Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet

Næste stop på vores roadtrip i Ahr var hos den unge vinmager Alexander Weber hos Weingut Maibachfarm … en stor økologisk drevet vingård, der ligger en smule afsides på adressen Im Maibachtal omkring 2 kilometer syd for Ahrweiler.

Maibachfarm ligger meget idyllisk i en dal med en smuk udsigt til det store, gamle kloster Calvarienberg, som vi også kørte forbi på vejen til vingården. Klosteret er oprindelig bygget i1630 af franciskanske munke, og har også været drevet af Ursulinerne som kloster og pigeskole, men har i dag vistnok begrænset anvendelse.

Den økologiske Maibachfarm er et stort sted, men driften omfatter heller ikke alene vinproduktion, for er også både frugtplantage samt opdræt af får og æsler. Vi fik hurtigt kontakt til Alexander Weber, som først bød os på en rundvisning på stedet.

Vi startede med at se vineriet med ståltankene, masser af egefade og generelt meget rent og ordentligt. Alexander fortalte også, at det er vigtigt, at kunne styre processerne i produktionen nøjagtigt og en af forudsætningerne er, at der er styr på renheden.

Derefter tog vi en runde på hele gården, hvor vi så både maskinhus og staldene. Imens fortalte Alexander om stedet, lidt om ejeren og historien om Maibachfarm.

Historien

Weingut Maibachfarm er grundlagt i 1999 og drives i dag netop af Alexander Weber, som overtog ansvaret for vinproduktionen tilbage i 2013 som en ung 23-årig vinmager efter endt uddannelse på den klassiske vinskole Geisenheim … på Hochschule Geisenheim University og et kort praktikophold hos Meyer-Näkel.

Selve den store gård/farm Maibachfarm stammer egentlig tilbage til første halvdel af 1900-tallet. Dengang var det et blandet landbrug med fokus på opdræt af kvæg samt kyllinger … og stedet blev da også lokalt kaldt Hühnerfarm … hønsefarmen.

I dag er det et økologisk vinbrug på 9,5 hektar vinmarker, hvor 90% af markerne er stejle og ufremkommelige og 85% af produktionen er rødvine, som laves på druesorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Blauer Portugieser, Regent og Dornfelder.

Men derudover omfatter driften altså også avl af får, æsler og frugtplantager, som danner baggrund for en række specialiteter, som farmen – sammen med vinene – også sælger i butikken Ahr Gourmet, som de driver inde i Ahrweiler.

Alexander fortalte, at Maibachfarm ejes af en rigere kvinde, der er bosiddende i Bonn. Så vidt jeg kan se, så er det Renate Günther, der også er registreret som geschäftsführer for selskabet Maibachfarm GmbH & Co. KG. Hun har også sit ejet hus på gården.

Den årlige produktion ligger omkring 40.000 flasker vin og Alexander Weber har siden overtagelsen af produktionen sat sit eget præg på vinene. Han har fået fuldstændig frit råderum til at lave vinene efter hans hoved.

Maibachfarm er medlem af den økologiske forening Bioland, som i 1999 certificerede gården. De driver således driften efter Biolands regler og kalder sig også en Biologisches Weingut.

Smagningen

Efter rundvisningen skulle vi selvfølgelig smage nogle af vinene fra Maibachfarm. Alexander havde allerede dækket op i et stort lokale, som både bruges til store smagninger, men også til det, som tyskerne kalder Straußwirtschaft.

En Straußwirtschaft er en slags tilladelse til vinproducenter i en begrænset periode at drive en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter. Og hos Maibachfarm driver de således i et kort periode en sådan lille sideforretning, hvor det store lokale er optimalt.

Vi skulle dog sidde i en lille hyggelig krog med rokokosofaer, en opbygget stenvæg med gamle malerier og et standerur i hjørnet … men mere vigtigt vinglas parate på bordet. Vi sank dybt ned i de tunge stole, men var hurtigt parate til vin.

Alexander spurgte, om vi ville smage alle vine eller blot nogle udvalgte, og vi blev enige om, at vi ville fokusere på de røde, dog måske lige starte med et par glas hvidvine.  Og det fik vi lov til … og mere til, så samlet kom vores smageprogram til at se sådan ud:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på alle vinene, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt vin – nemlig deres 2015 Fruhburgunder R – havde jeg smagt før, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min tidligere anmeldelse.

Smagningen endte også en smule stresset og forjaget, da både rundvisning og de mange vine tog tid. Vi måtte derfor springe det traditionelle indkøb under, men Alexander fortalte, at der også var mulighed for indkøb af vinene i deres butik i Ahrweiler.

Der blev dog lige tid til det obligatoriske foto af den unge vinmager … og jeres flittige vinblogger i forening. Men samlet en stor tak til Alexander Weber for en herlig imødekommenhed og en fin vinsmagning.

Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-winzerin

Vi startede vores Ahr roadtrip med manér … nemlig hos den søde Julia Bertram, vort broderlands weinkönigin aka vindronning tilbage i 2012/13, hele områdets stolthed og i dag samtidig også én af Ahrs dygtigste vinmagere, hvis vine i mange år har imponeret den flittige jyske vinblogger.

Weingut Julia Bertram holder til på adressen Hardtbergstraße 5 i  Dernau, lige nedenfor marken Dernauer Pfarrwingert, sammen med familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, som fortsat drives af Julias mor og tante … Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

Vi havde en aftale om at mødes med Julia kl. 10.00 om torsdagen … eneste mulige tidspunkt under vort korte ophold, da Julia til dagligt bor i Churfranken hos hendes mand/kæreste Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg sammen med deres barn.

Vi ankom til tiden – spot-on – og inde i gården gik Julia og fejede, men hun smed omgående kosten, da vi stak hovederne ind, og bød os velkommen med et stort smil.

Hun havde allerede dækket bord til os i gården … helt perfekt, for sensommeren havde begunstiget os med en lun dag i Ahr, og fra den lille gårdsplads var der direkte udsigt til vinmarkerne over Dernau.

Og hvor er Julia Bertram bare en sød, glad, smilende og autentisk kvinde … og meget fortællende, men alt det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Lad os i stedet starte med at se lidt nærmere på vinhuset i Dernau.

Historien

Julia Bertram er født en juleaften i 1989 i en familie af vinbønder i Dernau. Hun er faktisk 5. generation, da hendes tipoldefar Gottfried Sebastian allerede i 1910 grundlagde familiens vingård, og startede med at lave egne vine fra sine marker.

Gården fortsatte herefter med den ældste søn Anton Robert Sebastian ved roret indtil hans død i 1966, hvor Julias bedstefar Ernst Sebastian overtog driften. Den gode Ernst giftede sig godt, idet bedstemor Rosemarie allerede nogle år forinden var valgt som regional vindronning – weinkönigin – i Dernau.

Den stolte vinbonde og hans yndige vindronning drev sammen vinhuset Weingut Ernst Sebastian helt frem til 1998, hvor driften blev overtaget af 4. generation, nemlig Ernst og Rosemaries to døtre Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

De to søstre drifter vingården videre med deres samlede 2,5 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser og Frühburgunder samt de hvide sorter Rivaner og Riesling.

Det primært Julias mor, som står for markarbejdet, mens tante Ricarda står for produktionen i kælderen … med lidt hjælp fra forældrene, altså gamle Ernst og Rosemarie, som stadigvæk er aktive i driften … og lidt hjælp fra Julia en gang imellem.

Julia Bertram

Julia er således bogstavelig talt vokset op med vin … og hun kom allerede efter endt eksamen fra gymnasiet Kloster Kalvarienberg i Bad Neuenahr-Ahrweiler som ung 20-årig i lære hos Weingut Meyer-Näkel, som jo også ligger i byen Dernau.

I dag er Julia også bedste veninde med Meike Näkel, og da Julia startede sit eget vinhus, så fik hun også nogle gamle egefade fra Meike til sine vine.

Efter opholdet hos Meyer-Näkel uddannede Julia sig til ønolog i Geisenheim, helt traditionelt, og hun fik der sin Bachelor of Science i vindyrkning og ønologi.

I 2011 blev hun udvalgt som vindronning for Ahr vinområdet, og som repræsentant vandt hun også i 2012 titlen for hele landet, altså Deutsche Weinkönigin.

Og det er sgu en titel, som tyskerne tager meget alvorligt, og det er da også en jury bestående af 70-80 branchefolk, som hver år vælger denne dronning. Og det har man gjort siden 1949.

En vindronning har først og fremmest repræsentative opgaver i forbindelse med promoveringen af tysk vin i ind- og udland. For at blive vindronning skal hun være datter af en vinbonde, være over atten år, må hverken være gift eller forlovet og så hun skal have en god faglig viden om tysk vin.

Og det med den faglige viden testes kandidaterne på, mens udseendet ikke er så afgørende … om end det sikkert også hjælper. Under vort besøg fortalte Peter Kriechel, at kandidaterne til titlen faktisk skal igennem en lang række spørgsmål om vin og samtidig også skal blindsmage en række vine, som skal identificeres på druesorter og matches op imod mad.

Der findes i Tyskland en officiel side for Deutsche Weinkönigin, ja endda en Facebook side. I konkurrencen mellem de forskellige tyske vindistrikter er det ikke Ahr, som flest gange har leveret den tyske vindronning, for den sejr tilhører Mosel.

Fem gange er hun kommet fra Ahr … og seneste var det således den flotte – og dygtige – Julia Bertram, nemlig i perioden fra oktober 2012 til september 2013.

Men Julia ville mere end være blot den 64. vindronning i rækken og hjælpe på familiegården samt hos kæresten Benedikt Baltes på hans vingård Weingut Stadt Klingenberg i Franken. Hun ville selv lave vin efter hendes helt egne idéer.

Allerede i 2013 lavede Julia Bertram sin første vin Spätburgunder Fass 1, hvor druerne kom fra nogle af hendes far Walter Josef Bertrams 1,5 hektar vinmark i Ahr.

Far Walter havde hidtil havde drevet marken som et deltidsjob ved siden at jobbet som landmåler, og leveret druerne til et af de lokale kooperativer. Julia overtog marken og købte – eller lånte – også enkelte parceller fra moderen og tanten hos Weingut Ernst Sebastian.

Og siden 2014 har hun været kørende med hendes eget vinhus … Weingut Julia Bertram, hvor hun laver vine fra de små parceller i Ahr, som hun har samlet sammen.

Siden 2017 har hun reelt også overtaget Weingut Ernst Sebastian, men indtil videre kører driften af dette vinhus videre med moderen og tanten ved roret og så lidt hjælp fra Julia.

Markerne

Samlet har Julia Bertram 6,8 hektar, hvoraf de 2,2 hektar er under Weingut Ernst Sebastian og de resterende 4,6 hektar går til vinene hos Julia selv. Det er alle marker med stejle skrænter, hvor alt må foregå med håndkraft. Det er også derfor, at hendes entry-level Spätburgunder hedder Handwerk.

Markerne ligger spredt mellem Mayschoß og Bad Neuenahr, og omfatter markerne Mayschoßer Mönchberg, Dernauer Burggarten, Schieferlay, Pfarrwingert, Hardtberg, Jesuitengarten og Goldkaul, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Rosenthal, Forstberg, Daubhaus, Kirchtürmchen samt Neuenahrer Sonnenberg.

Alle markerne drives økologisk og Julia er i gang med at opnå økologisk certificering.

Vinene og produktionen

Sortimentet omfatter pt. 10 forskellige vine, fordelt på 2 Gutsweine, 2 Ortsweine og 6 Lagenweine fra enkeltmarker. Alle vinene laves i vingården i Ahr, hvor pladsen dog er meget begrænset. Derfor sker lagringen og påfyldning på flasker sker hos Baltes på Klingenberg.

Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in Klingenberg. Det første år fik Julia i øvrigt nogle brugte egefade fra hendes veninde Meike Näkel, da Julia vine jo lagres på en kombination af brugte og nye tyske fade … for Julia sværger til tyske egefade.

Men så er det jo godt at ha’ en god veninde. Julia og Meike har også det til fælles, at de begge har fundet en vinmager som kæreste/mand og Meike er nemlig gift med Markus Klumpp og Julia som tidligere nævnt med Benedict Baltes.

I 2015 eksperimenterede Julia med 4 forskellige typer egefade, men fandt den tyske, som værende den bedste. Og Julia bruger nu alene fade fra bødkere, som hun kender.

På etiketterne af alle Julias vine, så er der en lille reference til familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, idet logoet fra det gamle vinhus kan ses i det lille røde stempel, som findes på alle Julia Bertrams vine. Det fortalte Julia under vort besøg … og det havde jeg ikke selv tidligere tænkt over.

Julia fortalte videre, at målet er at bygge et nyt og moderne vineri i Ahr, og at de faktisk er forholdsvis langt med dette projekt. De har fået tegnet et moderne vineri, som skal ligge tæt på Meyer-Näkels nye vineri lige udenfor Dernau.

Hvis alt går som forventet, som skal vineriet stå færdigt i 2021 og vi hørte hos nogle af de andre producenter, at Benedict Baltes allerede har indgået aftale om salg af Stadt Klingenberg i Churfranken og dermed flytter tilbage til Ahr for at lave vin sammen med Julia.

Benedict Baltes kommer jo også oprindeligt fra Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt har faktisk været i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen og jeg også besøgte under vores roadtrip .. men det skal I nok høre mere om.

Smagningen hos Julia Bertram

I gården sammen med Julia fik vi et godt indblik i vinene fra Julia Bertram og Julia fortalte også en masse om vinhuset, familien og de forskellige vine, som jeg dog slet ikke – helt bevidst – fik noteret en eneste smagsnote på.

Vi smagte alle vinene … dog undtagen de 3 topvine fra markerne Mönchberg, Trotzenberg og Goldkaul, som alle var udsolgt, så dem kunne vi desværre ikke smage. Jeg havde dog et par dage tidligere smagt netop Marienthaler Trotzenberg, blot i årgang 2016, så på den måde var jeg nogenlunde up-to-date.

Dermed fik vi smagt:

  • 2017 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder
  • 2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Blanc de Noir
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Sonnenberg Frühburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Forstberg Spätburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Rosenthal Spätburgunder

Jeg købte dog flere af vinene, så smagsnoter følger, når jeg får smagt dem, men ellers må I nøjes med mine tidligere anmeldelser af nogle af de ældre årgange … tror der indtil nu ligger omkring 14 anmeldelser på Houlbergs Vinblog af Julias vine.

Jeg havde ikke tidligere smagt Julias Handwerk Blanc de Noir og heller ikke den udsolgte Dernauer Goldkaul, hvor druerne kommer fra en nyere parcel, som Julia næsten lige har købt. Det er en enkelt lille parcel lige syd for Dernau … sydvestvendt og med mere sandholdig jord.

Besøget hos Julia Bertram blev en rigtig fin start på vores ophold i Ahr, for Julia er bare så autentisk og nærværende. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men blev kun meget positiv overrasket, for Julia var både meget imødekommende og utrolig venlig.

Julia ville egentlig gerne ha’ vist os nogle af markerne ved en køretur op over Dernau, men vi afslog høfligt, da vi kunne fornemme, at Julia var lidt presset på tiden og skulle hente barn, så vi nøjedes blot med at købe nogle kasser vin, som Julia hjælpsomt transporterede til vores bil på en sækkevogn. Winzerin’er er stærke kvinder.

Jeg fik dog taget et obligatorisk foto oppe i marken lige ovenfor vingården og derefter tog vi selv et tur op i vinmarkerne … og på billedet nedenunder kan du se markerne ned mod Dernau.

Houlberg tester Sidewood Estate vine … præmieret koldklima vinhus i Adelaide Hills

Jeg har fået en røvfuld vine til test fra det præmierede vinhus Sidewood Estate … lidt en hasteopgave med ikke mindre end 10 vine samt 2 små ciders. Men den flittige vinblogger er jo flittig, så han har taget glasset i den anden hånd og gået til opgaven med sædvanlig ildhu. En lille smagning bare med mig selv, som det bedst mulige selskab. Man må jo nøjes.

Sidewood Estate ligger i Onkaparinga dalen … et koldklima område lidt øst for Adelaide i Adelaide Hills området. Vinhuset er ungt …  grundlagt i 2004 af parret Owen og Cassandra Inglis.

De har samlet 91 hektar vinmarker på forskellige lokationer i området, hvilket udover vingården i Onkaparinga også omfatter områderne ved Echunga, Nairne og Verdun.

I Verdun har de deres store Verdun vinmark og der opdrætter de også fuldblods væddeløbsheste og har i øjeblikket omkring 40 af slagsen. I Echunga ligger husets Ironstone mark og i Onkaparinga deres Mappinga og Oakbank marker.

Vinene laves i et samarbejde mellem Owen og Cassandra Inglis samt vinmagere Darryl Catlin, mens ansvaret for markarbejdet er lagt i hænderne på Mark Vella og Peter McIntyre. Sammen producerer de årligt omkring 600.000 flasker vin, som er fordelt på en lang række vine … men dem skal jeg nok vende tilbage til.

Vinproduktionen sker i dag deres topmoderne vineri, som ligger i Nairne. Vineriet købte de i 2014 og ægteparret har fyldt det med state-of-the-art udstyr til fremstillingen af vinene og derudover har de investeret i de bedste maskiner til at passe og høste druerne i markerne.

Og Sidewood Estate har siden etableringen fået masser af roser og gode anmeldelser. De har fx allerede opnået den eftertragtede 5 røde stjerner tildeling fra James Halliday og i 2016 blev de også kåret som det største øko-venlige vinhus i Adelaide Hills. Senest har en række af vinene fra Sidewood også opnået guldmedaljer ved den store International Wine Awards 2019 i Spanien … og deres mousserende vin Isabella Rosé endda for 4. år i streg.

Udover vinproduktionen er Sidewood også startet med en mindre produktion af cider, hvor æblerne købes fra en række frugtavlere og laves på husets moderne vineri, som også kan håndtere denne produktion.

Smagningen

De 10 vine, som jeg tester for Winelovers.dk er disse:

Derudover har jeg også smagt de to små 25 cl. flasker med cider – en på æbler og en på pærer. Dem vil jeg undlade at anmelde, for det har jeg vist ikke den store erfaring med. De smager meget anderledes end det cider, som jeg tidligere har smagt, for de er mere syrlige.

Men de små flasker er egentlig ganske sjove at servere efter en seriøs smagning af 10 vine fra vinhuset … en slags mundrensere.

Anmeldelserne og beskrivelserne af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Konklusion

Men jeg kan allerede nu konkludere, at Sidewood Estate er endnu et godt bevis på, at australierne kan lave andet en fed, marmeladetung Shiraz. Vinene er klart mere europæiske i stilen, og jeg måtte sgu op med en del fede houlbergske tomler.

Bevares, priserne er også i den pæne ende, men faktisk meget rimelige i sammenligning med fx et vinhus som Mollydooker, hvor vinene er langt mere ekstraherede og marmeladetunge. Her vil jeg til enhver tid foretrække Sidewood … men det kan du jo læse om i anmeldelserne af vinene.

Houlberg kårer bedste Alsace Riesling … sammen med en lille jury

Der er 24 timer i døgnet, 24 låger i en julekalender … men denne lørdag eftermiddag var der 25 flasker Alsace Riesling på bordet i det houlbergske hjem ved en stor blindsmagning, hvor en jury – et panel vinnørder – skulle kåre den bedste flaske Alsace Riesling. Der skulle ha’ været 24 flasker, men der havde sneget sig en ekstra med.

Min lille smagning kom i halen af en større smagning – Best Riesling Alsace – arrangeret af brancheorganisationen CIVA aka Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace sammen med Sopexa.

Smagningen var lavet for at sætte fokus på Alsace Riesling … øge kendskab til kvaliteten og kompleksiteten i Riesling d’Alsace vinene. I smagningen havde både importører og producenter bakket op med samlet 108 vine i alle appellationer som AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru samt kommunevine og vine med Lieu-dit betegnelsen … men altså uden de mest berømte og dyreste vinhuse.

Ved den store smagning udvalgte man fra et samlet stort og imponerende felt med 108 Alsace Riesling vine de 30 bedste fordelt i 3 prisklasser med vine op til 100 kr., vine til 100-200 kr. og vine til over 200 kr. flasken.

Og det var altså nogle af disse 30 vine, som nu var havnet hos på bordet hos den flittige vinblogger, da Houlberg desværre ikke kunne deltage i arrangementet i hovedstaden … men kan Muhammed ikke komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed, eller hvad det nu hedder.

I hvert fald var 21 af vinene havnet hos mig – tak Dorte – og jeg havde suppleret med 4 ekstra Alsace Riesling vine, som alle kom fra Domaine Schoffit, som jeg alligevel skulle teste for Tasty Brands og dermed havnede vi således på det magiske 25 tal. Det var alle spændende vine fra kendte og ukendte producenter. Ingen fordomme eller forudindtagede holdninger.

Jeg havde omhyggeligt udvalgt en kapabel jury, som omgående og ivrigt havde sagt ja til at deltage i blindsmagningen, men det var nok ikke mit løfte om servering af lidt passende flammkuchen til, som havde lokket dem til det houlbergske hjem, men nok nærmere en oplagt mulighed for at smage 25 Alsace Riesling vine op mod hinanden. Det kommer man jo ikke til hver dag.

Alle var derfor forventningsfulde mødt op til den lille Alsace Riesling smagning, hvor vinene blev serveret blindt i sæt af 4 vine … hvilket for den dygtige til hovedregning betød 6 sæt + en farisæer.

Kender du ikke flammkuchen, så er det en specialitet fra Alsace, nærmest en tynd pizza, hvor bunden er smurt med creme fraiche aka fromage blanc og oftest med løg og bacon ovenpå. Den kaldes også nogle gange Tarte Flambée.

Alsace og Riesling

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

AOC Alsace Grand Cru appellationen startede i 1983, hvor de første 25 marker fik deres Grand Cru status. Der er senere kommet flere til og i dag findes der 51 Grand Cru marker i Alsace og de står bag omkring 4% af de samlede produktion.

Der må alene dyrkes Riesling, Pinot Gris, Gewurtztraminer og Muskat på Grand Cru markerne … dog er der på en enkelt mark tilladt Sylvaner.

I de bedste årgange bliver AOC Alsace eller AOC Alsace Grand Cru vine tildelt en af betegnelserne Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

Ud af alle de tilladte druer, så benævnes Riesling ofte som kongen af Alsace. Duens enestående evne til at kombinere koncentration og fylde med dybde og finesse er berømt verden over, ikke mindst på grund af de sublime resultater der opnås i Alsace.

Generelt er Riesling fra Alsace – og det gælder sådan alle hvidvinene fra Alsace – mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre bl.a. på grund af forholdene i områdets terroir. Vinbønderne i Alsace har heller ikke helt så mange regler og fx er chaptalisering aka tilsætning af sukker i vinen lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Riesling er i dag hoved druen i Alsace … altså den druesort, som er mest udbredt. Den udgør omkring 21.7% af markerne og det tal er endda stigende, da Riesling er meget populær.

En Alsace Riesling har en elegant duft og typisk med noter af citrus, pære, hvide blomster, men også krydderier som anis, spidskommen, lakrids og fennikelfrø.

Når Riesling modner, har den en evne til at give forskelligt udtryk afhængig af den jordbund, den gror på, især når det drejer sig om vine med betegnelserne Grand Cru og Lieu-dit.

En Alsace Riesling er tør og rank og kan holde sig i årtier. Den bliver kun bedre af at ligge i kælderen … og det skulle vores lille smagning også blive et godt bevis på.

Vinene

Smagningen foregik selvfølgelig som blindsmagning, og alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. Det var med andre ord helt tilfældigt … og det betød, at vi endte med et smagefelt, som i rigtig rækkefølge så sådan her ud:

Jeg har linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene ovenover. Puha … lidt af en opgave for jeres ellers så flittige vinblogger.

Det blev satans gode heat … store forskelle og store ligheder, men generelt et flot felt, som beviser kvaliteten i Riesling fra Alsace. Den bedste vin blev den ældste, en 1994 Riesling Harth Cuvée Prestige fra Domaine Schoffit, som var totalt i live med masser af syre, petroleum og andet godt.

På andenpladsen kom en 2012 Riesling les Tommeries fra Clos Château d’Isenbourg og tredjepladsen blev indtaget af en 2016 Riesling Grand Cru Mandelberg fra Becker.

Den dårligste vin blev – sjovt nok – fra samme vinhus, som vandt konkurrencen, nemlig en 1997 Riesling Harth Cuvée Alexandre fra Domaine Schoffit. Det skyldes dog alene, at den ikke havde klaret årene med ynde … og var færdig, brun og sherryfarvet, selvom den da godt kunne drikkes med lidt overbærenhed, men klart en fejlflaske og dermed ikke repræsentativ.

Der var mange overraskelser. For det første var min lille jury lidt nærig med pointene og jeg lå klart med de højeste scores og havde et samlet gennemsnit på alle vinene på 90,2.

Men det var også sjovt, hvordan alder kan betyde noget. Det så vi dels på de gamle vine fra Domaine Schoffit, hvor 1997’eren dog havde en fejl, men vi så fx også en vin som Riesling Herrenreben fra Schoenheitz, hvor 2015’eren var klart bedre end 2013’eren.

Ovenover har jeg efter navnene på vinene skrevet vinens placering samt den gennemsnitlige score fra den samlede jury efter 100 points skalaen.

Samlet blev det en virkelig interessant smagning og den bekræftede kvaliteterne i Alsace. Der er ofte stor kamp om, hvor bedste Riesling kommer fra Alsace eller Tyskland. Men der kommer fantastiske vine fra begge lande, hvilket jeg også fik bekræftet i september sidste år til den store Riesling smagning hos Mr Ruby.

Det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist? Der lå flere Alsace Riesling vin højt på min score og denne lille smagning af 25 af slagsen på min overdækkede terrasse bekræftede kun dette.

Besøg hos Conterno Fantino … og fabelagtige, fine og flinke Fabio

Det sidste vinøse stop på mit Monforte d’Alba ferie raid var hos Azienda Agricola Conterno Fantino … et hus jeg har smagt nogle gange og været ganske begejstret for. Det skulle også vise sig at blive et kongebesøg og lidt udover det sædvanlige.

Jeg havde aftalt en smagning med Elisa Fantino kl. 14.30, men den monstrøse gitterport var lukket, da jeg ankom til Via Ginestra 1 lidt nordøst for Monforte d’Alba … nærmest på Ginestra marken.

Azienda Agricola Conterno Fantino “Viticultori” stod der på skiltet på gitterporten. Det var det rigtige sted, så Houlberg fik beslutsomt trykket på en knap på samtaleanlægget, meldt min ankomst, så døren til det magiske land gik langsomt op … og jeg kørte op ad indkørslen.

Jeg kom op til vingården … og sikke en ejendom, flot og moderne placeret på toppen med en vidunderlig udsigt.  Jeg fik parkeret og henvendt mig i vinotheket, hvor jeg blev modtaget af Fabio Fantino – bror til Elisa – som skulle vise mig rundt.

Til at starte med, så virkede Fabio måske en anelse tilbageholden og måske endda træt af endnu et turistbesøg, men da han så langsomt fandt ud af, at den ivrige vinblogger vidste noget om vin, så tøede han op og vi fik under smagningen en lang snak om vin. Fabio er faktisk en rigtig lun fyr … men alt det vender jeg tilbage til.

Historien

Men lad os lige først se nærmere på historien om Azienda Agricola Conterno Fantino, som reelt blev grundlagt i 1982, da Guido Fantino og Claudio Conterno slog deres markbesiddelser sammen og skabte vingården i en tid, hvor ingen ellers regnede Barolo for noget særligt.

Claudio Conterno var blandt de første i Piemonte som gik over til økologisk dyrkning, hvilket gav husets i forvejen storartede vine et bemærkelsesværdigt kvalitetsløft. Guido Fantino er blandt Barolos dygtigste vinmagere, og hans vartegn er ekstremt kraftfulde vine med en underliggende finesse.

I 1987 kom Barolo Sori Ginestra på forsiden af Wine Spectator og så var det internationale gennembrud sikret. Så i dag hører Conterno Fantino til blandt de bedste producenter  … og det er specielt husets enkeltmarks Barolo’er fra markerne Sori Ginestra og Vigna del Gris, der har gjort huset verdensberømt.

Conterno Fantino regnes som værende modernist … en bølge der startede i 1980’erne og hvor målet var, at lave endnu bedre, mere drikkevenlige vine med større koncentration og frugt. Det sker ved en begrænsning i udbyttet og anvendelse af små, nye barriques i stedet for de traditionelle kæmpefade.

Det give mørkere og mere tætpakkede vine, som også ofte får ristede toner af fad, røg og tjære, men samtidig også mindre indhold af tanniner, hvilket gær vinene nemmere at drikke unge.

I dag er grænserne mellem modernister og traditionalister blevet mere sløret og hos Conterno Fantino er de heller ikke meget for at snakke om, hvor de hører til. Jeg har tidligere mødt Noemi Conterno og hun fortalte dengang, at huset i dag nok hører til et sted mellem traditionalister og modernister.

Det er Guidos søn Fabio Fantino, som i dag har overtaget ansvaret for produktionen af vinene, men ellers hjælper begge familier til på vingården … Fabios søster Elisa står primært for besøg på vingården, men også Claudio Conternos to børn Noemi og Matteo deltager i driften.

Matteo blev uddannet vinmager i 2015 og står vel nærmest i lære hos Fabio, mens Noemi arbejder med kommunikation, men også repræsenterer vinhuset ved mange smagninger som fx Barolo & Friends, som jeg mødte hende til i Århus i juni 2017.

Conterno Fantino har i dag 27 hektar vinmarker, hvor de bedste parceller ligger på de 3 marker Castelletto, Ginestra og Mosconi. De dyrker alene 4 druesorter, nemlig Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og Chardonnay og siden 1996 har alt været drevet økologisk.

Årsproduktionen ligger på omkring 140.000 flasker vin, hvilket er fordelt på 11 forskellige vine, men de fleste af dem skal jeg nok vende tilbage til.

Rundvisningen

Fabio viste mig rundt i produktionen og fortalte løbende omkring vinhuset og produktionen af vinene. De var så småt klar til at flaske nogle af vinene fra sidste års høst, således der igen blev plads til den nye igangværende årgang.

Vi startede med at se flaskeanlægget, og derefter de store gæringstanke inden vi gik nedenunder i kælderen, hvor Conterno Fantino opbevarer de mange barriques og selvfølgelig masser af flasker, der lagrer indtil de er klar til frigivelse.

Alt er lavet utroligt flot … virkelig indbydende og man kan godt se, at man har lavet tingene, således det også præsenterer sig godt for besøgende med små afsatser med view til fx kælder.

Man har også lavet en lille glasafsats aka en lille glasaltan på 1. sal, hvor man kan gå ud og få et view udover hele området. Vi tog en lille elevator fra kælderen og op til afsatsen … og Fabio udpegede de forskellige marker, som man kunne se herfra.

Derefter gik vi tilbage til vinotheket, som ligeledes er pænt stort med plads til mange besøgende. Fabio fortalte også under den efterfølgende smagning, at de hvert år har mange besøgende nærmest hver dag.

Jeg foreslog, at de måske gjorde som fx Elio Altare … lavede én eller to dage ugentlig, hvor der var åbent for besøgende. Jeg tror, at Fabio var delt i spørgsmålet, for de vil gerne være åbne, imødekommende … og lever trods alt af kunderne, men kunne selvfølgelig også godt bruge tiden i produktionen. Men nu ramte jeg selvfølgelig også en dag, hvor Elisa – som normalt står for besøgende – ikke var på vingården.

Smagningen

I Conterno Fantinos moderne vinothek – med udsigt til vinmarkerne udenfor – gjorde Fabio hurtigt klar til en smagning af husets vine, og det blev alene de røde vine, hvor vi – helt traditionelt – startede med deres Dolcetto, så lidt Barbera inden en Langhe Nebbiolo og deres Barolo’er. Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg smagte også en fadprøve af deres 2018 Langhe Nebbiolo Ginestrino, som Fabio skulle flaske indenfor de næste par uger. Fabio fortalte om de enkelte vine og det blev faktisk en rigtig hyggelig smagning, hvor alt blev vendt.

Det var næsten som at snakke med en gammel ven. Vi snakkede lidt om vinene, mine øvrige besøg, lidt om min vinblog og baggrunden for bloggen, lidt om Conterno Fantinos danske importør Philipson Wine og det med at skulle købe 12 flasker for at få den rigtige pris.

Jeg var lidt nysgerrig omkring Conterno familien, da der jo findes mange Barolo procenter med navnet Conterno i Piemonte. Udover selvfølgelig det legendariske vinhus Giacomo Conterno, så er der i hvert fald Aldo Conterno, som jeg ved var søn af Giacomo.

Derudover er der Franco Conterno, Paolo Conterno, som – tilsyneladende – ikke har relationer til de øvrige Conterno’er. Og så er der Diego Conterno og Conterno Fantino, hvor der også er en sammenhæng.  Fabio kendte selvfølgelig Diego Conterno ret godt, for han er nemlig fætter til Claudio og har også arbejdet på Conterno Fantino.

Han solgte dog i 2000 sin aktier i Conterno Fantino, men overtog en parcel på Ginestra marken og startede sit eget vinhus, som han i dag driver med hustruen Anne og børnene Lorenza og Stefano.

Jeg fik – midt i al hyggen og vinsnakken – lavet lidt smagsnoter på alle vinene, så jeg har selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Jeg var mest vild med Barolo’erne fra Ginestra og Mosconi, og skulle selvfølgelig have nogle af dem med hjem. Mosconi var egentlig udsolgt, men Fabio mente, at han kunne finde en flaske til mig. Derudover fik jeg en flaske Langhe Nebbiolo med gratis.

Samlet en utrolig fantastisk eftermiddag … men det blev imidlertid ikke det sidste, som jeg så til Fabio Fantino den dag.

Fabio på Le Case della Saracca

For på restauranten Le Case della Saracca stødte vi om aftenen igen ind i Fabio Fantino … og det blev en fed og totalt uventet oplevelse af de allerbedste.

Vi havde efter råd fra vinbuddy Jan valgt Le Case della Saracca til vor sidste middag i det italienske. Og sikke et sted. Le Case della Saracca ligger i Monforte d’Albas ældste kvarter øverst i byen i 5 sammenbyggede huse, som er over tusinde år gamle.

Vejene op til restauranten er smalle og stejle … meget stejle, og stedet er absolut helt fantastisk, virkelig et besøg værd. Det er en fedt sted, indrettet meget fantasifuldt, snørklet og med en blanding af det gamle stenværk, glas og stål. Der er små afsatser, hvor der er placeret borde og alt emmer af både mørk middelalder, gamle grotter og postmoderne, hipt cafémiljø.

Spisestedet udvikler sig på flere etager, som er forbundet med en indvendig trappe i stål og glas samt elevator. De lokale skinker, salamier og oste opbevares i grotterne bag ved spisesalen og udstilles som designertøj eller smykker i glasvitriner.

Hvis man har højdeskræk, så skal man også være opmærksom på, at gangene og trapperne ofte har gulv og trin i glas, der gør højden over gadeplan meget konkret. Selv toilettet er totalt charmerende. Det er masser af små vinreoler, som nærmest er bygget ind i nogle af de hvælvinger, som det sjove sted er rig på.

På disken indenfor døren var der fade med alskinds lækkerier … charcuteri, oste og andet spændende. Vi havde ikke bestilt bord i forvejen, men den unge tjener bag disken ville lige forsøge at finde os en plads.

Det kunne godt lade sig gøre … men inden vi var vist hen til vort bord, så dukkede Fabio Fantino pludselig op storsmilende og hilste på os. Han fægtede med hænderne og hilste, men vi var allerede på vej efter tjeneren til vort bord.

Men Fabio fulgte i hælene efter os og ville lige sige tak for mødet i dag og give os et glas vin … så han ville lige høre, hvor mange glas han skulle bestille? Da drengene ikke er til vin, så blev det alene til fruen og jeg … og det blev lidt mousserende vin.

Fabio dukkede op igen og fortalte, hvad der var i glasset. Jeg var vist lidt forvirret, for jeg kan slet ikke huske, hvad han fortalte … som i overhovedet ikke. Han gestikulerede også, at vi skulle følge med ham … og det gjorde hele vi alle fire så.

I et af de tjekkede spiserum med et gulv i glas var der i den ene side det fedeste vinrum. Der gik vi ind med Fabio i front som guide. Vi fik lukket døren hurtigt, da Guido – stedets indehaver – er noget emsig med, at temperaturen holdes nede.

Da vi alle var inde i vinrummet, så trykkede Fabio på en fjernbetjening og to af de mange vinreoler åbnede sig langsomt og afslørede en hemmelig, mørk tunnel. Vi tændte lyset i vor mobiler og fulgt efter Fabio.

Den mørke og hemmelige tunnel var en lang og havde masser af vinreoler med gamle flasker, bl.a. så jeg Conterno fra 1949 og ældre flasker fra Sandrone … alle omhyggeligt viklet ind i vita wrap for at skåne etiketterne. Et sandt – og kostbart – skattekammer.

Fabio fortalte, at restaurantens indehaver Guido allerede for mange år siden var startet med at købe masser af de lokale vine, og de er nu en del af Le Case della Saracca. Tunnelen sluttede i endnu et større – og oplyst – vinrum, hvor der var adgang tilbage til restauranten.

Vi var alle lidt duperede over kælderen og oplevelsen – selv mine to ikke vininteresserede knægte – så vi takkede Fabio. Derefter vente vi tilbage til vores ikke reserverede bord, hvor maden næsten allerede var klar. Sikke en aften … en perfekt afslutning på en ekstraordinær dag i Monforte d’Alba.

Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus

Réva ligger lidt uden for Monforte d´Alba i sydlig retning mod Dogliani … godt gemt i en dal ved Ravera marken. Det var næste stop på min vinøse Barolo dag, og jeg havde aftalt et møde med Francesco Spadaro, som er salgschef på det tjekkede sted, som ligger helt fantastisk smukt og isoleret.

Det er ikke kun et vinhus, for driften omfatter også et hotel/resort med spa, wellness, massage, indendørs og udendørs pool, restaurant og såmænd også en 9-hullers golfbane, alt toptrimmet og moderne luksus til priser i den dyrere ende. Klart en sted for folk med tegnebogen i orden, lyst til forkælelse og måske lidt vino.

Ejendommen kan dateres tilbage til 1867, men blev i 2010 totalt renoveret og der er vist ikke meget af den gamle vingård tilbage. Det har været et større og dyrt projekt, men etableringen er foretaget af en tjekkisk rigmand, som blev forelsket i området omkring Monforte d’Alba og Barolo vinene.

Tjekken hedder Miroslav Lekes og har i hjemlandet er større virksomhed indenfor lægemidler. Francesco Spadaro fortalte, at den rige Lekes fortsat bor i sit hjemland, men kommer på besøg på vingården hver 3. måned. Og han har ansat et hold af unge mennesker til at drive stedet.

Den vinmæssige del er lagt i hænderne på Gianluca Colombo, som er en ung og lovende vinmager, som har vundet flere priser som en af de bedste unge producenter. Gianluca laver i øvrigt også vin på sin egen ejendom Segni di Langa og har tidligere arbejdet på kooperativet Terre del Barolo.

I Réva projektet har han sammenlagt 7,5 hektar vinmarker, fordelt på markerne Ravera ved vingården, Lazzarito i Serralunga og Cannubi i Barolo.

Der er 4 hektar med Nebbiolo, 1.5 hektar med Barbera, 1 hektar med Dolcetto og 1 hektar med Sauvignon Blanc … og alle markerne drives økologisk. Der anvendes derfor ingen syntetiske midler i hverken marker eller kælder … der anvendes alene certificerede bio-produkter og organisk gødning og man lader græs og urter gros mellem vinstokkene. Réva har registeret mere end 130 forskellige slags urter i markerne, hvilket giver en utrolig stor biodiversitet.

Rundvisning og smagning

Francesco Spadaro viste mig først rundt i vinhuset … lutter moderne faciliteter, men stedet er ikke stort. Den årlige produktion ligger også kun på 40.000 flasker og alene fordelt på 6 forskellige vine, som alle laves af Gianluca Colombo i samarbejde med den assisterende vinmager Daniele Gaia, som begge er uddannede ønøloger fra vinskolen i Alba.

Alt kører ultraprofessionelt … fra mark til vinkælder og i det tilhørende resort. Druerne høstes manuelt og sorteres 3 gange inden vinifikatinen. Der arbejdes helt klassisk med lang maceration, gæring ved lave temperaturer og udelukkende ved brug af druernes egne gærceller.

Vinene lages dog en smule mere modernistisk, nemlig med en kombination af barriques og store østrigske egefade, som er mellem 4 og 15 år gamle. Gianluca siger selv, at han er klassisk … og altså hverken traditionalist eller modernist.

Hvornår vinen tappes på flaske, ved han ikke på forhånd. Vi følger vinen og beslutter os på et tidspunkt. Jeg vil simpelt hen lave den bedste Barolo, har den unge vinmager tidligere udtalt.

Francesco Spadaro viste de forskellige elementer i produktionen, og den professionelle tilgang er meget tydelig. Der tænkes på alt … fx viste Francesco mig de nye etiketter, som var trykt på et bedre papir, som bedre kunne holde til at blive våde, når vinene serveres på restauranter og måske kommes i en isspand.

Efter rundturen, så havde Francesco sørget for, at der på terrassen – med udsigt til Ravera markerne og en stor lækker pøl nedenunder – var gjort klart til smagningen, selvfølgelig med et par store Zalto vinglas, lidt saltede mandler og en brochure om Réva. Tjekket.

Vi skulle igennem 4 af husets vine og jeg fandt ikke ud af, hvorfor vi ikke skulle smage alle 6. Det job havde jeg nok også magtet. Men det betød, at jeg smagte:

Rækkefølgen havde Francesco valgt, og var valgt ud fra, at de to første vine er de letteste. Det gav godt mening. Jeg fik noteret lidt smagsnoter, som de er selvfølgelig lagt på bloggen og linket til ovenover.

Og meget kan man sige om det tjekkede sted, men vinene smager bare fremragende. Det er bestemt et up coming vinhus, lette, lyse og fine Barolo’er. Jeg valgte et par flasker, som jeg købte med hjem inden kursen blev sat mod dagens sidste destination.

Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide

Familiens sommerferie ved Lago di Garda var suppleret med et lille vinøst frikvarter for familiens mandlige overhoved aka den flittige houlbergske vinblogger. Det var selvfølgelig behørigt godkendt af den fruelige überboss – og bestod af et par dage i Monforte d’Alba nærmest i hjertekulen af Barololand.

Et par dage med vino på hovedmenuen, hvor jeg kunne lade min totalt alkoholiserede, drikfældige, deliriske og forfaldne nebbiolokrop forsumpe endnu et par promiller.

Jeg havde dog – hvis ret skal være ret – anvendt de medbragte løbesko – og tilhørende løbetøj – et par gange langs søbredden ved forrige destination, således vinbloggeren stod bare nogenlunde skarp i mødet med de dygtige druelandmænd i Italiens nok mest spændende og dyreste vinområde.

Inden afrejsen fra Danmark havde jeg fastlagt og aftalt de 3 besøg, som var indlagt på farmands lille timeout-skema fra den ordinære ferie … alle forholdsvis tæt på hotellet Il Grappo d’Oro, som var valgt som militært hovedkvarter aka headquarter for den houlbergske vinøse mission.

Il Grappo d’Oro var et perfekt udgangspunkt placeret centralt på torvet i Monforte d’Alba med et strategisk – og betagende – udsyn til hele området og de smukke vinmarker. Herfra kunne jeg besøge tonsvis af producenter. Familien var småtrætte, men havde wifi og var tilfredse, så Houlberg dampede afsted.

De udvalgte vinhuse til dagens tur var Parusso kl. 9.00, Réva kl. 11.00 samt Conterno Fantino kl. 14.30. Så derfor troppede jeg som første stod punktligt op hos Azienda Agricola Parusso, der ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vejen mod Castiglione Falletto, faktisk næsten lige i trekanten mellem de 3 marker Marriondino, Rocche di Calstiglione og Bussia.

Porten var – som hos mange af producenterne i området  – lukket, men et par kluntede houlbergske gloser i samtaleanlægget om, at jeg da vist havde en aftale, virke tilsyneladende fint, for de store jernlåger gled langsomt op ind til det forjættede land.

Jeg havde booket min aftale hos Parusso med Denis Bottocin, men det blev i stedet den søde – og smukke – Giulia Parusso, som modtog mig i døren og skulle guide mig igennem alle husets vine. Mit held.

Giulia er datter af Tiaziana Parusso, som sammen broderen Marko Parusso driver det fabelagtige vinhus, som står bag den 2013 Barolo Bussia, som endte i toppen ved Mr Rubys fine, store Barolo terroir smagning tidligere i år, hvor der blev battlet mellem vine fra 3 terroirs … Cannubi, Bussia og Ravera.

Sjovt nok, så skulle netop Mr Ruby aka Jacob også besøge Parusso … blot dagen efter mit besøg.

Historien

Vinhuset Parusso er reelt startet i 1901, hvor Gaspare Parusso købte sin første parcel Sori dla Seira på vinmarken Mariondino, hvor han startede med at plante lidt Nebbiolo … og druerne solgte han til venner og de lokale kooperativer, idet den primære drift på gården var svineproduktion samt lidt almindelige afgrøder, ferskner og anden frugt.

Han gemte dog altid lidt druer, som han producerede lidt vin af … men det var nu udelukkende til familiens eget brug. Selve vingården købte Gaspare  i 1925 … tæt på parcellen ved Mariondino marken med en smuk udsigt udover Rocche marken.

Det var imidlertid Gaspares søn Armando, som så et større potentiale i vingården og i 1971 startede med selv at lave og sælge deres vine under Parusso familienavnet.

Han begyndte langsomt at omdanne driften fra almindelig landbrug til vinavl og -produktion. Han opkøbte flere parceller på både Bussia og Mosconi markerne for at udvide produktionen. Og det varede heller ikke længe inden, at han fik hjælp fra 3. generation i form af sønnen Marco, som allerede i en ung alder blev interesseret i vinproduktion.

Marco Parusso startede med at arbejde fuld tid i vineriet i 1986 efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog i Alba. I dag driver Marco vingården sammen med søsteren Tiziana.

Det er Marco, som har udviklet vinhuset fra et lille lokalt vineri til et af de mest respekterede navne i hele Barolo. Og næste generation er også på vej ind i foretagendet … i hvert fald hjælper Tiazianas datter Giulia også til og ved alt om vinhuset og produktionen af vinene.

Samlet driver familien 28 hektar vinmarker, hvoraf de 18 hektar er egne marker, mens de sidste 10 hektar er via lejeaftaler. Markerne er fordelt på de tre marker Bussia og Mosconi i Monforte d’Alba samt Mariondino i Castiglione Falletto. På Bussia marken er det parcellerne Vigna Rocche og Vigna Munie.

Det giver basis for en årlig produktion på omkring 130.000 flasker vin, som er fordelt på et par hvidvine, 7 Barolo’er, et par Barbera vine samt selvfølgelig også en Dolcetto og Langhe Nebbiolo. Alt produceres på ejendommen, som Gaspare købte i 1925, men ejendommen er siden renoveret og udvidet betydeligt.

Parusso er én af de producenter, som udover at arbejde meget traditionelt i vinkælderen, også arbejder meget moderne markerne, som er inddelt i mikrozoner efter undergrund og beliggenhed. Og hver zone passes så individuelt … både omkring beskæring og organisk gødning.

Alt dyrkes økologisk og Parusso lader også græsset gro imellem vinstokkene, hvilker – efter deres vurdering – hjælper planterne med at blive sunde, stabile og modstandsdygtige over for sygdomme.

Smagningen sammen med Giulia

Vi startede mit besøg hos Parusso i det gamle smagelokale, hvor alle husets vine er linet op. Jeg blev enig med Giulia om, at jeg – en smule uhøfligt og imod mine principper – sprang deres Dolcetto og Barbera vine over, således jeg smagte de hvide samt deres Nebbiolo vine.

Jeg havde jo en bagkant, da jeg skulle være hos Réva kl. 11.00 og jeg vidste, at Parusso laver 6-7 Barolo’er. Samtidig ville jeg også gerne nå en rundvisning i vinkælderen, hvis det var muligt.

Det var helt fint med Giulia, som derfor startede med at servere mig det første glas … en Spumante Metodo Classico Brut og lidt en specialitet, som er lavet på ren Nebbiolo.

Samlet kom mit smageprogram til at se sådan her ud:

Giulia var den sødeste værtinde og hun fortalte om vinhuset, historien, produktionen og alle vinene. Jeg nåede samtidig at få noteret smagsnoter på alle vinene, så jeg har  derfor linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Giulia viste mig også gamle fotos af familien og gården, der i mange, mange år fungerende som et almindeligt landbrug. Giulia fortalte, at hendes farfar Armando i 1950 havde 70 svin, som dengang var gårdens primære aktivitet.

Hun viste mig også et par gamle flasker Barolo, som hendes farfar havde lavet … en årgang 1967 og 1971. Dengang hed vingården også Armando Parusso.

Jeg var meget imponeret af vinene … deres almindelig Langhe Nebbiolo er fantastisk, men selvfølgelig er Barolo’erne en klasse over. Jeg faldt nok mest for deres Barolo Mariondino, som virkelig er let, feminin og så blød, mens Bussia – lige åbnet – lige skulle luftes lidt, men også smager monstergodt.

Heldigt for mig, så havde de lige dagen før åbnet en 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som bare var spillevende og helt perfekt. En lille tår gulddråber af første karat. Det er planen, at vinen skal frigives næste år … 20 år efter høsten og Riserva XX er indtil videre udelukkende det midlertidige navn på vinen.

En 2010 Bussia Riserva imponerede mig ikke så meget, men Guilia fortalte, at vinen har en kurve … nærmest som et U, hvor den først er fin i starten, så har en periode, hvor den slet ikke performer og så igen bliver mere frisk derefter. Det var deres 2000 Barolo Bussia Riserva XX et godt eksempel på.

Giulia fortalte mig en af hemmelighederne ved Parussos bløde Barolo’er. Marco Parusso gør nemlig det, at han efter høsten af druerne ligger alle klaserne til tørre i store kasser … blot lige 3-5 dage i de kølige kældre.

Dermed tørrer stilkene en smule og ændrer farve fra grøn til brun, hvormed nogle af de værste bitterstoffer forsvinder. Druerne tager ikke skade af de korte tørring. Ved vinifikationen anvendes fortsat de hele klaser, men de nu brune stilke giver vinen et mer’ rundt og blødt udtryk.

Til sidst valgte jeg et par vine, som jeg måtte ha’ med hjem, og fik klaret betalingen. Derefter gav Giulia en lille rundvisning i vinkælderen.

Rundvisningen

Vi tog elevatoren ned i kælderen, hvor vi så det mest af selve produktionslokalerne. Vi så de store ståltankene til vinificeringen, plastkasser til den korte tørring af drueklaserne.

Vi så de mindre vandrette gæringstanke, hvor der er en snegl i bunden af tankene samt den store kælder til lagring af vinene på både barriques og egefade.

Generelt var kælderen langt større end jeg havde forventet, for der var virkelig mange egefade. Undervejs fortalte Giulia videre om vinene og arbejdet i vinkælderen.

Samlet blev det et virkelig kongebesøg … så stor tak til Giulia for en fremragende smagning og den store gæstfrihed. Parusso er bestemt et besøg værd, hvis du kommer på de kanter … alternativt, så forhandles vinene herhjemme af KB vin.

Vi slutter med et par yderligere billeder fra rundvisningen.

Her forenden af den aflåste gang kan man se, hvordan undergrunden er på marken ved vingården.

Besøg hos Graziano Prà … en vaskeægte Soave og Valpolicella mester

Vort tredje besøg blev det absolut bedste besøg på den lille udflugt til Soave, nemlig hos gode Azienda Agricola di Graziano Prà lige i udkanten af Monteforte d’Alpone lige efter vor lille frokost i Enoteca d’Alpone.

Jan havde allerede hjemmefra aftalt vort besøg med Diego Corradi, der til dagligt tager sig af eksporten i vinhuset, men denne dag vikarierede for hende, der normalt modtager besøgende på vingården.

Vi ankomst som aftalt kl. 14.00 og blev modtaget af Diego og lad mig sige det med det samme; det blev et kongebesøg, virkelig et gæstfrit sted og vinene er nogle af de bedste Soave vine, som jeg er stødt på under mine nu 2 besøg i området. Men alt det vender jeg tilbage til.

Historien om vinhuset Prà

Lad os først lige se nærmere på Graziano Prà, som har drevet vinhuset siden starten af 1980’erne. Han overtog sammen med sine brødre Sergio og Flavio vingården efter deres far, der også – som sin far – var vinmager, altså en familie med flere generationers vintradition.

Dengang hed vinhuset også Fratelli Prà, og familien havde gennem generationer ejet marken Monte Grande ved Monteforte d’Alpone. Efter overtagelse stod Graziano for vinproduktionen, mens Sergio tog sig af arbejdet i vinmarkerne.

Graziano havde en klar strategi om at lave ren vine på de lokale druer og var samtidig inspireret af idéerne om en sund, ren og bæredygtig landbrugsproduktion.

Den bæredygtige tilgang har været fundamental siden starten … en naturlig og ren tilgang til vinfremstilling og respekt for både vin og miljø. Det betyder i dag, at produktionen er økologisk certificeret, selvom det ikke fremgår af vinenes etiketter.

Graziano Prà var i 1988 også den første, som begyndte at bruge druer, som var tørret på vinstokkene og anvende den til enkeltmarksvine, nemlig både ved vinene Monte Grande og Colle Sant’Antonio. De to vine skal jeg nok vende tilbage til.

I dag driver Graziano Prà selv vinhuset og har siden udvidet domænet … både med køb af marken Monte Bisson, men mest betydende i 2001 også marker udenfor Soave, nemlig La Morandina i Valle di Mezanne i Valpolicella, således han kunne lave rød Valpolicella vin og i 2009 også den første Amarone.

Samlet ejer vinhuset nu 28 hektar vinmarker, hvilket betyder en årligt produktion på knap 200.000 flasker årligt, hvilket er fordelt på 8 forskellige vine … 5 fra Soave Classico området og 3 røde fra Valpolicella. Stilen på vinene er lette med elegance, balance og aromatisk præcision.

Vinene fra Prà er også bemærket af omverdenen og i 2015 kom Graziano Prà ind blandt Wine Spectators liste over de 100 bedste italienske vinhuse og Gambero Rosso giver også flere af vinene Tre Bicchieri. Generelt har vinene fra Prà skabt huset et stort nationalt og internationalt omdømme.

Som med Pieropan er Graziano Prà ikke med Consorzio Tutela Vini Soave, men i stedet FIVI … der står for Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti, som er en forening af uafhængige vinbønder. Dermed står de udenfor de store kooperativers store magt … en tendens, som flere og flere vinbønder følger.

Rundvisningen

Vi startede besøget med, at Diego kørte os en tur op på vinmarken Monte Grande af snørklede, bumpede grusveje. Monte Grande er den af Soaves 33 cru’er, hvor der er flest vinmarker i forhold til områdets størrelse … 48,8 hektar ud af området samlede 49,4 hektar jord.

Det skyldes bl.a., at markerne ligger helt perfekt og udelukkende med den mineralske, sorte, basaltiske og vulkanske jord. Det er et af de bedste områder i Soave til dyrkning af vin og Prà dyrker der både Garganega og Trebbiano di Soave.

Diego parkerede den hvide Citroën ved et stort springvand, som vinhuset byggede i 2010 for at kunne kunstvande stokkene … men det ser selvfølgelig også indbydende ud for besøgende gæster.

På Monte Grande er Garganega vinmarkerne plantet efter Pergola systemer og Trebbiano di Soave efter Guyot principperne. Diego viste os rundt og fortalte lidt om vinhuset, deres marker og selvfølgelig historien bag vinhuset.

Da vi returnerede til vingården fik vi en rundvisning og vi startede i produktionen, hvor vinene laves på store rustfrie ståltanke. Nogle af tankene havde indbygget rotor i bunden, så man kan foretage en automatisk omrøring under fermenteringen.

Derefter gik turen til kælderen … og nedenfor trappen til kælderen hang der et billedet af manden himself, altså Graziona Prà, som vi skam også hilste på senere. Desværre fik jeg ikke taget et foto af Graziano, så I må nøjes med dette foto af fotoet.

På væggen var der også en interessant hylde med 5 stykker udskåret jordbund fra de områder, hvor druerne til husets 5 hvide Soave vine kommer fra.

I kælderen var der – udover dejlig koldt – masser af barriques, tonneaux og store 15-20 hektoliter egefade. Fadene anvendes selvfølgelig til de røde Valpolicella vine, men også til flere af de hvide Soave vine, nemlig både Monte Grande og Colle Sant’Antonio, som både gærer og lagrer i store egefade.

Derudover gemmer Graziano også et lagrer af deres produktion fra alle årgange, hvilket de fx bruger, når der skal afholdes store vertikal smagninger. Hmmm, der gad jeg godt tilbringe en hyggelig dag.

Smagningen

Efter rundvisning, så blev vi budt udenfor på familiens terrasse, som ligger med et betagende view til markerne på bl.a. Monte Grande, og mens vi tabte underkæben, så hentede Diego de første vine, og sammenlagt kom vi til at smage næsten alle vinene:

Vi smagte ikke deres Passito Bianco delle Fontane, men var også mætte af indtryk efter en lang snak om vin. I Danmark importeres Prà vinene af Distinto og Diego var – nok på grund af hans rolle som eksport manager interesseret i vort kendskab til Distinto.

De var tilfredse med deres danske importør og lagde i det hele taget vægt på, at deres vine blev solgt af nogle med passion, kant og stort hjerte for deres vinhus. Og vi kunne kun bekræfte dem i, at de havde valgt en god importør med et fantastisk sortiment.

Graziano Prà kom også lige forbi, hilste på os og ønskede os en god smagning. Diego fortalte ham, at vi var danske vinnørder og samtidig var meget interesseret i Soave … eller noget i den retning, men faktisk forstår jeg intet på italiensk ;o)

Diego fortalte lidt om hver vin, så jeg fik tid til både at byde vinene i store drag og lave lidt smagsnoter. Dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover,

Men jeg kan godt afsløre, at det var noget af det bedste Soave vin, som jeg har smagt. Derudover var jeg også totalt imponeret af deres Valpolicella vine, som har en utrolig dragende lethed … ja, men det må du læse mere om i anmeldelserne af vinene.

Ja faktisk var vi så begejstrede, at vi endte med at købe lidt vine, selvom jeg allerede forinden vidste, at der ikke var megen plads i bilen sammen med hele familiens bagage … jeg må ha’ en stationcar næste gang ;o)

Vi spurgte til et byggeri bag ved vingården, og Diego fortalte, at de er i gang med en udvidelse af vinkælderen/lageret, idet de har brug for yderligere plads. Men derudover er de også i gang med at bygge et agri turismo i Soave og det forventer de står færdigt i slutningen af året.

En stor tak til Diego Corradi for et kongebesøg … klart og uden sammenligning dagens bedste.

Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari

Suavia Azienda Agricola stod højt på min ønskeliste over vinerier, som jeg gerne ville besøge i Soave, for jeg har altid været betaget af kvaliteten af deres vine og det blev kun forstærket, da jeg under Soave Stories Volcanic Wines Press Tour smagte en 2007 Monte Carbonare Soave Classico.

Vi kunne lige presse det aftalte besøg hos Suavia ind mellem besøgene hos Pieropan og Graziano Prà … godt hjulpet af, at besøget hos Pieropan gik forholdsvis hurtigt. Så derfor satte vi kurs mod den lille by Fittà, som ligger en anelse nord for Soava by.

Fittà er en lille, idyllisk by med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og Suavia Azienda Agricola ligger lige i udkanten af byen på vejen mod Monteforte d’Alpone.

Der holder vinhuset til i en nyere ejendom, der ligger med en smuk, betagende udsigt til alle vinmarkerne på runde bakker.

Da vi ankom til vingården var porten lukket, men vi meldte vores ankomst og – sesam sesam – gik lågerne op og vi fik parkeret bilen i skygge … så godt det nu var muligt.

Vi blev modtaget af Alessandra, som jeg havde set tidligere, for det var netop hende, som ved Soave Stories Volcanic Wines Press havde serveret mig det glas 2007 Monte Carbonare, som næsten havde slået mine fødder væk under mig.

Hun bød os indenfor i det moderne vinothek, hvor der hurtigt blev gjort klar til vor lille smagning.

Historien om vinhuset

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at selv presse druerne, producere og sælge vinene … og deres vinhuset fik navnet Suavia, hvilket er det gamle navn for Soave.

Selve den nuværende og moderne vingård er bygget i 1990, men er siden udvidet i både 1998, 2004 og 2008. Vingården er bygget i 3 niveauer, således vinen kan flyttes alene ved brug af tyngdekraften og uden brug af pumper.

Det falder godt i tråd med, at Tessari familien også driver markerne efter økologiske principper og også skeler til nogle af de biodynamiske principper,

I dag er det 3 af Giovanni og Rosettas 4 døtre, som driver vingården, nemlig Mari, Valentina og Alessandra Tessari.

De 3 Tessari søstre har virkelig fået sat deres præg på vingården med en blanding af innovation og tradition, hvilket har medført, at Suavia Azienda Agricola i dag hører til toppen af de førende Soave producenter.

Suavia ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 4 cru’er, nemlig Fittà, Carbonare, Castellaro og Tremenalto … alle marker rig på den sorte, vulkansk, basaltiske jord og ligger i en højde på minimum 250 meter.

Der dyrker søstrene alene de to primære Soave druesorter Garganega og Trebbiano di Soave fra vinstokke, der gennemsnit er 35 år gamle.

Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin, og det er fordelt på 6 forskellige vine, nemlig en basis fornuftig Soave Classico.

Derudover er det to buttede flasker Massifitti og Monte Carbonare på henholdsvis Trebbiano di Soave og Garganega, topvinen Le Rive, en mousserende Opera Semplice på 100% Trebbiano di Soave og selvfølgelig endelig en Recioto di Soave kaldet Acinatium.

Alle vinene er vinificeret på ståltanke og kun Le Rive og Recioto’en er lagret på egefade. Derudover laver vinhuset også lidt olivenolie.

Smagningen

Alessandra Tessari bød os velkommen og havde lavet plads til os ved et langt bord i det moderne vinothek.

Der vi smagte følgende vine:

Jeg har smagsnoter på alle vinene, så jeg har linket til mine beskrivelser og anmeldelser. Jeg havde tidligere smagt både Massifitti og Monte Carbonare i de samme årgange, så der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser.

Den søde Alessandra fortalte om vinene, markerne og produktionen. Derudover passede hun telefonen, men fik også tid til at hente os lidt brød, så vi også kunne smage deres olivenolie.

Den smagte i øvrigt rigtig godt med en smule mere søde og rundhed end de fleste olivenolier. Produktionen af olivenolie er primært til familiens eget forbrug, men de sælger dog også lidt af olien til besøgende.

Besøget cementerede kun min betagelse af vinene fra Suavia. Jeg havde alene tidligere smagt Massifitti og Monte Carbonare, men blev aldeles forelsket i deres topvin Le Rive, som jeg købte af par flasker af sammen med deres mousserende Opera Semplice, som vi – sjovt nok – ikke smagte, men som lød ret spændende.

Det var desværre ikke muligt at komme ned at se kælderen, så vi sluttede besøget med et foto af Alessandra Tessari med vinmarkerne i baggrunden.

Hun var lidt generet og mente ikke, at hun var klædt ordentlig på til et foto, men lod sig overtale. Vi synes, at hun så dejlig ud.

Alessandra kom også med en god anbefaling på et sted for vor frokost, da vi spurgte hende om råd på dette umanerlige vigtige punkt. Da vi fortalte, at vi var på vej til Graziano Prà, så anbefalede hun straks et besøg hos Enoteca di Monteforte d’Alpone lige bagved kirken i byen … og ikke langt fra vores næste destination.

Det var et helt fantastisk og charmerende sted, mest for de lokale og et sted de færreste turister finder vej til. Tak for det Alessandra … og for smagningen af de vidunderlige vine.

Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance

Omkring halvanden måned efter mit første besøg i Soave, så gensøgte jeres flittige vinblogger igen Soave … denne gang sammen med min vinbuddy Jan, som også var ved Gardasøen med sin familie – ligesom familien Houlberg – denne topvarme fredag i juli måned.

To vinnørder uden andet at lave end at slappe af. Derfor havde vi aftalt en lille vintur ind i landet, nemlig til netop Soave og Jan havde lavet aftaler om besøg hos 3 vinproducenter, hvor den første var Pieropan Vignaioli Dal 1880. Det var lidt midt i den gamle middelalderby Soave kl. 11.00 – perfecto.

Historien

Vinhuset hedder helt korrekt Societa’ Agricola Pieropan Di Leonildo Pieropan & C. S.S. og er grundlagt i 1880 af lægen Leonildo Pieropan i den gamle ejendom Palazzo Pullici midt i Soave by, ja faktisk næsen lige skråt overfor Palazzo del Capitano, hvor jeg sidst drak vin i Soave ved Soave Stories Volcanic Wines Press Tour.

Leonildo interesserede sig for biologi og kemi, så han startede med at lave vine fra nogle af familiens marker.

Det arbejde blev videreført af hans to sønner Gustavo og Fausto, men blev derefter overtaget af 3. generation i form af Leonildo Pieropan, som blev lidt af en legende i Soave. Han drev igennem mange år domænet, som han gjorde kendt I både Italien og det meste af verdenen … først alene og senere med hjælp fra sine to sønner Andrea og Dario Pieropan som 4. generation.

Leonildo døde desværre i 2018, så nu drives vinhuset af brødre Andrea og Dario. De har samlet 35 hektar, hvilket bl.a. omfatter markerne Calvarino, La Rocca og Garzon. De bedste marker er klart Calvarino og La Rocca, som ofte fremhæves af den italienske og internationale presse som arketyper på klassisk Soave.

Udover den gamle ejendom Palazzo Pullici ejer familien også den pragtfulde ejendom Villa Cipolla Pieropan i Tregnago. Den købte de i 2002, således de også kunne lave røde Valpolicella vine … herunder Amarone, da villaen har store arealer til tørring af druerne.

Familien har siden købet løbende været i gang med en større renovering af bygningen og laver i dag klassisk, lækker Valpolicella og Amarone.

Smagningen i butikken i Palazzo Pullici

Vi sigtede ved ankomsten til Soave mod adressen Via Giulio Camuzzoni 3 midt i byen. For mig blev det et glædeligt gensyn med byen og jeg havde allerede ved første besøg i byen noteret mig, hvor adressen på  Pieropan og lidt før det aftalte tidspunkt mødte vi også forventningsfulde op i vinhusets lille butiks-/kontorlokale, hvor en yndig kvinde sad bag et skrivebord.

Da vi fortalte, at vi havde en aftale, så startede hun med at gøre klar til en lille smagning … en stående smagning ved et rundt bord lige indenfor døren. Hun spurgte, hvad vi kunne tænke os at smage og vi sagde – i fuld overensstemmelse med sandheden – det hele.

Vi startede med at smage Pieropans 3 hvide Soave vin, deres 2 røde Valpolicella vine, en spumante og sluttede med Recioto di Soave, og dermed kom vores program sådan her ud:

  • 2018 Pieropan, Soave Classico
  • 2017 Pieropan, Calvarino
  • 2017 Pieropan, La Rocca
  • 2016 Pieropan, Ruberpan Valpolicella Superiore
  • 2015 Pieropan, Vigna Carzon Amarone della Valpolicella
  • N.V. Pieropan, Spumante Ghes Rosé Extra Dry
  • 2016 Pieropan, Recioto di Soave Le Colombare

Men jeg fik ikke lavet nogle smagsnoter, men endte dog med at købe et par flasker af La Rocca, så anmeldelsen af den vin kommer selvfølgelig på Houlbergs Vinblog på et tidspunkt.

Det var ikke muligt at købe nogle flasker med alder … havde lidt håbet på det, da Garganega vinene ældes så smukt.

Vor søde værtinde fortalte lidt om hver af vinene, som i dag ikke længere produceres på den gamle ejendom Palazzo Pullici i byen, da man er i gang med at lave et moderne vineri udenfor byen. Selvom det nye vineri ikke er helt færdig, så var produktionen allerede flyttet.

Jan havde i forbindelse med bookingen af tidspunktet for vor lille smagning også spurgt om, hvorvidt vi kunne se produktionen eller vinkældrene, men det var ikke muligt grundet flytningen af produktionen.

Så derfor blev det således blot en ordinær – og lidt turistagtig – smagning, som vi også kom til at betale for, selvom vi begge købte lidt vine fra huset. Det var måske også meget fair.

Vignaioli Indipendenti

Pieropan Vignaioli Dal 1880 deltog ikke i Soave Stories Volcanic Wines Press Tour, da de ikke er medlem af Consorzio Tutela Vini Soave og jeg spurgte vores værtinde om, hvor de ikke deltog.

Hun fortalte, at de – som mange andre – har meldt sig ud af konsortiet, hvor de store kooperativer fylder markant og bestemmer det meste.

De er i stedet med i Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti … en sammenslutning af uafhængige vinproducenter, der alene laver vine med druer fra egne vinmarker og dyrker markerne efter bæredygtige normer.

Sammenslutningen kaldes til dagligt blot FIVI og er lavet som en modpol til de store vinehuse og kooperativer, som bliver større og større … og dermed mere kontrollerende.

Vurderingen af vinene

Jeg havde tidligere smagt en enkelt vin fra Pieropan, nemlig en 2013 Calvarino, så jeg vidste godt, at huset laver god Soave vin, og at det ligeledes regnes som noget af det bedste i Soave området.

Smagningen af de 3 hvide Soave vine dokumenterede også dette … specielt Calvarino og La Rocca.

Begge vine har lidt Soave fedme og pænt med mineralitet, men kommer fra forskellig undergrund, hvor Calvarino er et klassisk blend på 70% Garganega og 30% Trebbiano di Soave, lavet i betontanke og kommer fra sort, vulkansk, basaltisk jord.

La Rocca er 100% Garganega og kommer derimod fra lys, nærmest hvid kalkstenrig jord og er lagret på egefade en periode. Begge er vine, som hører til i toppen af Soave vinene og jeg var klart mest til La Rocca.

Jeg blev imidlertid noget overrasket over deres røde Valpolicella vine, som er meget lette og utrolig elegante i stilen, specielt deres Ruberpan Valpolicella Superiore, som næsten virkede let og transparent i glasset.

Det er måske forkert, at kalde deres Amarone en let vin, men det er bestemt ikke tung, rosinagtig Amarone, men derimod en frisk og frugtrig vin. Jeg er normalt ikke særlig stor fan af Valpolicella vinene, men disse to vine smagte faktisk rigtigt godt. En slags afkølet elegance … lidt som vores besøg hos Pieropan.