Tilbage i 2023 mødte jeg de to flinke og dygtige vinmagere Javier Ruíz de Galarreta og Michel Rolland – ja dem du kan se på billedet ovenover – og de to herrer står bag denne 2012 Esencia Tempranillo, der er lavet fra 4 små udvalgte enkeltmarker, der udtrykker essensen af Rioja.
Esencia 2012 er lavet på ren Tempranillo, der plukkes fra lidt gamle stokke, heraf flere plantet helt tilbage i 1964. Druerne er udvalgt fra fire af de allerfineste og højst beliggende marker ved byen Labastida og det er markerne La Cabaña, El Bosque, Espribel og Marrate, som ligger mellem floden Ebro og bjergkæden Sierra de Toloño.
Vinen er lavet med en kølig præmaceration aka udblødning på drueskallerne i 4 dage inden gæring ved cirka 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egetræsfade inden aftapning på flaske. Derefter har den så bare ligget og hygget sig i næsten 13 år før frigivelse.
Uhhhh det dufter sgu tiltrækkende … moden, fadpræget med ristede noter, toast, kokos, kakao, chokolade, sød tobak, vanilje, nødder, nok mest valnødder og så en frugt, der er helt mørk, dekadent og moden med sorte kirsebær, solbær og blommelikør. Mums.
Smagen er blød, moden, fyldig, kraftfuld og cremet, men selvom vinen efterhånden har 13 år på bagen, så virker frugten fortsat ret frisk og stram med solbær, blåbær, brombær, og blommer. Den har også lidt bitter lemon og er ellers utrolig tør på den helt rigtige måde og har nogle tanniner, der er bløde og alligevel stærke og sparker til smagen sammen med lidt peber. Det smager jættegodt. 95 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.