Tag-arkiv: grenache blanc

Grenache Blanc er en hvid druesort, der er en mutation af den røde Grenache drue. Druen findes mest i det sydlige Frankrig – specielt Rhône – samt i Catalonien i det nordøstlige Spanien, hvor druen kaldes Garnatxa Blanca.

Vine på Grenache Blanc er kendetegnet ved høj alkohol og lav syreindhold med citrus- eller urteagtige noter. Dens styrke kan føre til overproduktion og uklarhed, men indgår mest i blandinger.

Siden 1980’erne har Grenache Blanc været den 5. mest plantede druesort i Frankrig efter Ugni blanc, Chardonnay, Semillon samt Sauvignon Blanc.

2024 Bodegas Exopto, Vino Blanco Field Blend, Rioja, Spanien

2024 Bodegas Exopto, Vino Blanco Field Blend, Rioja, SpanienVi skal nu smage 3 vine på Rioja vinhuset Bodegas Exopto, som  holder til i Laguardia i Rioja Alavesa …  et af de mest prestigefyldte områder i Rioja og vi starter med at smage en 2024 Vino Blanco Field Blend.

Bodegas Exopto er grundlagt i 2003 af Tom Puyaubert … en franskmand fra Bordeaux. Tom Puyaubert var oprindelig ikke selv vinbonde. Han solgte nemlig træfade fra det anerkendte franske bødkerfirma Saury og havde en dyb forståelse for fadtyper og modning.

Han fik i år 2000 til opgave at lede en større salgsindsats i Spanien, så derfor  rykkede han fra Bordeaux til Rioja. I løbet af de første år i Spanien mødte han nogle af de dygtigste vinmagere og kom ind under huden på regionen, de specifikke produktionsområder og menneskene bag nogle af de største vine i området.

Tre år senere havde Tom forelsket sig så meget i regionen, at han valgte at slå sig ned der permanent for … ja, naturligvis for at lave vin, så han købte en bodega i Laguardia i Rioja Alavesa, omkring 30 minutters kørsel øst for Haro, som er kendt for at være hjemsted for historiske López de Heredia – altså vinhuset Viña Tondonia –  og kun 15 minutter nordvest for Logroño.

Tom Puyabert så potentialet i de ældgamle vinmarker på skråningerne af Sierra Cantabria og Monte Yerga-bjergene nord for Laguardia, hvor nogle af stokkene er helt op til 100 år gamle  … og det blev til starten på Bodegas Exopto.

I dag har Tom samlet 22 hektar vinmarker fordelt på over 30 parceller og de 12 hektar ligger i Rioja Alavesa … i både Ábalos, San Vicente og Baños de Ebro, mens de øvrige 10 hektar ligger i Rioja Oriental ved Alfaro og Aldeanueva de Ebro.

Markerne i Rioja Alavesa er de ældste med 60-100 år gamle vinstokke og samlet dyrker Tom druesorterne Tempranillo, Viura, Malvasía og i Rioja Oriental er det Garnacha og Graciano.

Tom Puyaubert er i dag også en del af bevægelsen Rioja ’n’ Roll, som er en samling af unge producenter, der moderniserer Rioja med terroirfokus og minimal intervention. vinhuset har fuldt fokus på biodynamiske og økologiske arbejdsprocesser, og stilen i vinene er på én og samme tid saftig, elegant og frugtintens.

Træets indflydelse på vinen har naturligt nok Toms store interesse, og filosofien bag hans vine er da også, at brugen af egefade skal bidrage behersket og positivt til vinens karakter.

Hans mål er først og fremmest at lave vine med mere farve og friskhed, bedre frugt og den rette dosering af træ. I den proces anvender han naturligvis kun de fineste franske fade.

På mange måder er Expoptos vine et godt billede på den revolution der ruller igennem Rioja, hvor flere producenter søger et mere saftigt og let udtryk uden at give køb på identiteten af Rioja. Det er sgu meget godt spottet af Supervin.

Denne Vino Blanco Field blend Rioja 2024 er lavet på 65% Viura, 15% Garnacha Blanca, 15% Malvasía og 5% Maturana Blanca fra fire højtliggende vinmarker: Los Pozos i San Vicente de la Sonsierra, San Cristóbal i Ábalos, Valmayor i Baños de Ebro samt El Espinal i San Vicente de la Sonsierra.

Derr vokser vinstokkene i 450-670 meters højde på primært kalk- og lerholdige jorde, og de ældste beplantninger går helt tilbage til 1947. Druerne håndhøstes i små 15 kg kasser omkring midten af september.

Gæringen starter køligt ved 15 grader i betontanke og afsluttes på en kombination af egetræsfade, betonæg og 3.500 liter foudres af egetræs. Herefter modner vinen så 12 måneder på bærmen, fordelt med 50% på foudres, 25% på betonæg og 25% på 225 liters franske barriques.

Uhhh dejlig duft … blomstret, fyldigt, fadfed og alligevel citrusfrisk med både appelsiner, citroner, bergamotte, lemon, cideræbler, lidt bivoks og fennikel, mens blomsternoterne bliver helt som lækker og fed sæbe, så vinen samlet virker helt olieret. Det dufter fremragende.

I munden er vinen også cremet og let olieret … der er igen godt med citrus, citroner, bergamotte, halvsure appelsiner, grillet lemon og så virker den egentlig slankere end duften indikerede og det er endda selvom vinen er cremet og let olieret. Det skyldes også, at vinen har en saltet – om end blød – kalket mineralitet, blød syre og dermed bare rund og virkelig smagfuld. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens bedste pris er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Bodegas Tobía, Tobía Selección de Autor Garnacha Blanca, Rioja, Spanien

2022 Bodegas Tobía, Tobía Selección de Autor Garnacha Blanca, Rioja, SpanienJeg smagte derefter søstervinen fra Bodegas Tobía … en 2022 Tobía Selección de Autor Garnacha Blanca.

Druerne er alle Grenache Blanc, som er høstet med håndkraft, afstilket og så sat i kølig maceration i 2 dage, hvorved der frigives fritløbende most, der indgår en indledende gæring ved en kontrolleret temperatur på 13-15 grader.

Alkoholgæringen sker i franske egetræsfade og efter endt fermentering lagring 14 måneder sur med en daglig omrøring i to første måneder.

Duftmæssigt et klart niveau op … lækkerfed, fadtung og næsten burgundisk bred aroma med nødder, lakridskonfekt, vanilje, lidt karamel, mælkechokolade og hvide blomster, violer og fed frugt med ananas, pærer, fersken og smuttede mandler, kalket mineralitet og olieret fedme.

I munden er det lidt det samme … smørfed, cremet og olieret med en blød frugt af pærer, ananas, fersken og grillet citron, en frisk og livlig syre, meget elegant, fyldigt  og velafbalanceret med masser af frugt, smag, cremet og lækker fedme … 93 point.

Forhandles af Masa Wine, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodeguera de Valenciso, Valencisco Blanco, Rioja, Spanien

2023 Bodeguera de Valenciso, Valencisco Blanco, Rioja, SpanienVi skal nu igen et smut til udkanten af byen Ollauri i den nordlige del af Rioja Alta … der finder vi Bodeguera de Valenciso og derfra smager jeg nu en  2023 Valencisco Blanco.

Bodeguera de Valenciso er et nyere vinhus, som er grundlagt i 1998 af de to vinmagere Luis Valentín og Carmen Enciso … og huset blev da også navngivet efter en sammentrækning af deres efternavne, hvorved det kom til at hedde Valenciso.

De stammer begge fra Rioja Alta og havde også en drøm om, at de dér også skulle lave vin på egen vingård. De havde i 15 år arbejdet for en større, prestigefyldt vingård i Rioja Alavesa.

De har 22 hektar vinmarker, som ligger i in Ollauri, Briones, Haro, Rodezno, Gimileo, Zarratón og Villalba i 480-610 meters højde. Siden 2006 er markerne passet efter bæredygtige principper og siden 2017 økologisk.

I starten blev vinene lavet i en lejet vinkælder i Haro, men siden 2005 i et morderne vineri i Ollauri, bl.a. bygget med kæmpestore cementtanke.

Denne 2023 Valencisco Blanco er lavet på 70% Viura og 30% Grenache Blanc, som efter presning er gæret spontant alene med druernes egne gærceller i egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder på barriques.

Duften er næsten som noget hvid burgundisk … fedlagret, smørtung, fagpræget næse med pærer, fersken, gule æbler og kandiseret grape suppleret med lidt mjød, briocheboller, nødder, vanilje, en buket gule blomster, fed blomsterpollen og røg.

I munden er den cremet, blød og smørfed … lidt maskulin i udtrykket med pærer, fersken og abrikos tilsat hvid peber, meget læskende og saftig med en eftersmag af kandiserede grapefrugter. Syren er frisk og alligevel afdæmpet under fedlaget … og spiller fremragende sammen med en kalket mineralitet. 93 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Tiques Vins, MAM, Penedés, Spanien

2023 Tiques Vins, MAM, Penedés, SpanienLad os fortsætte i den lidt funky afdeling, for næste vin er fra tirsdagsvinklubben på jobbet og er vinen 2023 MAM fra det spanske vinhus Tiques Vins, der ligger i Santa Margarida i els Monjos i Penedés.

Joan Rubio er manden bag Tiques Vins, som han grundlagde i 2015. Han overtog familiens egne vinmarker i Catalonien, fordelt på tre kommuner Santa Margarida i els Monjos, Castellví de la Marca og Vilafranca del Penedès.

Tiques Vins skaber vine med karakter, skabt i balance med naturen, med respekt for terroir og på de lokale druer som Xarel·lo, Macabeu, Monastrell, Sumoll Blanc, Malvasia Sitges, Tempranillo og Sumoll.

Fra start har han arbejdet i marken og kælderen efter fuldt økologiske og biodynamiske principper. Alle druer håndhøstes i 15 kg kasser og udvælges manuelt på sorteringsbord. Mosten gærer efter maceration med skallerne – men uden presning, det er udelukkende free-run juice – og vinene klares ikke.

Joan arbejder med ingen eller minimal tilsætning af svovl – alt efter vinens behov. Vinificeringen foregår i forskellige beholdere: rustfrit stål, 500 liters franske og amerikanske fade samt leramforaer af rødt eller hvidt ler. Joan tilpasser altid lagringen og eksponeringstiden nøje efter druetype og årgang.

MAM er én af Joans signaturvine og er lavet på 95% Xarel·lo, tilsat små skvæt Malvasia Sitges, Sumoll Blanc og Garnacha Blanc. Den er lavet med spontangæring i røde leramforaer, ultrakort maceration og lagret 4 måneder i samme amforaer. Vinen holder kun 9,5% alkohol.

Duftmæssigt fornægter den vilde øko, bio og naturagtige tilgang sig ikke … landlig, animalsk og funky … sved, mødding, tørret frugt, tørret abrikos, overmodne æbler, kandiseret grape, fennikel, sød lakrids, vanilje … egentlig ganske behagelig og balanceret.

Smagen er mere rank, tyndere og friskere end duften … der er pigeonæbler, hyld og grape i en stor sammenblanding. Der er en letsaltet mineralitet, er meget ren, vibrerende med lidt tynd æblemost i eftersmagen, så klart en sommervin. 90 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Will Arnold, Sand Castles, Rhône, Frankrig

2023 Will Arnold, Sand Castles Grenache Noir et Blanc, Rhône, FrankrigGert E var også med sin sidste vin ved vores vinaften gået lidt mere funky til værks, for det var en anderledes rhônevin … en 2023 Sand Castles Grenache Noir et Blanc fra englænderen Will Arnold.

Will Arnold er oprindeligt fra Kent i England, men er nu bosat i det nordlige Rhône, hvorfra han fremstiller sine energiske og saftdrevne vine. Hans tilgang kombinerer håndværk, minimal intervention og terroirforståelse – og han regnes allerede som en af de mest lovende unge producenter i området.

Will startede sin vinrejse i 2014, da han arbejdede under høsten hos Pierre-Yves Colin-Morey, hvilket vækkede hans passion for vin. han arbejdede så efterfølgende hos store Rhône-navne som Jean‑Louis Chave og Julien Pilon

Han lavede sine første egne årgange i 2021 og 2022 i Julien Pilons kælder, før han fra 2023 fik sin egen kælder i Condrieu med egne tanke af fiber og cement samt egefade til lagring af vinene.

Han arbejder med 5 hektar vinmarker, men ejer ikke selv marker, så druerne opkøbes fra bestemte vinavleres marker, som han selv både inspicerer og håndhøster. Will køber kun frugt fra dyrkere, der arbejder økologisk eller efter raisonnée principper.

De er fra parceller spredt fra sydlige Beaujolais til Châteauneuf‑du‑Pape … et usædvanligt stort terroir‑spektrum for en lille producent.

I kælderen arbejdes der overvejende med hele klaser på de røde cuvéer, for at fremme noget aromatik og kompleksitet. Hvidvinene er ligeså med hele klaser og ydermere lagring med bærmekontakt.

Denne 2023 Sand Castles er lavet på en blend af Grenache Noir og Grenache Blanc, hvor de mørke druer kommer fra sandede marker omkring Rayas. Der anvendes 50-100% hele klaser, spontangæring alene med druernes egne gærceller … både gæring og lagring sker i brugte 350 liters fade.

Duften er bestemt heller ikke klassisk Rhône … det er en meget parfumeret og aromatisk vin, har en sødlig lys frugt og masser af blomster. Der er tulipanstilke, bondske elementer og frugt af ribs, kirsebær, rabarber samt lidt lemon … klart lysere end forventet og alligevel med dybde og kølighed.

I munden er der også godt med syre, virker syrlig, frisk, kantet, tæt og koncentreret. Igen dukker der en parfumeret eller småaromatisk note frem med grønne stilke, frugt af rabarber, ribs, grønne jordbær samt en snas hvid peber … virkelig spændstig og frisk med en skarp bid, som man lige skal tænke over … 93 point.

Forhandles af Reduktivt, hvor en flaske koster 465 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, Spanien

2019 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, SpanienNæste vin spottede vi heller ikke … den ikoniske Finca Dofi fra Alvaro Palacios, som jeg endda havde smagt før og tidligere i årgang 2015 og 2012.

Vinen er ikonisk eller i hvert fald historisk, da den er i denne årgang lavet med 90% Grenache og 9% Carignan samt 1% grønne druer i form af hvid Grenache og Macabeo fra marken Finca Dofi, som var den mark, som Alvaro startede med at købe i 1990, da han slog sig ned i landsbyen Gratallops i Priorat.

Efter købet startede Alvaro med at tilplante marken med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. Og det blev til enkeltmarksvinen Finca Dofi eller Priorat Clos Dofi, som den også kaldes.

Marken er på i alt 9 hektar, fordelt over flere mindre terrasser. Kombinationen af forholdsvis unge vinstokke og fattig jordbund, som hovedsageligt består af småsten, bringer udbyttet helt ned på 20 hektoliter pr. hektar.

Finca Dofi er lavet på 90% Grenache, 9% Carignan og 1% Grenache Blanc og Macabeo. I vinmarkerne håndplukkes druerne, og når de ankommer til vineriet, sorteres de før afstilkningen. Herefter bliver de nænsomt presset, hvorefter mosten lægges på egetræsfade.

Gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen på store franske egetræsfade i 14 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

Duftmæssigt er det en mørk, tør og alligevel frisk vin med en tydelig grøn slagside … der er solbær, blommer, tranebær og knuste hindbær suppleret med hækplanter, sandjord, animalske og gærede noter, lakrids blomster … som om man får noter fra mange lejre.

I munden er vinen rund, blød, cremet … har en let sødme og fedme sammen med en let bitterhed.  Frugten er frisk og syrlig med solbær, tranebær og sorte kirsebær suppleret med læder, peber samt nogle muskuløse og tætte tanniner … der er masser af kompleksitet, kraft samt muskuløs elegance … 94 point.

Sidst jeg smagte vinen kostede den 595 kr., men i seneste årgang 2021 koster den 869,95 kr. hos Theis Vine.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USA

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USAIngen druer, ingen årgang … bare fornøjelig vin med navnet Vino på etiketten. Vi er igen hos Emil Skytte Pedersens ven Ryan Roark og hans vinhus Roark Wine Company i Buellton og det er med denne vin, som han ikke oplyser meget om.

Ryan Roark holdt tidligere til på en gammel vingård i Lompoc, hvor han en aften i 2010 sammen med sin kæreste Jenn smagte en bordvin uden hverken navn, oplysning om druer eller årgang … blot en etiket med et telefonnummer.

Han blev henrykt og ringede derfor til telefonnummeret på flasken og snakkede der med vinmager Sean Thackery fra Pleiades Wine Company og de snakkede en halv time. Vinen han smagte var Seans basisvin, men lige siden har Ryan Roark ønsket at lave en lignende vin.

Det skulle ligeledes være en bordvin, der var uden årgang, oplysning om druer eller sted, bare en vin fra sit vinhus, der viser vingården, dens historie og dens stil.

Resultatet er denne Vino uden årgang, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af Pinot Noir, Syrah, Grenache samt en smule Chenin Blanc, Chardonnay og Grenache Blanc. Druerne er fra nogle fade, som Ryan har tilbage gennem årene for at kunne lave vinen.

De ældste fade er af årgang 2013 og de yngste årgang 2021, hvor alle druerne kommer fra Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Alle fadene er løbende toppet op efter solera metoden.

Men inden er de fleste druer først afstilket, men der anvendes også hele klaser i vinificeringen, hvor gæring er sket spontant alene med druernes egene gærceller med løbende pumpovers og efter endt fermentering er vinen så lagret på de forskellige fade.

Det er duftmæssigt spændende … har både nogle klare fadnoter samt godt med bio bio-animalsk landlighed. Det er lækker frugt af jordbær, søde kirsebær, rabarber, en halv spand akrylmaling, urter, rosmarin, chokolade, vanilje, lakridskonfekt, karamel og alt virker utroligt behageligt og tiltrækkende.

I munden er vinen lige så tiltrækkende … smagen er klart lysere, finere, lettere, mere luftig og samtidig også ren, sødsyrlig smag af lys frugt som jordbær, rabarber og lyse kirsebær. Det er en frisk, saftig,  læskende og utrolig lækker vin, feminin, rund, cremet, behagelig og voldsom lækker. 95 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Cien Lanzas Cenicientos, Madrid, Spanien

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Cien Lanzas Cenicientos, Madrid, SpanienBodega 4 Monos Viticultores laver to udgaver af deres vilde Grenache baserede Sierra de Gredos vin Cien Lanzas … en Cien Lanzas Tinaja Cenicientos lagret i lerkrukker og så denne Cien Lanzas Cenicientos, som jeg smagte i årgang 2021.

Cien Lanzas er en enkeltmarksvin lavet på 95% Garnacha samt en smule Carignena og Garnacha Blanca, er kommer fra næsten 100 år gamle vinstokke på marken i 830-960 meters højde.

Vinen er spontangæret med hele klasser alene på druernes egne gærceller og med 40 dages maceration og efterfølgende lagret 13-14 måneder på brugte egefade. Der er kun lavet 2.376 flasker.

Duftmæssigt har vinen en lidt beaujolaisagtig rustik landlighed, bondsk og har godt med lyse kirsebær, ribs, appelsinskal, Vermouth Rosso, ler, læder, blomster og virker i næsen så fin, så skarp, så frisk og har endda også en lille frugtsødme, som gør den saftig læskende.

Og sådan smager den vitterlig også … masser af ribs, rabarber, lemon, knuste hindbær og kirsch. Tanniner er der ikke mange af, men vinen har en elskelig syre … rigtig fin, frisk syre og en tørhed, der er rigtig fint balanceret. Det er en vin, som jeg kan drikke spandevis af og til tilbudsprisen også bare burde, for det er et vaskeægte røverkøb og dermed 95 point. Knuselsker den.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske i øjeblikket på tilbud koster 149 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Celler Vega Aixalà, Brutal Blanc, Catalonien, Spanien

2022 Celler Vega Aixalà, Brutal Blanc, Catalonien, SpanienMer’ biodynamisk vin og her en spansk hvidvin fra Catalonien i form af vinen Brutal Blanc fra vinhuset Celler Vega Aixalà.

Vingården ligger i udkanten af ​​Vilanova de Prades i Conca de Barberà lige midt imellem de 3 bjergkæder Serra de la Llena, Serra de Prades og Serra del Montsant.

Vega Aixalà drives af familien Aixalà og er grundlagt i 2003 efter at have genoprettet og genopbygget deres bedstefars gamle vingård. Det er José Maria Aixalà, som står i spidsen for vinhuset med omkring 20 hektar vinmarker i det bjergrige og ret tørre landskab,

Druerne næres i denne halvtørre undergrund i et meget tørt og kontinentalt klima med ringe nedbør og ekstreme variationer i temperaturen mellem nat og dag.

Vingårdens produktion er kun økologisk – såvel af vine som olivenolie og markerne passes med stor omhu og kærlighed, hvor alle klaser bliver nøje udvalgte og håndplukkede med fuld respekt for området og dets karakteristika.

Denne Brutal Blanc er lavet på druen Roussanne … nogle steder står der, at den er ren Roussanne og andre steder, at det blot er primære drue sammen med noget Albarinho og Garnatxa Blanca. På husets egen hjemmeside står der blot; Variety = blend, hvilket jo taler for den sidste påstand med druerne.

Druerne kommer alle fra marker i 800-900 meters højde og er høstet med respekt af månefasekalenderen efter de biodynamiske principper. Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet over 5 dage og efter endt fermentering er vinen laget først i amforaer af ler i 5 måneder og derefter gamle egefade inden flaskning uden tilførsel af svovl.

I næsen lever vinen op til sit navn Brutal … krydret, grøn og syrlig på en lidt olieret facon og har samtidig denne landlige og bondske side med grønne buske, frisk træ, lidt eukalyptus, kridt og linolie.

Smagsmæssigt er der også masser af syrlighed, lemon, citroner og noget kvæde. Den er lidt Brutal og anmassende … bider og vrider sig med utrolig højt syreindhold. Det er meget stringent, syrligt, frisk og giver dig en dejlig kyssemund … elsker den flotte syre. 90 point.

Forhandles hos Vinkapellet Samsø, hvor en flaske koster 310 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Bodegas Caudalia, Umea Grenache Blanc, Navarra, Spanien

2023 Bodegas Caudalia, Umea Grenache Blanc, Navarra, SpanienVinhuset Bodegas Caudalía ligger i Baja Montaña zonen ved kommunerne Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien og derfra smager jeg nu denne 2023 Umea Grenache Blanc.

Bodegas Caudalía er grundlagt af de to vinmagere Ivan Lopez Barco samt kæresten Raquel Grandival Allende. De har i dag 8 hektar vinmarker i 500-700 meters højde i det golde område med et klima påvirket af Pyrenæerne.

På markerne dyrker Ivan og Raquel druesorter som Grenache Blanc, Syrah, Grenache Noir, Graciano og Tempranillo. De laver i øjeblikket 9 forskellige vine og én af disse er denne Umea Grenache Blanc.

Vinen er – som navnet også fortæller – lavet på Grenache, men det er ikke rød Grenache eller Grenache Gris, men det hvide Grenache Blanc, som kommer fra marker omkring landsbyen San Martín de Unx i Navarra-zonen Baja Montaña.

Vinen er efter presningen lavet på ståltanke … og efter endt fermentering også lagret på ståltanke, dog er 20% lagret på 500 liter egetræsfade for at tilføre kompleksitet.

Det er da duftmæssigt en lille eksotisk frugtbombe, hvor der er dåsepærer, Pære Belle Helene, mango, ananas, papaya, abrikos, fersken … godt med frugtsødme og sidst jeg smagte vinen, da kaldte jeg den også lidt trutti-frutti, hvilket fortsat passer meget godt. Den har også noget vanilje, vingummibamser og bred venlighed.

Smagen er også bred, blød og bamset … man har noget syre med syltet lemon og citroner ovenpå pærer, mango og ananas. Det giver en god kombination med blødhed og småbitter syre samt en kalket mineralitet suppleret med søde krydderier. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7