Tag-arkiv: viosinho

Viosinho er en hvid druesort, der findes i Douro og Tras-os-Montes regionerne i det nordøstlige Portugal. Som mange andre portugisiske druer så anvendes Viosinho primært i blends, hvilket også forstærkes af, at druen ofte plantet i blandede rækker sammen med andre hvidvinssorter.

Viosinho anvendes både i hvide portvine og almindelige tørre hvidvine og tilføjer struktur, syre samt en smag af blomster og stenfrugter som abrikos og fersken.

Viosinho giver forholdsvis lave udbytter, modner tidligt og producerer klaser med små druer, der er meget modtagelige for råd, hvilket også gør sorten svær at dyrke og derfor er den heller ikke særlig udbredt.

2024 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Branco, Douro, Portugal

2024 Rui Roboredo Madeira, Castello d'Alba Branco, Douro, PortugalRui Roboredo Madeira er efterhånden et kendt ansigt her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg endnu et par vine fra den dygtige vinmager og starter med en 2024 Castello d’Alba Branco.

Vinen er lavet på et blend af de lokale druer Rabigato, Godello og Viosinho høstet manuelt fra højtliggende marker i Douro Superior.

Efter presning sker gæringen ved lav temperatur for at bevare friskhed og aroma. Efter endt fermentering er vinen lagret primært på ståltanke for at fastholde vinens sprøde og mineralske karakter.

Duften er sådan vaskedag-ren … der er blomster, skyllemiddel, lidt stearin og paraffin, små gærnoter og en frugt af melon, fersken, gule blommer, lidt lemon, citroner og salte mineraler. Den har en meget frisk og ren duft.

Smagen er mere fyldig, smager faktisk ret godt … frugten virker her klart mere topisk og cremet med fersken, abrikos, honningmelon og grillede citroner suppleret med små lakridsale elementer, fennikel, mynte og citronmelise. Det er en charmerende, lettilgængelig og smagfuld vin … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens bedste pris er 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Companhia de Vinhos Invencível, Invincible White Port, Douro, Portugal

N.V. Companhia de Vinhos Invencível, Invincible White Port, Douro, PortugalTilbage i december sidste år smagte jeg en række rødvine i serien Invincible fra vinhuset Companhia de Vinhos Invencível. Da vi bag huset bl.a. finder den unge Rita Marquez, så laver de også portvine, og jeg smager nu i løbet af den kommende tid 6 af slagsen fra huset og starter med denne Invincible White Port.

Companhia de Vinhos Invencível er et nyere projekt skabt i 2020 af de to vinmagere i form af Rita Marquez fra Portugal og Marc Kent fra Sydafrika.

Rita Marques er vi stødt på før her på Houlbergs Vinblog, for hun er , ønolog og passioneret vinmager i hendes vinhus Conceito Vinhos og Marc Kent er vinmager hos det kendte, sydafrikanske vinhus Boekenhoutskloof.

De to vinproducenter, som tidligere havde arbejdet sammen i Sydafrika og Portugal, har nu startet dette projekt Companhia de Vinhos Invencível og købt en ejendom med 100 hektar vinmarker i Casais do Douro.

Ejendommen ligger midt i regionen Cima Corgo og de tilhørende vinmarker har vinstokke, der er op til 90 år gamle og drives efter de biodynamiske principper.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men hvid portvin laves udelukkende på grønne druer og det er sandsynligvis mix af Códega do Larinho, Rabigato, Viosinho, Gouveio og Arinto.

Druerne høstes i hånden og presses skånsomt, mens gæringen startes som ved almindelig vin, men afbrydes tidligt ved tilsætning af druesprit, så restsukker bevares og alkoholstyrken ender typisk omkring 19–20 %. Vinen lagres på små egetræsfade i flere år, hvor den gennemgår en let oxidering … sukkerindhold ligger på 106 gram pr. liter.

I glasset er det en smuk ravfarvet vin, hvor duften både er karamel, mælkechokolade, tørret frugt af abrikos, mandarinskal og virker sgu også forholdsvis frisk i frugten, der endnu virker temmelig ung. Der er noget luftig i aromaer med en via alkoholvarme, nøddemix, mjød samt honning.

Smagen er blød og cremet … det er lækker portvin og der kommer også her godt med tørret frugt, tørret abrikos, nødder, dadler på en lidt rustik måde med god varme fra alkoholen. Det er endnu en ung teenager, men man kan sagtens drikke spandevis af denne portvin, men så skal I nok skrabe mig op fra gulvet bagefter … 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

1968 Rozès, Golden White Colheita, Douro, Portugal

1968 Rozès, Golden White Colheita, Douro, Portugal1968 Rozès Golden White Colheita er en sjælden og bemærkelsesværdig hvid portvin med over 50 års fadlagring, hvilket giver den en kompleks og dybt udviklet karakter … og nu er denne lille unikke perle havnet i mit glas.

Man bliver næsten våd i bukserne, når man ser portvinen, der kommer i den smukkeste trækasse med lakeret træ og betrukket med blødt, rødt velour indeni … det oser af en eksklusiv portvin og det er da heller ikke hver dag, at man lige smager en 57 år gammel hvid portvin.

Portvinshuset Rozès blev oprindelig grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès, som var en en god vinforhandler, som også startede med at importere og markedsføre portvin.

Det var dog Ostendes søn Edmond Rozès, som i 1930’erne virkelig fik handlen af de importerede portvine i gang via etablering af deres eget brand Porto Rozès og en meget karakteristisk flaske i gammel portugisisk stil, indpakket i svovlholdigt papir op til halsen og en prop forseglet med voks.

Dermed markerede portvinene sig med en egen identitet og de fik hurtigt status som kvalitetsvine. Den store succes medførte også, at Edmon i 1938 og selv blev producent med købet af deres vingård i Vila Nova de Gaia i Douro dalen.

Rozès familien drev vinhuset i sammenlagt 4 generation – kun afbrudt af en pause under anden verdenskrig, men i 1974 solgte familien hele foretagendet til Pedro Domecq, som igen i 1977 solgte aktiviteterne til Moet Hennesy koncernen.

Siden 1999 har Rozès dog været en dele af den store Vranken Pommery Monopole. De har derefter købt en del quintaer herunder Quinta de Grifo samt São Pedro das Águias. Det er med andre ord i dag et stort portvinshus, hvis vine nu eksporteres til mere end 40 lande i hele verden.

Denne lille sjældenhed … 1968 Rozès Golden White Colheita blev oprindeligt opbevaret af Casa do Douro, som er en stor portugisisk kontrolorganisation, og senere opkøbt af Rozès og senere af AMKA i 2017 ved en auktion over sjældne vine. Der er da også kun lavet 2.200 flasker af vinen … denne er nummer 1.015.

Rozés har ikke offentliggjort den præcise druesammensætning for denne årgang, men det er sandsynligvis druesorterne Malvasia Fina, Rabigato, Viosinho, Gouveio kendt som Verdelho og Códega … eller i hvert fald nogle af dem.

Ifølge producenten blev kun de bedste druer fra årgangen 1968 anvendt og vinen blev fodtrådt efter traditionel metode ved, at man tramper druerne med bare fødder i de traditionelle granitkar, kaldet Lagares og derefter er den lagret på egetræsfade i over 50 år.

I glasset er det en ravfarvet smuk vin, hvor duften er sød, tillokkende og sødlækker med kaffecreme og -likør, tørre kaffebønner, karamel, mælkechokolade, vanilje, blød nougat og nødder samt en frugt af lidt tørret abrikos, figner og sultane rosiner … alt på et himmelsk nektarniveau.

FÅK det smager godt … smelter bogstaveligt i munden … alkoholen giver varme, men er rund, smørende og yderst behagelig, hvorfor du slet ikke får halsbrand, men bare et sus af velvære i kroppen. Alt er zen og sjælefred … der er tørret frugt, karamel, nougat, kaffelikør og alt modent, velafbalanceret og afslebet, som havde den lige været igennem en vinøs afgratningsmaskine … høj klasse, 98 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 1.998 kr., mens tilbudsprisen er 995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2022 Rui Roboredo Madeira, Fafide Reserva Branco, Douro, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Fafide Reserva Branco, Douro, PortugalRui Roboredo Madeira har jeg smagt mange vine fra og jeg har endda også smagt et par stykker af Fafide vinene … men de har dog alle været rødvine, men nu smager jeg hans hvide 2022 Fafide Reserva Branco.

Historien om Rui Roboredo Madeira er meget interessant og den kan du fx læse om i min anmeldelse af hans 2018 Beyra Reserva … herunder alle de mange vinhuse, som den ihærdige vinmager har gang i.

På vingården Quinta de Fafide i São João da Pesqueira har han 12 hektar højtbeliggende og skiferholdig marker med storslået udsigt udover floden Torto.

Fra disse marker laver Rui 4 forskellige vine, herunder af denne Fafide Reserva Branco, der er lavet på de lokale druer Codega do Larinho, Rabigato og Viosinho, der som de burgundiske vine har været lagret på egetræsfade sur lie med løbende bâtonnage.

Blendet er helt præcis 50% Codega do Larinho, 30% Rabigato og 20% Viosinho, som kommer fra skiferholdige marker med meget gamle vinstokke på Quinta de Fafide. En del af mosten gærer med frugtbevarende temperaturstyring på ståltank, mens resten gærer på franske egetræsfade. Efter endt fermentering er vine lagret 6 måneder på franske og amerikanske egefade.

Der er allerede fra første snif i glasset skrald på frugten … virkelig eksotisk, tropisk og fyldig. Der er kryokoncentreret æblemost, gule æbler, ananas, abrikos og en halv Faxe Kondi, en Københavnerstang samt saftig fersken … virker cremet og let olieret … ekspressiv, stor og udtryksfuld … som at male med en stor pensel.

I munden er det også en kraftig og fyldig vin … har en varm og stærk frugt med lidt peber og en maskulin syre. Det er ingen elegantier og har i stedet masser af cremet frugt af abrikos, modne æbler, fersken samt mango. Det er også smagsmæssigt en fed og ekspressiv vin og den er cremet på en vin og comfortagtig måde. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Van Zellers & Co, CV Curriculum Vitae Branco, Douro, Portugal

2019 Van Zellers & Co, CV Curriculum Vitae Branco, Douro, PortugalNæste hvidvin havde vi satans svært ved at gætte, men det var også en portugisisk hvidvin … en flot 2019 CV Curriculum Vitae Branco fra vinhuset Van Zellers & Co.

Van Zeller-familien er ganske kendt i Portugal, for de har mere end 400 års historie som portvinsproducenter og deres portvinshus blev oprindelig etableret i Porto i 1620.

Det var dog reelt først i 1780, at Zeller officielt lancerede sine portvine under navnet Van Zellers & Co og derefter voksede firmaet kraftigt og havde snart en flåde på mere end 27 skibe.

Van Zellers & Co var også det første Portvinshus til at rejse til Østeuropa med deres portvine, hvor den russiske Zar blev stor fan. Samhandlen med Rusland blev så væsentlig, at Katharina den Store senere gjorde Pedro van Zeller til konsul.

I slutningen af 1800-tallet blev portvinshuset solgt til et større portvinshus, men allerede i 1937 købt Van Zeller familien sit gamle firma tilbage efter en stund at have slået sig ned på Quinta do Noval, som blev centrum for familiens aktiviteter.

I 1980’erne drev Cristiano van Zeller Quinta do Noval videre, men samtidig gjorde han så Van Zellers & Co uafhængigt med egne lagre, vinmarker og etiketter.

Senere i 1993 solgte familien dog Quinta do Noval efter en brand og en større familiekrise. Men i 2006 relancerede Cristiano Van Zeller så Van Zellers & Co, som allerede – qua sin gamle historie – havde masser af gamle portvine på lager og i løbet af 1990’erne også opkøbt nye vinmarker.

Og siden 1996 havde Cristiano Van Zeller også startet med fokus på tørre vine, bl.a. havde han grundlagt Quinta Vale D. Maria, der havde tilhørt hustruens Joanas familie og ligger midt i Rio Torto dalen 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Vale D. Maria blev dog i 2017 købt af den store Aveleda-koncern og siden har Cristiano Van Zeller forberedt comeback med Van Zellers & Co. Cristiano har samlet sit gamle team med vinmager gennem mange år Joana Pinhâo og datteren Francisca i spidsen.

Og én af vinene, som teamet laver er denne CV Curriculum Vitae Branco, der er lavet på et field blend af forskellige druesorter som fx Rabigato, Samarrinho, Donzelinho Branco, Viosinho og Códega.

Vinstokke er over 80 år gamlr og ligger på marker i 480 meters højde i den nordøstlige region af Douro. Druerne er sorteret inden en fuldstændig afstilkning og så knusning efterfulgt af 24 timers kølig maceration ved 10 grader i 2.500 liters rustfrie stålkar.

Derefter er gæring af mosten sket over 25 dage i 225 og 500 liter franske egetræsfade ved kontrollerede temperaturer på mellem 10 og 14 grader. Derefter er vinen så lagret på fadene i sammenlagt 8 måneder med løbende battonage.

Hold nu kaje for en aroma … vild eksplosiv og ekspressiv med et kæmpe fadpræg. Der er kastanjer, lakridskonfekt og helt smørfed som en bourgognevin med lidt nødder, Nutalla og en frugt, der har æbler og nogle tropiske elementer med fersken og tørret abrikos, grapefrugt, citronskal og blomsternoter samt en salt og nærmest bitter mineralitet … utrolig flot.

I munden er vinen cremet og syrlig … halvolieret med en fed, mægtig og dirigerende syre, som helt burgundisk, men måske lidt mere grov samt maskulin. Samtidig er vinen helt frisk, har masser mineralitet i kinddans med en enestående koncentration …hvor smager den dog bare fremragende … 95 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang i årgang 2015 koster 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Quinta da Devesa, 20 Anos Branco Port, Douro, Portugal

N.V. Quinta da Devesa, 20 Anos Branco Port, Douro, PortugalVi skulle smage en vin mere fra Quinta da Devesa og det var en af deres portvine … en  20 Anos Branco Port aka en 20 Years White Port … altså 20 års hvid portvin.

Denne 20 år gamle hvide portvin er lavet på et udvalg af druesorter og det skulle være et blend på Malvasia Fina, Gouveio aka Verdelho og  Rabigato samt Viosinho. Ældningsprocessen finder sted naturligt over mange år i egetræskar i Quinta da Devesa kældre, hvilket resulterer i den smukke rav- eller kobberfarve.

I næsen er det nektar … dejlige og lokkende aromaer af karamel, tørret frugt, abrikos, dadler, tørret appelsinskal, honning, ristede mandler, nøddesirup, brun sukker aka farin, sød tobak … og det er virkelig tiltrækkende.

Smagen er dejlig smeltende stærk karamel … blødt med den lille delikate alkohol, alt balanceret så dejligt, at man bliver i godt humør, når man smager vinen. Det er nektar med karamel, brun farin, tørret frugt af abrikos og dadler, masser af nøddeagtige elementer … det er sgu habil voksenslik, så 94 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 360 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita White Port, Douro, Portugal

2007 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita White, Douro, PortugalJeg bliver bare mere og mere tosset med god portvin og specielt Colheita vinene har vundet mit hjerte, så derfor havde jeg dagen før juleaften smagt mig igennem 3 drønlækre Dalva Colheita portvine, der alle skulle serveres til risalamanden.

Den første var denne 2007 Dalva Colheita White fra Vinhos C. da Silva i Vila Nova de Gaia helt nede ved Douro floden.

Vinhos C. Da Silva er et helt traditionelt portvinhus, som oprindelig blev grundlagt i 1862 under navnet Corrêa Ribeiro e Filhos. Det fik sit nuværende navn efter 1933, hvor den unge Clemente da Silva kom fra Brasilien på udkig efter en forretning og endte med at opkøbe portvinshuset, der dengang var ejet af hans hustrus familie.

Portvinshuset havde ved Clementes overtagelse primært solgt deres portvine i landet, blandt til kongehuset i Portugal, men det sluttede i 1910, hvor monarkiet jo blev afskaffet i landet.

Da Silva genopbyggede firmaet fra bunden, bl.a. med opbygning af nye lagre samt en opstart af en eksport af portvinene, hvilket først var til Brasilien og det nordlige Amerika og senere til andre nye markeder som Europa samt Asien, hvilket skete med et helt nyt brand, som han kaldte Dalva.

I starten havde portvinshuset købt deres ulagrede vine hos andre producenter, men det ændrede Clemente da Silva i 1970’erne, hvor han på opkøbte vinmarker begyndte selv at dyrke egne druer og samtidig byggede et stort vineri. Allerede i 1978 kan vinhuset så præsentere sin første egen Vintage Port og i dag er Vinhos C. Da Silva og brandet Dalva højt respekteret.

I dag er portvinshuset dog ejet af Porto Cruz, der også er et portvinshus i Vila Nova de Gaia, men det er ejet af de større vin, øl og spirituskæde La Martiniquaise, der også ejer en lang, lang række brands.

Porto Cruz ejer udover Vinhos C. Da Silva også portvinshuset Ventozelo og samlet laver de over 11 millioner flasker portvin om året, så det er en motherfucker stor historie. La Martiniquaise har således også en omsætning på over 1 milliard euro årligt.

Men tilbage til denne 2007 Dalva Colheita White, der er lavet på et mix af de hvide druesorter Malvasia Fina, Viosinho og Rabigato. Normalt er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange og skal have ligget på fad i minimum 7 år inden tapning, men denne her har ligget på fad i minimum 10 år. Den har 117 gram restsukker pr. liter.

Sikke smuk farve … nærmest helt rav-farvet med lidt mahogni blandet i, mens duften starter med lidt alkohol, men på den fede måde suppleret med kandiseret mandarinskrald, nødder, en del marcipan og mandelessens, indkogt og tørret abrikos, karamel og kan allerede mærke, at jeg bliver helt svag i knæene.

Smagen er lige så god som udseendet … blød, sød med tørrede frugter, velintegreret alkohol, der giver sødmen fint modspil med en lækker oxidativ og nøddet nekltarfeeling. Det er en portvin, som varmer mig sjæl, legeme og humør … 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Quinta Dona Matilde, Douro Reserva Branco, Douro, Portugal

2019 Quinta Dona Matilde, Douro Reserva Branco, Douro, PortugalVinene fra Portugal bliver løbende bedre og bedre, så nu tester Houlberg denne Douro Reserva Branco 2019 fra det lille vinhus Quinta Dona Matilde.

Vinhuset ligger på den nordlige side af Douro floden omkring 4 kilometer fra byen Regua. Dona Matilde ligger flot på skråningen med udsigt over Dourodalen.

Quinta Dona Matilde er en af de ældste vingårde i Douro og kan dateres helt tilbage til 1700 tallet og har siden 1927 været i Barros familiens eje. Tidligere har quintaen været en del af Vinhas de Feitoria … en række ejendommen ejet af markisen af Pombal.

Quinta Dona Matilde har i dag 93 hektar vinmarker … men de ejer dog alene selv 28 hektar, men de er alle klassificeret som værende A marker og dermed den bedste rating i Dourodalen. På markerne er de ældste vinstokke 70-90 år gamle.

I dag ejes og drives vinhuset af Manuel Ângelo Barros, hvilket sker sammen med sønnen Filipe Barros og vinmageren João Pissarra og de har også lavet denne Douro Reserva Branco, der er lavet på et mix af druerne Arinto, Viosinho, Rabigato og Gouveio.

Druerne er derefter sorteret og de bedste valgt, hvorefter de er knust og derefter presset let. Gæring er sket i 300 liter egefade og der er vinen også efter endt fermentering lagret 6 måneder.

I glasset er den en vin med masser af farve … kraftig og fyldig, men sådan er vinen også duftmæssigt, lidt svulstig og aromatisk med lidt røgede fadnoter samt en tropisk frugt med mango, abrikos, fersken samt vaniljesmåkager, blomsterpollen, bivoks, lakrids og … faktisk også en mere stikkende frugt, stikkelsbær samt en lille lemon bitterhed.

Smagsmæssigt er det også en sjov historie, der er en virkelig tør og krydret kant. Det er en lidt sjov smag, tør og krydret med lemon, en agavekaktus, overmodne nedfaldsæbler, abrikosmarmelade og det giver samlet en nærmest fed bitterhed. Det er sgu en vin med god fylde, friskhed, bitterhed og karakter.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 28,26€ … svarende til 210 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 190,58€ eller 1.419 kr., svarende til 236 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Vinilourenço, D. Graça Branco Viosinho Reserva, Douro, Portugal

2020 Vinilourenço, D. Graça Branco Viosinho Reserva, Douro, PortugalVinhuset Vinilourenço ligger den lille by Poço do Canto i Cancelos lidt nord for Mêda i den nordligste del af Douro vinregionen. Det er derfra, at jeg som næste vin smager en 2020 D. Graça Branco Viosinho Reserva.

Vinilourenço er grundlagt af Horácio Augusto Lourenço i starten af 1980’erne, hvor han plantede de første vinmarker ud fra en drøm om at blive vinproducent. I løbet af 1980’erne opkøbte han også yderligere vinmarker i Douro Superior.

Det var dog hans søn Jorge Miguel Graça Lourenço, der som 18-åriig i 2000 overtog driften, officielt etablerede Vinilourenço for derefter at modernisere vingården og opstarte en mere moderne produktion og salg af husets vine.

Han startede først med at modernisere de 25 hektar vinmarker, der allerede var plantet, udvalgte nye druesorter og plantede vinstokke på familiens øvrig jorder, således Vinilourenço i dag samlet har 45 hektar vinmarker beliggende i de to amter Mêda og Vila Nova de Foz Côa, spredt godt på forskellige marker ved byerne Poço do Canto, Vale da Teja og Focinho.

Markerne ligger i 160 til 700 meters højde, hvilket giver stor mangfoldighed i både højde, klima samt jordbund … lige fra skifer i lavlandet og skifer/granit på de højeste marker.

I de sidste 10 år har virksomhedens vækst været ustoppelig på grund af kvaliteten og originaliteten af ​​dens vine, bl.a. med Jorges satsning på lokale druesorter som fx Rabigato, Viosinho, Gouveia, Fernão Pires og Donzelinho Branco … blot for en nævne nogle få.

Her smager jeg netop en vin på 100% Viosinho, nemlig en 2020 D. Graça Branco Viosinho Reserva. Druerne kommer fra de to marker Quinta do Grilo og Quinta do Cavalinho.

Vinen er lavet ved, at druerne først af afstilkede, hvorefter de er presset inden gæring i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader. Omkring 85% af vinen blev i ståltankene med løbende bâtonnage, mens de resterende 15% er lagret på franske egefade i 2 måneder.

Duftmæssigt er vinen umiddelbart ret neutral og giver ikke ret mange aromaer. Virker lidt kalket og næsten støvet med svag melon, fersken, gule og let melede æbler … men nærmest også vandet eller bare lidt lukket.

I munden kommer der heldigvis langt mere skrald på … masser af saft, godt med frisk frugt og en stringent syre godt med citron. Der er sådan lidt fylde i smagen samtidig med klare noter af mineraler og sten. Det suppleres af let grape bitterhed, den smøragtig tekstur samt lidt grønne urter. Hænger lang tid i munden.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 9,24€ … svarende til 69 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 75,42€ eller 562 kr., svarende til 94 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

 Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Niepoort, Fantasi Branco, Douro, Portugal

2018 Niepoort, Fantasi Branco, Douro, PortugalJeg er – as we speak – i gang med et WSET School Educator online webseminar om Still wines of Portugal … a trip from North to South. Master of Wine Dirceu Vianna Junior skal gennemgå alle vinområderne i Portugal og selvfølgelig skal man så nyde et par glas portugisisk vin til.

De to anbefalede vine – som Dirceu vil kommentere – har jeg dog ikke lige kunnet skaffe, så jeg fandt i stedet et par andre alternative, hvor den første vin blev denne 2018 Fantasi Branco fra Niepoort … en sjov hvidvin lavet på et mix af et bundt blandede og herhjemme nærmest ukendte druesorter.

Vinhuset Niepoort er grundlagt i 1842 af Franciscus Marius van der Niepoort. Han var født i Hilversum i Holland, men kom til Portugal som sælger indenfor portvin og startede en negociantforretning uden hverken jord eller vinmarker.

I dag er det 5. generation af familiens Niepoort, som viderefører det gamle vin- og portvinhus, som siden etableringen er for over 150 år siden er vokset godt, hvor den 5. generation nu er Eduard Dirk Niepoort og Verena Niepoort.

Det er specielt Dirk Niepoort, som står for driften. Han er en karismatisk vinmager, der har sine egne idéer og standpunkter, og hans vigtigste filosofi er, at vine skal have friskhed for at være interessante.

Han er absolut ikke begejstret for kun at skulle producere på de sædvanlige kendte druer, altså Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Tværtimod mener han, at de flere hundrede sorter i regionen er med til at gøre vinene unikke og fyldt med terroir … og de er denne Fantasi Branco måske et godt eksempel på.

Det er Dirk som er skyld i, at Niepoort ikke længere alene producerer portvin, men er meget innovative med produktion af almindelige vine fra flere steder i Portugal. Han er også med i flere projekter rundt om i Europa … og derfor er vi også her på Houlbergs Vinblog stødt på Dirk i fx vinhusene Muhr-Niepoort i Østrig samt Niepoort & Kettern i Mosel.

Fantasi Branco er lavet på et skønt blend af Rabigato, Códega do Larinho, Gouveio, Dona Blanca og Viosinho, Bical, som kommer fra 15-55 år gamle vinstokke. Alle druerne er høstet ved håndkraft og efter ankomst til vineriet presset  presses druerne i en pneumatisk presse uden afstilkning forinden.

Herefter har mosten hvilet ved lav temperatur, hvorefter den er gæret spontant alene med druerne naturlige gærceller i rustfrie ståltanke ved kontrollerede temperaturer og lagret sur lie i 6 måneder.

Der findes også en rød Fantasi, men fælles for begge er, at de har etiketter med papirklip af vor egen danske H.C. Andersen og på denne hvide Fantasi Branco står der endda den danske tekst; Kejserens nye klæder.

Vi må dog håbe, at vinen er mere end bar røv og usynlige gevandter.

Men næsen er faktisk lidt sjov med prut, sved, meget landlig og animalsk, aromatisk med lidt blomster, grillet melon – selvom det måske sjældent ses – cantaloupe melon, modne citroner og endda måske lidt varm i udtrykket, selvom næsen på ingen måder virker tung eller klumpe-dumpe.

Smagen er vel … afdæmpet, men det smager faktisk rigtigt godt. Det er ikke en vin med vild syre, for syren er tværtimod snarere lidt svag og vinen har lidt fylde, fedme og rund sødme. Frugten er let, eksotisk og måske sådan mest melon, fersken og pærer. Smagsmæssigt er det næsten på nippet til at blive en kende for neutralt, men også kun næsten, for en lille svag bitterhed og okay balance binder det nogenlunde sammen.

Købt hos Skjold Burne, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7