2020 De Grendel, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2020 De Grendel, Shiraz, Western Cape, SydafrikaDe sidste 2 rødvine i smagningen af vinene fra De Grendel var begge på Syrah … men i meget forskellig i stil, hvorfor Syrah da også var stavet på hver sin måde og vi startede med at smage deres 2020 Shiraz.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker i Paarl- og Firgrove-områderne, hvor der er en jord med jernholdig klippestøv og ler.

Druerne er plukket af 3 omgange , hvor stokkene i Paarl modner først. Efter høsten er alle druerne gæret i lukkede koniske tanke med en luftig pump-over og hver høst er vinificeret separat og først stukket sammen til sidst.

Derefter er der sket malolaktisk gæring i ståltanke inden vinen er overført til egetræsfade. Der har vinen så lagret over 13 måneder og 10% på nye amerikanske egefade, 10% i nye franske egefade og 80% i brugte franske fade.

Duftmæssigt er det krydret blød velvære … det er sgu skruet godt sammen. Der er duft af solbær, blåbær, ribs, peber, kanel, allehånde, vanilje, søde urter samt sød lakrids.

Smagen er sgu næsten helt som duften … blød og komfortabel med både mørk frugt, solbær, blåbær og blommer, både peber og sødme, kraft og velvære, krydret og fyldig, nem og lækker. 91 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7