Tag-arkiv: Veneto

Houlberg i Soave – part 3: Lidt om de lokale druer, vine og mine erfaringer

Nu har vi kigget lidt på historien om Soave, appellationerne, de mange crus, som Soave byder på og det er måske lidt uoverskueligt, men til gengæld er det lettere med druerne, for Soave vinene består primært af 2 druesorter … eller næsten.

Garganega

Hovedruen – og den vigtigste drue i Soave – er klart Garganega, som da også dækker 6.171 hektar vinmarker ud af de i alt 7.000 hektar i hele Soava … og det svarer til omkring 88% af det samlede areal, men druen har også været dyrket i Soave i over tusinde år … og dokumenterbart siden det 13. århundrede.

Garganega er egentlig ikke er speciel aromatisk drue,  men har duftmæssigt ofte lidt mandler, kandiseret citronskal, honning, hvide blomster, tropiske frugter og søde krydderier.

Den har en meget lang modningsperiode og er normalt først fuldmoden i oktober, hvor farven bliver dyb gul med lidt rødlige nuancer. Den har ikke voldsom megen syre … sådan medium, men snarere en god balance af ekstrakt og sukker, men samtidig meget aromatisk.

I Soave vinene skal der være mindst 70% Garganega, så på den måde tilsmiler reglerne i Soave også druen. I mange af vinene er der også mere end 70% og mange er endda lavet på 100% Garganega.

Druen bruges også i de søde Recioto di Soave vine, hvor man enten tørrer druerne på vinstokkene inden høsten, på måtter – som også i Amarone produktionen – eller ophængt på snore eller i net. Det kan I se på billedet ovenover, som er taget hos Coffele.

Garganega er Italiens 6. mest plantede hvide druesort, men findes primært i Veneto … altså også udenfor Soave området og er en vigtig drue i vine i appellationerne Gambellara, Bianco di Custoza, Colli Berici og Colli Euganei. Den findes også på Sicilien, hvor den er kendt under navnet Grecanico Dorato.

Garganega er en drue, som samtidig kan give et voldsomt stort udbytte, og det er selvfølgelig også derfor, at Soave i deres primære appellationer har begrænset druens høstudbyttet til 105 hektoliter pr. hektar for de almindelige Soave DOC vine, 98 hektoliter for Soave Classico vine og 70 hektoliter for Superiore vinene.

Trebbiano di Soave

Den anden drue, som er nævnt i reglerne i appellationerne i Soave er Trebbiano di Soave … men lad os starte med at slå fast, at druen – ifølge mine undersøgelser – ikke er lig med Verdicchio, selvom det fremgår mange steder rundt omkring … men det er ofte lidt forvirrende med de mange Trebbiano sorter.

Men sjovt nok er Trebbiano di Soave ikke den næstmest plantede druesort i Soave, da der alene er 102 hektar med druen, som derfor overgås af både Pinot Grigio med samlet 260 hektar og Chardonnay med 218 hektar. Derudover findes der 249 hektar i Soave med andre forskellige hvidvinsdruer.

Hvis man ser nærmere på appellationerne i Soave, så siger reglerne da også, at der maksimalt må være op til 30% af druerne Trebbiano di Soave, Pinot Grigio eller Chardonnay i en Soave DOC vin.

Trebbiano di Soave siges at være den bedste af Trebbiano sorterne, hvilket jeg måske ikke er enig i, da Trebbiano Spoletino i Umbrien er ganske unik og fantastisk. Omvendt har Spoletino druen heller ikke det mindste slægtskab med hverken Trebbiano di Soave, Trebbiano Toscana, Trebbiano d’Abruzzo eller andre Trebbiano sorter.

Det har Trebbiano di Soave imidlertid heller ikke, for studier fra 2001 har vist, at der næppe er et slægtskab med de andre Trebbiano sorter. Druesorterne deler alene en række ligheder som den hvide/gule farve, en sen modning, størrelsen af druerne og sukkerindholdet.

Men udover anvendt i DOC Soave vinene, så anvendes druen også i appellationer som Capriano del Colle, Castelli Romani, Colli Berici Garganega og Lugana … og druen findes da også under navnet Trebbiano di Lugana samt Turbiana.

Druen findes dermed primært i den nordlige del af Italien og altså ikke kun i Soave området. Men med Trebbiano druerne er der altid lidt forvirring, da mange producenter i Italien blot skriver Trebbiano på etiketterne, og dermed har forbrugerne svært ved at skelne, hvilke druesorter vinen reelt indeholder.

Men det med druesorter er heller ikke nemt, bl.a. har de fleste Trebbiano sorter også mange synonymer. Og ser man på Trebbiano di Soave, så finder der i Soave omkring 12 forskellige kloner af druen.

Trebbiano di Soave er knap så højtydende i markerne som Garganega, men høstes – som nævnt – senere end de fleste andre druer, typisk 35 dage senere. Vinene på druen har ofte lidt noter af mandarin, eksotiske frugter, er mere frisk og livlig end Garganega, mere tæt og har også mere fylde end dens navnebrødre som fx Trebbiano Toscana.

Chardonnay og Pinot Grigio vil jeg ikke skrive om … dem kender I sikkert alt til, og de er jo også mere internationale og dermed ikke specielle for netop Soave området.

Fælles for druesorterne i Soave er dog, at de fleste druer dyrkes på vinstokke ophængt som pergola eller tendone, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien.

Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder. Det betyder en lav plantetæthed og højt udbytte pr. vinstok, hvilket er meget velegnet til kvantitet frem for kvalitet. Druerne modtager normalvis ikke optimalt sollys, da de hænger i skygge.

På billedet ovenover ser vi en mark hos Coffele, hvor der går geder i markerne … og så er det praktisk, at druerne hænger utilgængeligt for gederne, trods ihærdige akrobatiske forsøg på af nå druerne.

Soave vinene og mine erfaringer

Soave har fået sit navn fra den berømte italienske poet Dante, der for at illustrere vinens mildhed kaldte den Soave, som betyder blød eller mild … og det passer meget godt med mine oplevelser af Soave vinene, som jeg smagte under mit besøg.

Jeg smagte ingen dårlige vine og generelt overraskede vinene fra Soave med en kvalitet, som er langt højere end deres mest gængse rygte … og specielt med lidt alder på, så kommer der nogle helt fantastiske noter, som er meget spændende … måske ikke petroleum, men noget i den retning.

Med alder kommer der både de smukkeste noter af linolie, æter, honning, nødder og samtidig en smagsmæssig fedme, som om vinene havde været lagret på egefade. Et af de smukkeste eksempler, som jeg stødte på, var Suavias 2007’er Monte Carbonare … her fik man virkelig et indtryk af, hvordan en Soave vin kan udvikle sig med alder.

I næste – og sidste – blogindlæg fra Soave turen; Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine, beskriver jeg de 10 vine, som spænder fra helt unge Soave 2018 vine til den ældste fra 2002.

Houlberg i Soave – part 2: Historien om Soave og dens mange cru’er

Soave er – som de fleste ved – et lille hvidvinsområde nær Verona øst for Gardasøen i Norditalien. Mange kender måske Soave vinene som billige, blide og oftest lidt kedelige vine … og der er da også lavet masser af billige vine anført af en flok store kooperativer, som fortsat i dag dominerer vinproduktionen i Soave.

Med høstudbyttet på 110 hektoliter pr. hektar, så har der virkelig været fokus på fremstilling af masser af billig vin. Soave vinene har dog også været Italiens mest solgte hvidvin og 80% af produktionen sælges hvert år til omkring 70 lande i hele verdenen. I 1990’erne stod kooperativerne for 80% af Soaves samlede produktion.

Samlet udgør produktionen i dag årligt ca. 43-45 millioner flasker vin, som kommer fra Soaves samlede 7.000 hektar vinmarker. Det er omkring 3% af Italiens samlede vinmarker indenfor DOC og DOCG vienene … eller sagt med andre ord, så er Soave vinene meget udbredt i hele verdenen.

Historien

Der har altid været produceret vin i Soave … i hvert fald helt tilbage til romertiden, og det meste Soave vin blev lavet af små vingårde. I starten af 1900-tallet oplevede vinproducenterne dog kraftig øget konkurrence og det blev starten på Cantina Sociale di Soave og øvrige kooperativer.

Og i kooperativerne kunne de konkurrere på prisen. Efter anden verdenskrig oplevede Soave et sandt boom i salget og vinene var en periode de mest sælgende italienske vine i Amerika … og overgik endda Chianti.

De store kooperativer solgte vinene både på flaske og bulk, så importørerne i de forskellige lande også kunne sælge vinene under eget mærke. I 1990’erne blev Soave vinene dog overhalet af syditalienske vine.

Men de store kooperativer dominerer fortsat produktionen i Soave. Det største kooperativ Cantina di Soave har fortsat 2.200 vinavlere som medlemmer og kooperativet laver hele 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

Men … i løbet af de seneste ti år har mange vinavlere imidlertid forladt kooperativerne og startet med at lave deres egne vine med fokus på kvalitet fremfor pris. Det vender jeg tilbage til lige om lidt, men lad os først kigge nærmere på appellationerne i Soave.

Appellationerne

Der finder 4 appellationer i Soave … og selvfølgelig alle gældende for hvidvine. Der er Soave DOC, Soave Classico DOC, Soave Superiore DOCG samt Recioto di Soave DOCG.

Lad os lige gennemgå appellationerne, som blev oprettet i 1968, og lad os starte med druerne, idet en Soave vin generelt skal indeholde mindst 70% Garganega og maksimum 30% Trebbiano du Soave, men der må også godt være  Chardonnay og/eller Pinot Bianco i blendet samt op til 5% lokale ikke-aromatiske grønne druer.

Derudover gælder der følgende regler

Soave DOC

Her skal druerne komme indenfor DOC området og høstes med  maksimalt høstudbytte på 105 hektoliter pr. hektar. Skal derudover indeholde mindst 10,5% alkohol og være lagret i mindst 2 måneder. Der laves årligt omkring 30 millioner flasker Soave DOC vin.

Soave Classico DOC

I en Soave Classico kommer druerne nu ikke primært fra den flade, lavtliggende marker, men også fra skråningerne. Her må høsten maksimalt udgøre 98 hektoliter pr. hektar, alkoholprocenten skal være mindst 11,0% og vinen lagret mindst 4 måneder. Årlig produktion udgør 12 millioner flasker.

Soave Superiore DOCG (gik fra DOC til DOCG i 2001)

Her kommer druerne primært fra de stejle skråninger og udbytte fra høsten må også maksimalt udgøre 70 hektoliter pr. hektar, mens alkoholprocenten skal udgør 12%, mens vinen nu skal være lagret i mindst 6 måneder. Produktionen af Soave Superiore DOCG udgør alene 665.000 flasker hvert år.

Recioto di Soave DOCG

Dette er den nyeste appellation, som blev vedtaget i 1998. Det er en sød dessertvin, som laves på samme druesammensætning, som de øvrige vine, men druerne hænger længere på vinstokke og tørrer, hvorved der kommer langt mere sødme. Der laves årligt 120.000 flasker Recioto di Soave.

Derudover findes der faktisk også lidt Soave DOC Spumante og en ganske lille appellation, som hedder Soave DOC Colli Scaligeri, som dog regnes for en subzone under Soave DOC, men udenfor Classico området.

Tilføjelsen Colli Scaligeri refererer til, at vinen produceres i et begrænset område omkring byerne San Martino Buon Albergo, Lavagno, Cazzano di Tramigna, Soave, Montecchia di Crosara, Roncà, Monforte d’Alpone og Caldiero.

De nye producenter og cru’erne

I dag er der kommet langt flere selvstændige vinproducenter, som satser benhårdt på kvalitet, nogle helt traditionelle, økologiske eller biodynamiske og de står udenfor kooperativerne og forsøger at slippe ud af kooperativernes skygge, hvilket kan være en svær opgave, da de jo fortsat fylder rigtigt meget i markedet.

Der findes i dag omkring 190 selvstændige vinproducenter, men over 2.870 vinavlere i Soave. Og ud af de 190 producenter, så findes der alene 50 med tappeanlæg, så på den måde er det et område, som er meget gennemskueligt.

Men lige nu er kvaliteten af vinene fra disse producenter bedre end nogensinde i kraft af mange års bevidst og målrettet fokus på høj kvalitet. Det dygtige håndværk hjælpes også på vej af en helt specielt terroir, som de færreste nok kender så meget til.

Soave området er nemlig domineret af to slags undergrund … en vulkansk med mørk basaltisk jord og en lys med kalksten, hvilket du kan se på kortet nedenunder. Den lange lyse areal i midten er en dal igennem midten af Soave, hvor skråningerne på hver siden af dalen byder på masser af vulkansk jord, som er markeret med den mørke farve, men den lyse farve er den kalkstensholdige jord.

Sammen med etableringen af Soave Superiore DOCG begyndte Soave også at kortlægge deres vinmarker og identificere de bedste vinmarker eller – efter fransk forbillede – de bedste crus, i håbet om, at løfte og skille sig mere ud end blot de lidt mere udvandede DOC og DOCG betegnelser.

Man har opdelt det bedste område i 33 cru’er, som hver især har deres helt eget unikke terroir. Jeg skal nok lade være med at trætte jer med navnene på alle 33 cru’er, men de har navne som fx Corte Durlo, Castelcerino, Fittà, Carbonare og Broia.

Jeg skal nok senere skrive og anmelde nogle vine fra nogle af cru’erne, men skal man generalisere, så er vinene fra den sorte, lava-fyldte, basaltiske jord typisk lidt fede, mens vinene fra den hvide, kalkstensholdige jord er lidt slankere.

Begge er dog typisk vine, som optimalt kræver 2-3 år på flaske for at udvikle sig helt perfekt … men faktisk kan tåle langt længere lagring, men det vender jeg tilbage til i blogindlægget om Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine.

Soave er dog ikke nået så langt som fx Bourgogne med deres cru’er, så det vil være svært – om ikke umuligt – at identificere, at en vin fra et af de 33 crus. Men den udfordring gælder jo også andre områder … kan man smage, at vinen er fra en bestemt mark eller en fra en bestemt producent?

I Soave er der samtidig kun få vinproducenter, som ejer masser af marker, så for forbrugerne er det også svært – eller umuligt – at lære Soaves mange cru’er at kende. For os handler det nok mere om, at finde de gode producenter … det er i hvert fald mit råd, kig efter producenten og så efterfølgende hvorfra vinen kommer.

Jeg fik noteret følgende vinhuse, som var spændende … Suavia, Coffele, Inama, Balestri Valda, Portinari, Gini, Fornaro, Sandro de Bruno og Vicentini Agostino, men der er sikkert mange flere.

Houlberg i Soave – part 1: Et splash and dash vinøst besøg i hvidvinsland

Houlberg har sat sig lidt ned … fundet en plastikstol i det gamle Palazzo del Capitano på Via Giulio Camuzzoni. Den helt moderne, spinkle, stabelbare og ubekvemme stol står i skærende kontrast til det gamle, solide og imposante palads, der ligger midt i den gamle middelalderfæstning, som er den centrale del af Soave by.

Men den tjener et formål – altså den algegrønne plastikstol. Vinbloggerens ellers livfulde ben er allerede trætte, men det har også været en hård tur og et kort ophold i Soave vinland … et splash and dash besøg, hvor jeg grådigt har suget alle indtryk begærligt til mig og behændigt løbende undgået at falde omkuld af træthed.

Men netop i denne stund – i gården af Palazzo del Capitano – har jeg over en time at fordrive på den algegrønne plastikstol, for kl. 14.30 bliver jeg afhentet, kørt til Verona lufthavn … og starten på den lange rejse retur hjemover.

Mens jeg så sidder og venter i det store palads, som blev bygget i det 14. århundrede af Cansignorio della Scala og under det venetianske herredømme over regionen, var residens for kaptajnerne … som var de højeste lokale myndigheder, så kan jeg jo forsøge at gøre det mere bekvemt på stolen … og reflektere over besøget.

Den første del klares nemt, for på et par borde står der vine fra omkring 30 vinproducenter, og da jeg dagen forinden på ingen måde nåede at smage alle vinene, så er der nu både tid og ro til at smage et par glas, fordybe sig og tage lidt noter. Det gjorde med det samme ventetiden langt mere bekvem.

Hvad fanden laver Houlberg i Soave?

Årsagen til, at jeg var endt på en plastikstol i Soave var, at det store vinøse udland  tilsyneladende igen havde fået øje på min lille vinblog. I hvert fald blev jeg for et par måneder siden inviteret af den yndige Irene Graziotto til at komme til Soave til deres Soave Stories … en markedsføringsevent; Volcanic Wines Press Tour.

Bag invitationen stod Consorzio Tutela Vini Soave … et konsortium af vinproducenter i Soave. De havde inviteret 60 vinjournalister fra hele verdenen til Soave Stories, hvor de specielt ville vise Soave hvidvinenes store holdbar og udvikling samt fortælle om de forskellige terroirs og cru’er.

Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour var en 4 dages tur fra fredag til og med mandag, hvor søndag og mandag primært var afsat til besøg hos producenter, dog krydret med et par foredrag … men ak … min kalender viste en konfirmation om søndagen.

Men med velvillighed fra Irene Graziotto kom jeg med på en halv tur, og kunne således deltage hele fredagen og det meste af lørdagen … og sådan blev det. En hurtig tur og et hurtigt – men meget lærerigt – indblik i Soave og hvidvinene fra området.

Lidt et hårdt program … kør selv til lufthavnen i Hamburg, mellemlanding i Frankfurt og så destination Verona, hvor jeg sammen med et par andre vinjournalister blev afhentes og bragt i rasende fart til Soave by, som vi ramte lidt før kl. 10.00, lige i tide til en powernap på hotellet inden programmet gik i gang kl. 12.30 … troede jeg da, for hotelværelset var først klart over middag.

Så der stod vi så … en flok vinjournalister, herunder Alice Gundlach, en freelance journalist fra Wein und Markt i Mainz, den rare Torge Thies fra vinbutikken Die Weingaleristen i Hamburg, to canadier bl.a. John Szabo fra WineAlign i Toronto og så én, som var importør af vine fra netop Soave … ja og så den danske vinblogger.

John Szabo er i øvrigt eksport i netop vulkanske vine. Han er MS, hvilket står for Master Sommelier og har udgivet flere vinbøger, bl.a. bogen Pairing Food and Wine For Dummies, bogen Sommelier Management og senest Volcanic Wines, Salt, Grit and Power.

Efter en kort kop kaffe, som jeg i øvrigt fortsat skylder John Szabo 2€ for, så greb den ene canadier telefonen og fik lige hurtigt arrangeret en lille vinsmagning hos et af de huse, som han importerer vine fra.

Det var hos søde Chiara Coffele fra Azienda Agricola Coffele … en vingård, som vi i øvrigt senere skulle besøge om eftermiddagen. Men i deres smagelokale centralt i byen fik vi en kanon smagning, men den skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Programmet for de to dage i Soave

Samlet kom mit program for det lille, komprimerede ophold derfor til at se således ud:

Fredag
  • Velkomst og frokost på Residence Ai Capitelli
  • Besøg på Rocca Sveva, som er den del af det monsterstore kooperativ Cantina de Soave
  • Besøg på Azienda Agricola Coffele
  • Soave Seven: la riflessione … et dødsygt foredrag
  • Soave Seven: la degustazione … smagning af Soave vine i både årgang 2018 og 2011 fra 30 forskellige producenter
  • Gala dinner
Lørdag
  • Soave longevità, en smagning af 10 udvalgte Soave vine, som kommenteres af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe samt Sandro Gini, som talsmand for Consorzio Tutela Vini Soave.

Højdepunkterne var klart de to besøg, smagningen af de 10 udvalgte vine og så at smage Soave vine med alder … og her overraskede vinene mig virkelig, men det skal jeg nok vende tilbage til i de kommende blogindlæg, nemlig:

Derudover kommer også et par blogindlæg fra de to besøg, som jeg nåede på turen, nemlig hos producenterne Azienda Agricola Coffele samt Rocca Sveva aka Cantina de Soave.

Den italienske punktlighed var … italiensk, så programmet om fredagen blev lidt forskubbet. Det betød desværre, at vi først ankom til smagningen Soave Seven: la degustazione med de 30 producenter knap to timer senere end forventet.

På det tidspunkt var der også åbnet op for andre besøgende og det gjorde smagelokalerne alt for overfyldte, så det var svært at komme frem eller tilbage, svært af smage og uden borde samtidig umuligt for en jysk vinblogger at sætte sig ned og lave notater.

Jeg fik dog snakket med et par producenter, smagt nogle vine … men heldigvis, så fik jeg så til gengæld muligheden for at smage vinene i ro og mag her dagen efter på min algegrønne plastikstol i gården af Palazzo del Capitano. Total alene-tid med vinene fra dagen før … eller næsten, for det var resterne, men absolut et tilstrækkeligt grundlag for en nærmere vurdering af Soave vinene.

I vil derfor også i den kommende tid her på vinbloggen få mine beskrivelser og anmeldelser af alle de vine, som jeg smagte under enten fredagens småkaotiske Soave Seven la degustazione eller lørdagens mere afslappende fordybelse.

Et fint indblik i Soave og nye relationer

Det blev således fint indblik i Soave vinene, og selvom jeg måske kun har kradset lidt i overfladen, så er jeg blevet en tand klogere. Og der er flere konklusioner, bl.a. at Soave er mere end store kooperativer, selvom de fortsat fylder alt for meget, at Soaves terroir virkelig er forskelligartet og spændende samt at vinene virkelig modnes fabelagtigt.

Jeg mødte også en håndfuld danske vinjournalister, bl.a. den rare Kim Bretov Jakobsen, som har vinbloggen Vinstyrke2 og tidligere har arbejdet for Theis Vine.  Jeg fik også snakket kort med Jørgen Aldrich, som var redaktør af bladet Sommelier’en og ellers har skrevet for Fyens Stiftstidende og Vinavisen.

Den største tak går dog klart til de to vidunderlige kvinder Irene Graziotto samt Chiara Maria Mattiello, som totalt nærværende fik hele arrangementet til at klappe. På billedet ovenover ser i Chiara forklare, hvad vi skal som næste punkt … jeg fik desværre ikke et billede af Irene.

Igen har jeg tabt en del af mit hjerte til vinområde, og vil lige overveje, om jeg til sommers ferietur til Gardasøen, lige skal smutte en tur forbi Soave … og måske lige besøge et par producenter mere. I hvert fald er det sidste glas Soave vin ikke drukket endnu … så skal derude.

2014 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2014 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Derfra smager vi denne Valpolicella Superiore.

Vingården er et lille familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans 2 brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønnerne og børnebørnene Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål Carlo Ferragù igang. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder.

Da jeg lige havde åbnet vinen, var jeg meget begejstret … masser af frugt, blommer, solbær, en vis kølig elegance, brændte fade, kraft og power, engelsk lakrids, lidt sødme samt tæt, meget intens. Med lidt luft og varme i glasset kommer der dog nogle andre sekundære noter, som jeg ikke er så vild med … lidt grønne kaktuspiller, en anderledes blomstersæbe, lidt peber og svag alkohol.

I munden er der også i starten vildt megen frugt, mørk frugt, lakrids, blæk og stor tørhed. Der er også en lækker syrlighed midt i alt den mørke og kraftige frugtsmag og jeg noterede, at den faktisk er langt bedre og mere elegant end mange Amaroner.

Med luft og varme i glasset dukker alkoholen dog også op, men ikke alarmerende. Samlet masser af frugtsmag, stor tørhed og kraft, og dermed ender det som en Valpolicella klart og sikkert over det gennemsnitlige. 4½ af de fede fingre og tæt på en 5’er.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, Italien

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, ItalienHvis man en aften helt alene,  tutto solo – under månens skær og til tonerne af Kys Hinanden med Dario Campeotto, skulle dele en flaske vin med den smukke Noemi Pizzighella på La Guaite di Noemi, så skulle det ubetinget være hendes Solitario. Den får den blødeste side frem i alle stærke mænd.

Det en hybrid, pærevælling og bastard af en vin. Et gadekryds, som ikke passer helt ind, men smager ganske fantastisk. Normalt ligger restsukkeret på 4 gram pr. liter i en Amarone, mens en Recioto mindst skal ha’ 70 gram pr. liter, men ofte ligger langt højere. Solitario har 21,2 gram restsukker pr. liter og så skulle man jo blot tro, at det er en sød Amarone.

Det kan lyde lidt klamt, men det er det på ingen måder, men det vender jeg tilbage til lige om lidt. Solitario er – som Amarone – lavet på 35% Corvina, 20% Rondinella, 35% Corvinone samt 10% af Oseletta og Croatina.

Druerne kommer fra husets vinmarker i Mezzane di Sopra og  alle druer høstes med håndkraft og fragtes til vingården i små kasser, så druerne tager så lidt skade som muligt. Herefter tørrer druerne i 3½ måned. Efter vinifikationen lagrer vinen hele 54 måneder i nye franske egetræsfade og herefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 30 måneder inden frigivelse.

Ved første snif tænkte jeg; åh nej … en totalt overmoden vin, hvilket også understøttes af en brunligere farve i glasset. Men vent et kort øjeblik, for så åbnes der for en ekstraordinær vinoplevelse. Næsen byder på en klar sød og nøddet aroma med masser af modne blommer, syltede sorte kirsebær, chokolade og vanilje.

Det dufter mer’ af dessertvin end af Amarone og med en – for dessertelskende søde mænd – meget berusende duft, som får dig til at trække på smilebåndet. Alligevel er vi ikke helt ovre i dessertland, for der er – sammen de flydende nødder og chokolade – også blandet en gammel og sød balsamisk eddike i gryden.

Smagsmæssigt er det også klart en anderledes vin og med den høje, nærmest dessertsødme i vinen, så tænkte jeg strakt på ost. Men vi dog ikke helt ovre i Recioto land, for der er også tanniner samt en vis grad af syre i vinen, selvom det hele leveres fløjlsblødt og cremet med en gammel, stoisk dekadence. Der er en smule Sagrantino Passito over vinen … blot med venetianske gener.

Det er som nævnt en vin lidt udenfor nummer … en vin, der er lidt sin egen. Jeg synger stadigvæk ost, ost, ost, jeg vil ha’ ost, måske endda en Gammel Ole. Mange vil måske være lidt forskrækkede over en sådan vin og måske sige, at den ikke passer ind.

Jeg er dog tilhænger af vinøs vildskab og vine, som udfordrer normen, og der er Solitario helt perfekt, for den smager simpelthen ganske fantastisk. Nyd den til lidt dessert eller ost. Fanden svær at rate … og så alligevel ikke, for det er en fantastisk oplevelse, selvom prisen også ligger i det højere luftlag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 749 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 La Guaite di Noemi, Tisbe, Veneto, Italien

2013 La Guaite di Noemi, Tisbe, Veneto, ItalienNu tester Noemi Pizzighella på La Guaite di Noemi igen jeres flittige vinbloggers hjerte … ikke kun med hendes søde smil og betagende ydre, men mest af alt med endnu en 17% højoktan vin, denne gang vinen Tisbe på ren Cabernet Sauvignon.

La Guaite di Noemi ligger på bjergsiden ved den lille by Mezzane di Sotto omkring 15 kilometer nordøst for Verono. Vinhuset drives i dag af den unge, smukke Noemi Pizzighella, som I også kan se på billedet ovenover.

Det var hendes far Stefano Pizzighella, som i 1987 købte den lille ejendom for at starte en produktion af olivenolie fra de tilhørende olivenlunde på bakkerne ved byen. Men allerede efter nogle år, så begyndte familien også at plante vinstokke på den højeste del af markerne … den del, som kaldes Le Guaite.

Og i 2002 var markerne så produktive, at familien startede med at lave vine, ærketypiske Valpolicella vine, men allerede i 2006 overtog Noemi ansvaret for vinproduktionen. Derfor hedder vingården i dag også La Guaite di Noemi.

La Guaite di Noemi har samlet 10 hektar vinmarker, men olivenolie fylder også fortsat godt, hvorfor familien har hele 3 hektar med oliventræer med sorter som Grignano, Leccio di Corno og Casaliva, som giver basis for de efterspurgte olivenolier.

Noemi laver forskellige vine, en bl.a. en Rosso, en Valpolicella Superiore, en Ripasso, en Recioto og Amarone della Valpolicella, men har også tidligere eksperimenteret lidt … bl.a. med denne Tisbe, lavet på Cabernet Sauvignon med efter Amarone metoden med tørrede druer.

Cabernet Sauvignon druerne kommer fra vingårdens marker ved Mezzane di Sopra i Valpoliella. Efter høst har druerne tørret i 3½ måned og efter endt fermentering i rustfrie ståltanke er vinen lagret i nye franske egetræsfade 36 måneder og sidenhen mindst 16 måneder i flasken inden frigivelse. Der produceres kun en yderst begrænset mængde af denne vin.

I næsen er det tyk, sort frugt, men en snert af frisk syrlighed masser sig frem imellem den tykke aroma af fede noter, hengemt gammel balsamico, kaffe, chokolade, blåbær, solbær, eg samt noget let og blomstrende. Der er potens i duften.

Og sikke en power i munden … samtidig med, at frugten virker fuldstændig frisk, nærmest blåbær med lagret friskhed, hvis man kan sige sådan? Det er vildt cremet og blødt med svag peber, fede tanniner, intens mørk syre, som bliver ved med at sidde og kildre din drøbel i lang tid, men den høje alkohol mærker du faktisk ikke noget til … i hvert fald ikke førend du drukket flasken. Smagen efterlader munden med en syrlig og sød lang eftersmag. Det er Cabernet Sauvignon på epo i 6. potens.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, Italien

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, ItalienAzienda Agricola Begali Lorenzo ligger på lokaliteten Località Cengia i San Pietro in Carian i Valpolicella mellem Pedemonte og bakkerne i Castelrotto.

Vinhuset er grundlagt af Giordano Begali efter 2. verdenskrig, men drives i dag af sønnen – og dermed 2. generation – Lorenzo Begali i samarbejde med hustruen Adriana samt børnene Giordano og Tiliana. Det var Lorenzo, som startede med at sælge egne vine fra vingården og den første flaske kom på markedet i 1986. Det er selvfølgelig Lorenzo, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, som ligger midt mellem en række kirsebærplantager på en skråning ved en lille landsby ved navn Cengia. Dette navn kommer de mange klipper, der ligger spredt omkring på markerne.

I markerne bruger Lorenzo den traditionelle pergola opbinding, hvor vinplanterne nærmest danner et tag. Denne opbindingstype er ellers blevet mindre populær blandt kvalitetsproducenter, da den kan give meget høje udbytter.

Hos Begali holder man fast i Pergola metoden og siger, at gjort på den rigtige måde, så kan denne metode være med til at holde et lavt, naturligt udbytte.

Begali er nemlig også medlem af Amarone Families, som er en eksklusiv forening, der tæller tretten af de bedste familieejede vingårde i Amarone.

Amarone Families er grundlagt for at holde fanen højt for Amarone og vise et modbillede til den enorme mængde af dårlige Valpolicella vine, der oversvømmer supermarkederne. Som medlem af Amarone Families forpligter de sig til at følge traditionen og altid stræbe efter den højeste kvalitet.

Her smager vi husets Amarone della Valpolicella Classico, som er lavet på 65% Corvina, 30% Molinara og 5% andre lokale druesorter, der selvfølgelig efter høst tørres naturligt i et luftigt tørrerum fra oktober til januar.

Efter vinificering modnes vinen på store 2.000 liters fade i omkring 40 måneder og derefter minimum et halvt år inden vinen frigives til salg. Den er – som altid med Amarone – en kraftbasse med 16% højoktan alkoholprocent.

Der var mange meninger om vinen rundt om bordet, og én sagde blandt andet sur røv, men det ved jeg nu ikke. I hvert fald er duften fyldt med nogle af de klassiske Amarone dyder … solbær, blommer, varm, mørk og solrig vin med våde fade, brændte noter, røg, vanilje, engelsk lakrids, gær og så noget mer’ … lidt som en mørk habit i et gammelt skab. Den passer ikke rigtigt ind, for den har en lethed i aromaerne, som et åbent vindue, frisk og frejdig, men samtidig fornemmer man også lidt sprit.

I munden er det stærk engelsk lakrids og en stor tørhed, mens frugten er til den syrlige side. Heldigvis intet rosinvand over denne Amarone, men en syrlig, mørk vin med god intensitet, lidt grafit, sødkrydrede elementer, et drys mandler samt bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, Italien

2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori holder til i byen Negrar omkring 10 kilometer nord for Verona og omkring 15 kilometer øst for Gardasøen i Veneto området. Nu smager jeg igen en vin fra Sartori, nemlig deres L’Appassione Rosso delle Venezie.

Sartori eller Sartori di Verona er grundlagt for 120 år siden, nemlig tilbage i 1898, hvor Pietro Sartori købte den lille vinmark Villa Maria og en lille vinkælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Det blev grundstenen til vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald.

Siden 1998 har vinhuset været drevet af 4. generation i form af den blåøjede Andrea Sartori, som selv elsker cubanske cigarer og har et ondt golfsving. Det er Andrea, som står bag vinhusets enorme ekspansion efter hans overtagelse af driften.

Andrea er selv uddannet indenfor økonomi og har haft sin uddannelse både på universitetet i Verona, på Cuoa Business School i Vicenza samt New York’s Columbia University. Han startede med at få åbnet for salg af husets vine til både USA, Canada og hele Europa.

Derefter indledte Andrea en række ambitiøse initiativer, der skulle gøre Sartori en stor spiller både i hjemlandet samt på de internationale markeder. Han slog sig fx sammen med Cantina Colognola for at sikre en stabil forsyning af druer … og fik dermed med et snuptag yderligere 2.500 hektar vinmarker.

For at sikre kvaliteten hyrede han også den højt profilere ønolog Franco Bernabei som konsulterende vinmager, hvilket udover en generelt løft af alle vinene også resulterede i skabelse af topmærket I Saltari.

Senere er forretningen også udvidet med købet af Mont’Albano i Friuli og joint venture med Cerulli Spinozzi d’Abruzzo og Feudo Sartanna på Sicilien.

I dag regnes Sartori som en store indflydelsesrige vinhuse i Italien og Andrea har bl.a. haft bestemmende roller som præsident i flere af de store organisationer i vinbranchen, fx Confederazione della Vite e del Vino, Premio Morsiani og Federvini … blot for at nævne nogle få.

Denne L’Appassione Rosso delle Venezie er produceret på 50% Corvina, 25% Corvinone, 20% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som alle kommer fra nogle af vinhusets marker. Druerne høstes med stor omhu og lægges i kasser for delvis tørring indtil begyndelsen af november måned. Efter gæringen lagres vinen på store egetræsfade i nogle måneder for til sidst at blive tappet på flaske.

I forhold til, at druerne skulle være tørret, så er farven langt lysere end forventet, meget luftig i næsen og måske også en kende neutral med lette balsamiske noter, kampfer dråber, hindbær og ribs.

Smagsmæssigt en meget drikkevenlig og småsød vin, hvor jeg klart mangler lidt kompleksitet og dybde. Det bliver lidt for meget saft og er uden modstand, syre eller intensitet. Det en lidt en vinøs Keld Heick, venlig, flink og en vinder til en pizza fra Dr. Oetker.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 61,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2016 Monte del Frà, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2016 Monte del Frà, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienJeg er – efter at ha’ smagt 4 forskellige hvidvine – vel nærmest officielt fan af den dejlige Marcia Bonomo og hendes vinhus Monte del Frà. Jeg er imidlertid ikke speciel fan af Valpolicella og slet ikke Ripasso vine … men hvordan går det så, når Ripassoen kommer fra netop Monte del Frà?

Info og historie om Monte del Frà kan I finde under mit blogindlæg om den sexede hvidvin 2015 Bonomo Sexaginta Custoza Superiore … en vin, som i øvrigt slog fødderne helt væk – og trak strømperne af – hos jeres ellers rummelige vinblogger. Det er spændende væske.

Denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore kommer imidlertid i samme, lille, sexede og buttede flaske med husets logo støbt – eller hvad man nu gør – i flasken. Det er jo altid en god begyndelse.

Vinen er lavet på 80% Corvina og Corvinone samt 20% Rondinella, som kommer fra marken Lena di Mezzo … en 17,8 hektar stor mark, der ligger i Fumane i 250-350 meters højde.

Druerne er efter høst sorteret, afstilket og knust, hvorefter vinificeringen sker i rustfrie ståltanke med daglig punch-down. Efter den første gæring, så tilsættes kvastet fra Amarone produktionen, hvilket igangsætter endnu en gæring.

Derefter overføres vinen til 30 hektoliter egefade, hvor de lagrer 18 måneder inden aftapning på flaske. Derefter er vinen klar til frigivelse og salg.

Næsen er frugtrig med mørke bær, blommer og modne kirsebær, tørrede bær, kaffe, chokolade, krydderier … og ja, den har også lidt Amarone power. Men samlet set en meget frugtrig næse.

Det er smagsmæssigt også en frugtrig og frisk Ripasso … langt friskere end de fleste af slagsen. Der er ganske let peber, kirsebær, let sødme og smager sgu godt. Eftersmagen er forholdsvis kort, men meget behagelig og vinen bliver aldrig Ripasso tung.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 169 kr., men køber du 3 flasker er prisen 10% lavere, nemlig 126,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, Italien

2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, ItalienFra det gamle, historiske vinhus Pieropan – eller helt korrekt Societa’ Agricola Pieropan Di Leonildo Pieropan & C. S.S. – midt i Soave by skal vi smage vinen Calvarino.

Pieropan er grundlagt i 1880 af lægen Leonildo Pieropan i den gamle ejendom Palazzo Pullici midt i Soave by. Leonildo interesserede sig for biologi og kemi, så han startede med at lave vine fra nogle af familiens marker. Det arbejde blev videreført af hans to sønner Gustavo og Fausto, men i dag drives vinhuset af 3. og 4. generation i form af Leonildo Pieropan og hans sønner Andrea og Dario. Det er dem, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 35 hektar, hvilket bl.a. omfatter markerne Calvarino, La Rocca og Garzon.

Udover den gamle ejendom Palazzo Pullici ejer familien også den pragtfulde ejendom Villa Cipolla Pieropan i Tregnago. Den købte de i 2002, således de også kunne lave vine tættere på Verona … herunder Amarone, da villaen har store arealer til tørring af druerne. Familien har siden købet løbende været i gang med en større renovering af bygningen.

Nå, men her smager vi vinen Calvarino med druer fra netop den mark, som familien købte i 1900. Vinen er lavet på 70%  Garganega og 30% Trebbiano di Soave … 30-60 år gamle vinstokke.

Navnet Calvarino stammer fra lille Golgota, som hentyder til, hvor svær jorden var at arbejde med samt en lang snoet  sti, som går fra bund til top af vinmarken.

Vinen blev lavet første gang i 1971 og er symbol på den mest traditionelle og mest karakteristiske vin fra Soave området. Vinen har et stort gemmepotentiale og selv vine over 20 år har været ranke og vist forbavsende friskhed og endda utrolig stor kompleksitet.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter mosten overføres til en glasforet cementtank for fermentering ved 16-18 grader. Der lagrer vinen også – sur lie – i 12 måneder, hvorefter vinen aftappes og lagrer på flaske et par måneder inden frigivelse.

I næsen er det en fed, fyldig … ja nærmest opulent vin med smørfedme, hvid peber, masser af krydderier, hyld, lemon, sødme, rugbrød, blomster, sæbe, valnødder, honning og safran.

Smagen er også fed og cremet med lemon, passionsfrugt, melon, mens syren er forholdsvis beskeden. Dermed bliver det samlet en blid og fed vin, men meget smagfuld og god lang eftersmag.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7