Kategoriarkiv: Artikler

EU-kampagne om europæisk kvalitetsvin

Vinho Verde Wine Commission (CVRVV) og Verona Wines Association (AVIVE) har skudt en kampagne igang for at sætte fokus på deres vine, der har den europæiske kvalitetsbetegnelse PDO. Det er en kampagne, som blev kickstartet sidste år i Berlin og løber frem til udgangen af 2021 med en stribe events og PR-tiltag.

I den forbindelse er 12 vine havnet hos jeres flittige vinblogger til en test … 6 fra hver af de to områder, altså Minho aka Vinho Verde i Portugal samt området omkring Verona i Italien.

Hvad er PDO?

De fleste har nok ikke hørt om EU’s kvalitetsbetegnelse PDO, som står for Protected Designation of Origin. Det er en betegnelse, der tildeles landbrugs- og fødevareprodukter, der er tæt knyttet til deres oprindelsesregion, håndværkstraditioner og de mennesker, der producerer dem.

Betegnelsen giver forbrugerne sikkerhed for, at produktet er et autentisk og kvalitetskontrolleret produkt. Således garanterer betegnelsen, at hvert trin i produktionsprocessen udføres efter traditionelle metoder i oprindelsesregionen.

Gode eksempler på fødevarer under PDO kvalitetsstemplet er fx oste som Gorgonzola, Parmigiano-Reggiano, Feta og Roquefort, hvor sidstnævnte fx skal fremstilles af mælk fra en bestemt race af får og modne i de naturlige huler nær byen Roquefort-sur-Soulzon i Aveyron-regionen i Frankrig, hvor ost koloniseres af svampen Penicillium Roqueforti, der kun vokser i disse huler.

Drikkevarer som Cognac, Armagnac og Champagne kan også kun mærkes som sådan, hvis de kommer fra den udpegede region … og det gælder så også Vinho Verde og vinene fra regionen omkring Verona, som både inkluderer rødvine, rosévine, hvidvine og mousserende vine, herunder DOC Arcole, DOC Bardolino, DOC Bardolino Chiaretto, DOC Custoza, DOC Garda, DOC Lessini Durello, DOC Lugana, DOC Soave.

PDO erstatter altså ikke AOC- og DOC- betegnelserne, som vi kender fra de forskellige vinområder, men er en sådan mere overordnet klassificering i det overordnede EU-system.

Vinho Verde vinene

For omkring lidt over et år siden skrev jeg et blogindlæg om netop Vinho Verde … indlægget Vinho Verde … mini-test af de grønne vine fra Portugal, hvor jeg både skrev om hvad Vinho Verde er for noget, historien om området, regionen og druerne, så det vil skal jeg selvfølgelig ikke gentage.

Denne gang har jeg smagt 6 vine, men det er ikke dyre vine, vine med særlige priser og anmeldelser, men egentlig blot et eksempel på nogle af de vine, som er en del af PDO kvalitetsstemplet for Vinho Verde vine … altså lavet autentisk, som vine skal laves i området.

Anmeldelserne og beskrivelser af alle Vinho Verde vinene kommer indenfor de næste dage.

Vinene fra Verona området

Verona er en dejlig by … og der er Preben Elkjær jo gud. Det er en by, som mange danskere har besøgt under deres ferier ved Gardasøen … og de fleste har nok også drukket masser af vin fra områderne, som ligger omkring Verona. Rigtig mange danskere elsker generelt vinene fra Veneto området.

Verona Wines Association (AVIVE) er egentlig en lidt ældre organisation fra 1971 og den repræsenterer hele Vini Veronesi … vinsektoren i området omkring Verona. Det er et stort område på 28.500 hektar og omfatter hele 15 PDO vine, hvilket omfatter

  • rød-og rosévinene; Bardolino, Valpolicella, Valpolicella Ripasso, Amarone della Valpolicella, Arcole Rosso, Bardolino Chiaretto og
  • hvidvinene; Custoza, Soave og Soave Classico, Soave Superiore, Lugana, Arcole Bianco og
  • de mousserende; Garda Spumante og Lessini Durello samt
  • de søde; Recioto della Valpolicella og Recioto di Soave.

Min lille test af 6 vine fra området består af et bredt udsnit, nemlig fra 6 forskellige PDO’er. Igen er det ikke dyre vine … nærmere billige og tilgængelige vine, … tænkt som et bredt udsnit over nogle af de vine, som er en del af PDO kvalitetsstemplet for området omkring Verona og lavet helt autentisk. Det er disse 6 vine:

  • 2013 Corte Giocobbe, Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero
  • 2018 Tamburino Sardo, Custoza
  • 2018 Cantina di Soave, Rocca Sveva Soave Classico
  • 2018 Valetti, Bardolino Chiaretto Classico
  • 2017 Giovanni Tantini, Bardolino
  • 2018 Ottella, Le Creete Lugana

Anmeldelserne og beskrivelser af de 6 Veneto vine kommer selvfølgelig også snart på Houlbergs Vinblog. En af vinene havde jeg smagt før … nemlig Soave vinen. Den smagte jeg under mit besøg i Soave sidste sommer, men det kan du læse om i blogindlægget Houlberg i Soave – Part 1; Et splash and dash vinøst besøg i hvidvinsland.

Det vil være meget omfattende, at komme ind på hele Veneto området i dette indlæg, så i stedet kan du læse mere om de udvalgte appellationer (og PDO’er) i hvert blogindlæg.

Konklusion

Der er meget at lære i vinens verden … og jeg havde ikke tidligere hørt om PDO betegnelsen. Da en appellation som fx AOC, DOC eller DOCG er en lovmæssig bestemt geografisk identifikation, så burde den jo være tilstrækkelig, men måske giver det god mening, at der også findes en kvalitetsbetegnelse på tværs af alle fødevarer.

Jeg kan kun respektere, at man som forbruger sikres autentiske vine … at en Champagne vitterlighed kommer fra og er lavet i Champagne og at vinene i det hele taget er lavet med nogle af de druer og efter de traditioner, som har præget et område gennem mange år.

I alle områder findes der virkelig spændende vin, små perler … blot giv dig tid, dyk ned og smag. Skål derude.

Houlbergs Vinblog ønsker alle godt nytår … en stor tak og status

Med året 2019 på hæld er det tid at gøre status … og selvfølgelig ønske hinanden et godt nytår. Det har igen været et vildt år for jeres flittige vinblogger, som vist atter har sat rekord her på vinbloggen med rekordmange blogindlæg og anmeldelser.

Sidste års nytårsforsæt

Sidste år skrev jeg, at i 2018 ikke havde haft så mange besøg på vingårde … og at det så måtte være nytårsforsættet for 2019 med ønsket om en tur rundt i det tyske til enten Ahr, Churfranken eller måske endda Mosel igen og måske sommerferien også kunne planlægges afholdt i Italien … vil så gerne til Piemonte.

En stor del af dette fortsæt gik i opfyldelse, da jeg både besøgte vinproducenter i Soave, Franken, Piemonte og seneste Ahr. Samlet blev det til besøg hos 19 vinproducenter … fantastiske oplevelser, som jeg har skrevet om her på Houlbergs Vinblog.

Antal anmeldelser

Det blev således til 917 blogindlæg og 868 vinanmeldelser … og dette er ny rekord, så titlen som Danmarks flittigste vinblogger holder vist fortsat. Det havde selvfølgelig været nemmere, hvis jeg i hvert blogindlæg alene skrev smagsnoterne og ikke så meget om vinhuset, historien, vinmarkerne m.m., men denne research og skriblerier er jo en af grundstenene på Houlbergs Vinblog.

Nogle vælger alene af læse anmeldelserne på Facebook, hvor man altså ikke får hele historien med, men sådan skal det jo være og antal følgere på Facebook er stødt og roligt steget i 2019 til 713 følgere, mens bloggen i 2019 har haft 518.258 besøg … og i december 44.218 besøg. Det er nogenlunde uændret i forhold til 2018.

Kæmpe tak

Så en stor tak til alle læserne, uanset om det er på vinbloggen, Facebook, Instagram eller Twitter. Også en kæmpe tak for alle de søde kommentarer, som der løbende er blevet smidt på Facebook og Instagram … og ydmyg, stolt og taknemmelig.

Det gælder også for samarbejdet med alle de importører, som har sendt flasker til test. Awesome og jeg er vildt stolt af samarbejdet, så stor tak til jeres alle … og nu nametagger jeg bare i korrekt alfabetisk rækkefølge AMKA, Andrup Vin, Buus Vine, Cappa Vin, Extra Brut Vinimport, HJ Hansen Vin, Italux, Jysk Vin, Lesedi Wines, Megavin, Mr Ruby, Pannon Vin, Propperiet, Sopexa-Danmark, Theis Vine, Vinens Hus, Vinsnobben, Vinuniverset, Winelovers og Winus.

Nu håber jeg sgu ikke, at jeg har glemt nogle.

Derudover en kæmpe tak til de vinbønder, som har taget så godt imod mig/os ved de 19 gårdbesøg. Det var været nogle enestående oplevelser. Også en tak til søde Irene Graziotto , som fik al logostikken på Soave turen til at klappe.

Sidst skal der også lyde en stor tak til alle mine vinvenner for gode, interessante og sågar muntre samt sjove stunder, fremragende vine og en kende tålmodighed med alle mine langsommelige smagsnoter i min lille sorte notesbog i tide og utide. You guys rocks!

Nytårsaften

I dag har startet dagen med et lille løb … arghhhh lille og lille, en halvmaraton ved Champagneløbet i Silkeborg. Det er en fantastisk hyggeligt løb … men … de serverer Cava, når man løber i mål !!!

Nu skal benene hvile stund, og så skal der laves lidt godt mad til nytårsaften. Vinene er ikke fundet endnu, men det kommer fluks, men måske lidt sjovt hvid, en rød Barolo eller Spätburgunder og måske også lidt anderledes for at udfordre nogle af gutterne.

Ellers glæder jeg mig bare til nye vinoplevelser i 2020.

Skål til alle … og godt nytår.

Houlbergs Vinblog ønsker alle læsere en glædelig jul

Her på Houlbergs Vinblog er jeres flittige vinblogger fortsat bagefter med vinanmeldelser, men nogle siger, at det alligevel bliver jul … og saglig tak for det. Min juleferie startede først i går, men i dag begynder julefreden stille at brede sig i samme takt som duften fra juleænderne i ovnen fylder huset. Lækkert og lidt fedtet.

Faktisk har begge ænder – én dansk og én fra Berberi-land – været i ovnen siden sent i går aftes i bedste slow-food style … 10 timer ved 100 grader.

Efter andepartering, mandelsmutning, grødriskogning, rødkålsnitning og andre juleagtige discipliner, så begynder julefreden sagligt at sænke sig i det houlbergske palæ … og jeg har endda endnu ikke fået et eneste glas rødvin. Men den del kan der rådes bod på.

Nu spørger I nok, hvad sådan en vinblogger drikker sådan en from og hellig aften? Jeg vil fluks – om lidt – sikkert finde lidt Spätburgunder selvfølgelig, måske endda en af de gode flasker, som jeg havde med hjem fra Ahr. Det vil være passende at drikke, sådan bare ren nydelse, mens jeg laver maden. Måske også lidt Barolo?

Til selve julemiddagen bliver det ikke – som ellers i mange hjem – Amarone eller andre kirsebærmarmeladetunge vine, men har fundet flere vine, så der er lidt blandet. Der er lidt traditionel Châteuneuf-du-Pape, bl.a. en Châteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane fra Domaine de Pignan og derudover  en australsk 2018 Small Batch Mataro fra Gemtree.

Til risalamanden bliver det klart lidt portvin og en tår af Piasa Rischei Loazzolo fra Forteto della Luja … måske en flaske mer’, for man må ikke gå ned på de søde vine.

Pigerne vil sikkert ha’ hvidvin, så jeg må finde noget passende. Jeg ville egentlig gerne drikke en ældre og lettere sød Riesling til anden, men tror faktisk ikke, at jeg har sådan en fætter på lageret, da de fleste af mine Riesling vine i køleskabet er knastørre.

Nå, men jeg ville egentlig også blot lige ønske alle læserne en rigtig glædelig jul. Håber I får en rigtig fredfyldt jul med familien, en aften med gode hjerter og … lidt dejlig vin.

Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder

Ahr er absolut et af de mest spændende områder i Tyskland, når det gælder god og kølig Spätburgunder. Og hvad er så mere naturligt for Danmarks førsteelsker af Spätburgunder, end at lave et roadtrip til området for at udforske nogle af de allerbedste producenter og samtidig feste en smule til den årlige vinfest i Ahrweiler?

Jeg havde rottet mig sammen med to af mine vinboddies Gert E og Jan, som begge også tændte på idéen om masser af Spätburgunder, vinfest og et roadtrip som et afbræk fra dagens normale hamsterhjul.

Vi havde forberedt os godt til turen, bl.a. booket værelser på det store Hotel Steigenberger på Kurgartenstraße i Bad Neuenahr og aftalt besøg hos nogle af de allerbedste vinproducenter i Ahr, nemlig hele 9 stykker med velklingende navne som Julia Bertram, Stodden, Meyer-Näkel, Adeneuer m.fl. Alle besøg sirligt indført i et skema, hvor der ikke var plads til mange svinkeærinder.

Så efter endt arbejdsdag en grå og regnfuld onsdag, så satte vi kursen sydover med planen om at ramme et hotel i nogenlunde kort afstand fra Ahr, da vi allerede torsdag formiddag kl. 10.00 havde det første vinbesøg med Julia Bertram … eneste tidspunkt, som den søde og travle winzerin kunne.

Vejret undervejs var freaking, fucking vildt … masser af regn- og sindssygt tordenvejr og jeg tror faktisk ikke, at jeg tidligere har set så mange lyn i løbet af så kort tid. Det betød, at vi droppede idéen om at finde et hotel inden Ahr og så i stedet ramte Hotel Steigenberger ved midnatstid … klar til programmet.

Ahr området

Der har siden det 8. århundrede været dyrket vin i Ahrdalen, der ligger ved den lille vulkanske bjergkæde Eifel og dækker 548 hektar vinmarker. Ahr ligger geografisk lige ovenover Mosel og dermed en af de mindste og nordligste regioner i Tyskland, kun overgået af Saale-Unstrut og Sachsen.

Det meste i Ahr drejer sig om rødvin og specielt Spätburgunder, selvom det samtidig er det område i Tyskland, hvor der forholdsvis findes flest marker med den sårbare diva Frühburgunder. Omkring 87,5% af produktionen i Ahr er rødvin og 342 hektar er med den elskelige Spätburgunder drue.

Området er i dag præget af små og spændende vinproducenter, selvom over halvdelen af produktionen faktisk kommer fra tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.

Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.

I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.

Kooperativerne fylder dog slet – hverken i indflydelse eller i bevidstheden hos forbrugerne – ikke så meget som fx i Soave, for Ahr er nemlig i stedet mest kendt de mindre selvstændige vinhuse, som producerer Spätburgunder vine i særdeles høj kvalitet anført af bannerfører som fx Jean Stodden og Meyer-Näkel.

Samlet findes der i dag omkring 65 selvstændige producenter, som har vinproduktion som deres hovederhverv. Men det er klart en lille håndfuld, som har markeret sig internationalt, mens de fleste er små producenter, som primært sælger deres vine i Tyskland.

Vinmarkerne

I Ahr er nogle af vinmarker sindssygt stejle og nok nogle af de stejleste marker, som jeg endnu har set. Området er dog forholdsvis overskueligt med de 548 hektar, som er fordelt på 49 marker omkring 16 byer.

Det er vist svært at se på kortet ovenover, men de primære – og mest kendte byer – er nok Neuenahr, Marienthal, Dernau, Ahrweiler, Kreuzberg, Rech, Heimersheim, Walporzheim og Mayschoß.

Generelt er jorden i Ahrdalen meget klippefyldt, men der er alligevel forskel fra den nedre del til den øvre del. Den nedre del er dalen, som jeg selv ville den øvre del længst mod øst – mellem Walporzheim og  Heimersheim – er det bredeste stykke, og der er siderne heller ikke så stejle som på den midterste eller øverste del.

I den nedre del er jorden mest kraftfuld med mere lidt mere löss, sand og grus, men jorden i den øvre del, altså den mere smalle dal længst mod vest mellem Altenahr und Marienthal, er langt mere mager, vulkansk og præget af skifer.

Mange af vinmarkerne er meget gamle og anlagt i terrasser og nogle terrasser er endda så små, at de kun omfatter 40 vinstokke, men alle næsten utilgængelige på de sindssygt stejle marker.

Man har siden 1960’erne foretaget en såkaldt flurbereinigung, hvilket er et tysk ord for en slags landreform, hvor man bl.a. har renoveret mange af markerne, således de nemmere kan anvendes i produktionen i dag, fx ved anlæg af små veje over nogle af vinmarkerne, hvorved høsten bliver en anelse nemmere.

Den mest plantede druer er – som nævnt – Spätburgunder med samlet 342 hektar marker. Derefter følger Blauer Portugieser og Riesling med hver 43 hektar marker og så kommer ellers i mindre omfang druer som Frühburgunder, Regent, Dornfelder, Müller-Thurgau, Domina, Weißer Burgunder og Kerner.

Det er ubetinget er Spätburgunder, som er vigtigste vin i Ahr, og druen fik yderligere medvind i forbindelse med landreformen – der flurbereinigung – hvor mange vinstokke med Blauer Portugieser blev erstattet med Spätburgunder og generelt har Spätburgunder vundet mere og mere frem i Ahr.

Forholdsmæssigt har Ahr størst andel af Frühburgunder, men mange producenter dropper løbende den sarte drue, idet området næsten er blevet for varmt for druen. Derfor er Frühburgunder i dag også plantet på de dårligste marker … der hvor der er mest skygge og koldeste temperaturer.

Markerne med Frühburgunder var forholdvis nemme at spotte under vort ophold, idet vinstokkene nemlig var beskyttet med blå net for at sikre de tidligt modne druer fra både fugle og vildsvin.

I de seneste år har man blandt producenterne enes om, at man manglede en hvidvin, som var særpræget for området og derfor har man valgt Blanc de Noirs på selvfølgelig Spätburgunder. Næsten alle de besøgte vingårde havde også sådan én i deres program i dag … dog med noget mer’ svingende kvalitet end ved deres røde Spätburgunder vine.

Turist i Ahr

Ahr-dalen er et smukt og fantastisk område at besøge, og selvom området mest er kendt for sin vin, så er der også masser af andre oplevelser i Ahr, som fx byder på en unik spektakulær natur med mulighed for vandreture og cykelstier gennem hele dalen.

Og Bad Neuenahrs fortid – og nutid – som kurby fornægter sig heller ikke med gamle kurhoteller, spabade, jernrige kilder, produktion af mineralvand, kurparker og alt indenfor wellness. Vi boede selv på et gammelt, tidligere kur-hotel, nemlig det store Steigenberger i Bad Neuenahr. Der er vel 3-4 kilometer ind til Ahrweiler, men man kan spadsere langs Ahr-floden hele vejen … en smuk tur.

Selve Ahr floden overraskede os. Det er jo en biflod til Rhinen, men det er en utrolig lille flod … nærmest et lille vandløb og samtidig ikke særlig dyb. Men hele området har jo sit navn eller floden, for Ahr er nemlig det keltiske ord for vand.

En by som Ahrweiler er bestemt også et besøg værd, en virkelig smuk gammel by, nærmest en fæstning med sin gamle bymur og de 4 gamle byport/-tårne Ahrtor, Niedertor, Obertor og Adenbachtor samt et centrum med masser af gamle bindingsværkshuse og god mulighed for at shoppe eller drikke et glas vin.

Og er man til vin, så er Ahr-dalen et sandt lille paradis med sin egen vinrute, de mest utrolige skiferholdige vinmarker og masser af små vinproducenter, som ligger forholdsvis tæt i den kun 25 kilometer lange dal. Og hos producenterne er det vinbonden selv, som du møder og det giver altid bare et mere spændende besøg.

Derudover er der masser af vinfester … og tyskerne elsker virkelig at feste. I modsætning til herhjemme, så fester man sammen, unge som gamle og det er til både hornmusik og mere moderne toner. Og det foregår normalvis altid på byens torv/markedsplads.

I perioden fra begyndelsen af september til slutningen af oktober holdes der vinfester i næsten alle byer som Altenahr, Mayschoß, Rech, Dernau, Walporzheim, Ahrweiler og Heimersheim.

Vi deltog selv et par aftener i winzerfesten på torvet i Ahrweiler og fik ved selvsyn oplevet tyskerne feste. Den første aften var det med vinbonden Peter Kriechel som guide og næsten aften mere endnu mere gas og højt festhumør.

Vi fik også hilst Ahrweiler 2019/20 valg til Ortsweinkönigin, nemlig den 25-årige Carlotta Müller, som senere skal kæmpe mod de andre vinprinsesser fra de andre Ahr byer om titlen Gebietsweinkönigin for hele Ahr og senere repræsentanter fra de andre vinområder i hele Tyskland om titlen som Deutsche Weinkönigin.

Den titel fik Ahr senest i 2012/13, hvor det såmænd var Julia Bertram, som vandt titlen som hele Tysklands vindronning. Det er imidlertid en titel, som ikke kun handler om at komme fra en vinfamilie og have et pænt udseende.

Man bliver kun weinkönigin, hvis man har en stor viden om vin, idet alle deltagere skal igennem en lang test med over 60 spørgsmål om vin inkl. en række smagninger, hvor vinen skal identificeres med druesort og hvilken mad, som vinen bedst matches med.

I øvrigt hedder det så ikke en weinkönigin i Ahrweiler, men en Burgundia … men det dækker over samme titel. På billedet ovenover kan I så Burgundia Carlotta Müller og jeres flittige vinblogger.

Madmæssigt er Ahr også et besøg værd … og vi besøgte bl.a. den formidable Restaurant Prümer Gang, hvor vi fik en 4-retters menu til beskedne 54€ … og vi lod også vores søde tjenerinde bestemme en tilhørende vinmenu med lutter vine fra Ahr.

Den herlige 4 retters menu bestod af den mest lækre Caesar salat, som jeg nogensinde har smagt, en monster dejlig anden forret med nogle marinerede kammuslinger og jomfruhummer, en hovedret med rød kød og selvfølgelig en sød dessert med både sorbet og chokolademousse.

I skal da ikke snydes for billeder af retterne. Vinene har jeg ærlig talt glemt, men en vinmenu kostede 28,30€ eller omkring 210 kr. for 4 fantastiske vine … det er sgu billigere end i Danmark.

Vort besøg hos producenterne

Som nævnt indledningsvis, så havde vi hjemmefra booket aftaler med nogle af de allerbedste vinproducenter i Ahr og fordelt på hele tre dage besøgte vi således

Ovenover har jeg linket til uddybende blogindlæg om disse besøg samt et shitload af anmeldelser på masser af de vine, som vi smagte undervejs hos de dejlige producenter.

Men fælles for alle de besøgte vinbønder var en særdeles positiv og venlig imødekommende. Alle steder blev vi modtaget med åbne arme, selvom der selvfølgelig også var store forskelle og nogle selvfølgelig gjorde mere indtryk end andre.

Julia Bertram var den sødeste kvinde … meget fortællende og utroligt imødekommende. Hos Meyer-Näkel gjorde deres salgschef Dennis Appel også et fantastisk indtryk og hjalp med at ændre et par af vores besøg, så vi skulle køre mindre og fik os også booket ind til aftensmad på den fantastiske Restaurant Prümer Gang midt i Ahrweiler.

Næste alle steder var det også vinmagerne selv, som tog imod os … dog undtagen hos Jean Stodden, hvor det var i stedet var Alexander Stoddens hustru, som ledte os igennem vinene … og så som nævnt salgschefen Dennis Appel hos Meyer-Näkel.

Hos alle vinproducenterne fik vi også et kig ned i produktionen og vinkældrene. Enkelte steder smagte vi endda en lille fadprøve fra en igangværende produktion. Det giver et fantastisk indtryk af en vinproducent, når du har besøgt kældrene, hvor vinene laves.

Det vildeste af vort besøg var klart hos Peter Kriechel. Han havde udover en smagningen af hans vin i kælderen også inviteret os til en Vesper … en middag inde i byen, hvor han havde bedt en række små producenter fremsende vine, da han synes vi også skulle smage vine fra nogle af de huse, som vi ikke kunne nå at besøge … og sådan vi oplevede et bredt udsnit af Ahr vinene.

Derfor blev smagningen hos Peter Kriechel også en efterfølgende, hyggelig aften hos Weingut Franz Coels inde midt i Ahrweiler, hvor vi fik god mad og så masser af vine fra både Coels selv, Weingut Max Schell, Weingut Peter Linden, Weingut Kurth samt et par vine fra de to kooperativer Dagernova og Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr … og så lidt mere vin fra Kriechel.

Jeg har selvfølgelig også anmeldt nogle af vinene fra de små producenter … samt et par stykker fra de nævnte store kooperativer. Der er med andre ord masser af anmeldelser af Ahr vine på Houlbergs Vinblog efter vort fantastiske roadtrip.

Nu tester Houlberg også Coravin … forhåbentlig uden gassen går af ballonen?

Jeg er egentlig selv en 1-2-3 åben og drik Kind Of Guy og grundlæggende imod alt for mange gadgets, når jeg skal drikke vin. Men nu har Houlberg sgu alligevel investeret i en Coravin.

Jeg har selvfølgelig læst om Coravin, set den brugt mange gange på vinbarer samt hos vinproducenter og selvfølgelig også løbende fulgt de gode tests, som både Vinkreutzer og Rolf på Vinexpressen har lavet med Coravin.

Men jeg har aldrig selv haft lyst til at anskaffe et sådant monstrum for at stoppe mine vinflasker med gas, selvom både Frederik og Rolf begge var været meget positive. Eller måske har jeg bare ikke lige haft behov for det.

Men nu er behovet der. Jeg får rigtig mange vine til anmeldelse fra en masse søde og gode vinimportører, og antallet af vine til test har de seneste år været stigende. Og med et øget pres på test, hvoraf mange måske også haster, så skal der åbnes en del vine.

Der kan Houlberg og Houlbergs lever slet ikke følge med, og som jyde nægter jeg simpelthen at hælde gode vine ud, når der er smagt et enkelt glas. Det har min gode nabo Henry indtil nu været begunstiget af, men selv Henry har et limit … tror jeg nok.

Derfor har jeg så nu punget ud til en Coravin 2, så jeg kan teste flere vine uden at skulle åbne hele flasker. Så kan jeg nyde flaskerne på et senere tidspunkt, og det synes jeg selv, giver vildt god mening.

Samtidig giver det jo basis for en virkelig grundig test af Coravin, idet jeg med tiden vil ha’ rigtig mange flasker vin, hvor jeg har nuppet et enkelt glas fra ved med min anmeldelse.

Så kan jeg i fremtiden åbne de Coravin gassede flasker helt og så teste vinene op mod mine tidligere anmeldelser af vinene. Jeg vil så her på Houlbergs Vinblog komme med mine vurderinger af, hvordan Coravin har påvirket vinen i forhold til oplevelsen første gang.

Jeg skal blot være en smule struktureret og sætte en lille dato-mærkat på hver vin, når jeg har anvendt Coravin. En stor udvidet Coravin test. Det kan selv jeg vist finde ud af.

For dem, som ikke kender Coravin, så er den kaldt; den største revolution i vinbranchen siden korkproppen, men det er nok at tage munden for fuld.

Coravin er skabt af Greg Lambrecht, der i 1998 øjnede muligheden for at skabe et system hvormed man kunne skænke vin fra flaske uden at fjerne proppen og samtidig uden at kvaliteten af den tilbageværende vin blev berørt af tyveriet.

Det er altså et værktøj, hvor du stikker en lang nål gennem korkproppen på vinen og presser en neutral gasart kaldet argon i flasken. Derved kan man skænke samme mængde vin, som man tilfører af gas. Teorien er at den neutrale gas lægger et beskyttende ovenpå vinen og man derved kan tappe af vinen over en længere periode, uden at vinen bliver oxideret og dermed dårlig.

Min test af Coravin bliver lidt anderledes end de to test foretaget af Vinkreutzer og Vinexpressen ved, at jeg tester endnu flere vine og efter helt tilfældige perioder. Nogle vine vil måske blive åbnet få måneder efter første prik med Coravin og andre vil ligge i flere år, inden de åbnes.

Nu får vi så at se, om den flittige vinblogger også bliver fan af Coravin … behovet er der i hvert fald. Og den er i hvert fald meget nem at anvende, så jeg er allerede kommet flyvende fra start.

Jeg skal nok vende frygtelig tilbage med et nyt blogindlæg – part 2 – om nogle måneder, når jeg for anden gang har smagt en røvfuld vine, hvor Coravin er anvendt. Stay in tune for mere.

Houlberg i Soave – part 4: Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine

En af de vigtigste punkter i programmet for hele Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour var smagningen af 10 udvalgte vine, som blev kommenteret af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe og suppleret af Sandro Gini, som er talsmand for Consorzio Tutela Vini Soave.

Foredraget foregik på italiensk, så jeres flittige vinblogger var fucked … men blev heldigvis reddet ved, at man kunne få udleveret et par hørebøffer, hvor alt blev oversat til engelsk.

Programmet for smagningen omfattede 10 vine, som skulle vise et bredt udsnit fra forskellige gode producenter og med forskellig alder for at vise, hvordan Soave vinene kan udvikle sig, når de gemmes nogle år. Derfor kom programmet til at se sådan her ud:

De 10 vine repræsenterede dermed 10 forskellige cru’er og Kerin O’ Keefe gennemgik hver af de 10 vine, fortalte om de enkelte cru’er og deres jordbundsforhold … men overraskende for mig, så kom hun ikke med mange smagsindtryk på de 10 vine.

Hun blev undervejs støttet af Sandro Gini, som – udover at være talsmand for Consorzio Tutela Vini Soave – også selv er producent og havde leveret den sidste af vinene … en 2002’er Soave Classico DOC Contrada Salvarenza Vecchie Vigne fra hans kælder og endda i magnumflasker.

Men bare rolig … jeres flittige vinblogger fik smagsnoter på alle vinene, så dem kan I naturligvis læse via links ovenfor sammen med beskrivelser af de enkelte vinhuse.

Efter smagningen var der en repræsentant fra næsten alle de 10 vinhuse oppe og kort fortælle om vingården og deres arbejde med Soave vinene. På billedet ovenover er det fx Laura Rizzotto fra Balestri Valda … en af de mange kvinder i Soaves vinbranche.

Houlberg i Soave – part 3: Lidt om de lokale druer, vine og mine erfaringer

Nu har vi kigget lidt på historien om Soave, appellationerne, de mange crus, som Soave byder på og det er måske lidt uoverskueligt, men til gengæld er det lettere med druerne, for Soave vinene består primært af 2 druesorter … eller næsten.

Garganega

Hovedruen – og den vigtigste drue i Soave – er klart Garganega, som da også dækker 6.171 hektar vinmarker ud af de i alt 7.000 hektar i hele Soava … og det svarer til omkring 88% af det samlede areal, men druen har også været dyrket i Soave i over tusinde år … og dokumenterbart siden det 13. århundrede.

Garganega er egentlig ikke en speciel aromatisk drue,  men har duftmæssigt ofte lidt mandler, kandiseret citronskal, honning, hvide blomster, tropiske frugter og søde krydderier.

Den har en meget lang modningsperiode og er normalt først fuldmoden i oktober, hvor farven bliver dyb gul med lidt rødlige nuancer. Den har ikke voldsom megen syre … sådan medium, men snarere en god balance af ekstrakt og sukker, men samtidig meget aromatisk.

I Soave vinene skal der være mindst 70% Garganega, så på den måde tilsmiler reglerne i Soave også druen. I mange af vinene er der også mere end 70% og mange er endda lavet på 100% Garganega.

Druen bruges også i de søde Recioto di Soave vine, hvor man enten tørrer druerne på vinstokkene inden høsten, på måtter – som også i Amarone produktionen – eller ophængt på snore eller i net. Det kan I se på billedet ovenover, som er taget hos Coffele.

Garganega er Italiens 6. mest plantede hvide druesort, men findes primært i Veneto … altså også udenfor Soave området og er en vigtig drue i vine i appellationerne Gambellara, Bianco di Custoza, Colli Berici og Colli Euganei. Den findes også på Sicilien, hvor den er kendt under navnet Grecanico Dorato.

Garganega er en drue, som samtidig kan give et voldsomt stort udbytte, og det er selvfølgelig også derfor, at Soave i deres primære appellationer har begrænset druens høstudbyttet til 105 hektoliter pr. hektar for de almindelige Soave DOC vine, 98 hektoliter for Soave Classico vine og 70 hektoliter for Superiore vinene.

Trebbiano di Soave

Den anden drue, som er nævnt i reglerne i appellationerne i Soave er Trebbiano di Soave … men lad os starte med at slå fast, at druen – ifølge mine undersøgelser – ikke er lig med Verdicchio, selvom det fremgår mange steder rundt omkring … men det er ofte lidt forvirrende med de mange Trebbiano sorter.

Men sjovt nok er Trebbiano di Soave ikke den næstmest plantede druesort i Soave, da der alene er 102 hektar med druen, som derfor overgås af både Pinot Grigio med samlet 260 hektar og Chardonnay med 218 hektar. Derudover findes der 249 hektar i Soave med andre forskellige hvidvinsdruer.

Hvis man ser nærmere på appellationerne i Soave, så siger reglerne da også, at der maksimalt må være op til 30% af druerne Trebbiano di Soave, Pinot Grigio eller Chardonnay i en Soave DOC vin.

Trebbiano di Soave siges at være den bedste af Trebbiano sorterne, hvilket jeg måske ikke er enig i, da Trebbiano Spoletino i Umbrien er ganske unik og fantastisk. Omvendt har Spoletino druen heller ikke det mindste slægtskab med hverken Trebbiano di Soave, Trebbiano Toscana, Trebbiano d’Abruzzo eller andre Trebbiano sorter.

Det har Trebbiano di Soave imidlertid heller ikke, for studier fra 2001 har vist, at der næppe er et slægtskab med de andre Trebbiano sorter. Druesorterne deler alene en række ligheder som den hvide/gule farve, en sen modning, størrelsen af druerne og sukkerindholdet.

Men udover anvendt i DOC Soave vinene, så anvendes druen også i appellationer som Capriano del Colle, Castelli Romani, Colli Berici Garganega og Lugana … og druen findes da også under navnet Trebbiano di Lugana samt Turbiana.

Druen findes dermed primært i den nordlige del af Italien og altså ikke kun i Soave området. Men med Trebbiano druerne er der altid lidt forvirring, da mange producenter i Italien blot skriver Trebbiano på etiketterne, og dermed har forbrugerne svært ved at skelne, hvilke druesorter vinen reelt indeholder.

Men det med druesorter er heller ikke nemt, bl.a. har de fleste Trebbiano sorter også mange synonymer. Og ser man på Trebbiano di Soave, så finder der i Soave omkring 12 forskellige kloner af druen.

Trebbiano di Soave er knap så højtydende i markerne som Garganega, men høstes – som nævnt – senere end de fleste andre druer, typisk 35 dage senere. Vinene på druen har ofte lidt noter af mandarin, eksotiske frugter, er mere frisk og livlig end Garganega, mere tæt og har også mere fylde end dens navnebrødre som fx Trebbiano Toscana.

Chardonnay og Pinot Grigio vil jeg ikke skrive om … dem kender I sikkert alt til, og de er jo også mere internationale og dermed ikke specielle for netop Soave området.

Fælles for druesorterne i Soave er dog, at de fleste druer dyrkes på vinstokke ophængt som pergola eller tendone, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien.

Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder. Det betyder en lav plantetæthed og højt udbytte pr. vinstok, hvilket er meget velegnet til kvantitet frem for kvalitet. Druerne modtager normalvis ikke optimalt sollys, da de hænger i skygge.

På billedet ovenover ser vi en mark hos Coffele, hvor der går geder i markerne … og så er det praktisk, at druerne hænger utilgængeligt for gederne, trods ihærdige akrobatiske forsøg på af nå druerne.

Soave vinene og mine erfaringer

Soave har fået sit navn fra den berømte italienske poet Dante, der for at illustrere vinens mildhed kaldte den Soave, som betyder blød eller mild … og det passer meget godt med mine oplevelser af Soave vinene, som jeg smagte under mit besøg.

Jeg smagte ingen dårlige vine og generelt overraskede vinene fra Soave med en kvalitet, som er langt højere end deres mest gængse rygte … og specielt med lidt alder på, så kommer der nogle helt fantastiske noter, som er meget spændende … måske ikke petroleum, men noget i den retning.

Med alder kommer der både de smukkeste noter af linolie, æter, honning, nødder og samtidig en smagsmæssig fedme, som om vinene havde været lagret på egefade. Et af de smukkeste eksempler, som jeg stødte på, var Suavias 2007’er Monte Carbonare … her fik man virkelig et indtryk af, hvordan en Soave vin kan udvikle sig med alder.

I næste – og sidste – blogindlæg fra Soave turen; Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine, beskriver jeg de 10 vine, som spænder fra helt unge Soave 2018 vine til den ældste fra 2002.

Houlberg i Soave – part 2: Historien om Soave og dens mange cru’er

Soave er – som de fleste ved – et lille hvidvinsområde nær Verona øst for Gardasøen i Norditalien. Mange kender måske Soave vinene som billige, blide og oftest lidt kedelige vine … og der er da også lavet masser af billige vine anført af en flok store kooperativer, som fortsat i dag dominerer vinproduktionen i Soave.

Med høstudbyttet på 110 hektoliter pr. hektar, så har der virkelig været fokus på fremstilling af masser af billig vin. Soave vinene har dog også været Italiens mest solgte hvidvin og 80% af produktionen sælges hvert år til omkring 70 lande i hele verdenen. I 1990’erne stod kooperativerne for 80% af Soaves samlede produktion.

Samlet udgør produktionen i dag årligt ca. 43-45 millioner flasker vin, som kommer fra Soaves samlede 7.000 hektar vinmarker. Det er omkring 3% af Italiens samlede vinmarker indenfor DOC og DOCG vienene … eller sagt med andre ord, så er Soave vinene meget udbredt i hele verdenen.

Historien

Der har altid været produceret vin i Soave … i hvert fald helt tilbage til romertiden, og det meste Soave vin blev lavet af små vingårde. I starten af 1900-tallet oplevede vinproducenterne dog kraftig øget konkurrence og det blev starten på Cantina Sociale di Soave og øvrige kooperativer.

Og i kooperativerne kunne de konkurrere på prisen. Efter anden verdenskrig oplevede Soave et sandt boom i salget og vinene var en periode de mest sælgende italienske vine i Amerika … og overgik endda Chianti.

De store kooperativer solgte vinene både på flaske og bulk, så importørerne i de forskellige lande også kunne sælge vinene under eget mærke. I 1990’erne blev Soave vinene dog overhalet af syditalienske vine.

Men de store kooperativer dominerer fortsat produktionen i Soave. Det største kooperativ Cantina di Soave har fortsat 2.200 vinavlere som medlemmer og kooperativet laver hele 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

Men … i løbet af de seneste ti år har mange vinavlere imidlertid forladt kooperativerne og startet med at lave deres egne vine med fokus på kvalitet fremfor pris. Det vender jeg tilbage til lige om lidt, men lad os først kigge nærmere på appellationerne i Soave.

Appellationerne

Der finder 4 appellationer i Soave … og selvfølgelig alle gældende for hvidvine. Der er Soave DOC, Soave Classico DOC, Soave Superiore DOCG samt Recioto di Soave DOCG.

Lad os lige gennemgå appellationerne, som blev oprettet i 1968, og lad os starte med druerne, idet en Soave vin generelt skal indeholde mindst 70% Garganega og maksimum 30% Trebbiano du Soave, men der må også godt være  Chardonnay og/eller Pinot Bianco i blendet samt op til 5% lokale ikke-aromatiske grønne druer.

Derudover gælder der følgende regler

Soave DOC

Her skal druerne komme indenfor DOC området og høstes med  maksimalt høstudbytte på 105 hektoliter pr. hektar. Skal derudover indeholde mindst 10,5% alkohol og være lagret i mindst 2 måneder. Der laves årligt omkring 30 millioner flasker Soave DOC vin.

Soave Classico DOC

I en Soave Classico kommer druerne nu ikke primært fra den flade, lavtliggende marker, men også fra skråningerne. Her må høsten maksimalt udgøre 98 hektoliter pr. hektar, alkoholprocenten skal være mindst 11,0% og vinen lagret mindst 4 måneder. Årlig produktion udgør 12 millioner flasker.

Soave Superiore DOCG (gik fra DOC til DOCG i 2001)

Her kommer druerne primært fra de stejle skråninger og udbytte fra høsten må også maksimalt udgøre 70 hektoliter pr. hektar, mens alkoholprocenten skal udgør 12%, mens vinen nu skal være lagret i mindst 6 måneder. Produktionen af Soave Superiore DOCG udgør alene 665.000 flasker hvert år.

Recioto di Soave DOCG

Dette er den nyeste appellation, som blev vedtaget i 1998. Det er en sød dessertvin, som laves på samme druesammensætning, som de øvrige vine, men druerne hænger længere på vinstokke og tørrer, hvorved der kommer langt mere sødme. Der laves årligt 120.000 flasker Recioto di Soave.

Derudover findes der faktisk også lidt Soave DOC Spumante og en ganske lille appellation, som hedder Soave DOC Colli Scaligeri, som dog regnes for en subzone under Soave DOC, men udenfor Classico området.

Tilføjelsen Colli Scaligeri refererer til, at vinen produceres i et begrænset område omkring byerne San Martino Buon Albergo, Lavagno, Cazzano di Tramigna, Soave, Montecchia di Crosara, Roncà, Monforte d’Alpone og Caldiero.

De nye producenter og cru’erne

I dag er der kommet langt flere selvstændige vinproducenter, som satser benhårdt på kvalitet, nogle helt traditionelle, økologiske eller biodynamiske og de står udenfor kooperativerne og forsøger at slippe ud af kooperativernes skygge, hvilket kan være en svær opgave, da de jo fortsat fylder rigtigt meget i markedet.

Der findes i dag omkring 190 selvstændige vinproducenter, men over 2.870 vinavlere i Soave. Og ud af de 190 producenter, så findes der alene 50 med tappeanlæg, så på den måde er det et område, som er meget gennemskueligt.

Men lige nu er kvaliteten af vinene fra disse producenter bedre end nogensinde i kraft af mange års bevidst og målrettet fokus på høj kvalitet. Det dygtige håndværk hjælpes også på vej af en helt specielt terroir, som de færreste nok kender så meget til.

Soave området er nemlig domineret af to slags undergrund … en vulkansk med mørk basaltisk jord og en lys med kalksten, hvilket du kan se på kortet nedenunder. Den lange lyse areal i midten er en dal igennem midten af Soave, hvor skråningerne på hver siden af dalen byder på masser af vulkansk jord, som er markeret med den mørke farve, men den lyse farve er den kalkstensholdige jord.

Sammen med etableringen af Soave Superiore DOCG begyndte Soave også at kortlægge deres vinmarker og identificere de bedste vinmarker eller – efter fransk forbillede – de bedste crus, i håbet om, at løfte og skille sig mere ud end blot de lidt mere udvandede DOC og DOCG betegnelser.

Man har opdelt det bedste område i 33 cru’er, som hver især har deres helt eget unikke terroir. Jeg skal nok lade være med at trætte jer med navnene på alle 33 cru’er, men de har navne som fx Corte Durlo, Castelcerino, Fittà, Carbonare og Broia.

Jeg skal nok senere skrive og anmelde nogle vine fra nogle af cru’erne, men skal man generalisere, så er vinene fra den sorte, lava-fyldte, basaltiske jord typisk lidt fede, mens vinene fra den hvide, kalkstensholdige jord er lidt slankere.

Begge er dog typisk vine, som optimalt kræver 2-3 år på flaske for at udvikle sig helt perfekt … men faktisk kan tåle langt længere lagring, men det vender jeg tilbage til i blogindlægget om Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine.

Soave er dog ikke nået så langt som fx Bourgogne med deres cru’er, så det vil være svært – om ikke umuligt – at identificere, at en vin fra et af de 33 crus. Men den udfordring gælder jo også andre områder … kan man smage, at vinen er fra en bestemt mark eller en fra en bestemt producent?

I Soave er der samtidig kun få vinproducenter, som ejer masser af marker, så for forbrugerne er det også svært – eller umuligt – at lære Soaves mange cru’er at kende. For os handler det nok mere om, at finde de gode producenter … det er i hvert fald mit råd, kig efter producenten og så efterfølgende hvorfra vinen kommer.

Jeg fik noteret følgende vinhuse, som var spændende … Suavia, Coffele, Inama, Balestri Valda, Portinari, Gini, Fornaro, Sandro de Bruno og Vicentini Agostino, men der er sikkert mange flere.

Houlberg i Soave – part 1: Et splash and dash vinøst besøg i hvidvinsland

Houlberg har sat sig lidt ned … fundet en plastikstol i det gamle Palazzo del Capitano på Via Giulio Camuzzoni. Den helt moderne, spinkle, stabelbare og ubekvemme stol står i skærende kontrast til det gamle, solide og imposante palads, der ligger midt i den gamle middelalderfæstning, som er den centrale del af Soave by.

Men den tjener et formål – altså den algegrønne plastikstol. Vinbloggerens ellers livfulde ben er allerede trætte, men det har også været en hård tur og et kort ophold i Soave vinland … et splash and dash besøg, hvor jeg grådigt har suget alle indtryk begærligt til mig og behændigt løbende undgået at falde omkuld af træthed.

Men netop i denne stund – i gården af Palazzo del Capitano – har jeg over en time at fordrive på den algegrønne plastikstol, for kl. 14.30 bliver jeg afhentet, kørt til Verona lufthavn … og starten på den lange rejse retur hjemover.

Mens jeg så sidder og venter i det store palads, som blev bygget i det 14. århundrede af Cansignorio della Scala og under det venetianske herredømme over regionen, var residens for kaptajnerne … som var de højeste lokale myndigheder, så kan jeg jo forsøge at gøre det mere bekvemt på stolen … og reflektere over besøget.

Den første del klares nemt, for på et par borde står der vine fra omkring 30 vinproducenter, og da jeg dagen forinden på ingen måde nåede at smage alle vinene, så er der nu både tid og ro til at smage et par glas, fordybe sig og tage lidt noter. Det gjorde med det samme ventetiden langt mere bekvem.

Hvad fanden laver Houlberg i Soave?

Årsagen til, at jeg var endt på en plastikstol i Soave var, at det store vinøse udland tilsyneladende igen havde fået øje på min lille vinblog. I hvert fald blev jeg for et par måneder siden inviteret af den yndige Irene Graziotto til at komme til Soave til deres Soave Stories … en markedsføringsevent; Volcanic Wines Press Tour.

Bag invitationen stod Consorzio Tutela Vini Soave … et konsortium af vinproducenter i Soave. De havde inviteret 60 vinjournalister fra hele verdenen til Soave Stories, hvor de specielt ville vise Soave hvidvinenes store holdbar og udvikling samt fortælle om de forskellige terroirs og cru’er.

Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour var en 4 dages tur fra fredag til og med mandag, hvor søndag og mandag primært var afsat til besøg hos producenter, dog krydret med et par foredrag … men ak … min kalender viste en konfirmation om søndagen.

Men med velvillighed fra Irene Graziotto kom jeg med på en halv tur, og kunne således deltage hele fredagen og det meste af lørdagen … og sådan blev det. En hurtig tur og et hurtigt – men meget lærerigt – indblik i Soave og hvidvinene fra området.

Lidt et hårdt program … kør selv til lufthavnen i Hamburg, mellemlanding i Frankfurt og så destination Verona, hvor jeg sammen med et par andre vinjournalister blev afhentes og bragt i rasende fart til Soave by, som vi ramte lidt før kl. 10.00, lige i tide til en powernap på hotellet inden programmet gik i gang kl. 12.30 … troede jeg da, for hotelværelset var først klart over middag.

Så der stod vi så … en flok vinjournalister, herunder Alice Gundlach, en freelance journalist fra Wein und Markt i Mainz, den rare Torge Thies fra vinbutikken Die Weingaleristen i Hamburg, to canadier bl.a. John Szabo fra WineAlign i Toronto og så én, som var importør af vine fra netop Soave … ja og så den danske vinblogger.

John Szabo er i øvrigt eksport i netop vulkanske vine. Han er MS, hvilket står for Master Sommelier og har udgivet flere vinbøger, bl.a. bogen Pairing Food and Wine For Dummies, bogen Sommelier Management og senest Volcanic Wines, Salt, Grit and Power.

Efter en kort kop kaffe, som jeg i øvrigt fortsat skylder John Szabo 2€ for, så greb den ene canadier telefonen og fik lige hurtigt arrangeret en lille vinsmagning hos et af de huse, som han importerer vine fra.

Det var hos søde Chiara Coffele fra Azienda Agricola Coffele … en vingård, som vi i øvrigt senere skulle besøge om eftermiddagen. Men i deres smagelokale centralt i byen fik vi en kanon smagning, men den skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Programmet for de to dage i Soave

Samlet kom mit program for det lille, komprimerede ophold derfor til at se således ud:

Fredag
  • Velkomst og frokost på Residence Ai Capitelli
  • Besøg på Rocca Sveva, som er den del af det monsterstore kooperativ Cantina de Soave
  • Besøg på Azienda Agricola Coffele
  • Soave Seven: la riflessione … et dødsygt foredrag
  • Soave Seven: la degustazione … smagning af Soave vine i både årgang 2018 og 2011 fra 30 forskellige producenter
  • Gala dinner
Lørdag
  • Soave longevità, en smagning af 10 udvalgte Soave vine, som kommenteres af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe samt Sandro Gini, som talsmand for Consorzio Tutela Vini Soave.

Højdepunkterne var klart de to besøg, smagningen af de 10 udvalgte vine og så at smage Soave vine med alder … og her overraskede vinene mig virkelig, men det skal jeg nok vende tilbage til i de kommende blogindlæg, nemlig:

Derudover kommer også et par blogindlæg fra de to besøg, som jeg nåede på turen, nemlig hos producenterne Azienda Agricola Coffele samt Rocca Sveva aka Cantina de Soave.

Den italienske punktlighed var … italiensk, så programmet om fredagen blev lidt forskubbet. Det betød desværre, at vi først ankom til smagningen Soave Seven: la degustazione med de 30 producenter knap to timer senere end forventet.

På det tidspunkt var der også åbnet op for andre besøgende og det gjorde smagelokalerne alt for overfyldte, så det var svært at komme frem eller tilbage, svært af smage og uden borde samtidig umuligt for en jysk vinblogger at sætte sig ned og lave notater.

Jeg fik dog snakket med et par producenter, smagt nogle vine … men heldigvis, så fik jeg så til gengæld muligheden for at smage vinene i ro og mag her dagen efter på min algegrønne plastikstol i gården af Palazzo del Capitano. Total alene-tid med vinene fra dagen før … eller næsten, for det var resterne, men absolut et tilstrækkeligt grundlag for en nærmere vurdering af Soave vinene.

I vil derfor også i den kommende tid her på vinbloggen få mine beskrivelser og anmeldelser af alle de vine, som jeg smagte under enten fredagens småkaotiske Soave Seven la degustazione eller lørdagens mere afslappende fordybelse.

Et fint indblik i Soave og nye relationer

Det blev således fint indblik i Soave vinene, og selvom jeg måske kun har kradset lidt i overfladen, så er jeg blevet en tand klogere. Og der er flere konklusioner, bl.a. at Soave er mere end store kooperativer, selvom de fortsat fylder alt for meget, at Soaves terroir virkelig er forskelligartet og spændende samt at vinene virkelig modnes fabelagtigt.

Jeg mødte også en håndfuld danske vinjournalister, bl.a. den rare Kim Bretov Jakobsen, som har vinbloggen Vinstyrke2 og tidligere har arbejdet for Theis Vine.  Jeg fik også snakket kort med Jørgen Aldrich, som var redaktør af bladet Sommelier’en og ellers har skrevet for Fyens Stiftstidende og Vinavisen.

Den største tak går dog klart til de to vidunderlige kvinder Irene Graziotto samt Chiara Maria Mattiello, som totalt nærværende fik hele arrangementet til at klappe. På billedet ovenover ser i Chiara forklare, hvad vi skal som næste punkt … jeg fik desværre ikke et billede af Irene.

Igen har jeg tabt en del af mit hjerte til vinområde, og vil lige overveje, om jeg til sommers ferietur til Gardasøen, lige skal smutte en tur forbi Soave … og måske lige besøge et par producenter mere. I hvert fald er det sidste glas Soave vin ikke drukket endnu … så skal derude.

Houlbergs Vinblog tester proptrækkere … hvilken type er bedst?

Jeres flittige vinblogger blev for et stykke tid siden kontaktet af Sune fra Elskvin.dk om et muligt samarbejde? Elskvin.dk er et internetfirma, som sælger tilbehør til vin … alt fra vinkøleskabe, vinreoler, viniltere, vinglas, karafler og proptrækkere m.m.

En ting, som jeg aldrig har skrevet om, er proptrækkere, så jeg blev enig med Rune om, at jeg skulle teste et par af deres forskellige modeller af proptrækkere. De seneste par måneder har Houlberg derfor flittigt testet proptrækkere for at finde fordele og ulemper ved de forskellige modeller, som der findes på markedet.

Historien om proptrækkeren

Det menes, at de første proptrækkere stammer England og at designet var inspireret af en såkaldt pistolorm, som var en slags anordning, som militæret anvendte til at fjerne ubrugte krudtladninger fra løbet af musket geværer.

Allerede tilbage i 1676 beskrives en proptrækker i John Worlidges bog Treatise on Cider og de første tegninger af en proptrækker stammer fra 1681, hvor den beskrives som en orm til at trække propper ud af flasker.

I 1795 bliver det første patent på en proptrækker givet til den engelske præst Samuell Henskal. Han havde lavet en model, hvor ormen elller spiralen var adskildt fra håndtaget med en lille skive, således skiven kunne forhindre spiralen i at gå for dybt i flasken.

I de følgende århundreder blev der taget flere tusinde patenter, heraf flest i 1800-tallet. Og sidenhen er de mange forskellige designs blevet forfinet, forbedret … og der er også kommet mange nye modeller og senest i vor tid også elektriske proptrækkere.

Men hvilken model er bedst? Hvilken proptrækker vil du foretrække? Og kender du alle de forskellige modeller?

Vinoplevelsen og proptrækkeren

Jeg må selv indrømme, at der er noget nostalgisk og romantisk ved at trække proppen op af en god flaske vin. Jeg sværger helt sikkert til vine med korkprop, selvom der løbende kommer flere og flere vine med skrueprop på markedet.

Og når en god flaske skal proppes op, så giver lyden af proppen en ganske særlig og god lyd, når trækkes op af flasken. Det er en del af ritualet omkring vin. Man åbner for en historie, der måske startede for mange år siden, en levende væske, som har været gemt under proppen og langsomt udviklet sig. Det er forventninger, som forløses, når proppen trækkes op.

Derfor er det selvfølgelig heller ikke lige meget, hvordan en vin trækkes op, selvom det primære selvfølgelig altid er indholdet i flasken. Jeg er ikke selv specielt nørdet omkring proptrækkere, selvom jeg klart foretrækker de gammeldags af slagsen.

Men hvilke proptrækkere findes der i det hele taget på markedet og hvilke fordele og ulemper er knyttet til de forskellige modeller?

Modellerne og min test

I denne lille test, har jeg forsøgt at teste så mange forskellige proptrækkere op mod hinanden, selvom de i bund og grund alle er forskellige. Jeg har derfor testet sammenlagt 7 modeller, nogle fra netop Sune hos Elskvin.dk og nogle fra mine skuffer.

De 7 modeller, som jeg har opdelt proptrækkerne i, er disse:

  1. Basismodellen
  2. Tjener- eller sommeliermodellen
  3. Den vertikale proptrækker eller rabbit-modellen
  4. Den vingede proptrækker
  5. Skruemodellen – self-pull
  6. Den 2-benede proptrækker eller Ah-So-modellen
  7. Elektrisk proptrækker

I testen har jeg ikke medtaget to andre typer af proptrækkere, herunder den bordmonterede proptrækker, som jeg anser at være en variant af den vertikale proptrækker.

Jeg har heller ikke testet proptrækkere, som åbner via trykluft, hvor en nål presses gennem proppen og skaber et overtryk, så proppen presses op. Jeg har tidligere haft sådan én, men var ikke begejstret, da den hurtigt løb tør for trykluft, havde svært ved at få alle typer propper op og en enkelt gang medførte et gigantisk svineri ved åbning af en flaske.

Nå, men lad os gennemgå de forskellige modeller og mine erfaringer, fordele og ulemper samt en slags rating af de forskellige modeller.

Basismodellen

Denne model er den helt simple proptrækker, hvor spiralen er monteret i et håndtag … et stykke træ, som anvendes til at hive proppen op. Ofte ser man desværre modellen med spiralen som en hård kerne – ligesom en skrue – og den vil ofte smadre proppen.

Spiralen er noget af det vigtigste i proptrækkeren. Den skal være holdbar, men vigtigst af alt, så skal det være en hul-spiral, forstået på den måde, at proptrækkerspiralen snor sig rundt om luften.

Fordele

  • Billig
  • Nem og ligetil

Ulemper

  • Kræver lidt muskler ved svære propper
  • Ofte lavet med spiralen som en hård kerne
  • Åbningen bliver ofte lidt uelegant og ofte ender man med vinen mellem benene, mens man trækker i proptrækkeren
Vinanmeldelse 4/7

Tjener- eller sommeliermodellen

Denne model er vel i dag den mest udbredte og også den proptrækker, som jeg selv anvender mest. Den fås i et hav af udgaver fra billige reklame proptrækkere til eksklusive, dyre modeller til flere tusinde kroner.

Fra Elskvin.dk tester jeg en Legnoart Ghemme Grand Crue Sommelier proptrækker udgave af tjener- eller sommeliermodellen, og den kommer en smuk og eksklusiv trææske med små magneter i lukningen, mens selve proptrækkere er ganske solid, til den lidt kraftigere side i børstet rustfrit stål og håndtag i bøgetræ.

Legnoart er også et kendt mærke indenfor udstyr til vinkældre og specielt proptrækkere. Legnoart er italiensk, ligger i den lille by Omegna i det nordvestlige Italien og er grundlagt ud fra en stor passion og kærlighed til træ og skønhed.

Denne udgave er klart en af de tungere modeller, men bomstærk, solid og vil kunne klare tusinder flasker vin uden det mindste kvæk. Den eksklusiv finish vil helt klart være med til at give en god oplevelse, når du åbner en flaske god vin.

Der er ikke oplukker i denne model, som der ofte er i billigere reklameudgaver, men det trækker ikke ned i mine øjne, selvom man jo ofte kan støde på mousserende Pet Nat vine, som næsten altid er lukket med kapsel.

Til gengæld har denne model – som påkrævet – en skarp kniv til at skære folien af toppen af flasken. Denne model koster 499 kr. hos Elskvin.dk.

Fordele

  • To trin ved åbning sikrer nem, let og elegant åbning overalt
  • Indbygget kniv til folien i toppen af flaskerne
  • Legnoart Ghemme Grand Crue Sommelier er en meget solid og holdbar version af tjener-/sommelier-modellen
  • Eksklusiv finish i børstet rustfrit stål og bøgetræ
  • Kommer i en flot trækasse til opbevaring
  • Let at have på sig, da den jo kan foldes sammen
  • Endelig findes tjener-/sommelier-modellen i alle slags prislejer

Ulemper

  • Denne udgave er lidt til den tunge side
  • Det kræver lidt erfaring at mestre en tjener-/sommeliermodel
  • Denne model har ikke oplukker
Vinanmeldelse 6/7

Den vertikale proptrækker

Modellen kaldes også rabbit-model eller en løftearmsproptrækker, da den sikrer, at proppen trækkes hurtigt op. Rabbit selvfølgelig på grund af hurtigheden, men også grundet de to håndtag, som kan minde om kanin ører.

Modellen er fiks på den måde, at vine er lette at åbne. Du sætter proptrækkeren ned over flaskehalsen, hvorefter du klemmer det inderste håndtag mod flasken, mens yderste håndtag står i øverste position.

Nu er det bare at føre proptrækkeren igennem vinens korkprop ved at køre det øverste håndtag langsomt ned … når det er gjort giver du slip på det inderste håndtag, trækker det øverste håndtag op og så kommer proppen op.

Det er simpelt, hurtigt og kræver næsten ingen styrke.

En afart af modellen er den bordmonterede proptrækker, som ofte ses i store restauranter og fungerer lidt efter samme princip. Her er det primære, at åbningen skal gå let og hurtigt.

Fra Elskvin.dk har jeg testet en model af slagsen fra Vacu Vin, som er et hollandsk firma, der er grundlagt i 1986 af Bernd Schneider. De laver en række produkter til at køle, åbne og opbevare vin.

I testperioden har jeg brugt denne proptrækker nogle gange, og jeg kan tilslutte mig, at det er en meget hurtig måde, at åbne vinflasker. Den har dog den ulempe, at den kan ha’ svært ved hårde propper, som den så presser ned i flasken. Det kan give lidt et svineri, når vinen så i stedet sprøjter op … believe me!

Denne model koster 229 kr. hos Elskvin.dk.

Fordele

  • Virkelig let og hurtig åbning af vinflasker
  • Kræver ikke mange muskler og nem at betjene
  • Meget stabil og solid udførsel i denne model fra Vacu Vin

Ulemper

  • Klarede ikke alle propper i testen, bl.a. kan hårde propper risikere at blive presset ned i flasken, hvis du – som mig – er for ivrig eller hurtig
  • Meget uhandy, hvis du har brug for at rende rundt med proptrækkeren
  • Mangler måske lidt charme ved åbning af en god flaske
Vinanmeldelse 5/7

Den vingede proptrækker

Denne model kender vi vist alle fra bedsteforældrenes køkkenskuffer. Det er en proptrækker, som stammer fra USA, hvor den så dagens lys i 1930’erne og siden blev utrolig populær.

Den er jo helt simpel … man skruer bare spiralen ned i proppen med toppen, hvorved de to arme eller vinger hæver sig højere og højere. Når spiralen er skruet ned trækkes proppen op ved, at armene skubbes ned.

Det er måske ikke verdens mest sexede proptrækker, men er ganske ikonisk og de fleste kender den. Desværre har mange af denne type vingeproptrækkere en virkelig dårlig spiral med en hård kerne, som nemt kan ødelægge korkpropper. Det kan I faktisk også se på billedet ovenover.

Fordele

  • Normalt meget pålidelige, med mindre spiralen ikke er lavet korrekt
  • Billige
  • Nemme at anvende

Ulemper

  • Billige udgaver har ofte en dårlig spiral med hård kerne fremfor at spiralen snor sig rundt om luften
  • Har en tendens til at bore igennem proppen, hvorved der let kommer lidt korkrester ned i vinen
Vinanmeldelse 4/7

Skruemodellen – self-pull

Denne model er en afart af den vingede proptrækker. I begge modeller skruer man spiralen ned i proppen, men mens proppen trækkes op med armene eller vingerne hos den vingede model, så skruer man her proppen op samtidig med, at spiralen skrues i proppen.

Det er en model, som man har kendt i masser af år, og som findes i et utal af udgaver, som fx denne på billedet nedenunder. Den kender de fleste garanteret og kan fås billigt i mange supermarkeder og isenkræmmere.

Den skruemodel jeg her tester for Elskvin.dk er en lidt mere moderne og fancy udgave med en højde på 17,5 cm, som udover proptrækker også byder på indbygget folie-skærer, vinilter og vinprop. Det er jo hele 4 ting.

I bunden af proptrækkeren sidder der nemlig en folieskærer, mens håndtåget i toppen er forsynet med to aftagelige små sølvfarvede propper, hvor den ene er en prop, mens den anden – som firmaet selv kalder en vin-ilter – vel ret beset blot er en skænkeprop, som forhindrer flasken at dryppe, når der hældes op.

Men det er godt tænkt, og proptrækkeren fungerer da også helt som de gamle modeller. Der er ikke så megen hanky panky … blot sænk proptrækkeren nedover flaske og crew. Easy peasy.

Denne model koster 229 kr. hos Elskvin.dk.

Fordele

  • Godt gammeldags og pålidelig princip, som bare fungerer
  • Denne testede model er en moderne, stilistisk flot proptrækker, som sagtens kan stå og pynte på bordet foran gæster
  • Indbygget folioskærer og propper
  • Billig pris

Ulemper

  • Det er måske lidt gejl med de tilhørende propper i hver ende af håndtaget, men man ka’ jo bare lade være at bruge dem
  • En sådan proptrækker fylder lidt, og er sværere at ha’ med på farten
  • Billige modeller er ofte lavet i dårlig plastikkvalitet eller har en meget tyk spiral, som let kan ødelægge proppen 
Vinanmeldelse 5/7

Den 2-benede aka Ah-So-modellen

Denne model er knap så udbredt hos folk generelt, og det er oftest vinnørder, som ejer den 2 benede proptrækker, som også internationalt er kendt som Ah-So-modellen.

Den har nemlig fået sit navn efter de udsagn, som folk kommer med, når de ser den i anvendelse; Ah… So that’s how you use it. Den kaldes også butlerens ven eller klingeproptrækkeren.

Den er specielt lavet til gamle vin med tørre korkpropper, hvor en normal proptrækker vil forårsage, at proppen begynder at smuldre og til sidst nærmest bliver umulig at få ud.  De to ben lirkes nøjsomt ned i flasken med proppen i midten. Derved kan proppen lirkes ud, uden at der kommer prop ned i vinen.

Det er en type, som kræver en del øvelse, så jeg vil ikke anbefale den til begyndere eller folk, som sjældent drikker vin.  Selv for vinnørder vil jeg kun anbefale den til særlige besværlige propper eller såfremt man samler på korkpropper og de ikke må beskadiges.

Fordele

  • Billig
  • Kompakt – fylder ikke alverden
  • Kan klare ældre, tørre propper, som ellers vil være umulige

Ulemper

  • Kræver en del øvelse at bruge
  • Kræver nogle muskler og stor forsigtighed at lirke i flasken
  • Duer ikke til fx syntetiske propper
Vinanmeldelse 4/7

Elektrisk proptrækker

Elektriske husholdningsapparater er bredt sig, og jeg fik for nogle år siden også et sæt elektriske salt- og peberkværne, men må ærligt indrømme, at jeg aldrig bruger dem. Nu tester jeg så en elektrisk proptrækker for Elskvin.dk og sikke en motherfucker!

InnovaGoods Kitchen Sommelier hedder den og kommer endda med en lille folieskærer. Den er en stor bad boy … hele 28 centimeter høj og kræver 4 styk AA-batterier. Kassen, som proptrækkeren kommer i, er endda endnu større, som I kan se på billedet ovenover.

Min første tanke var, at den kommer Houlberg sgu aldrig til at bruge, men nu har jeg – efter testperioden – faktisk taget mig selv i flere gange at finde det store dyr frem og lade den klare arbejdet.

Måske er jeg bare nogen gange doven? Dovne skid.

Ja, den er uhandy, stor, kræver batterier og for mange absolut overflødig, men for nogle mennesker, vil den helst sikkert give god mening. Der er klart nogle, som har besvær med svære propper, og de vil kunne få fornøjelse af denne proptrækker.

Denne model koster 149 kr. hos Elskvin.dk.

Fordele

  • Let, rolig og ubesværet åbning af flasker
  • Åbner uden brug af muskler … overhovedet
  • Fornuftig pris

Ulemper

  • Stor, klodset og uhandy
  • Den lille folioskærer hænger ikke sammen med proptrækkeren og kan derfor nemt blive væk
  • Klarede ikke alle propper i testen
  • Lidt ucharmerende med den automatiske brummelyd, når der åbnes en flaske, men det skal man nok bare vende sig til
  • Forbrug af batterier (i testen har et sæt dog holdt indtil videre)
Vinanmeldelse 3,5/7

Konklusion

Hvilken proptrækker skal man så anvende? Hvilken model er bedst? Det er egentligt svært at sige, for hver type er rigtig for visse mennesker i visse situationer.

Jeg sværger klart til tjener- eller sommeliermodellen, som jeg anvender til hovedparten af mine vine. Men skal jeg en dag åbne mange flasker efter hinanden vil jeg nok vælge den vertikal løftearmsproptrækker, som bare er hurtigere.

Men jeg vil også bruge den 2 benede proptrækker aka Ah-So-modellen til de gamle og besværlige propper. Jeg er ikke selv en ørn til at bruge netop denne model, men har lovet mig selv at blive bedre til den, når der er tegn på tørre, gamle propper.