Tag-arkiv: trebbiano d’abruzzo

Trebbiano d’Abruzzo aka Trebbiano Abruzzese er en hvid, italiensk druesort, som også kendes under navnet Bombino og har ingen sammenhæng mellem de øvrige Trebbiano sorter.

Druen findes primært i Abruzzo regionen på den østlige side i det centrale Italien, hvor den nærmest er det hvide modstykke til den røde drue Montepulciano. Men for at gøre forvirringen større, så findes der også marker med Trebbiano Toscano i Abruzzo.

Trebbiano d’Abruzzo dyrkes i alle Abruzzos fire provinser l’Aquila, Chieti, Pescara og Teramo, så det er på et temmelig stort område i den bakkede region med masser af vinmarker på skråningerne.

For at gøre tingene endnu mere forvirrede, så skal Trebbiano d’Abbruzzo vine være fremstillet af minimum 85% Trebbiano, men det må være både Trebbiano d’Abbruzzo, Trebbiano Toscano eller Bombino Bianco varianten, som nogle mener ikke er helt identisk med Trebbiano d’Abbruzzo.

Der er dog – selvom Trebbiano d’Abbruzzo og Trebbiano Toscano er to forskellige sorter – visse ligheder. De har begge vinstokke med store 5-fligede blade samt modne druer med  guld- eller rødlige farver, selvom Trebbiano d’Abbruzzo har et tykkere skind.

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, Italien

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, ItalienNår vi nu snakker om smukke italienske vinmagere, så skal vi da også et smut til Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen i Abruzzo og det bliver med denne 2021 Il Bianco delle Colline Teatine.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. årgang 2013, 2014 og 2015 af hendes fine og lækre Montepulciano d’Abruzzo. Da jeg smagte den i årgang 2013, så skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … i stedet blot skrive lidt om vinen.

Il Bianco delle Colline Teatine er lavet på et blend af hvide druesorter og det skulle efter sigende være Pecorino, Trebbiano d’Abruzzo samt Falanghina, som alle vokser på husets marker i 300 meters højde.

Druerne er høstet i hånden, hvorefter de presses og mosten separeres fra skindet og udelukkende med brug af det bedste af saften. Gæringen er herefter sket i temperaturstyrede ståltanke, hvor vinen også har lagret frem til flaskning.

I næsen er det en frisk, frugtrig og glad aroma … meget aromatisk med grønne pærer, stikkelsbær, fersken og papaya samt lidt skal fra en lemon, masser af gule blomster samt en smule græs. Der kommer også lidt Faxe Kondi sammen med grønne urter.

Smagen er præcis i samme boldgade … lidt småfyldig med både tropisk frugt, citroner, lemon og skal fra en lemon, blomster og det gør samlet set vinen meget frisk med en lidt olieret fyldighed. Den friske side kombineret med lidt bitterhed giver vinen godt med charme, karakter og er samtidig meget harmonisk. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Tenuta Antonini, Trebbiano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Tenuta Antonini, Trebbiano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDen første ud af 6 vine fra Tenuta Antonini var denne 2021 Trebbiano d’Abruzzo og lavet på druen med samme navn.

Vinen er lavet alene på ståltanke med Trebbiano d’Abruzzo druer fra marker omkring Ancarano, hvor jorden er ler- og kalkagtig.

Inden gæringen er der sket en kort og kølig maceration inden en blid presning og så gæring i ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Derefter er vinen egentlig bare flasket og så lagret en kort tid inden frigivelse.

Det dufter fra start mest af friske grønne æbler eller måske endda præcis af æblekerner, lidt stikkelsbær … meget ren og frisk duft, der suppleres af en smule grønne urter og så lige – helt svagt – en fin lille sødme.

Smagsmæssigt er det en god bette og frisk hvidvin … den er småtør, har lidt peber, æblesaft citrus og lemonbitterhed og den hænger sgu lang tid i munden og langt i eftersmagen. Det er ikke kompleks, men har både friskhed, bitterhed og tørhed. 88 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Masciarelli, Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2019 Masciarelli, Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienMed næste hvidvin fra Masciarelli tog vi et gigantisk kvantespring. Det var med den monsterlækre Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva årgang 2019.

Igen er den en vin på én sort, nemlig Trebbiano d’Abruzzo og lavet fra to vinmarker i Chieti området, nemlig Bucchianico i 260 meters højde – den I kan se på billedet ovenover – og så San Martino sulla Marrucina i 420 meters højde. Druerne kommer fra 18-20 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 7-8 tons pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring i nye franske egefade med cryo maceration i 12 timer efterfulgt af almindelig gæring og så er vinen lagret 12 måneder på barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … sikke en fuldfed, fadtung og aromatisk næse, tyk opulent med både blomster, vanilje og er også en smule røget. Det er virkelig bamselækker vin med både marcipan, kalk, mango, ananas, papaya og svagt lidt spidskommen.

I munden er vinen blød, cremet, røget med masser af kraft, lidt maskulin med grillede citroner, lemon, en bastant syre og en sød bitterhed. Der er en fyldig bamsefed vin med aromatisk dybde og hvor smager det da bare godt. Det er på mange måder en vild vin.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 33,50€ … svarende til 250 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Cantina Indigeno, Sub Bianco Macerato, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, Sub Bianco Macerato, Abruzzo, ItalienNu har vi iført os vægtbælte, svømmefødder, våddragt samt snorkel og bunder en ægte, nøgen orangevin Sub Bianco Macerato fra Catina Indigeno. Og nu er vinen også i bedste hipsterstyle mer’ passende brun-/ orangefarvet, selvom den stort set er lavet på samme måde som de to første hvidvine orangevine fra de gæve naturvinsgutter i Abruzzo.

For orangevin er jo reelt blot naturvin, som er lavet på hvide druer … men vinificeret på samme måde som rødvin, dvs. med en lang maceration, hvor vinen ligger og søber med skallerne. Det giver flere tanniner og medfører den brunlige/orange farve.

Hvorfor denne har mere farve end de to hvidvine, som er lavet på samme vis, kan jeg ikke umiddelbart svare på. Jeg vil dog gætte på, at druerne her i langt større omfang presses ned i mosten i løbet af de 8 dages maceration, og at det også er derfor, at den hedder Sub Macerato, idet Sub jo betyder under eller ned under.

Da Cantina Indigeno er en ægte naturvinsproducent … totalt økologisk, selvom de ikke er certificerede, så giver det naturvine, hvoraf mange således også er orange vine som denne Sub Bianco Macerato.

Vinen er lavet på 100% Trebbiano D’Abruzzo og i åbne egekar uden temperaturkontrol, først med 8 dages maceration, efterfølgende presning og så følger en spontangæring udelukkende på druernes naturlige gær. Derefter lagrer vinen sur lie – med bærmen – 8 måneder i glasfibertanke inden ufiltreret flaskning med ganske lidt svovl og kort lagring på flaske inden frigivelse.

I glasset ligner Sub Bianco Macerato ved første øjekast et blend fra en økø-bajer fra et microbryggeri og lidt brugt opvaskevand, men næsen er bare virkelig spændende med klart nature og bioskævhed.

Der er appelsinskal, abrikos, mango og andre eksotiske frugter, et støvet alderdomshjem, lidt saftevand, en kold Sun Lolly Vindrue is, saltkaramel, blomsterpotpourri, en havbrise og samlet set en lækker, funky og svævende sjov aroma. Love it.

Smagsmæssigt er vinen egentlig meget ligetil med hyldeblomst og en lidt ulden karakter. Der er virkelig saft med lidt salt … og total drikkevenlig med bid, fjollerier og naturvinsalvor. Det er sgu en vin, som I skal ta’ at prøve … for på bunden er den go’ nok.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Cantina Indigeno, Bianco Trebbiano D’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, Bianco Trebbiano D'Abruzzo, Abruzzo ItalienNu bliver det vildt … for jeres flittige vinblogger har nemlig været til en lille, eksklusiv vinsmagning af natur- og orangevine fra både Italien, Schweiz, Tyskland og Frankrig. Og det første vinhus Cantina Indigeno laver da også vine med overskriften Wild Wine.

Vi smagte 6 vine fra huset og den første var denne Bianco Trebbiano D’Abruzzo, en Vino di Tavola naturvin på druen Trebbiano D’Abruzzo også kaldet Bombino Bianco … hipstervin af bedste skuffe. Men jeres trofaste vinblogger er totalt med på moden og tester selvfølgelig de hypede vine.

Cantina Indigeno ligger ved byen Montorio al Vomano i Abruzzo området i midten af Italien. Det er et nyt og fremadstormende vineri, som drives af en flok friske unge … øhhh forholdsvis yngre fyre. Det er Alfredo og gutterne, som I også kan se på billedet ovenover.

De fokuserer på at lave vilde, spændende, innovative og naturlige bordvine fra lokale druesorter og det er selvfølgelig også derfra, at navnet på vinhuset stammer … indigenous grapes, oprindelige druer = Cantina Indigeno.

Dermed adskiller Cantina Indigeno sig også fra mængden i Abruzzo, som mest er kendt for produktion af stor kvantitet fra primært kooperativer.

Faktisk er omkring 90% af vinen fra Abruzzo fra store kooperativer og området har også det højeste høstudbytte på hele 108 hektoliter pr. hektar mod et landsgennemsnit på 69 hektoliter pr. hektar,

Men heldigvis spirer der også nye og innovative producenter frem i Abruzzo, og en af disse er altså Cantina Indigeno, som også hurtigt har fået skabt sit et navn. Det er moderne vine med kant og de er nu i høj kurs på moderne vinbarer og hippe restauranter.

Vi starter med at smage denne Bianco Trebbiano D’Abruzzo, der – som alle vinene fra Cantina Indigeno – har nogle sjove og funky etiketter, som egentlig ikke fortæller meget om vinen, men selvfølgelig er med til at skabe en vis hyppe om huset.

Bianco Trebbiano D’Abruzzo er lavet som en orangevin i åbne egekar uden temperaturkontrol, først med 8 dages maceration, efterfølgende presning og så følger en spontangæring udelukkende på druernes naturlige gær. Derefter lagrer vinen sur lie – med bærmen – 8 måneder i glasfibertanke inden ufiltreret flaskning og kort lagring på flaske inden frigivelse.

Ud af de 6 smagte vine fra vinhuset, så er dette – i mine øjne – nok den vildeste og særeste af vinene. Næsen er skæv med stikkelsbær, gæret æblemost, en vild blomstermark, fernis og harpiks, nypudsede sko eller skopolish, et gammelt skab med service og er for jeres ydmyge vinblogger en smule svær at absorbere.

Smagsmæssigt er der godt med syre, ganske juiceagtigt og med lidt mineralske noter eller i hvert fald lidt jern. Men det bliver måske en anelse fladt, men bestemt en vin med karakter og virkelig sjov at smage sådan en bandit. Den kræver lidt tilløb.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 3/7