Nu er jeg atter tilbage med en vin fra Domaine Dujardin, der ligger i Monthélie 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Denne gang er det med deres hvide 2018 Monthélie Blanc.
Som jeg skrev tidligere, så er Monthélie en lidt overset region med 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.
Hos Domaine Dujardin laver de alene 3 hvide bourgogner og det er en Mersault, deres Auxey-Duresses – som jeg tidligere har smagt og skrevet om – og så denne Monthélie.
Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lavet med gæring i egefade, som den efterfølgende også er lagret på sur lie i 12 måneder.
I næsen har vinen en lidt krydret og kalket aroma suppleret med hvide blomster, blomstervand, tjørnebusk, melon, ananas, honning, mandler, lidt lemon og vanilje. Det er ikke en fin, sart og skrøbelig hvid bourgogne, men har en vis robust styrke, hvor specielt den lidt kalkede mineralitet skinner igennem.
I munden er vinen intens, rund og generøs med stærke muskler … cremet og næsten olieret på tungen. Som i duften har vinen også smagsmæssigt en lidt maskulin robusthed, power og kraft sammen med krydderier, kalkede og småsaltede mineraler samt fin lang eftersmag.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.