Tag-arkiv: Montefalco

Besøg hos Fattoria Colsanto … det sidste punktum i Montefalco

Punktummet ( . ) er et symbol brugt til grammatisk tegnsætning. Det bruges jo altid til slut … og punktummet på mit umbriske eventyr blev sat hos Fattoria ColSanto og mutters alene, da mine resterende journalistiske bekendtskaber fra dagen havde deserteret, efterladt mig og i stedet arrangeret et improviseret et besøg hos kultproducenten Paolo Bea.

Men et punktum deler en tekst op, så den er til at forstå, og mit program for dagen var også temmelig nem at forstå; besøg hos Fattoria ColSanto.


Udsigten fra Fattoria ColSanto.

Fattoria ColSanto ligger tæt på Bevagna og er købt i 2001 af Livon familien, som i forvejen driver vinhusene Livon, Tenuta Roncalto og Villa Chiopris i Friuli samt Borgo Salcetino i Toscana.

De har siden bygget et totalt nyt og topmoderne vineri og tilplantet de købte 20 hektar vinmarker, hvor de dyrker Sagrantino, Sangiovese samt Merlot og har deres produktion koncentreret omkring 3 forskellige vine, nemlig en Montefalco Rosso DOC, en Montefalco Sagrantino DOCG samt vinen Ruris.

Derudover driver de også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser på den flotte gård. Og vingården er på alle måder ganske imponerende og man bliver lidt imponeret, når man fra den store gitterlåge kører af den lange allé med de høje, tynde træer op til vineriet på toppen af bakken.

De store rustfrie ståltanke indenfor i det store, moderne vineri.

Livon familiens vineventyr startede i 1964, hvor Dorino Livon købte hans første vinmark í bakkerne omkring Collio og Colli Orientali i Friuli, grundlagde Azienda Agricola Livon.

I 1980’erne kom Dorinos 2 sønner Valneo og Tonino med i foretagendet, og det er dem, der i dag driver vingårdene og har stået for flere af de store opkøb af vingårde. De får dog hjælp fra den næste generation og selvfølgelig ansatte vinmagere på de forskellige gårde.


Der er godt med plads i vineriet.

På Fattoria ColSanto er vinproduktionen lagt i hænderne på vinmageren Renato Cozzarolo … og det var også ham, som jeg skulle mødes med denne eftermiddag, dog sammen med en tolk, idet Renato alene snakker italiensk. Ja, det er Renato på billedet ovenover.

Imposant ser det sgu ud … ColSanto.


Store flotte egefade med navnet ColSanto skåret ind i fadene.

Han er en hårdtarbejdende vinmager, som tager del i alle dele af produktionen, lige fra det hårde markarbejde med beskæring, høst og alle processer frem til den endelig vin. Han ved alt om produktionen af husets vine og kommer selv fra en familie, som gennem generationer har produceret vin.

Han startede med at vise mig rundt i vineriet … udenfor først markerne og indenfor hele produktionsanlægget. Tolken Angela kendte tilsyneladende huset godt, for hun fortalte undervejs om vinhuset, produktionen og vinene.

Her udstilling af alle vinene … ikke blot fra ColSanto, men fra alle vinhusene ejet af Livon familien.


Midt i vineriet var der dækket op til jeres flittige vinblogger og endda med terrassevarmer, således jeg ikke gik helt kold.

Efter rundturen og det obligatoriske foto af Renato Cozzarolo skulle jeg smage huset vine. Der var dækket op … og i det kolde vineri stod der en lille terrassevarmer ved siden af smagebordet.

Der var dog alene sat glas frem til mig … Renato og Angela skulle tilsyneladende ikke nyde vinene, som bestod af:

Imidlertid var de spændte på at høre mine meninger om vinene, så der var ikke andet at gøre, end at gøre sig umage og komme med mit syn på vinene. Det kan I selvfølgelig læse i mine anmeldelser, som kommer i løbet af i morgen søndag.

Angela og Renato var utrolig søde mennesker … Angela meget snakkede og lidt af et livsstykke, mens Renato var stille, nysgerrig og meget rar. Vi fik en lille, men god smagning, hvorefter jeg takkede af … og satte sidste punktum på turen til Montefalco.

Jeg slutter selvfølgelig med lidt flere fotos.

Besøg på Perticaia … den absolutte Spoletino mester

Besøget på Perticaia blev – også – et af de rigtige gode minder fra Montefalco, bl.a. grundet et ufatteligt højt niveau på vinene, hvilket også gjorde, at jeg under mit besøg måtte jeg trække de maksimale 7 Thumbs Up for en vin, men selvfølgelig også på grund af mødet med den utrolig sympatiske vinmager Alessandro Meniconi.

Det var samtidig næstsidste besøg under mit umbriske eventyr og et besøg, som jeg også havde set frem til, bl.a. fordi jeg forinden havde smagt husets vine på Trebbiano Spoletino og været ovenud begejstret. Og det blev således kun bekræftet under besøget.

Besøget var programsat til kl. 15.00 … lige tilpas efter min frokost på Montioni. Og vi var alene to besøgende, som blev sat en af de nye biler fra Consorzio Tutela Vini Montefalco … en hollandsk vinjournalist og jeres udsendte blogger.


Vinmageren Alessandro Meniconi med et par af hans bedste vine.

Società Agricola Perticaia aka Azianda Agraria Perticaia ligger lige ved Casale, blot omkring et par kilometer vest for Montefalco. Vi blev imødekommende modtaget af Alessandro Meniconi, som viste os ind i husets smagelokale. Der var allerede dækket op til os … godt med glas og en næsten obligatorisk tallerken med lidt parmaskinke, ost og brød.


Smuk udsigt fra verandaen på Perticaia.

Vingården er grundlagt i år 2000 af Guido Giardigli, som tidligere har arbejdet for vinhus i både Toscana samt Umbrien, bl.a. hos det lokale Colpetrone som direktør-stilling. Han var egentlig gået på pension, men efter at ha’ læst avis og drukket kaffe i to dage, så kedede han sig og investerede i stedet sine pensionspenge i en lille ny vingård.

Han kaldte vingården for Perticaia, som betyder ”plov” … med reference til den forvandling, som Guido Guardigli har ladet vingården Perticaia gennemgå siden overtagelsen. Derudover valgte han et logo som to P’er, som betyder Penso Positivo … positiv tænkning eller måske bare Progetto Perticaia, altså projektet Perticaia.

Og ploven skulle igennem 15-16 hektar jord, hvor Guido så tilplantede 7 hektar med Sagrantino, 4 hektar af Sangiovese, 2 hektar Colorino, 2 hektar Trebbiano Spoletino, og 1 hektar Grechetto. Derudover har han også fundet plads til mere end 250 oliventræer.


Azienda Agraria Perticaia.

Og ambitionerne er tårnhøje og Guido har alene et mål … at Perticaia skal lave Umbriens bedste vin. For at hjælpe med det, så har han både hyret ønologen Alessandro Meniconi som ansvarlig vinmager, som derudover får hjælp af superønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini.

Falsini hjælper ikke mindre end 36 italienske vinhus som konsulent … herunder vinhusene Bocale, Tudernum, Chiorri, Madrevite, Tabarrini og Mongalli i Umbrien, så der er han tilsyneladende en populær mand og samtidig en kender af området og vinene fra Montefalco.

Perticaia laver i dag 9 forskellige vine, hvilket består af en Grechetto, 2 på Spoletino, en Rosé, en Umbria Rosso IGT og 2 Montefalco Rosso DOC – den ene en Riserva – samt selvfølgelig en Montefalco Sagrantino DOCG og en Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

Vi fik en god snak med husets ansvarlige vinmager Alessandro Meniconi og smagte et udvalg af deres vine, men vi fik desværre ingen rundvisning i husets vineri og vinkælder, for den hollandske vinjournalist havde tidligere besøgt stedet og takkede hurtigt nej … før jeg kunne ud svare, at det ville jeg hjertens gerne.

Vi fik en god snak med Alessandro Meniconi under smagningen.

Måske spillede det ind, at den hollandske vinjournalist sammen med bl.a. Fabrian Lainé havde planlagt et efterfølgende besøg hos Antica Anzienda Agricola Paolo Bea … en af kultproducenterne i Umbrien, men ikke en del af Consorzio Tutela Vini Montefalco. Da jeg havde et efterfølgende sidste besøg – og heller ikke samvittighed til at besøge en producent udenfor konsortiet, som havde inviteret mig til Montefalco – var jeg ikke en del af den plan.

Nå, men vi smagte følgende vine hos Perticaia:

Men lad mig slå fast med det same … Perticaia hører sgu til toppen i Montefalco. Det er virkelig flot producerede vine, som byder på masser af intensitet og kompleksitet. Specielt hans nyeste vin … Trebbiano Spoletino Selezione Del Posto var jeg total blown away over, men også 2006’eren af hans Montefalco Sagrantino DOCG imponerede mig totalt.

Smagsnoterne og beskrivelserne af vinene følger som vanligt i løbet af de kommende dage. Del Posto vinen har jeg dog allerede anmeldt, da jeg var nødsaget til efterfølgende at bestille en røvfuld hjem af den, selvom Alessandro var så flinkt at give os en flaske Del Posto og en 2012 Sagrantino med i gave.

Besøg hos Montioni … rar vinmager & olivenpresser

Jeg havde flere gange stødt ind i Paolo Montioni i løbet af de to dages Anteprima Sagrantino og havde skam også snakket med ham om hans vineri og vine. Imidlertid var han ikke blandt de vinerier, som jeg havde afkrydset på min liste inden afrejsen til Umbrien og dermed min oprindelige, officielle plan fra Consorzio Tutela Vini Montefalco.

På den oprindelige plan for dagen stod der frokost hos Di Filippo, men ham havde jeg – helt uden for min officielle plan – besøgt et par dage tidligere sammen med den gode Rolf Madsen.

Men igen viste Consorzio Tutela Vini Montefalco deres totale overblik og sans for detaljer. De var opmærksomme på hullet i min plan ved middagstid og havde spurgt, om jeg ville ha’ min frokost hos en anden producent og fik hurtigt – efter et selvfølgelig ja fra mig – arrangeret, at Azienda Agricola Montioni kom på den reviderede liste.

Consorzio Tutela Vini Montefalco rocks!!! Maruska you’re the best!


Cantina Montioni … Vini di Montefalco stor der på skiltet.

Montioni ligger i selve Montefalco, faktisk kun omkring 500 meter fra mit hotel, og er både Frantoio e Cantina, altså olivenproducent og vineri. Vinhuset er grundlagt i 1972 af Adeodato Montioni, Paolos bedstefar, men drives i dag af Paolo Montioni, som er 3. generation.

Det er klart olivenolien, som fylder mest hos Montioni. De driver nemlig en af de største olivenoliemøller i Montefalco området, hvor de både presser egne oliven samt oliven fra andre olivendyrkere.

Azienda Agricola Montioni har samlet 20 hektar jord med både oliventræer, kornafgrøder samt vinstokke. Vinmarker udgør alene 7 hektar af det samlede areal og ligger lige ved Montefalco by fordelt på 3 parceller, hvor Paolo dyrker sorterne Grechetto, Sangiovese, Sagrantino og Merlot.

Og det giver basis for 5 forskellige vine, nemlig en Umbria Grechetto IGT, en Rosso Umbria IGT, en Montefalco Rosso DOC og to Sagrantino DOCG vine, hvilket samlet danner basis for en årsproduktion på beskedne 35.000 flasker vin.


Bygningen er forholdsvis ny og rummer et lille, men ganske moderne vineri med rustfrie ståltanke …


… og selvfølgelig masser af barriques til modning af vinene.


Egefadene var stablet op i 4 rækker … og godt ser det ud.

Jeg fik en rundvisning i vineriet, som er meget fint og ordentlig. Det bærer selvfølgelig præg at, at det er et lille vinhus, men selve vineriet er forholdsvis nyt. Det gælder også husets smagelokale og butik, hvor jeg fik en herlig lille frokost, som Paolos moder havde lavet. Og det kan de sgu de italienske mødre … altså lave god mad.


I det kombinerede smagelokale og butik var der dækket op til en frokost og vinsmagning for jeres flittige vinblogger.

Under frokosten fortalte Paolo om vinhuset, historien, familien og vinene. Han er en meget venlig og imødekommende mand, hvilket bekræftes at alle dem, som har besøgt Paolo på Azienda Agricola Montioni. Går du således ind på TripAdvisor, så har 252 besøgende givet ham de maksimale 5 stjerner = excellent, 18 har givet 4 stjerner = very good og stort set ingen har givet mindre.


Her foto i smagelokalet …


… der også fungerer som butik.

Jeg spurgte Paolo ind til, hvordan han så sig selv om producent? Altså hvordan han fortolker Sagrantino druen? Han fortalte, at hans vine nok er til den kraftige side og han selv bedst kan li’ vinene på den måde. Det gør – efter hans mening – vinene mest tilgængelige.


Paolo foran sit vineri … en virkelig rar mand.

Smagen bekræftede også, at det er heavy shit vine … lidt til Amarone siden. Han fortalte, at han ikke laver vine på Trebbiano Spoletino, men han bedre synes om Grechetto, som han også kaldt hans moneywine, en vin der falder i alles smag, er let sælgelig og høstes med pænt stort udbytte.

Jeg fik smagt følgende vine på Montioni:

Sjovt nok fik jeg ikke taget fotos af de herlige retter, som Paolos gamle moder havde lavet. Lidt en skam, for der var mange sjove og velsmagende retter, bl.a. en skål med nogle sjove linser og andre umbriske specialiteter. Sorry … det lover jeg at gøre bedre næste gang.

Montioni står der med larmende bogstaver på væggen.

Links til anmeldelser af vinene følger selvfølgelig som vanligt.

Ellers tilslutter jeg mig blot de mange besøgende fra TripAdvisor … Azienda Agricola Montioni er et lille og rart sted at besøge. De ranker ikke højest hos mig på vinene, men det er jo en smagssag. Jeg kan i hvert fald klart anbefale et besøg på stedet.


Det ser sgu da meget indbydende ud.


Og så lige sidste foto af Paolo Montioni.

Jeg fik selvfølgelig afsluttet besøget med et foto af Paolo Montioni udenfor vineriet og slutter med et stort tak for en god smagning.

Besøg hos Fattoria Le Mure Saracene … aka Cantina Goretti

Min sidste hele dag i Umbrien var mere skånsom … alene 4 vinhuse var lagt i dagsprogrammet fra Consorzio Tutela Vini Montefalco og et af de vinhuse, som jeg på forhånd havde valgt ud, var Fattoria Le Mure Saracene, som er en del af Cantina Goretti. Det var dagens første og tidlige stop.

Havde jeg vidst, at besøget var på deres vineri Cantina Goretti ved den lille by Pila tæt på Perugia, over en times kørsel fra Montefalco, så havde jeg måske valgt anderledes. Lang, lang tur.

Det vidste jeg imidlertid ikke, da jeg hjemmefra havde sat kryds ved det lille vinhus, for huset har skam også et topmoderne vineri – selve Fattoria Le Mure Saracene – helt tæt ved Montefalco, hvorfra de laver deres Sagrantino vine.


De to smukke søstre Sara og Giulia Goretti var mine værtinder under besøget på Cantina Goretti.

Men man kan jo også sige, at vinhuset havde gjort sig fortjent til et besøg, for jeg havde inden min afrejse til Umbrien fået en venlig mail fra Sara Goretti, at de glædede sig til mit besøg og håbede, at vi kunne mødes under besøget. Så kan man jo – i et svagt øjeblik – godt føle sig lidt vigtig.

For første gang under mit besøg var der imidlertid gået noget galt i tidsplanen, for jeg kom tilsyneladende lidt tidligere til vineriet end forventet, selvom min udelukkende italiensktalende chauffør Vincenzo havde lidt bøvl med at finde stedet.

Alt åndende fred på gårdspladsen hos Cantina Goretti. Det gamle tårn knejsede smukt i solen og vinden blæste sagte i de store palmer på både gårdspladsen og den store have ved siden af gårdspladsen. Kun inde i den lille vinbutik synes der at være liv.


Gårdspladsen foran stedets vinbutik.

Imidlertid kom Sara Goretti mig hurtigt i møde, nærmest som en engel fra den gamle dør i det gamle tårn, smuk og smilende … og foreslog, at vi tog en rundtur på stedet, mens hun fortalte lidt om vineriet og familien. Den var jeg helt med på, nem som jeg er. Vi startede med en tur op i det gamle tårn, som stammer helt tilbage fra 1400-tallet og lidt er stedets ikon.

Her er vi indenfor i det gamle tårn fra 1400-tallet …


… og her i en af stuerne.

Det er en virkelig gammel og charmerede bygning, som anvendes til forskellige arrangementer, møder og selvfølgelig en lang række vinsmagninger, selvom en nyere sidebygning kaldet Sala Marcella rummer både et stort og moderne køkken til kokkeskole samt smagelokale til 70-80 mennesker.

Agricola Goretti er grundlagt i starten af 1900-tallet. Dengang bestod  driften alene af traditionel landbrug, men i 1960 begyndte man også at lave vin på gården. I 1992 opdelte man så driften i to … Agricola Goretti Gisberto med landbrugsdelen og Cantina Goretti aka Agricola Goretti Produzione Vini med vinproduktionen.


Der var lavet lidt display af nogle af husets vine … meget rammende.


Og udsigt fra tårnet ned mod butikken og bagved stedets tankanlæg.

Og hos Cantina Goretti var man også forudseende og investerede i vinmarker samt et moderne vineri ved Montefalco, hvilket blev til vinhuset Fattoria Le Mure Saracene.

Dermed kunne man – udover vine fra appellationen Colli Perugini DOC – nu også lave vine under appellationerne Rosso di Montefalco DOC samt selvfølgelig Montefalco Sagrantino DOCG. De laver mærkelig nok ingen Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

Og til at hjælpe med vinproduktionen hyrede familien de internationalt kendte toscanske vinmagere Vittorio Fiore og Barbara Tamburin. Vittorio Fiore kender vi jo lidt her på bloggen, da jeg har skrevet om den fantastiske vinmager tidligere.

Vittorie Fiore er én af de store skikkelser i den toscansk vinavl. Han har været medlem af Kommissionen for appellation vine i det centrale Italien under landbrugsministeriet. Han er også professor i vinavl og ønologi, og har arbejdet som konsulent hos en lang række producenter i Italien. Vittorio har også ejerskab af flere vingårde, bl.a. Poggio Scalette i Chianti og Castelluccio i Modigliana i Romagna.

Både Vittorio Fiore og Barbera Tamburin er fortsat tilknyttet Cantina Goretti.

Jeg kan ikke se nogle steder, hvor mange hektar familien Goretti ejer – hverken ved det store vineri i Pila eller ved det mindre Fattoria Le Mure Saracene i Montefalco. Jeg vil dog gætte på, at det er en hel del, for vineriet viste sig at være ret stort.


Den smukkeste have, som Cantina Goretti også anvender til mange forskellige vinarrangementer om sommeren.


Og derudover er der også en landingsplads for helikoptere.

Udover en landingsplads for helikoptere – som Sara stolt fremviste, men vistnok blot er en generel plads for helikopter taxi service – så havde stedet et meget stort vinpresseanlæg, en kæmpestort udendørs tankanlæg og en stor hal med tappeanlæg og lagringsfaciliteter. Det virkede umiddelbart en smule industrielt.

Umiddelbart ser produktionen ud til at lægge på omkring 360.000 flasker vin årligt, men derudover sælges en del af vinene også lokalt, hvor kunderne ved små tappeanlæg kan købe vinene på dunke i litervis til en pris på omkring 2€ pr. liter. Og det så ud som om, at det var ret populært hos de lokale.


Produktionen hos Cantina Goretti er ganske stor, hvilket man også får fornemmelsen af, når man ser deres industrielle tankanlæg.


Her kan der helt sikkert laves masser af vin.


En kæmpe vinpresse … eller rettere sagt flere af slagsen.

Vinhuset drives i dag af 3. og 4. generation af Goretti familien, hvor 4. generation består af de to charmerende søstre Sara og Giulia Goretti, som også var mine værtinder under besøget. Et par rigtig søde og venlige unge kvinder.

Under rundvisningen lød det på Sara Goretti som om, at livet som vinproducent var svært, og at de godt kunne bruge mere salg på de internationale markeder. De afsætter i dag selvfølgelig lokalt, nationalt og samtidig også til det meste af Europa samt det amerikanske marked. I Danmark forhandles vinene både hos Italian Wine Trading samt Carlo Merolli.


Ja, det er sgu store tanke.

Her ser vi flaskelinjen hos Cantina Goretti.


Lagerhallen med opbevaring af de mange flasker vin …

… mens barriquekælderen er en lang gang indenfor i lagerhallen.

Der laves under appellationen Colli Perugini DOC omkring 8 forskellige vine og derudover 3 mousserende vine samt en likør, mens der på anlægget i Montefalco alene laves to vine, en Montefalco Rosso DOC samt en Montefalco Sagrantino DOCG. Derudover laves der selvfølgelig også lidt grappa og olivenolie.

Men der stopper det ikke, for søstrene står også bag en række produkter indenfor vinterapi, hvilket er en række naturlige kosmetik produkter, som er lavet fra polyfenoler udvundet af vin. Og kigger man på de to søstre, så kan man jo heller ikke nægte, at produkterne ser ud til at virke.


De to smukke søstre … Sara til venstre og lillesøster Giulia til højre.

Nå, men forude ventede smagningen af nogle af de nævnte vine, så vi sluttede rundvisning i Sala Marcella, hvor Giulia tilsluttede sig og og hvor der var dækket op til lille smagning. I forhold til tidsplanen havde rundvisningen dog taget længere tid end forventet, så det betød mindre tid til vinene.


Sara Marcella, det store smagelokale med plads til 70-80 mennesker og et kæmpe køkken til venstre. Det kan dog ikke ses på dette foto.

Men jeg nåede dog at smage 4 af husets vine og fik dermed et godt indtryk med dette smageprogram:

Specielt vinen L’Arringatore er vinhuset meget stolte af og de kalder den endda deres vigtigste vin, og den smagte jeg såmænd også i to årgange. Den er vel også husets topvin og næsten lige så dyr som deres Montefalco Sagrantino. Mine smagsnoter følger selvfølgelig i løbet af de kommende dage.

Som hos alle de øvrige vinhuse blev der selvfølgelig serveret lidt brød, tørret parmaskinke, pølse og ost til vinene, og selvom det var første besøg på dagen, så var jeg – som vanlig – høflig og nippede lidt til de lækre godbidder.

Sara og Giulia Goretti foran logoet for familieforetagendet.

Selvom tiden løb og den rare Vincenzo ventede bilen udenfor, så blev der dog tid til det obligatoriske foto af husets værter … eller i dette tilfælde værtinder. Sara og Giulia Goretti stillede sig velvilligt op med disken med familienavnet og jeg takkede for et godt besøg … fremme ventede næste vinhus.

Besøg på Scacciadiavoli … med djævelsk fin vinsmagning

Min travleste dag som vinblogger var klart dagen efter de 2 dages officielle Anteprima Sagrantino i Montefalco. Der havde de søde mennesker hos Consorzio Tutela Vini Montefalco nemlig plottet hele 6 besøg på vingårde ind i mit dagsprogram … min press tour. Med andre ord en hel dag fyldt med besøg på vingårde og masser af vine fra morgen til aften.

Det sidste stop på dagen blev på Cantine Scacciadiavoli aka Azienda Agraria Scacciadiavoli di Pambuffetti, hvor vi også skulle indtage vores aftensmad. Press tour programmet sagde nemlig; Meet the driver at Piazza del Comune to go to the dinner at Scacciadiavoli winery.

Og når jeg skriver vi, så var det en lille flok vinjournalister, bl.a. den franske Fabien Lainé og selvfølgelig jeres trofaste, ihærdige vinblogger.

Vi havde dagen forinden mødt den karismatiske Iacopo Pambuffetti under den fælles middag på Il Ristorante Alla Via di Mezzo og havde ventet, at han skulle føre os igennem aftenen og vinene fra Scacciadiavoli. Han havde nemlig under middagen nævnt, at han glædede sig til at få besøg af os den næste dag.

Det store gamle 4-etagers vineri fra 1884 for enden af den store plads.

Da vi ankom til vingården, så havde mørket allerede så småt besluttede at sænke sig over gårdspladsen, som lå omgivet af et mørkt tæppe alene oplyst af sparsomme lamper rundt om på de forskellige, gamle bygninger. Iacopo var imidlertid ikke hjemme, så vi blev i stedet modtaget af den søde og dygtige Francesca Granelli … et godt bytte ;o)

Smagelokalerne i den ene side af den store plads.

Den smukke Francesca er både uddannet sommelier samt ønolog og er i dag ansat hos Scacciadiavoli. Jeg havde kort set hende dagen før til den frie smagning af vine i Chiostro Sant’ Agostina, hvor hun stod og servede iskolde hvidvine. Jo, lidt opmærksom er jeres flittige vinblogger skam.

På grund af mørket, så var det selvfølgelig ikke muligt med en tur rundt i stedets flotte have eller vinmarkerne, der ligger lige op til vingården.

I stedet startede Francesca med at tage os en tur igennem det gamle vineri og med at fortælle historien om vinhuset, der er det ældste vinhus i Montefalco området og grundlagt helt tilbage i 1884.

Vinhuset kaldes Scacciadiavoli – som betyder djævleudryderen – efter en exorcist, som levede i udkanten af husets marker og anvendte vine i sine ritualer.

På rundtur i vineriet og vi startede på øverste etage.

Bag etableringen af vinhuset stod fyrst Ugo Boncompagni Ludovisi fra den gamle italiensk adelsslægt fra Piombino ved Pisa. Den vinglade fyrste var bosat i Rom, men forlod byen for at beskæftige sig med vinproduktion og slog sig ned vest for Montefalco tæt på den mindre by Celestrino.

Ugo var en fremsynet mand og byggede vingården med kommerciel vinfremstilling for øje. Således blev vingården bl.a. opført i 4 etager, således man kunne udnytte tyngdekraften og lade vinen løbe fra etape til etage i takt med produktionen … meget effektivt og avanceret i forhold til den tid.

På grund af vineriets imponerende størrelse, så blev det af de lokale kaldt Localita Cantinone, hvilket betyder noget i retning af den store kælder … og det er også adressen for vinhuset i dag.

I øvrigt indgår Boncompagni Ludovisi familiens våbenskjold – et rødt skjold med en gul drage og en kongekrone på toppen – fortsat i logoet for Scacciadiavoli.

Vineriet er tidligere moderniseret, bl.a. med rustfrie ståltanke.

Scacciadiavoli har produceret vin uafbrudt siden etableringen i 1884, men siden 1954 har det været med familien Pambuffetti ved roret. Amilcare Pambuffetti købte nemlig stedet i 1954 i en alder af 71 år. Han havde stærke bånd til vingården, som han havde arbejdet på som ung 14-årig knægt.

Da han døde i 1977 overtog hans 3 sønner Alfio, Settimio og Mario driften og i 2000 kom 3. generation til roret i form af Settimios tre sønner Francesco, Carlo og Amilcare, som havde besluttet, at de ville overtage ejerskabet af vingården fra den anden del af familien.

Gode produktionsforhold i vineriet på Scacciadiavoli.

De har efterfølgende gennemført en større renovering af stedet og samtidig moderniseret vineriet, dog med respekt af den gamle arkitektur og stedets gamle historie, bl.a. fungerer det gamle princip med udnyttelse af tyngdeloven i fremstillingsprocessen fortsat i det 4 etagers høje vineri.

Amilcare Pambuffetti er i øvrigt i dag formand for vinbøndernes sammenslutning Consorzio Tutela vini Montefalco, som jo netop stod bag den netop afsluttede Anteprima og invitationen til mig om deltagelse i samme. Rar mand.

Den søde Francesca Granelli viste os rundt i vineriet …

For nogle år siden kom 4. generation af Pambuffetti familien med i foretagendet, nemlig Amilcare, Iacopo, Liù, Romeo og Fiammetta. Det er specielt Iacopo og Liù, som i øvrigt er fætter og kusine, der er de drivende kræfter af den nye generation. De er i dag godt involveret i produktionen, som årligt ligger på omkring 250.000 flasker vin.

Scacciadiavoli har samlet 130 hektar jord, hvoraf dog alene 35 hektar er vinmarker, beliggende i omkring 400 meters højde med en undergrund af sand og ler, som er specielt velegnet til Sagrantino druen. Det giver basis for omkring 9 forskellige vine, herunder 2 mousserende vine. Derudover laves der også en grappa på Sagrantino.

… og fortalte om vinhuset, produktionen og hvordan vinene laves.

Vi fik en super rundvisning af Francesca i det gamle vineri på Scacciadiavoli, hvor specielt den gamle kælder med hvælvede lofter og hundredvis af barriques gjorde et stort indtryk. Det gamle vineri bar præg af tidens tand, men på en charmerende og imponerende facon.

Francesca Granelli viser rundt i vinkælderen.

Efter rundvisning blev vi vist ind i husets store smagelokale på den anden side af gårdspladsen … lidt af et stort festlokale, som sikkert har set nogle sjove og underholdende fester. Et stort rundt bord var dækket op til os, så vi satte os fluks til bords sammen med Francesca som bordets naturlige og lysende midtpunkt.

I smagelokalet var der dækket op til en lille middag … og selvfølgelig en stor vinsmagning med alle husets vine.

Det skulle vise sig, at Scacciadiavoli også har en kok ansat, og hun havde sørget for, at det også gastronomisk blev en flot aften med umbriske lækkerier bl.a. med charcutteri, ost, brød, risotto kogt ind med Sagrantino, kalvekød med hjemmelavede kartoffelkroketter og sluttelig en slags kage af en slags.

Charcutteri samt dejlige oste.

Risotto kogt ind med Sagrantino.

Lidt kalvekød samt kartoffelkroketter mener jeg, at det var … men er sgu ærlig talt ikke helt sikker.


Og sidst lidt kage … og for interesserede lidt grappa til, men den sprang jeg nu over. Jeg havde vist nået min dagsration, godt og vel.

Læg dertil gennemgang af hele husets sortiment af vine, herunder vertikal smagning af deres Montefalco Sagrantino i 6 årgang fra 2006 til 2011. Imponerende.

Ganske overraskende, så laver Scacciadiavoli to mousserende vine … og ikke blot efter den billigere charmatmetode, men på den helt rigtige champagnemetode. Så dem startede vi naturligvis med at smage.

Her ser i det smageprogram, som jeres flittige vinblogger måtte kæmpe sig igennem:

Scacciadiavoli blev et flot punktum på en lang, men særdeles spændende dag. Så derfor et kæmpestort tak til den helt fantastiske Francesca, kokken samt Scacciadiavoli for et flot aften, dejlig mad og gode vine.

Scacciadiavoli er bestemt et af de steder, som du må besøge, hvis du nogensinde kommer til Montefalco. Vi slutter selvfølgelig med lidt flere fotos fra aftenen på Scacciadiavoli.

Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino

Lad os – midt i det skiftende danske sommervejr – lige kaste et blik på endnu et af de umbriske vinhuse, som jeg besøgte under mit ophold i Montefalco, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini. Det var nemlig næste stop efter Caprai.

Der var imidlertid tilsyneladende ingen hjemme i det lille vineri, da vores chauffør satte os af. Det lille, gule hus lå helt forladt, nærmest midt i vinmarkerne. Og der stod vi så.

Bjergtagende udsigt fra det lille vinhus Bocale.

Men efter et kort telefonopkald fra vores chauffør, så dukkede Ennio Valentini op med et stort smil og undskyldte, at hans søn og husets vinmager Valentino Valentini – jeps, det hedder han – desværre var forsinket, men på vej til vineriet. Der ville dog gå 25-30 minutter inden han kunne være fremme.

Vi blev enige om, at det ikke var nødvendigt, at Valentino ræsede afsted, da vi i forvejen var forsinket i vort stamme program. I stedet forslog vi, at Ennio blot kunne guide os hurtigt gennem vinene. Og så måtte vi desværre også springe rundvisningen i vineriet over. Med andre ord en hurtig splash’n’dash vinsmagning.

Det ser ikke ud af meget, men der ligger en større vinkælder under det lille, uanseelige, gule hus. Og der var ingen hjemme, da vi ankom.

Det var måske okay, da Bocale Valentini Viticoltori di Montefalco faktisk kun laver en Rosso samt en Sagrantino … hvis vi snakker de almindelige vine. Selvfølgelig laver han også Passito og endda en grapa. Det skulle dog vise sig, at han også i 2015 er startet med at lave en Trebbiano Spoletino vin.

Familien Valentini grundlagde vinhuset Bocale i 2002, men familien stammer oprindeligt fra området omkring Montefalco. De navngav vinhuset efter de gamle 2 liters jugs, som man brugte til vin og lokalt kalder bocale … et navn, som man også brugte som øgenavn til Valantinos bedstefar, som altid gik rundt og drak af de store flasker.

Bedstefaren havde også været vinmager og havde siden 1927 produceret vin. Og den tradition vendte familien således tilbage til i 2002 og synes, at de ville ære bedstefaderen ved at anvende hans øgenavn til det nye vinhus.

Vinhuset ligger i Fratta Alzatura nær Madonna della Stella omkring 6 kilometer fra Montefalco by. Det er et område, som er kendt for dets store kloster og ellers har en fantastisk udsigt udover dalen mod Spoleto.

Indenfor i det lille smagelokale, hvor vinene dog står fremme til display.

Det er Ennio og Lucianas søn Valentino Valentini,  som står for produktionen af vinene fra familiens samlede 5 hektar vinmarker. Det giver basis for en lille produktion på omkring 20-25.000 flasker vin hvert år.

Valentino er endda tidligere borgmester i Montefalco og laver vinene på Bocale med rådgivning fra ønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini. Selvom de ikke er certificeret, så driver de stedet efter økologiske principper og anvender også alene druernes naturlige gær i fermenteringen.

Foto fra markerne … taget mens vi lige ventede.

Vi fik en fin lille – og hurtig – smagning forestået af Ennio, som er en rigtig rar og gæstfri mand. Han kunne ikke snakke så meget engelsk, men snakkede imidlertid en smule tysk, og derfor kunne vi sagtens kommunikere. Han fandt et lille udvalg af vingårdens vine frem, så vi kom samlet til at smage;

Det er et meget lille sted og smagelokalet stod i skærende kontrakt til det forrige hos Caprai. Ennio viste os også en række plakater på væggen i  smagelokalet. De er alle lavet af forskellige kunstnere og markerer hver ny årgang af Montefalco Sagrantino vinene.

De fine plakater, som Ennio Valentini også viste frem.

Nogle af plakaterne var bl.a. udført af Altan, Mattotti og Sudario Brando. Jeg kender dog ingen af disse kunstnere, men vi mandlige besøgende kunne da sagtens værdsætte de lidt vovede plakater, som jeg da og fluks skal gengive her i blogindlæget.

Flere stemningsbilleder fra markerne.

En stor tak til Ennio for et godt besøg. Det var ganske vist et kort besøg og en hurtig smagning, men vi fik et fint indtryk af vingården og deres vine.

Vi slutter med lidt ekstra fotos … bl.a. med nogle af de lovede plakater:

Marken ovenfor vinhuset.

Ennio og jeg svingede sgu meget godt sammen. Han er en herlig, rar og hyggelig fyr. 

Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper

Arnaldo Caprai Società Agricola er nok det vineri, som har haft størst betydning for DOCG Montefalco Sagrantino vinene, så selvfølgelig skulle jeg da også besøge dette vinhus.

Det er samtidig det største vinhus i området og har således hele 150 hektar vinmarker, et stort, moderne og imponerende vineri, som bl.a. omfatter ikke mindre end 2.800 barriques i kælderen.

Vinhuset ligger få kilometer nord for Montefalco og er grundlagt i 1971, hvor Arnaldo Caprai købte vingården Val di Maggio med 5 hektar vinmarker og begyndte at producere vin.


Stort state-of-the-art vineri for Arnaldo Caprai Società Agricola 

Han var egentlig en succesrig forretningsmand indenfor tekstilindustrien, men havde en drøm om at producere vin. Og derfor forfulgte han drømmen og blev vinproducent. Han blev forelsket i de lokale druer og opkøbte også løbende yderligere marker i området.

Det blev dog sønnen Marco Caprai, som blev afgørende for vinhusets international anderkendelse og succes. Marco overtog driften i 1988 og han kom både med en stor passion og med et klart mål om, at lave de bedste kvalitetsvine.


Indgangen til smagelokale og butik

Derfor begyndte Marco Caprai i 1991 en større investering, både opbygning af stort state-of-the-art vineri, opkøb af yderligere vinmarker, men også i forskning, forsøg og udvikling af husets vine.

Han indgik nemlig også samme år samarbejdsaftaler med universitetet i Milano samt andre institutter om forskning i, hvordan kvaliteten af Sagrantino druen kunne forbedres via nye kloner.

Efter nogle år havde han sammen med forskerne fundet nogle kloner af Sagrantino, som var specielt anvendelig i produktionen af kvalitetsvine på Sagrantino og i dag danner baggrund for vinene fra Arnaldo Caprai Società Agricola og mange andre producenter.

Marco Capri tilskrives da også en stor rolle i bestræbelserne på at redde den ellers oversete og næsten uddøde Sagrantino drue og vinhuset har da også i 2012 fået Wine Enthusiasts prestigefulde pris European Winery of the Year, hvor juryen netop begrundede det med, at Caprai har bragt den lokale drue Sagrantino de Montefalco og vinregionen Umbrien frem i søgelyset.

Og så er Marco også lidt en ildsjæl og bannerfører for vinproducenterne i Montefalco området. Han har ikke blot gjort Sagrantino vinene kendt, men er også med i ledelsen af Consorzio Tutela Vini Montefalco, foregangsmand i etablering af en vinrute i området og indførelse af en grøn revolution, hvor dyrkningen bliver mere naturlig med enten økologisk eller biodynamiske metoder.

Det var også Marco Caprai himself, som modtog os, da vi kom til det store, moderne vineri. Men hurtigt startede vi dog en lille rundtur, hvor vi først gik ud til nogle af markerne, der ligger lige op til selve vingården.

Nogle af husets marker

Imens fortalte Marco en historien om vinhuset og Sagrantino druen og vi så også en række marker, hvor Caprai fortsat eksperimenterer med forskellige kloner af de lokale druer. Han laver bl.a. forsøg med en Sagrantino Bianco … og det lyder jo ret spændende.


Smukke, gamle vinstokke

Derefter fik vi selvfølgelig også en store rundtur i selve vineriet, som der bestemt også er god grund til at fremvise. Alt er flot, strømlinet, ordentligt og ganske imponerende, specielt den store barriqueskælder, der – ifølge Marco – i øjeblikket rummer omkring 2.800 barriques.

Og brugen af barriques er også centralt i produktionen af Caprais Sagrantino vine, specielt ny eg. Marco Caprai høster for det første druerne en tak tidligere end andre producenter og anvender derudover alene ny eg på Sagrantino vinene.


Sidst i februar inden vinstokkene begynder af skyde

Det gør selvfølgelig, at der skal bruges mange barriques … rigtigt mange barriques og dermed god plads i kælderen. Det gør også vinene meget tanninrige. Læg dertil, at Sagrantino druen i forvejen er en af verdens mest tanninrige druer, så kan du begynde af forestille dig mængden af tanniner i vinene hos Caprai.


Marco Caprai himself forklarer lidt om vinhuset …


… og viser vineriet frem


inklusiv de mange, mange barriques

Rundvisningen sluttede i den store butik … som selvfølgelig også er ganske imposant bl.a. med stor disk, masser af plads samt et hul i gulvet, hvor besøgende kan få et kig ned til produktionen af vinene.

I et lille lokale ved siden af var der allerede dækket op til os med 6 smageglas pr. mand. Hverken mere eller mindre, men det skulle vise sig, at 6 glas var alt for lidt. For hos Caprai var der et glas pr. vin .., og sådan skulle det bare være. Jeg skulle ikke tage opvasken, så jeg klagede ikke.

I det hele taget var der styr på denne del … altså smagningen, som Marco havde lagt i hænderne på en af de unge, smukke værtinder på stedet. Hun skænkede og hentede løbende flere glas, mens Marco fortalte om vinene. Smageprogrammet sådan her ud:

Og selvfølgelig slog de 6 vinglas ikke til, da vi endte med at smage 9 vine … for hos Arnoldo Caprail skulle der selvfølgelig være ét glas pr. vin, dvs. samlet minimum 9 glas. På den måde var der bestemt styr på tingene hos Caprai.


Klar til smagningen for jeres flittige vinblogger

Og jeg vil med det samme afsløre en hemmelig, nemlig at jeg har det rigtigt svært med med vinene fra Caprai. Dertil er tanninerne simpelthen alt for dominerende. En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være.

Han udtrykte det endda en smule poetisk og snobbet, nemlig at totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, men det er jeg ingenlunde enig i. Jeg synes, at vine generelt skal smage godt uden mega lang lagring …. hvad er ellers meningen? Ingen vil vente 40 år på, at en vin modnes.

Men fint at smage Caprais store produktsortiment, hvor specielt de sidste vine ligger højt i både prestige og pris. Sjovt nok, så er det Dansk Supermaked, som er dansk importør. Hvordan det passer med Caprais egne kvalitetsnormer, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men samlet blev det bestemt en interessant eftermiddag og stor respekt til Marco Caprai for hans opbyggede vin imperium. Og vi slutter selvfølgelig med lidt ekstra fotos:

Markerne op til vingården

… og flere vinmarker


Vineriet …. topmoderne state-of-the-art

De rustfrie ståltanke …

… og den imponerende barriques kælder


Tappelinien …


… og den store, flotte butik


… med hul i gulvet


… og en smuk udsigt


… og sluttelig line-up med den respekterede vinmager Marco Caprai

Besøg hos Romanelli … den beskedne, dygtige vinmager

Consorzio Tutela Vini Montefalco havde efter mit besøg hos Antonelli plottet en frokost ind hos Azienda Agricola Romanelli som næste stop inklusiv en lille vertikalsmagning af husets Sagrantino.

Det havde jeg faktisk glædet mig rigtigt meget til, da Romanellis Montefalco Sagrantino netop var en af de vine, som jeg havde smagt og været ganske begejstret for inden mit besøg i Umbrien.

Det er et lille og hyggeligt familievinbrug, som ligger lidt nordøst for Montefalco ved Colle San Clemente med en smuk, smuk udsigt. som I også kan se på billedet nedenunder.


Smuk udsigt fra vingården Azienda Agricola Romanelli.

Vinhuset er grundlagt i 1978 af Amedeo Romanelli samt sønnen Costantino, som – selvfølgelig sammen med deres respektive hustruer Anna Maria og Anna Rita – besluttede, at de på fuld tid ville satse på produktion af vin og oliven.


Her vingården og indgangen til butikken/smagelokalet.

I dag drives stedet fortsat af Costantino, men 3. generation i form af sønnerne Devis og Fabio er langsomt begyndt at overtage driften. De er jo praktisk talt også opvokset med vin og det virker som om, at det er Devis, som i dag leder driften. Men alle 3 generationer bor fortsat på vingården.

Familien har samlet 16 hektar vinmarker, hvor de selvfølgelig primært dyrker Sagrantino, men også druesorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Merlot samt de lokale hvide druer Grechetto og Trebbiano Spoletino.

Alle markerne dyrkes ECO venligt, dvs. uden brug af sprøjtemidler af nogen slags og i det hele taget går familien meget op i bæredygtigt landbrug og sikring af naturen. Således har de opsat en lang række fuglehuse rundt om i vinmarkerne … og endda nogle med live-cam og det har medført en højere bestand af bl.a. falke, ugler og mange andre fuglearter.

Romanelli laver 8 forskellige vine, nemlig en Grechetto, en Spoletino, 2 Sagrantino’er og en Passito samt 3 Rosso’er. Derudover selvfølgelig lidt grappa og så olivenolie. Der laves alene vine med druer fra egne marker.

Udover vingården med smagelokalet, så har familien også en vinforretning midt inde i Montefalco … ja faktisk lige over for det hotel, som jeg boede på under mit besøg dernede.

Da jeg ankom til Azienda Agricola Romanelli blev jeg modtaget af Devis Romanelli, som viste mig rundt. Vi satte os dog hurtigt ind i deres smagelokale, for hans  mama havde forberedt til frokost til mig. Og det lød jo ganske fint.


Lidt umbrisk frokost … her lidt brød med tomat, brød med noget paté og en slags risotto med nogle svampe og selvfølgelig godt med olivenolie.


Derefter lidt gnocchi vendt i sauce og drysset med parmesan.

Vi skulle egentlig ha’ været en person/vinjournalist mere til frokosten og smagningen, men han var tilsyneladende voldsomt forsinket, så det blev til en eksklusiv lille vinsmagning alene for mig. Og jeg brokker mig jo aldrig.


Devis er en rolig og utrolig rar fyr … ingen store armbevægelser, men han laver nogle fantastiske vine.

Devis havde forberedt smageprogrammet, og det var primært med fokus på husets Montefalco Sagrantino, som jeg skulle smage i en vertikal smagning 5 årgange tilbage. Derfor kom ikke omkring alle husets vine, men et godt udsnit. Samlet så programmet sådan her ud:

Vi startede dog heldigvis med husets Trebbiano Spoletino, som under opholdet blev optaget i mit kartotek over yndlingsdruer og som Romanelli også er startet på at lave, men faktisk har dyrket siden de plantede de første stokke med Spoletino i1996.

Jeg måtte også – for første gang på turen – op med 7 fede tommelfingre aka 7 Thumbs Up aka topkarakter for en vin, men det kan I jo læse om i mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Og en enkelt … 2011’eren af Romanellis Montefalco Sagrantino havde jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til min tidligere beskrivelse.


Her et kig ind i det røde smagelokale, hvor Devis havde linet de vine op, som jeg skulle smage i løbet af frokosten.


Og et udvalg af husets produkter står på alle hylderne.

Et godt stykke inde i vinsmagningen, så arriverede den polske vinjournalist, men der var jeg næsten igennem alle vinene. Men samlet blev det til en masse vinsnak og Devis fortalte om deres vine og deres topmarker, som er meget lerholdige og med til at give nogle ganske bløde Sagrantino vine, specielt specialcuvéen Medeo, som er helt fantastisk, men også en ordentlig mundfuld.


Selvfølgelig også lidt bøger fra den lokale helt … kokken Giorgione, som vi havde mødt aftenen før på hans hypede restaurant Il Ristorante Alla Via di Mezzo.

Grundet den megen snak og forsinkelsen fra den polske vinjournalist, så fik vi desværre ikke set produktionsfaciliteterne, da vores chauffør pludselig holdt udenfor. Der blev dog tid til et par obligatoriske fotos af den beskedne, rare Devis foran vingården.


Masser af snak om vin og godt med flasker på frokostbordet. Jeres flittige vinblogger arbejdede hårdt for sagen.

 


Det obligatoriske foto af vinmageren foran vingården …

… inden vi fløj videre ;o)

Besøg hos Antonelli San Marco … aristokratisk vinbonde

Det store, gamle og historiske samt vel svagt aristokratiske vingods Antonelli San Marco var lidt af en kontrast i forhold til den lille, beskedne og næsten ydmyge vingård Colle del Saraceno.

Antonelli San Marco ligger – som netop nævnte, foregående vinhus – også omkring 2,5 kilometer vest for Montefalco by og var næste stop på onsdagens vintur rundt blandt producenter. Jeg havde til besøget fået følgeskab af en hollandsk vinjournalist, og vi blev begge venligt modtaget af stedets ejer Filippo Antonelli.


Flotte gamle italienske villaer … den forreste er den private med køkkenet til kokkeskolen nedenunder og bagerst villaen med udlejning af ferielejligheder.

Og Antonelli San Marco er på mange måder et imponerende sted med megen jord, en stor produktion og derudover emmer stedet af historiens vingesus. Godset er allerede nævnt i flere dokumenter fra middelalderen, hvor det under navnet San Marco de Corticellis var base for de longobardiske krigere og et af de områder, hvor det var bedst at dyrke vin og oliven.

Fra det 13. århundrede tilhørte ejendommen bispedømmet i Spoleto og faktisk er de nuværende grænser for Antonelli San Marcos jorder nøjagtigt de samme, som blev beskrevet i et af de kirkelige dokumenter fra 1200-tallet.

Og det er et pænt stort areal, idet Antonelli San Marco samlet har omkring 170 hektar jord, selvom det alene er 40 hektar, som består af vinmarker. Derudover omfatter det flere store, gamle og statelige bygninger samt selvfølgelig husets varemærke … den store, gamle stenport, som leder ind til ejendommen og findes som logo på etiketterne til husets vine.


I baggrunden den ikoniske port til ejendommen … og som også i dag er vinhusets logo og findes på alle etiketterne.

Antonelli familien har ejet stedet siden 1881, hvor det blev købt af Francesco Antonelli. Han var advokat fra Spoleto og begyndte en radikal modernisering af ejendommen og genplantede en stor del af vinmarkerne. En gammel rapport fra 1899 – som Filippo Antonelli i øvrigt viste os – beskriver, at vinmarkerne allerede dengang var tilplantet med 5.000 vinstokke pr. hektar samt at rødvinene var af god kvalitet.

Siden 1986 har godset været drevet af Filippo Antonelli, som er 4. generation på ejendommen. Han er ikke – i modsætning til både hans far Giacomo, bedstefar Stefano og oldefar Francesco – advokat, men er også leder af familiens anden vingård Castello di Torre in Pietra tæt på Rom. Derudover har Filippo Antonelli været formand for Consorzio Tutela Vini Montefalco fra 1996 til 2006.

Produktionen ligger årligt på omkring 300.000 flasker vin, som laves i et moderne, underjordisk vineri under bygningen med butikken og smagelokalet. Selve vineriet er endda i to etager, således man kan flytte vinen uden brug af pumper … og så er der også en elevator ned til vineriet fra gårdspladsen foran butikken.

Her indgangen til vinbutik og smagelokale … til venstre findes elevatoren, som kører ned til vineriet. Bemærk også de mange dæksler på pladsen … beregnet til druerne efter høst.

Fra gårdspladsen kan druerne efter høsten læses af og ledes videre til tanke og vinpresse. Vineriet er således bygget, således der er et let og naturligt flow i hele produktionsprocessen og Filippo Antonelli var da også stolt, da han viste hele vineriet frem,

Inden da havde vi taget en rundtur på hele godset, som udover vinproduktionen også byder på lidt typisk italiensk B&B … Casale Satriano Agriturismo, hvor man udlejer 6 store ferielejligheder og ellers lokker turisterne med stort svømmepøl, kokkeskole og selvfølgelig vinsmagninger.


De gamle bygninger fra den ene side …


… og den øverste villa set fra de anden side.


Fra haven er der er smuk og betagende udsigt.

Kokkeskolen – cusina in cantina – er berømt på Antonelli San Marco og varetages af den australsk fødte Wendy Aulsebrook samt et par italienske hjælpekokke i form af Teresa og Leonella. Vi fik under rundvisningen også set det store køkken, som i højsæsonen emmer af liv og udsender fristen dufte af italienske egnsretter.

Indgangen til det store køkken … beregnet til kokkeskolen cusina in cantina.


Og her et kig ind i køkkenet.

Vi blev af Filippo også ledt igennem de private gemakker og fik dermed et godt indtryk af den gamle ejendom. Den har i gamle dage tydeligt været for den velstillede del af befolkningen og rummede masser af spændende historier fra familiens liv gennem mange, mange årtier.


Spændende kig ind i de gamle villaer.

Fra gårdspladsen tog vi elevatoren ned i vineriet, hvor vi fik set alle dele af produktionen. Der var stor orden, struktur og Filippo fortalte om produktionen, vinene og deres forsøg med at udvikle nye vine, bl.a. deres forsøg med lagring på store emphora krukker.

Vi så også de tusindevis af flasker, som bliver opbevaret i kælderen og alene afventer frigivelse og vi så flaskemaskinen, der også ligger i kælderen, således flaskningen af vinene også sker ved optimale temperaturer.


Det moderne og underjordiske vineri med store rustfrie ståltanke.


Alt er indregnet stort og praktisk.


Der flyttes rundt på egefadene …


… som der er mange af i kælderen.


Her viser Filippo Antonelli de store emphora krukker frem.


Tappeanlægget i kælderen.

Samlet virkelig et flot vineri, hvor Filippo får hjælp til produktionen af vinen fra stedets vinmager Massimiliano Caburazzi samt den konsulterende vinmager Paolo Salvi, mens markarbejdet styres af Alessio Moretti samt Ruggero Mazzilli.

På husets 40 hektar vinmarker dyrkes sorterne Sagrantino, Sangiovese samt Montepulciano, Merlot og Cabernet Sauvignon og de hvide Grechetto og Trebbiano Spoletino. Og det skulle vi snart få at smage, for efterfølgende gik turen op gennem butikken og ind i smagelokalet, hvor der allerede var dækket op til os og linet en række vine op.


I butikken sælger Antonelli charcuteri specialiteter … 


… og selvfølgelig alle vinene fra vineriet.


Og i smagelokalet var der allerede gjort klar til os.

Der var – selvfølgelig – traditionen tro lidt brød, ost og skinke … mens vi på den vinøse front kom til at smage ikke mindre end 12 vine, nemlig disse:

Derudover sluttede vi endda smagningen af med at smage en Antica Torino … en rød vermouth og Filippo hentede også undervejs en egenproduceret leverpølse, som var lavet på stedet fra ejendommens egne grise.


En af de ansatte sørgede for, at vi løbende fik smagt alle vinene.

Fantastisk besøg og fantastisk smagning, hvor specielt gårdens 2006’er Montefalco Sagrantino skilte sig ud.

Efter et par obligatoriske fotos af Filippo, så var det tid til at tage afsked. Filippo ville forære os en afskedsgave, så vi måtte frit vælge en vin … blot ikke 2006’eren.

Da han spurgte os, hvilken vin vi kunne tænke os, så udbrød vi begge 2006’eren, egentlig ganske uhøfligt … men Filippo tog det ikke ile op, men smilte og gav sig nu hurtigt. Så pyt, tænkte han sikkert. God smag gælder alle steder.


Filippo Antonelli foran vinhuset.


Endnu et foto fra kælderen.


Filippo i kælderen.


Da vi besøget kælderen, var man i gang med at flaske en af husets hvidvine, her direkte fra en af betontankene.

Og nogle af de mange vine, som lagrer på flasker.

Besøg hos Colle del Saraceno … den sødeste familie

Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti ligger omkring 2,5 kilometer vest for Montefalco og er et lille, hyggeligt familievinbrug, som drives af de sødeste og mest gæstfrie mennesker, som du overhovedet kan forestille dig.

Efter de to dages Anteprima Sagrantino 2013 havde jeg fortsat et par dage i Montefalco. Hele onsdagen var derfor reserveret til besøg på vingårde. Heldige mig. Misundelige dig :o)

De søde piger Angela Pietronigro og Maruska Passeri fra Consorzio Tutela Vini Montefalco havde plottet ikke mindre end 6 besøg på vingårde ind for dagen og Colle del Saraceno var altså første stop på turen og det blev på alle måder en god oplevelse og en fantastisk start på dagen.

Det var imødekommenhed, venlighed og godt værtskab af bedste umbriske skuffe. En beskeden, venlig og gavmild familie, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Jeg blev modtaget Francesco Botti selv samt den venlige, høje og talende Sandro Fracasso. Et sandt livstykke, som kunne hjælpe med at fortælle om vingården og oversætte for Francesco. Han er samtidig lidt af en poetisk sjæl, digter og forfatter.

Vi startede besøget med en kort rundvisning i vinmarkerne, som ligger lige op til gården og med en fantastisk udsigt, som I også kan se på billedet ovenfor, hvor jeres flittige vinblogger står sammen med Francesco Botti.

Han er ejer, vinmager, arbejder og 5. generation af familiens Botti på Colle del Saraceno Azienda Agraria, som han driver sammen med hustruen Maila Orazi, der i øvrigt tidligere har skrevet to bøger om Montefalco og gennem to årtier drev byens kontor for kultur og turisme.

Hun ved derfor alt om de berømte kalkmalerier i den gamle S. Francis kirke … nu Il Complesso museale di San Francesco malet af Benozzo Gozzoli under renæssancen. Ja hun ved alt, hvad der er værd at vide om Montefalco.

Bag navnet på vinhuset – Colle del Saraceno – gemmer der sig også en gammel, lokal historie. Vinhuset er nemlig opkaldt efter den bakke, hvor den romerske, hellige kejser Frederick II stoppede i 1240 sammen med sine trofaste bodyguards saracenerne.

Bakken blev opkaldt efter saracenerne og i år 2000 besluttede Botti familien at opkalde deres vinhus Colle del Saraceno. Måske var den historieelskende Maila, som stod bag den idé?

Francesco og Maila har samlet omkring 9 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Grechetto, Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og selvfølgelig først og fremmest Sagrantino.

Det danner baggrund for en produktion på 25.000 flasker vin årligt fordelt på 4 forskellige vine, nemlig en Grechetto, en Rosso, en Montefalco Sagrantino og selvfølgelig deres fantastiske Montefalco Sagrantino Passito. Og alle disse vine, skulle jeg snart smage i husets hyggelige smagelokale.

Ja, derudover laver de selvfølgelig også lidt olivenolie.

Efter at ha’ snakket lidt om marker, vinstokke, den smukke udsigt mod Assisi, Bevagna samt bjerget Sabasio og fået taget et par fotos i vinmarkerne, så gik vi indenfor. Der blev jeg budt husets bedste stol, mens Maila kom farende med lidt at spise … på bedste umbriske vis lidt tørret skinke, ost og melon.

Ikke at jeg var specielt sulten sådan kl. 9.30 og  morgenen – havde jo næsten lige rejst mig fra morgenbordet på hotellet – men høflig og velopdragen er man vel i nogen grad, så jeg gjorde mit bedste, nippede og smilede tilbage til Maila.

Men det med lidt servering af lidt ost og tørret skinke til vinsmagningerne var nu ganske normalt i Montefalco og en del af den gæstfrihed, som man møder alle steder. Maila hentede senere også nogle umbriske sukkerkager og dem smagte jeg selvfølgelig også ;o)

Men det var trods alt vinene, som var det centrale og snart hentede og skænkede Francesco Botti stolt sine vine. Og det kunne han såmænd også gøre med rank ryg, for Colle del Saraceno laver nogle rigtig dejlige vine.

Jeg var eneste besøgende, fik dermed totalt opmærksomhed og smagte følgende vine:

Som vanligt tog jeg selvfølgelig foto af alle flaskerne til brug for mine beskrivelser og anmeldelser, og der sørgede Francesco Botti at holde vinene i sine grove hænder, præget af et liv med hårdt arbejde i markerne, så jeg kunne få de bedste shots. Bedre bliver det ikke.

På Colle del Saraceno sigter Francesco efter velafbalancerede og bløde vine, som ikke bliver alt for aggressive og for tanninrige, som det ellers nemt kan ske for Sagrantino vinene. Det betyder også, at vinene først er færdige, når Botti vurderer, at de både er fløjsbløde, modne og fyldige.

Francescos mest producerede vin er hans Rosso, som dog er ikke en Montefalco Rosso DOC, men en IGT vin – i øvrigt opkaldt efter Francescos bedstefar Galdino Botti.

IGT betegnelsen skyldes, at han ønsker omkring 30% Sagrantino i vinen og altså mere end appellationens regler om maksimalt 15% Sagrantino foreskriver. Respekt for det … vinene skal laves, som man mener er rigtigt.

Francesco viste mig også en gammelt foto på væggen. Der kunne man se bedstefar Galdino og en helt ung Francesco. Derudover fik vi masser af snak og tiden fløj af sted. Pludselig holdt min chauffør udenfor, og det var tid til at sige farvel.

Tak til Botti familien for et dejligt besøg … bestemt anbefalelsesværdigt.