Tag-arkiv: ribolla gialla

Ribolla er en hvid, italiensk druesort, der er meget udbredt i den nordøstlige italienske provins Friuli, men den også kan findes i nabolandet Slovenien, hvor druen er kendt som Rebula.

Der findes to kloner af RibollaRibolla Verde og Ribolla Gialla, hvor den sidstnævnte er langt mest udbredt og den mest udtryksfulde, så de fleste Ribolla vine er sandsynligvis lavet på Ribolla Gialla klonen.

Vinene er ofte kendetegnet ved deres faste syreindhold, noter af fersken, citrus og æble samt aromatiske blomster. I Friuli klarer Ribolla Gialla sig bedst i Rosazzo og Colli Orientali, hvor den anvendes i tørre hvidvine og mousserende vine.

Ribolla anvendes oftest alene, men ses også blandet med sorter som Pinot Grigio, Friulano og Malvasia. I Slovenien – specifikt Goriska Brda regionen – er Rebula blandinger kendt som brisko vino.

Ribolla Gialla yder godt, men modner sent. De modne druer er mørkegule, deraf navnet den gule Ribolla, de bevarer en høj syre, men de tykke skaller gør den dog vanskelig at presse.

Desuden indeholder skallerne en lang række fine aromastoffer og tanniner. Ribolla egner sig derfor fortrinligt til fremstilling af den for Friuli traditionelle orangevin … en hvidvin gæret uden adskillelse af mosten fra drueskallerne.

2020 Varvaglione, Ribolla Gialla, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Ribolla Gialla, Friuli-Venezia Giulia, ItalienVi sluttede smagningen af 6 Varvaglione vine med en vin lavet på endnu en af Friuli-Venezia Giulias store sorter, nemlig på Ribolla Gialla.

Som med alle de forrige vine laves den hos Varvaglione i Cormons i det norditalienske og den er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på stålfadene.

Spændende duft … landlig, animalsk og endda lidt gæret. Der er modne nedfaldsæbler, fersken og nogle tørrede blomster, måske også lidt nødder … men meget aromatisk.

Syren er vild, men Ribolla Gialla anvendes også tit til mousserende vine, hvor syreindholdet er vigtigt. Der er godt med mineraler, godt med citroner, grønne og umodne æbler … så masser af bid, friskhed og stor spændstighed. Det er næsten trutmundssurt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Edi Keber, Collio Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2017 Edi Keber, Collio Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMan bliver totalt overrasket, når man smager vinen Collio Bianco fra Kristian Keber … vitterlig en særegen og fabelagtig hvidvin med karakter.

Årgang 2017 var en våd årgang, som også var præget af hagl, der betød en høst 30% mindre end normalt. Kristian Keber fortalte, at vinen i denne årgang har lidt mindre frugt og større mineralitet.

Det er – som med 2016’neren – blend på 70% Tocai Friulano, 15% Malvasia Istriana og 15% Ribolla Gialla. Vinen er gæret i de store, gamle betontanke, som bedstefar Pepi købte for over 80 år siden og derefter lagret i samme i 6 måneder … dog har 20% af Tocai Friulano vinen lagret på tonneaux egefade.

Vild næse … syrlig, vild og saltet … næsten stikkende. Igen er der – som med 2016’eren bio bio kant, stikkelsbær, urter, brændenælder,  grøn som ind i helvede suppleret med landlighed, blomster, røg, jod, voks, lemon, citroner, gærede æbler og samtidig fornemmer man også nogen sødme suppleret med akacietræ og svag nøddeagtig note.

I munden har vinen sgu også en vild smag, saltet, sød og så med grillet grape og grillet lemon … syren sådan layback med nærmest olieret, cremet og smooth følelse samt godt med mineralitet, men fuck det smager godt. Det er næsten som om, at vinen er syltet … sådan fed, olieret og rund. Jeg elsker den sgu.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Edi Keber, Collio Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2016 Edi Keber, Collio Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienI appellationen Collio aka Collio Goriziano DOC i Friuli-Venezia Giulia regionen nær Cormòns tæt på den slovenske grænse finder vi vinhuset Edi Keber, som står bag næste vin … en Collio Bianco.

Vinhuset Edi Keber er grundlagt i 1957, men familien Keber har i princippet dyrket vin i mere end 350 år. I dag drives vinhuset af Edi Kebers unge søn Kristian Keber, men dog fortsat med hjælp fra farmand. Kristian overtog ansvaret for vinproduktionen i 2008 og har siden begrænset produktionen, således man i dag alene laver en enkelt vintype … nemlig Collio Bianco.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, som drives fuldstændig økologisk. De laver årligt 50-60.000 flaske vin … men trods den beskedne produktion er det lykkedes den lille producent at opnå den højeste respekt blandt kolleger og presse i Italien.

Huset har modtaget de eftertragtede tre glas i vinguiden Gambero Rosso i flere end ti tilfælde, hvorfor huset nu også kan bryste sig af en stjerne i selv samme vinguide.

Denne 2016 Collio Bianco er lavet med de typiske lokale druer, et blend på 70% Tocai Friulano, 15% Malvasia Istriana og 15% Ribolla Gialla. Vinen er gæret i cementtanke og efter endt fermentering lagret i samme i 6 måneder … dog har 20% af Tocai Friulano vinen lagret på tonneaux egefade.

Næsen er totalt vild og næsten stikkende. Den har nærmest sådan en bio-kant med masser af urter, brændenælder, virker grøn som ind i helvede, har blomster, røg, noget bittert, jod, citroner, lemon og frugten er vel nærmest noget i retning af småsure æbler.

I munden har vinen sgu også en vild smag, masser af grape, lemon, men også en rund olieret side, en styrende syre .. streng, alvor og irettesættende. Det er er vild vin og man bliver sgu også nemt vild med den, selvom den på ingen måder er mainstream. Dermed havner vinen med 5 store øko-fingre med stor pil op.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7