2022 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje Blanco, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje Blanco, Valencia, SpanienForleden smagte jeg den dejlige rødvin Mestizaje Tinto Vino de Pago fra Bodegas Mustiguillo, men den har faktisk en hvid søster og den er denne Mestizaje Blanco, som jeg smager i årgang 2022.

Vinen er fremstillet på 65% Merseguera, 24% Viognier og 11% Malvasia, som kommer fra mere end 30 år gamle vinstokke på Mustiguillos kalkholdige monopolmark Finca Calvestra.

Her fandtes der oprindeligt kun meget gamlebuskvine af rødvinsdruen Bobal, men da den kølige beliggenhed i 900 meterd højde giver optimale betingelser for hvidvine, så har Antonio Sarrión valgt at pode Merseguera på en del af de eksisterende Bobal-vinstokke.

De 3 druesorter og de forskellige markafsnit høstes og vinificeres separat. Vinen er så lavet ved, at de afstilkede druer koldmacererer ved 6 grader 4 til 8 timer afhængig af druesort.

Vinen spontangærer herefter på temperaturstyrede ståltanke ved 10-16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder sur lie inden aftapning og frigivelse.

Næsen er bred, nysgerrig og fyldt med søde krydderier, sandeltræ, en frugt at grillet citron, melon, pærer og fersken, blomstervand og egentlig også ganske aromatisk.

I munden er vinen cremet og fyldig … har masser af krop, fedme, kandiseret lemon, godt med eksotisk frugt som mango, papaya og kvæde, søde krydderier, let peber og  næsten olieret. Fedmen følges af en maskulin, sød og grov syre, men på én eller anden måde så fungerer det ret godt og skaber en pænt smagfuld vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen kun er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7