Tag-arkiv: verdicchio

Verdicchio er en hvid druesort, der er blevet dyrket i hundreder af år i Marche regionen i det centrale Italien. Det er en alsidig sort, der bruges til både lette og lyse bordvine og til mere komplekse faglagrede vine. Den regnes som en af Italiens bedste hvide druesorter.

Verdicchio er udbredt i Italien med anslået 65.000 hektar vinmarker plantet tilbage i 1980’erne, hvilket dengang gjorde Verdicchio til den 15. mest plantede sort i verden foran velkendte sorter som fx Chardonnay, Pinot Noir, Sauvignon Blanc og Sangiovese.

I dag er der dog langt færre marker med Verdicchio, som ikke længere er blandt de 10 mest plantede sorter i Italien, men dog fortsat en meget populær drue.

Druen er følsom, men giver et fornuftigt udbytte med pæn syre. I vinmarkerne modner Verdicchio sent, men tager let imod sygdomme som fx meldug, botrytis og råd.

Verdicchio giver friske, velstrukturerede vine med citrus og grapefrugt, hvorfor den også tit anvendes til mousserende vine. Nogle producenter har eksperimenteret med søde vine, men da sorten ikke er særlig aromatisk, så har de aldrig vundet den store succes,

Vinene kan udover citrus og grape også have nogle bitre noter, når de er unge eller et rigt, sødt forslag af marcipan og honning, når de får lidt alder.

De fleste mener, at Verdicchio er en gammel sort fra Marche, men druen synes at have en genetisk relation til Trebbiano di Soave og nyere DNA analyser har peget på, at de måske endda er identisk med druen fra Soave, selvom det vist ikke endeligt er fastslået.

Det synes dog klart, at både Verdicchio og Trebbiano di Soave begge stammer fra den ukendte sort Greco, som imidlertid står bag flere hvide sorter i Italien.

2021 Borgo Paglianetto, Petrara Verdicchio di Matelica, Marche, Italien

2021 Borgo Paglianetto, Petrara Verdicchio di Matelica, Marche, ItalienDa jeg for et stykke tid siden anmeldte vinbogen Italiens fantastiske hvidvine, så lovede jeg mig selv, at jeg skulle smage flere Verdicchio vine fra Marche. Det gør jeg netop nu noget ved med denne Petrara Verdicchio di Matelica fra Borgo Paglianetto.

Vingården ligger tæt ved Pagliano lidt nord for byen Matelica i en dal mellem Fabriano og Camerino midt i appellationerne Verdicchio di Matelica DOC og DOCG og blev grundlagt i 2008 af brødrene Antonio Roversi og Giovanni Battista Roversi.

Antonio og Giovanni besluttede sammen med  de 3 venner Luciano Bruzzechesse, Pierandrea Farroni og Mario Basilissi at gå sammen om et fælles projekt og ansatte vinmageren Angelo Carucci til at skabe vine ud fra bæredygtige principper.

I dag er Carucci dog blever udskiftet med vinmageren Francesci Tavolini. Samlet har teamet 29 hektar vinmarker, der strækker på bakkerne i dalen Alta Valle dell’Esino.

Det er nærmest eneste dal i Marche regionen med denne usædvanlige nord-syd-orientering … der er en afgørende faktor for skabelsen af dette særlige mikroklima, der gør det muligt at dyrke druer af højeste kvalitet.

Petrara Verdicchio di Matelica er lavet på ren Verdicchio, der kommer fra en en sydvendt skråning på kalkrige marker, hvor der ikke er anvendt sprøjtemidler og kemikalier de seneste 15 år.

Høsten foretages manuelt og druerne presses kun let i en  vertikalpresse inden de gærer i rustfrie ståltanke med naturligt forekommende gær. Der tilsættes ikke stabilisatorer til vinen, og aftapningen foregår uden klarering og filtrering for at vinen skal være så naturlig som muligt. Vinen lagrer 6 måneder på ståltank. Der produceres årligt 30.000 flasker af vinen.

I glasset oser vinen af både blomster, kamilleblomster, har nogle nærmest champagnenoter med lidt gær, dej og toast, gule blommer, kvæde og hvide mandler. Der er også lidt animalske og landlige små noter … meget interessant.

Smagen er frisk med en meget frugtrig og røget side … frisk samt saftig med mest lemon, der rummer lidt bitterhed, lidt fersken og gule æbler … alt med en vis tørhed om end med en lidt svag olieret fornemmelse og letsaltede mineraler. Det er vildt charmerende Verdicchio vin og således 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Montecappone, Utopia Verdicchio Classico Riserva, Marche, Italien

2016 Montecappone, Utopia Verdicchio Classico Riserva, Marche, ItalienFor omkring et års tid siden smagte jeg den lille hvidvin Tabano Bianco med den blå etiket fra Societa Agrivinicola Montecappone i både årgang 2018 og 2019. Nu smager jeg igen en vin fra vinhuset, men denne gang den grønne søster Utopia Verdicchio Classico Riserva.

Montecappone ligger lidt sydvest for byen Jesi i Marche området ikke så langt fra den store havneby Ancona ud mod Adriaterhavet. Vinhuset er egentlig startet i slutningen af 1960´erne, men blev i 1997 købt af Mirizzi-familien, som oprindelig drev et lille vinotek i Rom, men havde en drøm om selv at lave vin.

I dag er det Gianluca Mirizzi, som er den drivende kraft i vinhuset, som omfatter to vingårde. Den første vingård er Montecappone, som de købte i 1997 og består af 40 hektar vinmarker samt 17 hektar olivenlunde. Dertil har de også lejet yderligere 6 hektar vinmarker.

Derudover har Gianluca i 2015 også startet vingården L’azienda Mirizzi, hvor han forsøger at lave vine i en helt anden stil end vinene fra Montecappone, selvom de laves i samme vinkældre. Til projektet har Gianluca pt. 6 hektar vinmarker på toppen af ​​en bakke nær slottet Monte Roberto og en olivenlund på 3 hektar tæt på Cupramontana.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Mirizzi familien hyret Dr. Lorenzo Landi, der i forvejen samarbejder med andre gode italienske vingårde. Her smager vi husets Utopia Verdicchio Classico Riserva, der er lavet på 100% Verdicchio fra Castelli di Jesi, fra udvalgte marker hvor jorden er meget sandet, og hvor vinstokkene producerer få og små druer med koncentreret saft.

Druerne høstes i slutningen af september og starten af oktober, når de er optimalt modne. Vinen har lagret sur lie i 12 måneder på store betontanke og siden har den lagret 6 måneder i flaske inden frigivelse.

Der er sgu skrald på aromaerne, som fuldfed rammer næsen med fyldig med saftig tropisk frugt og tonstung samt cremet aromatisk nektarsødme. Der er mango, ananas, papaya og cantaloup melon, overmodne æbler, vanilje i rigelige mængder tilsat lidt blomster, pollen. lidt citrus og  halvrøgede elementer.

Smagsmæssigt er det også en fed og cremet vin, hvor der både er fyldig eksotisk frugt, mango, ananas, lemon og grillet grape. Det er stort bundtræk, dybde og kraftige, småfede og halvsøde noter samt lidt blomster. Alt er fint afstemt uden at blive alt for voldsomt. Det er en kraftig og god vin, så 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 224,95 kr,, mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Montecappone, Tabano Bianco, Marche, Italien

2019 Montecappone, Tabano Bianco, Marche, ItalienDet er kun 2 måneder siden, at jeg smagte denne Tabano Bianco fra Montecappone. Dengang var det i en årgang 2018, men nu smager jeg vinen igen i årgangen nyere.

Societa Agrivinicola Montecappone ligger lidt sydvest for byen Jesi i Marche området i Italien. Det er ikke så langt fra havnebyen Ancona ud mod Adriaterhavet.

Montecappone er egentlig startet i slutningen af 1960´erne, men blev i 1997 købt af Mirizzi-familien, som oprindelig drev et lille vinotek i Rom, men havde en drøm om selv at lave vin. I dag er det Gianluca Mirizzi, som er den drivende kraft i vinhuset, som omfatter to vingårde.

Den første gård er selvfølgelig Montecappone, som de købte i 1997 og består af 40 hektar vinmarker samt 17 hektar olivenlunde. Dertil har de også lejet yderligere 6 hektar vinmarker.

Derudover har Gianluca i 2015 også startet vingården L’azienda Mirizzi, hvor han forsøger at lave vine i en helt anden stil end vinene fra Montecappone, selvom de laves i samme vinkældre. Til projektet har Gianluca pt. 6 hektar vinmarker på toppen af ​​en bakke nær slottet Monte Roberto og en olivenlund på 3 hektar tæt på Cupramontana.

Montecappone Tabano Bianco er lavet på 50% Verdicchio, 30%, Moscato samt 20% Sauvignon Blanc fra marker omkring Contrada Tabano ved Jesi. Alle druerne er håndhøstet ved optimal modenhed, og der er sorteret kraftigt i druerne.

De forskellige druer vinificeres separat og gærer uden skind, men sammen med kødet af druerne, hvorefter vinen lagrer 4 måneder sur lie med en løbende frasortering af kernerne. Herefter samles vinen og flaskes … og er hurtigt klar til dig.

Meget frisk og blomsterrig næse … minder ret meget om 2018’eren med melon, fersken, ananas og lidt multifrugtjuice, masser af tropisk frugt, nogle grønne, fyldige og halvsøde noter, røg og så en fin, rank, slank syre, meget subtil og elegant.

I munden har vinen som 2018’eren mange lag, som langsomt kommer væltende op af glasset. Der er noget fandenivoldsk over smagen, både god intensitet, en let bitter syre, som giver vinen rank ryg. Der er syrlige æbler, lemon, grape, lidt grillede citroner, et godt bundtræk uden at blive opulent, men er frisk, nærmest opkvikkende med en gin/tonic bitterhed i eftersmagen … og hvor er jeg egentlig begejstret for denne kamæleon.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr,, mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Montecappone, Tabano Bianco, Marche, Italien

2018 Montecappone, Tabano Bianco, Marche, ItalienSocieta Agrivinicola Montecappone ligger lidt sydvest for byen Jesi i Marche området i Italien. Det er ikke så langt fra havnebyen Ancona ud mod Adriaterhavet. Men derfra smager vi denne lille Tabano Bianco … en vin, som Luca Maroni har givet 99 point. Det kan få en til at løbe væk og frygte det værste, men vinen smager faktisk godt.

Montecappone er egentlig startet i slutningen af 1960´erne, men blev i 1997 købt af Mirizzi-familien, som oprindelig drev et lille vinotek i Rom, men havde en drøm om selv at lave vin. I dag er det Gianluca Mirizzi, som er den drivende kraft i vinhuset, som omfatter to vingårde.

Den første gård er selvfølgelig Montecappone, som de købte i 1997 og består af 40 hektar vinmarker samt 17 hektar olivenlunde. Dertil har de også lejet yderligere 6 hektar vinmarker.

Derudover har Gianluca i 2015 også startet vingården L’azienda Mirizzi, hvor han forsøger at lave vine i en helt anden stil end vinene fra Montecappone, selvom de laves i samme vinkældre. Til projektet har Gianluca pt. 6 hektar vinmarker på toppen af ​​en bakke nær slottet Monte Roberto og en olivenlund på 3 hektar tæt på Cupramontana.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Mirizzi familien hyret Dr. Lorenzo Landi, der i forvejen samarbejder med andre gode italienske vingårde. Han står også bag denne Montecappone Tabano Bianco, der er lavet på 50% Verdicchio, 30%, Moscato samt 20% Sauvignon Blanc fra marker omkring Contrada Tabano ved Jesi.

Alle druerne er håndhøstet ved optimal modenhed, og der er sorteret kraftigt i druerne. De forskellige druer vinificeres separat og gærer uden skind, men sammen med kødet af druerne, hvorefter vinen lagrer 4 måneder sur lie med en løbende frasortering af kernerne. Herefter samles vinen og flaskes.

Duften har klart masser af fersken, melon, ananas … en meget blid tropisk aroma, hvor der blander sig nogle grønne, kraftige, småfede og halvsøde noter, halv røgede elementer og lidt blomster. Det er fint, delikat, men ikke sådan overblæret eller sindsygt vildt. Til gengæld er smagen virkelig vinens store force.

I munden virker vinen næsten eftertænksom … som om, at smagene lige skal bygges lidt op, men så kommer de ellers væltende op. Der er først og fremmest en god balance, stor intensitet, en superflot syre, som giver vinen rank ryg. Der er en syrlige æbler, lemon, grape, lidt grillede citroner, lidt sul på kroppen og fylde, men alt virker bare voldsomt godt afstemt. Vild god vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr,, mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Tenuta Fionia, Occhio Verde Verdicchio dei Castelli di Jesi, Marche, Italien

2014 Tenuta Fionia, Occhio Verde Verdicchio dei Castelli di Jesi, Marche, ItalienFyn er fin, sang Lasse og Mathilde engang og det kan den danske vinøse ildsjæl Kenneth Løndahl skrive med på. Med base i Nyborg på Danmarks tredjestørste ø driver den gæve fynbo nemlig virksomhederne Tenuta Fionia ApS og W. & S. Direct DK, der laver vine i Italien, herunder denne Occhio Verde Verdicchio dei Castelli di Jesi.

Kenneth Løndahl startede i vinbranchen som butikselev i 1990 i H.J. Hansen Vine aka Vinspecialisten, og har derudover studeret vin med ophold som kælderrotte hos bl.a. Simi Winery i USA, Henschke i Australien, Seresin Estate i New Zealand, Joseph Drouhin og Maison Moillard-Grivot i Bourgogne, Delas i Rhône, Château Smith Haut Lafitte og Château Haut Sarpe i Bordeaux samt hos Didier Dagueneau i Loire.

Han har været medarbejderrepræsentant i bestyrelsen i H.J. Hansens Vinhandel og drevet/opbygget kædens Vinspecialist butik i Nyborg. Han solgte dog forretningen i Nyborg til kæden i 2009.

Derudover har Kenneth Løndahl også været eksportdirektør i firmaet Western Wines, som er en del af den amerikanske koncern Constellation Brands og skulle vistnok også ha’ været salsgansvarlig for Prins Henriks vin fra slottet Chateau de Caix i hele Norden. Han har også haft den legendariske Brunello-producent Biondi-Santi blandt sine kunder.

I 2001 stiftede han enkeltmandsfirmaet W. & S. Direct DK, et konsulentfirma som servicerer MGM Mondo del Vino i Danmark og andre lande. MGM er vi jo netop lige stødt på, nemlig med vinen Zîronda Amarone della Valpolicella.

I dag koncentrerer Kenneth Løndahl sig dog om selv at producere vine fra Italien. Det sker både via de danske firmaer W. & S. Direct DK og Tenuta Fionia ApS samt det italienske selskab Qwine SRL, som Kenneth ejer sammen med den italiensk forretningspartner Marco Martini.

Det italienske selskab Qwine har deres hovedkontor i Emilia-Romagna, mens vigtigste lager og produktionsanlæg er placeret tæt ved Asti i Piemonte regionen. Derudover tager Kenneth – med base i Nyborg – sig af eksporten til den nordlige del af Europa.

De initiativrige vinfolk har fundet en gruppe vingårde i Veneto og Piemonte, Marche, Abruzzo, Umbrien og på Sicilien, som kan levere druer til deres vine. Fra en start på cirka 300.000 flasker producerer selskabet Qwine SRL i dag 1,3 millioner flasker og har en omsætning på knap 3 millioner euro.

På Sicilien er deres samarbejdspartnere Cantina Corbera, beliggende i Santa Margherita Belice, Vaccaro Winery, en privat vingård ejet af Vaccaro familien og beliggende i Salaparuta samt endelig kooperativet Aurora Valle Templi i Agrigento.

I Puglia arbejder Qwine arbejde med forskellige partnere, herunder kooperativet i Matino, hvor vinfremstillingen sker med hjælp fra den erfarne vinmager Francesco Conserva, der kender Salento-området meget godt.

I Veneto arbejder Qwine med flere producenter af forskellig størrelse, men primært med Vignaioli la Castellana, som er et større familieejet vineri i Marano di Valpolicella.

Druerne til denne Occhio Verde Verdicchio dei Castelli di Jesi kommer fra en vingård, som tilhører familien Flippetti. Vingården ligger lige nedenfor kooperativet Terre Cortesi Moncaro Società Cooperativa lidt øst for byen Montecarotto i Marche området.

Vinmarken, der udelukkende er tilplantet med Verdicchio druer, er på 25 hektar, grundlagt i 1975 og ligger ikke langt fra landsbyen Poggio San Marcello op til landevejen Via Coste del Molino. Marken er placeret på en stor sydøst vendt bjergside, omkring 350 meter over havets overflade. Markens jord er en blanding af grus og alluviale stenede teksturer.

Vinplanterne er placeret relativt langt fra hinanden og tæller beskedne 3.333 planter per hektar. Mellem hver vinrækkerne er en spændvidde på 2,5 meter og der er 1,2 meter mellem hver plante og der er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Alle druer til Occhio Verde Verdicchio dei Castelli di Jesi er håndplukkede og nænsomt behandlet fra druerne plukkes til de ankommer til vingården. Plukkerne benytter små kurve og der sikrer, at der alene anvendes intakte klaser af bær til pressen.

Kenneth Løndahl producerer også vinen lokalt, nemlig hos Azienda Agriciola Danilo Mattei, en familiedrevet og topmoderne vingård, som er oprindeligt er etableret tilbage i 1948.

Siden Danilo Mettei købte gården i 2003 har han investeret i topmoderne udstyr og ansat nyt personale.  Samtidig har Danilo givet Kenneth plads til, at han kan producere denne Occhio Verde Verdicchio dei Castelli di Jesi på vingården, hvilket er sket med hjælp fra vinmageren og konsulenten Tim Manning.

Nå … lang historie og indflyvning, men lad os for pokker da smage vinen, som i glasset er nærmest mellemgul og virker samtidig lidt fed i saften, hvilket også gør igen i duften. Der er en fed og opulent næse, næsten Chardonnay fed. Der er fad, smørblomster, tonsvis vanilje, fersken, abrikos, kokos, astronaut is, hvid chokolade samt lidt sød mandarin. Virkelig en indbydende næse.

Smagen er også fyldig, rig, cremet og alligevel med et vist syrebid, hvor der er citrus, grape, nødder, mandler og en vis tørhed i skøn forening. En lille drilsk bitterhed klæder den saftige, fede og fyldige side og giver en god balance. Og det smager altså rigtigt godt … og så med dansk islæt. Vi kipper med flaget.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske kan købes til 81,09 kr. mod en normalpris på 155 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

 

2013 Monastero Suore Cistercensi, Coenobium, Lazio, Italien

På et kloster ved lille by Vitorchiano omkring 50 kilometer nord for Rom går en flok nonner rundt og synger. Ikke kun hellige salmer, men også drikkeviser … for de er formentligt småberusede. Det har de såmænd også god grund til, for udover det ophøjede kald at tjene herren, så laver de skidegod vin.

Klosteret hedder Monastero Suore Cistercensi … altså et kloster i cistercienserordenen, og vi har her fat i vinen Coenobium fra de glade søstre.

Vi er i vinområdet Lazio, hvor der primært produceres hvidvin … og i store mængder, bl.a. Malvasia og Trebbiano. Høstudbyttet overstiger ofte 100 hektoliter pr. hektar, hvorfor det typisk er jævne vine uden megen koncentration. De store mængder vin afsættes primært til Roms indbyggere, turister og restauranter.

På Monastero Suore Cistercensi arbejder 80 søstre med klosterets vinmarker, frugtplantager og haver. De passer alle fuldt økologisk, og har i århundrede lavet vin. Men i 2005 begyndte de gode nonner at få hjælp af vinmageren Giampiero Bea, søn af den legendariske vinmager Paolo Bea.

Og sammen med de fromme kvinder laver Giampiero Bea to vine … denne Coenobium samt en Rusticum på samme druer som denne, hvor vinen blot har lagret længere tid på skallerne og ellers vinificeres som en rødvin. Fælles for vinene er, at de er lavet på de fire hvide druesorter Malvasia, Verdicchio, Grechetto og Trebbiano.

Der laves alene 16.000 flasker vin på klosteret, 12.000 flasker af denne Coenobium samt 4.000 flasker Rusticum. De fleste af flaskerne eksporteres til USA, men denne flaske er altså nået til lille Danmark.

Lad os smage denne charmerende altervin, som i næsen byder på animalske og let oxiderede noter, våd hund, blomster, Ribes (blomsten der lugter af kattetis), lidt tropiske frugter, meget modne æbler, ristede nødder, smør, vanilje, honning og lidt indelukkede egetræsfade. Ganske kompleks og anderledes næse.

I munden er vinen sød, fyldig, blød med lette krydderier … og på den negative skala en smule vandet og ligeledes er eftersmagen kort. Men det er en fin, lidt anderledes vin, og jeg synes, at den er ganske interessant.

Købt hos S’Vinbar i Århus … prisen kender jeg ikke.

Rating 4,5/7  

2010 Umani Ronchi, Casal di Serra Vecchie Vigne Verdicchio dei Castelli di Jesi, Marche, Italien

2010 Umani Ronchi, Casal di Serra Vecchie Vigne Verdicchio dei Castelli di Jesi, Marche, ItalienItaliensk aften i Casa Houlberg … sammen med gode venner og de sædvanlige 10 flasker vin, 2 fra hver, en hvidvin og en kultvin. Jeg havde som start valgt denne hvidvin fra Azienda Vinicola Umani Ronchi, som ligger ved byen Osimo i Italiens Marche-provins.

Huset ejer 200 hektar vinmarker, nemlig 110 hektar vinmarker i Verdicchio Classico-appellationen, 60 hektar i Rosso Conero og 30 hektar i naboprovinsen Abruzzo.

Vingården er grundlagt i 1957 som en Azienda Agricola af Gino Umani Ronchi i Cupramontana, lidt vest for Osimo. Gino fik hurtigt hjælp af Roberto Bianchi og hans svigersøn Massimo Bernetti, og det var sidstnævnte, som i 1968 fik ændret gården til en rigtig vingård … en Azienda Vinicola. Gården har da også de seneste 50 år været ejet og drevet af Bianchi-Bernetti familien.

Siden 1990 har Massimos søn Michele Bernetti været gårdens driftsleder, og han satser benhårdt på kvalitet, hvilket vil sige, at der høstes begrænsede udbytter, markerne er velplejede og vinstokkene er af en vis alder.

Samlet ejes i alt 10 vinmarker, nemlig markerne San Lorenzo, San Sebastiano, Busche, Saline, Villa Bianchi, Monteschiavo, Follonica, Torre, Piantate Lunghe og Montipagano.

Umani Ronchi arbejder især med den grønne Verdicchio og den blå Montepulciano-drue, som begge er to er “arbejdshestene” i midten af Italien. Begge druesorter lægger most til store mængder glimrende mellemklassevin, men kun ganske få virkelig store vine.

Det skyldes først og fremmest at begge sorter er meget produktive, og at man skal begrænse udbyttet pr vinstok ganske kraftigt, da vinen ellers bliver tyndbenet og syrlige.

Umani Ronchi høster maksimalt hvad der modsvarer en halv flaske pr. vinstok, og så kan både Verdicchio og Montepulciano-druerne spille med musklerne!

Denne Casal di Serra Vecchie Vigne Verdicchio dei Castelli di Jesi Superiore Classico er en enkeltmarksvin fremstillet af druer fra de ældste vinstokke, selvfølgelig 100% Verdicchio.

Høstudbyttet er begrænset til langt under det halve af hvad loven foreskriver. Druerne håndhøstes når de er maksimalt modne, og vinen lagrer udelukkende i betontanke og på flaske inden frigivelse.

Denne årgang 2010 har fået 3 glas i Gambero Rosso og blev af samme kåret til årets hvidvin i Italien.

Duftmæssigt masser af melon og abrikoser … lidt gæragtig duft også sammen med en svag sødme og en nøddeagtig aroma.

Smagsmæssigt kaldte mine vinvenner smagen lidt trutti frutti … og kan godt følge dem. Der er dog også en god rygrad med syre, friskhed og lyse frugter. Eftersmagen er let krydret og giver en varme i vinen. Måske en anelse “flad” i smagen, men ellers et dejligt glas hvidvin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Superiore.de til 14,50€. Forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor prisen for 2009’eren er 199,95 kr. for én flaske, og 149,95 kr. hvis du køber 12 stk. 2010’eren er udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7