N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, Spanien

N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, SpanienCavas Marevia aka Unión Vinícola del Este er et cavahus, der ligger i byen Requena i Valencia regionen i Spanien og derfra smagte jeg forleden denne Vega Medién Cava Brut.

Cavahuset Cavas Marevia ejes af Hevia Ferrer-familien, der oprindeligt kom fra Santander og var efterkommere af Ferrer Sala-familien med over 100 års erfaring i produktion af mousserende kvalitetsvine.

De købte i 2019 Cavas Marevia, men har i forvejet siden 2007 ejet Union Vinicola Del Este og er i dag en af de store cavaproducenter i Requena, der laver deres vine både fra egne vinmarker, men primært via køb af druer fra over 100 vinavlere i Requena.

Her smager jeg deres Vega Medién Cava Brut, der er lavet på 75% Macabeo aka Viura og 25% Chardonnay. Druerne er håndplukket  og efter en skånsom presning, hvor man selekterer den bedste del af mosten, sker gæringen på ståltanke.

Basisvinen modner derefter nogle måneder sur lie inden aftapning på flaske til brug for andengæringen efter en helt klassisk méthode traditionelle teknik og der lagrer vinen samlet 18 måneder.

I starten er der egentlig godt med frugt, men duften er samtidig anderledes … virker nærmest tør med tørre papkasser, peanuts, melon, pærer og hybenroser.

Smagen virker til gengæld ikke særlig tør, for der er pænt med sødme og også for meget sødme. Der er sød kandiseret grape og det bliver samtidig lidt vandet … og dermed noget endimensionel. Den er jeg ikke ubetinget vild med. 87 point.

Set hos Vinoble, hvor prisen er 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7