2020 Château Beauregaard Ducasse, Albert Duran Graves, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Beauregaard Ducasse, Albert Duran Graves, Bordeaux, FrankrigChâteau Beauregaard Ducasse er ét ud af tre ejede vinslotte hos Vignobles M&J Perromat … en vinfamilie, der siden 1828 har lavet vine. Her smager jeg deres 2020 Albert Duran Graves

Det hele startede i 1828, hvor familien Perromat med Antoine Perromat i spidsen erhvervede Domaine de Cabirol, som ligger i Entre-deux-Mers i Camiac et Saint Denis. I dag drives slottet af Jacques og Guillaume Perromat.

Derudover ejer Vignobles M&J Perromat også Château d’Armajan des Ormes, som stammer tilbage fra 1565 og kom i familiens eje, da Michel Perromat i 1953 giftede sig med Marguerite, der havde arvet slottet efter hendes far Louis Machy, der oprindelig havde købt det.

Deres 3. vinslot er så Château Beauregaard Ducasse, der ligger på den højeste bakketop i 113 meters højde i Mazères … den sydlige del af Graves appellation. Vinslottet blev oprindelig grundlagt i 1850 af Albert Duran, men ejes i dag af Perromat familien og drives af den unge Albert Perromat, der er 7. generation af vinproducenter … fortsat med hjælp fra far Jacques Perromat.

Denne Albert Duran Graves er netop opkaldt efter slottets grundlægger og er i denne årgang lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, der kommer fra 30 år gamle vinstokke på 7 hektar vinmarker og er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med traditionel vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder udelukkende på franske egetræsfade. Der laves årligt 30.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det klassisk Bordeaux … har en lidt mørk dybde, fadfedme og krop, hvilket giver en dejlig rund, fyldig og intens aroma i næsen. Der er solbær, brombær og blommer … måske endda ganske lidt søde og bløde jordbær, der suppleres af cedertræ, cigarkasser og laurbærblade, bagepulver samt lidt mulle skovbund.

Smagen er ikke helt så mørk, for vinen har både en syrligere frugt, klart mere syre og derudover kommer trænoterne også langt mere frem og giver kant. Frugten er syrlige kirsebær, brombær og solbær, men virkelig frisk. Der kommer også lidt bitterhed fra lemon, sort-te og det er med til at give syrefriskhed og tørhed. Tanninerne er tørre, rene og tydelige … der kommer lidt fennikel, anis og man fornemmer, at vinen burde ligge et par år mere i kælderen, for virker ung og helt viril med masser af energi. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Calmel & Joseph, Limoux l’Instant des Cimes, Languedoc, Frankrig

2022 Calmel & Joseph, Limoux l'Instant des Cimes, Languedoc, FrankrigDet kølige klima i Limoux giver altid friske, rene og stringente Chardonnay vine og oftest til billige penge. Det har Calmel & Joseph, som vi jo er stødt på før her på Houlbergs Vinblog, også fundet ud af, så de står bag denne 2022 Limoux l’Instant des Cimes.

De to ønologer og créateurs de grands vins Laurent Calmel og Jerome Joseph har jo specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området.

Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Denne Limoux l’Instant des Cimes er lavet på ren Chardonnay fra marker i Vallée de l’Aude, hvor markerne ligger i 300 meters højde og er begunstiget af et klima, hvor foråret kommer sent og efteråret er ret køligt, mens det samtidig regner mere en gennemsnittet.

Druerne er efter høsten presset uden afstilkning, hvorefter den alkoholiske gæring er sket i demi-muids. Efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring … det er også sket i demi-muids fade, der er brugt 1 eller 2 gange tidligere. Lagringen varer 12 måneder.

Duftmæssigt er det som at blive ramt af en skolesvamp direkte i fjæset tilbage i 3. klasse … og en svamp, der har tørret mange af din gamle skolelærers mange helt uforståelige former af et utal gange. Du tænker godt ramt Anne-Marie med bindestreg, men får samtidig en aroma, der er tørt og kridtet, har godt med kalk og gamle fossiler suppleret med grønne krydderurter samt en frugt med mirabeller, fersken, hyld og pigeonæbler. Der kommer lidt mynte, fennikel og tørre papkasser … clean, krisp, kølig og klar.

I munden fortsætter den kalkede kølighed, men der er samtidig cremet, blødt, rent og friskt. Der er til gengæld ikke særlig meget smørfedme eller tungt fadpræg, for i stedet er det grønne frugter med pigeonæbler, salte limefrugter, citroner og samlet giver det virkelig godt og syrligt bid. Dertil kommer der salte og kalkede mineraler, som giver kølig kant og renhed. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Scheiblhofer, The Legends, Burgenland, Østrig

2021 Weingut Scheiblhofer, The Legends, Burgenland, ØstrigVi slutter med en legende fra Weingut Scheiblhofer. I hvert fald er det vinen The Legends, som jeg smagte i en årgang 2021.

Vinen er lavet på et bordeauxfil mix af Cabernet Sauvignon og Merlot, som kommer fra perfekte druer fra gamle vinstokke på de bedste lokationer og ellers vinificeret på den mest moderne måde.

Den er som foregående vin lavet med gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret 16 måneder på helt nye franske barriques, hvorefter vinen flaskes og frigives til markedet. Vinen 2,3 gram restsukker pr. liter.

Den er duftmæssigt igen mørkt og fyldigt … det er solbær, brombær, lidt blåbær og blommer, godt med kraft og afsmitning fra fadlagring med lakrids … både søn finsk og tør engelsk, mørk chokolade, ristede noter, vanilje, karamel, toast, tobak, kakao og samtidig lidt mælkede aromaer suppleret med lidt muldjord og kompost.

I munden er det en blød og lidt marmeladeagtig småfyldig vin, hvor sødmen igen igen fylder noget. Det er sammen med solbær, blåbær og blommesyltetøj, lidt bitterhed fra dyb lemon og sorte teblade og en omgang balsamico med koncentreret kraft. Det gør sammenlagt vinen pænt tør og tanninerne er ligeledes nu markante og sætter sig på fortænder og øverst i ganen. Det er en vin, der kalder på en stor steak på grillen, men så er det jo godt, at sommeren er godt på vej, hvorved jeg lander på 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7