Kategoriarkiv: Andre smagninger

Houlberg til Distinto branchesmagning … en eftermiddag med alt for lækker vin

Jeres flittige vinblogger var forleden som et wildcard inviteret til Distintos store branchesmagning på Restaurant Domestic i Aarhus … et lille eksklusivt arrangement for folk i vinbranchen.

Jeg havde ikke kunnet sige nej … og gud ske tak og lov for det, for Distinto havde taget ikke mindre end 73 forskellige lækre vine med til smagningen. For Houlberg føltes det som at være 10 år og være sluppet løs i en legetøjforretning … så meget at se og smage … men alt for lidt tid … og så på en mandag eftermiddag.

Der var ikke overcrowded, men jeg rendte fluks ind i Mads Thorlann fra Højbjerg Vine. Vi har drukket vin sammen ved flere lejligheder og han elsker – som mig og en bunke andre vinnørder – specielt de italienske vine fra Barolo. Vi fik en hyggelig snak om vin.

Det svære var at vælge, hvilke vine jeg skulle smage. Jeg var kørende, og skulle jo spytte ud, men det ryger jo altid et par dråber ned, så derfor var det vigtigt at vælge omhyggeligt. Jeg tog den lidt afslappet og valgte de vine, som jeg bare helst ville smage … sådan en smule nonchalant af en ellers normalt jordbunden jysk vinblogger.

Men det gjorde, at jeg samlet smagte 17 vine eller blot beskedne 23% af samtlige vine. Men sikke nogle vine jeg smagte, nemlig disse:

WAUW sikke en felt, hvor ikke én eneste vin ikke imponerede, selvom der selvfølgelig var nogle, som bare var bedre end andre. Det absolutte toppunkt for mig var klart en 2006 Barolo Cerequio fra Michele Chiarlo med en 2010 Camerano, Barolo Cannubi San Lorenzo i haserne tæt efter.

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser af vinhusene og anmeldelser af vinene. Det var en seriøs, sej, konge walkaround smagning med masser af perler. Det var fedt at få lov at smage vine fra sådan et felt.

Så stor tak til Jonas og Philip fra Distinto … You Guys Rock.

Winemaker’s Dinner på Funder’s Restaurant

Jeres flittige vinblogger var forleden så heldig at blive inviteret af Jysk Vin til en lille, eksklusiv Winemaker’s Dinner på det nyåbnede Funder’s Restaurant i Randers. En lille hyggelig aften med fokus på vine fra primært Galicien i Spanien og Chianti i Italien.

Den lille Winemaker’s Dinner var lavet som et lille forspil eller en optakt til Jysk Vins store, traditionelle vinfestival, som skulle finde sted et par dage efter. Ved disse vinfestivaler kommer der normalt repræsentanter fra de deltagerende vinhuse og Jysk Vin havde så lokket et par af dem til at komme et par dage før.

Fra Spanien var det vinagenten Manuel Lopez, som repræsenterede flere vinhuse, nemlig cavahuset Ramon Canals i Catalonien, Bodegas Godeval og Ramón do Casar i Galicien. Og fra Italien var det den charmerende Frederica Mascheroni Stianti, der fra vinfamilien i Chianti havde taget turen til Danmark.

Funder’s Restaurant drives af Briand Funder, som tidligere drev den legendariske Marie Grubbe på Tjele Gods. Det er ganske vist en del år siden, men det var præcis og netop på Marie Grubbe, at jeres flittige vinblogger fik én af sine første store gastronomiske oplevelser.

Den nye Funder’s Restaurant ligger sammen med Randers Golfklub og Briand har forpagtet stedets restaurant sammen med kokken Søren Madsen, som har en solid brancheerfaring som kok og køkkenchef fra forskellige restauranter i Århus.

Denne aftenen havde de to kokke forberedt en menu, som var afstemt med vinene … en 5 retters menu suppleret med en lille appetizer og lidt sødt til kaffen bagefter. Menuen så sådan ud:

Og sikke et festfyrværkeri af en menu, men det vender jeg fluks tilbage til, for inden vi gik i krig, så bød først Briand Funder os alle vekommen suppleret med en velkomst fra Flemming fra Jysk Vin … og så kom der ellers bobler i glasset.

Boblerne blev efterfulgt af aftenens første servering;

Appetizers – kammusling – laks – brandade med torsk

Appetizeren var virkelig lækker … kammuslingen var krydret med lidt tørret citron, som klædte marinerede musling. Laksen var lige røget og serveret med lidt creme, men specielt den sidste brandada med torsk og lidt jordstokker i begejstrede mig.

Som velkomst og til at følge appetizerne fik vi serveret et glas spansk cava fra cavahuset Ramon Canals … en 2017 Mont Paral Cava og det var samtidig en lille fin start med lidt sødme, som klædte de 3 x fisk.

Kulmule – lime – sød kartoffel – grøn mayo

Derefter gik vi i gang med den egentlige programsatte 5-retters menu, hvor første servering var en lille og totalt velsmagende ret med kulmule, som blev serveret som en ceviche, hvor kulmulen blot var marineret kort i lidt limesaft … WAUW.

Sammen med en grøn mayo og lidt sødme fra en lille sweet potato aka sød kartoffel gik det op i en højere enhed. Og til at følge den til dørs smagte vi en lækker 2018 Godello vin fra vinhuset Bodegas Godeval. Det er en vin, som jeg har smagt og skrevet om før på bloggen, så jeg har linket til min tidligere anmeldelse.

Manuel Lopez fortalte mellem retterne om de hvide vine … både om vinhusene, de smagte vine og druerne, som vinene er lavet på og naturlig med herlig spansk accent … elsker det sprog.

Tomatsuppe – frisk ost – basilikum-is – frisk trøffel

Funder havde netop fået lidt friske, sorte trøfler og det skulle vi selvfølgelig nyde godt af. Han havde derfor komponeret et lille ret med tomatsuppe, som blev hældt rundt om en slags is lavet med basilikum … og så blev der så drysset revet trøffel over.

Igen en toplækker ret, som modigt blev parret med en hvidvin … en spændende sag fra vinhuset Ramón do Casar og lavet på den noget ukendte Treixadura drue … igen en vin, som jeg har skrevet om tidligere og kaldt en lille genistreg.

Grillet andelever – korn – svampe – druer

Derefter stod aftenen på rødvine fra Castello di Volpaia og vi startede med en Chianti Classico, som Funder havde parret sammen med en mørk og kraftig ret … andelever ovenpå korn. I dette tilfælde var andeleveren først marineret i Sauterne, mens kornene bestod af kogte speltkerner og så suppleret med lidt svampe og druer.

Frederica Mascheroni Stianti fra Castello di Volpaia fortalte også løbende om de vine, som kommer fra hendes families vingård, der netop ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti.

Iberico kæber – selleri – skalotter – bær – sky

Næste ret bragte minder til Funders gamle restaurant Marie Grubbe på Tjele Gods, hvor jeg – for efterhånden herrens mange år siden – deltog i en vildtaften med masser af mørke og tunge vildtretter.

Denne ret var nemlig også en meget mættende og yderst smagfuld ret lavet på svinekæber fra spanske, agern fodrede Iberico grise, her serveret med lidt sellericreme, en mørk gulerod, stegte skalotteløg, en indkogt sky og drys med … lakridspulver mener jeg nok.

Det var en ret, som krævede sin vin, men det løste Volpaias Chianti Classico Riserva helt perfekt. Det var den vin, som i 2018 kom på Winespectators Top 100 liste i en årgang 2015. Vi smagte vinen i årgang 2016 og den havde jeg smagt tidligere … lækker vin.

Ananas – french toast – vaniljeis – brunsviger

Nu var det ikke fordi, at sulten efterhånden var særlig stor … vel snarere tværtom, men lidt dessert er der jo altid plads til. Det blev løst med en sjov lille anretning med en stegt ananas ovenpå en french toast og lidt vaniljeis ovenpå lidt crumble.

I midten var der så en brunsviger … eller rettere en lang tynd streg med smag som en brunsviger, hvilket på den vinøse front blev fulgt flot til dørs af en sød Vinsanto del Chianti Classico fra Castello di Volpaia … dessertvin lavet på Trebbiano og Malvasia druer.

Jeg havde smagt 3 af aftenens 6 vine før … så linkene ovenover er både til beskrivelser og anmeldelser fra tidligere samt fra aftenen for de øvrige.

Kaffe, sødt og en lille grappa

Aftenen sluttede helt perfekt med lidt sødt og en god kop stempelkande kaffe suppleret med et lille glas grappa. Det var en forrygende aften og det er vist sikkert at sige, at Funder er tilbage, så min bedste anbefaling herfra. Og samtidig et stort tak til Flemming og Henrik fra Jysk Vin for invitationen.

Weingut Sohns smagning … et glædelig gensyn & nu tilgængelig herhjemme

I 2017 var jeres flittige vinblogger på et roadtrip i Rheingau og besøgte bl.a. Weingut Sohns … efter anbefaling fra både Balthasar Ress samt Chat Sauvage. Det blev også et ganske fremragende besøg, hvor husets vine virkelig overraskede meget positivt.

Så da den gode Frits fra Winelovers.dk ledte efter små uopdagede producenter, så var jeg ikke sen til at anbefale Weingut Sohns, hvis vine jeg aldrig er stødt på herhjemme. Og Frits er en handlingens mand, så nu importerer han et udvalg af 7 vine fra det lille hus tæt ved Geisenheim i Rheingau.

Derfor har jeg nu fået disse 7 vine til test samt et par ekstra, som dog ikke importeres. Og det er således et glædeligt gensyn og den flittige vinblogger har derfor nu lavet en lille særsmagning … 11 vine fra Weingut Sohns og mit smil er nu bredt og glad.

Historien

Historien om Weingut Sohns startede tilbage i 1929, hvor Jakob Sohns, der var udlært smed – schlossermeister – begyndte at drømme om at blive vinproducent, men først i 1933 købte han de første vinmarker og lagde dermed fundamentet til vingården.

I de første mange år var vinproduktionen mest en hobby, men da sønnen Otto Sohns i 1945 kom med i driften, så udvidede man med køb af yderligere vinmarker og gjorde vinproduktionen til den primære beskæftigelse på gården.

Da Otto i 1969 overtog hele driften sammen med hustruen Barbara, så havde gården samlet 3 hektar vinmarker. Siden 1983 har det imidlertid været Otto og Barbaras søn Erich Sohns, som har drevet vingården.

Erich er opvokset med vin, men egentlig uddannet civilingeniør. Han trådte ind i familievirksomheden straks efter endt uddannelse og han driver den i dag sammen med hustruen Sabine og deres to børn Martin og Pascal.

Pascal er dog også på vej ind i driften, da han blev færdig med sin uddannelse som vinmager i sommeren 2012

Familiens Sohns har samlet 8 hektar vinmarker, hvor hovedparten ligger omkring Geisenheim, men de har også parceller på marker i Oestrich-Winkel, Hallgarten samt en enkelt parcel i både Hattenheim samt Lorch.

Det er nemlig markerne … i Geisenheim; Kläuserweg, Mönchspfad, Kilzberg, Mäuerchen, Fuchsberg og Rothenberg, i Oestrich-Winkel; Jesuitengarten, Hasensprung, Gutenberg, Edelmann og Doosberg, i Hallgarten; Schönhell og Jungfer og endelig Hattenheimer Schützenhaus og Lorchhäuser Seligmacher.

Markerne er for 70% vedkommende Riesling, 20% Spätburgunder, men de resterende sorter er Weissburgunder, Rotberger samt Dornfelder. Alle markerne dyrkes økologisk.

Weingut Sohns laver en langt række vine, og selvom man ikke er medlem af VDP, så følger serierne af vinene alligevel VDPs mønster, blot hedder Gutswein i stedet SOHNS esprit, Ortswein SOHNS elegance, Lagenwein SOHNS Excellence og de bedste Gewächse kaldes SOHNS perfection.

Denne særsmagning

Winelovers.dk har – meget fornuftigt – valgt import af 6 af de bedste tørre vine på Riesling samt en enkelt top Spätburgunder. De fleste af Sohns vine kommer i den smukke, gamle klassiske Rheingau flasker, som man ellers sjældent ser.

Den kaldes en Rheingauer Flöte – altså fløjte – og er en mørkegrøn flaske, der er slank, 35 cm høj og har nogle lodrette kanter på halsen af flasken. Den blev egentlig indført for at tilføre Rheingau vinene deres egen særkende, men den ses imidlertid ikke ret tit … og selv Weingut Sohns er også begyndt at afvige fra dette … katastrofe.

Jeg anbefalede Frits fra Winelovers.dk, at købe ældste årgange af Riesling vinene, både fordi Riesling jo ældes smukt, men også fordi, at Sohns der endnu anvendte Rheingauer Flöte flasken, som vel egentlig gør vinoplevelse en tak større. Selv min frue er vild med Rheingauer Flöte og beder mig tit om at gemme flasken.

Jeg vil også vædde en 10’er på, at dine gæster vil bemærke flasken, hvis den sættes på bordet til en hyggelig komsammen. Det er lidt en skam, at flasken ikke er mere udbredt i Rheingau.

Nå, men denne lille særsmagning af Sohns dejlige vine byder på følgende smageprogram:

Alle de vine, som er markeret med en * stjerne, er de vine, som Winelovers.dk importerer.

Og lad mig afsløre med det samme … min første begejstring for vinene fra Weingut Sohns holder. De leverer sgu varen og samtidig fortsat til fornuftige priser, selv efter transport og diverse udgifter i forbindelse med importen.

Weingut Sohns vinene er totalt oversete … og bør blive en bestseller for Winelovers.dk … jeg er fortsat fan.

Houlberg smager en håndfuld vine fra sydafrikanske Babylonstoren

På adressen Klapmuts Simondium Road lidt udenfor den lille by Simondium omkring 15 kilometer nordøst for Stellenbosch finder vi det 5 stjernede hotel … øhhh store resort Babylonstoren med både hotel, hytter, 3 restauranter, en stor park, spa, pool samt et vineri.

Selve vinhuset Babylonstoren er forholdsvis nyt … alene startet i 2011 og drives af de unge, smukke vinmager Charl Coetzee og den mere erfarne ønolog Klaas Stoffberg. Det ligger i selve Simonsberg-Paarl regionen i Western Cape i Sydafrika omgivet af de imposante Drakenstein bjerge … og et område, som er betydelig varmere end Stellenbosch.

Inden Charl Coetzee kom til Babylonstoren havde hun lavet vin i omkring 8 år, bl.a. hos to vinhuse i Stellenbosch og havde derudover fået erfaringer fra ophold i både Europa og New Zealand.

Historien om Babylonstoren

Babylonstoren farmen stammer helt tilbage fra 1692, hvor den daværende gård med tilhørende jord blev tildelt til Pieter van der Byl af den daværende guvernør Simon van der Stel.  Det var Peter van der Byl, som plantede de første vinstokke på jorden og byggede kanaler til kunstvanding af markerne.

Den nuværende hovedbygning stammer tilbage fra 1777 … en virkelig smuk ejendom bygget i den typiske hollandske stil, som vi også kender fra mange af de andre, historiske vingårde i Sydafrika, mens fx det skæve klokketårn Dovecote og de historiske porte kan dateres tilbage til 1750’erne.

I dag er den nedlagte kostald omdannet til restaurant, og der er nybygget flere boliger, men alle i den oprindelige stil for at sikre en sammenhæng til den oprindelige arkitektur.

Haven på Babylonstoren stammer også tilbage fra 1600-tallet og har mere end 300 sorter af planter, som enten er spiselige eller har en medicinsk værdi. Haven er fortsat i dag en af Babylonstorens store attraktioner og besøges årligt at tusinde mennesker.

Efter Peter van der Byl har Babylonstoren mange forskellige ejere, men da ejeren Dirk Hamman i 1844 gikkonkurs, så gik ejendommen på tvangsauktion og blev så overtaget af Johannes Wynand Louw. Gennem mange generationer har det været Louw familien, som både har drevet og udviklet Babylonstoren videre.

Fx var Johannes Wynand Louws søn Adriaan Jacobus Louw også bestyrelsesformand og  initiativtager til oprettelsen af kooperativet Drakenstein Koöperatiewe Wynkelder, som Babylonstoren også dengang begyndte at levere druer til.

Det sluttede dog i 1979, hvor hvorefter druerne i stedet blev leveret til store Nederburg cellar i Paarl … og det fortsatte man således med indtil 2011, hvor vingården/resortet begyndte at lave egne vine.

Louw familiens ejerskab endte i 2004, hvor David Louw døde, så i dag ejes Babylonstoren af det sydafrikanske millionær Koos Bekker, som har tjent en formue på mediegruppen Naspers, der opererer i 130 lande og er noteret på børserne i London og Johannesburg. Koos er endda med på Forbes liste over verdens rigeste.

Han skulle – efter sigende – i 2019 have en formue på 2,3 milliarder dollars … og det er da en pæn slat.

Vinhuset og vinene

Det betyder også, at intet er sparet i genopbygning Babylonstoren og etableringen af vinhuset. Der er investeret i et state-of-the-art vineri, som skal lave vinene fra husets 88 hektar vinmarker.

De højest beliggende marker ligger i 600 meters højde og der dyrkes 13 forskellige druesorter og på de højeste beliggende marker er der selvfølgelig Chardonnay og Pinot Noir.

Babylonstorens logo er en pibe, en blomst og en fugl … hvor piben repræsenterer bonden, blomsten Babylonstorens fantastiske have og fugl den enestående natur i området. Og det er også fundamentet i vinene fra Babylonstoren ifølge Charl Coetzee.

Jeg har smagt et udvalg af vinene fra Babylonstoren, nemlig disse:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og som I kan se på billedet ovenover, så laver Babylonstoren også både te, olivenolie … og derudover stearinlys, chokolade, sæbe, gardiner, bøger samt boligtekstiler m.v., så det er samlet en stor historie.

Konklusion

Der er ofret mange penge i Babylonstoren projektet og på at lave masser af spændende vine. Nu er det selvfølgelig ikke altid penge, som er ensbetydende med gode vine, men vinhuset er kommet godt fra land, hvilket specielt deres Chardonnay samt den Bordeaux inspirerede Nebukadnesar klart vidner om … og specielt sidstnævnte imponerede denne vinblogger.

Houlberg tester Sidewood Estate vine … præmieret koldklima vinhus i Adelaide Hills

Jeg har fået en røvfuld vine til test fra det præmierede vinhus Sidewood Estate … lidt en hasteopgave med ikke mindre end 10 vine samt 2 små ciders. Men den flittige vinblogger er jo flittig, så han har taget glasset i den anden hånd og gået til opgaven med sædvanlig ildhu. En lille smagning bare med mig selv, som det bedst mulige selskab. Man må jo nøjes.

Sidewood Estate ligger i Onkaparinga dalen … et koldklima område lidt øst for Adelaide i Adelaide Hills området. Vinhuset er ungt …  grundlagt i 2004 af parret Owen og Cassandra Inglis.

De har samlet 91 hektar vinmarker på forskellige lokationer i området, hvilket udover vingården i Onkaparinga også omfatter områderne ved Echunga, Nairne og Verdun.

I Verdun har de deres store Verdun vinmark og der opdrætter de også fuldblods væddeløbsheste og har i øjeblikket omkring 40 af slagsen. I Echunga ligger husets Ironstone mark og i Onkaparinga deres Mappinga og Oakbank marker.

Vinene laves i et samarbejde mellem Owen og Cassandra Inglis samt vinmagere Darryl Catlin, mens ansvaret for markarbejdet er lagt i hænderne på Mark Vella og Peter McIntyre. Sammen producerer de årligt omkring 600.000 flasker vin, som er fordelt på en lang række vine … men dem skal jeg nok vende tilbage til.

Vinproduktionen sker i dag deres topmoderne vineri, som ligger i Nairne. Vineriet købte de i 2014 og ægteparret har fyldt det med state-of-the-art udstyr til fremstillingen af vinene og derudover har de investeret i de bedste maskiner til at passe og høste druerne i markerne.

Og Sidewood Estate har siden etableringen fået masser af roser og gode anmeldelser. De har fx allerede opnået den eftertragtede 5 røde stjerner tildeling fra James Halliday og i 2016 blev de også kåret som det største øko-venlige vinhus i Adelaide Hills. Senest har en række af vinene fra Sidewood også opnået guldmedaljer ved den store International Wine Awards 2019 i Spanien … og deres mousserende vin Isabella Rosé endda for 4. år i streg.

Udover vinproduktionen er Sidewood også startet med en mindre produktion af cider, hvor æblerne købes fra en række frugtavlere og laves på husets moderne vineri, som også kan håndtere denne produktion.

Smagningen

De 10 vine, som jeg tester for Winelovers.dk er disse:

Derudover har jeg også smagt de to små 25 cl. flasker med cider – en på æbler og en på pærer. Dem vil jeg undlade at anmelde, for det har jeg vist ikke den store erfaring med. De smager meget anderledes end det cider, som jeg tidligere har smagt, for de er mere syrlige.

Men de små flasker er egentlig ganske sjove at servere efter en seriøs smagning af 10 vine fra vinhuset … en slags mundrensere.

Anmeldelserne og beskrivelserne af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Konklusion

Men jeg kan allerede nu konkludere, at Sidewood Estate er endnu et godt bevis på, at australierne kan lave andet en fed, marmeladetung Shiraz. Vinene er klart mere europæiske i stilen, og jeg måtte sgu op med en del fede houlbergske tomler.

Bevares, priserne er også i den pæne ende, men faktisk meget rimelige i sammenligning med fx et vinhus som Mollydooker, hvor vinene er langt mere ekstraherede og marmeladetunge. Her vil jeg til enhver tid foretrække Sidewood … men det kan du jo læse om i anmeldelserne af vinene.

Houlberg kårer bedste Alsace Riesling … sammen med en lille jury

Der er 24 timer i døgnet, 24 låger i en julekalender … men denne lørdag eftermiddag var der 25 flasker Alsace Riesling på bordet i det houlbergske hjem ved en stor blindsmagning, hvor en jury – et panel vinnørder – skulle kåre den bedste flaske Alsace Riesling. Der skulle ha’ været 24 flasker, men der havde sneget sig en ekstra med.

Min lille smagning kom i halen af en større smagning – Best Riesling Alsace – arrangeret af brancheorganisationen CIVA aka Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace sammen med Sopexa.

Smagningen var lavet for at sætte fokus på Alsace Riesling … øge kendskab til kvaliteten og kompleksiteten i Riesling d’Alsace vinene. I smagningen havde både importører og producenter bakket op med samlet 108 vine i alle appellationer som AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru samt kommunevine og vine med Lieu-dit betegnelsen … men altså uden de mest berømte og dyreste vinhuse.

Ved den store smagning udvalgte man fra et samlet stort og imponerende felt med 108 Alsace Riesling vine de 30 bedste fordelt i 3 prisklasser med vine op til 100 kr., vine til 100-200 kr. og vine til over 200 kr. flasken.

Og det var altså nogle af disse 30 vine, som nu var havnet hos på bordet hos den flittige vinblogger, da Houlberg desværre ikke kunne deltage i arrangementet i hovedstaden … men kan Muhammed ikke komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed, eller hvad det nu hedder.

I hvert fald var 21 af vinene havnet hos mig – tak Dorte – og jeg havde suppleret med 4 ekstra Alsace Riesling vine, som alle kom fra Domaine Schoffit, som jeg alligevel skulle teste for Tasty Brands og dermed havnede vi således på det magiske 25 tal. Det var alle spændende vine fra kendte og ukendte producenter. Ingen fordomme eller forudindtagede holdninger.

Jeg havde omhyggeligt udvalgt en kapabel jury, som omgående og ivrigt havde sagt ja til at deltage i blindsmagningen, men det var nok ikke mit løfte om servering af lidt passende flammkuchen til, som havde lokket dem til det houlbergske hjem, men nok nærmere en oplagt mulighed for at smage 25 Alsace Riesling vine op mod hinanden. Det kommer man jo ikke til hver dag.

Alle var derfor forventningsfulde mødt op til den lille Alsace Riesling smagning, hvor vinene blev serveret blindt i sæt af 4 vine … hvilket for den dygtige til hovedregning betød 6 sæt + en farisæer.

Kender du ikke flammkuchen, så er det en specialitet fra Alsace, nærmest en tynd pizza, hvor bunden er smurt med creme fraiche aka fromage blanc og oftest med løg og bacon ovenpå. Den kaldes også nogle gange Tarte Flambée.

Alsace og Riesling

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

AOC Alsace Grand Cru appellationen startede i 1983, hvor de første 25 marker fik deres Grand Cru status. Der er senere kommet flere til og i dag findes der 51 Grand Cru marker i Alsace og de står bag omkring 4% af de samlede produktion.

Der må alene dyrkes Riesling, Pinot Gris, Gewurtztraminer og Muskat på Grand Cru markerne … dog er der på en enkelt mark tilladt Sylvaner.

I de bedste årgange bliver AOC Alsace eller AOC Alsace Grand Cru vine tildelt en af betegnelserne Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

Ud af alle de tilladte druer, så benævnes Riesling ofte som kongen af Alsace. Duens enestående evne til at kombinere koncentration og fylde med dybde og finesse er berømt verden over, ikke mindst på grund af de sublime resultater der opnås i Alsace.

Generelt er Riesling fra Alsace – og det gælder sådan alle hvidvinene fra Alsace – mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre bl.a. på grund af forholdene i områdets terroir. Vinbønderne i Alsace har heller ikke helt så mange regler og fx er chaptalisering aka tilsætning af sukker i vinen lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Riesling er i dag hoved druen i Alsace … altså den druesort, som er mest udbredt. Den udgør omkring 21.7% af markerne og det tal er endda stigende, da Riesling er meget populær.

En Alsace Riesling har en elegant duft og typisk med noter af citrus, pære, hvide blomster, men også krydderier som anis, spidskommen, lakrids og fennikelfrø.

Når Riesling modner, har den en evne til at give forskelligt udtryk afhængig af den jordbund, den gror på, især når det drejer sig om vine med betegnelserne Grand Cru og Lieu-dit.

En Alsace Riesling er tør og rank og kan holde sig i årtier. Den bliver kun bedre af at ligge i kælderen … og det skulle vores lille smagning også blive et godt bevis på.

Vinene

Smagningen foregik selvfølgelig som blindsmagning, og alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. Det var med andre ord helt tilfældigt … og det betød, at vi endte med et smagefelt, som i rigtig rækkefølge så sådan her ud:

Jeg har linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene ovenover. Puha … lidt af en opgave for jeres ellers så flittige vinblogger.

Det blev satans gode heat … store forskelle og store ligheder, men generelt et flot felt, som beviser kvaliteten i Riesling fra Alsace. Den bedste vin blev den ældste, en 1994 Riesling Harth Cuvée Prestige fra Domaine Schoffit, som var totalt i live med masser af syre, petroleum og andet godt.

På andenpladsen kom en 2012 Riesling les Tommeries fra Clos Château d’Isenbourg og tredjepladsen blev indtaget af en 2016 Riesling Grand Cru Mandelberg fra Becker.

Den dårligste vin blev – sjovt nok – fra samme vinhus, som vandt konkurrencen, nemlig en 1997 Riesling Harth Cuvée Alexandre fra Domaine Schoffit. Det skyldes dog alene, at den ikke havde klaret årene med ynde … og var færdig, brun og sherryfarvet, selvom den da godt kunne drikkes med lidt overbærenhed, men klart en fejlflaske og dermed ikke repræsentativ.

Der var mange overraskelser. For det første var min lille jury lidt nærig med pointene og jeg lå klart med de højeste scores og havde et samlet gennemsnit på alle vinene på 90,2.

Men det var også sjovt, hvordan alder kan betyde noget. Det så vi dels på de gamle vine fra Domaine Schoffit, hvor 1997’eren dog havde en fejl, men vi så fx også en vin som Riesling Herrenreben fra Schoenheitz, hvor 2015’eren var klart bedre end 2013’eren.

Ovenover har jeg efter navnene på vinene skrevet vinens placering samt den gennemsnitlige score fra den samlede jury efter 100 points skalaen.

Samlet blev det en virkelig interessant smagning og den bekræftede kvaliteterne i Alsace. Der er ofte stor kamp om, hvor bedste Riesling kommer fra Alsace eller Tyskland. Men der kommer fantastiske vine fra begge lande, hvilket jeg også fik bekræftet i september sidste år til den store Riesling smagning hos Mr Ruby.

Det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist? Der lå flere Alsace Riesling vin højt på min score og denne lille smagning af 25 af slagsen på min overdækkede terrasse bekræftede kun dette.

Barolo terroir smagning … er bedste Barolo fra Ravera, Bussia eller Cannubi?

Barolo er vinenes konge og kongernes vin … lyder et kendt udsagn, og alle vininteresserede ender alle med at blive smaskforelskede i de tanninrige vine fra Barolo. Hvad er også mere majestætisk end en velproduceret Nebbiolo?

Nogle af markerne i Barolo land er nærmest ikoniske, og navne som Ravera, Bussia og Cannubi klinger sødt i sky hos inkarnerede Nebbiolo fans.

Jacob fra Propperiet aka Mister Ruby havde sat sig for at undersøge forskellene mellem netop disse tre marker, altså Ravera i Novello, Bussia i Monforte d´Alba og Cannubi i Barolo. En smagning med vine fra 5 af de bedste producenter fra hver mark. Det skulle selvfølgelig også ende med en kåring af aftenens bedste Barolo.

Det var sikkert bare en undskyldning for at drikke noget forbandet godt vin eller igen nyde selskabet af en flok glade vinnørder. Men jeg var lykkelig, havde selvfølgelig fluks tilmeldt mig den lukkede smagning og havde fået lov at tage min vinbuddy Jan med.

Og det giver totalt mening med sådan en smagning, for hvornår får man ellers muligheden for at smage en perlerække af store Barolo vine imod hinanden? Bare prisen for at stable sådan en smagning op, vil afskrække de fleste, for produktionen af Barolo er forholdsvis lille, efterspørgslen stor og priserne ofte meget høje … specielt enkeltmarksvinene fra de gode marker.

Samlet havde Jacob fundet 16 kombattanter, som skulle forsøge at jorde hinanden på deres respektive terrior, og det var altså 6 fra Cannubi og 5 fra henholdsvis Bussia og Ravera.

Barolo smagepanelet 1

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses ved bordet på billederne – bestod af flere gode branchefolk, selvfølgelig Mister Ruby himself samt et par gengangere fra sidst, nemlig Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vin og undertegnede.

René Langdahl Jørgensen havde meldt forfald, så resten af holdet var nye for mig, nemlig Humphrey, Jesper Stig, Simon fra Cavalcade Vine og Carsten fra H.J. Hansen Vin. Derudover et godt gensyn med  Jesper Jensen – ham der ikke er ejendomsmægler –  og så var der selvfølgelig også Jan, som jeg havde slæbt med.

Barolo smagepanelet 2

Det var en broget flok, men alle med det tilfælles, at vi alle elsker Barolo. Og det var jo egentlig et godt udgangspunkt for netop sådan en aften, hvor vi skulle dykke ned og nørder i vine fra de tre marker, som Jacob viste på et kort.

Det er selvfølgelig Cannubi øverst med rødt, mens Bussia – den lilla – er væsentlig større end både Cannubi og Ravera, der er indtegnet med den charmerende farve, som er svær at definere … og vel nærmest hudfarvet eller cremefarvet, som Ole Henriksen formentlig ville ha’ sagt.

De 3 marker ligger alle omkring Barolo by … Cannubi lige nord for med den mest sandede jordbund af de tre, Bussia mod øst og Ravera mod sydvest. Numrene fra 1 til 16 viser placering af producenternes marker og meget passende fordelt med en klat/gruppe længst mod nord, Bussia vinene i midten og Ravera vinene længst mod syd.

Vinene var udvalgt af Jacob i samråd med en af de skarpeste knive i skuffen. Han vil ikke nævnes, men han lever og ånder for Barolo oa han kender hver en millimeter jord og alle vinbønder i området. Lad os lige se nærmere på de 3 legendariske marker og hvilke vine, som vi skulle smage fra de respektive områder.

Cannubi

Cannubi marken ligger i Barolo kommune og er den største cru vinmark i kommunen og er reelt en stor bakkekam i 220-320 meters højde med flere individuelle parceller.

Det er en historisk mark og derudover måske Barolos mest velansete og prestigefyldte vinmark. Jorden består i en kombination af sand, kalk samt kalkholdig lerjord.  James Suckling, en af verdens mest anerkendte vinkritikere, har kaldt marken; A Vineyard Kissed By God.

Det siges, at Barolo vin egentligt oprindelig er født i Cannubi og den ældste flaske fra Langhe – lavet af Manzone familien – kan findes i Bra og har teksten Cannubi 1752 på flasken.

Der har der i mange år eksisteret en større krig omkring afgrænsningen af Cannubi, hvor de gamle producenter alene regner den centrale del som den rigtige Cannubi mark … i dag nogle gange kaldt Cannubi Cannubi.

Samlet er hele Cannubi på 37 hektar, hvoraf den centrale og oprindelige del er på 18 hektar, mens  Cannubi Boschis er på 7 hektar, Cannubi Muscatel 6 hektar, Cannubi Valletta 3,5 hektar og Cannubi San Lorenzo 2,5 hektar.

Striden har primært ståer mellem det store historiske hus
Marchesi di Barolo på den ene side og et par håndfulde mindre producenter på den anden.

Hos Marchesi di Barolo argumenterer man for, at hele den lange bakkekam historisk har gået under betegnelsen Cannubi, men at visse parceller med tiden har fået tillægsbetegnelser.

De mindre producenter med Mascarello, Rinaldi og Luciano Sandrone i spidsen fremførte derimod, at historiske dokumenter støtter, at den centrale del altid har været regnet for noget særligt, og at det ikke bør være muligt at undlade tillægsbetegnelsen til Cannubi, hvis druerne ikke er fra denne del, for at give forbrugerne reel information om, hvorfra i zonen druerne kommer.

Der findes omkring 30 forskellige ejere af parceller på Cannubi og omkring 20 forskellige producenter af Barolo vine fra marken, og til denne aften havde Jacob valgt disse vine:

Bussia

Bussia ligger i Monforte d’Alba i den sydlige del af Barolo-regionen mellem Barolo og Castiglione-Falletto. Den er med 292,3 hektar den næststørste cru-mark i hele Monforte d’Alba … kun overgået i størrelse af Bricco San Pietro.

Bussia er ofte udskældt, da der pga. størrelsen af marken kommer mange stilarter og kvaliteter derfra. Bussia var da også oprindelig opdelt i 14 adskilte vinmarker. Derfor kan det også være svært af forstå markens terroir, da jorden varierer meget afhængigt af, hvilken del af Bussia marken, som man taler om.

Nogle producenter bruger derfor også fortsat deres lieu-dit på flaskerne, fx Aldo Conterno og Oddero. Men generelt – hvis man skal generalisere – består jorden på Bussia generelt af mergel, kalksten, fossile sedimenter, masser af jern og sand.

Bussia strækker sig fra omkring 210 til 460 meters højde og blev – officielt sammen med Rocche di Castiglione – en af de første anerkendte Barolo crus i 1961.

Denne aften skulle vi smage disse 5 Bussia vine:

Ravera

Ravera marken ligger syd for Barolo by i Novello kommunen og er samlet på 130.4 hektar i omkring 400 meters højde og er knap så kendt eller berømt som de to andre marker denne aften.

Ravera har også en mere lerholdig jordbund og en mangel på sand, hvorfor jorden er mere hvid og komprimeret. Marken vender primært mod sydvest hvilket betyder, at den ikke får helt så meget sol som nogle af de mest kendte Barolo-marker. Dermed modner druerne senere på Ravera og ofte høstes Ravera 7-10 dage senere end de to andre marker.

Flere Barolo-eksperter argumenterer dog for, at denne position faktisk kan være en fordel efterhånden som de globale klimaændringer giver varmere og varmere vejr.

Fra denne mark havde Jacob fået skrabet disse 5 vine sammen.

Smagningen

Efter en velkomst med lidt bobler på terrassen, så skulle vi i gang med smagningen, hvor vinene kom i sæt af 4 vine og serveret af Mister Rubys søde viv, så Jacob heller ikke vidste, hvilke vine vi smagte hvornår.

Den eneste hjælp var, at alle tre marker var repræsenteret i hvert sæt. Vi skulle så undervejs vurdere, hvilke mark den enkelte vin kom fra og så give point. Først efter alle vinene var smagt, så blev sløret løftet og pointene talt sammen.

Ved en hurtig smag på vinene i første sæt var min første tanke, at fuck det smager godt, og at det ville blive svært at finde nuancerne mellem de forskellige vine. Men det var det overraskende ikke, for jo mere man fordybende sig, dykkede ned i de enkelte vine og lod indtrykkene lagre, jo større blev forskellene og nuancerne.

Og der var faktisk pænt med forskelle og nuancer i vinene, selvom det selvfølgelig var indenfor en Barolo referenceramme. Forskellene var dog større end jeg havde forventet. Jeg havde ikke på forhånd troet på en bestemt vinder … men skulle jeg ha’ satset mine surt tjenste sparepenge på en, så havde det været på Poderi Aldo Conterno.

Men de dyre herrer i feltet – Aldo Conterno og Vietti – og endte slet ikke på vinderpodiet, men lå begge og rodede omkring 90 point sammenlagt.

Som sidst var der god debat om vinene … og efter en hurtig finetuning ind på hinanden, så kom der igen sjove og alternative smagsnoter frem. Denne gang var der ingen blåskimmelrøv, svævende auberginer eller døde håndklæder … men til gengæld skilte et par vine sig ud med en aroma af skaldyr fra den lokale fiskehandler, båndsalat fra et gammelt kassettebånd og en vandmelon glemt i solen samt en overmoden havregrød.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret, men generelt lå vi alle faktisk meget tæt i vores vurderinger af vinene.

Vinderne og pointene

Top 5 vinene blev La Biòca, Barolo Bussia på førstepladsen efterfulgt af Parusso, Barolo Bussia og Elvio Cogno, Barolo Ravera med henholdsvis sølv og bronze. Derefter kom Luciano Sandrone, Barolo Cannubi Boschis og på 5. pladsen Réva, Barolo Ravera.

Damilano, Barolo Cannubi havde desværre prop og udgik. Men her får I lige alle vinene i den række, som vi smagte dem. Efter hver vin har jeg skrevet gennemsnitlig point samt mine point bagefter:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Ses der på most value for money, så blev alle vist overrasket af 2013 Serio & Battista Borgogno, Barolo Cannubi … en vin til 250 kr. og en flot, imponerende score på 91 point.

De blev den store Bussia mark, der måske stik imod forventninger, løb med sejren som bedste mark, hvor Cannubi selvfølgelig blev trukket lidt ned af den skaldyrs og båndsalatsbefængte Paolo Scavino Barolo.

Det betød et samlet gennemsnit til Bussia på 92,36, Ravera med 91,08 og endelig Cannubi på rosinen i pølseenden med en gennemsnit på beskedne 89,74 point.

Smagepanelet 3

Samlet blev det igen en monstrøs vinaften extraordinaire … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 16 top Barolo vine fra 3 marker i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag.

Vi sluttede som sidst aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Men for at rense munden, så åbnede Jacob også lidt afslutningsbobler … en tysk Sekt 2015 Blanc de Noirs Brut fra Weingut Griesel. Så var det vist også tid til sætte kursen nordover … fyldt med gode Barolo minder.

Vinsmagning med Peter Kriechel … der große winzer fra Ahr

Jeg er vild med de utrolige flotte Spätburgunder vine fra Weingut Peter Kriechel i Ahr, så derfor havde jeg også straks tilmeldt mig en vinsmagning med vinmageren himself i forbindelse med hans besøg i Danmark til det store Winemarket Goes Pinot arrangement i Ridehuset i Århus lørdag den 11. maj.

Peter Kriechel kom dog allerede til Danmark dagen forinden og havde derfor i samarbejde med importør Jesper Carlsen fra Carlsen Vin planlagt en smagning om fredagen. Den var henlagt til Højbjerg Vine i Aarhus. Det var helt perfekt for den flittige vinblogger, som dermed kunne nå smagningen på vej retur fra dagens første MasterClass smagning med Eduardo Chadwick.

Rammerne og setup’et var – kan man vel godt sige – lidt mere ydmyge end på Munkebjerg i Vejle, for Peter Kriechel smagningen var henlagt til frokoststuen hos Brugsen overfor Højbjerg Vine og deltagerne var ikke sommelier og vinnørder, men et bredt udsnit af Mads Thorlanns kunder i vinforretningen … med andre ord en hyggelig lille og broget forsamling.

Der var omkring 28 deltagere til smagningen og vi mødtes alle i Mads’ lille vinbutik og gik i samlet flok til Brugsens lille frokoststue på den anden side af vejen. Der ventede Peter Kriechel himself sammen med en ven fra vingården og importøren.

Weingut Peter Kriechel

Weingut Peter Kriechel er grundlagt i 1952 af Peter Kriechel Senior, som i mange år havde leveret druer fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ, men besluttede at starte sin egen produktion … og det blev til Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften, og de har løbede udvidet ejendommen. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af gården.

I dag er Ernst fortsat med i driften sammen med 3. generation i form af Markus, Michael, Gerd og Peter Kriechel Junior … og det var sidstnævnte, som vi denne fredag havde besøg af.

Markus er dog trådt ud af driften på grund af sygdom, så det er reelt Peter Kriechel Junior, der forestår ledelsen. Sammen med vinmager Michael Hewel driver de i dag ejendommens 24 hektar vinmarker … og dermed er gården faktisk  den største private, familie drevne vingård i Ahr.

Weingut Peter Kriechel ejer bl.a. markerne Ahrweiler Forstberg, Rosenthal og Steinkaul, Neuenahrer Schieferlay og Sonnenberg samt  Kräuterberg Kräuterberg, Himmelchen og Pfaffenberg.

Markerne er primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion. Det er røde sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina.

Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Markerne er stejle og kræver meget arbejde. Peter Kriechel fortalte, at de typisk bruger 1.300 timer årligt pr. hektar, hvilket fx er langt mere end hos vinbønder i fx Nahe eller Pfalz, hvor de nogle steder kan nøjes med omkring 200-300 timer pr. hektar.

Vinene denne aften

Mads fra Højbjerg Vine bød os velkommen og gav ellers ordet til Peter Kriechel, som så guidede os igennem aftenens vine. Peter fortalte lidt om vinhuset og de forskellige vine, nemlig disse:

Jeg har ovenfor – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af de forskellige vine.

Vinene blev indtaget sammen med lidt tapas, som  vistnok kom fra en forretningen ved siden af Højbjerg Vine. Dermed blev der rigelig tid til at nyde vinene – modsat en koncentreret smagning.

Det betød dog også, at jeres flittige vinblogger måtte give op ved 22-tiden efter 3 timers smagning og dermed glippede både en 2009’er Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder samt en 2016 Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R.

Men sådan er det jo … man skal kende sin begrænsning.

Vi startede smagningen med et par hvide vine, først lidt mousserende … tysk Sekt på ren Pinot Meunier og derefter en Spätburgunder Blanc de Noir, men det er nu imidlertid på de røde vin, at Weingut Peter Kriechel virkelig skiller sig ud.

Vi smagte først 3 på Frühburgunder og så ellers resten på Spätburgunder. Mit vinøse højdepunkt var klart Peters 2013 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder Goldkapsel og kan i dag selvfølgelig godt ærgre mig over, at jeg ikke smagte 2009’eren.

Men på den anden side, så har jeg sammen med et par gutter planlagt en tur til Ahr til efteråret, hvor vi helt sikkert skal forbi Weingut Peter Kriechel, så på den måde var denne aften en god optakt til et sådant besøg.

Tak til Jesper fra Carlsen Vin og Mads fra Højbjerg Vine for at stable smagningen på benene.

MasterClass med Eduardo Chadwick … og de fineste ikonvine fra Errazuriz

Som det måske fremgår på billedet ovenover, så var jeres flittige vinblogger nok en kende star-struck over mødet med legendariske Eduardo Chadwick – ejer og vinmager på det store chilenske vinhus Viña Errazuriz – til en lille MasterClass.

Men det er der også god grund til, for dels havde H.J. Hansen Vin stablet et sindssygt flot og topprofessionelt arrangement på benene og dernæst er Eduardo Chadwick vel én af de vinmagere, som for alvor har sat Chile på verdenskortet for de allerfineste vine … på niveau med de dyreste 1. cru’er fra Bordeaux og bedste supertoscanere.

Eduardo Chadwick havde ikke været i Danmark i mere end 5 år, men kom direkte fra London med Munkebjerg Hotel som eneste stop i Danmark på hans rejse … og jeres flittige vinblogger var – sikkert som det tynde øl – inviteret af H.J. Hansen Vin til at deltage i en eksklusiv MasterClass seance på et par timer med den vinøse superstjerne.

Og sikke en eftermiddag! Chadwick skulle fortælle lidt om Viña Errazuriz, husets bedste vine samt ikke mindst The Berlin Tasting 2004, som blev det tidspunkt, hvor vinene fra Errazuriz for første gang blev anerkendt, da de i konkurrencen slog vine som Lafite, Latour, Margaux og Solaia fra den globale elite.

Samtidig skulle vi selvfølgelig også smage Chadwicks mest ikoniske vine … i alt 8 af slagsen. Så der var gjort klar til smagningen i et af Munkebjerg Hotels mange mødelokaler med en storslået, solrig udsigt over Vejle Fjord, da den jysk blogger ankom.

H.J. Hansen Vin kunne ikke ha’ valgt et bedre sted for smagningen, og alt var topprofessionelt gjort klar. På hvert plads var der gjort klart med 8 glas … forskellige og tilpasses vinene. Selv navet på vinene stod på dækkeservietten med de 8 cirkler.

En lille mappe med et par foldere omkring Viña Errazuriz samt et smageskema for eftermiddagen afslørede, hvilke vine som vi skulle smage. Der var noget af glæde sig til, for det var lutter ikon-vine fra øverste hylde hos Errazuriz.

Og da Eduardo Chadwick startede seancen, så var de første 3 vine – alle i Las Pizarras serien – skænket. H.J. Hansen Vin har sgu styr på deres shit … dyb respekt for arrangementet. Alt klappede og var ultraprofessionelt.

Eduardo Chadwick

Den chilenske vinproducent havde sat overskriften; Into the future på den lille MasterClass. Han er en rolig, behagelig, charmerende og utrolig venlig mand … og så er han i dag en af vinbranchens store mænd og vel nærmest en national helt i Chile

Jeg læste et sted, at Eduardo Chadwick betydning for chilensk vin kan sammenlignes med Robert Mondavis betydning for californisk vin, Len Evans for australsk, Miguel Torres for spansk og Nicolas Catenas betydning for argentinsk vin.

Eduardo Chadwick er da også kåret af Decanter som Man of the Year 2018 og hans vinhus Viña Errazuriz som Best Chilean Winery 2017. Men derudover har en lang række store personligheder i vinbranchen også rost Chadwick … folk som Mondavi, Miguel A. Torres, Steven Spurrier og mange andre.

Eduardo er født i 1959, er gift med María Eugenia Braun og de har sammen de 4 døtre María Eugenia, Magdalena, María José og Alejandra. Han er søn af Alfonso Chadwick Errázuriz og 5. generation på Viña Errazuriz.

Imidlertid havde Alfonso Chadwick Errázuriz mistet ejerskabet af vingården efter en omfattende jordreform i landet i 1960’erne, så derfor lå det heller ikke i kortene, at Eduardo skulle fortsætte traditionen og være vinbonde.

Eduardo Chadwick blev derfor i stedet uddannet som ingeniør og efter endt uddannelse arbejdede han som ingeniør i Saudi-Arabien … en verden fjern fra alt med vin.

Men i 1983 fik Eduardo far mulighed for at køb familiens gamle vingård tilbage og han inviterede Eduardo med til at genoplive Viña Errázuriz. Det accepterede Eduardo og satte sig for at genetablere det, der engang var et stolt brand, som blev påbegyndt af hans forfader Don Maximiano Errázuriz i 1870.

Historien om Viña Errazuriz

Viña Errazuriz er nemlig oprindelig grundlagt i 1870 af Don Maximiano Errázuriz, der var en visionær forretningsmand, som kom fra en baskisk familie og spillede en central rolle i landets politiske og økonomiske liv.

Han havde en opdaget et goldt stykke jord i Aconcagua dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at dalen med kølige, regnfulde vintre samt varme og tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, så han opkøbte flere hundrede hektar jord.

Han plantede vinstokke på markerne  … de bedste kloner, som blev importeret fra Frankrig. Derudover byggede han en stor vingård i to etager med plads til opbevaring af 6 millioner liter vin og allerede i 1873 begyndte han at sælge vine under navnet Viña Errázuriz.

Det blev så stort et foretagende, at der faktisk nærmest opstod en by omkring vineriet med boliger, en kirke og en skole, så stedet blev kaldt Villa Errázuriz. I 1890 havde Errázuriz samlet 700 hektar og var på det tidspunkt en af verdens største vingårde.

Der var i starten af 1900-tallet en lille elite af chilenske vinmagere, som kom til at præge udviklingen i chilensk vin. Det var – udover Don Maximiano Errázuriz – Melchor Concha y Toro fra Viña Concha y Toro, Luis Cousiño fra Viña Macul, Ismael Tocornal fra Viña San José, Domingo Fermandez Concha fra Viña Santa Rita og Silvestre Ochagavia fra Viña Ochavia.

Alfonso Chadwick Errázuriz overtog Viña Errazuriz som 4. generation og havde to store interesser … polo og vin. Han blev en af landet vigtigste forretningsmænd indenfor vinindustrien.

Imidlertid medførte en række politiske reformer om kontrol af alkoholforbruget og omfordeling af velstanden i Chile tilbagegang for Viña Errázuriz og senere blev det mest beslaglagt i en omfattende jordreform.

Det var først i 1983, at Viña Errázuriz kom tilbage i familiens eje igen … nu med unge Eduardo Chadwick ved roret. Selvom han som barn havde deltaget i arbejdet i farens vinmarkerne, så havde Eduardo ved overtagelsen en begrænset viden om vin.

Han startede derfor med at studere vin i Bordeaux og rejste også til Bourgogne. Undervejs mødtes han med navnkundige vinmagere som Emile Peynaud, Denis Dubourdieu og Paul Pontallier.

Derefter startede Eduardo sammen med faderen på at genopbygge det gamle familieforetagende helt fra bunden. I 1988 lavede han for første gang topvinen Don Maximiano Founder’s Reserve … et forsøg på at markere, at Errazuriz kunne lave vine, som kunne konkurrere med de allerbedste i verdenen.

Viña Sena

Inspireret af samarbejdet mellem Baron Philippe de Rothschild og Robert Mondavi omkring vinen Opus One, så indgik Eduardo i 1995 også et samarbejde med Robert Mondavi.

Robert havde i forvejen vist stor interesse for vinene fra Chile og Eduardo ville gerne opnå anerkendelse med sine topvine, så det blev til projektet Viña Sena … et joint venture ejet i fællesskab med målet om at lave en af verdens bedste vine.

Den første årgang 1995 blev frigivet i 1998 og partnerskabet med Mondavi åbnede for alvor dørene til øget eksport af topvin fra både Errazuriz og hele Chile. Efter Robert Mondavis død i 2004 har Chadwick dog været eneejer af Viña Sena, som i øvrigt drives fuldstændigt biodynamisk.

Viñedo Chadwick

I de fortsatte bestræbelser på at skabe ikoniske vine, så skabte Eduardo også efter Alfonso Chadwick Errázuriz’ død i 1993 projektet Viñedo Chadwick.

Faderen havde været en habil polo spiller, og var endda regnet som en af de allerbedste i hele Chiles historie. Han var kaptajn på det nationale landshold og ledede et hold, som vandt mesterskabet hele 19 gange. Alfonso havde derfor også anlagt en polobane på en del af de 25 hektar jorder ved familiens hjem ved Puente Alto i Maipo Valley.

Alfonso havde købt ejendommen i Maipo Valley fra San José de Tocornal i 1945 og havde der bygget familiens hjem, og altså også lige en polobane … på noget af de bedste jord til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Den elskede polobane blev dog efter faderen død tilplantet med Cabernet Sauvignon stokke og projektet Viñedo Chadwick opkaldt efter den glade, gamle polospiller. Samlet udgør markerne til dette projekt 15 hektar af den allerbedste jord og den første Viñedo Chadwick vin kom på markedet i 1999.

Pointene udebliver … The Berlin Tasting

Med Viña Sena, Viñedo Chadwick og Don Maximiano Founder’s Reserve  havde Eduardo således flere ikoniske topvine. Og i 2003 og 2005 blev de suppleret med yderligere to ikonvine … La Cumbre på ren Syrah og KAI på ren Carmenere, men ingen af vinene havde fået point af anmeldere, som ikke regnede chilenske vine for noget og derfor aldrig besøgte vingårdene i Chile.

Landet var simpelthen ikke kendt for top- og ikoniske vine, men mest for billige vine, men Chadwick var visionær og vidste, at det måtte ændres. Og når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget.

Eduardo kontaktede derfor i 2004 Steven Spurrier, den fremtrædende vinskribent, der tilbage i 1976 afholdte den legendariske Paris smagning, hvor to amerikanske vine til alles overraskende slog de bedste og dyreste Bordeaux vine.

Chadwick inviterede Spurrier til at gennemføre en blindsmagning i Berlin for en række top fagfolk indenfor vinbranchen, hvor hans 3 topvine Viñedo Chadwick, Seña og Don Maximiano Founder’s Reserve skulle smages op imod både de bedste 1. cru vine fra Bordeaux og flere af de største supertoscanere,

Det var lidt af et gamble, men da resultatet efter smagningen langsomt blev afsløret – startende fra 10. bedste vin og hans 2000 Seña kom ind på en 4. plads, så slappede Eduardo af og vidste, at han havde bevidst hans pointe. Men overraskelsen blev total, da hans 2000 Viñedo Chadwick og 2001 Seña besatte 1. og 2. pladsen og slog vine i bedste årgange fra Lafite, Latour, Margaux, Sassicaia, Tignanello, Solaia og Guado al Tasso.

Det blev med sydamerikanske øjne en begivenhed fuldt på højde med 1976 Paris smagningen. Efterfølgende gennemførte Eduardo tilsvarende blindsmagninger rundt om i verdenen … og fortsat med det resultat, at hans chilenske topvine placerede sig blandt de allerbedste. Det betød ikke, at de altid besatte 1. pladsen, men de lå altid højt og altid var flere af Chadwicks vine blandt de 10 bedste.

Sammenlagt blev der fra 2004 lavet 21 gentagelser af Berlin smagningen med over 1.400 vinsmagere i 17 lande … og hjemme i vores egen lille andedam.

Herhjemme blev der på Hotel d’Angleterre i København i 2008 afholdt en tilsvarende smagning, hvor en 2004 Don Maximiano Founder’s Reserve opnåede en 2. plads efter 2005 Château Lafite-Rothschild, men foran en 2005 Mouton Rothschild … og Errazuriz havde samlet 5 vine med blandt de 10 bedste.

Det betød – som håbet og forventet af Eduardo – at vinanmelderne nu begyndte af tage de chilenske topvine seriøst og dermed også rate dem … både Parker, James Suckling samt mange andre. Det har også resulteret i de magiske 100 point, som blev givet af James Suckling for en Viñedo Chadwick 2014 samt en 2015 Seña.

I dag laver Errazuriz ikke længere blindsmagningerne, for som Eduardo fortalte, så har vinhuset nu bevist deres værd. Det er ikke længere nødvendigt … de er med i eliten.

Der er lavet en smuk bog om Berlin smagningen, og den havde Eduardo – eller H.J. Hansen Vin – taget et eksemplar af til alle deltagerne ved den lille MasterClass.

Viña Errazuriz i dag

Siden gennembruddet i Berlin har Eduardo Chadwick i 2010 bygget et state-of-the-art vineri i Aconcagua dalen. Don Maximiano Iconic Winery … bygget således vinene produceres uden brug af pumper og alene via tyngdekraften og med geotermisk temperaturstyring i produktionen.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres til mere end 60 lande. Derudover satser Chadwick fortsat med at lave de ikoniske vine, som vi også skulle smage denne eftermiddag.

Vinene laver Eduardo sammen med husets ansvarlig vinmager, Francisco Baettig Hidalgo, som har været ansvarlig for produktionen siden 2003.

Vinene denne eftermiddag

Efter præsentation og informationen om Berlin smagningen, så skulle vi selvfølgelig smage vinene fra Viña Errazuriz … og én af alle de bedste top-/ikonvine. Dermed så programmet således ud:

Jeg har selv fantastiske minder om Viña Errazuriz, som var nogle af de vine, som jeg først – som helt grøn indenfor vinens verden – blev fascineret af, herunder husets Pinot Noir vine og deres La Cumbre, som vi også skulle smage denne eftermiddag.

En for en gennemgik Eduardo Chadwick de 8 vine, og jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Og sikke et felt, hvor jeg specielt blev imponeret over KAI Carmenere, men selvfølgelig også Seña og Viñedo Chadwick.

Afslutning

Efter smagning fik vi udleveret den flotte bog om Berlin smagningen og jeg fik selvfølgelig – som flere andre – Eduardo til at signere den til den flittigste vinblogger i Danmark … eller i hvert fald til Ulrik himself med best wishes.

Sikke et par timer. En kæmpe cadeau og tak til H.J. Hansen Vin for invitationen og et arrangement i professionel særklasse.

Mouton Rothschild smagning 2.0 … igen en lørdag eftermiddag

I 2012 var jeg til en stor Mouton Rothschild smagning hos Bernt, vores bordeauxfile islæt i bestyrelsen i Randers Vinlaugh og ekspert i netop Mouton. Det er også Bernt, der har skrevet en bog på dansk om det legendariske 1. cru slot og ham, som i en SMS til sin kone blot skrev Sadness, da Philipinne Rothschild døde i 2014.

Nu havde Bernt igen inviteret til smagning af Moutonvæske netop i anledning af 5-året for Philippines død og 25-året for frigivelsen af Mouton Rothschilds 1992 udgave med maleriet af danske Per Kirkeby på etiketten.

Denne gang var det centrale i smagningen ikke de helt dyre 1. Cru Classé vine fra Mouton Rothschild, men en vertikalsmagning af vine fra 2 af familiens opkøbte slotte … vine til mere overkommelige priser end fra det primære slot.

Vi skulle nemlig smage 4 vine fra både Château d’Armailhac og fra Château Clerc Milon, men også en vaskeægte 1. Cru Classé Château Mouton Rothschild fra 2014 … året Philipinne Rothschild døde. Men vi startede nu et helt andet sted, nemlig i Champagne med bobler som en passende velkomst.

Boblerne var fra champagnehuset Montaudon, som Bernt selv har besøgt. Champagnerne bærer altid det let genkendelig store røde M på etiketterne og huset har siden 2010 har været ejet af det store Alliance Champagne Group.

Champagnehuset er grundlagt i 1891 af Auguste-Louis Montaudon og var – inden salget til Alliance Champagne Group – ejet af familien Montaudon i fire generationer.

Baron Philippe havde selv en stor passion for champagne og købte gennem 1960’erne og 70’erne hver år omkring 1.000-1.500 flasker champagne. Han fik endda sit navn på en etiket fra champagnehuset Ruinart, nemlig champagnen Ruinart Cuvee Baron Philippe de Rothschild Reserve Bicentenaire Brut.

I dag er Rothschild familien også selv involveret i produktion af champagne, nemlig med Barons de Rothschild Champagne … et projekt mellem Mouton, Lafite og Clarke. Projektet startede med købet af Maison Prieur i 2007.

Og champagne er altid en god måde at starte enhver fest … og herunder altså også en vaskeægte Mouton smagning en lørdag eftermiddag,

Mens vi stod og nød boblerne, så kunne vi – på en skænk ved siden af et flot opdækket spisebord – se eftermiddagens vine linet op i smagerækkefølge. Det var 4 x Château d’Armailhac, 4 x Château Clerc Milon og 1 x Château Mouton Rothschild.

Vinene denne eftermiddag

Som den kvikke måske allerede har bemærket, så sneg der sig 2 ekstra vine ind i programmet … herunder den ægte Château Mouton Rothschild i kongeårgangen 2009, men det skal jeg nok lige vende tilbage til.

Vi startede som sagt med Château d’Armailhac, der blev køb i 1933 af Baron Philippe de Rothschild. Slottet er et 5. cru slot, og er på knap 50 hektar. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur.

Bernt fortalte, at Mouton familien egentligt købte slottet, da det havde en smuk park, hvilket kan ikke selv havde på Château Mouton Rothschild, men brændende ønskede sig.

Vi smagte 4 årgange, hvor årgang 2009 var klart den bedste … efterfulgt af 2001’eren. Jeg har på listen ovenover linket til mine smagsnoter og beskrivelser af de enkelte vine.

Bernt fortalte undervejs lidt om slottene og vinene. Bernt har – specielt når det gælder Mouton – en klæbehjerne. Som jeg nævnte indledningsvis har han også skrevet en lille bog om Mouton … det kan du læse mere om i mit blogindlæg om en Château Mouton Rothschild vin i årgang 1994.

Bogen er udsolgt i 1. oplag, men Bernt overvejer at genoptrykke bogen i flere eksemplarer, så skriv endelig til Bernt, hvis du er interesseret i at købe et eksemplar.

Derefter stod den på 4 x Château Clerc Milon. Som med Château d’Armailhac er der tale om et 5. cru slot. Det blev købt i 1970 for 1 million franske francs, men dengang var der alene 16,5 hektar og det var i en forfærdelig stand.

I dag har Château Clerc Milon 44 hektar vinmarker, og vinene fra slottet beskrives som nuanceret med et stænk af mørke frugter som giver en varm og krydret karakter, men en balanceret garvesyre. Den årlige produktion er på 170.000 flasker.

Af de 4 vine fra Château Clerc Milon var det specielt de to ældste fra 1996 og 1993 som var de bedste med 1996’eren svagt foran 1993, selvom ingen af dem dog overgik 2009 Château d’Armailhac.

Derefter smagte vi Château Mouton Rothschild 1. cru vinen i årgang 2014. Den smagte skam også godt, men ikke sådan vildt mere end de foregående og 2009 Château d’Armailhac var simpelthen bare bedre i mine øjne.

Da vi drøftede dette og det specielt gode årgang 2009, så hentede Bernt da også lige en 2009 Château Mouton Rothschild. Det er en vin, som koster et sted mellem 6.000 og 10.000 kr. Det kan vel lige gå an sådan en lørdag eftermiddag?

Her viser Bernts datter den dyre vin frem.

Og ja … den var bare i særklasse aftenens bedste vin, og jeg hoster uden betænkning op med topkarakter med 7 af de fede houlbergske fingre. Jeg synes, at det er ganske bemærkelsesværdigt, hvordan Bordeaux er i stand til at vise så store forskelle mellem årgange … jeg tror ikke, at jeg har oplevet andre områder, der på den måde formidler de enkelte år så tydeligt.

Som ved sidste Mouton smagning tilbage i 2012 sluttede vi dog ikke i Frankrig, men med et ekstranummer … vinen Almaviva fra Moutons chilenske vinhus Viña Almaviva.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem Baron Philippe de Rothschild fra Bordeaux og Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture, der startede i januar 1997.

Således opløftet sluttede 3 timers hyggelig samvær omkring Château Mouton Rothschild … stor tak til Bernt for at holde sådan en fantastisk smagning.