Tag-arkiv: Valencia

2021 Bodega De Moya, Justina Bobal, Valencia, Spanien

2021 Bodega De Moya, Justina Bobal, Valencia, SpanienDerefter smagte jeg også en rødvin fra det belgiske par Yves og Sofie Laurijssen i deres spanske vinhus Bodega De Moya og det var deres 2021 Justina Bobal.

Vinen er lavet på 90% Bobal tilsat 3% Syrah og 7% Cabernet Sauvignon. Alle druer kommer fra marker i over 850 meters højde med en jord præget af kalk, sand og ler.

På marken er Bobal stokkene 30-50 år gamle og efter høst er druerne knust og gæring sket i betontanke over 21-30 dage og efter endt fermentering er vine lagret 4 måneder på egefade.

Det er duftmæssigt en kraftig, rustik og krydret vin … der er sorte kirsebær, solbær og jordbær, let peber, grønne krydderurter, læder, sorte oliven og lidt grønne tomatstilke.

I munden er det lidt samme historie, masser af direkte mørk frugt, anmassende og bombastisk på en god måde. Det er solbær, kirsebær og tranebær … læg dertil lidt tør rød vermouth med let bitterhed, er rustik og bondsk på en stærk saftig måde. 90 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Bodega De Moya, Tibó Merseguera, Valencia, Spanien

2023 Bodega De Moya, Tibo Merseguera, Valencia, SpanienDet er ikke mange dage siden, at jeg smagte og skrev om en vin lavet på den spanske drue Merseguera, men nu smager jeg atter en af slagsen i form af denne 2023 Tibó Merseguera fra Bodega De Moya.

Det er et forholdsvis nyt og familieejet vinhus beliggende i Utiel-Reguena regionen vest for Valencia i Spanien. Vinhuset er grundlagt i 2012 af det belgiske par Yves og Sofie Laurijssens, der rykkede alle teltpæle op i Belgien og flyttede til Spanien med deres tre børn for at blive vinbønder.

Bodega De Moya har omkring 35 hektar vinmarker 2, hvor de dyrker forskellige druesorter som Bobal, Monastrell og Merseguera. Alle marker drives 100% bæredygtige uden kunstvanding og pesticider. I vineriet bruger de moderne teknikker, såsom at køle druerne i 24 timer før knusning, hvilket giver rige og frugtige vine.

Denne 2023 Tibó Merseguera er lavet med druer plukket i de tidlige morgentimer i midten af oktober. Herefter er de blevet kølet ned til 4 grader og macereret koldt i 24 timer.

Derefter er størstedelen gæret på ståltanke efterfuldt af 4 måneder lagring sur lie aka på gærresterne, men 1/6-del af vinen er gæret og lagret på franske egefade.

Dejlig og lidt bred duft … fyldig, olieret med en frugt af fersken, pærer, honningmelon samt grillet lemon, lidt appelsin og dertil en hel masse sødere krydderier. Man fornemmer den delvise fadlagring, for der kommer også lidt umamiagtige noter af nødder, kastanjer, mandler og peanuts.

I munden er det også meget smagfuldt … den har en fyldig og lidt sødbitter frugt. Der er mest meloner, bløde pærer, grillet lemon og syltede citroner suppleret med let peber og sødlige urter. Det har en lidt rustik, meget smagfuld og mellemtung syre … og til prisen er det sgu en ener og godt køb. 90 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, SpanienMer’ hvidvin og næste er vel nærmest en kending … har i hvert fald smagt den et par gange tidligere og det er vinen Finca Calvestra Merseguera fra Bodegas Mustiguillo.

Jeg har – for nu at være præcis – smagt vinen i de 2 foregående årgange 2021 og 2022 … er lavet på den – for de fleste – ukendte drue Merseguera, der kan findes langs den sydøstlige kyst af Spanien.

Her kommer Merseguera druerne fra Mustiguillos økologisk dyrkede monopolmark Finca Calvestra i Requena i 900 meters højde. Her har vinmageren Toni Sarrión valgt at pode skud af Merseguera på op til 100 år gamle buskvine oprindelig af den røde druesort Bobal.

De gamle stokkes dybe rodnet og markens høje indhold af kalk betyder blandt andet, at planterne formår at modne druerne uden hjælp fra kunstvanding, hvilket er udsædvanligt for området og stærkt fremmende for smagspotentialet.

De lave gamle buskvine står side om side med oliventræer i Finca Calvestras kuperede terræn, hvor biodiversiteten er helt i top og alle druerne høstes i hånden og afstilkes ved sorteringsbordet.

Frugten presses nænsomt, så kun den fineste og mest delikate druemost finder vej til spontangæringen på små 225 og 500 liter fade af akacietræ. Efter endt gæring lagrer hvidvinen 4 måneder på samme fade og 7 måneder sur lie i ståltanke.

Blød, cremet og næsten burgundisk i duften … har en kalket note, hvid blød frugt af fersken, pærer, honningmelon, grillet lemon og det er med en fyldig tørhed. Det suppleres af nogle umamiagtige noter fra fadene med vanilje, karamel, blomster, linolie, mynte samt lidt grønne elementer.

I munden er der en cremet og blød smag, men lige underneden kommer der hurtigt mere bid af hvid peber, syltet grape og lemon med en vis bitterhed. Der kommer også lidt pærer og fersken, men det er de bitre citrusfrugter, der har bukserne på. Læg dertil en ret saltet mineralitet, så får du masser af spark, stærk og potent på en meget cremet facon. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Bodegas Cherobino Valsangiacomo, Ulises Valsangiacomo Chardonnay, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Cherobino Valsangiacomo, Ulises Valsangiacomo Chardonnay, Valencia, SpanienSpanske Bodegas Cherobino Valsangiacomo er mest af alt et vermouth-hus, men laver også tørre vine, som nu fx denne hvide Ulises Valsangiacomo Chardonnay 2023.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1831 af Giovanni og Vittore Valsangiacomo og lå dengang i Chiasso i Schweiz, hvorfra de både producerede og eksporterede vine.

Det var Giovannis søn Cherubino Valsangiacomo, der flyttede vingården til Alicante i Spanien, da han ønskede at finde gode druer, som så kunne sendes til vineriet i Schweiz. I løbet af 1890’erne købte han således vinmarker i Valencia, Alicante og Utiel områderne.

Det blev til en blomstrende forretning og Cherubino fik brug for hjælp, så i 1913 flyttede hans nevø Benedetto også til Spanien for at hjælpe i det voksende familieforetagende, som også i 1923 blev yderligere udvidet med køb af 2 nye vinerier.

Senere i 1941 ændrede vinhuset så sit navn til Cherubino Valsangiacomo og vinene blev solgt under navnet Vall de Sant Jaume og er en oversættelse til spansk af familienavnet. Senere i 1960 blev ansvaret så overdraget til den 4. generation i form af Benedettos søn Arnoldo Valsangiacomo.

Men vineksporten fortsatte med at vokse og vingården i El Grao de Valencia blev for lille, så i 2002 byggede vinhuset et nyt og moderne vineri i Chiva udstyret med de nyeste teknologier til fremstilling af vin og druejuice.

I 2008 startede projektet Bobal de San Juan, der havde til formål at lave 100% rød- og rosévine af gamle Bobal-vinstokke, gæret og modnet i tanke af rå beton. De gamle faciliteter i Cooperative i San Juan blev tilpasset den nye måde at vinfremstille og lagre Bobal-druen på, og altid bevare værdien af ​​rå beton.

Projektet blev afsluttet med erhvervelsen af ​​en grund på 10 hektar med hundredårige Bobal bush vinstokke, beliggende i 750 meters højde i kommunen Requena.

I øjeblikket er det 5. generation af Valsangiacomo familien, der er  ansvarlige for den direkte ledelse af vingården og de står også bag denne Ulises Valsangiacomo Chardonnay, der er lavet med druer fra en enkelt mark.

Efter høst og presning, så er vinen gæret på 500 liter franske egefade og efter endt fermentering er den også lagret der sur lie med bl.a. 2 måneder bâtonnage. Der er kun lavet sølle 3.706 flasker af vinen og denne er nummer 138.

Duften er blød, mushy og sødlig frugt … pærer, lemon, ananas, fersken og mango, mens fadpræget også træder tydeligt igennem med vanilje, mælkechokolade, karamel, smørfedme og et bundt ristede nødder og nøddekrokant.

I munden er det en rund, opulent, småtyk og smørcremet vin … virkelig fadpræget Chardonnay på bedste måde. Der er dåsepærer, bløde ferskner, ananas, grillet lemon og dermed en blød syre, der er venlig, imødekommende og let røget. Det er saftigfed læskende og utrolig velsmagende Chardonnay. 93 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, SpanienJeg har tidligere smagt de 2 sommervine 2023 Mare Meua Pinot Noir Rosé og rødvinen 2023 Mare Meua Garnacha fra Bodegas Torre Oria og nu smager jeg den blege søster Mare Meua Sauvignon Blanc og ligeledes i samme årgang,

Vinen er faktisk lavet helt på samme som de to andre Mare Meua  vine, nemlig med vinificering og lagring udelukkende i ståltanke og det er for at bevare friskhed og selvfølgelig holde prisen nede.

Det er ikke en hardnitter Sauvignon Blanc, men er klart lavet for appeal til det bredere publikum. Dermed er der nærmest ingen af druens ret karakteristiske træk med duft af grøn peber, græs samt solbærblade, men der kommer dog en smule hyldeblomst sammen med lidt melon, honningmelon, kantalupmelon, bløde pærer, papaya, honning og sandeltræ. Dermed bliver duften blød, vag og meget omgængelig … her kan alle være med.

Smagen er sødkrydret … lidt urteagtig med et lidt eksotisk frugt af papaya, vandmelon, mango samt kandiseret grape og lemon, hvilket giver et meget blødt bid … stille, rolig og måske lidt flade i syren, men til gengæld med et bredt appeal og samtidig en meget tiltrækkende pris, så den skal forståeligt nok blive ret populær. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster79,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, Spanien

N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, SpanienCavas Marevia aka Unión Vinícola del Este er et cavahus, der ligger i byen Requena i Valencia regionen i Spanien og derfra smagte jeg forleden denne Vega Medién Cava Brut.

Cavahuset Cavas Marevia ejes af Hevia Ferrer-familien, der oprindeligt kom fra Santander og var efterkommere af Ferrer Sala-familien med over 100 års erfaring i produktion af mousserende kvalitetsvine.

De købte i 2019 Cavas Marevia, men har i forvejet siden 2007 ejet Union Vinicola Del Este og er i dag en af de store cavaproducenter i Requena, der laver deres vine både fra egne vinmarker, men primært via køb af druer fra over 100 vinavlere i Requena.

Her smager jeg deres Vega Medién Cava Brut, der er lavet på 75% Macabeo aka Viura og 25% Chardonnay. Druerne er håndplukket  og efter en skånsom presning, hvor man selekterer den bedste del af mosten, sker gæringen på ståltanke.

Basisvinen modner derefter nogle måneder sur lie inden aftapning på flaske til brug for andengæringen efter en helt klassisk méthode traditionelle teknik og der lagrer vinen samlet 18 måneder.

I starten er der egentlig godt med frugt, men duften er samtidig anderledes … virker nærmest tør med tørre papkasser, peanuts, melon, pærer og hybenroser.

Smagen virker til gengæld ikke særlig tør, for der er pænt med sødme og også for meget sødme. Der er sød kandiseret grape og det bliver samtidig lidt vandet … og dermed noget endimensionel. Den er jeg ikke ubetinget vild med. 87 point.

Set hos Vinoble, hvor prisen er 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, Spanien

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, SpanienVi skal igen en tur til Spaniens mest omtalte hotte vinmager Javi Revert og hans projekt Javi Revert Viticultor, som på rekordtid opnået status som værende en af landet bedste og her smager vi hvidvinen 2023 Micalet fra ham.

Micalet er – som Revert elsker -lavet på gamle, lokale sorter og denne er på et skønt mix af Tortosí, Trepadell, Malvasía, Merseguera og Palomino. Druerne er høstet af to omgange, for først høstes fra de upodede vinstokke, hvorefter resten høstes 10 dage senere.

Trepadell er jeg ikke før stødt på, men den skulle være samme druesort som Airén og kaldes også nogle gange for Forcallat Blanca.

Druerne presses med i klaser uden afstikning og spontangærer efterfølgende i betonæg, hvorefter den også slutteligt lagres i 9 måneder og det er en vin, som der årligt kun laves 1.600 flasker af.

Duften er vel mest at betegne som mild, blød og frugtrig med en noget kalket eller kridtet mineralitet, som du nærmest ikke mærker og ellers er det blød hvid frugt med gule blommer, honningmelon, en smule fersken og kandiseret lemon, Der er også en duft af blomster, hvilket skaber et luftigt og let udtryk … hmmmm.

Smagen er blid og flydende … det er som en sagte strøm i en lille snoende bæk, hvor vandet glider smukt igennem, mens det giver refleksioner og gør alt idyllisk. Der blid hvid frugt af hvide ferskener, dåsepærer og honningmelon suppleret med lidt hvid peber, syltede citroner og en kalket samt kridtet mineralitet, som lige smører dit halsrør og gør vinen let som vand i en ny tagrende. Det er virkelig meget smooth og elegant … elsker den sgu. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Javi Revert Viticultor, Simeta, Valencia, Spanien

2022 Javi Revert, Simeta, Valencia, SpanienJeg havde til vor aften også købt topvinen Simeta fra den hypede vinmager  Javi Revert og hans eget lille projekt.

 Javi Revert har på rekordfart opnået status som værende en af Spaniens mest omtalte hotte vinmagere. Han startede sin karriere hos Celler del Roure og var medvirkende til ændringen hos både dette vinhus og hele vinområdet sydvest for Valencia.

Hans indflydelse har været enorm og han har – udover på Celler del Roure – også arbejder som vinmager og -konsulent hos vinhuse som Finca Sandoval og La Comarcal.

Nu driver Javi sin egen lille vingård i La Font de la Figuera, hvor han samlet har 12 hektar vinmarker, hvor halvdelen er med en flok gamle vinstokke og den anden halvdel helt nye stokke.

Det var faktisk  Javis bedstefar, der gjorde ham opmærksom på en gammel forladt mark, som hans oldefar i sin tid havde plantet på et terrasseopdelt stykke land med nærringsfattig jord i mere end 700 meters højde ved La Font de la Figuera.

Det var marken Pla del Micalet, der er så kalket, at den har store ligheder med de kendte af slagsen i Jerez og som var plantet med de gamle originale druesorter, længe inden at der var gået inflation i området med større mængder og lavere kvalitet til følge.

 Javis filosofi tilgodeser den mest naturlige form for vindyrkning, fopr alt sker økologisk og endda efter biodynamiske principper, så al høst sker med håndkraft, presning af hele klaser og spontangæring, mens vinene lagrer på både stål, fransk eg, betontanke, glaskrukker og amfora lerkrukker.

Denne Simeta er lavet på den gamle, lokale drue Arcos, som var udbredt i Valencia inden vinlusens hærgen. Her kommer druerne fra mere end 50 år gamle vinstokke, som står plantet på en enkelt kalk og grusholdig vinmark på sydsiden af Penya Forada.

Vinen er lavet med spontangæring med 70% hele klaser på beton og gennemgår en 20 dage lang maceration, hvorefter vinen slutteligt lagrer først 12 måneder på brugte træfade og slutteligt 3 måneder på æggeformede betonbeholdere. Der er i denne årgang kun lavet 3.275 flaske af vinen.

Hold da op … utrolig frugtrig, kølig, luftig og let i stilen. Det er voldsomt elegant og virker frisk som en løvskov lige efter et regnskyl og næsten burgundisk i letheden. Det er skovbund, blomster, violer, jordbær, hindbær, citroner og nogle pænt jernholdige mineraler, der skaber et meget rank, stramt og karakterfast udtryk.

Smagen er nærmest blød citrus … virker i hvert fald både silkeblød, cremet, let, luftig og æterisk, men samtidig har den en mild syrlighed med lidt ribs, hindbær, kirsebær, blåbær og forskellige citrusfrugter, hvilket bidrager til et overordnet indtryk af en frisk, let, blød samt cremelækker vin. Tanninerne er blød, fine og velintegrerede .,,, og derudover igen dette lidt rustne jernholdige mineralske element. Hvor bliver jeg betaget … og på en forholdsvis ukendt drue, som ophæver tyngdeloven på imponerende vis. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 419 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Bodegas Torre Oria, Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot, Valencia, Spanien

2020 Bodegas Torre Oria, Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot, Valencia, SpanienHvorfor ikke lige nappe yderligere en vin fra Bodegas Torre Oria? Denne gang er det dog ikke fra Mare Meua serien, men deres 2020 Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot.

Der er halv halv … altså 50% Petit Verdot og 50% Merlot druer fra Torre Orias egne marker i Utiel-Requena … Petit Verdot for at give vinen dyb farve og maskuline karaktertræk, mens Merlot bidrager med bløde kurver og feminin charme.

Vinen er lavet med gæring i ståltanke … men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Vinen er dog efter endt fermentering lagret 6 måneder på franske barriques.

Fadlagringen kan med det samme samme duftes … specielt i forhold til den foregående Mare Meua Garnacha. Det samlet sgu bare alt og bidrager med mere kompleksitet. Der er røg, chokolade, lakrids samt kaffe og vanilje, mens frugten virker bordeauxfil med solbær, bløde kirsebær og blommer en snert syrligere ribs.

Smagen er dyb, rund og ganske lækker … fadene giver også her vinen et ekstra gear. Det er solbær, blommer og kirsebærsyltetøj, men den har også en lysere syre, der er fin og aldrig bliver for skrap, men blot bidrager med helhed og fin rygrad blandt den mørke og let søde frugt. Flot vin og til prisen en klar lille vinder. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Garnacha, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Garnacha, Valencia, SpanienBodegas Torre Oria laver også en rød udgave i Mare Meua serien og på etiketten har den smukke kvinde nu sat sig op på strandbaren, mens solen stille går ned. Vinen er deres 2023 Mare Meua Garnacha.

Den er egentlig lavet på samme vis vis som foregående rosévin … eller i hvert fald næsten, for vinificering og lagring er også her alene sket i ståltanke. Det er selvfølgelig 100% Garnacha aka Grenache fra nogle kystnære marker i Valencia.

Duften er klart bedre end rosé’en … tør, mørk og støvet med sorte kirsebær, solbær og hindbær. Den virker til at have en let balsamisk syre og dybden er faktisk også ganske fin. Der er med andre ord slet intet, der stikker ud … men bare rigtig fornuftig.

Det gælder sådan set også smagen, der ganske vist er robust og noget brovten, men der er bid i frugten, der mest er granatæbler, kirsebær, brombær, ribs og så lidt grape samt lemon. Det giver en slank krop og et frisk bid suppleret med en ganske lille sødme. Der er ikke så mange tanniner, men de få sætter sig på øverste fortænder og så har vinen en lidt mineralsk eller stenet eftersmag., men det virker faktisk ret fint, så dermed 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7