Tag-arkiv: Rías Baixas

2022 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola No 12 Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola No 12 Albariño, Rías Baixas, SpanienFra Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana har jeg før smagt deres 2020 Paco & Lola Albariño og deres 2021 Paco & Lola Godell, men nu smager jeg deres 2022 Paco & Lola No 12 Albariño.

Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana kaldes også Bodega Paco & Lola og ligger i Val do Salnés regionen i Rías Baixas.

Kooperativet er grundlagt i 2005 af en gruppe af vinavlere og vinproducenter, som besluttede at samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene  i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i  DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, der samlet har 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hver enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer.

Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Denne Paco & Lola No 12 Albariño har sit navn 12 efter antallet af dage, som vinen har gæret køligt ved 16 grader … og endda i en stor rustfrie ståltank med det samme nummer 12. Gæringen er stoppet efter præcis 12 dage ved hjælp af nedkøling for at sikre en blød, aromatisk, og frisk vin. Det betyder dog også, at vinen har et sukkerindhold på 13 gram restsukker pr. liter.

Det er svært ikke at blive glad og en smule imponeret, når man dufter til denne vin, der umiddelbart dufter af koncentreret sommer på flaske. Det er aromatisk med blomsterstøv og eksotisk frugt med kvæde, pærer, fersken, melon og honningmango suppleret med en smule grillet citron og grape.

Den smager også fremragende … har også lidt fedme, sødme, men det er ikke på bekostning af syren, der er frisk, ren og mineralsk med fersken, melon, grillede eller syltede citroner. Vinen har en massiv og klar sødbitterhed på en let cremet, blød og fedsyrlig måde. Det er sgu ganske imponerende, så dermed 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Ribeiro, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Ribeiro, Rías Baixas, SpanienIndrømmet … jeg er småtosset med den hvide Marieta Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax i Vilariño. Sidst smagte jeg vinen i årgang 2022, men fra samme årgang smager jeg nu søstervinen Marieta Ribeiro.

Her er vinen ikke lavet på den fantastiske Albariño drue … men er i stedet lavet på mere ukendte drue Palomino fra vinmarker i Ribeiro appellationen i Rías Baixas,

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme … niveauet fra restsukker kender jeg dog ikke.

Duftmæssigt er det bestemt blødere, rundere og virker endda mere cremet end Albariño vinen. Her er det bløde pærer, nektariner, hvide ferskner og lys tropisk frugt, der bakkes godt op af masser blomster, blomsterpollen og søde blomsteraromaer, jasmin og smørblomster. Den er klart fyldigere og pænt fed … virker både dyb, sød og saftig i udtrykket.

Sådan smager den sgu også … en lille saftig og fed frugtbombe, hvor sødmen er fin, syren ren og lemonagtig på en sød måde og frugten er blød, cremet og mushy med pærer, fersken, papaya, ananaskirsebær jasminblomster og alt læskende lækkert. Det er ret sjældent, at man støder ind i et så godt kooperativ som Bodegas Martín Códax, men de laver sgu bare ret lækre vine. Denne får hurtigt 90 point.

Forhandles af Supervin, men er ikke prissat endnu … men mon ikke den havner på samme niveau som Marieta Albariño?

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, Spanien

2021 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, SpanienIndrømmet … skindfermenteret, ufiltreret Albariño som naturvin uden tilsat svovl er ikke noget, som man får hver dag. Men det var netop sådan én, som jeg så havde valgt til vinaftenen ene hvidvin … 2021 Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine fra det lille vinhus Lagar de Costa.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2020. Det er en 100% nøgen Albariño fra en 1 hektar stor mark.

Efter høsten smides druerne i ståltanke og gærer spontant med drueskallerne uden tilsætning af hverken gær eller andet skidt over 2 uger. Der er heller ingen faglagring, men er blot aftappet uden hverken gær eller svovl. Der er alene lavet 800 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der møj landligt, anderledes og alligevel ganske dragende med noget tørret frugt og godt med blomstervand hældt på en dampende og stikkende mødding. Paul sagde, at det var derfor, at vinen var på Al-BÆ-riño. Virker let reduktiv, har frugt med kvæde, tørret abrikos, mango og bagte ananasringe, sæbebobler og samtidig virker vinen olieret og cremet. Spændende og anderledes.

Smagen er egentlig også meget olieret, læskende og så har vinen en blød syre samt en frugt med æblemost, syltet lemon og citroner. Den bliver måske – som 2020’eren – lidt flad i smagen, for syren bliver jo aldrig vild eller styrende, men har lidt samme smag med røgede og saltede abrikoser samt denne svagt oxideret bitterhed. Jeg kan meget godt li’ vinen, der bestemt har karakter. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg har et par gange før smagt vine fra Lagar de Costa og begge gange har det været skindfermenterede vine, men nu smager jeg en forholdsvis almindelig 2022 Albariño.

Lagar de Costa er et lille familiedrevet vinhus samt B&B beliggende tæt ved Sartaxes i Pontevedra provinsen helt ud til stranden og bugten ved Seiñas i Rías Baixas. Vi er helt oppe i hjørnet i Galicien, hvor klimaet er vådt og gusen vælder ind fra Atlanten

Samlet har huset udlejning af 7 værelser og omkring 7 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 22 mikroparceller, der næsten alle ligger ret tæt på havet.

Jorden er overvejende sandet, og havets indflydelse holder temperaturen på et årligt gennemsnit på kun 14 grader, hvilket kan giver masser af syre og friskhed til vinene.

Markerne har meget gamle vinstokke og på nogle af markerne er de mere end 50 år gamle, så udbyttet holdes langt under, hvad der reelt er tilladt i appellationen.

Costa familien har lagt vinproduktionen i hænderne på den unge Sonia Costa. Hun startede først i 2001 med at lave egne vine, selvom familien egentlig har været vinavlere i over 100 år.

Her smager jeg så deres 2022 Albariño, hvor druerne kommer fra flere forskellige sydvestvendte marker i Valle de Salnés. Den er lavet med gæring i rustfrie stålkar og er derefter også lagret sur lie i store ståltanke inden aftapning på flaske, hvor den lagrer 2 måneder.

I næsen er der røgede toner, klar, frisk og nærmest stenet mineralsk med en frugt, hvor der både er citrus og abrikos, fersken, ananas, men frugten bliver aldrig fed eller tropisk, for vinen har tertiære små noter af linolie, salte elementer samt limeskal.

Smagen er syrlig frisk med masser af lemon, lime, sød grape samt kalket mineralitet. Syren er vitterlig meget frisk, hvilket giver vinen et frisk og rask bid suppleret med nogle let bitre noter, basilikum og grønne urter. Vinen har en vis krop og tyngde, som giver den en bred og cremet smag, hvor kernen er syrlig og lækker frisk. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Bodegas Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, SpanienEfter min frokost og vinsmagning på Restaurant Mønstergade, så havde jeg lidt tid i overskud, inden jeg skulle retur med toget tilbage til hovedlandet, så derfor slentrede jeg lige forbi Falernum Bistro og Vinbar, hvor jeg fik et lille glas 2022 Albariño fra Bodegas Casa Monte Pío,

Bodegas Casa Monte Pío – der også har navnet Coanga S.L – er grundlagt i 1979 af Jose María Martinez, men siden 2014 har det været hans barnebarn Pablo Martinez, der har drevet gården og står bag produktionen af alle vinene derfra.

Pablo var egentlig revisor, men endte med at følge de stolte familietraditioner og er i dag dedikeret til økologisk vindyrkning og produktion af vine efter gamle håndværksmæssige metoder.

Casa Monte Pío og vinmarkerne ligger ved Val do Salnés nær Ribadumia tæt på Pontevedra i Rías Baixas og fjorden Ría de Arousa, men det er en forholdsvis lille vinproducent, som årligt laver 80.000 flasker vin … mest hvide på Albariño, mens de røde er på druerne Mencía, Caiño og Espadeiro.

Denne Albariño er lavet med druer fra husets egne marker, der ligger i Val do Salnés i 60 meters højde og kommer fra vinstokke, der er gennemsnitlig 35 år gamle. Druerne er høstet midt i september og vinen er lavet alene på ståltanke … gæring ved 16-18 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder sur lie i tankene. Der laves årligt 27.000 flasker af denne vin.

I næsen har vinen en god inderlighed og jeg skrev på mine noter, at den formentlig var lagret med bærmen … og det er den og det duftes, for vinen har noget krop, virker lidt olieret og småopulent. Der er lidt mandler, marcipan, pistacienødder, pærer, grønne æbler, let citrus og virker endda lidt eksplosiv i aromaerne.

Smagen er i samme boldgade … sådan lidt fed i stilen,  men absolut med syre og friskhed … ganske sprællevende. Der er syltede citroner, lemon, grape og mørke, sure æbler og samlet set med lidt saltet, men virker også lidt opulent, maskulin og brovten i smagen. 90 point.

Forhandles af Husted Vin og på Falernum kostede et glas vist 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Bodega Quinta de Couselo, Rosal Albariño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodega Quinta de Couselo, Rosal Albariño, Rías Baixas, SpanienVi startede en vinsmagning i Vinhuset Randers ganske frisk med en 2021 Rosal Albariño, fra Bodega Quinta de Couselo, der er beliggende i O Rosal dalen i Pontevedra … nederste del af Rías Baixas tæt på grænsen til Portugal.

Bodega Quinta de Couselo stammer fra nogle rester fra Monasterio de Santa María de Oia .. et cistercienserkloster bygget i 1136 under Alfonso VII. Til klosteret hørte gården ved navnet Cheira, som munkene passede og det er denne gård, som i dag er kendt som Quinta de Couselo.

Både kloster og gårdene tilhørte cisterciensermunkene indtil de i 1835 blev konfiskeret og sat på offentlig auktion. Salget af  klosteret skete i 1844, men også Quinta de Couselo blev auktioneret bort og købt af Don Casimiro Dorado y Méndez.

Derefter ejede Don Casimiro familien vingården i næsten 150 år, men i 2013 blev den købt af Grandes Pagos Gallegos de Viticulture Tradicional, som er en gruppe vinproducenter, der udvikler en række unikke projekter i de områder, hvor de indfødte galiciske druesorter bedst kommer til udtryk.

Grandes Pagos Gallegos de Viticulture Tradicional er grundlagt i 2005 af vinmageren Juan Carlos Lopez og har før drevet familiens vingård Bodega Artadi de Araba. Under Grandes Pagos Gallegos er det i alt 3 projekter og det er Bodeda Pazo Casanova, Bodega Fraga do Corvo og så Bodega Quinta de Couselo.

På Bodega Quinta de Couselo har Juan samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de to ejendommen A Cheira og Sobral … primært med den friske Albariño drue. Men derudover har Juan også aftaler med lokale vinavlere om levering af druer til projektet.

Denne 2021 Rosal Albariño er lavet ved, at alle druerne først er afstilket, hvorefter de er presset i en pneumatiske presse efterfulgt af 24 timers afkøling inden gæring sker i 7.500 liter gæringstanke af stål ved 15-16 grader over 20 dage. Derefter er vinen i lagret sur lie i ståltanke frem til maj måned.

I næsen er det en tør og frisk vin … der er friske æbler, citrongræs, stikkelsbær, hyben og citroner, men derudover lidt urter af timian og salvie samt lidt blomster, men samlet meget frisk.

Smagsmæssigt har vinen et godt syreniveau … der er citroner, umodne æbler og noget grape. Den virker lidt robust og grov i stilen, men meget frisk med blomster, det pæne syreniveau samt en jernet og stenet mineralitet med lette salte elementer. 90 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Bodegas Gerardo Méndez, Albariño Do Ferreiro, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Gerardo Méndez, Albariño Do Ferreiro, Rías Baixas, SpanienAlbariño er en skøn drue … og her smager jeg en skøn vin på druen, nemlig en 2022 Albariño Do Ferreiro fra Bodegas Gerardo Méndez, der ligger ved den lille by Meaño ved Pontevedra i subzonen Valnés i den vestligste del af Rías Baixas ikke langt fra kysten mod Atlanterhavet.

Bodegas Gerardo Mendez ligger for foden af ​​A Armenteira og et gammelt kloster af samme navn og huser både en herregård, flereboliger og selvfølgelig en gammel vinkælder, som efterfølgende er moderniseret.

Det er en lille producent, der har specialiseret i produktion af Albarino, har en historie, som går helt tilbage til 1850 og drives i dag af Gerardo Méndez Lázaro, som har overtaget driften fra sine forældre og bedsteforældre … som fortsat hjælper til.

Gerardo har 10 hektar vinmarker, hvoraf 3 hektar er med vinstokke på over 50 år og 1 hektar er endda med stokke med en alder på over 200 år.  Markerne drives  efter økologiske principper uden brug af hverken pesticider eller kunstgødning.

Druerne gæres uden gærtilsætning og uden temperaturkontrol. hvorved Gerardo Mendez leverer de reneste og mest mineralske Albarino-vine. Deres vin fra de 200 år gamle vinstokke bliver ofte nævnt som Spaniens bedste hvidvin.

Denne 2022 Albariño Do Ferreiro er fra 10-50 år gamle Albariño vinstokke plantet i en 11 hektar stor vinmark med en  granitholdig jordbund fordelt på ikke mindre end 164 forskellige små plots.

Vinen er lavet ved, at Albariño druerne er afstilket og så har gennemgået en koldmacereration med lidt skindkontakt er og så bagefter gæret med udvalgt 200 år gamle græstammer – Cepas Velhas – i ståltanke, hvor vinen også efterfølgende er lagret.

Duftmæssigt er det en lille blomstret, frisk og aromatisk sag, hvor frugten er gule pærer, melon og lidt udkogt æblegrød. Alt virker så blødt, cremet, venligt og omgængeligt … som i en blomsterbutik med en række søde og smukke ekspeditricer med velmenende smil og en smule røgede noter.

I munden bliver ekspeditricerne mere kontante og viser lidt torne, for vinen har en god syrlighed med masser af gule og sure citroner, lemonbitterhed, en snas grape og umodne æbler. Læg så deroveni en saltet mineralitet, hvorved du får en virkelig meget frisk vin, hvor der både er nerve, syre og et hårdtslående kantslag. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana O Pradiño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana O Pradiño, Rías Baixas, SpanienDenne Albariño baserede 2021 Leirana O Pradiño fra Bodegas Forjas del Salnés var de fleste omkring bordet ikke så vilde med, men jeg elsker vinens knivskarpe syre.

Jeg har tidligere smagt vine fra huset, bl.a. deres  2021 Leirana Genoveva, der netop har samme unikke syreprofil. Dermed har jeg også skrevet om huset før … det gør vi ikke nu, men kigger nu blot på 2021 Leirana O Pradiño.

Den er lavet med Albariño druer fra op imod 200 år gamle vinstokke på en lille parcel kaldet Pradiño beliggende lige nord for kystbyen Sanxenxo i Rías Baixas.

Al høst på den granitholdige og veldrænende mark foretages i hånden, mens gæringen sker spontant med de naturlige gærceller i 1.500 liter neutrale egetræsfade  og mosten hviler i lang tid på kvaset. Der er vinen også lagret sur lie i 12 måneder.

Leirana O Pradiño har – helt som Leirana Genoveva – en smøragtig aroma, virkelig smørfedme med brunet smør samt et klart fadpræg. Der er blomster kombineret med paraffin, voks, sololie, lidt ristede hasselnødder, vanilje, æblemost, mandariner og ellers godt med blomster … virker næsten burgundisk.

I munden er det en helt anden historie, for der kommer syren for alvor frem. Den har et syrligt, surt og vrissende væsen, der er grøn med masser af citronsaft, lemon og grape … og læg dertil en stenet, hård og knytnæveskarp mineralitet. Der er sindssygt syrligt og surt på den mest forfriskende facon. Det er som at spise sten og klipper … bid for bid, så dermed 97 point.

Det var en vin, som delte vandene … nogle var ikke begejstret, men jeg er tosset med den ustyrlige barberknivskarpe syre, der nærmest hviner i din mund.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienNår vejret nu engang skriger på hvidvin, så fortsætter jeg da bare med endnu en Albariño vin fra kooperativet Bodegas Martín og det var denne 2022 Martín Códax Albariño.

Vinen er på ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og er så ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssigt minder vinen på flere måder om Marieta, men er ikke så vild og ustyrlig, men virker mere som den flinke pige i klassen, har en lidt federe og mere eksotisk frugt med melon, fersken, stikkelbær, pærer og lemon … søde krydderier samt jern efter brug af en vinkelsliber.

I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn med citroner samt en snas grape … meget frisk og ligetil. Der er også sure æbler, grønne æbler og meget aromatisk i smagene. Det smager sgu godt, selvom jeg fortsat har den vilde lillesøster Marieta i tankerne, men er man til den velopdragne og knap så flamboyante pige uden så meget parfume på, så er dette en lille ener.  91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen på tilbud er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, SpanienSommervejret både kaldte, råbte og skreg på hvidvin og svaret kom prompte i form af denne Marieta Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax og i Marieta har i denne årgang 2022 aldrig været bedre … men det vender jeg jo fluks tilbage til.

Med Marieta er vi på kooperativets ejendom i Rías Baixas, hvor vinen selvfølgelig også er lavet på 100% Albariño, som jo er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer, men Albariño er rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme …. og den ligger på 14 gram restsukker pr. liter.

BOOM … sikke appetitlig aroma … blomster, tulipaner, blomtervand, hvidtjørn, tropisk frugt, mango, ananas, æblekompot, gær, med klar aromatisk slagside … pivfrisk og parfumeret med en lille vildskab, partymode og overstadighed.

Smagen er også pivfrisk med bid af citroner, lemonsaft … og så har den også både venlighed, let sødme, lemon syrlighed og bitterhed, men smager sgu bare vildt godt og atter på denne uhæmmede, tøjleløse og ustyrlige møde … jeg tror sgu ikke, at Marieta nogensinde har været bedre. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen på tilbud er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7