2022 Closerie des Alisiers, Chablis 1er Cru Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Closerie des Alisiers, Chablis 1er Cru Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDerefter fortsat jeg – tørstig som vanligt og begejstret for Chablis – med endnu en vin fra Closerie des Alisiers og det blev denne 2022 Chablis 1er Cru Vieilles Vignes.

Det er ikke en enkeltmarksvin, men en vin på Chardonnay druer fra forskellige 1er Cru marker og det er typisk druer fra nogle af de ældste vinstokke på disse marker.

Vinen er lavet præcis som foregående … Efter høst er druerne presset og lavet med gæring på ståltanke med temperaturstyring. Vinen er efter endt fermentering lagret i ståltankene i 12 måneder sur lie med hyppige omrøringer.

Den lille forskel, at Chardonnay druerne nu kommer fra en række 1er Cru marker i Chablis, gør faktisk lidt en forskel, for nu er duften meget kraftigere og selvom vinen fortsat kun er lagret i ståltanke, så kommer der mere fylde, kraft og kompleksitet i vinen, som fortsat er let, luftig, ren, rank og kalket med kridt, grønne pærer, fersken samt en smule stikkelsbær, grønne blade og en burgundisk smørfedme. Man kan næsten fornemme, at druerne kommer fra vinmarker med kalk, kridt samt lidt urgamle fossiler, skeletrester og -knogler.

I munden er det en saftig og let Chablis … har lidt pondus med eksotiske frugter, abrikos, fersken og mango, syltede citroner og friske citroner, godt med bid og friskhed samt en rank syre, der er fin, men nok ikke så feminin og luftig som forventet, men giver dig en vin med delikat balance og et lyst sind. Der er godt med kalk, mineralitet og et stringent bid, så dermed 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Closerie des Alisiers, Chablis Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig  

2023 Closerie des Alisiers, Chablis Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig  Mer’ Chablis – man kan jo blive forfalden – og igen med 2 Chablis vine fra samme producent og her er det fra Stéphane Brocard på Closerie des Alisiers og vi starter med hans 2023 Chablis Vieilles Vignes.

Stéphane Brocard er vi jo efterhånden stødt på en del gange her på Houlbergs Vinblog. Han vinhus Closerie des Alisiers ligger i den lille by Marsannay … et vinøst smørhul mellem Chablis mod nord og Côte d’Or mod syd.

Stéphane Brocard er søn af den berømte Chablis producent Jean-Marc Brocard, men gik i 2007 solo med sit eget projekt Closerie des Alisiers, som er et negociantfirma, hvor han laver vine med druer fra udvalgte marker samt omkring 4,5 hektar egne vinmarker i Chablis og en dyr parcel i Pommard … og mon ikke, at han også køber lidt druer fra sin far.

Han lavede sit lille soloprojekt af flere årsager … dels ambitionerne om at lave vine efter sine egne idéer og ikke blot dele den fremtidige drift af familiens vingård med sine to søskende, sin svoger og sin svigerinde, men derudover ville han også gerne lave vine fra det øvrige Bourgogne og ikke kun Chablis.

Stéphane har et nært og mangeårigt forhold til de vinavlere, som han arbejder sammen med og flere lader ham også producere og aftappe vinene i deres egne kældre. Han forsøger også, at alle vinavlerne driver deres marker økolologisk.

Han laver vinene uden megen indgriben … bare godt håndværk med renhed, frugt og friskhed … autentiske vine med stor respekt for de specifikke terroir fra de forskellige marker og områder. Hans vine er typisk meget friske og andelen af nye egetræsfade aldrig får lov at overstige 20%.

Denne 2023 Chablis Vieilles Vignes kommer fra 45 år gamle Chardonnay vinstokke på forskellige marker. Druerne høstes og presses ved optimal modenhed, mens gæringen sker på ståltanke med temperaturstyring. Vinen er efter endt fermentering så også lagret i ståltankene i 8-10 måneder sur lie med hyppige omrøringer, hvilket giver lid krop og cremethed.

I forhold til de foregående Chablis vine, så er denne Chablis Vieilles Vignes fra Stéphane Brocard på Closerie des Alisiers en kende mere rustik og knap så sart og kompleks. Den har dog fortsat en kalket og kridtet næse med svag burgundisk smørfedme. Der er en blød og fin frugt med masser af Chablis karakter, pærer, fersken, stikkelsbær og  noget melon suppleret med citron. Der kommer en lille afsmitning fra fadene med ristede noter, mandler og feminin elegance.

Frugten virker en tak tungere … mere eksotisk i udtrykket med mango, papaya, melon og pærer. Der er noget grillet grape, en frisk og rank syre, der ikke er helt feminin, men bestemt pågående, stram samt energisk. Der kommer til sidst en lille eksotisk frugt sødme, der gør vinen en tak mere pleasende og rundere. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr., hvilket er en rigtig god pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Christophe Patrice, Chablis 1er Cru Beauregard, Bourgogne, Frankrig

2023 Christophe Patrice, Chablis 1er Cru Beauregard, Bourgogne, FrankrigJeg smagte endnu en Chablis fra Christophe Patrice i Beine og det var hans 2023 Chablis 1er Cru Beauregard fra en af Patrices i alt 3 forskellige 1’er Cru marker.

1er Cru marken Beauregard har et terroir, der er karakteristisk for Courgis og giver typisk vine med en aroma af honningpære og kan uden de mindste problemer let opbevares 5 til 7 år og fortsat være virkelig friske.

Som hans forrige vin er den udelukkende er lavet på ståltanke … det gælder kolde den kølige gæring og efterfølgende lagring sur lie, men hvor lang tid kan jeg heller ikke se her.

Duftmæssigt er det hvide blondetrusser, tyndt hvidt pergament og silkelagner, rene, nyvaskede og friske … dufter let, luftigt og kalket med kridt, hvid ler og denne lyse og feminine elegance. Derudover kommer der pærer, fersken, stikkelsbær og hurtigt lidt dybe noter af nødder, lidt lakridskonfekt,  sødmefulde blomsterpollen, tulipaner og blomsterstilke … virkelig frisk som et livgivende vindpust.

Sådan smager den sgu også … blød, lys, let og frisk med dette elegante, sarte, fine og feminine touch, en burgundisk smørfedme og en levende, intens og forholdsvis dyb syre. Alt virker luftigt, fin, sart samt elegant … igen med en lille alvorlig fure i ansigtet, der vidner om, at vi nu mener business og er oppe på flot, flot niveau, så Houlberg er oppe på 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7