Tag-arkiv: Kanariske Øer

2022 Ocampo Viños, Vijariego Negro, Kanariske Øer, Spanien

2022 Ocampo Viños, Vijariego Negro, Kanariske Øer, SpanienDet er kun en måned siden, at jeg smagte hvidvinen Listán Blanco fra projektet Ocampo Viños på Tenerife. Nu smager jeg atter en vin derfra og det er den røde Vijariego Negro.

Vijariego Negro er en druesort, som jeg aldrig tidligere er stødt på, så lad os først lige se lidt nærmere på den.

Det er en forholdsvis ukendt rød druesort, der findes på Spaniens Kanariske Øer. Den dyrkes så i små mængder på øerne El Hierro og Tenerife … er tilladt i vinene fra Ycoden-Daute-Isora, Abona og Valle de la Orotava.

Vijariego Negro findes også i en hvid variant kaldet Vijariego Blanco, men den røde variant er det mest udbredte og har mellemstore klynger af fyldige, saftige bær.

Det er en relativt hårdfør og højtydende druesort med et tykt skind, hvilket er med til at give den beskyttelse i de varmeste vinmarker.

Vijariego Negro anvendes også ofte sammen med andre druesorter på De Kanariske Øer og særligt blandes den med Listán Negro, hvor den bidrager med sin medium kropsvægt og typisk en smag af figner, brombær og i varme årgange nogle gange lidt kødagtige noter.

Druen findes også under synonymer som Bujariego Negro, Verijadiego Negro, Vigiriego Negro og Vijiriego Negro.

Denne 2022 Vijariego Negro fra Ocampo Viños er lavet ved, at druerne efter manuel høst så er spontangæret i betonkar med en efterfølgende malolaktisk gæring på en kombination af brugte 1.500 liters foudres og 500 liters egefade, før vinen slutteligt lagrer 9 måneder sur lie på fadene.

I næsen er vinen ganske grøn og urtet … der er garriques, lavendel, blæk og middelhavskrydderier, nelliker, grønne stilke og frugt med både jordbær, stikkelsbær, syrlige lyse kirsebær og våde fade samt pænt med blomster.

Smagsmæssigt er det en krydret og balsamisk vin … der er også blomster samt en lys og temmelig streng frugt, syrlige kirsebær, ribs og rabarber, godt med lemon bitterhed og citronsyre, har et ganske køligt udtryk og en krydret kant. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Ocampo Viños, Listán Blanco, Kanariske Øer, Spanien

2022 Ocampo Viños, Listán Blanco, Kanariske Øer, SpanienJeg er en af dem, der aldrig har været på ferie på  Tenerife … og jeg har heller aldrig smagt en vin fra ferieøen, men det retter den næste vin i glasset op på, for vinen Listán Blanco kommer netop fra projektet Ocampo Viños på Tenerife.

Ocampo Viños er et joint venture imellem Jonathan García fra Bodegas Suerte del Marqués samt familien López Arvelo på Bodegas Presas Ocampo. På etiketten står der da også Viños de la Familia López Dias og vinen er da  også lavet hos Bodegas Presas Ocampo i Tacoronte på Tenerife.

Bodegas Suerte del Marqués ligger i Orotava-dalen i nordlige del af Tenerife og er grundlagt i 2005 af Jonathan García, der besluttede selv at lave vin fra druerne, som hans familie lige siden hans oldefar stoppede med at lave vin, blot havde solgt til andre producenter og kooperativer.

Vingården har selv 11 hektar vinmarker der ligger i 300 til 750 meters højde, men derudover opkøber Suertes del Marqués også druer fra yderligere 15 hektar tilhørende andre vinbønder i området og druesorterne er mest Listán Negro og Listán Blanco,

Derudover har Jonathan García også hjulpet den tidligere verdens- og europamester i fodbold  David Silva med at lave vin på  naboøen Gran Canaria, hvor David kommer fra … og det er blevet til projektet Bodegas Tameran, som Jonathan også har et ejerskab i og der laver de nogle af de ypperste vine fra de kanariske øer

Nu er Jonathan García også gået i makkerskab med familien López Arvelo på Bodegas Presas Ocampo … et vinhus, der også ligger i den nordlige del af Tenerife ved Tacoronte … faktisk tæt på byen San Juan og endda også kalder sig Viticultura San Juan SL.

Bodegas Presas Ocampo har søgt en modernisering og derfor  allieret sig med Jonatan for på sigt at forandre stilen i det vinhus, som er grundlagt af forretningsmanden Domingo López Arvelo, men i dag drives af de næste generationer anført af sønnen Marcos López.

Det er et nyt samarbejde og de første vine er faktisk årgang 2022 og kommer fra Bodegas Presas Ocampos vinmarker, der ligger højt på skråningerne nordvest for Spaniens højeste bjerg ved vulkanen Teide i Tacoronte Acentejo-området,

Da vinlusen aldrig kom til Tenerife, så kan man på markerne finde gamle, upodede vinstokke plantet i en næringsfattig, vulkansk jord, som sammen med klimaet kan frembringe uhyre elegante, stenede samt terroirtro vine.

Denne 2022 Listán Blanco er – som navnet siger – lavet på druen Listán Blanco, der måske mest er kendt under navnet Palomino og det er en hvid druesort, som kommer fra Andalusien i det sydvestlige Spanien og bl.a. også anvendes til produktion af sherry.

Her kommer druerne også fra gamle Listán Blanco stokke og de høstes ved håndkraft, hvorefter vinen er spontangæret på i både en række brugte foudre og brugte barrique, før vinen slutteligt lagrer 9 måneder med gærresterne på 500 liters brugte egetræsfade.

Der er pænt med farve i glasset … dufter klart af en opulent og småfed vin med abrikos, kogt pærevælling, kvæde, skræl fra syltede appelsiner og grapefrugter, blomsterpollen, gule smørblomster, røg samt søde krydderier med let spidskommen og lidt stjeneanis. Det dufter egentligt meget modent og cremet.

Hvor er den blød og cremet … har klart ikke Chardonnay noter, men mere bid, krydrede noter og denne dybe, rugende og saftige smag af gamle nedfalds pigeonæbler med en krydret bitterhed sammen med arbrikos, nektariner og lemon. Dermed bliver det en mørk saftet vin med stort bundtræk, moment og kraft … en rustik, bombastisk syre og så ualmindelig lang eftersmag med mørk mineralitet. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7