2023 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, Spanien

2023 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg har før smagt denne lækre Paco & Lola Albariño fra Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, der også kaldes Bodega Paco & Lola og er et nyere, innovativt kooperativ i Val do Salnés regionen i Rías Baixas. Nu smager jeg vinen i årgang 2023.

Bodega Paco & Lola er grundlagt i 2005 af en gruppe avlere og vinproducenter, som besluttede at samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, som samlet har lidt over 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

De fleste af markerne ligger i underzonen Val do Salnés … den største af de 5 DO underzoner i Rías Baixas.

Paco & Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hvert enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer. Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Vinene på Paco & Lola er primært på Albariño … den fabelagtige druesort, som menes af nedstamme fra Riesling … bl.a. fordi navnet egentlig betyder den “den hvide fra Rhinen” og Albariño har da også nogle træk fra Riesling, bl.a. en meget frisk syre.

Denne Paco & Lola Albariño er netop lavet på ren Albariño, hvor alle druerne kommer fra marker i Val do Salnés i Rías Baixas. Vinen er lavet udelukkende på den fritløbende saft og lavet med gæring på rustfrie ståltanke ved 16 grader over 21 dage, hvorefter den er lagret på samme sur lie i 3 måneder.

Paco betyder fri på spansk og lola betyder sorger. Paco er reelt en forkortelse for Francisco … altså den mandlige side, mens Lola er den kvindelige side og forkortelse af navnet Dolores, som stammer fra den spanske titel Nuestra Señora de los Dolores aka Jomfru Maria.

Her er der dog ingen sorger … men ren fri leg med en pivfrisk duft … for det er mit allerførste indtryk og det lover godt. Det dufter faktisk virkelig fremragende, er meget let, luftig med en fin balance i frugten mellem umodne grønne pærer, syrligbitter lemon og mere tropiske frugter af fersken, melon og mango. Dermed bevarer vinen et slankt udtryk, der bliver forstærket af sommerblomster og en støvet og stenet mineralitet.

Smagsmæssigt rykker du lige frem på stolen … to gange, for man får et herligt, syrligt og samtidig let svirp med citronpisken. Den er frisk, pigesur og du snerper munden sammen til kyssestilling, men bliver også belønnet med et kys af umodne grønne æbler, citroner, grape, bitterlemon og letsaltet stenet mineralitet. Syren er virkelig fin … klart mere syrlig, mindre cremet og mere rank end 2020’eren, men det klæder vinen helt utroligt. Du får derfor en vin, der både er syrlig, sprød, spændstig, rank, frisk, levende og fri … og til udsalgsprisen er Lola yderst sexet og tiltrækkende. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 148 kr. ved køb af 6 flasker. Pt kan den fås på tilbud til 119 kr. ved køb af 6 flasker og det er at regne som lovlig rapseri.

Vinanmeldelse 5,5/7