Kategoriarkiv: Store oplevelser

Houlberg tester … et firkløver vine fra Dão huset Quinta das Marias

Fra den lille portugisiske specialist Portugalore tester jeg nu et flot firkløver af vine fra det lille familieejede vinhus Quinta das Marias, der ligge ved Oliveira do Conde mellem Serra de Caramulo og Serra de Estrela i hjertet af  Dão i Portugal.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at det faktisk ikke er særlig ofte, at jeg smager vine fra netop Dão, men det er skam ikke bevidst. Men nu råder jeg så bod på det … og udforsker Quinta das Marias vinene fra Dão området, der jo netop er kendt for at producere elegante og velstrukturerede vine

Men inden jeg kaster mig over vinene, så lad os lige kigge lidt nærmere på Quinta das Marias

Quinta das Marias

Vinhuset er grundlagt i 1991 af Elisabeth og Peter Eckert, da de købte resterne efter et t nødlidende kooperativ. Peter var egentlig forsikringsmand og arbejdede i 1980’erne for Zurich Insurance Group og havde bl.a. ansvaret for deres afdeling i Portugal.

Under sine hyppige forretningsrejser i Portugal blev han meget glad for Dão regionen omkring Viseu. Det endte således med, at han med sine kone Elisabeth i 1991 tæt ved  Oliveira do Conde købte 4 hektar forladt jord og et hus, der mest lignede en ruin end beboelig bolig,

De kaldte ejendommen Quinta das Marias», da både Elisabeth deres 3 døtre Ester, Isabel og Julia, alle har Maria som et af deres navne og med en stenfast beslutning om, at de også ville lave vin.

Som det første ansatte de António Coelho Lopes som vicevært, købte en traktor og plantede 2 hektar nye vinstokke, men siden har de opkøbt yderligere marker op til deres egne og har således i dag et samlet areal på 14 hektar vinmarker.

I starten blev vinene lavet med hjælp fra António Narciso, men undervejs har Elisabeth og Peter Eckert været med i alle processer og taget deres slæb i både markerne og i kælderen. Helt fra starten har de følt en stor vilje og forpligtelse til kun at producere vine af højeste kvalitet. De mener, at de skal repræsentere Dãos typiske elegance og vil kunne modstå hård global konkurrence.

Allerede i 1999 vandt Quinta das Marias en guldmedalje i konkurrencen fra Dãos DOC myndigheder og  højdepunktet var kåringen af Best Single-Variety Wine of the Year for deres Touriga-Nacional Reserva 2011 ved Portugal Wine Challenge, som er den vigtigste vinkonkurrence i landet.

I 2018 lykkedes det Quinta das Marias at tiltrække ønologen Luís Lopes, der betragtes om en af de vigtigste unge ønologer med fokus netop på Dãos unikke potentiale.

Hos Quinta das Marias får Luís bl.a. hvert år lov til at sammensætte en rød og en hvid topvin med forskellige oprindelige druer og lagring i både på fade og i store betonæg.

Husets 14 hektar vinmarker ligger i Viseu distriktet underr kommunen Carregal do Sal Freguesia Oliveira do Conde og på deres marker dyrkes de hvide sorter Encruzado, Uva-Cão, Gouveio samt Barcelo samt de røde Touriga Nacional, Tinta Roriz aka Tempranillo samt lidt Alfrocheiro og Jaen  også kendt som Mencia.

Samlet laver Quinta das Marias årligt 60.000 flasker vin fordelt på i øjeblikket 11 forskellige vine, heraf altså 4 er havnet her hos jeres altid flittige vinblogger.

Vinene

Samlet testede jeg disse 4 vine … to hvide samt to rødvine … både fra den almindelig serie og den eksklusive Out of the Bottle serie og samlet blev det således disse vine:

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Konklusion

Skal jeg allerede nu komme med en konklusion, så vil det overordnede overskrift være, at du virkelig bliver overrasket over kvaliteten af vinene og smagt blindt vil de færreste nok gætte, at det er portugisiske vine.

Alle vinene er lavet lokale druesorter som Uva Cão, Bical, Gouveio, Encruzado og Alfrocheiro, hvilket kun gør vinene mere spændende og giver et indblik i, hvad et område som Dão i Portugal virkelig kan præstere i hænderne på en dygtig vinmager som Luís Lopes.

Det er specielt vinene i topserien Out of the Bottle, der virkelig markerer sig helt sensationelt, for både den hvide Out of the Bottle Encruzado og den røde Out of the Bottle Vinho do Ovo smager så fuglene synger … og de synger på portugisisk. Virkelig fedt at smage, så dermed BIG Thumbs Up.

Houlberg til frokost med John Williams fra Frog’s Leap Winery

Frederik Kreutzer havde inviteret jeres ydmyge vinblogger til hovedstaden til frokost og vinsmagning på Restaurant Mønstergade med grundlæggeren af Frog’s Leap Winery, nemlig Napa Valley legenden John Williams.

Det kunne jeg ikke sige nej til … for det var dels en mulighed for at møde en legendarisk vinmager, tage en fridag i staden, men så også møde Frederik Kreutzer, der – som mig – har været vinblogger i vildt lang tid, løbende korresponderet med, men faktisk aldrig tidligere mødt in real life.

Frederik har Danmarks ældste vinblog, men arbejder i dag hos American Wine, der er importør af mange spændende amerikanske vinhuse og herunder også Frog’s Leap Winery. Vi skulle sidste år ha’ været sammen på tur til Ribera del Duero, men jeg måtte i sidste øjeblik springe fra på grund af fruens sygdom.

Derfor tog jeg så røvtidligt en tirsdag morgen et dødeligt DSB lyntog  til vor smukke hovedstad … bare sådan en day-off med tid til mig selv, afslapning og en spændende vinsmagning.

Jeg arriverede i staden i god tid, så jeg havde lige tid til at slentre en kort tid i den nærliggende Kongens Have, hvor jeg fik hilst på  Viggo Hørup og H.C, Andersen – eller i hvert fald skulpturerne af dem – og set Rosenborg Slot, inden jeg ramte Restaurant Mønstergade.

Det skulle vise sig, at vi blev et lille, sluttet og eksklusivt selskab på 10 personer, som bestod af John Williams himself, hans hustru Tori og fra American Wine var det Frederik Kreutzer og ejerne Anne Aamot og hendes mand Morten Mønster.

Derudover var vi en flok vinanmeldere i form af Niels Lillelund, Thomas Rydberg, Rasmus Palsgård fra Feinschmeckeren, den faste kunde Per og sluttelig jeres altid flittige vinblogger.

De fleste behøver nok ikke megen præsentation. Lillelund kender de fleste og Thomas Rydberg har jeg også mødt tidligere. Han skriver jo fast for Ekstra Bladet, har skrevet vinbøger, driver DinVinGuide og er ekspert i specielt spansk vin.

Rasmus Palsgård driver Feinschmeckeren, hvor han skriver om mad og vin, men derudover skriver han også for Gastromand … og faktisk også været med i MasterChef og er således et rigtigt madøre , men kan man lide vin, så kan man jo normalt også li’ god mad.

Nå, men lad os først lige kigge lidt nærmere på det vinhus, som var centrum for, at denne lille flok gode, rare og dygtige mennesker så var samlet til en frokostsmagning på Restaurant Mønstergade,

Frog’s Leap Winery

John Williams historie startede tilbage i 1975, hvor den unge universitetsstuderende fra det vestlige New York egentlig havde besluttet sig for en uddannelse indenfor mejeriproduktion. John kom fra en familie med kvægbrug, så derfor var en uddannelse indenfor mejeri nærmest oplagt,

Men ved en tilfældighed havnede han i et studieprogram hos det nærliggende Taylor Wine Company. Det var vist mest fordi, at han skulle samle point til brug for sit studie og en videre uddannelse, så det var årsagen til, at han havnede hos Taylor Wine Company i Finger Lakes området i New York State.

John kom således ikke fra en familie af vinelskere … tværtimod var hans familie religiøs og rørte faktisk aldrig vin, men koncentrerede sig om driften af deres kvægfarm.

Men på Taylor Wine Company blev John omgående forelsket i vin og på en ferie i Californien stiftede han også kendskab til vinene fra det område … og så var en ny retning i livet egentlig sat.

Så efter hans uddannelse – faktisk til vaskeægte ostemager – så tog John en Greyhound-bus til Napa Valley, hvor han opsøgte Dr. Larry Turley –  en bror til en collegeven – uden en krone på lommen.

Så derfor slog han et telt op på en gammel  faldefærdige gård lige nord for Saint Helena og fik således et sted at bo … men han havde jo brug for et arbejde.

Larry Turley anbefalede derfor John Williams til vennen Johnnie Warren Winiarski, som for nylig havde flyttet sin familie til regionen og i 1972 havde etableret Stag’s Leap Wine Cellars.

Der blev John Williams ansat … og i starten faktisk som eneste medarbejder, men stilheden varede kort. For allerede i 1976 blev Stag’s Leap Wine Cellars som med et trylleslag verdenskendt, da en flaske af deres 1973  Cabernet Sauvignon – ved en blindsmagning i Paris afholdt af Steven Spurrier – så vandt over nogle af de bedste rødvine fra Bordeaux, bl.a. en 1970 Montrose, 1971 Léoville-Las Cases, 1970 Haut-Brion og 1970 Mouton Rothchild.

Ved vor smagning på Restaurant Mønstergade fortalte John Williams, at han faktisk stod for at pakke samt kontrollere alle flaskerne af netop den verdensberømte 1973 Cabernet Sauvignon, så han har haft alle flaskerne i hånden og havde han ikke gjort dette arbejde godt, så var Stag’s Leap Wine Cellars måske aldrig blevet verdenskendt.

John Williams fortsatte med at dygtiggøre sig som vinmager og efter sin tid hos Stag’s Leap Wine Cellars, så uddannede han sig videre ved at tage en Masters in Viticulture and Enology ved U.C. Davis, mens han samtidig også arbejdede om natten i laboratoriet på Robert Mondavi Winery,

På skolen var John klassekammerat med en flok gode venner, som senere blev anerkendte vinmagere … folk som Cathy Corison, Dan Lee, David Graves, Doug Nalle, Jack Stuart, John Kongsgaard, Carol Shelton, Marjorie Burns, Parke Hafner, Randall Grahm, Dave Ramey, Lee Hudson, Dick Ward og Steve Kistler.

Undervejs havde John Williams og Larry Turley snakket om, at de selv ville lave deres egne vine, men i starten af 1980’ern gjorde de så alvor af snakken. På det tidspunkt arbejdede John på fuld tid som vinmager på Spring Mountain.

Han havde i 1978 allerede plantet  noget Sauvignon Blanc på markerne hos Larry Turley, der boede et sted kendt som Frog Farm, så i 1981 pressede de to håbefulde partnere deres første høst og lavede deres første vin.

De gav vinen et humoristisk navn, som dels var inspireret af Stag’s Leap Wine Cellars og ejendommen Frog’s Farm., De gav også deres vin en iøjnefaldende etiket og sendte den i 1982 på markedet. De fik så pressen med, så frigivelsen blev understøttet af en veltimet historie i The New York Times, skrevet af den respekterede vinjournalist Terry Robards.

Senere i 1984 lavede de deres i dag klassiske Cabernet Sauvignon vin, der er blevet en af de ikoniske vine fra vinhuset,

Allerede i 1988 startede John Williams med at omlægge sine vinmarker til økologisk drift for at opnå sundere vinmarker og deraf bedre vine.

1994 blev et skelsættende år for Frog’s Leap Winery, for del opløste de to grundlæggere deres partnerskab, da Larry Tyrley trådte ud og i stedet etablerede Turley Wines, men derudover måtte John så flytte sit vinhus til et andet sted og med hjælp fra Chuck Carpy købte han en 12 hektar stor og gammel ejendom eller måske rettere en stor rød lade i Rutherford.

Med hjælp fra arkitekten Ned Forrest lykkedes det at få laden renoveret og udstyret med tanke lige i tide til at producere vin på stedet samme år. Lige siden har Frog’s Leap Winery ligget på samme adresse i Rutherford … og Joh n har løbende udvidet, bl.a. har han købt en nærliggende  16 hektar stor vinmark.

I dag har sammenlagt 73 hektar egne vinmarker, der ligger ved henholdsvis Rutherford, Saint Helena og Carneros, men derudover har John også kontrakter med druedyrkere med de bedste parceller af gamle vinstokke.

I Rutherford har John markerne Williams Rossi Ranch,, Red Barn Ranch, Galleron Ranch og Chavez-Leeds Vineyard, i Saint Helena er det markerne White Barn Vineyard og Molinari Vineyard og i Carneros marken Truchard Vineyard.

I dag er Frog’s Leap Winery en førende producent i Napa Valley, både som producent af fremragende vine  men også som et kæmpe forbillede for andre for hvad der er muligt med bæredygtighed i alle processer gennem 40 år som en af de førende producenter.

I dag er Johns ældste søn Rory Williams også med i driften … både som Vice President og vinmager, så dermed er videre drift sikret via næste generation. Men i det hele taget var John Williams utrolig taknemmelig for teamet bag huset.

De har sammenlagt en årsproduktion på 700.000 flasker og meget atypisk for Napa Vallay producenter, så er over halvdelen hvidvine og det fik vi også en smagsprøve på.

Det er dog Cabernet Sauvignon, som er husets primære drue og samtidig den vin, som Frog’s Leap Winery mest er kendt for, selvom omkring 10% af produktionen faktisk i dag er på Zinfandel … og den drue skulle vi også smage 4 vine på helt fra årgang 1992 til 2021.

Smagningen

Det blev en rigtig hyggelig vinsmagning … ikke mindst på grund af John Williams, som virkelig er den rareste og flinkeste person, men det var hustruen Tori faktisk også. Men samtidig var John god til at fortælle om livet som vinproducent i Rutherford, sin historie og de i alt 11 medbragte vine.

Han fortalte således først om Napa Valley området, der er rig på mange forskellige typer undergrund … omkring 154 påstod han og det gør området meget varieret og mere end i mange andre områder og det suppleres så af meget store temperaturforskelle.

Vi fik også en snak om kunstvanding, som man ikke anvender på Frog’s Leap Winery, men har været en udbredt praksis hos mange af vinbønderne i Napa siden starten af 1990’erne, selvom det allerede startede tilbage i 1976. Rasmus spurgte, om ikke de – som mange vinbønder – har lidt under tørken i Californien?

Men John Williams fortalte, at sådan har det altid været i områder som fx Rioja eller Priorat i Spanien. Men det er klart, at man vender vinstokkene til kunstvandingen og det gør jo også sårbarheden større … men det er man forskånet for på Frog’s Leap Winery.

I det hele taget var John Williams stolt af, at de gennem alle årene havde fastholdt deres egen stil. Man har heller ikke ladet sig påvirke af Parker, som mange andre ellers har ladet sig lokke af. Men i USA er den stil populær, for en stor steak kræver jo også ofte en Dodge RAM fed vin.

Vinene

Det var både John og Toris første besøg i Danmark, men da vi skulle igennem hele 11 vine, så undskyldte John for antallet, men han ville gerne præsentere os et bredt udvalg og de røde i flere forskellige årgange, så dermed kom vores smageprogram til at se sådan ud:

Ja … sikke et felt og som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle Frog’s Leap Winery vinene ovenover.

Konklusion

Men skal jeg allerede nu løfte sløret for, hvordan vinene smagte, så var  de to hvidvine fabelagtige og endda nærmest overraskende fine, smukt balancerede og drønlækre. De smagte sgu af mere. Damm good job.

Med rødvinene var jeg klart mest til Cabernet Sauvignon vinene og fedt at smage den store forskel i årgangene fra 1992 til 2020 og dér kunne man virkelig mærke, hvor meget lagring i kælderen kan gøre for en vin … og det må man sige var tilfældet her.

Cabernet Sauvignon 1992’eren var duftmæssigt meget moden og kunne – efter min vurdering – heller ikke klare mange flere år, men til gengæld var smagen fortsat meget levende, blød og forførende. Men samlet set var det 2001’eren, der vandt mit hjerte, for den havde opnået lige det, som gør oplevelsen helt fantastisk.

Zinfandel bliver aldrig min favorit, men her må jeg indrømme, at 1992’eren Zinfandel blev jeg meget overrasket, for den var ikke en sød og fed amerikansk  US Zin, men en let, elegant og utrolig lys Zinfandel, som smagte så godt, selvom det selvfølgelig var en virkelig moden vin med 32 år på bagen.

Det var også dejligt endelig at få hilst på Frederik Kreutzer, så det måtte selvfølgelig foreviges med et selfie af de 2 gamle vinbloggere og Frederik var endda hurtigt til at lægge det vor lille selfie ud på de sociale medier.

Så samlet et stort tak til Frederik, hans søde boss Anne og hendes mand Morten for invitationen … virkelig en dejlig dag for en blogger fra det jyske ♥

Houlberg smager … 6 vine fra Di Majo Norante i den ukendte Molise vinregion

Hands on Wines er gode til at finde spændende vinproducenter og nu tester jeg igen 6 vine fra et af de vinhuse, som de importerer vine fra og det er vinhuset Di Majo Norante, der i over 200 år har lavet vin lidt syd for havnebyen Campomarino tæt på Adriaterhavet.

Dermed er vi i den lidt ukendte Molise vinregion, der jo ligger lige mellem Abruzzo og Apuglien på Italiens østside. Det er en vinregion, der mest er kendt for anonyme og masseproducerede vine, men netop Di Majo Norante er en af området bedste vingårde, som virkelig skiller sig ud.

Men lad os endelig – inden jeg smager på vinene – kigge nærmere på både Molise regionen og selvfølgelig også Di Majo Norante.

Molise vinregion

Molise er Italiens næstmindste vinregion efter Valle d’Aosta … ligger med naboerne Abruzzo og Lazio mod nord samt Campania og Puglia mod syd. Der er 7.600 hektar vinmarker, der ligger meget spredt og fraktioneret fra Adriaterhavskysten i øst til Isernia i det indre.

De fleste marker ligger på bakker i op til 600 meter højde og regionen er i dag nok mest kendt for anonyme, masseproducerede  vine lavet på druer høstet med ekstremt højt udbytte på ofte 300 hektoliter pr. hektar, selvom der er potentiale til meget mere.

Molises vinhistorie kan spores tilbage til det antikke Rom, hvor vinproduktionen blomstrede, hvilket bl.a. er grundigt dokumenteret af den romerske forfatter Gaius Plinius Secundus, som også blev kaldt Plinius den Ældre.

Både de gamle samniter, etruskere og romere opdagede potentialet i dette frugtbare land, men historien om vinene fra Molise blev ofte tæt sammenflettet med dens naboers Abruzzo og Puglias historie.

Men siden er det faktisk meget lidt viden om vinene fra Molise, som er sluppet ud til omverdenen, for regionens bjergfolk har beholdt de rustikke vine for sig selv.

Det var egentlig først i 1963, at Molise vinregionen kom ud af skyggen fra Abruzzo, for dér fik regionen status som en selvstændig vinregion og begyndte at producere vine under det regionale navn.

Det var dog først senere i 1980’erne, at Molise vinregion fik sine første egne uafhængige DOC appellationer og det var Biferno samt Pentro di Isernia, mens appellationen Molise del Molise DOC i 1998 også kom på denne liste med producerede vine i hele regionen.

Derudover har man faktisk en sidste og dermed 4. appellation, som er lavet til den lokale røde druesort Tintilia … ja den røde Tintailia er simpelthen i dag er beskyttet af en speciel DOC.

Men det er nu kun 5% af vinproduktionen i Molise, som er DOC vine, for størstedelen af vinene kommer på markedet som IGT vine.

Udvalget af druesorterne i Molise er næsten identisk med naboregionerne. De røde sorter er primært Aglianico, Sangiovese, Montepulciano, Barbera, Aglianico og Tintilia, mens de hvide sorter er Bombino Bianco, Greco, Fiano, Falanghina, Trebbiano, Malvasia og nogle af de internationale druesorter.

Di Majo Norant

Di Majo Norante nævnes altid som den bedste vinproducent i Molise vinregionen og de har da også som den eneste producent fremstillet flaskeaftappet kvalitetsvin siden 1960´erne.

Di Majo Norant har lavet vin i over 200 år … altid været ejer af Di Majo familien, men det var dog først reelt i 1968, at huset startede med at flaske vine med Luigi di Majo som ejer.

Det var i 1968 og lige siden har huset fra den gamle ejendom i den nordlige del af Gargano i Ramitello regionen syd for Campomarino lavet deres vine, som er lagret i de gamle kældre under gårdspladsen foran bygningen.

Derudover har familien for nyligt også købt et kornlager fra omkring år 600 og det bruges nu også til at opbevare fadene til lagring af alle vinene.

I dag drives Di Majo Norant af vinmageren Alessio di Majo med hjælp fra den anerkendte ønolog Riccardo Cotarella. De laver vinene fra familiens i alt 123 hektar vinmarker og har specielt fokus på de næsten glemte gamle druesorter i regionen og givet dem både opmærksomhed og øget prestige.

Huset marker ligger i det gamle len Marquises Norante di Santa Cristina og består primært af de 3 vinmarker Contrada Camarda, Contrada Cocciolete og Tenuta Ramitello

Markerne drives efter bæredygtige metoder og stik imod de fleste andre procenter i Molise, så er Alessio di Majo gået imod strømmen og således opgivet de høje udbytter i markerne og bestræbelser sig på at lave vine med kvalitet og typicitet, hvilket i kælderen sker ved at kombinere traditionelt håndværk med moderne teknologi.

Di Majo Norante laver fra deres marker i øjeblikket 6 forskellige hvidvine, hvoraf en er en Spumante, 6 rødvine og så 3 forskellige vin i hvid, rosé og rød i serien Molí.

Vinene

Fra Hands on Wines smager jeg nu et udvalg af vinene fra Di Majo Norante og det er samlet 6 vine bestående af 2 hvide på lokale druer som Greco og Falanghina  … samt 4 af husets bedste rødvine.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af de 6 Di Majo Norante vine.

Konklusion

Selvom du kan læse mine anmeldelser og vurdering af hver eneste vin i de respektive indlæg, så er min overordnede konklusion, at Di Majo Norante  virkelig er et godt vinhus og bestemt værd at smage vine fra, for du får nogle meget spændende vine.

De to hvidvine på de lokale druer Greco og Falanghina er begge spændende, selvom jeg nok mest er til Falanghina vinen. Rødvinene er også alle spændende … men får vildt god vin med den billigste Sangiovese Terre Degli Osci, som er en lille charmetrold.

Jeg er generelt meget fascineret af vine på Aglianico og i battlen mellem Di Majo Norantes to tiopvine, der fandt jeg Sassius Aglianico Riserva markant bedre end Don Luigi Riserva. I det hele taget er Sassius Aglianico Riserva en fabelagtig lækker vin.

Og hvor var det fedt at smage sådan en håndfuld vine fra Molise … så tak Hands on Wines for smagstesten !!! Klasse.

Houlbergs minitest af Brunello di Montalcino i klasseårgangen 2019

Sidste år lavede jeg en lille minitest af 5 Brunello di Montalcino vine fra årgang 2018, så hvorfor ikke nu lave akkurat samme test igen, men blot i den nye årgang 2019, der allerede nu roses som en fremragende årgang og næsten på niveau med 2016?

I min test sidste år fandt jeg, at Brunello di Montalcino i årgangen 2018  var bedre end vinene fra årgang 2017 … men nu bliver det så spændende at undersøge, om de mange rosende ord om 2019 årgangen også kan smages og at de er bedre.

Med hjælp fra Supervin har jeg derfor igen samlet det samme lille felt af Brunello di Montalcino vine, men her i den nye årgang. Selvom 5 vine selvfølgelig slet ikke på nogle måder er repræsentativt for en hel årgang, så kan det nok give en indikation af kvalitetsniveauet og – om ikke andet – også give mig lejlighed til at skrive lidt om årgang 2019 i Brunello di Montalcino .

Brunello di Montalcino 2019 årgangen

Hver gang en ny årgang dukker op, så er man hurtige til at rose årgangen til skyerne, men det skal altid tages med et gran salt og fx for 2018 årgangen var roserne måske også lidt mere afdæmpede og man talte om, at det var en gennemsnitlig årgang, men slet ikke i nærheden af de langt bedre årgange 2015 og 2016.

Men for 2019 virker det til, at det tegner til at være en meget fremragende årgang. Det var et år, hvor klimaet hjalp med meget forårsregn, hvilket gjorde det muligt at skabe vigtige vandreserver i jorden. I det hele taget var klimaet i første halvdel af året hårdere og mere fugtigt, hvilket også forsinkede vinstokkenes vegetative cyklus en smule.

Sommeren var varm, men ret regelmæssig og uden særlige langvarige varmetoppe eller rigelig nedbør. September måned var præget af fantastisk vejr, milde temperaturer og store variationer i temperaturerne samt lidt nedbør, hvilket tillod den perfekte phenoliske modning af druerne.

Dette betød bl.a. langsomme gæringer, hvor der var stor ekstraktion af farve med en meget god syre, integreret og god koncentration af polyfenoler, hvilket sikrede kompleksitet.

Generelt fremstår Brunello di Montalcino 2019 vinene alle meget komplekse, brede, med en struktur, der ikke overvælder balancen, og hvor syren er markant på trods af en ikke lav alkohol. Det skyldes hovedsageligt de perfekte modningsbetingelser for druerne, der ankom til vinhusene.

2019 Brunello di Montalcino vinene viser nu masser af mørk frugt uden en overdreven modenhed. Der er en god balance mellem syre, koncentration og tanniner, som føles elegante, finkornede og til tider kalkholdige.

I årgang 2019 er Brunello’erne også præget af mere koncentration og frugtvægt, men forbliver balancerede og elegante.

Monica Larner fra Robert Parker’s Wine Advocate siger, at 2019-årgangen er på ingen måde ringere end 2016-årgangen med hensyn til fortræffeligheder, men at der ikke er samme volumen og ensartet kvalitet, Hun mener, at 2016 forbliver marginalt overlegen med hensyn til elegance og lang levetid.

James Suckling har sagt, at man med 2019 i Montalcino kan man forvente, at regionen har produceret nogle af de bedste Brunello di Montalcino nogensinde. Under hans blindsmagning af mere end 200 forskellige Brunello 2019 fandt hans 2 perfekte vine. Han bedømte 8 vine med 98 til 100 point og 57 flasker fik 95 til 97 point.

Antonio Galloni  fra Vinous skrev, at han er glad for at kunne rapportere, at den seneste årgang 2019 fra Montalcino byder på et sandt skatkammer for samlere og fans af appellationen. På hans tur til regionen smagte han bl.a. de klassiske Brunelloer fra 2019 og tog samtidig et tilbageblik på mange af topvinene fra 2016.

Sammenligningen af disse to fantastiske årgange viser, at Montalcino fortsat producerer verdensklassevine af højeste kaliber og i de fleste tilfælde til rimelige priser.

Galloni siger videre, at 2019 egentlig var en stressfri vækstsæson, der har produceret vine i fuldstændig harmoni … en blanding af kraft og elegance på en måde, som sjældent er set.

Mange producenter beskriver selv vinene som sprøde, hvilket Antonio Galloni føler er rammende og sammenligner man så vinene med 2016’erne, så har 2019’erne mere energi og sprøde tanniner.

2019 er en årgang med udstråling og appel, en årgang med vine, der er aromatisk udtryksfulde, byder på en følelse af sted, karakter og så ofte passer med beskrivelser som klassiske, racerene, kølige, sprøde og slanke … det er siger Galloni; den årgang, vi alle har ventet på.

Italy’s Finest Wines har opstillet disse ratings for de sidste 10 år:

2010✭✭✭✭✭ (+)
2011✭✭✭✭
2012✭✭✭✭
2013✭✭✭✭
2014✭✭✭
2015✭✭✭✭✭
2016✭✭✭✭✭(+)
2017✭✭✭✭
2018✭✭✭✭
2019✭✭✭✭✭ (+)

Consorzio del Vino Brunello di Montalcino vurderer selv 2019 årgangen af Brunello di Montalcino som en fremragende årgang med fem stjerner. Denne vurdering afspejler den høje kvalitet af den vin, der blev produceret i det år, hvilket indikerer ekstraordinære egenskaber og lagringspotentiale.

Vinene

Med hjælp fra Supervin har jeg igen samlet det samme felt som sidste år og det består de samme 5 Brunello di Montalcino vine og det er derfor disse:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af de 5 Brunello di Montalcino vine … helt som vanligt.

Konklusion

Men skal jeg allerede nu – efter jeg har smagt alle 5 Brunello di Montalcino vine – komme med en konklusion, så må det være, at 2019 virkelig er en god årgang. 3 af de 5 smagte vine var virkelig bedre end i årgang 2018, mens 2 lå på nogenlunde samme niveau, men der vil selvfølgelig altid være forskelle fra producent til producent.

Igen var det Casanova di Ners Etichetta Bianca som komplet sjal mit hjerte og den smager bare drøngodt. Men også hos Villa Poggio Salvi var forskellen fra 2018 til 2019 tydelig, mens La Magia altid bare leverer på et drønhøjt niveau.

Så … hvis du mangler vin i kælderen, så er årgang 2019 af Brunello di Montalcino et godt bud på en rigtig fornuftig investering.

Houlberg smager … en håndfuld englevine fra Weingut Engel

Når der er en engel, tror ikke på noget mer’ … sang Nikolaj og Piloterne tilbage i 1989 og den sang var jeg sgu vild med. Nu kan jeg så nynne den sammen med lidt englesaft i mit vinglas, for jeg tester nu fra Hands on Wines en stor håndfuld vine fra Weingut Engel, der ligger på Untergaße i byen Flörsheim-Dalsheim.

Vi er med andre ord i Tysklands ubetinget største vinområde af de i alt 13 vinregioner … nemlig Rheinhessen, hvor man også ofte finder gode kvalitetsvine til nogle fornuftige priser. Rheinhessen har i dag over 27.000 hektar vinmarker og omkring 3.000 vinproducenter.

Men inden vi kigger nærmere på vinene fra Weingut Engel, så lad os lige kigge nærmere på dette vinhus i Flörsheim-Dalsheim.

Weingut Engel

Familien Engel har holdt til i Flörsheim-Dalsheim siden 1673, hvor man første gang har fundet familien nævnt i kirkebøgerne og da var det med adresse på Kirchgaße byen.

Det var dog lang, lang tid førend de startede med at lave vin, for det er først i 1928, hvor Berta Engel – efter sin mands tidlige død – at der blev vinavl på ejendommen, da Berta sammen med sønnerne Karl og Wilhelm drev et lille blandet landbrug og herunder også vinavl.

Da Karl senere i 1952 giftede sig med Ilse, så udvidede de hele landbrugsdriften og satsede også mere på vindyrkning, men det var dog først i 1970’erne, at Engel familien så startede med at flaske og sælge vinene.

Da Karl og Ilses søn Udo Engel kom med i driften i 1976, da gik han også i lære som vinmager, således han senere i 1983 kunne overtage driften. Det var også Udo, der i starten af udvidede driften og senere overtog vingården Wechsler på Untergaße og der holder Weingut Engel fortsat til i dag.

I dag er Udo og fruen Ulrikes 2 sønner Albrecht og Clemens Engel også kommet med i driften. Det er dog indtil videre mest den ældste søn Albrecht, der har hjælper med vinene, da han også har stået i lære hos vinhuse som Weingut Wittmann, Weingut Gutzler og Weingut Christmann.

Men de 2 brødre er begge uddannet indenfor vinproduktion på den store vinskole Weinbaufachschulen Neustadt und Bad Kreuznach og uddannet Techniker für Weinbau und Oenologie … altså som statscertificeret vindyrkningsteknikere.

Brødrene har også stået bag, at den gamle ko- og hestestald nu er ombygget til vinbar, vinotek og køkken, men derudover har de også udvidet lagerarealet og ombygning af den hvælvede kælder i under vingården i Untergaße og investeret i ny gæringstanke og i det hele taget moderniseret vingården.

Samlet har Engel familien 11 hektar vinmarken, der er spredt over en lang række marker, men deres bedste mark er helt sikkert deres parceller på Flörsheim-Dalsheimer Frauenberg, der med sine ret kalkstensholdig undergrund er en af ​​de bedste i Wonnegau. Men derudover er nogle af de bedre marker Bürgel, Goldberg samt Hubacker.

Vinene fra Weingut Engel er delt op i 5 serier … Literweine, Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og så de sødere vine i Lieblich & Edelsüß … og det er mest vine på druer som Riesling, Chardonnay, Weißburgunder, Grauburgunder og Spätburgunder.

Vinene

Fra den danske importør Hands on Wines har jeg smagt 6 vine fra Weingut Engel og de er fordelt på 3 vine på Riesling, 2 Chardonnay og en enkelt Spätburgunder.

Samlet har jeg smagt disse vine:

Der er således ingen Gutsweine, men alene 3 Ortsweine og 3 Lagenweine … og de første 3 er da også med skruelåg, mens de sidste 3 vine alle er med god, gammeldags korkprop.

Konklusion

Weingut Engel har – efter min vurdering – et rigtigt flot niveau. Med over 2,8 millioner hektoliter produceret vin og over 2.400 weingüter aka vinproducenter i Rheinhessen, så kan det være svært at spotte de bedste, men Engel har omtvistelig nogle kvaliteter.

De bedste var klart de 2 Chardonnay vine, men de er selvfølgelig også begge enkeltmarksvine og koster mere end fx de 3 Ortsweine på Riesling, der smager rigtigt godt og hver på deres egen måde, mens den ene Spätburgunder også holder flot niveau.

Så derfor … Thumbs Up !!!

Mr Rubys Spätburgunder Jahrgangspräsentation … og igen deltog Houlberg

Jeres altid flittige og trofaste spätburgunderelskende vinskribent har igen for nu 4. år i streg været til en større og flot Spätburgunder årgangspræsentation hos Mr Ruby.

Imidlertid er det ikke kun Spätburgunder, som Mr Ruby præsenterer på dagen, for tidligere har der sneget sig lidt Chardonnay med og her i den nyeste årgang 2021 også lidt Weissburgunder og Sekt.

Det er altid fedt at være til årgangspræsentation hos Mr Ruby, for man møder en masse rare og interessante mennesker fra branchen og får snakket med de fleste. I år mødte jeg således – udover Ruby himself og hans vin, den altid rare Jesper Stig Mølbæk Christensen – en flok vintosser fra de lokale restauranter og vinbarer.

Således fik jeg mødt bl.a. et par stykker fra Restaurant Tiende og deres vinbar Den Fede Drue, Mattias og et par andre hyggelige folk fra vinbaren Sjovinisten, nogle fra restauranten Atelier33 og så kom Rene Langdahl skam også forbi.

Årgang 2021 i Tyskland

2021-årgangen i Tyskland blev på mange fronterne udfordret … salgsmæssigt, da det var andet år under COVID19 epidemien, men også vejrmæssigt blev det et udfordrende år.

I Tyskland blev producenterne konfronteret med udfordrende vejr, som begyndte med en sen start på vækstsæsonen sammenlignet de med tidligere år, mens både foråret og sommeren viste sig at være fugtigt og ret køligt.

Problemer med meldug blev forværret af, at vinmarkerne mange steder blev så bløde, at det var svært at køre traktorer til at brug for fx plantebeskyttelse. Samtidig nåede nedbøren sit sørgelige klimaks i oversvømmelsen af ​​Ahr-dalen, som ødelagde 61 af i alt 64 vingårde natten mellem den 14. og 15. juli.

Imidlertid viste det sig, at resten af året forløb overvejende positiv, for fra midten af ​​september holdt det sig stort set tørt med ret kølige temperaturer, hvilket også gjorde, at botrytis’en ikke formerede sig eksplosivt. I køligere egne som Saar varede høsten helt til de første dage af november og ved Ruwer endda indtil midten af ​​november.

Skal vinbønderne beskrive 2021 årgangen, så vil de fleste nok sige, at det var et gennemsnitligt år. Mostvægtene i druerne var lavere end tidligere år, mens syreværdierne til gengæld var højere.

Man havde regnet med, at det samlede udbytte for året ville falde i forhold til de foregående år, men et gennemsnit for hele landet viste, at udbyttet var stedet 4%. Stigningen var størst i Franken med plus på 79%, for der var der ingen frost at klage over igen. Men også i både Mellemrhinen og Württemberg var der pæne stigninger.

De første smagninger af vinene fra årgang 2021 viser, at der overordnet er tale om forholdsvis lette, delikate, aromatisk samt udtryksfulde vine. Derfor betegnes 2021 vinene i dag være værende ganske elegante.

Vinene

Mr Ruby havde atter stillet alle vinene op i en gennemtænkt rækkefølge, men jeg sprang faktisk alle Weissburgunder vinene over og startede min rundtur med lidt Sekt, efterfulgt af Chardonnay og til sidst Spätburgunder vinene, som da også var i overtal.

Sekt

I denne kategori var den – naturligt nok – ikke årgang 2021, men bestod derimod de seneste frigivne vine fra producenterne. Et par vine havde jeg smagt før, så der linker jeg bare til mine eksisterende anmeldelser.

Chardonnay

Med de hvide vine på Chardonnay var det mest fra 2021 årgangen, men dog suppleret af nogle af de nyeste fra 2022 og ingen af disse havde jeg smagt forinden.

Spätburgunder

Med Spätburgunder vinene, så var der et par gengangere fra årgang 2020, idet bl.a. Twardowski ikke er færdig med sine vine endnu, men der har også et par 2020’ere med fra Wöhrle samnt en enkelt vin fra Gebrüder Mathis, så der linket jeg bare til tidligere anmeldelser.

Da jeg har skrevet om alle vinhusene tidligere, så får I alene beskrivelser af vinene, men selvfølgelig også mine smagsnoter og vurderinger. Det var dog  helt som sidste år toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse.

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig

Houlberg smager … en håndfuld fine vine fra Domaine les Roches Bleues

Beaujolais vinhuset med det pudsige navn “de blå klipper” aka Domaine les Roches Bleues – er Vignoble en Agriculture Biologique – og ligger på adressen Route du Mont Brouilly et par kilometer nord for byen Odenas.

Mont Brouilly er vel knapt et bjerg, men nok nærmere en stor bakkeknold, men den er af vulkansk oprindelse og gamle historier fortæller, at  bakken blev dannet af resterne, da fortidens kæmper gravede ud til det, der skulle blive til Saône floden.

Det skulle også være ganske vist, at Brouilly har fået sit navn fra en vis Brulius, der ifølge legenden var en overraskende elsket løjtnant i Julius Cæsars hær af kejserlige romerske legioner.

Men der er lige dér i skyggen af Mont Brouilly, at vi finder Domaine les Roches Bleues … artisans-vignerons gennem 3 generationer, som laver både Brouilly og Côte de Brouilly vine.

Côte de Brouilly er jo – sammen med Brouilly – den sydligste af de 10 Beaujolais Crus … og dækker blot sølle 330 hektar vinmarker, så det er samtidig den mindste  Beaujolais Crus målt i både areal og mængden af producerede vine.

Vinmarkerne er fordelt ved de 6 kommuner Odenas, Quincié, Saint- Lager, Cercié, Charentay og Saint-Étienne-la-Varenne, der ligger i op til 400 meters højde omkring Mont Brouilly, der på toppen indtages af det gamle  Notre-Dame du Raisin Chapelle, der blev bygget i 1955 og dedikeret til la Vierge de Fourvière … jomfruen fra Fourviè.

Vinmarkerne på skråningerne består af både granit samt en hård skifer, som har en karakteristisk mørkeblå og grønlig nuance som er kaldt pierre bleue og den tilskrives æren for vinenes fylde og store finesse bl.a. grundet tiltrækningen af solens varme i løbet af dagen og dernæst at holde varmen til vinstokkene om natten.

Domaine les Roches Bleues

Vinhuset drives af den talentfulde unge vinmager Jonathan Buisson, der som 27 årig kom hjem fra Paris og siden har revolutioneret den gamle familieejede vingård.

Domaine les Roches Bleues er oprindelig grundlagt i 1967, hvor Annie og Louis Bassy købte en mark på 4 hektar med vinstokke på skråningerne af Mont Brouilly med det ønske om at bygge deres egen ejendom der.

De startede deres egen produktion, hvor vinene blot blev solgt lokalt. Men i 1993 blev overtaget af næste generation i form af Christiane og Dominique Lacondemine, som begge også havde en stor passion og respekt for jorden, hvorfor de satte dyrkning af sunde druer i højsædet.

Christiane havde selv undervist i både Frankrig og USA, så hun startede med at eksportere huset vine til udlandet … først en smule til Storbritannien … så USA, Canada, Japan, Nordeuropa og Afrika.

Siden 2019 har det dog været 3. generation i form af Chloé og hendes kæreste – Christiane og Dominiques svigersøn – Jonathan Buisson, der har overtaget driften.

Jonathan læste egentlig først økonomi i Paris, men kom tilbage til Beaujolais for at lære at lave vin, hvilket bl.a. blev yderligere styrket med et ophold i Davayé, førend han i 2018 tog over fra  sine svigerforældre  på skråningerne af Brouilly.

Siden hans overtagelse har han intensiveret det økologisk landbrug  med omlægning til certificeret økologisk drift i 2023, selvom gården faktisk har praktiseret dette i mange år.

Stilen er naturlig og Jonathan forsøger at lade de forskellige plots tale for sig selv … uanset hvor højt markerne ligger eller om de har en undergrund med pink granit eller blå vulkansten.

Jonathan har nu også startet foreningen Les Vigneronnes du Vivant en Beaujolais, som er en sammenslutning af unge vinbønder, der alle sætter den levende natur omkring dem i centrum i vinproduktionen. Som han selv siger, så skal man arbejde med jorden i stedet for at bekæmpe den.

Samlet har familien i dag 10 hektar vinmarker, som ligger indenfor de 2 appellationer Côte de Brouilly og  Brouilly. Markerne er rige på de berømte blå sten på Mont Brouilly … og det er selvfølgelig også derfor, at vinhuset hedder Domaine les Roches Bleues … altså domæne de blå klipper.

Det er selvfølgelig Gamay, som er hoveddruen hos Domaine les Roches Bleues … ja faktisk dyrker man kun denne druesort, men den er jo også totalt indbegrebet af Beaujolais.

Vinene

Fra den danske importør Hands on Wines har jeg smagt 6 vine fra Domaine les Roches Bleues … og det er faktisk næsten alle de vine, som huset laver, for udover disse 6 rødvine, så laver de rosévinen l’Amuse Bouche … men den er skam også lavet på Gamau druen.

Dermed har jeg smagte disse vine:

Lidt blandet Gamay … og under de to appellationer Côte de Brouilly og Brouilly … lækker bondsk vin og her fra en producent, der virker så hyggelig, visionær og moderne .. men lavet efter nogle af de klassiske, gamle dyder.

De 3 første er med nogle meget charmerende etiketter, mens de sidste og dyreste har nogle mere kedelig og seriøse etiketter, men tag ikke fejl … indholdet fejler sgu ikke noget … tværtimod,

Konklusion

For sikke et felt … og sikke kvalitet i deres sortiment – men teorien om, at Brouilly vinene skulle være mere bløde end Côte de Brouilly, som skulle være en snas mere mørke, tætte og intensive – fandt jeg ikke rigtigt var tilfældet.

Til gengæld synes jeg, at Domaine les Roches Bleues vinene var virkelig elegante, hvilket særligt kom frem i de sidste to Brulhié og l’Héronde med klare burgundiske referencer, men alle vinene har deres små forskelligheder på denne charmerende, bondske og ganske elegante måde.

Det er faktisk enestående. at smage et helt sortiment fra én producent, hvor samtlige vine er på så flot et niveau og samtidig hænger virkelig godt sammen … fra den billigste La Croquante, der har vildt flot niveau for en hverdagsvin til topvinen l’Héronde med kompleksitet og ynde.

Dertil skal man lægge, at priserne samtidig er meget, meget fornuftige og her ligger mellem 149 til 239 kr. Det er sjældent at finde så dejlige vine til disse priser … så Big Thumbs Up.

Houlberg smager … en håndfuld burgundiske vine fra Domaine Michel Rebourgeon

Vi fortsætter lidt på samme måde … smager en stor håndfuld af 6 vine fra et vinhus, som jeg tidligere i år allerede har smagt et par vine fra. Det er nemlig fra det burgundiske vinhus Domaine Michel Rebourgeon, der ligger i Pommard.

Men inden vi lige kigger lidt nærmere på de 6 vine, som jeg nu smager fra Domaine Michel Rebourgeon, så lad os da igen kigge en smule nærmere på vinhuset.

Domaine Michel Rebourgeon

Der er tale om et familiedrevet  vinhus, der – som også skrevet indledningsvis – ligger i Pommard … ja faktisk midt i byen på Place de l’Europe og har dets rødder helt tilbage til 1540.

Oprindelig hed familien faktisk Bourgogne til efternavn, men da Palmyre Bourgogne – Michels mor –  i 1920 efter den 1. verdenskrig giftede sig med Claude Emile Rebourgeon fra Montagny-lès-Buxy i Côte Chalonnaise, så fik familien navnet Rebourgeon og vinhuset kom til at hedde Domaine Rebourgeon-Bourgogne.

Da næste generation skulle overtage, så blev ejendommen delt i to, hvor den ene søn Michel Rebourgeon i 1964 startede med at sælge vinene i eget navn, mens hans lillebror Henry Rebourgeon overtog den anden del … og del del eksisterer fortsat som Domaine Rebourgeon-Mure.

Men i midten af 1990’erne efter Michel Rebourgeons pension overtog datteren Delphine sammen med sin engelske mand Stephen Whitehead driften af Domaine Michel Rebourgeon.

Stephen aka Steve havde havde i 1980’erne en lille forretning i Storbritannien med handel med vin og det var faktisk via sin lille forretning, at han havde mødt sin kommende kone Delphine.

Da Delphines far Michel i 1990’erne nærmede sig pensionsalderen, så forlod Steve sin britiske virksomhed og sluttede sig til fruen på Rebourgeon vinhuset i Pommard og sammen har de siden lavet deres vine der.

Stephen og Delphine har siden deres overtagelse i midten af 1990’erne bragt vinene op på et ekstremt højt niveau. De er dog i dag også kommet op i årene og er så småt på vej på pension. Derfor er de ved at overdrage tøjlerne til deres søn William Whitehead, der har været med til at lave vine siden han var 18 år og af flere bliver betegnet som et vin-geni.

Indtil for ganske nyligt blev hele produktionen solgt gennem husets vinkælder eller på torvet i Pommard, men i dag er huset også startet med at sælge deres vine til udlandet.

Samlet har Domaine Michel Rebourgeon 4,25 hektar vinmarker fordelt på nogle af de bedste marker i Pommard, Volnay og Côte de Beaune, herunder Les Rugiens, der af mange nævnes som en mark på Grand Cru-niveau.

Den samlede produktion er beskedne 20.000 flasker om året, så samlet er der tale om små kultproduktioner med ganske få fade pr. mark … og alt laves med gammelt klassisk manuelt håndværk lige fra arbejdet i marken, beskæring, opbinding, grøn høst, pløjning og i selve kælderen er sker alt skånsomt og nænsomt.

Druerne bliver afstilket uden at bærrene knuses og der gøres brug af såkaldt peristaltisk overpumpning af mosten således, at mosten ikke bliver for hårdt behandlet. Mosten koldmacererer omkring en uge og placeres ved hjælp af tyngdekræften i franske egetræsfade i 12-18 måneder alt afhængigt af vinen.

Vinene

Jeg har før smagt deres 2020 Beaune 1er Cru Les Chouacheux samt deres 2020 Pommard Les Trois Terroirs, men denne gang har jeg så smagt disse 6 vine:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover … helt som vanligt.

Konklusion

Men skal jeg allerede nu komme med sådan en overordnet konklusion, så er det ret nemt … de smagte vine smager ovenud helt formidable. Det er sjældent, at jeg har smagt 6 vine fra samme hus på så højt niveau, så jeg er sgu en smule star-struck.

Det er efter min vurdering vine i særklasse og langt bedre end meget af de burgundiske vine, som jeg ellers har smagt, for alle 6  er så ultrabløde og mundsmeltende. Jeg er sgu blevet fan … og det kan selvfølgelig også ses på mine anmeldelser … men dem kan du jo læse i de kommende indlæg.

Houlberg smager … en stor håndfuld vine fra Podere Ruggeri Corsini i Monforte d’Alba

For et par uger siden smagte jeg en 2021 Langhe Nebbiolo fra vinhuset Podere Ruggeri Corsini, men jeg har faktisk stor håndfuld flere vine liggende fra vinhuset sendt fra Italux … så hvorfor ikke lige smage dem i streg?

Podere Ruggeri Corsini

Som jeg også skrev sidst, så ligger vinhuset i den smukke by Monforte d’Alba i Piemonte og er er forholdsvis nyt vinhus, da det blev grundlagt i 1995 af Loredana Addari og Nicola Argamante, der begge uddannet indenfor landbrug og specialiseret i vindyrkning samt ønologi.

Begge droppede deres job samt bylivet og købte en lille gård i Monforte d ‘Alba i hjertet af Langhe. På gården havde man i forvejen dyrket druer, men disse blev solgt til andre vinproducenter. Som hjælp hyrede de også Loredanas bror Lorenzo.

Vingården fik navnet Corsini, som refererede til nogle gamle stenhuse i den gamle landsby i Monforte d’Alba, mens Ruggeri henviser til Nicolas mor, som troede på sønnens projekt og støttede ham og Loredana økonomisk. Podere betyder – som du nok allerede ved – gård og således blev gårdens navn Podere Ruggeri Corsini.

I 1996 blev de første 6.000 flasker produceret og disse blev primært solgt til udlandet, men i dag producerer den lille gård et sted mellem 65.000 – 75.000 flasker hvert år og Loredana og Nicolas døtre Francesca og Vittoria er også kommet med i driften.

Vingården har samlet omkring 9 hektar vinmarker, hvor de dyrker Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Albarossa, Pinot Nero samt de hvide sorter Arneis, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Hos Podere Ruggeri Corsini fokuserer familien på kvalitet i tilblivelsen af deres vine hele vejen gennem den komplicerede proces. Efter den nøjsomme håndplukning og sortering af druerne fjerner man alle stilke, bryder drueskallernes overflade forsigtigt og lader gæringen foregå over små to uger, mens temperatur og bevægelse i druemosten bliver kontrolleret.

Jeg mødte faktisk tilbage i 2017  Loredana Addari ved en Barolo & Friend Event smagning i Aarhus og smagte dengang deres Autenzio Albarossa i årgang 2013.

Vinene

Denne gang har jeg smagt disse vine:

Ovenover er der selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … helt som vanligt.

Konklusion

Men skal jeg allerede nu komme med sådan en overordnet konklusion, så er det faktisk en håndfuld rigtigt fine vine, hvor både den hvide Langhe Chardonnay, den røde Argamakow Langhe Pinot Nero og de to enkeltmarks Barolo’er stikker særligt ud.

Jeg er tosset med italiensk Pinot Noir, når det lige får en snert af noget Barolo og italiensk syre og det har Podere Ruggeri Corsinis Argamakow Langhe Pinot Nero. Dejligt.

Barolo Bricco San Pietro og Barolo Corsini Bussia er fortsat unge, men har denne lyse, stramme og fine side … masser af tørhed samt tanniner, så dér bliver man heller ikke skuffet.

Houlberg smager … burgundisk vin fra CBS professoren Ron Sanchez i Oregon

Ron Sanchez er professor emeritus ved Copenhagen Business School med speciale indenfor ledelse, strategi og innovation, men bor selv i Oregon og har samtidig besluttet sig for at lave nogle af de bedste burgundiske vine udenfor Bourgogne.

Ron siger da også selv, at hans vin er mere Bourgogne end Oregon.

Nu har jeres altid flittige vinblogger fået en henvendelse fra Ron Sanchez om at smage nogle af vinene fra hans projekt i Oregon … fra sin lille vingård Domaine Verdant og det kan man da kun være vildt nysgerrig på, så det har jeg selvfølgelig takket ja til.

Domaine Verdant og Ron Sanchez

Som professor i Danmark, så rejser Ron Sanchez – helt korrekt Ronald Allen Sanchez – meget mellem København og hans hjem i Yamhill-Carlton, der ligger i Willamette Valley lidt syd for Portland i Oregon. Og for at gøre rejseriet vildere, så har Ron faktisk også en lejlighed i Danmark, hvilket er forståeligt, da Ron nu har arbejdet i Danmark i over 25 år … men den ligger så lige i Glamsbjerg på Fyn.

Den initiativrige professor, der også har udgivet 24 bøger samt mere end 60 akademiske artikler samt en række andre artikler om ledelse, startede sit vineventyr, da han købte en gård i Willamette-dalen og besluttede at prøve kræfter med at dyrke druer og lave vin.

Præcis der i appellationen Yamhill-Carlton AVA har han omkring 4,8 hektar vinmarker med Pinot Noir Dijon-klonerne 113, 114, 115, 777  fra Vosne-Romanée og Pommard samt Chardonnay kloner 76, 96 og 548 fra  Puligny-Montrachet i Bourgogne.

Jordbunden i Yamhill-Carlton består af grus med maritime fossiler, silt, sandsten og lerjord, der stammer helt tilbage fra de tektoniske pladehævninger, der dannede Nordamerikas vestkyst for omkring 150 millioner år siden.

Det har også fra istiden for omkring 10.000 år siden givet store aflejringer af grus og forstenede træer helt fra Rocky Mountains til Yamhill-Carlton-regionen med den berømte Missoula-flod.

Beliggenheden er derudover også begunstiget med kølig luft fra Stillehavet, så om dagen er der i selve vækstsæsonen varmt med temperaturer omkring 23-29 grader og om natten giver vinden fra Stillehavet temperaturer på 12-18 grader … perfekt for Pinot Noir og Chardonnay.

Ron Sanchez har gjort det til sit mål, at lave nogle af de bedste burgundiske vine udenfor Bourgogne … at vise, hvordan Pinot Noir og Chardonnay skal laves, når klimaet er køligere end i Californien, så stilen er langt mere burgundisk end hos den varmere nabostat i syd og Ron siger faktisk selv, at hans stil endda er mere burgundisk og europæisk end sine naboer i Oregon.

Hans filosofi er at lave vine, der udtrykker deres terroir og mikroklima så klart og rent som muligt. Målet for hver årgang er at lave vine, der er blandt de bedste i verden, siger Ron selv.

Ron er specialiseret i at udvælge fade, hvilket han ofte benytter i netværket af gode venner. Han er særligt krævende i valget af fade, og han har sin helt egen risteprofil, som han får lavet i et samarbejde med udvalgte bødkere i Oregon og Frankrig. Det kan man da kalde nørderi på højt niveau.

Han vinificerer hver Pinot Noir og Chardonnay-klon separat og modner dem adskilt, indtil han laver det sidste blend inden tapning og langtidsmodner altid vinene på fade mellem 18 og 42 måneder for Pinot Noir og 15-22 måneder for Chardonnay.

Efter aftapning på flaske lagres vinene indtil de er fuldt modne og klar til frigivelse. Det betyder således, at vine fra varme år normalt bliver frigivet efter 3-4 år på flaske, mens vin fra kølige år ofte ligger 8 år inden en frigivelse.

Men netop det faktum, at vinene altid kun frigives modne og drikkeklare gør også, at de skal tilgås på en lidt anderledes måde end tilfældet med unge vine. Vin med alder har godt af luft lige efter, at de er åbnet.

For at vinene kan åbne sig, så opfordrer Ron Sanchez til, at de så får mindst et par timers luft inden servering … og hvis en af vinene enten dufter eller smager lidt ved siden af sig selv og tilknappet, så lad den stå … helst i en karaffel.

Ron Sanchez lavede sin allerførste vin på Domaine Verdant på kommerciel basis i årgang 2010 … men produktionen er i dag  fortsat beskeden med en produktion på omkring 8.000 flasker om året, hvor bl.a. Geranium er en af aftagerne. I det hele foretrækker Ron at sælge sine vine i sit andet hjemland Danmark.

Der sælges ganske lidt på det amerikanske og japanske marked, men det er primært til folk, der har hørt om Domaine Verdant, men det er også fordi, at Ron ikke har gjort noget markedsføring overfor det amerikanske marked, da vinene laves i europæisk stil.

Måske er det også derfor, at Ron Sanchez også laver negociant vine under Oregon Terroirs, Oregon Hills Vineyards samt  OBR Oregon Big Reds navnene,  hvor han køber druer og vin på egefade fra flere  andre bønder med marker i Willamette Valley, men fortsat med den samme strikse krav til kvalitet.

Det er oftest vine på tanke eller tønder fra andre vingårde og så afslutter Ron Sanchez så vinifikationen på den måde, vi han gerne … og fra det projekt skal jeg også smage et par vine … lidt anderledes med et par vine på henholdsvis Pinot Blanc og Pinot Gris, men ligeledes lagret på ny fransk eg og med alder fra 2015.

Vinene

Dermed så mit lille smagefelt med de 6 vine fra Ron Sanchez således sådan her ud:

Som vanligt har jeg ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Konklusion

Men skal jeg allerede nu komme med en form for konklusion, så har Ron Sanchez fat i noget, når han arbejder efter et mål om, at vinene skal bare mere af Bourgogne end af Oregon.

De to første vine er jo sådan lidt udenfor normal burgundisk reference lavet på druerne Pinot Blanc og Pinot Gris … og så ellers med masser af fadlagring. Der er endda stor forskel på dem, hvor Pinot Gris klart er bedst og har taget bedst imod fadlagringen.

Med et par undtagelser, så skal Ron Sanchez’ vine have godt med luft i glasset for at folde vingerne ud … og det var specielt tydeligt på de 2 vine Enchanteuse Chardonnay og Quintessence Pinot Noir, men de øvrige var hurtigere drikkeklar.

De røde imponerede alle … mest Quintessence og La Follesse, men det kan du jo læse mere om i alle mine anmeldelser, som kommer i de næste par dage.