Tag-arkiv: donzelinho

2019 Van Zellers & Co, CV Curriculum Vitae Branco, Douro, Portugal

2019 Van Zellers & Co, CV Curriculum Vitae Branco, Douro, PortugalNæste hvidvin havde vi satans svært ved at gætte, men det var også en portugisisk hvidvin … en flot 2019 CV Curriculum Vitae Branco fra vinhuset Van Zellers & Co.

Van Zeller-familien er ganske kendt i Portugal, for de har mere end 400 års historie som portvinsproducenter og deres portvinshus blev oprindelig etableret i Porto i 1620.

Det var dog reelt først i 1780, at Zeller officielt lancerede sine portvine under navnet Van Zellers & Co og derefter voksede firmaet kraftigt og havde snart en flåde på mere end 27 skibe.

Van Zellers & Co var også det første Portvinshus til at rejse til Østeuropa med deres portvine, hvor den russiske Zar blev stor fan. Samhandlen med Rusland blev så væsentlig, at Katharina den Store senere gjorde Pedro van Zeller til konsul.

I slutningen af 1800-tallet blev portvinshuset solgt til et større portvinshus, men allerede i 1937 købt Van Zeller familien sit gamle firma tilbage efter en stund at have slået sig ned på Quinta do Noval, som blev centrum for familiens aktiviteter.

I 1980’erne drev Cristiano van Zeller Quinta do Noval videre, men samtidig gjorde han så Van Zellers & Co uafhængigt med egne lagre, vinmarker og etiketter.

Senere i 1993 solgte familien dog Quinta do Noval efter en brand og en større familiekrise. Men i 2006 relancerede Cristiano Van Zeller så Van Zellers & Co, som allerede – qua sin gamle historie – havde masser af gamle portvine på lager og i løbet af 1990’erne også opkøbt nye vinmarker.

Og siden 1996 havde Cristiano Van Zeller også startet med fokus på tørre vine, bl.a. havde han grundlagt Quinta Vale D. Maria, der havde tilhørt hustruens Joanas familie og ligger midt i Rio Torto dalen 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Vale D. Maria blev dog i 2017 købt af den store Aveleda-koncern og siden har Cristiano Van Zeller forberedt comeback med Van Zellers & Co. Cristiano har samlet sit gamle team med vinmager gennem mange år Joana Pinhâo og datteren Francisca i spidsen.

Og én af vinene, som teamet laver er denne CV Curriculum Vitae Branco, der er lavet på et field blend af forskellige druesorter som fx Rabigato, Samarrinho, Donzelinho Branco, Viosinho og Códega.

Vinstokke er over 80 år gamlr og ligger på marker i 480 meters højde i den nordøstlige region af Douro. Druerne er sorteret inden en fuldstændig afstilkning og så knusning efterfulgt af 24 timers kølig maceration ved 10 grader i 2.500 liters rustfrie stålkar.

Derefter er gæring af mosten sket over 25 dage i 225 og 500 liter franske egetræsfade ved kontrollerede temperaturer på mellem 10 og 14 grader. Derefter er vinen så lagret på fadene i sammenlagt 8 måneder med løbende battonage.

Hold nu kaje for en aroma … vild eksplosiv og ekspressiv med et kæmpe fadpræg. Der er kastanjer, lakridskonfekt og helt smørfed som en bourgognevin med lidt nødder, Nutalla og en frugt, der har æbler og nogle tropiske elementer med fersken og tørret abrikos, grapefrugt, citronskal og blomsternoter samt en salt og nærmest bitter mineralitet … utrolig flot.

I munden er vinen cremet og syrlig … halvolieret med en fed, mægtig og dirigerende syre, som helt burgundisk, men måske lidt mere grov samt maskulin. Samtidig er vinen helt frisk, har masser mineralitet i kinddans med en enestående koncentration …hvor smager den dog bare fremragende … 95 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang i årgang 2015 koster 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Conceito Vinhos, 10 Anos White Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 10 Anos White Port, Douro, PortugalJeg fortsatte med mere hvid portvin, for den næste Conceito Vinhos portvin var denne 10 Anos White Port.

Som lillesøsteren er vinen lavet på omkring 10 forskellige og helt traditionelle druesorter, bl.a. Rabigato, Códega do Larinho, Códega, Gouveio, Donzelinho Branco, Folgazão og Arinto.

Druerne kommer fra en meget gammel, pre-phylloxera vinmark i Freixo de Numão, en landsby beliggende 15 kilometer vest for Foz Côa og beliggende i 600 meters højde på et lille granitplateau.

Disse druesorter arbejder i harmoni for at skabe en kompleks og nuanceret smagsprofil, der er karakteristisk for denne portvin Den mineralrige jordbund af granit tilfører vinmarken en unik terroir, der afspejler sig i portvinens smagsprofil.

Vinen er lavet ved, at druerne fodtrædes helt traditionelt i lagares de granito … her med 2 dages forgæring og maceration, presning og 3 dages gæring. Så er der tilsat vinbrandy efterfulgt af kort gæring samt lagring i 10 år på egetræsfade.

I glasset atter smuk portvin, der nærmest er mørk ravfarvet med brune nuancer og atter dufter det alarmerende godt … virkelig sød nektar med intens tørret frugt med abrikos, svesker, hasselnødder, karamel, nougat og brændte mandler. Mums.

Smagsmæssigt er portvinen smooth, blød, cremet og lækker … smelter nærmest i munden med englefryd, der kommer lidt tørret abrikos, karamel og brændte mandler med sødme, honning, meget tyktflydende lækkerier og jeg er tosset med den. 95 point og til prisen et stjernegodt køb.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Conceito Vinhos, White Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, White Port, Douro, PortugalLige siden jeg sad på en restaurant ved Douro floden i Porto by, et orkester spillede og vi havde dugfrisk hvid portvin i glasset, har jeg været vild med den dejlige drik … og her smager jeg også først en White Port fra Conceito Vinhos.

Denne White Port er lavet af et field blend med hele 10 forskellige traditionelle druesorter … og det er druer som Rabigato, Códega do Larinho, Códega, Gouveio, Donzelinho Branco, Folgazão og Arinto.

Vinmarkerne ligger på en lille granitplateau 600 meter over havets overflade i Freixo de Numã …. en granitholdig, gammel og endda pre-phylloxera  vinmark.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit lagares til gæring og mekaniske metoder samt nye og mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.

Sikke smuk vin i glasset … nærmest lys ravfarvet, tørret abrikos, bagte æbler. æblemost samt lidt tropisk frugt, der endda også virker tørret … papaya og ananas. Dertil kommer der også lidt tørrede blomster … virkelig indbydende aroma.

Smagen er sød nektar – WAUW – tørret frugt og sød alkohol, der lige bider en smule, men på den helt rigtige måde. Der er nødder, bagte æbler, abrikos og honning … fed, sød og lækker. Det er sgu klasse og de hvide portvine er ofte alt for oversete, men Houlberg er glad, så dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7