2021 Roots Wine Company, Roots Willamette Valley Chardonnay, Oregon, USA

2021 Roots Wine Company, Roots Willamette Valley Chardonnay, Oregon, USAMed sommersolen godt og højt på himmelen, så kom der hurtigt mere hvidvin i glasset og den næste blev et glas af denne 2021 Roots Willamette Valley Chardonnay fra Roots Wine Company.

Vinhuset ligger lidt nordøst for Yamhill i Oregon. Det er 30-40 kilometer sydvest for den noget større by Portland. Roots Wine Company er grundlagt i 1999 af Chris Berg og startede egentlig som et hobbyprojekt, hvor han hjalp sine forældre, som havde købt en ældre vingård, med at plante vinstokke.

Han boede selv i Lawrence, Kansas og havde ellers efter sin uddannelse som bachelor i engelsk købt et produktionsfirma, men han fik interesse for vin og i 2001 flyttede Chris og hans kone Hilary ind på gården og overtog driften fra forældrene.

Den første høst kom i 2002 med beskedne 864 flasker Pinot Noir, men i dag er huset oppe på en produktion på omkring 60.000 flasker årligt, hvor druerne kommer fra egne marker samt opkøbte druer fra andre vinavlere, som Chris arbejder sammen med.

Han har også oprettet søsterfirmaet Racine Wine Company, hvor han også laver vine for andre huse, private labels vine og importerer vine fra Frankrig til salg hos både private og restauranter.

Vinene hos Chris Berg er opdelt i to serier, nemlig Racine som er husets topserie og opkaldt efter den by i Wisconsin, hvor han var født. Den anden hedder blot Klee og opkaldt efter hans ynglings kunstner, den schweiziske Paul Klee … og det er den serie, som vinhuset ubetinget producerer flest flasker af.

Denne Roots Willamette Valley Chardonnay er lavet med druer fra forskellige marker rundt om i Willamette Valley. Chris arbejder med utroligt lavt høst udbytte pr. hektar. Efter manuel høst er klaserne blot presset hele uden afstilkning.

Gæringen er sket i  600 liter egetræsfade ved 20 grader, men derefter er 50% af vinen overført til 228 liter franske barriques til en malolaktisk gæring. Samlet lagrer vinen 12 måneder sur lie.

Hold nu kæft, hvor det dufter fremragende … der er godt med fad, men egentlig slet ikke fadpumpet, fadtung eller for meget, for vinen har frugten highlightet … vibrerende, spændende, spændstig og klar suppleret med nødder, en snas lakridskonfekt og lidt vanilje. Frugten er der skrald på … er som en eksotisk danserinde med ananasringe i navlen, papaya, mango og dåsepærer.

Smagsmæssigt har danserinden smidt tøjet … og han viser alt frem med stolthed. Den er ingen elegantier eller topmodel, for smagen er mere maskulin, stærk og intens. Det kan sgu noget, for det er ganske tæt, kraftigt og fyldigt med alle de tropiske frugter, der suppleres af lidt grillet lemon, der giver en rustik og dynamisk syre. Man mærker også lidt aftrykket fra fadene … alt er godt og musikken spiller højt, når den eksotiske danserinde danser. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Durieu, Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Durieu, Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigPå gaden Avenue Baron le Roy – opkaldt efter jagerpiloten Pierre Le Roy de Boiseaumarié fra 1. verdenskrig – i den lille by Châteauneuf-du-Pape finder vi Domaine Durieu, der står bag denne 2022 Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape Blanc.

Udover at være ha’ været en fabelagtig pilot, så var Pierre Le Roy de Boiseaumarié aka Baron le Roy også medstifter af Institut National des Appellations d’Origine, der stod bag oprettelsen af Appellation d’origine contrôlée … altså hele AOC appellation systemet, som den dag i dag fortsat er grundlaget for de franske vinlove.

Han ledede også gennem mange år Château Fortia, som hans hustru Edmée Bernard Le Saint havde arvet, Baron le Roy var således på mange måder en kendt figur i Châteauneuf-du-Pape, hvor der da også er lavet et mindesmærke for ham.

Nå, men det var egentlig et sidespor, for vi skal jo kigge lidt nærmere på Domaine Durieu, der er grundlagt i 1976 af Paul Durieu, og det er nu drevet af hans søn, Vincent Durieu og hans broder François.

Domaine Durieu ejer og driver omkring 37 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape og omkringliggende områder. En stor del er beliggende på Mont-Redon plateauet nord for appellationen. Der er bl.a. gamle stokke med Grenache, som er plantet før krigen og de  findes i områderne Bois Lauzon, Cabrières og Le Pied de Baud.

Husets marker er primært beplantet med traditionelle druer som Grenache, Syrah og Mourvèdre, Counoise, Cinsaut, Roussanne, Bourboulenc, Picpoul og Clairette.

Vinhuset er kendt for at producere vine af høj kvalitet, der udtrykker det unikke terroir i regionen. De anvender en blanding af moderne og traditionelle metoder i deres vinproduktion og lægger vægt på bæredygtighed og respekt for miljøet.

Domaine Durieu’s vine har opnået anerkendelse for deres kompleksitet, dybde og evne til at aldre smukt. I øjeblikket laver vinhuset 7 forskellige vine og 2 af disse er hvidvine som fx denne Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape Blanc.

Vinen er lavet på 50% Grenache Blanc, 40% Roussane og 10% Picpoul, der alle kommer fra marker ved Les Anglaises i den nordlige del af appellationen på sandede marker. Vinen er lavet med gæring i ståltanke og efter endt fermentering er vinen faktisk også lagret i ståltanke sur lie over 8 måneder med let filtrering før aftapning.

Duften er lidt bred, sødkrydret og tæt … der er fersken, gule bommer, mirabeller, bløde pærer, noget estragon, safran, honning, lindetræ og der dukker også lidt hvid peber op.

Smagen er præget af netop den hvide peber og så en fyldig, cremet og utrolig intens frugt. Peberen er der gennem hele smagspaletten, men det giver en kraftig og maskulin vin, der samtidig virker elegant, fed og lidt som en hvid udgave af en rød Châteauneuf-du-Pape. Der er skrald på smagene, tyk viskositet med honningfedme og en syre, som også er som et punch i maven … men på en ventet og kraftig måde, så man bare bliver glad. 92 point,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine Michel Caillot, Meursault le Limozin, Bourgogne, Frankrig  

2016 Domaine Michel Caillot, Meursault le Limozin, Bourgogne, Frankrig Jeg skulle forkæle nogle gamle kammerater, så jeg havde åbnet noget Meursault … og ikke bare hvilken som helst Meursault, men denne 2016 Meursault le Limozin fra Domaine Michel Caillot.

Det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 2015 og er lavet med Chardonnay druer fra 35 år gamle stokke på topmarken Le Limozin, der grænser direkte op til et af  Meursaults mest berømte terroirs i form af 1er Cru Les Genevrières.

Vinen er lavet med gæring på egefade … spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter en malolaktisk gæring er vinen så lagret 18 måneder sur lie på 228 liter burgundiske fade, heraf 20% nye fade.

Sådan for pokker … fadtung,. fadfed, fadlækker og uimodståelig aroma med både ristede nødder, hasselnødder, Nutella, nougat og som med 2015’eren også skumfidusser i vaniljecreme samt en fed eksotisk frugt med ananas, abrikos, mango,  lidt dåsepærer og grillet citron. Det er den brede motorvej, for denne Meursault fylder og larmer fra start til slut, men jeg elsker det.

Smagen kan heller ikke holde sig midt på vejen, for den fylder, men det er på den fede måde med rabalder, støj og smørlækker larm, lidt røg, fedme og cremet med en grovsyrlig smag, godt med citroner, en smule syltede citroner og umodne grønne æbler. De giver vinen godt med syrlig bid, rygrad … faktisk så meget, så både englene klapper deres vinger sammen og det hviner i emaljen på tænder. Der er sgu svært ikke at blive begejstret … så det gør jeg … 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 949,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7