Næste vin med den sjove etiket med et motiv, der ligner dråber eller måske helt små sædceller, hedder Cullerot og kommer fra vinhuset Celler del Roure i Valencia regionen.
Vinhuset ligger faktisk ganske øde i det sydvestlige hjørne af Valencia – næsten på grænsen til Castilla-La Mancha – i det ukendte Moixent ved Clariano.
Vinhuset drives af Pablo Calatayud og han er uddannet agronom. Efter han var færdig med sine studier i slutningen af 1990’erne, så grundlagde han Celler del Roure sammen med far. De havde ingen erfaring inden for vin, for familien havde i stedet arbejdet i møbelindustrien, men ville lave vin i deres hjemland.
De begyndte at plante nogle af området mest valgte druer som Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon … og deres første vine på markedet var blandet med Monastrell fik succes både i Valencia og på eksportmarkederne. Men da Pablo Calatayud fik mere erfaring og begyndte at rejse og besøge andre vingårde, så indså han, at de var på den forkerte vej.
Fast besluttet på at finde lokale druer, der havde spillet en dominerende rolle i området før phylloxera, så stødte han på en lokal vindyrker, der brugte sine Mandó vinstokke til sine hjemmelavede hverdagsvine.
Pablo blev fascineret af druen, som var anderledes og helt klart friskere end andre lokale druer, så derfor begyndte han at pode sine Tempranillo og Merlot vinstokke med Mandó. Inden længe begyndte han også at anvende Mandó i blendet i sin topvin Maduresa.
I 2006 købte familien den nuværende vingård i Moixent. Udover omkring 40 hektar gamle vinmarker, så omfattede ejendommen en gammel underjordisk kælder/tunnel med omkring 100 jordkrukker indbygget i kælderen.
Pablo og hans far var meget overraskede over at opdage, at disse amforaer ikke tilføjede smag, men at vinene føltes meget friskere i dem. Dette var begyndelsen på et helt nyt sortiment af rødvine fremstillet på Mandó.
De fleste af vinene i serien er gærede i tanke af rustfrit stål, men siden 2015 har Pabro også brugt gamle stenkar der er omhyggeligt bevaret i kælderen. Efter fermenteringen er vinene så lagret i disse jordamforaer.
I dag har Celler del Roure således samlet 50 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Pedro Ximénez, Macabeo, Tortosina, Malvasía, Verdil, Merseguera, Monastrell, Garnacha Tintorera, Mandó og Arcos.
Jeg har før smagt vine fra Celler del Roure, bl.a. Pablos 2019 Safrá og 2016 Les Alcusses, men her er det altså den hvide Cullerot, som er lavet på et mix af 30% Pedro Ximenez, 30% Macabeo, 10% Verdil, 10% Merseguera, 10% Malvasía og 10% Chardonnay fra marker i 600 meters højde og stokke, der er 30-70 år gamle.
Alle druerne kender vi i forvejen … måske lige undtaget Verdil, som jeg vist ikke er stødt på før, men det er en ret sjælden, gyldengul hvid druesort, der hovedsageligt dyrkes i Valencia. Den ses i dag dog også i områderne Alicante og Murcia.
Verdil er en drue, som mest har været brugt i billige bulkvine fra Valencia og giver altid et bidrag med karakteristisk smag af citron, lime, noter af græs, te samt noget røget. I den søde vine giver den smag af honning, fersken og passionsfrugt.
Den blandes dog oftest med andre druesorter, både lokale og internationale … fx Moscatel, Macabeo og Chardonnay og dér giver Verdil livlighed og åbenlys frugtighed.
Verdil har været i massiv tilbagegang og på et tidspunkt var der sammenlagt under 50 hektar vinmarker tilbage, men en lille gruppe producenter arbejder på at redde Verdil. De har skabt nogle fremragende vine, der er friske, afbalancerede og livlige og tiltrækker en vis opmærksomhed.
Men det er ikke altid nemt at fange friskheden i Verdil, for druen har en tendens til at oxidere, medmindre vinificeringen er omhyggeligt, hvilket måske også årsagen til, at druen faldt i unåde og var på tilbagegang.
Nå, men Cullerot – der i øvrigt betyder haletudse og dermed er vi også en tak nærmere på, hvorfor etiketten ser ud, som den gør – er lavet med presning af de hele drueklaser, hvorefter gæring sker helt spontant i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, hvorefter vinen er lagret 6 måneder på ler-amforaer.
Sjov duft … virker en anelse neutral i starten. Så kommer der lidt melon, gule pærer, grønne vinblade, blomster og lidt luftig havvand, saltvand og er i det hele taget pænt saltet.
Smagsmæssigt er det heller ikke en vin, som sprænger banken, men har alligevel en snas charme, hvor der kommer pærer, melon, fersken og lidt citrus suppleret med noget salt. Samlet set en afdæmpet, men læskende vin. 89 point.
Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 149 kr.
Så skal vi atter til vinmageren Antonio Sarrións sideprojekt Risky Grapes Wine Co., som han driver ved siden af hans normale vinhus Bodegas Mustiguillo. Jeg har smagt en del vine fra dette projekt, bl.a. flere Atance vine, men her er det den hvide Atance Cuvée No 1 i årgang 2021.
Risky Grapes Wine Co kalder sig også vinos muy mediterráneos og holder til lidt nord for byen Utiel i det nordlige Valencia på grænsen til Castilla-La Mancha godt oppe i bjergene. Derfra smager vi nu vinen Atance Cuvée No 1.