Tag-arkiv: USA

2019 Opus One Winery, Opus One, Californien, USA

2019 Opus One Winery, Opus One, Californien, USAPå en dødsyg tirsdag, hvor vi skulle drøfte næste års vintrip, så tabte vi lige underkæben, da Keeper hev en 2019 Opus One fra Opus One Winery på bordet. Slam.

Det er jo nærmest en legendarisk vin, som jeg heller ikke tidligere havde smagt.

Opus One Winery blev grundlagt i 1978 som et joint venture mellem de to vinlegender; Robert Mondavi fra Napa Valley og Baron Philippe de Rothschild fra Château Mouton Rothschild i Bordeaux.

De mødtes første gang i 1970 og delte en vision om at skabe en vin, der kombinerede fransk elegance med amerikansk frugtintensitet. Den første årgang blev produceret i 1979 og lanceret i 1984.

Vinen hed oprindeligt Napamedoc, men fik navnet Opus One i 1982 inspireret af musikalsk terminologi, hvor “opus” betyder et smukt mesterværk.

Den ikoniske vingård blev bygget mellem 1989 og 1991 og ligger i Oakville lige overfor Robert Mondavi Winery. Den er kendt for sin arkitektur og sin placering midt i vinmarkerne.

Opus One ejes i dag som et 50/50 partnerskab mellem Baron Philippe de Rothschild og så Constellation Brands, som overtog Robert Mondavi Winery i 2004.

Den nuværende vinmager er Michael Silacci, som har været ansvarlig for vinproduktionen siden begyndelsen af 2000’erne.

Opus One råder over omkring 55 hektar vinmarker primært beliggende i Oakville AVA i Napa Valley. De vigtigste parceller inkluderer Q Block på 15 hektar købt fra Mondavi i 1981, The River Parcel på 21 hektar købt i 1983 og Ballestra Vineyard på 19 hektar købt i 1984.

Produktionen ligger på omkring 25.000 kasser om året, hvilket svarer til omkring 300.000 flasker fordelt på førstevinen Opus One, som er en rød Bordeaux-blend baseret vin på Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot og Malbec, samt andenvinen kaldet Overture, som er et non-vintage blend lavet af druer, der ikke indgår i hovedvinen.

Opus One 2019 er en af de mest anerkendte årgange fra vinhuset og er lavet på et blend bestående af 78% Cabernet Sauvignon, 8% Merlot, 6% Petit Verdot, 6% Cabernet Franc og 2% Malbec.

Årgangen 2019 blev præget af rigelige forårsregn, hvilket gav gode vækstbetingelser. En kølig forårsforsinkelse blev opvejet af varme sensommerdage, som sikrede optimal modning af druerne. Høsten startede den 10. september 2019 og varede i fire uger.

Vinen er lavet med 22 dages skindkontakt i gæringen og efter endt fermentering er vinen lagret 19 måneder på nye franske egetræsfade. Den har fået 99 point af 99 point Robert Parker’s Wine Advocate og samme af James Suckling.

WAUW … imponerende lækker i næsen … som dyb magiterning af koncentreret og velafbalanceret kraft … der er espresso, kaffelikør, kakao, lakridskonfekt, en høj kanelsnegl, mørk chokolade, lakrids, grafit, blæk, ædeltræ, mahogni, teaktræ og cedertræ. Frugten er solbær, brombær, morbær og dertil små drop af noget støvet blomsterpollen … alt velafpasset og smukt komponeret.

Smagen er også et kapitel for sig selv … tør, rund, velafbalanceret samt koncentreret. Der er både friskhed, kæmpe længde og kraft i smagen med en ung syre, cremet og mundsmeltede … meget elegant, fokuseret og harmonisk … glider gennem kroppen med velbehag af allerstørste skuffe med denne lange, lange, lange eftersmag. Frugten er solbær, brombær, ribs og lemon … holder friskheden intakt, mens der kommer chokolade, lakrids samt fine og silkebløde tanniner. Den er fandeme svær at se sig sur på … 99 point.

Forhandles flere steder, bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 3.009 kr., men den er også udsolgt hos mange.

Vinanmeldelse 7/7  

2015 Chanin Wine Company, Sanford & Benedict Vineyard Pinot Noir, Californien, USA

2015 Chanin Wine Company, Sanford & Benedict Vineyard Pinot Noir, Californien, USAChanin Wine Company holder til i byen Buellton få kilometer fra danskerkolonien Solvang og det er fra dette spændende vinhus, at vi som næste vin smagte en 2015 Sanford & Benedict Vineyard Pinot Noir.

Vinhuset er grundlagt i 2007 af Gavin Chanin, som før etableringen af Chanin Wine havde arbejdet under de dygtige vinmagere Jim Clendenen og Bob Lindquist hos vinhusene Au Bon Climat og Qupé. Derudover havde Gavin forinden også arbejdet lidt i Sydafrika og New Zealand samt rejst rundt i Bourgogne og Italien for inspiration.

Chanin Wine Company har ikke selv vinmarker, så Gavin køber druerne fra en række producenter i området, primært fra forskellige marker som fx Sanford & Benedict Vineyard tilhørende Sanford Winery, Bien Nacido Vineyard tilhørende vinhuset af samme navn, Duvarita, La Ronconada, Zotovitch og Los Alamos Vineyard.

Og Gavin laver kun vine på enten Chardonnay eller Pinot Noir, hvilket nok mester  fordi området omkring Buellton er ideelt for disse druer på grund af de køligt beliggende marker tæt på havet.

Han fokuserer 100% på Santa Barbare County og søger kompromisløst markens evne til at tale sit DNA. Og så producerer han vine med nogle helt anderledes etiketter … små kunstværk, som er malet af Gavin selv.

Ved siden af sin uddannelse til vinmager har Gavin Chanin nemlig også studeret kunst på UCLA kunstskole og har vundet flere legater for hans evner som kunstmaler. Så ved siden at vinproduktionen er Gavin en seriøs kunstmaler, som sælger sine værker … og altså også sætter kopier af dem på sine vinflasker.

Cavin er siden opstarten blev rost for sine vine og han får næsten altid høj ratings … blandt andet kårede magasinet Forbes den gode Gavin Chanin som en af de unge vinmagere, som man skulle holde øje med.

Her smager vi Cavins 2015 Sanford & Benedict Vineyard Pinot Noir, der er lavet med druer fra den før omtalte mark Sanford & Benedict Vineyard tilhørende Sanford Winery. Det er en særlig mark, hvor du finder nogle af de ældste Pinot Noir stokke i Californien og så er den også begunstiget af næsten perfekte forhold for at lave cool climate vine med en kombination af Stillehavsvinden, en kalket undergrund og et forholdsvist køligt klima.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men her i denne årgang 2015 startede Cavin ved lagring med at bruge 15% nye fade, men lad os i stedet smage vinen.

Duftmæssigt er der godt med fad- og umamiagtige noter … der er kastanjer, nødder, kanel, lakridskonfekt, mentollakrids, ædeltræ, lidt teaktræsolie og linolie samt en frugt af brombær, tranebær, jordbær og kirsebær. Alt virker meget modent, blødt og nærmest olieret.

Sådan er smagen også … rund, moden, kompleks … der er nødder, skovbund, frugten er modne jordbær, kirsebær, knuste hindbær og ribs, let peber og fine, flade og elegante tanniner. Der kommer noget peber, men ellers er vinen mundsmeltende, cremet, koncentreret og utrolig lækkerfin. 96 point.

Fås fortsat hos Struktur Vin, hvor en flaske koster 540 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Kendall-Jackson, Vintner’s Reserve Chardonnay, Californien, USA

2023 Kendall-Jackson, Vintner's Reserve Chardonnay, Californien, USADenne Vintner’s Reserve Chardonnay fra Kendall-Jackson skulle efter sigende være Americas mest solgte Chardonnay vin og den har jeg nu smagt i årgang 2023.

Vingården Kendall-Jackson er startet i 1974, hvor Jess Jackson købte en 80 hektar stor frugtplantage i Lakeport lige nord for Napa Valley og den omlagde han til vinmarker primært med Chardonnay, men det var reelt først i 1982, at vinhuset Kendall-Jackson officielt blev et navn

Året efter blev den første kasse med Vintner’s Reserve Chardonnay solgt i New York og den vandt derefteren Platin pris for amerikansk Chardonnay … det gav startskuddet til Kendall-Jackson som stort og velkendt brand.

I 1983 blev Vintner’s Reserve Chardonnay tilmed omtalt som Nancy’s Wine i en stor avis. Den omtalte Nancy var selvfølgelig den daværende præsident Ronald Reagans kone. Vintner’s Reserve var eftersigende hendes favorit.

Jess Jackson var en pioner i den californiske vinbranche, og lægger ikke skjul på Kendall-Jacksons glimrende forretningsøje som, den dag i dag, stadig er en stor del af virksomheden. Jess købte i 1991 sit eget bødkerværksted i Frankrig, for at sikre kvaliteten af de franske fade i vinfremstillingen. I dag er det også stadig filosofien at opkøbe land og vinmarker. I dag opkøbes vinhuse rundt om i verden.

Siden 1992 har Vintner’s Reserve Chardonnay været den mest solgte Chardonnay i USA. Kendall-Jackson har hele tiden markedet i tankerne når der laves vin. Der udvikles løbende nye vine og eksisterende vine videreudvikles.

Vintner’s Reserve Chardonnay er lavet på druer fra forskellige af husets egne marker og efter høst og presning er gæringen sket ved kontrolleret temperatur i ståltanke. Efter endt fermentering er den største del så lagret 3 måneder … 44% franske egefade, heraf 4% nye fade og 50% amerikanske egefade og heraf 7% nye.

Det er en rigtig bred amerikaner … masser af smørret fadfedme, vanilje, lakridskonfekt, npugat, en nutellamad, bløde dåsepærer, saftig fersken, lemoncurd og så er der selvfølgelig skruet godt op for amerikanersødmen.

Det smager også godt … meget cremet, blød og fyldig … det er til at forstå, hvorfor vinen er så populær, men sødmen er også lige en tak for voldsom, selvom det dog aldrig bliver alt for meget, for vinen har også en klingende syre, der dog er afdæmpet, rolig og behagelig … og netop behagelig er vinens aftryk og karakter. 91  point.

Forhandles af Din Vinhandel, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Roark Wine Company, Dots, Californien, USA

2022 Roark Wine Company, Dots, Californien, USAJeg havde som mit første bud på en rødvin medtaget en vin fra Roark Wine Company, som ved hver eneste vin har imponeret mig, og det var vinen med det korte navn Dots lavet på ren Syrah, men på en overraskende let måde.

Ryan Roark elsker at lave lette vin og denne er lavet med Syrah fra Demetria marken og efter høsten har druerne ligget på skindet i en køligere gæring over 4 dage … men der er ingen oplysninger om, hvordan og hvor lang tid vinen er lagret.

I glasset er vinen lysere og mere transparent end forventet, mens duften heller ikke på nogen måder skriger Syrah, for den er virkelig lys, luftig og let, har godt med jordbær, solbær, sorte kirsebær samt brombær på en let måde suppleret med noget landligt, noget sandet samt ler samt lette krydderier.

Smagen er også total let … har godt med peber kombineret med jordbær, kirsebær samt en maskulin syre … er både let og seriøs på én gang, Det er så saftigt, læskende og ubekymret og smager bare vildt godt på en – for Syrah overraskende – let facon. 94 point.

Købt hos American Wine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Kelley Fox Wines, Willamette Valley Chardonnay, Oregon, USA

2023 Kelley Fox Wines, Willamette Valley Chardonnay, Oregon, USAVi skal igen et smut til Kelley Fox Wines og faktisk er det første gang, at jeg smager en hvidvin fra den passionerede kvindelige vinmager Kelley Fox og det er hendes Willamette Valley Chardonnay 2023.

Det er Chardonnay, der er dyrket fuldstændig økologisk og biodynamisk og høstet pænt tidligt. I modsætning til den forrige Chardonnay er den kun lavet og lagret i ståltanke.

Der er først sket spontan helklasegæring – og selvfølgelig efter den biodynamiske kalender. Efter den alkoholiske gæring er der sket en malolaktisk gæring og så er vinen lagret i ståltankene omkring 8 måneder inden aftapning på flaske. Der er kun lavet 623 kasser.

I næsen er der lidt frugtrig vildskab … og samtidig noget virkelig tiltrækkende sødlig aroma som fra nougat, mælkechokolade samt vanilje, men derudover en intens og samtidig blød frugt af pærer og eksotiske frugter som ananas, fersken og kantalupmelon. For satan, der er noget virkelig dragende ved duften, som virker meget ren, direkte og klar.

Smagen breder sig omgående ud i munden … cremet, blød, intens, levende og samtidig med rigtig fin syre, der får følgeskab af let peber og en frugt af pærer, fersken, ananas og grillet sødbitter lemon. Det hele er så ren og klar, velafbalanceret med en mineralsk nerve, der giver en yderst smagfuld og frisk vin med kant og charme. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 309 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Roark Wine Company, Old Oak Vineyard Zinfandel, Californien, USA

2021 Roark Wine Company, Old Oak Vineyard Zinfandel, Californien, USAJeg hader normalt amerikansk Zinfandel … men denne 2021 Old Oak Vineyard Zinfandel fra Roark Wine Company er fuldkommen anderledes end normalt og den får også mit vinhårde hjerte til at smelte.

Roark Wine Company har jeg efterhånden smagt mange vine fra og samtidig også skrevet om før, så det skal jeg ikke trætte jer med nu, for i stedet kigger vi nærmere på denne Zinfandel.

Druerne er hentet fra vinmarken Old Oak Vineyard, der ligger oppe i Paso Robles, men det er ikke helt ren Zinfandel, da der op vinmarken også er lidt Alicante Bouschet vinstokke blandet i rækkerne.

Marken har lige siden tilplantningen været dyrket økologisk og endda uden den mindste kunstvanding. Efter høsten har druerne ligget i kølig premaceration over 5 dage inden gæring … men ellers har jeg slet ikke yderligere info om produktionen eller hvordan den efter endt fermentering er lagret.

Duft er let, luftig og rigtig bondsk … men får helt associationer til noget beaujolaisvin, for der kommer lidt banan, kyllingefond, blæk, grafit, blyanter og tørre spanske mandler, mens frugten er kirsebær, kirsebærsten, lette svesker og derudover lidt læder … men utrolig frisk og blindt have jeg aldrig gættet på Zinfandel.

Sådan smager vinen faktisk også … glemt alt om fed, svulstig og oversød Zinfandel, for her får du i stedet en frisk, ren, stringent, rank og letsyrlig vin. Frugten er lyse kirsebær, hindbær, ribs suppleret af lidt lemon med sødbitter rød vermouth kant, syrlig saftighed samt en anelse krydderier … men mest af alt er den let, lys, saftig samt syrlig. 93 point.

Købt hos American Wine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Roark Wine Company, Coming Up Roses, Californien, USA

2018 Roark Wine Company, Coming Up Roses, Californien, USASkulle vi da ikke lige nappe endnu en vin fra Ryan Roark på Roark Wine Company? Denne gang er det en vild Coming Up Roses i årgang 2018.

Det er en vin lavet på de to druesorter Syrah og Refosco med halvdel af hver fra et lille plot på Foxen Canyon Road.

Efter høsten er druerne først presset med fødderne og så har vinen gæret med skindet over natten, hvorved det således er vin i kategorien orangevin.

Efter endt fermentering er vinen endelig lagret 6 måneder på brugte, gamle egefade og derefter yderligere 6 måneder på tanke inden aftapning.

I glasset er det en en meget lys og transparent rødvin … i hvert fald ikke en hvidvin og egentlig mere roséfarvet, mens duften er knastør med rabarber, knuste hindbær, violer, tørrede rosenblade, Campari, rød vermouth, rooibos-te, papkasser, kirsebærsten, våde træfade, cedertræ, let karamel og appelsinskal.

I munden er det en yderst let, lys og frisk vin … masser af most, syre med rabarbersaft og tranebærjuice. Smagen er frugtrig, spinkel samt slank, masser er lemon og grillet grape med en lille bitterhed, fin syre og frisk, landligt og rustik bid. 91 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USA

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USAIngen druer, ingen årgang … bare fornøjelig vin med navnet Vino på etiketten. Vi er igen hos Emil Skytte Pedersens ven Ryan Roark og hans vinhus Roark Wine Company i Buellton og det er med denne vin, som han ikke oplyser meget om.

Ryan Roark holdt tidligere til på en gammel vingård i Lompoc, hvor han en aften i 2010 sammen med sin kæreste Jenn smagte en bordvin uden hverken navn, oplysning om druer eller årgang … blot en etiket med et telefonnummer.

Han blev henrykt og ringede derfor til telefonnummeret på flasken og snakkede der med vinmager Sean Thackery fra Pleiades Wine Company og de snakkede en halv time. Vinen han smagte var Seans basisvin, men lige siden har Ryan Roark ønsket at lave en lignende vin.

Det skulle ligeledes være en bordvin, der var uden årgang, oplysning om druer eller sted, bare en vin fra sit vinhus, der viser vingården, dens historie og dens stil.

Resultatet er denne Vino uden årgang, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af Pinot Noir, Syrah, Grenache samt en smule Chenin Blanc, Chardonnay og Grenache Blanc. Druerne er fra nogle fade, som Ryan har tilbage gennem årene for at kunne lave vinen.

De ældste fade er af årgang 2013 og de yngste årgang 2021, hvor alle druerne kommer fra Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Alle fadene er løbende toppet op efter solera metoden.

Men inden er de fleste druer først afstilket, men der anvendes også hele klaser i vinificeringen, hvor gæring er sket spontant alene med druernes egene gærceller med løbende pumpovers og efter endt fermentering er vinen så lagret på de forskellige fade.

Det er duftmæssigt spændende … har både nogle klare fadnoter samt godt med bio bio-animalsk landlighed. Det er lækker frugt af jordbær, søde kirsebær, rabarber, en halv spand akrylmaling, urter, rosmarin, chokolade, vanilje, lakridskonfekt, karamel og alt virker utroligt behageligt og tiltrækkende.

I munden er vinen lige så tiltrækkende … smagen er klart lysere, finere, lettere, mere luftig og samtidig også ren, sødsyrlig smag af lys frugt som jordbær, rabarber og lyse kirsebær. Det er en frisk, saftig,  læskende og utrolig lækker vin, feminin, rund, cremet, behagelig og voldsom lækker. 95 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

N.V. Globus Wine, The Wild Life Riesling, Washington State, USA

N.V. Globus Wine, The Wild Life Riesling, Washington State, USANæste vin er en billig designervin med navnet The Wild Life Riesling og er lavet med købte Riesling druer fra Washington State i USA og kommet til Danmark i store tanke, hvor den så tappes på flaske hos Globus Wine i København.

Dér har de givet den et fiktivt navn og flot etiket … den hedder The Wild Life Riesling. Etiketten kan minde lidt om Kung Fu Girl Riesling vinene fra Charles Smith fra Walla Walla Valley, der jo også ligger i Washington State … men det er det altså ikke..

Det betyder dog også, at der ikke rigtigt findes nogle oplysninger om vinen eller hvordan den er lavet. Der står dog på på etiketten, at det er en vin til den søde side, men niveauet for restsukker kan jeg ikke se.

Duftmæssigt kommer der faktisk lidt Riesling karakteristiske petroleumsnoter, men derefter går det mest over i nogle tropiske frugter af cantaloup-melon, mango, papaya, Faxe Kondi sodavand samt en lidt parfumeret note af skyllemiddel med blomster og andet godt fra vaskekælderen.

I munden ophører lighederne med de fleste Riesling vine, for det er virkeligt sødt og samtidig uden dybde … det er nærmest som saftig og læskende æblemost uden modstand, syre eller andet, således det mest er som at række tungen ud af vinduet. 79 point.

Købt i Føtex til 40 kr.

Vinanmeldelse 3/7    

2022 Disko Wines, Flower Power, Californien, USA

2022 Disko Wines, Flower Power, Californien, USASå smager jeg lige den sidste af 3 indkøbte vin fra den californiske vildmand Sean Hogan på Disko Wines og nu slipper vi hippiepigen Flower Power fri på diskoteket.

Flower Power 2022 er lavet på 70% Muscat Canelli og 30% Grüner Veltliner og er lidt en psykedelisk fri orangevin med blomster i håret og lavet med gæring med skindet og helt uden euforiserende stoffer, men med en god portion social frisind, fri sex og antikrigsdemonstration.

Druerne er plukket fra samme mark, samme dag, hvilket er lidt for tidligt for Grüner Veltliner, men tilfører naturlig syre og friskhed til vinen. Druerne afstilkes og ryger i samme tank, hvor de gærer over 3 uger med skallerne og blot lagret i ståltankene en kort periode. Der er kun lavet sølle 350 kasser af vinen.

I glasset er det også en smågrumset, tis-gul væske, der duftmæssigt er sådan lidt en mellemting mellem mjød, øl med skum og muskatvin, har klart en smule muskatsødme sammen med æblemost, grapeskal, søde krydderier … virker faktisk også lidt tør med en smule funkyness.

Smagen er utrolig saftet, juicy og mostet … det er æblemost, kvæde samt lidt tropisk frugt … syren har til gengæld så lagt sig fladt ned på maven og er dermed akkurat så passiv, som en rigtig Flower Power pige skal være, men er med til at give denne læskende, venlige og passive hippie-pease-loving-bare-tæer fornemmelse. 91 point.

Købt hos American Wine til 239 kr.

Vinanmeldelse 5/7