Tag-arkiv: ortega

Ortega er en hvid tysk druesort, som er fremavlet i 1948 af Hans Breider på planteskolen Bayerischen Landesanstalt für Wein-, Obst- und Gartenbau i Würzburg i Franken ved at krydse Müller-Thurgau og Siegerrebe.  Han navngav druen efter den spanske filosof José Ortega y Gasset.

Ortega har nu – udover Franken spredt sig til Rheinhessen, Pfalz, men den dyrkes også i Mosel-Saar-Ruwer regionen … men findes også i England, Danmark samt det vestlige Canada, især Vancouver Island og Okanagan Valley.

Vine på Ortega har et lavt syreindhold, mens restsødmen ofte er stor. Det gør lige præcis druen meget velegnet til kølige vinregioner, hvor druen kan modstå hårde vintre. Den er undertiden følsom for botrytis, men meget modstandsdygtig overfor meldug.

Da Ortega modner meget tidligt og dermed kan opnå meget stor modenhed – i hvert fald i Tyskland – så anvendes den mest til søde vine, men kan også bruges som spisedrue.

Ortega anvendes både alene og sammen med andre druer … ofte sammen med Muscat sorter. En af Ortegas hovedroller i tyske vine er at supplere Riesling i dårlige årgange, hvilket bringer noget sødme og krop til vine, der ellers mangler fylde.

Denne praksis er mest almindelig i Rheinhessen, hvor man traditionelt altid har lavet vine på flere druetyper. Duft og smag beskrives tit som fyldig og ferskenagtig suppleret med masser af florale blomsteraromaer.

2018 Heden Vingård, Madeleine Angevine, Jylland, Danmark

2018 Heden Vingård, Madeleine Angevine, Jylland, DanmarkPå adressen Heden 7 i Vester Hassing ved Vodskov tæt på Aslundskoven og Rasmusmose finder vi Heden Vingård, hvorfra vi nu smager en Madeleine Angevine dansk hvidvin i en årgang 2018.

Vingården er allerede grundlagt i 1993 af Hans Magnussen som en af de første vingårde i skønne Nordjylland. I starten havde Hans alene 200 stokke med Leon Millot, men siden er vinmarkerne udvidet til i dag af udgøre 1.000 vinstokke af forskellige sorter. Men dermed er Heden Vingård nok en af de mindste og officielt godkendte, kommercielle vingårde i hele Danmark.

På et normalt år kan Hans Magnussen producere omkring 1.000 flasker, fordelt på hvid-, rød-, rosé- og mousserende vin, herunder altså også denne Madeleine Angevine, som dog ikke er helt ren, men tilsat lidt Ortega og Solaris.

Madeleine Angevine er en hvidvinsdrue, som oprindeligt stammer fra Loire i Frankrig, men også er populær i Tyskland, Kirgisistan samt Washington State i USA. Det er drue, som modner ret tidligt og er en krydsning Madeleine Royale og Précoce de Malingre druer, der også er druer, der vokser godt i køligere klimaer som vores.

Denne er formentlig lavet på ren stål for at sikre en vin, der er så frisk som muligt, men der er begrænsede oplysninger om produktion på vingårdens hjemmeside.

Selvom 2018 nok er det bedste vinår nogensinde herhjemme, så lider denne vin måske også af den meget varme, for allerede i næsen virker syren meget beskeden. Der er nogle lidt salte noter, masser af honning og mjød mærkelig nok. Næsen er nærmest lidt lummer på en meget mærkelig facon, men ellers er der stikkelbær, bananer, hyben, kvæde … og alt meget afdæmpet.

I munden er der dog en smule mere syre, men det fordufter noget ved luft i glasset, hvorved vinen bliver mere flad. Vinen er sådan set meget blød, men samlet set er det lidt en besynderlig vin, men absolut sjov at smage.

Forhandles på vingården, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 3/7