, der fuldt ud satsede på vinproduktion.

Samlet har søskendeparret 40 hektar vinmarker, hvor de 34 hektar ligger indenfor Lugana appellationen. Derfor dyrker Perla del Garda også primært Trebbiano di Lugana aka Turbiana og lidt Chardonnay, Sauvignon, Riesling samt Incrocio Manzoni.

Men derudover laver de også lidt røde vin på druer som Rebo, Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Det bliver også til lidt grappa og olivenolie.

Driften er under omlægning til økologisk drift … 4 hektar er allerede omlagt og yderligere 4 hektar er ved at blive konverteret, så samlet drives 8 hektar økologisk, bl.a. til produktionen af vinen Bio. Men på mange af markerne anvendes man dog vandingssystemer.

Vinene bliver lavet i Perla del Gardas store og moderne vingård, omkring 250.000 flasker årligt og alene på druer fra husets egne marker, da man slet ikke køber druer.

Da markerne – som nævnt – er meget vindblæste, så giver det meget friske og mineralske vine, hvor frugten måske er knap så tydelig, men det skulle vi jo lidt senere smage.

Besøget på vingården

Giovanna Prandini viste os rundt på vingården, først det igangværende arbejde, hvor druerne kommer ind. Man vasker alene kasserne og ikke druerne, da de ikke ønsker for meget vand, som kan give problemer i vinificeringen.

Derefter gik vi ind i vineriet, hvor de store ståltanke står … og derefter vinkælderen med barriques liggende i den centrale del, som er et rundt lokale i midten af vingården.

Derefter så vi husets kælder, hvor de færdige vin lagres … specielt de mange mousserende vin, som Perla del Garda lagrer i mange år og ofte op til 72 måneder. De mousserende vine står da også for omkring 10% af produktionen på vingården.

Herefter gik vi op på 1. sal, hvor Perla del Garda har et stort lokale til brug for større smagninger … tid til at smage vin.

Vinsmagningen

Vi skulle ikke sidde samlet ved et stort bord, men ved hvert sit bord … en opstilling nærmest som i et klasseværelse med både Giovanna Prandini og Ambra Berardi som skolelærerne bag kateteret.

Imens sørgede Ettore Prandini for, at vi løbende fik vin i glasset og vi skulle igennem 7 af husets Lugana vine, som alle kommer i en speciel flaske, som er helt speciel for Perla del Garda. Det var disse vine:

Selve smagningen gik i rask tempo … også en smule for hurtigt for jeres langsomme – men grundige – vinblogger. Men jeg fulgte tempo og blev faktisk blown away over kvaliteten af vinene, men det kan I læse mere om i alle beskrivelserne og anmeldelserne af vinene.

Og lige så hurtigt som vi startede … lige så brat sluttede smagningen, hvorefter vi skulle videre til næste vingård.

Houlberg til online smagning med Martin Tesch fra Weingut Tesch i Nahe

For knap 3 år siden smagte jeg fra de ihærdige nordjyske vinkøbmænd hos Supervin en farverig kasse med 6 missiler ladet med Riesling vine fra Weingut Tesch i Nahe, lavet helt ens … men fra 5 forskellige terriors, mens den sidste blot var slanterne blandet sammen … næsten.

Nu sidder jeg igen med en tilsvarende kasse … blot med to små ændringer. For nu er alle vinene i årgang 2020 og derudover er alle vinene nu i 25 centiliter udgaver, som helt perfekt passer til en lille smagning med et par venner … eller måske til en onlinesmagning og Supervin har netop afholdt en sådan med Martin Tesch, så der var Houlberg selvfølgelig med bag skærmen.

Lidt om Weingut Tesch og historien

Weingut Tesch ligger på adressen Naheweinstraße i den lille by Langenlonsheim omkring 5 kilometer nordøst for Bad Kreuznach i Nahe. Vinhuset drives af Martin Tesch, som er 10. generation på vingården, som er grundlagt helt tilbage i 1723. Martin er uddannet mikrobiolog fra Geisenheim i Rheingau og overtog driften som 29-årig driften fra sin far Hartmut i 1996.

Da Martin Tesch overtog den fædrene vingård, så startede han straks motorsaven, skar stor set alt væk der ikke var Riesling og påbegyndte dermed de mest fundamentale oplægninger på vingården nogensinde.

Alle de vinstokke, som både hans far havde plantet – og hans bedstefar – blev jordet. De var sorter som Müller-Thurgau, Silvaner, Rivaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Weissburgunder og Spätburgunder.

De dannede baggrund for omkring 50 forskellige vine, men det fandt Martin både alt for kompliceret, utidssvarende og uøkonomisk, så disse dårlige vaner gjorde Martin op med. Kvaliteten skulle i stedet forbedres og alene med fokus på Riesling … i det Martin selv ironisk kaldte et Punk Rock Weinhaus.

I starten faldt omsætningen på 6 måneder med 40% og der kom samtidig en øredøvende kritik fra tyske vinskribenter, som mente Martin havde forbrudt sig mod alle traditioner og ødelagt sin fædrene arv.

Martin Tesch sad dog kritikken overhørig og fortsatte ufortrødent, for han havde ubetinget tiltro til sin kurs og druen Riesling. Og det gav også pote, for langsomt, men sikkert, sluttede flere og flere sig til Martins nyfortolkninger af druen.

Samtidig blev markedsføringen og etiketterne også strammet op med nyt design, hvilket denne Riesling Vineyard Box også er et godt eksempel på. Og det blev en succes, som efterfølgende er kopieret af andre yngre producenter … ja faktisk er Martins innovative tiltag med re-designet blevet til et studie eksempel på London School of Economics.

Vinmarkerne

I 2014 tog Martin endnu et modigt skridt i en alternativ retning, idet han forlod det prestigefulde VDP samarbejde. Han var egentlig ret tilfreds med de strenge kvalitetskrav, men er slet ikke glad for forbundets rangordning af vinmarker.

Samlet har Tesch 30 hektar vinmarker i Nahes bakkede områder og de fleste hektar er med Riesling, selvom der dog fortsat er en smule andre vinsorter … men basis i vinproduktionen er netop de 6 vine, som ligger i denne Riesling Vineyard Box.

De fem forskellige marker er da også skolebogseksempler på hvordan beliggenhed, dyrkning og eksponering i forhold til floden Nahe bør tage sig ud.

Vinhusets stil er krystalren, tør, frisk, elegant og terroir-autentisk Riesling. Vinene fremstilles med spontangæring og kort modning på ståltank. Alle flasker er forseglede med Stelvin-Lux skruekapsel.

Online smagningen

Supervins onlinesmagning med Martin Tesch var helt perfekt til den lille Riesling Vineyard Box, som 57 deltagere i onlinesmagningen nok havde købt til aftenen.

Men inden Martin Tesch overtog styringen af smagningen, så bød Svend Erik Jensen velkommen på sit syngende nordjyske og fik lige mindet alle på, at alle købere af den lille Tesch kasse efter aftenens smagning automatisk vil deltage i lodtrækning.

En heldig person kan nemlig vinde 3 overnatninger med morgenmad på det dejlige hotel Hinter Conti i vinregionen Nahe … og selvfølgelig smagning og rundvisning på vingården med Martin Tesch himself.

Derefter overtog Martin Tesch roret og startede med at fortælle om den spæde start og hans overtagelse af familiens vingård, hvor vinen altid havde været småsøde … men det ændrede Martin totalt.

Han fortalte, at folk i starten slet ikke forstod hans stil … og navnet Punk Rock Weinhaus, W:O:A-Weine og vine med navne som Full Metal White, Full Metal Red og Riesling Unplugged. Derfor måtte han nærmest drive vinhuset uden penge i årene 2001-2004.

Men vendepunktet kom fra 2 grupper, nemlig restauranter, som fuld ud forstod de knastørre vine med et anderledes look og så musikere, hvilket Tesch så forstærkede ved at blive back-stage leverandør til den store Wacken metalfest, hvor bl.a. Volbeat også har optrådt.

Siden da har Riesling Unplugged nærmest været en ikonvin for Martin Tesch. Siden har han forstærket sit brand med markvinene, som også findes i Riesling Vineyard Boxen. Men som Martin siger, så kan de fleste ikke huske marknavnene, hvorfor hver vi har fået sin egen farve, der er taget fra farverne fra ruterne i Londons underground.

I dag bruger Martin også – som nævnt tidligere – Stelvin-Lux skruekapsel på sine vine. Det har ifølge ham den fordel, at vinene i højere grad udtrykker vejr, årgang og terroir. I familiens vinhus har de fleste liggende fra hver årgang siden anden verdenskrig og ved nylig smagning kunne de konstatere, at omkring 60% er helt væk.

Med skruekapsel har Martin ikke oplevet det … ingen oxidering eller påvirkning fra hverken egefade eller prop. Alt hos Tesch bliver lavet på ståltanke for at sikre så rene vine som muligt.

Nu er Martin Tesch jo også uddannet mikrobiolog, så derfor har han måske også en særlig forkærlighed for den nøjagtige og rene tilgang til vinproduktionen.

Derefter gennemgik han – en efter en – alle vinene fra Tesch Tasting Boxen med løbende kommentering fra Svend Erik Jensen.

Vinene i Tesch Tasting Box

Tesch Riesling Vineyard Box er en flot, eksklusiv kasse med de 6 Riesling fyldte missiler i farverne sort, rød, blå, gul, grøn og orange efter ruterne i Londons undergrundsbaner.

Den illustrative forside viser med samme farver placeringen af Weingut Teschs 5 marker, mens en flot brochure indeni fortæller mere om vinhuset og 6 individuelle kort mere om vinene.

Hver mark har sit eget terroir aka undergrund, men kan det smages i vinene? Jeg har selvfølgelig linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af de 6 missiler på vinbloggen.

Riesling Vineyard Box forhandles af Supervin til 349,95 kr., hvilket er ganske billigt for sådan en kasse inkl. en lille minismagning med mulighed for deltage live med Martin Tesch.

Houlberg i Lugana … besøg på Cà Maiol inkl. light lunch

Efter den første hele dag med de 4 besøg hos Tenuta Roveglia, Le Morette, Corte Sermana og Cobue, så var vi den næste dag klar til at gentage programmet, men lagde blødt ud – uden vin – med at besøge San Martino Tower og kom derfor hurtigt på toppen … so to speak.

Men derefter gik turen snart til dagens første vinhus Azienda Agricola Cà Maiol, der jo også meget passende ligger lidt nord for San Martino della Battaglia på adressen Via dei Colli Storici og atter på Lombardiet siden i Lugana området. Hos Cà Maiol skulle vi smage deres Lugana vine sammen med en light lunch.

Cà Maiol

Allerede da vi trådte ud af bussen var det tydeligt, at dette var et tjekket, moderne og stort vineri, hvor der var penge i ryggen, men Cà Maiol er i dag da også ejet af Santa Margherita Gruppo, der er en større vinkoncern i Italien.

Samlet driver Santa Margherita Gruppo 10 italienske vingårde spredt udover 6 vinregioner. De har en samlet årsproduktion på ikke mindre end 23 millioner flasker vin, en omsætning langt over 1,4 milliarder kroner og driver 712 hektar vinmarker, hvoraf 70% er egne marker.

Santa Margherita Gruppo er startet i 1935 af Gaetano Marzotto, som etablerede et kæmpe landbrug på tusinde hektar lidt nordøst for Venedig omkring byen Fossalta di Portogruaro. Han startede også med at lave vine … både fra marker i Veneto og Alto Adige regionerne og opkaldt vinhuset efter hans elskede livsledsager  Margherita Lampertico Marzotto.

I dag drives Santa Margherita Gruppo fortsat af Marzotto familien og blandt deres vinhuse finder vi navne som Ca’ del Bosco, Kettmeir i Alto Adige, Lamole di Lamole i Chianti Classico, Mesa på Sardinien og så det imponerende Cà Maiol i Lombardiet, som Santa Margherita Gruppo købte i 2017.

Det er et foretagende, som ikke kun har fokus på at sælge masser af vine, men også producere kvalitetsvine. Det kan man bl.a. aflæses af, at Santa Margherita Gruppo Vinicolo netop har modtaget prisen som Årets vingård af Gambero Rosso 2021 Italian Wine Guide,

Cà Maiol vinhuset er grundlagt i 1967 af den milanesiske iværksætter Walter Contato, der både var fremsynet og havde en stor passion for vin. Han købte en gammel vingård lidt nord for San Martino della Battaglia. Gården stammede helt tilbage fra 1710, men hans innovative tilgang gjorde, at han startede med at lave Lugana vine efter moderne metoder.

Det fortsatte hans børn med, da de i 1996 overtog driften og fortsatte med at forbedre kvaliteten, men i 2017 blev vinhuset så købt af Santa Margherita Gruppo. De har siden købet ofret mange, mange millioner i Cà Maiol.

De har bygget et stort, topmoderne vineri og omlagt driften med sigte på økologiske certificering af dets i alt 110 hektar egne marker, hvor der således i dag slet ikke anvendes kemikalier. Produktionen på Cà Maiol er på 1,3 millioner flasker årligt og det gør vinhuset til det 2. største vinhus i Lugana.

Deres vineri er da også totalt nyt og state-of-the-art med store gærings- og ståltanke … lavet i flere etager, således vinen kan flyttes via tyngdekraften. Virkelig imponerende og formentligt dyrt.

Vinene laves i to serier … Linea Selezione og Linea Classica fordelt på pt. 12 forskellige vine, hvoraf 4 er Lugana vine.

Besøget på vingården

Efter vi steg af bussen, så samledes vi lige inde i den totalt tjekkede butik og vinotek, hvor den søde og dejlige Caterina Mataluna bød os alle velkommen til Cà Maiol.

Hun præsenterede os derefter for Virginia Stancheris og Michele Gatti, som skulle stå for rundvisningen på vingården. Vi fulgte derfor troligt efter de to unge mennesker … hvor første stop var på marken Moline, som ligger lige ved gården og nok er husets bedste mark med 40-55 år gamle vinstokke.

Undervejs fortalte Michele Gatti om vinhuset … brugen af vandingsanlæg på nogle af deres marker, men netop ikke på Moline, hvor vinstokke er så gamle, at deres rødder går meget langt ned og derfor kan klare mere. Dertil skal lægges, at Turbiana druerne jo har et forholdsvis tykt skind og dermed kan holde på saft og friskhed.

Derefter besøgte vi det topmoderne vineri, hvor de var i gang med at afstilke druerne til de mousserende vine i årgang 2021, som han betegnede som helt perfekt.

På Cà Maiol har de to store produktionslinjer, da der ofte høstes på forskellige tidspunkter. Nogle gange sker det endda på det samme tidspunkt for forskellige druer som fx den lyserøde Chiaretto og de hvide Lugana vine.

Druerne bliver efter afstilkning automatisk sorteret af en robot, som vælger den rigtige pressemaskine, som skal sikre, at man alene anvender det bedste most fra presset. Total fuldautomatisk.

Al vin flyttes alene med tyngdekraft og de mange imponerende ståltanke fyldes alle fra toppen, hvor en gangbro sikrer nem adgang til alle tankene. Gæringstankene til rødvinene er forsynet med mixer til den løbende pigage og fælles for alle tankene er, at de fyldes med nitrogen for at undgå oxydering. Alt er topmoderne og der arbejdes på at lave moderne vine med autentisk friskhed og syre.

Deres største ståltanke er på 200.000 liter og anvendes til produktion af nogle af husets blends. De strækker sig i højden over 3 etager og er ganske imponerende. Lad os håbe, at man ikke lige laver fejl i sådan et blend med så mange liter.

I den nederste etage ligger også de mange barriques, som der anvendes til produktionen af Cà Maiols 3 forskellige rødvine, men på denne pressetur var der udelukkende fokus på de hvide Lugana vine, som vi snart skulle smage.

Vinsmagning og light lunch

For efter rundturen returnerede vi til det moderne og tjekkede vinotek aka showroom, hvor vi stående startede med at få serveret et glas bobler (eller to) … en virkelig lækker Lugana Brut Metodo Classico 2016 sammen med nogle små haspere, som var lavet af husets faste kok.

Fuck – pardon my french – de smagte godt. Det var 4 små salte appetizers, som lige løftede forventningerne til den efterfølgende light lunch … og det var der også grund til. For vi skulle derfor op på 1. etage, hvor der var gjort klar til smagning og frokost omkring 4 store runde borde.

På grund COVID-19 var der god afstand mellem pladserne og os vinjournalister aftalte hurtigt, at vi fordelte os nogenlunde ligeligt mellem de 4 borde, således vi kunne sidde ved de 3 repræsentanter fra Cà Maiol … Caterina Mataluna, Virginia Stancheris og Michele Gatti,

Jeg fik den utroligt søde og venlige Caterina Mataluna til bords, mens JC lige havde en online-konference og derfor først stødte til ved bordet en smule senere. Men det gjorde blot, at jeg fik en rigtig god snak med Caterina, som også var den, som stod op og skulle præsentere Cà Maiol vinene til de forskellige retter.

Vi skulle igennem 5 små retter … det var jo en light lunch, selvom menukortet foran os viste 4 retter. Men der kom også lidt ost til undervejs … og så var de små haspere jo endda ikke medregnet.

Her ser I lige menukortet:

Okay … lad os endelige lige løbe retterne igennem.

Appetizer: Varm fisk og skaldyr med kartoffelskum

Menuen var nøje afstemt til vinene, så til husets basis Lugana vin, som var deres 2020 Lugana Prestige, så fik vi to små retter med lidt lunt brød. Det var lidt skaldyr samt en fiskemousse … og så var vi ligesom i gang.

Forret; Risotto med Taleggio ost, oksetatar og hakkede oliven

Jeg elsker risotto og fik masser af risotto på turen. Her var det en drønlækker en af slagsen lavet med Taleggio ost, sorte oliven og på kanten af tallerkenen lidt oksetatar. Mums.

Vinmæssigt blev det også et step op, for til risottoen havde Cà Maiol valgt deres 2020 Lugana Molin … altså lavet med druer fra den mark, som vi tidligere lige havde stået ved.

Hovedret: Stegt kalveterning med svampesauce og stegt polenta

Hovedretten hos Cà Maiol blev en stegt kalveterning med svampesauce og stegt polenta … masser af smag og det var der også i den tilhørende vin … en 2017 Lugana Riserva Fabio Contato, der er opkaldt efter vingårdens grundlægger og husets Lugana topvin.

Ekstraret: Ost

Som en lille overraskelse skulle vi også smage Lugana Riserva Fabio Contato i årgang 2015, men det kunne selvfølgelig ikke ske uden lidt mad til, så derfor kom der også lidt ekstra mad ind i form af 5 forskellige oste … en af dem selvfølgelig modnet parmesan.

Dessert: Frisk frugtsalat med lyserød grapesorbet

Vi skulle selvfølgelig lige slutte med lidt sødt … en lille frisk ret og sorbeten af grape sparkede yderligere til friskheden. Men nu havde maden også lagt en god bund.

Samlet så vinprogrammet derfor således ud:

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har jeg – som vanligt – linket til ovenover.

Vi sluttede derefter besøget – som hos de foregående – med et fælles foto ude foran vingården … alle 6 vinjournalister samt Caterina Mataluna, Virginia Stancheris, Michele Gatti og Ambra Berardi.

Houlberg i Lugana … besøg på Cobue inkl. dinner med naboer

Azienda Agricola Cobue ligger på lokationen Cobue Sopra tæt ved Pozzolengo i Lombardiet ikke langt fra det majestætiske 66 meter høje San Martino della Battaglia tårn. Cobue var sidste destination på vores første dag rundt til vinproducenter på vores Lugana International Press Tour.

Hos Cobue skulle vi samtidig afslutte dagen med en light dinner sammen med Gilberto Castoldi fra Cobue, men også med 4 andre Lugana producenter, som også havde taget lidt vin med til middagen. Der var med andre ord lagt op til en fin afslutning af første dag.

Og med udsigt til både god vin og mad, så fik vi bussen parkeret og spadserede af stien til ned til det totalt tjekkede vinhus, der også har udlejning af 6 moderne lejligheder, en afdeling med spa, wellness og swimmingpool foruden moderne smagslokaler.

Faktisk består Cobue af 3 bygninger … hovedbygningen med butik, smagelokaler, lejligheder og wellness afdeling, et topmoderne vineri nærmest bygget godt skjult ind i landskabet og så den oprindelige gamle bygning, der tidligere har huset et kloster.

Foran hovedbygning blev vi mødt af Gilberto Castoldi, som bød os velkommen til Cobue og så startede vin ellers med en udendørs tur rundt på vingården, bl.a. oppe på bakken ovenover vineriet, hvor vi kunne beundre udsigten … bl.a. til  Torre di San Martino. Imens fortalte Gilberto Castoldi lidt om Cobue vinhuset,

Azienda Agricola Cobue

Cobue er et af de nyere vinhuse i Lugana og blev købt i 1971 af Gettuli familien, men drives i dag af Gilberto Castoldi og søsteren Simona som den 3. generation på vingården. De har overtaget driften fra far Aurelio Castoldi og hans hustru Laura.

Gården stammer tilbage fra 1770 og har tidligere været et lille nonnekloster, hvor der i forlængelse var stalde. Driften har da også oprindelig været almindelig landbrugsdriften med fokus på kvæg.

Men der har nok også altid været lavet vin på stedet, for overfor klosteret var der en gammel grotte og vinkælder. Det er der, at man i dag har bygget det moderne vineri.

Samlet ejer Cobue 25 hektar, men heraf er alene 17 hektar vinmarker, som drives så økologisk som muligt … men man sprøjter hvis det er nødvendigt. Ellers sørger man egentlig blot for at klippe græsset mellem vinstokkene.

Den årlige produktion udgør ifølge Gilberto Castoldi omkring 100.000 flasker vin og heraf er alene 8.000 flasker rødvin. Det er derfor Lugana vinene, som er de vigtigste på vingården og de laves i flere udgaver, men fælles for alle hvidvinene er, at der slet ikke anvendes egefade i produktionen.

For Gilberto Castoldi hader eg … og han fortalte, at der aldrig, så længe han lever, vil blive brugt eg i produktionen af Lugana vinene på Cobue.

Besøget på vingården

Efter turen på græstaget, så gik vi i vineriet, som er topmoderne. Man var lige gået i gang med produktionen af de mousserende vine, så der er god aktivitet.

Gilberto Castoldi viste os nogle flasker af de mousserende vine, der havde et tryk på 6 bar. Det var en hvid 2018 Spumante lavet på den røde drue Groppello, men altså ikke en Lugana vin. Han fortalte samtidig, at de alene laver vinene med druer fra egne marker.

Selvom Gilberto vitterlig HADER egefade i Lugana vinene, så fandt vi dog også en række egefade i kælderen, men de var fyldte med de få rødvine, som der laves på Cobue.

Efter rundturen, så gik turen over til hovedbygningen, der virkelig er smukt og moderne indrettet. Der er virkelig styr på tingene og havde også dækket op til os … klar til en vertikalsmagning og middag.

Vinsmagning og italiensk dinner

For første gang under vor tur skulle vi have en decideret vertikalsmag og det blev med Cobues basis Luganavin, som de har kaldt Monte Lupo, i årgangene 2018, 2017, 2016 og 2015 og så lige suppleret med deres Lugana Camp 8 i årgang 2019.

Dermed så HEAT 1 sådan her ud:

Det var superfint at smage samme vin i 4 årgange og der var faktisk stor forskel på vinene, hvor 2015’eren var suverænt bedst, mens de to yngste stod svagest … men det kan i jo læse om i mine kommende anmeldelser.

Derefter blev der lige et break inden middagen … og der dukkede der lige 4 andre Lugana producenter op, nemlig:

Francesca Fiorentini fra Citari
Matteo Silva fra Cantina Ceresa
Marco Raengo fra Malavasi
Alessandro Cutolo fra Marangona

De havde alle taget en af deres vine med til middagen og menuen havde allerede ligget foran os på bordet … fristende, spændende og samtidig lidt uforståelig udover genkendelige ord som tartare, burro og risotto, men det gjorde bare forventningen endnu større.

Og lad os da bare lige gennemgå retterne:

Per Iniziare: Tartare di trota marinata agli agrumi del Garda finocchietto e aneto

Til at begynde med fik vi tatar. Det ligner måske almindelig tatar, men det er en ørredtatar, der er marineret med lokale citroner fra Garda suppleret lidt fennikel samt dild. Dertil fik vin endnu en Cobue Lugana vin, nemlig deres Monte Lupo blot i nyeste årgang 2020.

Poi: Risotto all’ortica con tinta affumicata

Derefter fik vi risotto … en risotto lavet med brændenælder og nogle røgede noter. Jeg elsker risotto og italienerne forstår virkelig at lave lave den al dente. Hertil smagte vi vist de næste par vine … en 2020 Lugana Conchiglia fra Citari og en anden Lugana 2020 fra Cantina Ceresa … og begge vine blev kommenteret af henholdsvis af Francesca Fiorentini og Matteo Silva.

A Seguire: Filetto di salmerino al burro e bietoline

Så fulgt endnu en fiskeret … en røget sø-ørred fra Gardasøen serveret sammen med smørstegte sølvbeder. Det er sjovt med fisk fra Gardasøen, som har denne specielle smag af sø og dermed i mine øjne mangler den friskhed, som havvandet normalt giver.

Men vinmæssigt smagte vi igen to vine, som blev kommenteret af de to vinmagere; Marco Raengo fra Malavasi med vinen San Giacomo Lugana og Alessandro Cutolo fra Marangona med deres Lugana TreCampane.

Infine: Bianca mangiare alle vaniglia e frutti rossi

Det forstod jeg næsten 100% … en slags hvid panna cotta med vanilje og røde frugter. Dejligt med lidt sødt efter fiskeretten og Gilberto Castoldi fandt hurtigt en passende vin til … en Lugana Vendemmia Tardiva 31 Ottobre.

Dermed bestod det HEAT 2 af disse vine:

Som vanlig har jeg anmeldt alle vinene og skrevet lidt om de øvrige vinhuse, som deltog i middagen … og der er links ovenover.

Men samlet blev det en utrolig hyggelig aften. Vi sluttede – som man altid gør i Italien – med en kop kaffe. Jeg bestilte en cappuccino, men sætte inkassere et stort grin fra alle … man bestiller tilsyneladende en espresso efter et måltid og ikke cappuccino.

Men det holdt jeg imidlertid fast i og fik også hjælp fra Francesca Fiorentini, der fortalte alle, at hun selv var underlig og kan li’ ananas på sin pizza 🙂 Snart var klokken dog godt over 23.00 og det var tid til returnering til hotellet … alle godt trætte efter en dejlig og hård dag med masser af vin, snak og … mad.

Houlberg i Lugana … besøg på Corte Sermana

Dagens 3. besøg i Lugana blev hos den rare Filippo Bottacini, hvor vi fik vor lille vinsmagning af hans vine på Corte Sermana i haven under to gamle træer … totalt italiensk og vildt idyllisk.

Corte Sermana er et lille, nyt og mere ydmygt vinhus end de to forrige, men var så tredje stop på den første hele tourdag af vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

Corte Sermana ligger kun små 1-2 kilometer fra vor sidste besøgte Le Moretto, så vi er dermed fortsat tæt på San Benedetto di Lugana, men Sermana ligger lidt længere mod vest  faktisk nærmest på grænsen mellem Veneto og Lombardiet.

Vi blev modtaget af Filippo Bottacini, der driver vingården sammen med sin bror Nicolo, der havde travlt ved vineriet. Efter den formelle velkomst, så fik vi en rundvisning på vingården … først i vinmarken og så bagefter i selve vineriet.

Corte Sermana

Filippo og Nicolo Bottacini driver deres vingård med 6 hektar vinmarker, der ligger lige op til gården, som tidligere i 1990’erne har været et almindeligt landbrug for opdræt af kyllinger. Det var først i 2009, at brødrene overtog gården og startede med at lave vin.

Filippo var egentlig uddannet automekaniker, men havde efterfølgende taget en uddannelse indenfor vin og havde derfter også arbejdet en periode i Sancerre. I dag driver de så vingårdens 6 hektar vinmarker … fortsat med lidt høns, kyllinger og 3 stædige æsler, som vor søde Ambra Berardi også blev ganske betaget af … den tager vi lige lidt senere.

Brødrene driver Corte Sermana som et helt konventionelt vinbrug, men uden brug af kemikalier. I stedet anvendes grøn høst i alle deres marker, som også passes med håndkraft. For at undgå, at fuglene tar’ alle druerne, så har brødrene et række falke på deres marker … og de holder alle fugle på god afstand.

Deres 6 hektar marker er opdelt i 6 bloks … og hver blok vinificeres separat og Filippo fortalte, at klimaforholdene er forskellige fra år til år, hvorfor man ikke starter høsten med samme mark hvert år, men at det faktisk er totalt afhængig af årgangen.

I vineriet arbejdes med 100% afstilkning, 10-12 timers maceration og presning af druerne i tæt vakuum, så man dermed i videst muligt omfang undgår oxidering i vinene.

Vineriet er langt mere simpelt en de første vinhuse, som vi besøgte, for det er nærmest en stor hal med store ståltanke. Og alle vinene er da også lavet i ståltanke … men med deres Riserva har 10% dog lagret en smule på tonneaux egefade.

Husets samlede produktion ligger på 25.000 flasker årligt, men målet er 50.000 flasker. Produktionen er fordelt på 7 forskellige vine samt 2 grappa’er. Og heraf er altså 5 af dem Lugana vine.

Besøget

Filippo Bottacini er en utrolig rar og venlig mand … han viste stolt vinhuset frem. Han er helt nede på jorden og fortalte velvilligt hele historien om Corte Sermana.

Da vi havde været omkring vinmarker og vineriet, så gik vi tilbage mod selve hovedbygningen, hvor Filippo har sit kontor og vinbutik … og såmænd også en lille stald med de stædige æsler. Men udenfor i haven var der dækket fint op under to træer, hvor de første blade lige vare begyndt at blive gule.

Vi var imidlertid forkælet med et godt vejr … 28 grader og kun få skyer på himlen. Det var med andre ord perfekt for dagens tredje vinsmagning, så vi satte os hurtigt til bords. Ved hver plads havde Filippo lavet en udskrift om huset og de vine, som vi han nu ville servicere for det lille team af vinjournalister.

Smagningen i haven

Filippo Bottacini havde nemlig forberedt 7 vine, som han havde klar i en is køler foran os … 2 mousserende vine, 2 almindelige Lugana vine, 2 Riserva vine og en enkelt sent høstet dessertvin.

Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Ovenover er der som vanligt links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.. Jeg kan dog godt afsløre, at Bottacini brødrene bestemt godt kan lave god vin og trods deres størrelse, så var besøget bestemt et af de mest mindeværdige besøg på vor tur.

Selvom vi jo tidligere havde fået frokost på Tenuta Roveglia, så kunne vi selvfølgelig ikke bare smage vine uden lidt så, så udover de næsten obligatoriske små poser med grissini og tarallini monodose, så kom der også lidt gode parmasan oste på bordet. Italiensk gæstfrihed omfatter altid mad … elsker italienerne.

Derefter sluttede vi besøget … men Ambra Berardi og flere andre skulle selvfølgelig lige se æslerne, mens Filippo Bottacini tog os med ind i den lille butik og insisterede på, at vi hver skulle have en af hans vine med som en lille gave. JC og jeg insisterede på, at han satte en autograf på etiketten … helt som en vaskeægte rockstar.

Vi slutter derfor med et foto af Ambra Berardi og det elske æsel samt et foto af den signede flaske. Da Ambra skulle giftes indenfor den kommende periode, så håber vi ikke, at hendes kommende mand bliver for misundelig på æslet … der nok også som Filippo følte sig som en vaskeægte rockstar.

Houlberg i Lugana … besøg på Le Morette

Det andet besøg på vor Lugana International Press Tour var til vingården Le Moretto. Godt mætte efter en klassisk italiensk light lunch, så væltede vi nærmest ud af bussen klar til smage mere vin, men ikke mindst opleve endnu et vinhus.

Vi var måske en anelse forsinket, så det blev et effektivt besøg, men vi nåede dog det hele … først en rundvisning og en smagning af 8 af husets Lugana vine.

Vi blev modtaget af den energiske, selvsikre og tjekkede Fabio Zenato, som storsmilende startede med at vise os  vingården … først ud i markerne og derefter i det imponerende og moderne vineri … inden vi havnede i det flotte og stilsikre smagslokale,

Dér var der gjort klart til vores lille vinsmagning. Educational Tour in Lugana – Consorzio Tutela Lugana DOC – 15th september 2021 stod der helt korrekt på dækkeservietten under hver plads.

Le Morette

Vinhuset Le Morette også kaldet Azienda Agricola Valerio Zenato ligger i San Benedetto di Lugana. Det er grundlagt af Gino Zenato i 1955 … i starten mest med fremavl af vinplanter, men det blev hurtigt suppleret med egen vinproduktion.

I 1981 blev driften overtaget af hans søn Valerio Zenato og han øgede produktion af kvalitetsvine, hvilket også betød tildeling af flere priser for vinene. Valerios vine blev nemlig hurtigt kendt for deres markante mineralitet og struktur – de typiske egenskaber i Lugana – og han fortolkede dette i en elegant og raffineret stil.

I dag er det dog Valerios 2 sønner Fabio og Paolo, der som 3. generation har overtaget driften af vinhuset. De står nu i spidsen for arbejdet med 30 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 store marker … to i San Benedetto di Lugana en nær Sirmione og yderligere 20 hektar marker i Veneto til røde og rosé Bardolino vine.

De har også midt i den ene 10 hektar store mark i San Benedetto i 2013 bygget et topmoderne vineri. Byggeriet er også lavet efter alle kunstens regler med design inspireret af traditionelle vingårde, men med nyeste teknologi i vineriet, en stor vinkælder i 9 meters dybde under jorden med murede hvælvinger, kontrolleret temperatur og luftfugtighed optimal designet til vinlagring.

Det betyder, at man kan udnytte tyngdekraften ved produktionen af vinene. Samtidig er vinhuset næsten også selvforsynende med el via et stort 92 KW integreret solcelleanlæg … og kravler du op på taget eller i et af husets to tårne, så er der en smuk udsigt til de omkringliggende marker.

De laver i dag primært Lugana vine, men også røde og rosé Bardolino vine, men kernen er fortsat den planteskole, som Gino startede med.

Det betyder, at alle de vinstokke, der plantes i området stort set alle kommer fra Le Morette og efter vor vinsmagning viste Fabio os også, hvordan man poder en vinstok med en ny sort. Det sker med en lidt speciel maskine

Det har vinhuset selv gjort for flere af deres marker og Fabio fortalte, at det er langt mere økonomisk end fx at hive vinstokke op og plante nye sorter. Med en podning med en ny sort, så vil man ret hurtigt kunne høste igen og langt hurtigere end ved nye vinstokke, som kræver mindst 3-4 år for at give anstændige druer.

Besøget

Vi startede rundvisningen på Le Morette ude i vinmarkerne, hvor Fabio Zenato Viste os den hårde lerjord, som de arbejder med i de meste af Lugana området.

De bruger – som mange andre producenter – afvandingssystemer, men for at disse kan virke ordentligt, så kræver det åben jord, som Fabio kaldte det. Det betyder, at jorden lige rundt om vinstokkene ikke må være helt tæt, men skal være nærmest pløjet op, for ellers vil vandet have svært ved at trænge igennem laget af hård ler.

Vi så på senere besøg i Lugana nogle konkrete eksempler på, hvor hård denne type ler kan blive … faktisk så du vil tro, at der en sten og ikke ler. Men det er jo også det, som gør vinene fra Lugana unik og specielle.

I vinkælderen – der ligger 9 meter nede under jorden – fik vi set vineriet med de store tanke og selve lagringskælderen med murede hvælvinger.

Undervejs fortalte Fabio lidt om vinhuset, historien, om Lugana og deres vine, men det er var forholdsvis hurtigt rundfart, så derfor havnede vi snart i smagelokalet … klar til at smage Fabio vine.

Vinsmagningen

Det moderne og tjekkede smagelokale hos Le Morette stod i skærende kontrast til den istandsatte staldbygning hos Tenuta Roveglia, men der var lige så meget styr på tingene. Fabio Zenato Havde nemlig god hjælp fra Valentina Frignani, som havde forberedt en række vine, som vi skulle igennem. Samlet blev det et felt bestående af disse vine:

Undervejs fortalte Fabio om, hvordan vinene var lavet. Som vanligt har jeg selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Selve smagningen gik også ret hurtigt, men samlet blev det et fint besøg.

Houlberg i Lugana … besøg på Tenuta Roveglia

Rise and shine … første hele dag i Lugana og et travlt program med afhentning på Hotel Desenzano klokken 9.00 og så afgang til første vingård Tenuta Roveglia, som ligger i Pozzolengo i Lombardiet regionen.

På Tenuta Roveglia blev vi gæstfrit taget godt imod af Babettli Azzone – der ejer vinhuset sammen med sine søstre – og vinmageren Paolo Fabiani samt Luca Formentini fra et andet vinhus kaldet Selva Capuzza … og Luca skal jeg nok vende tilbage til senere.

Efter en kort hilsen på, så startede vi med en rundvisning på Tenuta Roveglia anført af Paolo og Babettli. Høsten til husets Spumante var lige gået i gang, så der var godt godt i vineriet … og derfor er det altid spændende at besøge vinproducenterne i september/oktober … hvis de altså har tid.

Tenuta Roveglia

Vingården Tenuta Roveglia har en historie, der går helt tilbage til 1404, hvor familien Roveglia startede med at købe en ejendom og marker fra klosteret San Salvatore i Santa Giulia i Brescia. Det er da også derfra, at vingården fik sit navn.

I 1980’erne blev ejendommen overtaget Giovanni Felice Azzone, som var en professor i patologi ved universitetet i Padua og medlem af Accademia Nazionale dei Lincei. Hans bedstefar Federico Zweifel havde allerede i slutningen af det 19. århundrede startet med at købe vinmarker og lave vin.

Federico Zweifel havde selv forladt Glarus i Schweiz og rejst til Italien for at finde bedre arbejdsvilkår. I Italien blev han forelsket i Gardasøen, hvor han fandt frodige landskaber og jordbund, der skulle vise sig at være ideel til dyrkning af vin.

Han begyndte at købe jord og omdannede de ofte misligholdte marker til vinmarker … og hans søn Giusto gjorde det samme og han begyndte også at producere vin, der oprindeligt kun bestemt til venner og lokale kunder.

Sådan fortsatte familien i mange år … altså indtil Giustos svigersøn Giovanni Felice Azzone i 1988 købte Tenuta Roveglia og dermed skabte et pænt stort vinhus med i dag sammenlagt 110 hektar vinmarker.

Giovanni Felice Azzone investerede derefter i moderne udstyr til vinproduktionen og havde som videnskabsmand allerede masser af erfaring med forskning. Han allierede sig samtidig med sin gode ven Paolo Fabiani, der var vinmageren og nu blev samarbejdspartner.

De fik sammen revideret både produktionsmetoderne og indført mere moderne systemer til vinificeringen. Og det virkede, for i dag er Tenuta Roveglia en stor og moderne vingård. Det er 4. generation, som i dag driver vingården i form af Giovanni Felice Azzones 3 døtre Sara, Vanessa og Babettli Azzone … men fortsat med Paolo Fabiani som vinmager og leder af vingården.

De producerer i dag 850.000 flasker vin årligt og 95% af druerne er fra egne marker og fordelt på 10 forskellige vine samt 3 acquavite og grappas. Og det foregår i et totalt moderne vineri og senest har de bygget en imponerende vinkælder til opbevaring af vinene.

Kælderen er tegnet af Babettli Azzone, der har en uddannelse som arkitekt … og designet er inspireret af historien, bl.a. med hvælvede lofter som i den gamle del af vingården. Men det fik vi at se under rundvisning på Tenuta Roveglia.

Besøget på vingården

Rundturen startede totalt pædagogisk lige der, hvor druerne ankommer til Tenuta Roveglia … og de var allerede godt i gang med høsten. Fra kasserne på vognene læssede medarbejderne druerne på transportbånd videre til vinificering.

Paolo Fabiani førte an … og vi fik fra de store 200 hektoliter tanke lov at smage den friskpressede saft, som skulle anvendes til husets spumante vine.

Derefter gik turen videre til husets tappelinje, så en væg med minder fra vingårdens familie og ansatte inden vi endte i den nye og fantastisk flotte kælder, som næsten lige var færdigbygget og klar til opbevaring af egefade og vinene generelt.

Lys i skiftede farve fremhævede de hvælvede buer, mens der ved et fabelagtigt designet rundt loftsvindue var placeret et lille display af nogle af husets vine … en imponerende sted at smage husets vine. Det skulle vi dog ikke der … men i den gamle del af vingården.

Vi sluttede vor rundtur i netop den gamle del, som Tenuta Roveglia fortsat anvender til smagninger og til opbevaring af egefade. Men de har derudover et lille skattekammer … omkring 100-400 flaske af hver årgang af deres vine siden 1988 og dermed en fabelagtig bevisførelse for, at vinene ældes med ynde.

Det skulle vi snart få lov af smage, så derfor gik vi retur til husets store smagelokale, som er indrettet i en tidligere kostald, dengang gården havde en blandet landbrugsdrift. Man kan endda faktisk i dag fortsat se de gamle stenspalter, som køerne gennem tiden har gnedet deres horn på.

Vinsmagningen

Men vi fik hurtigt sat os til bords, for vi var jo kommet for at smage Lugana vinene. Da det var vores første rigtige smagning, så startede Luca Formentini med at fortælle om området, historien og vinene fra Lugana.

Luca Formentini er i dag en af Consorzio Tutela Lugana DOCs 4 vicpræsidenter og var endda præsident før Ettore Nicoletto. Han driver sin egen vingård Selva Capuzza et par kilometer fra Tenuta Roveglia og det skulle vise sig, at vor smagning denne morgen var med vine fra begge vingårde.

Derfor skal jeg selvfølgelig også nok ved beskrivelse af den første vin fra Selva Capuzza skrive lidt om netop dét hus samt den rare og karismatiske  vinmager.

Vi fik god og grundig gennemgang af hele Lugana området og samtidig også Turbiana druen, som Luca selv betegner som kan være næsten neutral i smagen som ung, har et tykt skind, kræver en lang modningstid og har brug for tid til at udfolde sig. Luca Formentini sagde, at tiden er Turbianas bedste ven,

Druen kan også på grund af de tykke skind hænge lang tid på vinstokkene og selv når de ser ret skidt ud, så er der fortsat masser af saft i druen.

Vi drøftede også det ironiske i, at de fleste Lugana vine sælges og drikkes unge, men faktisk performer bedst med alder. Men det er jo en balancegang for producenterne, som selvfølgelig gerne vil sælge vinene hurtigt og tjene penge på den ene side, men også gerne vil sælge ældre vine … hvis der er købere og det kan svare sig.

Vi smagte samlet 10 forskellige vine og heraf 2 spumante vine, hvor den ene var lavet efter charmat metoden og den anden helt klassisk med andengæringen i flaske. Af de 10 vine, så var er også 2 med alder, hvor specielt Selva Capuzzas fine 2011 Lugana Riserva Menasasso imponerede.

Samlet kom feltet til at se sådan her ud:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Efter smagningen havde Paolo Fabianis hustru Patricia forberedt en lille Light Lunch … Houlbergs første møde med dette begreb på vor tur og lad mig slå det fast med det samme; italienerne tager deres mad meget seriøs, så der er intet let over Light Lunch.

Fabelagtigt besøg … og helt passende slutter jeg med lidt flere fotos fra besøget på Tenuta Roveglia.