Tag-arkiv: Loire

2025 Domaine du Clos des Aumones, Vouvray Sec, Loire, Frankrig

2025 Domaine du Clos des Aumones, Vouvray Sec, Loire, FrankrigLad os da bare fortsætte med mere hvidvin fra Loire, men skifter lige til druen Chenin Blanc og fra det vinhus, som jeg tidligere smagte en mousserende Chenin Blanc fra, nemlig Domaine du Clos des Aumones. Vinen er deres 2025 Vouvray Sec.

Vinen er – som sagt – 100% Chenin Blanc, som er høstet ved optimal modenhed og efter skånsom presning gæres mosten temperaturkontrolleret i rustfri ståltanke. Efter endt fermentering er vinen efterfølgende lagret 6 måneder i ståltankene.

Det dufter vildt af æblekerner … kernehus med lidt kvæde, fersken, pærer, syltede citroner, bivoks, æteriske olier, akacieblomster samt en smule mandariner og smuttede mandler.

I munden er vinen mere fed og fyldig, virker som duften en smule vokset i konsistensen, har en blød frugt af pærer, æbler og syltede citroner og grapefrugt. Syren er ren, stringent og let brændende og derudover er der en saltet og kalket mineralitet. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens bedste pris er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  half_thumb

2025 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, Frankrig

2025 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, FrankrigFra én Moreux Sancerre producent i Loire til en anden … Patrice Moreux holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire og her smager vi hans 2025 Sancerre Blanc.

Patrice Moreux er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog og denne vin har jeg også tidligere smagt i både årgang 2020 og 2023, men nu gælder det altså 2025’eren.

Vinen er lavet på 100% Sauvignon Blanc druer fra udvalgte marker i Chavignol og Crézancy, hvor en jordbund af kalk og ler giver en kølig og kalket stil.

På markerne er vinstokkene 30 år gamle og druerne presses først skånsomt i pneumatisk blærepresse. Derefter spontangærer vinen i temperaturstyret cementtank, hvor den også lagrer sur lie nogle måneder inden aftapning på flaske.

Duften er lettere saltet og ganske frisk … næsten som at stå ved havet, mens der frugtmæssigt kommer både hyld, stikkelsbær og grønne umodne æbler. Der er klare Sauvignon Blanc noter, men de er forholdsvis runde med en smule grøn peber og solbærblade, men derudover er det mere eksotiske frugter, som blander sig sig i alle duftene som fx ananas, abrikos og fersken med lille frugtsødme.

Sådan smager vinen faktisk også … altså sådan en kombination af de mere grønne og friske Sauvignon Blanc noter af grønne æbler, gule citroner, grape og en kalket mineralitet, men derudover også federe tropisk frugt af ananas, mango og papaya. Der er syre, frugtsødme og masser af smag, så fin og rundere Sancerre … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens bedste pris er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2025 Roger & Christophe Moreux, Sancerre Tradition, Loire, Frankrig

2025 Roger & Christophe Moreux, Sancerre Tradition, Loire, FrankrigDomaine Roger & Christophe Moreux ligger i Chavignol få minutter fra Sancerre i Loire-dalen og byen er bl.a. kendt for den berømte gedeost Crottin de Chavignol og selvfølgelig Sancerre-vine af høj kvalitet og her smager jeg netop en 2025 Sancerre Tradition.

Der er tale om et traditionsrigt familieejet vinhus og familien Moreux regnes blandt de ældste vinfamilier i området og har dyrket vin gennem mange generationer. Huset er grundlagt i 1895 og drives i dag af far og søn Roger og Christophe Moreux … det er Christophe, som i dag er den primære vinmager og ansigtet udadtil.

Domaine Moreux har i alt 11 hektar vinmarker på de stejle skråninger omkring Chavignol, hvor der dyrkes 75% Sauvignon Blanc og 25% Pinot Noir med en årlig produktion på omkring 65.000 flasker. De bedste marker er Les Monts Damnés og Les Bouffants.

Deres Sancerre Blanc Tradition 2025 er lavet på 100% Sauvignon Blanc fra 15-30 år gamle vinstokke. Druerne høstes ved optimal modenhed og presses umiddelbart efter ankomsten til kælderen, hvorefter mosten gennemgår en skånsom klaring inden temperaturkontrolleret gæring i rustfri ståltanke. Vinen lagrer efterfølgende 6-8 måneder på de fine gærrester i de temperaturregulerede ståltanke,

Duftmæssigt er vinen meget tør, meget kalket og mineralsk, der er frugt med kvæde, pigeonæbler, har grov og tør syre, gærede noter og virker meget grøn, rank og stringent sammen med nogle typiske Sauvignon Blanc elementer med grønne krydderurter, tomatstilke og stikkelsbær suppleret med svag hyldsødme.

I munden er der klart mere frugtsødme, som gør smagen rundere og mere pleasende. Der er dog fortsat masser af æblesyre, sure æbler, stikkelsbær og lidt tropisk frugt med fersken, ananas og mango, så dermed bliver det er rundere Sancerre, som dog fortsat er tro mod dens mineralske rygrad. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens bedste pris er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Domaine du Clos des Aumônes, Vouvray Méthode Traditionelle Brut, Loire, Frankrig

N.V. Domaine du Clos des Aumônes, Vouvray Méthode Traditionelle Brut, Loire, FrankrigMed næste vin skal vi smage noget mousserende Vouvray Méthode Traditionnelle på ren Chenin Blanc fra Domaine du Clos des Aumônes, der ligger i Rochecorbon lige øst for Tours og producerer både stille Vouvray-vine og mousserende … dette er en Vouvray Méthode Traditionelle Brut

Vingården ligger i Rochecorbon på højre bred af Loire-floden, umiddelbart øst for byen Tours i Touraine. Vinmarkerne ligger på de klassiske sydvendte skråninger i Vouvray-appellationen, som gennem århundreder har været anset som nogle af områdets bedste placeringer.

Områdets vinhistorie går helt tilbage til det 4. århundrede, hvor munkene fra klosteret Marmoutier grundlagde Vouvray-vinmarkerne. Selve Domaine du Clos des Aumônes blev opbygget gennem flere generationer af vinbønder i Rochecorbon.

Indtil 2018 var ejendommen ejet af Philippe Gaultier, der repræsenterede fjerde generation af familien, men den blev i 2018 overtaget af Benoît Coulon. Han er uddannet ønolog og har siden overtagelsen fokuseret på at løfte kvaliteten og fremhæve Chenin Blancs terroirudtryk endnu tydeligere.

Benoît Coulon står både for markarbejde og vinifikation … han har i alt 17 hektar vinmarker, der alle er beplantet med Chenin Blanc, som jo også er den eneste tilladte druesort i Vouvray. De vigtigste marker er Clos des Aumônes og La Fuye

Domaine du Clos des Aumônes producerer hele spektret af Vouvray, altså stille vine … både Sec aka tør, Demi-Sec, Moelleux og mousserende vine.

Denne Vouvray Méthode Traditionelle Brut er – som skrevet – lavet på 100% Chenin Blanc, som den unge vinbonde selekterer fra egne marker omkring Rochecorbon i den vestlige del af Vouvray-appellationen.

Basisvinen er fremstillet med frugtbevarende gæring på ståltank, inden vinen andengærer og lagrer på flaske efter champagnemetoden sur lie over 3 år.

Næsen er let kedelig … papkasser, nøddeskaller, gær, dej og derunder lidt skjult frugt af fersken, abrikos og tørret frugt. Men duften er ikke vildt aromatisk, men dog lidt småanimalsk … men vinen tør lidt op med luft i glasset.

Smagen er klart bedre og mere tilgængelig, der kommer først små hidsige bobler, men de bruser hurtigt ud og efterlader en blød, rund, høflig og venlig smag med en vis frugtsødme og saftig drikkebarhed. Der er æbler, pærer, syltet lemon og svag kalket mineralitet. 90 point.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens bedste pris er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2024 Damien Pinon, Tuffo Vouvray Sec, Loire, Frankrig

2024 Damien Pinon, Tuffo Vouvray Sec, Loire, FrankrigNæste vin har jeg smagt før blot i årgang 2023 og det er en 2024 Tuffo Vouvray Sec fra Damien Pinon i Vernou-sur-Brenne i  Loire-dalen nær Tours.

Vinhuset Damien Pinon,ligger i appellationen Vouvray, som er kendt for sine vine udelukkende lavet på Chenin Blanc-druen, som de også lokalt kalder Pineau de la Loire.

Vinhuset blev grundlagt som et familieforetagende for tre generationer siden og drives i dag af Damien Pinon og hans hustru Ingrid.

Damien Pinon selv overtog driften i 2006 og han har 32 hektar vinmarker, hvor gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 30 år. I 2020 opnåede vingården Haute Valeur Environnementale aka HVE certificering og har siden gennemført en økologisk konvertering, som blev fuldt certificeret i 2023.

Her smager vi Damiens Tuffo Vouvray Sec, der er lavet på ren Chenin Blanc fra 30-40 år gamle vinstokkene er mellem 30 og 40 år gamle og efter mekanisk høst druerne presset nænsomt, hvorefter fermenteringen er sket i ståltanke med brug af den naturlige gær fra druerne. Efter endt gæring tilbringer vinen fire måneder på bærmen, som jævnligt omrøres i termoregulerede rustfri ståltanke.

Blød duft … blød syre med en frugt af kvæde, hyben, pærer, syltede citroner, citronskal og abrikos, men derdover lidt mjød, honning og lindetræ med en lettere nøddet aroma … alt med et varmt animalsk udtryk samt en smule fennikel.

I munden er det lidt samme historie … har en blød og flad syre, noget mjød, honning, lemon, kandiseret grape og gærede æbler … er meget blød, rund og afdæmpet med en rolig, hvid og blomstret frugt, venlig, rar og temmelig behagelig, 91 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Domaine de la Butte, Bourgeuil le Haut de la Butte, Loire, Frankrig

2023 Domaine de la Butte, Bourgeuil le Haut de la Butte, Loire, FrankrigDernæst stod den på en 2023 Bourgeuil le Haut de la Butte fra Jacky Blots vinhus Domaine de la Butte, der ligger lidt en spids nord fra byen Bourgueil i Loire.

Jacky Blot driver 2 vinhuse i Loire, nemlig Domaine de la Taille aux Loups og Domaine la Butte. Han kaldes med rette en af Loires helt store stjerner og laver ret spændende vine … som nu fx Bourgeuil le Haut de la Butte.

Jacky Blot har været vintosset siden sin ungdom, hvor han først startede med at arbejde med vin på en restaurant i Paris. Siden hjalp han en række vingårde i Loire med at sælge deres vin … men det var ikke tilstrækkeligt, han ville lave sine egne vine.

Så i 1989 købte han Domaine de la Taille aux Loups i Montlouis med gamle Chenin Blanc marker og det blev startskuddet til en nærmest kometagtig karriere. Berømte franske vinkritikere som fx Bettane og Desseauve har således givet de sjældne maksimal 5 stjerner til La Taille aux Loups som en af Frankrigs verdensklassevingårde.

Siden har Jacky Blot udvidet vinhuset med yderligere marker … ikke kun i Montlouis og nabokommunen Vouvray, men han har sgu også købt Domaine de la Butte i Bourgeuil, hvor han har knap 15 hektar vinmarker med gamle Cabernet Franc vinstokke.

På Domaine de la Butte har Jacky Blot marker med ler og kalksten i undergrunden og denne Bourgeuil le Haut de la Butte er lavet på ren Cabernet Franc, hvor druerne kommer fra den øverste del af en af m, markerne og Haut de la Butte betyder da også toppen af højen.

Vinstokkene på marken er over 35 år og marken har en sydlig eksponering og en jord med kalksten og ler. Efter høsten er alle druerne afstillet og vinen har gæret og macereret med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret en periode på en blanding af cementtanke og gamle egefade inden aftapning uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt er der blæk, skovbund, sved, bondsk landlighed og minder på nogle måder om noget fra Beaujolais, men der er flere blyanter, blæk og grafit. Der er frugt med solbær, hyldebær, ribs og noget lemon, frugten endda lettere gæret med røg, grønne stilke, grøn peber, blomster og er virkelig intens som en knytnæve lige i fjæset.

Smagsmæssigt er vinen tættere, mere mørk, cremet og fyldig med solbær, sorte kirsebær, ribs med eksplosiv kraft, masser af tørhed og balsamiske noter, sort peber, elegant syre og silkefine tanniner, som sammenlagt giver en let, svævende og totalt harmonisk vin. 94 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2024 Domaine des Brosses, Quincy Blanc, Loire, Frankrig

2024 Domaine des Brosses, Quincy Blanc, Loire, FrankrigLad os fortsætte med mere hvidvin fra Frankrig … vi rykker blot til Loire, hvor vi i den lille, idylliske landsby Veaugues blot 10 kilometer syd for Sancerre. Der finder vi vinhuset Domaine des Brosses, hvorfra jeg nu smager en 2024 Quincy Blanc.

Domaine des Brosses er grundlagt i 1875, men vinhuset har dog siden 1973 været drevet af  familien Girard, der overtog vinhuset og har fortsat de dybe vintraditioner og samtidig givet stedet et moderne løft.

I spidsen står Nicolas Girard, som med sin nysgerrighed og passion har rejst verden rundt for at studere de bedste Sauvignon Blanc-produktioner og vinifikationsmetoder.

Den erfaring har han bragt hjem til Loire, hvor han med respekt for naturen og områdets særpræg har forfinet husets stil. Nicolas Girard repræsenterer den nye generation af vinmagere i Loire.

Han kombinerer international erfaring med respekt for tradition og terroir og hans filosofi er enkel …  at lade jorden og druerne tale for sig selv.

Nicolas Girard råder nu over 11 hektar vinmarker fordelt på 6 parceller, der hver bidrager med deres unikke karakter. De ligger alle på sydvendte skråninger, hvor de naturligt veldrænede, kalkholdige jorde giver druer med intens aroma, sprød syre og udtalt mineralitet.

Denne 2024 Quincy Blanc er en Sauvignon Blanc vin, hvor alle druerne kommer fra Quincy, der er en af de ældste appellationer i Loire og faktisk den første, som opnåede AOC-status efter Anden Verdenskrig.

Quincy området ligger vest for Sancerre og er blandt de varmeste og tørreste i hele centrale Loire. Jordbunden består der overvejende af sand og grus, med underliggende lag af kalk og ler, hvilket giver vine med både moden frugt og friskhed.

Druerne til Domaine des Brosses Quincy Blanc høstes i de tidlige morgentimer for at bevare aroma og syre. De gærer udelukkende i ståltanke for at fastholde vinens naturlige friskhed og renhed, og efter gæringen får vinen lov til at lagre 4-6 måneder på bærmen.

Duftmæssigt er det lidt som en rund, mere frugtbetonet og mindre tør Sancerre, hvor der omgående kommer frugt af umodne pærer og tropisk islæt af fersken og mango suppleret med lemon og grape. Du finder også klare Sauvignon Blanc noter med grøn peber, hyld, hvide blomster og svagt lidt tomatstilke … i det hele taget er Sauvignon Blanc noterne blide, runde og alligevel friske.

I mundene det heller ingen stram Sauvignon Blanc vin … der er nok nærmere mere blomster, der virker aromatiske og sammen med en kalket og saltet mineralitet giver gør vinen rank, ren og klar. Frugten virker let, tynd vandet og frisk med let drikkelighed … der er fersken, æbler, umodne pærer og stikkelsbær … elegant, slank, frisk og ret blomstret med stor finesse … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 205 kr. mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2024 Les Grands Chais de France, Château de Champteloup Rosé d’Anjou, Loire, Frankrig

2024 Les Grand Chais de France, Château de Champteloup Rosé d'Anjou, Loire, FrankrigChâteau de Champteloup ligger i Brigné nær Doué‑en‑Anjou i Loire-dalen i området omkring Saumur og har siden 2005 været ejet af Les Grands Chais de France … men derfra smager jeg nu en 2024 Château de Champteloup Rosé d’Anjou.

Château de Champteloup har en vintradition på over 400 år, hvilket  er dokumenteret gennem gamle skøder, der nævner vinavl på dette sted. I 2005 blev det imidlertid opkøbt af store Les Grands Chais de France sammen med Château Monguéret … som jeg faktisk lige har anmeldt et par vine fra.

Slottet har omkring 100 hektar vinmarker og en årlig produktion på cirka 5.000 hektoliter lavet på klassiske Loire druer som Cabernet Franc, Grolleau, Chenin Blanc og Chardonnay.

Denne 2024 Château de Champteloup Rosé d’Anjou er ifølge flere sider lavet på en blanding af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon, som trives i områdets gamle, kalk- og silikaholdige jordbund.

Normalt for Rosé d’Anjou udgør Grolleau næsten altid basen, men altså ikke i dette tilfælde. Ellers er der faktisk slet ingen oplysninger om produktionen. Vinen har dog en lavere alkoholprocent på 10,5%. og typisk sker produktion ved, at druerne presses direkte med en kort maceration.

Så gærer vinen køligt i rustfri ståltanke og så har disse vine et mærkbart højt niveau for restsukker på 10–20 gram pr. liter og det giver en frugtig, blød vin med let sødme og lav alkohol.

Duftmæssigt er der ingenting … okay, det lyder måske lidt hårdt, men der er næsten ingen aroma, så dermed bliver vinen en kende neutral og skal jeg finde noget, så er der lidt honningmelon og jordbær, mens syren synes vag eller i hvert fald meget afdæmpet med en aroma af nogle tørre papkasser.

I munden er det en sød rosé … der er lidt kandiseret citron og jordbær, hvor sødmen er meget udtalt. Det er søde jordbær og kandiseret kirsebær … lidt saftig og saftagtig med en forholdsvis kort eftersmag., Det er en vin, som mange vil knuselske, men jeg synes dog, at den er for sød og giver for lidt. 83 point,

Forhandles af Bevco.dk, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2024 Les Grands Chais de France, Château de Montguéret Saumur Rouge, Loire, Frankrig

2024 Les Grand Chais de France, Château de Montguéret Saumur Rouge, Loire, FrankrigMed næste vin har vi blot skiftet farve/drue, for det var en 2024 Château de Montguéret Saumur Rouge fra den store vinkoncern Les Grands Chais de France.

Vinen er lavet på  100% Cabernet Franc og med gæring på rustfri ståltanke med næsten 2 ugers maceration ved lav temperatur og efter endt fermentering er vinen lagret flere måneder i ståltankene.

I næsen er vinen kølig … der er kold oksefond, blyanter og en lidt landlig vildskab. Der er godt med skovbund, sød tobak, blod, jod og blæk samt en frugt af sorte kirsebær og lidt solbær.

Smagen er meget saftig og ren … ikke så megen fylde, men en frugt af jordbær, sorte kirsebær, tranebær og lemon samt en meget speciel syre, modne tanniner og en lettere frisk afslutning. 88 point.

Forhandles af Bevco.dk, hvor en flaske normalt koster 149 kr., men pt kan fås til tilbud til 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2024 Les Grands Chais de France, Château de Montguéret Saumur Blanc, Loire, Frankrig

2024 Les Grand Chais de France, Château de Montguéret Saumur Blanc, Loire, FrankrigMed de næste par vine skal vi til Loire-dalen nær Nueil-sur-Layon i Anjou-regionen på grænsen til Saumurois, hvor vi finder Château de Montguéret og derfra smager vi et par vine og starter med en 2024 Saumur Blanc.

Château de Montguéret blev opført i 1880 i Napoléon III-stil, med materialer typiske for området af tuffeau – en slags kalksten – schiste og mursten.

Ejendommen blev købt af Lacheteau i 1987 og senere overtaget af Les Grands Chais de France (GCF) i 2005.

Château de Montguéret drives med fokus på bæredygtighed og har siden 2019 været certificeret med HVE (Haute Valeur Environnementale), hvilket sikrer miljøvenlige dyrkningsmetoder og biodiversitet.

Slottet har omkring 80 hektar vinmarker med varieret jordbund og dyrker der druer som Chenin Blanc, Cabernet Franc, Grolleau og Gamay, hvorfra de laver de mousserende Crémant de Loire, røde og hvide Saumur og Anjou samt de søde Coteaux du Layon.

Vinifikationen sker med moderne teknikker, men med respekt for traditionen.

2024 Château de Montguéret Saumur Blanc er lavet på 100% Chenin Blanc, dyrket i Saumur-området i Loire-dalen, kendt for kalkholdige og lerede jorde, som giver friskhed og mineralitet.

Druerne høstes ved optimal modenhed, mens gæring er sket ved lav temperatur i rustfri ståltanke og med en kort maceration forinden. Vinen er delvist lagret på egetræsfade og den har omkring 5 gram restsukker pr. liter.

Duften har en dejlig varme … har nogle kridtede og jernet noter, en fin luftig frugt, hyld, pærer, kvæde og søde trænoter, lindetræ og den virker bred og lettere fyldig.

I munden er det også en luftig, blød, bred og saftig vin med en lys og mushy frugt af pærer, melon, kvæde, citronskal og grillet lemon med en lille sødbitterhed, en medium syre og virker til at være en ganske habil vin … 89 point.

Forhandles af Bevco.dk, hvor en flaske normalt koster 149 kr., men pt kan fås til tilbud til 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7