Tag-arkiv: trebbiano di lugana

Trebbiano di Lugana = Trebbiano di Soave

2019 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2019 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienSunes næste vin blev for mig et herligt gensyn – eller gensmag – for det var vinen Lugana Riserva Menasasso fra vinhuset Selva Capuzza, der drives af den utrolig rare, behagelige og særdeles dygtige vinmager Luca Formentini, som jeg også har mødt i Lugana.

Selva Capuzza drives af Luca Formentini som 4. generation på vingården, der er grundlagt helt tilbage i 1917.

Samlet har vingården 50 hektar jord fordelt på olivenlunde, skov samt vinmarker, der dækker 3 DOC appellationer, nemlig Lugana, San Martino della Battaglia og Garda Classico.

Det er selvfølgelig Turbiana druen, som er hoved-druen på Selva Capuzza, men derudover er der også lidt røde druer som Groppello, Sangiovese, Barbera og Marzemino.

Udover vineriet, som driver Formentini familien også et lille agriturismo samt en charmerende restaurant. Det er Vincenzo og Adriana Formentini, der står for restauranten.

Vinene laves af Luca Formentini og det sker i et moderne vineri, som blev bygget i 2001 for at imødekomme en moderne produktion … og det er lige fra presningen af ​​druerne til vinificering, lagring og aftapning.

Samlet laves der 12 forskellige vine … de fleste med husets logo, som er en dekorativ krusedulle, som stammer fra en gammel stenportal fundet på ejendommen. Det er vel nærmest et relief  af to blomster eller kurvede krøller på hovedet af hinanden.

Nedenunder lige et fotos af Luca Formentini fra mit møde med ham. Han er utrolig rar og samtidig meget musisk. Han spiller selv guitar … nærmest noget new age eller meditativ musik.

Selva Capuzza lavet denne Lugana Riserva Menasasso siden 1983 og den er er lavet på 100% Turbiana aka Trebbiano di Lugana med druer høstet med 65 hektoliter pr. hektar fra de ældste vinstokke på Selva marken.

Vinen har først gæret i rustfrie ståltanke og derefter vælges den allerbedste tank … og kun den anvendes til denne topvin, som så er lagret 18 måneder på i ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 2,9 gram restsukker pr. liter og der l.aves årligt 7.000 flasker af vinen. Jeg har smagt vinen før i både årgang 2017, 2013 og 2011 … det er en vin, som bør lagre nogle år, for så folder den sig virkelig ud.

WAUW … blød og smørfed duft med voks, meget delikat og endda feminin i udtrykket med grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, melon og blomsterpollen. Den har en vild lækker aroma med mandler, lidt honning, hvid peber og sødlige urter … pirrende og indbydende.

I munden er det en kraftig, saftig, læskende, blød og moden vin, virker en anelse olieret, men har alligevel denne fine, sart og hvide friskhed med en frugt, der nok mest er dåsepærer, abrikos, melon og mandarin suppleret med en leret mineralitet. Det er meget delikat, feminint og velafbalanceret … elsker den sgu, så 95 point.

Forhandles af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 209 kr. og det er nærmest virkelig en billig pris for denne vin. Jeg burde købe 6 styk og så bare gemme dem 5-10 år.

Vinanmeldelse 6/7 

2024 Pietro Zardini, Pietro Junior Lugana, Veneto, Italien

2024 Pietro Zardini, Pietro Junior Lugana, Veneto, ItalienLugana området, der ligger i en del af Lombardiet og i en del af Veneto, er stærkt undervurderet og nu smager jeg netop en 2024 Lugana vin fra Agricola Pietro Zardini, der er et Valpolicella vinhus beliggende i San Pietro In Cariano.

Vingården blev grundlagt af Pietro Zardini, som voksede op med vinproduktion i blodet. Efter at have studeret landbrug og specialiseret sig i vinavl og ønologi, arbejdede han med nogle af de mest anerkendte vinmagere i Italien og Frankrig.

I år 2000 vendte han tilbage til sine rødder og grundlagde sin egen kælder, dedikeret til sin bedstefar. Det er blevet et vinhus med dyb forankring i traditionel vinproduktion og de skaber nogle af de mest kendte vine i området, herunder Valpolicella, Ripasso, Amarone della Valpolicella og Recioto.

Agricola Pietro Zardini råder over omkring 20 hektar vinmarker i Valpolicella Classica-området i Veneto, men derudover har de også adgang til vinmarker mellem Desenzano og Peschiera i Lugana-zonen, hvilket gør dem i stand til at producere denne hvidvin.

Vinen er lavet på ren Turbiana aka Trebbiano di Lugana, som er høstet manuelt og kort ligget køligt med skindet uden en blød og blid presning, hvorefter gæringen er sket i ståltanke ved en kontrolleret lav temperatur og derefter blot lagret 2-3 måneder i ståltankene.

Duften er meget frisk, grøn, krisp og sprød … masser af grillet grape, lemon citroner, umodne grønne pærer, pigeon- eller cideræbler samt en småeksotisk frugt af passionsfrugt, papaya og Galia meloner og så ellers en håndfuld smuttede mandler.

Smagen er intens, ren med en småsyrlig og letsaltet side … den virker en anelse olieret med et mix af salte citroner, kandiseret grape, pære og æblemost suppleret med knuste salte sten og en del småsødlige krydderier … lækker vin med masser af strenge at spille på. 91 point.

Forhandles af Masa Wine, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, Italien

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, ItalienDenne Lugana Marogne fra Zeni eller helt korrekt Cantina F.lli Zeni har jeg smagt før … og synes endda, at det er en af deres mest lækre vine … men jeg har jo også et svag punkt for Lugana vine.

Da jeg smagte 2021’eren, skrev jeg også om vinhuset, som jeg besøgte på en sommerferie i 2015, så derfor skriver jeg nu ikke om huset, men kigger alene på denne Lugana Marogne.

Det er en vin. som er lavet på  Turbiana aka Trebbiano di Lugana, som kommer fra marker i bunden af Gardasøen, men jeg kan ikke se, om de ligger i Veneto eller/og Lombardiet.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i kølig maceration med skindet i en kortere periode, hvorefter de er presset, gæret ved kontrolleret temperatur og så lagret i ståltanke sur lie 6-10 måneder.

Venlig duft .., rund og indbydende med melon, fersken, pærer, mandler, honning, let mjød og en gul Københavnerstang med lidt ananas, røg, fennikel, lidt lakridskonfekt, sødme og de klassiske salte mineraler … men samlet blød, vamset og lækker.

I munden fortsat det bløde og søde … klart en anelse sødere end 2021’eren, men den har fortsat bløde pærer, melon, abrikos, fersken, men derudover også noget lemon og grape. Vinen er cremet, blid og ultra behagelig på grænsen til fed læskende … næsten med olieret fedme, lidt hvid peber og saltet eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Cantine Buglioni, Lugana Musa, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Lugana Musa, Veneto, ItalienDet er ikke mange dage siden, at jeg sidst smagte en vin fra Cantine Buglioni … og det gør jeg såmænd igen og denne gang en rigtig fin Lugana vin … 2022 Lugana Musa.

Den er selvfølgelig lavet på ren Turbiana aka Trebbiano di Lugana, der er høstet med et udbytte på 65 hektoliter pr. hektar.

Efter høst er druerne afstilket, knust og presset inden gæring på ståltanke ved en kontrolleret temperatur på 16 grader over 15 dage.

Derefter er vinen blot lagret i ståltankene i 5 måneder inden aftapning på flaske og så yderligere 2 måneders lagring før vinen endelig frigives.

Nøj for en fin aroma … virkelig blomsterrig og frugtrig, er også lidt fyldig med frugt af lemon, pærer, dåsepærer, fersken, gule æbler og honningmelon, mandler samt en lille leragtig note. Det er vinøs bonevoks af den lækre slags … virkelig nærmest smøret.

Sådan smager vinen også … bare lige en snas syrligere med grønne æbler, pærer, fersken samt godt med lemon med småbitter smag og blomstret smag, en saltet mineralitet og virkelig spot-on Lugana vin af stor kvalitet. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men pt fås på tilbud til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Zeni, Lugana Vigne Alte, Veneto, Italien

2021 Zeni, Lugana Vigne Alte, Veneto, ItalienHvor Marogne serien omfatter 3 vine, så findes der hos Zeni ikke mindre end 7 forskellige Vigne Alte vine, nemlig Soave, Garganega, Custoza, Chiaretto, Bardolino, Valpolicella og så denne fra Lugana.

I modsætning til Lugana Marogne, så er høstudbytte faktisk 10% større, selvom Turbiana druerne her kommer fra ældre vinstokke, men vinen er som foregående også alene lavet på ståltanke med en kontrolleret temperatur efter en kort udblødning med skindet. Den er dog også lagret kortere tid end Marogne.

Her er duften virkelig klassisk Lugana … har fin dybde og god inderlighed med både pærer, dåsepærer, fersken, gule æbler, honningmelon, mandler … meget pleasende, let og særligt imødekommende.

Smagen er også fin rund … har en blød og alligevel kølig, ren frugt med æbler, lemon og grape. Her går sødme og bitterhed hånd i hånd med en fed og alligevel god syre. Har virkelig fylde, balance, en smuk frugt med grønne pærer, umodne ferskner, lettere olieret og samlet rigtig fin Lugana vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, Italien

2021 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, ItalienCantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som mange danskere måske endda har besøgt i ferie ved Gardasøen og det er mest kendt for deres Valpolicella vine.

De laver dog også Lugana vine, så nu tester jeg et par stykker af dem samt en enkelt Valpolicella Ripasso Superiore, men starter med denne 2021 Lugana Marogne.

Jeg er selv af en dem, som på en sommerferie i 2015 besøgte det populære vinhus sammen med en masse andre  turister … stedet er nok også noget overrendt og samtidig meget kommercielt. De er med andre ord vant til, at turister i hobetal kommer forbi og for mange ikke vinnørder, er besøget nok også ganske interessant.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Her smager vi deres Lugana Marogne, hvor Turbiana aka Trebbiano di Lugana druerne kommer fra marker i bunden af Gardasøen, men jeg kan ikke se, om de ligger i Veneto eller/og Lombardiet, men vinen er lavet ved, at druerne først ligger i kølig maceration med skindet i en kortere periode, hvorefter de er presset, gæret ved kontrolleret temperatur og så lagret i ståltanke sur lie 6-10 måneder.

Det dufter sgu fint … sødere og rundere end forventet. Det er melon, fersken, pærer, en gul Københavnerstang, en smule røg, fennikel, lidt lakridskonfekt og svagt salte mineraler.

Smagen har slet ikke samme sødme … mere syre, godt med citroner, umodne, grønne æbler, abrikoser, lemon og grape. Der er en pebret syre, som giver masser af bid sammen med bitterhed fra både lemon og grapefrugter, noget jern samt saltet eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, ItalienSom sidste punktum i Lugana for denne gang, så smagte jeg også Luca Formentinis basis Lugana vin i årgang 2013.

Turbiana druerne til vinen kommer fra Selva marken, der er vinhusets ældste mark. Det er en vin, som man har lavet siden 1983.

Druerne er høstet med et udbytte på 75 hektoliter pr. hektar og er vinificeret alene i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en periode. Der laves årligt omkring 10.000 flasker af denne vin, som har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Hvor gør alder noget godt for Lugana vine og det nyder denne bestemt godt af, for aromaen er nærmest svævende, så subtil og fin med nødder, lidt fond, pærer, fersken, melon … og så langt mere sødme og sådan duftmæssigt på lidt nektarniveau,

I munden er vinen fortsat totalt levende og med power, men det leveres som blødt og cremet, men syren er fortsat vild og stram. Der er også fortsat klare salte mineraler, hvorved vinen virker frisk med et modent anstrøg. Smukt, så 5 houlbergske tomler med pil op.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme, men denne i den nyeste årgang 2020 koster 12€ i hjemlandet … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienJeg var egentlig ved at være færdig ved Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen og begyndte at slentre ned mod udgangen sammen med Václav Tichoň, men tæt på udgangen stod et kendt ansigt i form af rare Luca Formentini fra Selva Capuzza med 2 Lugana vine i årgang 2013.

Da den ene var hans Lugana Riserva Menasasso stoppede vi omgående op … den skulle vi simpelthen smage. Og det var stoppet værd, for det blev det bedste glas vin ved hele Lugana Armonie Senza Tempo.

Vi havde allerede på vor første dag under vort besøg på Tenuta Roveglia mødt Luca Formentini og smagt hans fine Lugana Riserva Menasasso i både årgang 2017 og 2011, så derfor vidste vin, at der er tale om en særdeles fabelagtig vin.

I 2013 brugte Luca Formentini fortsat en smule  barriques, når han lagrede vinen, så denne vin er lavet ved, at Luca har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det til at falde på halen over … nærmest som et omfavnende kram. Igen har Menasasso denne lækre smørfede duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier. Den har også her i 2013’eren en lidt mere nøddet duft sammen med lidt blomsterpollen … hvem elsker ikke et omfavnende kram?

I munden smelter vinen næsten bogstaveligt … mens den langsomt gør det, så breder der sig smage af søde dåsepærer, abrikos, grillede lemon og citroner samt salte mineraler. Det er så cremet, nærmest olieret og smelter ud i alle afkroge af munden … det er sgu ganske imponerende og en fabelagtig vin.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2013 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienJeg skulle også smage Elena Casarinis Lugana i 2019 debut årgangen … og mens jeg gjorde det, så kom bror Raffaele også lige forbi og hilste på mig.

Vinen er lavet som foregående – eller måske nærmere omvendt, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke. Der er lavet sølle 6.000 flasker af vinen.

I næsen har 2019’erener der selvfølgelig mange af de samme noter, men har mere honning, er mere æterisk og har – nok heller ikke helt unaturligt – mere modenhed. Der er næsten lidt linolie i næsen og egentlig er det en vild udvikling på et år.

Frugten er fortsat ovre i noget med pærer, modne ferskner, tørret abrikos samt lemon og igen koncentreret med et touch af nogle salte mineraler.

Smagen har i 2019’eren også fået et ekstra lille lag, hvor sødmen kommer mere frem sammen med lidt karamel. Der er stadig saftige pærer, grape og lemon, mens det bløde og cremede bare er blevet en tak mere blødt og cremet. Klart 5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienVed næste stand mødte jeg den glade Elena Casarini fra Poggio al Garda, så der stoppede jeg og smagte hendes 2020 Lugana.

Det er kun 2. årgang, som hun har lavet vinen i, så dermed er Poggio al Garda et rimeligt nyt vinhus, selvom det er over 50 år siden, at ægteparret Gianni og Giuliana flyttede fra Oltrepò Pavese til bredden af Gardasøen.

Familien havde altid været vinavlere, men det blev imidlertid deres to børn Elena og Raffaele, som skulle videreføre denne arv. Familien købte i 1990 en bondegård i landsbyen Casaoldo nær Pozzolengo, hvor de studerede jordforholdene, som var ideelle til vindyrkning.

Men det var først i 2010, at familien tilplantede første marker med Turbiana og nogle år senere øgede antallet af tilplantede vinmarker til samlet 5 hektar. Med Elena i spidsen, så lavede de den første vin i årgang 2019 og alene i 6.000 flasker, men den fik meget positive modtagelse af vinelskere og restauratører.

Her smagte jeg så vinen i 2. årgang … og den er lavet som foregående, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke.

Med den særprægede etiket er vinen egentlig meget ikonisk. I denne årgang 2020 er der lavet 10.000 flasker.

Duftmæssigt en blød og blid vin, hvor frugten er frisk og koncentreret med pærer, modne ferskner, abrikos, lemon og endda er frugten koncentreret og næsten tørret i duften. Der er lidt sød akaciehonning og salte mineraler.

Sådan smager vinen faktisk også … saftig, blød og rund med grape, lemon, saftige pærer og så alligevel med rank ryg, god syre samt en stenet og saltet smag i slutfasen. Klart 4,5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7