Tag-arkiv: pirulés

Pirulés – nok mest kendt under navnet Cayetana Blanca – er en spansk, hvid druesort, der hovedsageligt dyrkes i det sydlige Spanien … især i Extremadura og Jerez regionerne, hvor den mest destilleres til brug i propduktionen af brandy.

Selvom druen ikke er særligt kendt herhjemme, så er det den tredje mest plantede druesort i Spanien med 39.919 hektar vinmarker med Pirulés aka Cayetana Blanca.

Druen menes at stamme fra Alentejo-regionen i Portugal, selvom det er sjældent at finde druen der. Pirulés druen blev nævnt allerede tilbage i 1513 i afhandlingen Obra de Agricultura af Gabriel Alonso de Herrera.

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVinene fra Dominio del Àguila er sgu vilde. Kraftige, intense og vilde. Det gælder egentligt også deres rosé … denne Picaro Clarete Ecológico.

Jeg har tidligere smagt både en 2014 Albillo Viñas Viejas og den røde 2018 Picaro del Àguila og begge gange har jeg været ret imponeret. Og selvom jeg slet ikke er til rosévine, så må jeg også overgive mig med denne Picaro Clarete Ecológico, for vinen er sgu fremragende. Bevares i den fyldige og federe afdeling, men kvaliteten fejler bestemt intet … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend med Garnacha, Bobal, Bruñal, Monastrell, Tempranillo Gris, Garnacha Blanca, Pirulés, Jaén, Moscatel og Malvasías. Det er et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med vinstokke over 60 år gamle.

Markerne er kalkholdige og ligger i 800-900 meters højde. Efter høst afstilkes druerne ikke, men presses direkte og saften overføres til gamle betontanke, hvor vinen spontangærer langsomt … faktisk i 8-9 måneder efterfulgt af lagring på egefade i samlet 17 måneder.

Vildt rød i glasset … lidt ligesom håret på den storbarmede Angel Strawbridge fra programmet han, hun og drømmeslottet. Og i næsen er vinen næsten også lige så farverig, smæk på aromaerne med lidt røgede jordbær, ribssaft, tranebær, hyben, dåsepærer, sødme, fadnoter med specielt vanilje og lidt svage oxidaktive noter.

Der er også smagsmæssigt skrald på drengen … masser af rød frugt, hindbær, jordbær, kirsebær, ribs, virkelig fyldig, fed rosé med masser af smag, nærmest bløde tanniner … og så er det bare blødt, cremet og totalt uimodståelig … WAUW for en rosé.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5/7