Kategoriarkiv: Andre smagninger

Weingut Solveigs … vertikalsmagning af tysk Pinot Noir helt fra 1995

Jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog fik forleden en invitation fra Distinto til en vertikalsmagning af Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs i Rheingau. De lokkede med et imponerende line-up af Jens Heinemeyers Pinot Noir gennem ikke mindre end 20 år og endda præsenteret af vinmageren himself.

En total no-brainer for jeres Spätburgunderelskende vinblogger, som tidligere har smagt Jens’ vine og været i den 7. Spätburgunder aka Pinot Noir himmel, så alt blev selvfølgelig ryddet fra min travle arbejdskalender, så jeg kunne deltage i denne smagning. Et must, når man nu engang bare knuselsker tysk Pinot Noir.

Derudover er Distinto vel også en af landets  mest spændende vinimportører med en sindssyg lækker portefølje af spændende og progressive vinproducenter fra både Italien, Frankrig, Spanien, Portugal, New Zealand, Østrig og så Tyskland.

Så derfor var det også fedt, at møde Jonas fra Distinto, men også mange andre kendte ansigter fra vinbranchen, og selvom jeg helt klart ikke hører med i inderkredsen, så mængede jeg mig næsten scenevant.

Jeg fik således hilst på René Langdahl Jørgensen og sommelieren Alex fra Gastromé, men også en højgravid Sabine fra S’vinbar og andre gode vinfolk var troppet op på Restaurant Domestic, som denne eftermiddag dannede rammen for den tyske vertikalsmagning.

Jeg var – som med mine jyske punktlighed – som vanligt i god tid, men måske kan min frygt for at komme for sent tilskrives, at jeg som helt spæd blev glemt af min salige moder i barnevogn foran det lokale supermarked. Siden dengang har jeg altid været præcis.

Det gav mig imidlertid lige lejlighed til at hilse på både Jonas fra Distinto samt Jens Heinemeyer selv, som straks fortalt, at han godt vidste hvem jeg var og kendte min vinblog.

WTF? Hatten af for Heinemeyer, som tilsyneladende havde læst op på, hvem der var tilmeldt smagningen, for selvom jeg blev en smule stolt, så bilder jeg mig ingenlunde ind, at Houlbergs Vinblog skulle være blevet bemærket udenfor vor danske andedam.

Jens viste mig rundt ved to runde borde, hvor han havde linet sine vine op i rækkefølge … 10 ved hvert bord og med en lille potteplante ud fra den vin, som han anbefalede, at vi skulle starte med. Og så skulle vi ellers bare bordet rundt i urets retning.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at det skulle være en vertikalsmagning, men havde ikke lige forestillet mig, at vi skulle igennem 20 vine, men jeres flittige vinblogger var selvfølgelig med det samme klar på udfordringen. Game on.

Efter en varm velkomst fra Jonas samt en intro ved Jens Heinemeyer, så skulle vi i gang med at smage … øhhh, men jeg havde dog allerede tyvstartet med de første to vine, men efter opfordring fra Heinemeyer himself efter vor indledende snak. Og med 2 timer til 20 vine, så var det jo også bare om at komme i gang.

Weingut Solveigs

Jens Heinemeyer bor selv på Ippesheimer Straße i Bieblesheim, men har sin vinkælder på Rheinstraße i Geisenheim. Weingut Solveigs er noget så usædvanlig, som en rødvinsproducent, der alene laver vine på Pinot Noir midt i det, så vel nærmest må kaldes en af de legendariske bastioner for Riesling.

Med på samme vis som fx burgundiske inspirerede Chat Sauvage, så har Heinemeyer sine vinmarker i området ved Assmannshausen og op imod Lorch … et område, hvor Pinot Noir virkelig stortrives.

Det er lige dér, hvor Rhinen står et 90 grader sving inden man kommer til Rudesheim am Rhein. Der finder man store Pinot Noir marker som fx Assmannshäuser Höllenberg, Hinterkirch og Frankenthal, mens man længere mod nord finder Lorcher Kapellenberg og Schlossberg.

Historien

Jens Heinemeyer er – selvfølgelig – selv uddannet ønolog fra Geisenheim og er 4.  generation fra en familie af vinavlere, så efter endt uddannelse videreførte han i 1987 familiens vingård under navnet Jens Heinemeyer Weine & Sekt.

I 1995 dannede Heinemeyer et lille projekt med Dieter Schufried og Markus Haas, som de kaldte Weingut Johanninger. Det var en lille sammenslutning af deres 3 vingårde i henholdsvis Nahe, Rheingau og Rheinhessen med samlet 21 hektar vinmarker og med Jens Heinemeyer som fællesskabets vinmager.

Imidlertid trådte Heinemeyer i 2012 ud af samarbejdet, og har i stedet helliget sig sine egne vine i sit eget lille projekt, som han har kaldt Weingut Solveigs efter navnet på sin datter. Her ville han koncentrere sig om at lave naturlige, enkle, ufiltrerede og ubehandlede vine alene på Pinot Noir.

Han havde nemlig gennem årene udviklet en særlig kærlighed for Pinot Noir med en produktion uden brug af tilsætningsstoffer, økologisk tilgang, ingen indgriben i naturens gang og et had til brugen af nye egefade ved lagringen. Han var til gengæld stor tilhænger af en lang og tålmodig modning af vinene.

Han havde allerede i flere år arbejdet efter samme metoder og havde også et lager af producerede vine på både flasker og fade, således projektet var kørende allerede fra første fløjt.

Weingut Solveigs er et ganske lille vinhus, hvor Heinemeyer har omkring beskedne 2 hektar vinmarker, som ligger på det, som kaldes Assmannshauser Steil … en fælles betegnelse for de stejle marker, der ligger ved Assmannhaus.

Allerede i 1300 tallet dyrkede man Pinot Noir på markerne ved Assmannhaus. Vinstokkene var medbragt fra Beaune i Bourgogne af munkene som kom til Kloster Eberbach. Derfor har markerne også deres helt egen klon af Pinot Noir … med en historie tilbage til munkene fra Bourgogne.

Heinemeyer har markerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der alle ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch, hvor der er en undergrund kendt for et særligt højt indhold af den særlig rosafarvede skifer, som lokalt kaldes Phyllit og er med til at give vinene en særlig mineralsk lethed.

Selvom Jens selv bor i Bieblesheim – der jo ligger i Rheinhessen – så laves vinene i en gammel kælder i Geisenheim. Den gamle kælder med hvælvede lofter stammer fra det 19. århundrede og er helt perfekt for vinificering og lagring af vinene. Kælderen bruges også til afholdelse af smagninger, så hvis du besøger Rheingau, så giv Heinemeyer et kald … måske kan du bli’ inviteret i kælderen.

Produktionen

Nu skrev jeg, at Jens Heinemeyer alene laver vine på Pinot Noir, men det er imidlertid ikke helt korrekt, idet han også laver nogle få vine på søsterdruen Pinot Noir Précoce … eller Frühburgunder, som vi nok mest kender druen under.

I kælderen laver Jens samlet 5 rødvine, hvor de 4 er på Pinot Noir, nemlig Phyllit, Steil, Micke og Present. Derudover laver Weingut Solveigs også Koloss på Frühburgunder samt en rosé på Pinot Noir og såmænd også 2 forskellige Trockenbeerenauslese … én på Pinot Noir og én på Pinot Noir Précoce. Derudover laves der også en brændevin, der kaldes Marc vom Steil.

Produktionstilgangen kalder Jens doven vinificering eller kontrolleret inaktivitet, hvilket principielt betyder, at vinen fremstilles med så lidt indgriben som overhovedet muligt. Vinene er derfor udelukkende resultat af naturen og i udtalt grad super terroir-drevne.

Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

Solveigs er egentlig økologisk certificeret, men det skiltes der ikke med på etiketterne, men reelt er det ren naturvin, for Heinemeyer tilsætter slet ikke noget skidt – ingen kemi – ved produktionen, kun en anelse svovl ved macerationen.

Ses der på de 4 Pinot Noir vine, som vi skulle smage denne eftermiddag, så fortæller navnet også lidt om kvalitet niveauet … eller i hvert fald om hierarkiet og prisniveauet af vinene.

De forskellige Pinot Noir vine

Phyllit – opkaldt efter den rosafarvede skifer – er entry vinen, den billigste og kommer fra de yngste vinstokke, som typisk er under 15 år gamle og fra forskellige marker.

Steil er næste i rækken og kommer fra de stejle marker omkring Assmannshausen … men i modsat til Phyllit, så er den lavet med druer fra vinstokke, der minimum er over 15 år gamle.

Både Present og Micke er enkeltmarksvine, som henholdsvis kommer fra markerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch. Druerne er minimum 25 år gamle. Det er Jens’ topvine og de ligger også prismæssigt ens.

Fælles for alle de 4 Pinot Noir vine er imidlertid, at de er lavet fuldstændig ens, så forskellene i vinene vil alene være et udtryk for druernes alder, årgang og/eller terroir fra de forskellige marker.

Heinemeyer som konsulent

Jens Heinemeyer har en speciel kærlig for Danmark, og det skyldes hans sideløbende konsulentvirksomhed, som han kalder Grapeworker Wine Consulting.

Her rådgiver han vinproducenter og blandt hans kunder er bl.a. hjemlige Frederiksdal Kirsebærvin, Ørnberg Vin samt Vejrhøj Vingaard samt Waalem på øen Før i Sydslesvig.

Vinene denne eftermiddag

Som nævnt skulle vi igennem 20 vine fordelt på 15 forskellige årgang og ældste med 24 år. Samlet så programmet for vertikalsmagning af vinene derfor sådan her ud:

Og jeres flittige vinblogger var således i løbet af de 2 timer ekstraordinær flittig, for jeg gik på opgaven med krum hals, og fik smagt vinene med mine sædvanlige smagsnoter. Men da 20 vine er en slat at bringe efter min normale norm med 2 anmeldelser om dagen, så har jeg simpelthen smidt alle anmeldelserne ud nu og selvfølgelig linket til mine bedømmelser.

En enkelt af vinene 2006 Micke – havde jeg smagt og skrevet om tidligere, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min gamle anmeldelse.

Som Danmarks nok førsteelsker og størsteelsker af tysk Spätburgunder, så var en eftermiddag up my ally … og jeg var i den syvende Spätburgunderhimmel, for Heinemeyer laver fantastiske vine og har sit helt eget udtryk, og det var svært ikke bare at blive ovenud lykkelig i låget.

Det var once in a lifetime mulighed for at smage tysk Pinot Noir med knap 20 års spændvidde og der var dog også forskelle, selvom jeg med nogle af vinene kun fandt små forskelle.

Mine absolutte favoritter var 1996 og 1997 Steil, 1999 Present, 2006 Present, 2007 Steil samt 2009 Present. Men det kan du jo læse om i de forskellige anmeldelser.

Tak til Heinemeyer & Distinto

Sikke en flot smagning, så sluttelig blot en stor tak til Jonas fra Distinto og den rare Jens Heinemeyer. Det var en stor fornøjelse at deltage i vertikalsmagningen.

Smagning af vine fra Ribera del Duero … den vinøse spanske guldkyst

Ribera del Duero var det første vinområde, som jeg blev forelsket i, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for vin og i 2004 meldte mig ind i Randers Vinlaugh … for – som vi sagde – at lære at kende forskel på rød- og hvidvin.

Jeg kan huske, at første smagning bl.a. bød på et møde med Peters Sissecks Flor de Pingus, Pesquera samt en Hacienda Monasterio … og siden har forelskelsen hængt ved. Ribera del Duero er ikke mit ynglingsområde i dag, men den første kærlighed bevares altid i hjertet og sådan har jeg det også fortsat.

Derfor varmede det også mit næsten spanskblodsbankende hjerte, da jeg fik en henvendelse fra Ribera del Dueros danske bureau efter en Spansk Vinfestival i Politikens Hus med et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville teste nogle af vinene?

Jeg var egentlig alene indbudt til selve vinfestivalen, men som jyde med fuldtidsjob kan det være svært at deltage i nogle af de mange spændende smagninger, som næsten altid afholdes i København, men når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Kaldte jeg lige mig selv et bjerg der?

Det endte således med, at Ribera del Dueros danske bureau fik sendt mig en stor håndfuld vine og jeg lovede til gengæld at teste vinene, anmelde dem og samtidig skrive en artikel omkring Ribera del Duero. Helt præcis var det 12 flasker rød Ribera saft … lige passende til en smagning med nogle af mine vinglade vinvenner, herunder selvfølgelig mister Ribera del Duero himself aka Steffen.

Området

Ribera del Duero er beliggende i den centrale, nordlige del af Spanien, nord for Madrid på en højslette – en meseta – langs med Duero floden mellem provinserne Soria, Burgos, Segovia og Valladolid i regionen Castilla y León.

Det er er bredt område, som det kan ses på kortet nedenunder. Det følger floden Duero fra øst mod vest … en strækning på omkring 115 kilometer og navnet Ribera del Duero betyder netop Duero flodens bredder.

De fleste marker i Ribera del Duero ligger i en højde på mellem 750-850 meters højde, men marker over 850 meter har en speciel status som højt beliggende marker … ja faktisk findes der marker helt op til 1.100 meters højde.

Mange af markerne er svært tilgængelige og ligger med store afstande mellem hinanden. De er meget små og udbyttet er lavt grundet den magre jord og stokkenes alder.

Klimaet er middelhavsklima med indflydelse fra fastlandsklima. Den årlige nedbør er 400-500 mm og der er årligt 2.400 solskinstimer. Somrene er lange og tørre med op til 40 graders varme, mens vintrene er strenge med ned til -18 grader og der er store udsving mellem dag- og nattemperatur.

Historien

Man har lavet vin i Ribera del Duero siden romerne, og der er indenfor de senere år fundet beviser på, at der er lavet vin i området i over 2.000 år. I 1994 fandt man nemlig et gammelt, skjult 66 meter stort mosaikgulv af vinguden Bacchus i en gammel ejendom Villa de Santa Cruz beliggende i den lille by Baños de Valdearados med 424 indbyggere.

Men vinavl, som vi kender det, stammer formentlig fra tilrejsende benediktinermunke fra Cluny i Bourgogne. De kom i det 12. århundrede til Ribera del Duero og man ved fra gamle arkiver, at man allerede tilbage i 1295 begyndte af regulere høsten af druer i marken og siden 1400-tallet har også bevidst har styret kvaliteten af vinene i selve produktionen.

I byen Aranda de Duero findes der også dokumentation på tidlig vinproduktion i form af et stort netværk af 7 kilometer tunneler, som er udgravet mellem det 12. og 18. århundrede og som har været anvendt til produktion og lagring af vin.

Det er udviklingen gennem de sidste årtier, der har sat Ribera del Duero på verdenskortet. Den store succes skyldes en kombination af flere faktorer. For det første det fantastiske terroir og dernæst mikroklimaet, som med sine varme dage og kølige nætter giver de perfekte betingelser for at lave stor og lagringsværdig vin.

For det tredje er Ribera del Duero det blevet velsignet med en usædvanlig indfødte drue, Tempranillo og så er udviklingen forceret dygtige vinmagere, som alle har produceret ikoniske kultvine bl.a. Pingus, Pesquera, Aalto og Vega-Sicilia, der fik høje ratings … og dermed bevågenhed fra en hel vinverden.

Det har betydet et sandt boom i vinindustrien i området. Således er antallet af vingårde blevet 35 gange større på blot 30 år, så Ribera del Duero i dag har mere end 315 vingårde og over 22.552 hektar vinmarker. Samlet findes der dog 8.224 vinavlere og den årlige produktion ligger på lidt over en halv million hektoliter vin.

DO Appellation Ribera del Duero

Området fik sin DO status i 1982, selvom man allerede midt i 1970’erne så et stort potentiale i Ribera del Duero. I 1982 var der dengang alene 5.000 hektar vinmarker og 9 vinhuse, der producerede vin.

Trods den eksplosive ekspansion og udbredelse af vinene fra Ribera del Duero, så er appellationen i dag alene en DO appellation aka Denominación de Origen og ikke en Denominación de Origen Calificada, hvilket kan virke en anelse underligt.

I 2008 ansøgte man godt nok om en opgradering til DOC status, men en fejl i ansøgningen betød, at den blev afvist som ikke fyldestgørende og siden har man ikke forsøgt igen.

Appellationen Ribera del Duero dækker over 4 distrikter, nemlig Soria, Burgos, Segovia og Valladolid. Det er specielt i Burgos og Valladolid, at vi finder de fleste og bedste vinhuse, og huse som Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Arzuaga, Emillio Moro, Pesquera og Alión ligger alle i Valladolid.

Druerne

Hoveddruen i Ribera del Duero er Tempranillo, som også i resten af det nordlige Spanien. I Ribera del Duero kaldes Tempranillo druen for Tinto Fino eller Tinta del Pais og den udgør omkring 90% af hele produktionen i Ribera del Duero.

Mange vinhuse producerer deres rødvine udelukkende på Tempranillo, og hvis man blander andre druer i, skal der mindst være 75% Tempranillo. Derudover skal 95% af vinen bestå af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec jf. regulativerne for området.

Udbyttet ligger typisk på 30 hektoliter pr. hektar og maksimalt udbytte er 49 hektoliter pr. hektar, hvilket dog sjældent opnås, da en stor del af vinstokke er gamle, typisk over 50 år, og derfor ikke giver så mange druer.

Rødvinene er – som også i Rioja – inddelt i kategorierne Joven, som betyder ung, Crianza. Reserva og Grand Reserva. Reglerne for lagringen af vinene følger også regler i Rioja, og det betyder:

  • Joven – her er der ingen krav til, hvor lang tid en vin lagres eller krav om lagring på egefade, så det er oftest de helt unge og billigere vinrøde.
  • Crianza – skal være lagret i mindst 24 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Reserva – skal være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Gran Reserva – skal være lagret i mindst 60 måneder og heraf skal de 24 måneder være i egetræsfade.

Der produceres således meget lidt hvidvin og rosévin i Ribera del Duero, men jeg smagte i december en monsterfantastisk Albillo Viñas Viejas fra vinhuset Dominio del Águila. Så der kan bestemt laves god vin på andet end Tempranillo i området.

Og den grønne drue Albillo er netop én af de druer, som der også findes i området … og herudover dyrkes der selvfølgelig også lidt Garnacha.

Vinene … denne aften

Ribera del Dueros danske bureau havde – som nævnt – sendt jeres flittige vinblogger 12 forskellige Ribera del Duero vine … lige præcis nok til at forestå en lille smagning sammen med mine vinkyndige venner.

Jeg havde smidt en ekstra flaske oveni … en 2009 Reserva Especial fra Arzuaga Navarro, så feltet for aftenen med spanskrøret så dermed sådan her ud:

På kortet ovenover har jeg efter fattig evne med A-F tegnet ind, hvor de forskellige vinhuse er beliggende. Det giver – i hvert fald for mig – et nogenlunde view over spredningen af vinhusene bag de smagte vine, selvom det måske kan være lidt svært at se på det lille kort.

Vi var 8 til at teste vinene og de blev vurderet efter mit eget 7 Thumbs Up system. Alle vinene blev selvfølgelig smagt blindt og i totalt tilfældig rækkefølge, så der ikke kunne spekuleres i, om dyre vine måske kom til sidst eller omvendt.

Vinene blev serveret med lidt spansk tapas – selvfølgelig – samt 3 forskellige hjemmebagte brød. Og som tak for, at mit testpanel stillede op med kort varsel, så fik de inden Ribera smagningen en lille treat … et lille tår af den legendariske 100 point 2010 Hermitage fra Jean-Louis Chave. Så var vi ligesom i gang … selvom starten så ikke var helt spansk.

Konklusion

Der var egentlig – med lidt afstikkere – stor konsensus om vinene og vore bedømmelser, så dermed kom top-3 målt på bedste gennemsnit til at se således ud:

  1. 2009 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva Especial
  2. 2012 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva
  3. 2014 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección

Dermed stor succes til Bodegas Arzuaga, som smagepanellet også kender rigtigt godt fra tidligere vinfestivaler hos Jysk Vin. Det skal retfærdigvis siges, at det også var de to dyreste vine, som lå højest placeret, men det siger måske også noget om, at kvalitet koster.

Nu var der jo heller ikke andre af de store kanoner med … hverken vine fra Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Emillio Moro, Pesquera eller Alión, men i stedet et mere blandet felt af forskellige vine og til forskellige priser … og helt fra Joven til Reserva vine, men fedt at smage 13 Tempranillo baserede Ribera del Duero vine i streg … det gør man jo ikke lige hver dag.

Jeg havde også selv de 3 vindende vine blandt mine bedste … men faktisk sammen med den billigere Urban Ribera Tinta del Paí fra Bodegas y Viñedos Ortega Fournier … men alt det kan du læse i alle anmeldelser af alle vinene, som der er link til ovenover.

Samlet blev det en sjov aften … og et herligt gensyn med en gammel flamme … love-rød Tempranillo fra Ribera del Duero. Nogle ting ruster bare aldrig.

Vinho Verde … mini-test af de grønne vine fra Portugal

Mit første møde med Vinho Verde – den grønne vin fra Portugal – var i min ungdom på charterrejse til Algarve kysten med min daværende første rigtige kæreste. De kække guider fra Århus Charter serverede nemlig en let perlende Vinho Verde sammen med grønne pistacienødder som en velkomst til turistdestinationen.

Men ellers – mange kærester, en dejlig hustru, feriedestinationer og vine senere – er det begrænset, hvor mange gange jeg er stødt på den ofte billige hvidvin fra Portugal, så derfor sagde jeg også omgående ja, da jeg blev kontaktet af Vinens Hus, om jeg efter en Vinho Verde smagning i København også ville anmelde en række Vinho Verde vine? Det kunne da være hyl aka spændende.

Måske kunne det endda blive en bred smagning, for Vinens Hus havde taget fat i en lang række importører for levering af deres udvalg af Vinho Verde vine til den flittige vinblogger i det jyske. Helt bred blev smagningen imidlertid ikke, da der alene dukkede vine op fra Theis Vin, H.J. Hansen Vin og DrikPortvin, så det blev nærmere en lille mini-smagning med 3 producenter og samlet 8 vine … dem vender jeg tilbage til senere.

Hvad er Vinho Verde?

Lad os først kigge lidt nærmere på, hvad Vinho Verde er for en størrelse. Det er jo overordnet set en portugisisk hvidvin, som produceres i gigantisk antal i Portugal. Vinho Verde betyder grøn vin, men Verde refererer mere til, at det er tale om en ung vin, da vinene normalt frigives til salg allerede 3-6 måneder efter høsten.

Vinen kommer fra vinregionen Minho, der ligger i det øverste nordvestlige hjørne af Portugal, landets milde, regnfulde og nordligste region med navn fra floden Minho, som deler det nordlige Portugal og Spanien.

Der har den grønne vin også sin egen appellation DOC Vinho Verde, som dog fylder så meget af Minho regionen, at regionen også kaldes Vinho Verde regionen, selvom der reelt set må anvendes flere druesorter i Minho regionen end under DOC Vinho Verde.

Navnet Vinho Verde indikerer, at der er tale om et udpræget hvidvinsområde. Men det er heller ikke helt ved siden af, da 86% af al vin fra området er hvid. Men det betyder jo så også omvendt, at der også produceres både rosé, rød og mousserende vine i Vinho Verde … men sådanne ser vi imidlertid sjældent hos danske vinhandlere og min minitest er da også udelukkende med hvide vine.

Så en Vinho Verde er oftest hvid og faktisk tit let perlende, hvilket oprindelig skyldes, at vinene efter flaskning fik en lille malolaktiske eftergæring, som producenterne forsøgte at skjule bl.a. ved brug af uigennemsigtige flasker.

Men det viste sig, at mange forbrugere syntes om den lille, perlende effekt, hvorfor producenterne fortsatte med en svag eftergæring i flaskerne. Det gør mange producenter fortsat … i dag dog kunstigt ved at tilføre kulsyre for at give den perlende effekt.

Vinho Verde hvidvine er derfor ofte synonym med friske, easy-going og let mousserende vine, men der laves også nogle af de bedste og mest komplekse tørre hvidvine i Portugal i Vinho Verde appellationen. Især i underregionen Monção helt i nord frembringes superbe hvidvine.

Rødvinene fra Vinho Verde er ofte meget lette, frugtige og har godt med syre.

Historien

Som så mange andre steder i Sydeuropa, så var det de gamle romere, som startede med at dyrke vin i Minho regionen i området mellem floderne Douro og Minho. Allerede tilbage i 870 findes der optegnelser om vinmarker, som var plantet af forskellige religiøse ordener som fx Alpendurada klosteret.

Dengang producerede de vinene til eget forbrug, men senere i det 12. århundrede startede handlende med at sælge vinene til både England, Tyskland og Flandern. Denne eksport voksede langsomt, men i det 16. århundrede fik vindyrkningen det svært, da majsen kom til området.

Mange bønder skiftede afgrøder hjulpet på vej af statslige regulativer og det betød, at vinstokkene blev henvist til mere marginale marker med dårlig beliggenhed. Vinstokkene blev placeret op ad træer, hegn … ofte højt oppe, således der også kunne dyrkes andre afgrøder under vinstokkenes blade.

Ja ofte skulle vinavlerne bruge stiger for at høste druerne … og den praksis kan fortsat ses hos mange af de tusinde vinbønder, som findes i Vinho Verde land. Men de fleste steder anvender de større vinhuse dog moderne metoder som i resten af de sydeuropæiske vinlande, da det selvfølgelig giver bedre, større og nemmere høstudbytter.

Allerede i 1908 blev Vinho Verde regionen afgrænset ved lov og senere i 1926 fastsatte staten også et sæt regler for produktionen fra området. Det var dog først i 1984, at Vinho Verde blev en DOC appellation, som reguleres efter de spanske regler.

Regionen

Som nævnt tidligere, så er appellationen DOC Vinho Verde næsten lig med Minho regionen. Ja faktisk er den største appellation i hele Portugal.

Da appellationen er så stor, så er det også opdelt i 9 underområder, nemlig Amarante, Ave, Baião, Basto, Cávado, Lima, Monção, Melgaço, Paiva og Sousa.

Der er samlet omkring 21.000 hektar vinmarker i DOC Vinho Verde, men det er fordelt på ikke mindre end 19.000 vinavlere … og det er endda en væsentlig nedgang i forhold til starten af 1980’erne, hvor der var over 70.000 vinavlere.

Mange af de 19.000 vinavlere er dog fortsat småbønder, som – helt på gammeldags vis – dyrker druerne højt med vinstokkene op ad pæle, hegn eller træer, således de også kan dyrke grøntsager, som kan supplere familiens forbrug.

Druerne

Den ubestridte hoveddrue i Vinho Verde hvidvinene er druesorten Alvarinho, som er den drue vi også kender som Albariño i Rias Baxias i det nordlige Spanien. Det er en drue med aner i Tyskland, og navnet betyder da også den hvide fra Rhinen og har nogle træk fra Riesling.

Det betyder også, at vine på Alvarinho typisk giver friske og sprøde hvidvine, som godt kunne minde en smule om Riesling, hvilket mit smagepanel denne aften også kom til at erfare. Det siges, at de bedste Alvarinho vine kommer fra underområderne Monção og Melgaço.

Derudover er hvidvinene fra området ellers lavet på druerne Loureiro, Arinto, Trajadura, Avesso og Azal … alle druesorter, som er ukendt for de fleste herhjemme.  De røde er hovedsageligt lavet på Vinhão – også kendt som Sousão – samt Borraçal og Amaral, mens rosévinene normalt laves på Espadeiro eller Padeiro … også druer, som jeg aldrig er stødt på.

Vinene denne aften

Som nævnt indledningsvis, så blev det en mini-test af Vinho Verde vine fra 3 producenter. Det betød, at smageprogrammet kom til at se sådan her ud:

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Samlet set overraskede vinene vist alle omkring bordet, altså på den gode måde.

Konklusion

Vinene blev selvfølgelig serveret blindt og samtlige mine medsmagere var sikre på, at vinene var på Riesling. Det fortæller måske også meget godt noget om Alvarinho druen, som virkelig kan noget, hvis det ellers kommer i hænderne på en god vinmager.

Når der laves godt, så kan det måle sig med andre gode vine fra Europa, selvom der med en årlig produktion på 93 millioner liter vin årligt også findes meget skidt.

Der var stor variation i vor bedømmelse af vinene, så der var ikke en vin, som alle bare fandt bedst. Vinderen blev vinen Azal Vinho Verde fra Quinta de Linhares. Den fik et gennemsnit på 5,1 Thumbs Up og en højeste rating på 5,5, mens min favorit blev den rene Alvarinho vin fra Quinta de Santiago … selvom flere ikke synes om den.

Men sådan er vi jo heldigvis meget forskellige. Desværre havde den sidste vin Colheita Selecionada Vinho Verde forfærdelig megen prop, så den måtte udgå af smageprogrammet … selvom flere om bordet var ærgerlige over dette, da de specielt fandt vinene fra Quinta de Linhares fremragende.

I listen overfor har jeg skrevet et nummer efter hver vin med deres samlede gennemsnitlige placering. Min placering af vinene er dog anderledes ud … 1. pladsen som sagt til Quinta de Santiago Alvarinho og 2. pladsen til Granit fra Quinta de Soalheiro.

Jeg er nu også blevet en smule klogere på Vinho Verde … og vil ikke holde mig tilbage, næste gang jeg hos den lokale vinpusher støder på en Vinho Verde. Der kan nemt gemme sig små perler af den grønne vin fra Portugal i kommende vinkøb.

Smagning af vine fra Sud-Ouest … Frankrigs nok mest oversete vinregion

De fleste – vinkyndige eller ej – kender franske vinregioner som Bordeaux, Rhône, Bourgogne, Alsace, Languedoc, Roussillon, Champagne, Loire, Jura og Provence. De vinkyndige kender også mange af appellationerne i disse vinregioner.

Imidlertid begynder øjnene af flakke hos de fleste – og det gælder også jeres flittige vinblogger – når samtalen falder på vinregionen Sud-Ouest, altså vinregionen som på dansk kaldes Sydvestfrankrig. Vi kender generelt ikke meget til regionen, underområderne eller appellationerne.

Jo vi danskere har selvfølgelig hørt om Cahors i kraft kongehusets sommerresidens Château du Caix og vor afdøde prinsgemals vine derfra, men de færreste ved, at Cahors netop ligger i Sud-Ouest. Generelt ved vi ikke meget om Sydvestfrankrig, som vel også er Frankrigs mest oversete vinregion.

Jeg har selv rodet rundt i begreberne, områderne og appellationerne i Sud-Ouest, så derfor var det helt perfekt, at jeg forleden fik et tilbud om at komme med til en større smagning af netop vine fra dette område. En smagning med netop Sydvestfrankrig som gennemgående tema.

Det var ganske vist som et wildcard på et afbud, men jeg er ikke sart og havde uden tøven takket pænt ja til indbydelsen. Det var nemlig en perfekt anledning til en gang for alle at blive klogere på området og få sat nogle begreber på plads … og samtidig smage og få en fornemmelse af, hvad Sydvestfrankrig området vinmæssigt kan byde på.

Det var Bjarne fra Vinimperiet, der – med sin franske specialviden – var initiativtager, bagmand bag smagningen og havde indkøbt alle vinene direkte fra Frankrig. Derfor var mange af vinene selvfølgelig også økologiske eller biodynamiske, men det gjorde blot smagningen endnu mere interessant.

Lad os dog inden vi tager et kig på vinene lige se lidt nærmere på Sud-Ouest vinregionen, der ligger både øst og syd for Bordeaux … helt fra Bergerac i nord til baskerlandet og den spanske grænse mod syd.

Det er et ganske stort område, men vinområderne ligger spredt som små øer i et arealmæssigt stort område med påvirkning af både Bordeaux, Langedoc, Roussillon, Rhône og Spanien. Men vinmæssigt er det imidlertid noget mindre end fx Bordeaux … i Sud-Ouest er der samlet 47.000 hektar vinmarker mod knap 120.000 hektar i Bordeaux.

Historien

Det var romerne, som startede med at dyrke vin i Sydvestfrankrig og fik en blomsterende handel med vin … faktisk længe før der blev plantet vinstokke i Bordeaux. Generelt var det sydvestlige område mere gunstig for vinproduktion … der var varmere end i Bordeaux, hvilket betød en tidligere høst og stærkere alkohol i vinene.

Vinhandel blev dog næsten udslettet i det 8. århundrede, da enten vikinger eller muslimer, som bosatte sig i Spanien og Septimania, plyndrede både byer og klostre, befæstede havnene og dermed næsten stoppede al vinhandel.

Og netop afskibningen af vinene var afgørende. Således blev vinene fra Sydvestfrankrig senere primært afskibet fra Bordeaux by til markeder langs Atlanterhavskysten.

Afskibningen blev også årsagen til, at det blev Bordeaux, som trak det længste strå … og Sydvestfrankrig fik det meget svært. For i takt med, at Bordeaux voksede, så indførte vinkøbmændene – der så vinene fra Sydvestfrankrig, som en trussel mod deres økonomiske interesser – i 13 og 14-hundrede tallet et sæt regler Police des Vins, som favoriserede Bordeaux vinene.

Police des Vins regulerede brugen af havnen i Bordeaux, således vinene fra højlandet aka Sydvestfrankrig først kunne sælges, når størstedelen af vinene fra Bordeaux var solgt. Det betød, at vinene fra Sydvestfrankrig strandene i pakhuse i uger eller måneder, førend de måske senere kunne sælges til langt lavere priser.

Denne situation blev reelt først løst i 1773, hvor Louis XVI ophævede Bordeaux’s privilegium, men da er løbet allerede kørt … Bordeaux vinene havde vundet slaget og Sydvestfrankrig har siden levet i skyggen af nok verdens mest berømte vinregion.

Det blev forværret af vinlusen phylloxeras hærgen i 1800 tallet, og den ramte Sydvestfrankrig meget hårdt. Selvom Bordeaux allerede havde taget førertrøjen på dette tidspunkt, så var Sydvestfrankrig alligevel dengang fortsat et af de vigtigste vinområder i Frankrig, men det fik phylloxera ændret … området blev skubbet yderligere ud i kulden og er i dag vel nok det mest oversete vinområde i Frankrig.

Sud-Ouest, underregionerne og appellationerne

Vinregionen Sydvestfrankrig er spredt over 13 departementer ud af Frankrigs i alt 96 departementer. Området kan dog reelt set deles op i nogle underregioner og det kan måske bedst illustreres på et kort over området:

Der er lidt simplificeret 4 regioner, som er de vigtigste, nemlig Dordogne/Bergerac i nord, Lot/Garonne, Gascogne samt Béarn/Basque.

Regionerne er meget klimatisk forskellige, så nogle steder er der fastlandsklima, mens andre har decideret kystklima. Nogle steder regner det voldsomt, mens andre har det tørt og varmt.

Denne store variation giver sig naturligvis udslag i vinene, som kan være alt fra dybe og mørke til lette, frugtrige og lyse. Det er måske også en af årsagerne til, at Sydvestfrankrig kan være lidt svær at blive rigtig klog på.

Dordogne/Bergerac

Området betragtes lidt som lillebror til Bordeaux, og der bruges stort set også samme druetyper. Vinene er også dem, som minder mest om Bordeaux.

Som Bordeaux er delt af Gironde floden, så er Bergerac delt af Dordogne floden. Og lige som i Bordeaux er vinene fra de to breder forskellige … dem fra den højre bred er blødere med større finesse end vinene fra venstrebredden.

Lot/Garonne

Nogle kalder området det centrale Sydvestfrankrig og det omfatter bl.a. appellationen Cahors, hvor vi mest støder på den traditionelle Auxerrois aka Malbec drue, som giver garvesyrerige, mørke og næsten sorte vine.

Ellers er området præget af de gængse druer fra Bordeaux samt en smule vine på Tannat. Lot/Garonne er samtidig højborg for gamle, nedarvede traditioner omkring vinproduktion, hvilket – sammen med områdets terrior – giver vinene et særpræg, som kun har meget lidt til fælles med Bordeaux.

Gascogne

Her er der alene 3 større appellationer, nemlig Côtes de Saint-Mont, Tursan og Madiran. Med ellers er området nok allermest kendt for at rumme det store Armagnac distrikt, som producerer den velkendte druebrændevin.

Armagnac var også det område, hvorfra d’Artagnan drog ud omkring år 1630 for at søge berømmelse og lykke hos kongens musketerer, men det er jo en helt anden historie.

Béarn/Basque

Området Béarn/Basque er det sydligste af de 4 områder og omfatter 3 AOC’er, nemlig Béarn, Jurançon og Irouléguy. Det ligger helt ned mod Pyrenæerne. Det er herfra, at béarnaisesaucen stammer fra, og vinene fra dette område besidder ofte den samme fedme som saucen. De drikkes mest lokalt og af turister.

Druerne

Der findes omkring 60 forskellige druesorter, som er normal udbredt i Sydvestfrankrig. Hver AOC appellation har sine sorter, så udbredelsen varierer lidt fra område til område og appellation til appellation.

Til forskel fra resten af Frankrig, så er der i Sud-Ouest plantet rigtigt mange helt lokale druesorter, som hverken ses i andre dele af landet eller udenfor landet. Og mange af dem er druer, som de færrest herhjemme har hørt om.

De vigtigste sorter er Abouriou, Cabernet Franc, Colombard, Côt aka Malbec eller Auxerrois, Duras, Fer Servadou, Gros Manseng, Petite Manseng, Loin de l’œil, Mauzac, Négrette, Prunelard og Tannat.

Men selvfølgelig finder vi også masser af både Cabernet Sauvignon, Sémillon og Merlot druesorter i vinene fra Sydvestfrankrig henset naboskabet til Bordeaux. Men jo længere man kommer ned mod det sydlige, jo mere er vinene lavet på de lokale druer.

Vinene … denne aften

Denne Sydvestfrankrig smagning bød på et skønt mix af forskellige vine … og forskellige druer, suppleret med 3 vine, som ikke var fra området, nemlig blind start med en gammel Chinon Loire vin samt et par Alsace vine.  Med hovedparten dog fra Sud-Ouest.

Dermed kom det samlede lille, beskedne smageprogram til at omfatte følgende 22 vine:

På kortet ovenover har jeg efter fattig evne med A-K tegnet ind, hvor de forskellige vinhuse er beliggende. Det giver – i hvert fald for mig – et nogenlunde view over spredningen af de smagte vine.

Konklusion

Jeg har – as usual – ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Samlet set var det en virkelig spændende smagning med vine, som var meget forskellige.

Der var mange opture … toppen var nok 1997’eren Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre, men også sjove, moderne og bio bio vine som Orange Voilée Chenin Blanc fra Mas del Périé gjorde indtryk og vidnede om, at Sydvestfrankrig er alt for overset, men at der er noget, som rumler og på vej frem.

Jeg er i hvert fald blevet en smule klogere på Sydvestfrankrig og har antennerne ude, når jeg næste gang falder over en vin fra dette lidet agtede område. Og sluttelig selvfølgelig en stor tak til Bjarne for at sætte sådan en smagning op … klasse.

Test af en håndfuld Amaroner … 7 fuldblods & 1 wanna-be

Er der amoriner i luften, når jeres flittige vinblogger tester en håndfuld tunge Amarone vine? Amors Amarone pile har traditionelt haft det svært med trænge gennem vinbloggerens armor og ramme i hjertekulen, men op til juletiden er der ofte fokus på de tunge Veneto vine, da de tit – like it or not – anbefales til julemiddagen.

Jeg har fået et par Amarone vine til test … og har også selv fra tidligere en række flasker liggende, så hvad er mere naturligt end at teste vinene på én gang? En mikro udvidet smagning, en samtidig velkommen oprydning i vinkøleskabet og flere vine skaber jo også et bedre grundlag for vurdering, når de kan sammenlignes.

Min erfaring med Amarone er, at der er meget stor forskel i vinene. Der sælges mange dårlige, billige vine, hvilket har givet Amarone et blandet omdømme. Men når man smager virkelig vellavet Amarone, så må man bøje sig … og det gælder også for jeres flittige vinblogger, som ofte har haft fabelagtige oplevelser med denne type vin, som ellers ikke hører til blandt mine favoritter.

Og generelt er Amarone vel også en vintype, som deler folk? Mange elsker de kraftige, fede, voluminøse og bløde vine, mens andre hader dem. Jeg hader ikke nogle typer af vin, men er med årene blevet mere og mere bevidst om, hvad jeg helst vil drikke. Men godt håndværk kan altid smages … uanset vintype.

Denne lille test er på ingen måder retvisende for Amarone vinene … blot lige, hvad jeg havde i mine vinøse skuffer og samtidig også i meget forskellige årgange, nogle forholdsvis nye og andre med op til 12 år på kilometertælleren. Men testen er selvfølgelig ganske aktuelt, hvis du er én af dem, som skal ha’ fundet en Amarone eller to til juleaften, som jo nærmer sig med skrækindjagende fart.

Amarone vine er nærmest blevet en dansk juleklassiker at sætte til maden juleaften, da de tørrede druer giver et pænt sukkerindhold og dermed ofte et sødligt præg som passer julemanden. Derudover har Amarone næsten aldrig megen tannin, er ganske fed – som julemaden – og selvfølgelig altid med en ganske høj alkoholprocent, hvilket samlet gør, at den netop kan matche den fede mad og det svære tilbehør med både surt og sødt.

Feltet kom i en helt tilfældig smagsrækkefølge til at se sådan her ud … 7 x Amarone samt en Amarone wanna-be, nemlig vinen Rosso Passito Secco Ai Volti IGT. Den er reelt lavet som Corte Lenguins almindelige  Amarone, men må blot ikke kaldes sådan, da de italienske regler alene tillader en vis mængde Amarone vine ud fra vinhusets areal af marker.

Nå, men nok snak … hvilke Amarone vine gjorde det godt, og hvilke dumpede? Smagepanellet ratede alle vinene efter mit lille 7 Thumbs Up system og skal vi se på gennemsnittet af karakterer, så endte Guerrieri Rizzardi på en klar 1. plads med et samlet gennemsnit på 5,5 Thumbs Up og flere rene 6’ere.

Både Zeni Vigne Alte, Cantine Buglioni 2013 og Sartori måtte deles om 2. pladsen med samlet gennemsnit på 5 Thumbs Up. Habile vine med den kvalitet, som man bør kunne forvente af Amarone og langt fra det rosinvand, som jeg virkelig hader.

Corte Lenguin havde prop og måtte hældes ud. Den deltog derfor selvfølgelig ikke i konkurrencen. Sidstepladsen gik i stedet til den ældre Villa Annaberta … en ganske uinteressant og ligegyldig supermarkedsrosinvin.

Jeg har selvfølgelig – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Men konklusionen blev, at der skam findes gode Amarone vine … men også meget skrammel, so be careful out there.

VIP Champagnesmagning & Private Dining ekstravaganza

Champaniac & nor|event afholdte forleden en overdådig, ekstravagant, lukullisk og særlig aften for en flok champagne og gourmetentusiaster. En aften kun for særligt inviterede gæster, og med det formål at teste et champagne/dining koncept med et sandt showoff for gæsterne … vise, hvordan nordisk gourmetmad og champagne passer perfekt sammen.

Jan og Carsten fra Champaniac havde inviteret jeres flittige vinblogger med og jeg havde selvfølgelig takket pænt ja tak til den venlige invitation … det lød jo som en no-brainer, gode champagner og mad fra Kevins nor|event. What’s not to like? Noget af alt det gode i livet og en aften med ukendte og ganske sikkert spændende mennesker, for hvem drikker ellers champagne?

Konen skulle jobbe, så jeg måtte gribe til min gamle – om end dækmæssigt til city-asfalt updatede – celestefarvede MTB inspirerede jernhest fra Pantanis gloværdige, epoholdige storhedstid og træde de 16-17 kilometer fra det houlbergske hjem til det boblende eldorado mål med forventningerne som et solidt fremaddrivende energi-boost-brændstof.

Det betød måske også, at jeg – vel ankommet og afspændt en lidet charmende cykelhjelm – virkede en anelse underdresset til en sådan VIP  Private Dining med tilhørende bobler … i hvert fald skammeligt sammenlignet med de øvrige fremmødte deltagere i stadstøj og diner jackets. Alle smukke og velklædte mennesker.

WTF havde jeg tænkt på? Jeg havde dog medbragt en ekstra t-shirt, da jeg trods alt erfaringsmæssigt vidste, at en cykeltur – trods mit totalt forrygende kolesterolfattige kondital – godt kunne give anledning til en sveddråbe eller to på panden.

Efter en let mande-makeover og pulsen tilbage fra max til næsten almindelig hvilezone, så var jeg klar. Men det var Champaniac og nor|event bestemt også, for de – eller måske rettere Carstens hustru – havde dækket smukt op til 9 personer og forventningens glæde steg løbende i takt med, at alle deltagerne en efter en arriverede til det, der denne aften skulle være champagnens mekka.

Imidlertid skulle hverken Carsten eller Jan overraskende nok sidde ned til bords og spise med … men alene stå for præsentationen og serveringerne af champagnerne, mens Kevin løbende ville præsentere maden. Så efter en kort velkomst fra aftenens værter, så blev herlighederne skudt i gang med et brag.

Champaniac fortalte først lidt om baggrunden for aftenen, deres lille importfirma og for deres kærlighed for champagne. Det er alene et firma, som de driver på hobbybasis, men en alvorlig hobby og de koncentrerer sig alene om helt små producenter i Champagne.

Kevin fra nor|event fortalte derefter, at vi samlet skulle ha’ 8 serveringer, selvfølgelig startende med nogle små appetizers og senere også et par større retter og lidt sødt til sidst.

Men først skulle der selvfølgelig champagne i glassene … en pre-opvarmning inden maden, hvor vi smagte 3 x basischampagner fra henholdsvis Claude Cazals, Louis Nicaise og Boizel. Hertil var der lidt saltede og røgede mandler, nogle luftige knækbrød og en rygeostecreme.

Så var vi således i gang … og med stil. Champagnepropperne røg af flaskerne, ikke med et brusende brag som efter en Formel 1 sejr eller ved fejring af andre store begivenheder, men helt efter de professionelle forskrifter … stille og kontrolleret.

Jan sagde, at det skulle lyde som en veltilfreds kvinde og jeg kunne supplere med, at jeg havde hørt, at det skulle lyde som en kvindes suk … men det er måske to sider af samme sag.

Champaniac havde forberedt aftenen grundigt. Udover den nævnte, smukke  borddækning second-to-none, så var der en oversigt over de champagner, som vi skulle smage. Derudover havde de lavet et oplysende skema over aromaudviklingen i champagner på de 3 gængse druer, Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir ved forskellige aldre.

Vi skulle – som skemaet tydeligt viste – igennem ikke mindre end 16 champagner i løbet af aftenen, og de fleste skulle serveres i sæt af 2, så man kunne smage champagnerne op imod hinanden. Men allerede ved de første 3 basischampagner gik snakken hurtigt om duftene, smagene og generelt steg stemningen i takt med champagne i glassene.

Nogle af gæsterne omkring bordet havde ikke så megen erfaring i at smage og drikke champagne, mens andre var mere velbevandret i champagnes verden. En broget flok af forskellig herkomst, men alle de  sødeste og rareste mennesker.

Imens rumsterede Kevin i køkkenet sammen med kæresten Michel og Karstens hustru. De liflige dufte dansede rundt i lokalet, ramte med sylespids akkuratesse lige mit næsebor, sendte signalerne videre til både mave, hjerte og afslørede – måske ikke overraskende – at de havde gang i noget spændende.

Og det varede da heller ikke længe, inden den første ret kom på bordet. Samlet kom menuen til at se sådan her ud … men lad os kigge på retterne og de tilhørende champagner ret for ret:

Ravioli med syltet selleri

Første lille appetizer blev en slags ravioli med syltet selleri … lækker lille mundhaps med både bid, sødme og syrlighed. Dertil serverede Champaniac drengene to Blanc de Blancs champagner …  nemlig Gabriel-Pagins Carte d’Or Blanc de Noirs og en totalt charmerende Blanc de Blancs fra Louis Nicaise, nemlig Le Noces Blanches Brut … klart bedste champagne af de første. Brilliant!

Kalvelårtunge med Vesterhavsost og blomsterkarse

Til et sæt med 2 x roséchampagner … Claude Cazals’ Cuvée Rosé Grand Cru og en Premier Cru Rosé Brut fra Louis Nicaise fik vi næste lille godbid. Det var noget kalvelårtunge, som havde rullet sig rundt om lidt Vesterhavsost og blomsterkarse.

Rullen var også pyntet med noget ovenpå … men hvad fik jeg ikke noteret, men godt smagte det. Af de 2 champagner havde jeg Nicaise som en svag vinder foran Cazals.

Tatar med urtecreme og kaviar

Jeg har tidligere – nej mange – gange smagt Kevins tatar og den er freaking, fucking fantastisk, pardon my french. Jeg bestiller den altid som en ekstra ret, når jeg får tapas fra nor|event, og selvfølgelig sku’ vi også ha’ tatar denne aften … lidt provokerende serveret med kaviar ovenpå.

Det spillede max og blev suppleret af Boizels Premier Cru Rosé, som jeg har smagt tidligere, men denne aften stod klart bedre, end da jeg smagte champagnen første gang.

Jeg ved ikke helt, om Kevins rørte tatar er inspireret af Michel Michaud, men det er jo også lige meget, for det smagte herregodt … men åbenbart også damegodt, for de smukke kvinder omkring bordet synes også om retten.

Den anden champagne i dette sæt af de blegrøde bobler var champagnen Cuvée Rubis Brut Premier Cru fra champagnehuset Vilmart & Cie, som efter min mening var klart den bedste af roséerne.

Vilmart & Cie er et nyt hus hos Champaniac. Derfor havde Carsten og Jan glædet sig til præsentere huset for os … og selvfølgelig høre vores vurderinger. Hos mig opnåede de 3 smagte champagner fra huset det højeste gennemsnit, så det er vist et champagnehus, som de godt kan være bekendt, selvom det selvfølgelig er i en ganske uofficiel test.

Kulmule med syltede grønne tomater og sauce med urteolie

Næste ret blev en skøn, lækker tempereret kulmule med lidt syltede, grønne tomater og en sauce med en grøn urteolie. Hertil fortsatte med endnu en champagne fra Vilmart & Cie … nemlig en fantastisk vintage champagne, 2011 Grand Cellier d’Or Premier Cru og endda i magnumflaske.

Dermed tog vi også hul på vintagechampagnerne, som – nær en enkelt undtagelse – kom til at fylde resten af aftenen. Et klart niveau op, men selvfølgelig også prismæssigt et step op.

Stegte & tørrede kammuslinger med tangmayo og hyldebærkapers

Ved næste ret havde nor|event både stegt og tørret nogle kammuslinger. De tørrede var skåret i tynde skriver og de stegte blot lige lynstegt for at give farve. De blev serveret med nogle hyldebærkapers, skum og i en stor muslingeskal.

Vinmæssigt blev muslingerne i det ene glas fuldt til dørs af en vintage 2006 Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru fra champagnehuset Claude Cazals legendariske mark. Den havde nogle lækre smørkrydrede aromaer samt en utrolig lethed, som virkelig klædte kammuslingerne. Great choice.

I det andet glas blev det en anden Blanc de Blancs … en 2008 Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru fra Gabriel-Pagin Fils og med klart mere tæt frugt og aromatisk tyngde.

Grillet tun med estragon-mayo, avokado & grønne æbler

Ingredienserne til denne let grillet tun er jeg ikke helt sikker på … nåede simpelthen ikke at notere alle elementerne, men det var ubetinget aftenens bedste ret. For satan … og igen pardon my french, men det smagte bare himmelsk.

Der var noget med noget soya, ingefær, estragon-mayo, avokado, grønne æbler … men samlet helt vildt over the moon. Og for så lige at toppe retten ekstra op, så serverede Champaniac drengene 2 x champagner fra Louis Nicaise … begge helt i særklasse, men jeg har vist også et svagt hjerte for netop champagnerne fra Nicaise.

Den ene var en toplækker 2011 Extra Brut Premier Cru fra Louis Nicaise og den anden den velkendt sorte Noir Blanc de Noirs Premier Cru … eksklusive dråber og en champagne, som jeg også tidligere har været oppe at ringe over.

Strike one, bingo, bulls eye og pletskud.

Langtidsbagt kalvespidsbryst på sellericreme

Kalvespidsbryst er en af de ureelle udskæringer, som virkelig kommer til sin ret i en langsom simretilberedning og Kevin havde givet denne 24 timer ved 57 grader. WTF? Det gav et utroligt mørt og lækkert stykke kød, som blev serveret ovenpå sellericreme med lidt syltede svampe og vistnok havtorn.

Sammen med spidsbrystet nød vi så aftenens bedste champagne, en 2000 Joyau de France fra Boizel. Det var zen, konge og total ekstravaganze på flaske. Champagnen i det andet glas kom også fra øverste hylde, nemlig en 2011 Grand Cellier Rubis Premier Cru fra det nye champagnehus Vilmart & Cie.

Sødt

Til lige at runde aftenen af, så var der også lidt sødt, nogle trøffelkugler på pinde samt noget geleagtigt sødt i sneglehuse, smukt og dekorativt placeret ovenpå sten … som dog ifølge kokken ikke burde kunne spises.

Her er det samlede overblik over de champagner, som vi smagte i løbet af aftenen:

Jeg havde tidligere smagt 5 af champagnerne før, så der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser. Jeg har for de øvrige champagner selvfølgelig linket til mine beskrivelser og smagsnoter fra aftenen.

Vinderen i min bog blev klart allerførst 2000 Joyau de France fra Boizel, men derudover gjorde også Vilmart & Cie indtryk med deres 2011 Grand Cellier d’Or Premier Cru og Grand Cellier Rubis Premier Cru.

Men selvfølgelig også Nicaise … elsker deres Noir Blanc de Noirs Premier Cru, men også Extra Brut Premier Cru samt Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs er da alle totalt overlækre.

Sikke en aften … 16 x champagner og 8 x gourmet serveringer samt en masse nye mennesker. Godt fuld af indtryk, smage og berusende bobler sluttede aftenen.

En absolut succes … og jeg måtte gøre klar til returturen i mørket med lygterne godt tændt på jernhesten. Boblerne var lige præcis den epo, som gjorde hjemturen en leg … sådan da.

Tak for Carsten, Jan og Kevin samt hjælpere for en forrygende aften. Og en tak til de søde mennesker om bordet … I er for crazy og værd at drikke champagne med.

Jeps … masser af flasker, men der blev også efterladt et varigt indtryk hos 9 veltilfredse gæster. Det blev virkelig en champagne og gourmetaften ekstravaganza … en aften udover det sædvanlige.

Anmeldelse 7/7  

Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist?

Blåskimmelrøv, babybræk, petroleum, svævende auberginer, syrebananer, bundtræk og døde håndklæder var blot nogle af de mange ord, som en flok vinnørder forleden anvendte, da de skulle beskrive 20 tørre Riesling topvine fra øverste hylde i det, som helt passende kunne kaldes det uofficielle europamesterskab i tør Riesling.

Det var Jacob fra Propperiet Vin Import, der havde fået den brillante idé at holde sådan en mesterskabsaften. Bare nogle af de bedste producenter af Riesling i Europa og deres topvine, smagt blindt for slutteligt at kåre en vinder. Kåre simpelt, enkelt … men på ingen måder banalt, snarere dødalvorligt. Og som de jo siger i den germanske forbundsrepublik; Germans dont make jokes.

Til at stå i ringhjørnet havde Jacob fundet 20 kombattanter fra henholdsvis Mosel, Rheingau – altså de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe samt 4 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig og 2 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Skulle jeg inden smagningen agerer betting site eller en lurvet, lumpen og afdanket bookmaker, så havde jeg nok satset mine spinkle lommepenge på vinene fra Mosel og Rheingau med Østrig som en joker. I de områder ligger mine præferencer generelt, hvis man generelt skal generalisere.

I kampe mellem Alsace og de tyske vine foretrækker jeg altid de tyske. I vores sydlige bruderland er vinene fra både Rheinhessen, Pfalz og Nahe generelt – efter min erfaring – ikke helt så skarpe, som dem fra Mosel og Rheingau, hvis vi igen skal generalisere. Men der findes jo fremragende producenter i alle områder.

Og til en blindsmagning er der netop ikke plads til generaliseringer … for dels bestod feltet denne aften nogle af de bedste Riesling saftpressere fra de respektive områder og samtidig pilles alle fordomme væk, når vinene smages blindt. Derudover skal det med i ligningen, at de fleste af vinene var helt unge … og dermed måske et stykke fra deres potentielle storhed.

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses rundt om bordet – bestod af flere branchefolk, Jacob og Claus fra Propperiet, den navnkundige René Langdahl Jørgensen, Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vine, sommelieren Alex fra Gastromé, den bekendte med navnet Madsen og så det tynde øl i form af jeres flittige vinblogger samt min legendariske vinbuddy Gert E.

Det er en flok søde, dejlige mennesker og med klare holdninger til de smagte vine, og med deres store erfaringer i vinbranchen var de fantastiske at drikke vin sammen med. Vi var enige om mange af vinene – næsten i sync – og nogle gange også uenige på kryds og tværs af bordet, men altid med klare meninger om vinene samt fremragende smagssanser.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret. Det var dog samlet set en vin fra Mosel – Winninger Uhlen R Rotlay Riesling GG fra Weingut Heymann-Löwenstein – som vandt prisen som bedste europæiske tørre Riesling. Sådan … og så lige en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus  für der Meister.

Selvom det områdemæssigt ganske fornuftigt var Mosel, Rheingau og Østrig, som vandt som værende de tre bedste områder, så var rækkefølgen lidt overraskende, idet Østrig helt uimponeret satte sig på 1. pladsen efterfulgt af Rheingau og så Mosel på 3. pladsen. Keine ordnung der, selvom vi har lært, at Ordnung muss sein.

Jeg blev også selv overrasket over mine egne vindere, idet jeg faktisk havde Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Reichsrat von Buhl fra Pfalz som min bedste vin. Den fik dog også generelt pæne ratings, mens Alex’s overraskende 85 point på denne trak gennemsnittet markant ned.

Den blev i min blog dog tæt efterfulgt af Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG fra Weingut Kühling-Gillot i Rheinhessen på min 2. plads og dermed var mine to bedste vine netop fra to af de områder, som jeg normalt vil rangere lavest blandt de repræsenterede. Et par vine fra Alsace lå endda også højt på mine ratings. Men sikke nogle vine.

Områdemæssigt havde jeg følgende rækkefølge; Pfalz, Østrig, Alsace, Rheingau, Mosel, Rheinhessen og Nahe. Generelt var niveauet dog sindssygt højt og der var ingen Prügelknabe, dårlige plattyske vine … blot forskellige smag og holdninger. Herligt.

René Langdahl Jørgensen og jeg var dem, som samlet set gav vinene fleste point og havde også begge Pfalz samt Østrig højt på samlet score set områdemæssigt, mens jeg – selvfølgelig ubevidst – var en tak mere nærig med scoren på vinene fra Mosel, selvom det dog er nuancer, som vi snakker om.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. De kom i sæt af 4 vine, samlet 5 sæt … altså 20 Riesling GG vine. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke, men skal selvfølgelig nok i den kommende uge linke op til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev det en night to remember … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 20 topvine på Riesling i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag og man kan leve højt på i lang tid.

Glæder mig til, hvad du kan finde på næste gang og begræder fortsat, at jeg ikke kunne deltage i den tidligere Spätburgunder smagning tilbage i maj måned. Men som min gamle chef altid sagde; man kan ikke både blæse og ha’ ål i strømperne.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Jeg var til sidst også godt træt efter en lang dag, som havde startet kl. 05.00 med bagning af boller til brug efter morgentræning i Fitness med puls netværket kl. 07.00 efterfulgt af en lang arbejdsdag … og så lige 20 x Riesling som fint punktum denne dag. Sådan … game over.

Lineup fra aftenens 20 x Riesling.

Seriesmagning af vinøse tarotkort … Xavier Vignons Arcane vine

Tarotkort siges at indeholde hele universets visdom … og kan du tyde kortene får du andel i denne visdom og dermed vejledning til at leve livet og træffe vigtige valg på livets vej.

Kortene er opdelt i den store arkana – Arcane – der består af 22 kort, som siges at være symbol for de 22 prøvelser, som et menneske skal igennem for at opnå indsigt og forståelse af sig selv og universets sammenhæng.

Supervin i Hjørring – de ihærdige vinkøbmænd – har sendt jeres flittige vinblogger 4 tarotkort til test. Ikke som en prøvelse, men nærmere for at jeg skal opnå en større indsigt  – ikke om universets sammenhæng – men derimod om vinmageren Xavier Vignons vine i serien Arcane, opkaldt efter de indsigtsgivende kort.

Xavier Vignon har nemlig lavet en lille serie af 4 vine – alle fra Rhône – under Arcane navnet … hver vin med et tarotkort som etiket samt navnet på et af symbolerne fra den store arkana. Dem tester Houlberg nu i en lille seriesmagning.

De 4 tarotkort er nemlig;

Og alt kommer jo også i serier i øjeblikket, brande, mordere, fodbold … eller tag’ et kig på Netflix, HBO eller andre tv-kanaler, hvor alt også er serier. Så hvorfor ikke lige lave en lille seriesmagning med de 4 fremsendte tarotkort, når nu stjernerne, månen og solen står rigtigt placeret på himlen.

Men inden kigger på Arcane vinene, så lad os lige se lidt nærmere på vinmageren bag vinene, for Xavier Vignon er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog.

Han er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’œnologue og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter.

Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine … en forretning, som er voldsomt stigende i disse år.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon. Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog. Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men kraftigt voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger siger, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf-du-Pape vine.

Konklusion af smagningen – Arcane vinene

Lad det være sagt med det samme … der er Le Pape og så de andre, for topvinen – og den mest beskrevne vin i serien – er i særklasse og adskiller sig markant fra de 3 andre vine i serien.

Så kåringen af en vinder er næsten omsonst, idet Le Pape klart skiller sig ud, men koster jo også markant mere end de øvrige 3 vine, så på den måde skal den også være bedre.

Generelt er det solrige, kraftige Rhônevine, hvilket også Parker anmeldelserne af vinene bekræfter. Le Diable har fået 94 point, Le Soleil 94 point, La Lune 92 point og Le Pape 96+ og således alle i den høje ende af skalaen.

Le Diable og Le Soleil er begge årgang 2015, mens de andre er fra 2010, hvilket selvfølgelig også giver en forskel og måske er begge 2015 vine fortsat for unge, men læs mine anmeldelser, hvis de vil have det samlede indtryk.

Tak til Supervin for udfordringen … og indsigten

Bourgogne … en eftermiddag på ET med Labruyére, Rion & Fagot

Jesper fra Brdr. D’s Vinhandel gav mig forleden et tilbud, som var svært at afslå; tilbringe 2 timer fredag eftermiddag i selskab med 3 vinproducenter fra Bourgogne og deres vine på Restaurant ET … eller alternativ blot at være arbejdsom, holde snuden i sporet og passe mit arbejde.

Og selvom jeg selvfølgelig lige overvejede de to alternativer i omkring 15 millisekunder, så valgte jeg – helt overraskede – at læske min gane med burgundiske vine.

Vinsmagningen var arrangeret af Vinmonopolet, som ligger i Silkeborg. De er vinimportører, men sælger ikke til private … udelukkende til restauranter og detailbutikker, herunder altså også Brdr. D’s Vinhandel, der jo også har en afdelingen i Silkeborg.

Smagningen var primært henvendt til folk i restaurationsbranchen, men jeres flittige vinblogger var – som mange gange – før kommet med på en badebillet som det tynde øl. Jeg brokkede mig ikke, men sendte allerede da jeg trådte ind på Restaurant ET en varm tanke til Jesper … takker!

Programmet talte 3 forskellige producenter fra Bourgogne, nemlig Domaine Labruyère, Domaine Daniel Rion & Fils samt Domaine Jean-Charles Fagot med 5 vine fra hvert vinhus, altså samlet 15 burgundiske vine, hvilket dog endte med 16 vine, da Labruyére præsenterede en ekstra vin.

Samlet så smageprogrammet sådan her ud:

Labruyère

Rion

Fagot

Fra Famille Labruyére deltog husets marketingchef Valeria Makarova, mens Domaine Daniel Rion & Fils var repræsenteret af Daniels søster Pascale og fra det sidste vinhus var det ejeren og vinmageren Jean-Charles Fagot himself, som havde taget turen til Aarhus for at præsentere sine vine.

Jeg var en af de første, som forventningsfuld mødte op i kælderen hos Restaurant ET, hvor jeg blev budt velkommen af Danny Petersen fra Vinmonopolet. Jeg fik dog snart følgeskab af bl.a. Søren Haumann, som er sommelier på Frederikshøj, samt en række andre folk fra branchen. Dem fik jeg dog ikke lige fanget navne på.

Danny var en smule nervøs, idet vinene på smageprogrammet endnu ikke var dukket op grundet en fejl hos PostNord, som havde læsset vinene på et forkert lastbil. Jean-Charles Fagot så mere ubekymret ud, men det kunne han også … vinene nåede frem til den franske restaurant i sidste sekund.

Der var dækket op med vinglas i det meste af kælderen på Restaurant ET, men samlet var fremmødet lidt beskedent, men sådan er det måske, når det alene er travle folk, som er meget målrettet i søgen efter vine, som kan passe til netop deres restaurant.

Og således gik smagningen også hurtigt i gang uden større indledning og samtidig også i et rask tempo. Måske lidt forvirrende for en sendrægtig jysk vinblogger, men jeg holdt sgu tempoet … sådan da.

Vi startede med de hvide fra Fagot og Labruyére, derefter rosévinen fra Fagot og så stod den ellers på flotte, burgundiske rødvine resten af vejen … og serveret lidt på skift mellem de tre producenter. Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … men blot i samme rækkefølge som i smageskemaet.

De vinøse højdepunkter var Labryéres 2016 Beaune Clos de la Féguine Premier Cru samt Rions 2014 Vosne Romanée Village og 2015 Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes.

De 3 vine bekræftede, hvorfor Bourgogne hører til blandt verdens bedste vine. Når det er virkelig godt, så er det nærmest forførende, unikt og magisk.

Tak til både Jesper fra Brdr. D’s Vinhandel og Danny fra Vinmonopolet … samt selvfølgelig de tre søde repræsentanter fra Labruyére, Rion og Fagot, som jeg selvfølgelig nåede at få en kort snak med og selvfølgelig de obligatoriske selfies med … omhyggelig vinblogger, som man nu er.

Smagning med Knud Kjellerup … ejer af Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit

Jeg blev forleden indbudt til en lille eksklusiv Bourgogne smagning i Mariager med Knud Kjellerup, der er medejer af Domaine Bernollin & Albert Sounit og tidligere grundlægger af Østjysk Vinforsyning.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, selvom jeg skulle køre og derfor måtte spytte de fleste af vinene ud … hvilket jeg jo hader. Tror sgu, at jeg vil stifte mit ejet lille brand #danesdontspit eller #aldrigspyttevinud !!!

Vi var en lille eksklusiv skare på 10 personer inkl. Knud Kjellerup … og han havde forberedt et pænt stort program med ikke mindre end 19 vine fra henholdsvis Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit, nemlig 4 crémant’er, 8 hvide samt 7 røde bourgogner.

En enkelt havde prop og udgik at programmet, men eller så det samlede program sådan her ud:

Crémant
Blancs de Bourgogne
Rouge de Bourgogne
Historien om Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin

Knud Kjellerup er en fantastisk god fortæller, så vi fik hørt lidt om historien bag vinhuset i Bourgogne, om det at være burgundisk vinbonde bosiddende i Danmark, produktionen af vinene og selvfølgelig masser af info om de forskellige vine.

Hvis vi starter med at kigge på historien om Maison Albert Sounit, så købte Knud Kjellerup vinhuset Maison Albert Sounit tilbage i 1993 sammen med sine to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen.

Dengang var Maison Albert Sounit alene et negociantfirma, som ikke ejede en eneste mark, og det danske trekløver købte da også alene firmaet, mens de lejede sig ind i husets smukke, gamle bygning på Place du Champ de Foire i Rully.

Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største, ældste og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere, mens vinhuset først fik sit nuværende navn i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Siden overtagelse i 1993 har Knud Kjellerup og kompagni dog købt bygningen og har også – stille og roligt – opkøbt marker. Det kulminerede i 2005, hvor de købte Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy i hjertet af Côte Chalonnaise og lagde det sammen med Maison Albert Sounit.

Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Det betyder, at Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin i dag sammenlagt har imponerende 16,5 hektar vinmarker i det dyre Bourgogne, men derudover køber man – i fortsat bedste negociant stil – også stadigvæk druer hos en række vinavlere.

Det betyder, at der samlet i dag produceres omkring 220.000 flaske vin, hvilket sker på Bernollin vineriet i Jully-les-Buxy, mens de fleste af vinene fortsat lagres i de gamle kældre i Rully.

At være fransk vinbonde … og bo i Danmark

Knud Kjellerup solgte undervejs Østjysk Vinforsyning for at koncentrere sig om det franske eventyr på Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin, men han er nu privat fortsat bosiddende i Hinnerup mellem Hadsten og Århus.

Han fortalte, at han egentlig aldrig har overvejet at flytte til Frankrig, da han elsker Danmark. Det betyder blot, at hans Citroën så må tage turen de omkring 1.200 kilometer til Bourgogne med jævne mellemrum.

Flyve gider Knud nemlig ikke … det er sgu ærlig talt for stressende og bøvlet. Og med en base i Danmark, så kan Knud Kjellerup også stå for en række smagninger for Kjær & Sommerfelt, som er dansk importør af vinene fra Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin.

Den lille eksklusive smagning af vinene

Vi fik et fint indblik i alle vinene fra begge vinhuse og jeg må klart erkende, at kvalitetsniveauet gennem årene har fået et gevaldigt løft, således vinene i dag synes meget spændende og attraktive … og det gælder sådan set både crémanterne samt de hvide og røde bourgogner.

Selvom smagningen foregik i et forholdsvis hurtigt tempo, så har jeg smagsnoterne på alle vinene. Jeg har været lidt vægelsindet om, hvorvidt jeg skulle poste 18 indlæg fra samme vinhus, hvilket måske kan blive en kende kedeligt for læserne.

Men jeg har nu besluttet, at selvfølgelig skal jeg det … så jeg har postet indlæggene næsten på én gang. Crémanterne på én gang, de hvide på én gang og ligeledes de røde. Take it or leave. Spring over … videre eller nørd dig ind i bourgognes vidunderlige verden.

Med sammenlagt en fantastisk aften … og tak til Knud Kjellerup for at præsentationen. Jeg skulle køre hjem, men uden problemer, da jeg havde spyttet de fleste vine ud … måske lidt undtagen de fantastiske 2015 Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus og Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune.