I 2015 har Paolo Montioni udvalgt specielt gode druer fra en enkeltmark til 2 barriques … en special selection Montefalco di Sagrantino DOCG, som han har opkaldt Ma.Gia efter de første bogstaver i navnene på hans to børn. Paolo mener, at der vil komme omkring 500 flasker af vinen, som dog først vil blive frigivet medio 2019.
Derfor er det måske også helligbrøde allerede nu at tage en forsmag på vinen, som jo skal modne et par år endnu. Ifølge Paolo skal vinen først på flaske i december 2018/januar 2019 og så modne på flaske i mindst 6 måneder inden en frigivelse.
Men når Paolo serverede den for mig, så kunne jeg jo ikke sige nej og det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke. I kender vel efterhånden jeres flittige vinblogger?
Det er en vin, som samtidig er lavet helt uden brug af kemikalier og uden tilsætningsstoffer.
Lad os smage prøven på vinen, som man jo skal huske, alene er halvmodnet. Den virker i glasset endnu mere kødfuld end Paolos almindelig Sagrantino, men der er ikke så meget overmoden blommer, men virker mere tæt, intens og har samtidig lidt grønne blade sammen med kanel og lidt gazebind.
Og smagsmæssigt langt mere punch … mere direkte i udtrykket med en urkraft og knap som overmoden i smagen. Og jo, der er også endnu tonsvis af tanniner. Igen en meget kraftig dame, som man ingenlunde let svinger omkring.
Ikke prissat endnu.