Kategoriarkiv: Store oplevelser

Houlberg i Lugana … besøg på Corte Sermana

Dagens 3. besøg i Lugana blev hos den rare Filippo Bottacini, hvor vi fik vor lille vinsmagning af hans vine på Corte Sermana i haven under to gamle træer … totalt italiensk og vildt idyllisk.

Corte Sermana er et lille, nyt og mere ydmygt vinhus end de to forrige, men var så tredje stop på den første hele tourdag af vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

Corte Sermana ligger kun små 1-2 kilometer fra vor sidste besøgte Le Moretto, så vi er dermed fortsat tæt på San Benedetto di Lugana, men Sermana ligger lidt længere mod vest  faktisk nærmest på grænsen mellem Veneto og Lombardiet.

Vi blev modtaget af Filippo Bottacini, der driver vingården sammen med sin bror Nicolo, der havde travlt ved vineriet. Efter den formelle velkomst, så fik vi en rundvisning på vingården … først i vinmarken og så bagefter i selve vineriet.

Corte Sermana

Filippo og Nicolo Bottacini driver deres vingård med 6 hektar vinmarker, der ligger lige op til gården, som tidligere i 1990’erne har været et almindeligt landbrug for opdræt af kyllinger. Det var først i 2009, at brødrene overtog gården og startede med at lave vin.

Filippo var egentlig uddannet automekaniker, men havde efterfølgende taget en uddannelse indenfor vin og havde derfter også arbejdet en periode i Sancerre. I dag driver de så vingårdens 6 hektar vinmarker … fortsat med lidt høns, kyllinger og 3 stædige æsler, som vor søde Ambra Berardi også blev ganske betaget af … den tager vi lige lidt senere.

Brødrene driver Corte Sermana som et helt konventionelt vinbrug, men uden brug af kemikalier. I stedet anvendes grøn høst i alle deres marker, som også passes med håndkraft. For at undgå, at fuglene tar’ alle druerne, så har brødrene et række falke på deres marker … og de holder alle fugle på god afstand.

Deres 6 hektar marker er opdelt i 6 bloks … og hver blok vinificeres separat og Filippo fortalte, at klimaforholdene er forskellige fra år til år, hvorfor man ikke starter høsten med samme mark hvert år, men at det faktisk er totalt afhængig af årgangen.

I vineriet arbejdes med 100% afstilkning, 10-12 timers maceration og presning af druerne i tæt vakuum, så man dermed i videst muligt omfang undgår oxidering i vinene.

Vineriet er langt mere simpelt en de første vinhuse, som vi besøgte, for det er nærmest en stor hal med store ståltanke. Og alle vinene er da også lavet i ståltanke … men med deres Riserva har 10% dog lagret en smule på tonneaux egefade.

Husets samlede produktion ligger på 25.000 flasker årligt, men målet er 50.000 flasker. Produktionen er fordelt på 7 forskellige vine samt 2 grappa’er. Og heraf er altså 5 af dem Lugana vine.

Besøget

Filippo Bottacini er en utrolig rar og venlig mand … han viste stolt vinhuset frem. Han er helt nede på jorden og fortalte velvilligt hele historien om Corte Sermana.

Da vi havde været omkring vinmarker og vineriet, så gik vi tilbage mod selve hovedbygningen, hvor Filippo har sit kontor og vinbutik … og såmænd også en lille stald med de stædige æsler. Men udenfor i haven var der dækket fint op under to træer, hvor de første blade lige vare begyndt at blive gule.

Vi var imidlertid forkælet med et godt vejr … 28 grader og kun få skyer på himlen. Det var med andre ord perfekt for dagens tredje vinsmagning, så vi satte os hurtigt til bords. Ved hver plads havde Filippo lavet en udskrift om huset og de vine, som vi han nu ville servicere for det lille team af vinjournalister.

Smagningen i haven

Filippo Bottacini havde nemlig forberedt 7 vine, som han havde klar i en is køler foran os … 2 mousserende vine, 2 almindelige Lugana vine, 2 Riserva vine og en enkelt sent høstet dessertvin.

Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene følger naturligvis som vanligt. Jeg kan dog godt afsløre, at Bottacini brødrene bestemt godt kan lave god vin og trods deres størrelse, så var besøget bestemt et af de mest mindeværdige besøg på vor tur.

Selvom vi jo tidligere havde fået frokost på Tenuta Roveglia, så kunne vi selvfølgelig ikke bare smage vine uden lidt så, så udover de næsten obligatoriske små poser med grissini og tarallini monodose, så kom der også lidt gode parmasan oste på bordet. Italiensk gæstfrihed omfatter altid mad … elsker italienerne.

Derefter sluttede vi besøget … men Ambra Berardi og flere andre skulle selvfølgelig lige se æslerne, mens Filippo Bottacini tog os med ind i den lille butik og insisterede på, at vi hver skulle have en af hans vine med som en lille gave. JC og jeg insisterede på, at han satte en autograf på etiketten … helt som en vaskeægte rockstar.

Vi slutter derfor med et foto af Ambra Berardi og det elske æsel samt et foto af den signede flaske. Da Ambra skulle giftes indenfor den kommende periode, så håber vi ikke, at hendes kommende mand bliver for misundelig på æslet … der nok også som Filippo følte sig som en vaskeægte rockstar.

Houlberg i Lugana … besøg på Le Morette

Det andet besøg på vor Lugana International Press Tour var til vingården Le Moretto. Godt mætte efter en klassisk italiensk light lunch, så væltede vi nærmest ud af bussen klar til smage mere vin, men ikke mindst opleve endnu et vinhus.

Vi var måske en anelse forsinket, så det blev et effektivt besøg, men vi nåede dog det hele … først en rundvisning og en smagning af 8 af husets Lugana vine.

Vi blev modtaget af den energiske, selvsikre og tjekkede Fabio Zenato, som storsmilende startede med at vise os  vingården … først ud i markerne og derefter i det imponerende og moderne vineri … inden vi havnede i det flotte og stilsikre smagslokale,

Dér var der gjort klart til vores lille vinsmagning. Educational Tour in Lugana – Consorzio Tutela Lugana DOC – 15th september 2021 stod der helt korrekt på dækkeservietten under hver plads.

Le Morette

Vinhuset Le Morette også kaldet Azienda Agricola Valerio Zenato ligger i San Benedetto di Lugana. Det er grundlagt af Gino Zenato i 1955 … i starten mest med fremavl af vinplanter, men det blev hurtigt suppleret med egen vinproduktion.

I 1981 blev driften overtaget af hans søn Valerio Zenato og han øgede produktion af kvalitetsvine, hvilket også betød tildeling af flere priser for vinene. Valerios vine blev nemlig hurtigt kendt for deres markante mineralitet og struktur – de typiske egenskaber i Lugana – og han fortolkede dette i en elegant og raffineret stil.

I dag er det dog Valerios 2 sønner Fabio og Paolo, der som 3. generation har overtaget driften af vinhuset. De står nu i spidsen for arbejdet med 30 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 store marker … to i San Benedetto di Lugana en nær Sirmione og yderligere 20 hektar marker i Veneto til røde og rosé Bardolino vine.

De har også midt i den ene 10 hektar store mark i San Benedetto i 2013 bygget et topmoderne vineri. Byggeriet er også lavet efter alle kunstens regler med design inspireret af traditionelle vingårde, men med nyeste teknologi i vineriet, en stor vinkælder i 9 meters dybde under jorden med murede hvælvinger, kontrolleret temperatur og luftfugtighed optimal designet til vinlagring.

Det betyder, at man kan udnytte tyngdekraften ved produktionen af vinene. Samtidig er vinhuset næsten også selvforsynende med el via et stort 92 KW integreret solcelleanlæg … og kravler du op på taget eller i et af husets to tårne, så er der en smuk udsigt til de omkringliggende marker.

De laver i dag primært Lugana vine, men også røde og rosé Bardolino vine, men kernen er fortsat den planteskole, som Gino startede med.

Det betyder, at alle de vinstokke, der plantes i området stort set alle kommer fra Le Morette og efter vor vinsmagning viste Fabio os også, hvordan man poder en vinstok med en ny sort. Det sker med en lidt speciel maskine

Det har vinhuset selv gjort for flere af deres marker og Fabio fortalte, at det er langt mere økonomisk end fx at hive vinstokke op og plante nye sorter. Med en podning med en ny sort, så vil man ret hurtigt kunne høste igen og langt hurtigere end ved nye vinstokke, som kræver mindst 3-4 år for at give anstændige druer.

Besøget

Vi startede rundvisningen på Le Morette ude i vinmarkerne, hvor Fabio Zenato Viste os den hårde lerjord, som de arbejder med i de meste af Lugana området.

De bruger – som mange andre producenter – afvandingssystemer, men for at disse kan virke ordentligt, så kræver det åben jord, som Fabio kaldte det. Det betyder, at jorden lige rundt om vinstokkene ikke må være helt tæt, men skal være nærmest pløjet op, for ellers vil vandet have svært ved at trænge igennem laget af hård ler.

Vi så på senere besøg i Lugana nogle konkrete eksempler på, hvor hård denne type ler kan blive … faktisk så du vil tro, at der en sten og ikke ler. Men det er jo også det, som gør vinene fra Lugana unik og specielle.

I vinkælderen – der ligger 9 meter nede under jorden – fik vi set vineriet med de store tanke og selve lagringskælderen med murede hvælvinger.

Undervejs fortalte Fabio lidt om vinhuset, historien, om Lugana og deres vine, men det er var forholdsvis hurtigt rundfart, så derfor havnede vi snart i smagelokalet … klar til at smage Fabio vine.

Vinsmagningen

Det moderne og tjekkede smagelokale hos Le Morette stod i skærende kontrast til den istandsatte staldbygning hos Tenuta Roveglia, men der var lige så meget styr på tingene. Fabio Zenato Havde nemlig god hjælp fra Valentina Frignani, som havde forberedt en række vine, som vi skulle igennem. Samlet blev det et felt bestående af disse vine:

Undervejs fortalte Fabio om, hvordan vinene var lavet. Som vanligt har jeg selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Selve smagningen gik også ret hurtigt, men samlet blev det et fint besøg.

Houlberg i Lugana … besøg på Tenuta Roveglia

Rise and shine … første hele dag i Lugana og et travlt program med afhentning på Hotel Desenzano klokken 9.00 og så afgang til første vingård Tenuta Roveglia, som ligger i Pozzolengo i Lombardiet regionen.

På Tenuta Roveglia blev vi gæstfrit taget godt imod af Babettli Azzone – der ejer vinhuset sammen med sine søstre – og vinmageren Paolo Fabiani samt Luca Formentini fra et andet vinhus kaldet Selva Capuzza … og Luca skal jeg nok vende tilbage til senere.

Efter en kort hilsen på, så startede vi med en rundvisning på Tenuta Roveglia anført af Paolo og Babettli. Høsten til husets Spumante var lige gået i gang, så der var godt godt i vineriet … og derfor er det altid spændende at besøge vinproducenterne i september/oktober … hvis de altså har tid.

Tenuta Roveglia

Vingården Tenuta Roveglia har en historie, der går helt tilbage til 1404, hvor familien Roveglia startede med at købe en ejendom og marker fra klosteret San Salvatore i Santa Giulia i Brescia. Det er da også derfra, at vingården fik sit navn.

I 1980’erne blev ejendommen overtaget Giovanni Felice Azzone, som var en professor i patologi ved universitetet i Padua og medlem af Accademia Nazionale dei Lincei. Hans bedstefar Federico Zweifel havde allerede i slutningen af det 19. århundrede startet med at købe vinmarker og lave vin.

Federico Zweifel havde selv forladt Glarus i Schweiz og rejst til Italien for at finde bedre arbejdsvilkår. I Italien blev han forelsket i Gardasøen, hvor han fandt frodige landskaber og jordbund, der skulle vise sig at være ideel til dyrkning af vin.

Han begyndte at købe jord og omdannede de ofte misligholdte marker til vinmarker … og hans søn Giusto gjorde det samme og han begyndte også at producere vin, der oprindeligt kun bestemt til venner og lokale kunder.

Sådan fortsatte familien i mange år … altså indtil Giustos svigersøn Giovanni Felice Azzone i 1988 købte Tenuta Roveglia og dermed skabte et pænt stort vinhus med i dag sammenlagt 110 hektar vinmarker.

Giovanni Felice Azzone investerede derefter i moderne udstyr til vinproduktionen og havde som videnskabsmand allerede masser af erfaring med forskning. Han allierede sig samtidig med sin gode ven Paolo Fabiani, der var vinmageren og nu blev samarbejdspartner.

De fik sammen revideret både produktionsmetoderne og indført mere moderne systemer til vinificeringen. Og det virkede, for i dag er Tenuta Roveglia en stor og moderne vingård. Det er 4. generation, som i dag driver vingården i form af Giovanni Felice Azzones 3 døtre Sara, Vanessa og Babettli Azzone … men fortsat med Paolo Fabiani som vinmager og leder af vingården.

De producerer i dag 850.000 flasker vin årligt og 95% af druerne er fra egne marker og fordelt på 10 forskellige vine samt 3 acquavite og grappas. Og det foregår i et totalt moderne vineri og senest har de bygget en imponerende vinkælder til opbevaring af vinene.

Kælderen er tegnet af Babettli Azzone, der har en uddannelse som arkitekt … og designet er inspireret af historien, bl.a. med hvælvede lofter som i den gamle del af vingården. Men det fik vi at se under rundvisning på Tenuta Roveglia.

Besøget på vingården

Rundturen startede totalt pædagogisk lige der, hvor druerne ankommer til Tenuta Roveglia … og de var allerede godt i gang med høsten. Fra kasserne på vognene læssede medarbejderne druerne på transportbånd videre til vinificering.

Paolo Fabiani førte an … og vi fik fra de store 200 hektoliter tanke lov at smage den friskpressede saft, som skulle anvendes til husets spumante vine.

Derefter gik turen videre til husets tappelinje, så en væg med minder fra vingårdens familie og ansatte inden vi endte i den nye og fantastisk flotte kælder, som næsten lige var færdigbygget og klar til opbevaring af egefade og vinene generelt.

Lys i skiftede farve fremhævede de hvælvede buer, mens der ved et fabelagtigt designet rundt loftsvindue var placeret et lille display af nogle af husets vine … en imponerende sted at smage husets vine. Det skulle vi dog ikke der … men i den gamle del af vingården.

Vi sluttede vor rundtur i netop den gamle del, som Tenuta Roveglia fortsat anvender til smagninger og til opbevaring af egefade. Men de har derudover et lille skattekammer … omkring 100-400 flaske af hver årgang af deres vine siden 1988 og dermed en fabelagtig bevisførelse for, at vinene ældes med ynde.

Det skulle vi snart få lov af smage, så derfor gik vi retur til husets store smagelokale, som er indrettet i en tidligere kostald, dengang gården havde en blandet landbrugsdrift. Man kan endda faktisk i dag fortsat se de gamle stenspalter, som køerne gennem tiden har gnedet deres horn på.

Vinsmagningen

Men vi fik hurtigt sat os til bords, for vi var jo kommet for at smage Lugana vinene. Da det var vores første rigtige smagning, så startede Luca Formentini med at fortælle om området, historien og vinene fra Lugana.

Luca Formentini er i dag en af Consorzio Tutela Lugana DOCs 4 vicpræsidenter og var endda præsident før Ettore Nicoletto. Han driver sin egen vingård Selva Capuzza et par kilometer fra Tenuta Roveglia og det skulle vise sig, at vor smagning denne morgen var med vine fra begge vingårde.

Derfor skal jeg selvfølgelig også nok ved beskrivelse af den første vin fra Selva Capuzza skrive lidt om netop dét hus samt den rare og karismatiske  vinmager.

Vi fik god og grundig gennemgang af hele Lugana området og samtidig også Turbiana druen, som Luca selv betegner som kan være næsten neutral i smagen som ung, har et tykt skind, kræver en lang modningstid og har brug for tid til at udfolde sig. Luca Formentini sagde, at tiden er Turbianas bedste ven,

Druen kan også på grund af de tykke skind hænge lang tid på vinstokkene og selv når de ser ret skidt ud, så er der fortsat masser af saft i druen.

Vi drøftede også det ironiske i, at de fleste Lugana vine sælges og drikkes unge, men faktisk performer bedst med alder. Men det er jo en balancegang for producenterne, som selvfølgelig gerne vil sælge vinene hurtigt og tjene penge på den ene side, men også gerne vil sælge ældre vine … hvis der er købere og det kan svare sig.

Vi smagte samlet 10 forskellige vine og heraf 2 spumante vine, hvor den ene var lavet efter charmat metoden og den anden helt klassisk med andengæringen i flaske. Af de 10 vine, så var er også 2 med alder, hvor specielt Selva Capuzzas fine 2011 Lugana Riserva Menasasso imponerede.

Samlet kom feltet til at se sådan her ud:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Efter smagningen havde Paolo Fabianis hustru Patricia forberedt en lille Light Lunch … Houlbergs første møde med dette begreb på vor tur og lad mig slå det fast med det samme; italienerne tager deres mad meget seriøs, så der er intet let over Light Lunch.

Fabelagtigt besøg … og helt passende slutter jeg med lidt flere fotos fra besøget på Tenuta Roveglia.

Houlberg i Lugana … velkomstmiddag på La Lepre med Bertani og Zenato

Som start på den lille Lugana International Press Tour, så bød Consorzio Tutela Lugana DOC inden de næste 3 dages intense program på en velkomstmiddag den første aften. Her skulle vi lige hilse hinanden i holdet af vinjournalister samt konsortiets præsident Ettore Nicoletto og vicepræsidenten Alberto Zenato.

Den lille Welcome Dinner blev afholdt på restauranten La Lepre længere nede i Desenzano by, så efter vi i lobbyen på hotellet lige fik hilst på hinanden samt Francesca Goffi og Ambra Berardi, så gik vi samlet ned mod restauranten, mens solen stille gik med ned.

Il ristorante La Lepre har ganske vist ikke Michelin stjerner, men er anbefalet i Michelin guiden, som et fabelagtigt sted med moderne og innovativt køkken med fokus på bl.a. fisk og økologi. Og da vi ankom fik vi os placeret rundt om bordet, mens vi ventede på de sidste … både Ettore Nicoletto og Alberto Zenato.

De kom flyvende i høj fart til middagen … først Marco, som vistnok var en slags teknisk assistent i konsortiet, så Alberto Zenato og så til sidst Ettore Nicoletto … og så var vi klar til en middag samt masser af snak om Lugana, vinene fra området … og selvfølgelig mad.

Menuen lå allerede fremme på bordet …

Appetizers; Bread is gold m/extra virgin olive oil fra vinhuset Frantoio Montecrose og små overraskelser fra køkkenet

Og lad os da bare starte med at se lidt nærmere på maden, som ganske enkelt var helt fantastisk. Vi startede med lidt appetizers, som var nogle små bidder … hvad det var, fandt jeg ikke helt ud af. Dertil lidt god virgin olivenolie og bagt brød, som jeg dog ikke fik taget foto af.

Der var også nogle sjove lange dimser … bag dem kan I se JC, den canadiske vinjournalist, som i dag er bosiddende i Verona. Vores lille start blev suppleret med et glas mousserende Lugana … en 2018 Lugana Metodo Classico Brut fra Zenato huset.

Mediterranean Fish Carpaccio m/cherry tomatojus and beans salad

Sikke en start … lækker tunagtig fisk, der var råmarineret og lagt ovenpå en bund af salat lavet af hvide bønner. Det lyder måske lidt anderledes, men smagte helt fantastisk. Og til fisken fik vi så en frisk 2020 Lugana San Benedetto … også fra Zenato.

Risotto & Parsley m/Sicilian red Prawns and lemon peel

Herlighederne fortsatte med næste ret … en risotto lavet med persille, men slet ikke overfed risotto, men lavet til perfektion. Den blev serveret med nogle vist råmarinerede rejer oven på … fuck, det smagte godt og blev fint suppleret med en 2020 Lugana Le Quaiare fra Bertani.

Selv Ettore Nicoletto var vild med retten, men han jo kendte vinen, da han udover at være præsident for Consorzio Tutela Lugana DOC også er CEO for Bertani Domains, der udover Bertani, også omfatter vinhuse som Puiatti, Val di Suga, Trerose, San Leonino og Fazi Battaglia.

Roasted Apulian Squid m/stuffed courgette flower and spiced tomato sauce

Men aftenens bedste ret blev – i mine øjne … eller rettere smagsløg – denne lille blæksprutte med fyldt courgetteblomst og lidt sauce, der vist var lavet med både tomat og blæk fra sprutten. Det smagte bare herregodt og blev serveret sammen med den sidste vin … en 2020 Lugana Riserva Sergio fra Zenato.

Dermed var Alberto Zenato på hjemmebane, da han jo – ved siden af jobbet som vicepræsident for Consorzio Tutela Lugana DOC – også driver sit 95 hektar store vinhus Zenato Azienda Vitivinicola sammen med sin søster Nadia.

Palvova m/red currant sorbet and Lugana wine gel

Vi sluttede selvfølgelig sidst … en lidt moderne udgave af en palvova med lidt solbærsorbet og Lugana vingelé.

Caress, sweet bites

Til sidst var der også lidt sødt.

Vinene

Her lige et view på vinene, som vi smagte i løbet af aftenen:

Der er selvfølgelig links til anmeldelserne ovenover.

En fornøjelig aften

Det blev en god start på vor lille Lugana International Press Tour, hvor jeg både fik lejlighed til at snakke med nogle af de andre fra vort lille hold af vinjournalister, men også fik den første indflyvning til Lugana området fra både Ettore Nicoletto, Alberto Zenato.

Fra venstre mod højre er det Alma Torretta – Ambra Berardi – Alberto Zenato og JC

Der kom hurtigt gang i snakken og selvom jeg var en smule træt ovenpå en rejsedag og al bøvlet med igen at skulle bruge mundbind, så steg humøret i takt med den gode mad og vinene i glasset.

Selfietime – Ettore Nicoletto fra Bertani Domains og Houlberg

Jeg fik også en snak med Ettore, som sad ved siden af mig ved bordet og jeg fik også en selfie med Bertani formanden, som jeg fluks sendte til Falken, som jo Bertani-elsker big time.

God stemning omkring bordet

På den anden side af bordet sad Daniela, som virkelig er så sød og mild. Hun er en østrigsk weinautorin aka vinskribent, bosiddende i Wien og har lavet masser af artikler om vin og skrevet bogen 111 Weine aus Österreich, die man getrunken haben muss.

Derudover er den skønne kvinde nu i gang med at skrive endnu en bog om 111 mousserende vine, som man absolut bør smage. Hun er bare så sød, mild og dejlig at besøge vingårde med.

Daniela Dejnega fanget i et tænksomt øjeblik

Jeg slutter blot lige med lidt flere stemningsbilleder for en flot velkomstaften. Ettore Nicoletto skulle hurtigt videre, da han havde et møde i Milano, mens vi blev hængende et eller to glas tid endnu, men snart luskede tilbage til hotellet i den lune aften … vi vidste, at der ventede en travl dag næste morgen.

Alberto Zenato fortalte om Lugana vinene og Zenato Azienda Vitivinicola.
Marco er specialist i Lugana områdets specielle terroir.
Alberto Zenato.

Best Riesling Alsace 2021… og igen havde Houlberg samlet et smagepanel

Alle gode gange 3 … for tilbage i maj måned udvalgte 10 dommere i Danmark for 3. gang 40 af de bedste Alsace Riesling vine. De blev valgt ud af et samlet felt på ikke mindre end 143 tilmeldte vine og heraf var 54 af dem endda Grand Cru vine.

Over halvdelen af de tilmeldte vine var økologiske, biodynamiske eller i overgangfase. 30 vine havde også certificeringen HVE, som står for Haute Valeur Environnementale … en fransk miljømærkning, der tager hensyn til alle aspekter i miljøet, bl.a.med forebyggelse af forurening af grundvand, biodiversitet og brug af sprøjtemidler.

Nu har jeres flittige vinblogger så udvalgt 12 af de bedste 40 vine … og selvfølgelig igen testet dem blindt sammen et lille smagepanel. Det var selvfølgelig ikke helt samme format som det dommerpanel, som havde udvalgt de 40 bedste vine, for det bestod af en række velkendte sommeliers, DipWSET og vinskribenter … fx navne som Thomas Ilkjær, Thomas Riis, Anders Halskov, Fredrik Hierner og mange flere.

Jeg har også lavet denne eftertest eller eftersmagning de to foregående år, men i år havde jeg dog begrænset mig til 12 vine mod hele 27 sidste år … og dermed et lidt mere overkommelig opgave, selvom jeg selvfølgelig ikke fik samme brede med. Men jeg havde dog pejlet mig ind på enten nogle af de bedste, mest spændende eller fra vinhuse, som jeg ikke havde smagt vine fra tidligere.

Smagen var også på tværs af de prisskel, som de 40 vindervine var opdelt efter. De var nemlig oprindelig opdelt i 4 grupper, med vine <100 kr., mellem 101-200 kr., mellem 201-300 kr. og endelig vine >300 kr. Her var alt blandet i total uskøn orden.

Men som i den store udvælgelse, som blev mine udvalgte 12 vine også smagt blindt uden nogle ydre kendetegn, så som halsfolie og i bedømmelsen anvendte vi også det det internationalt anerkendt pointsystem med 100 point som det højeste.

Da jeg – som nævnt – de seneste to år har lavet sådan en testsmagning, så vil jeg denne gang ikke skrive om Alsace området. Det gjorde jeg udførligt sidste gang, så hvis du vil læse om området, den store andel af økologiske og biodynamiske producenter, så tjek lige mit blogindlæg; Best Riesling Alsace 2020 … og Houlberg smager og vurderer vinderne.

Smagningen af vinene

Vi holdte som sidste år igen smagningen hos Falken, men denne gang dog ikke under hans overdækkede terrasse, men indenfor i varmen. Vi havde madmæssigt lavet et lille sammenskudsgilde, hvor jeg havde bagt lidt flütes, Brix’en sørget for ost og Falken lidt fisk og charcuteri … så dermed var der mulighed for at få lidt fast føde undervejs.

Som nævnt indledningsvis, så var det en blindsmagning, hvor alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. … med andre ord helt tilfældigt. Herunder har I oversigten over vinene:

Vi gav – som nævnt – vinene point efter 100 point skalaen og først efter smagningen blev vore point afsløret. Dermed kunne vi så kåre vinderne. Jeg har ovenover skrevet gennemsnitlig score for hver enkelt vin.

Dermed blev vinderen Josmeyers Riesling Herrenweg Le Kottabe efterfulgt af Chateau D´Orschwirs Riesling Grand Cru Pfingstberg og Camille Brauns Riesling Grand Cru Kaefferkop.

De 3 vine var også de vine, som jeg selv havde på skamlen som de tre bedste vine, dog blot med Chateau D´Orschwir som vinderen en tak foran Josmeyer på andenpladsen … så egentlig stor enighed.

Mine beskrivelser og vurdering af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt af vinene havde jeg dog smagt tidligere, nemlig den officielle vindervin fra Josmeyer, så der har jeg altså linket til min tidligere beskrivelse.

Igen blev konklusionen, at Alsace står for fremragende Riesling og alle var godt duperet af vinderne, specielt Josmeyer fik velfortjent store roser. Så dermed igen tak til Falken for lokation og selvfølgelig CIVA samt Dorte Pontoppidan for fremsendelsen af vinene.

Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden

Propperiet Vin Import har fået et nyt vinhus i deres stald … selvom man nok ikke kan kalde Weingut Blankenhorn for nyt, da vingården har en historie, der går helt tilbage til 1624. Men jeres ellers flittige vinblogger er ikke stødt på vinhuset før … men nu er der havnet en kasse med 6 vine hos mig og dem tester jeg selvfølgelig gladelig.

Allerede ved første flaske rives benene væk under mig … sikken vin, hvorfor har jeg ikke tidligere stødt på det hus, når de tilsyneladende laver så formidable vine? Vinene skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt, men lad os først se nærmere på vinhuset.

Weingut Blankenhorn

Weingut Blankenhorn ligger på adressen Basler Straße 2 i byen Schliengen i den sydlige del af Baden i Markgräflerland regionen og grænselandet, hvor Tyskland, Frankrig og Schweiz mødes.

Vingården har som sagt en historie, der går tilbage til 1624, hvor ejendommen fungerede som en station til skift af heste, når man med hestevogn skulle rejse lange distancer. Senere blev gården så brugt som posthus og kro … nemlig med kroen Zum Baselstab, der blev ejet og drevet af Joseph Walz, som blev rost for sit køkken.

Det var først i 1847, at ejendommen blev omdannet til vingård, da Johann Friedrich Blankenhorn – kaldet Fritz – købte ejendommen og satsede på en drift af vinhandel og almindelig landbrug. Han havde lidt erfaring med vinproduktion og var da også i familie med Adolph Blankenhorn, som blev medstifter forløberen for sammenslutningen af ​​tyske Prädikatsweingüter aka VDP.

Blankenhorn familie drev vingården Weingut Blankenhorn i 5 generationer, men da Rosie Blankenhorn i 2014. som den seneste generation, ikke kunne finde en efterfølger blandt sine døtre, så solgte hun vingården til Martin Männer og Yvonne Keßler.

Men for Martin Männer og nu Yvonne Männer var det kærligheden til Markgräflerland regionen, landsbyen Schliengen og passionen for vin, der fik dem til at overtage roret på Weingut Blankenhorn.

Efter deres overtagelse har de nu renoveret ejendommen … og under restaurerings- og renoveringsarbejde kom husets  gamle historie frem. På vægge og dørkarme fandt de navnerester fra Baselstab og ofte sammen med initialerne JW … Joseph Walz.

De har også lavet en ny kælderbygning, som er blevet direkte forbundet til den historiske, gamle korshvælvede kælder fra 1600-tallet, men ellers har de blot fortsat den linje, som allerede var lagt tidligere og vinhuset har fx da også været medlem af VDP siden 1987.

Parret har samlet 24 hektar vinmarker, der alle ligger tæt ved Schliengen og den skovklædt bjergkæde Schwarzwald. Markerne ligger let skrånende med en gennemsnitlig stigning på 25% og de bedste er klart Große Lage marken Sonnenstück, men ellers er det Erste Lage markerne Roggenbach, Ölacker og Kirchberg samt marken Himmelberg.

På markerne dyrker parret sorterne Gutedel, Weißburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Chardonnay. Begge er voldsomt glade for druen Gutedel, som vi også kender som Chasselas. Druen er deres næstmest plantede sort efter Spätburgunder og hele 21% af markerne er plantet med Gutedel. Selv vinhuset mailadresse hedder info@gutedel.de.

Weingut Blankenhorn ønsker at udtrykke forskellene mellem jord og klima i deres vine. Det opnår de ved, at arbejde med naturen og bruger meget begrænset sprøjtning i deres vinmarker. De reducerer udbyttet for, at opnå en højere koncentration af aromaer, syrlighed og mineralitet i druerne.

De var det første vinhus i Baden, som blev certificeret med det officielle Fair’n Green certifikat for bæredygtig vinavl. Det hjælper vindyrkere med, at skabe og nå nogle bæredygtighedsmål med både at sænke CO2, øge biodiversitet, lokalt engagement, fair lønninger og beskyttelse af naturressourcer.

Vinene er selvfølgelig opdelt helt klassisk i Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Große Lage. De er – som mange andre – begyndt med at skrive 1G i titlen på Erste Lage vinene. Deres store forbilleder er vinmagere som Bernhard Huber lidt længere med nord, Aubert de Villaine, Leo Hillinger samt Florence og Daniel Cathiard.

Vinene kan gæsterne også nyde i den vinbar, som parret driver på adressen … Weinbar Fritz, der selvfølgelig er opkaldt efter den gamle grundlægger.

Vinsmagningen

Her ser vi nogle af vine … 6 vine fra Weingut Blankenhorn, nemlig 2 hvidvine og begge på Chardonnay samt 4 rødevine, primært på den elskede Pinot Noir aka Spätburgunder og så en lille cuvé.

Som altid har jeg ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Jeg er blevet ganske imponeret af Weingut Blankenhorn … specielt deres hvide Ortswein og den røde Erste Lage vin byder virkelig på masser af kvalitet for pengene.

Deres fascination af Bernhard Huber aflæses og mest i de to nævnte vine, som virkelig har lidt Huber stil med masser af fad, mens de to Große Gewächs vine er mere forfinerede, intense og kræver langt mere fordybelse … men på et sindssygt flot niveau. Men alt det kan du jo læse om i mine indlæg … jeg er vi hvert fald blevet Weingut Blankenhorn fan.

Houlberg tester vine fra Savoie … de ukendte bjergvine fra Frankrig

Det er formentlig nok de færreste herhjemme, som kender til den franske vinregion Savoie, som ligger i den østligste del af Frankrig på grænsen til Schweiz … syd for Genève søen og med Jura længere mod nord.

Det er nærmest der, hvor Alperne begynder at rejse sig og der er således ikke langt til kendte skisportsdestinationer som Val Thorens og Tignes. Det er i et charmerende landskab med en del dramatiske stigninger og fald … og med vandløb og søer og blandet landbrug.

Jeg er ikke bedre, for jeg har ikke tidligere smagt eller skrevet om vine fra Savoie her på Houlbergs Vinblog, men da jeg for et stykke tid siden fik en e-mail fra Michèle Piron fra Vinconnexion i Frankrig, om jeg ville smage 6 vine fra Savoie, så sagde jeg omgående ja.

Det var en oplagt chance til at smage vine fra Savoie, dykke ned i dette spændende område, blive klogere og selvfølgelig lave en lille artikel om mine opdagelser. Der gik da heller ikke længe inden der – direkte fra Frankrig – kom en kasse med 6 Savoie vine.

Den ukendte Savoie vinregion

Savoie er bestemt ikke verdens største vinområde, for faktisk er der kun beskedne 2.077 hektar vinmarker i hele Savoie regionen og kun sølle 3 appellationer, nemlig:

  • AOP Vin de Savoie, der også omfatter Crémant de Savoie med samlet 1.755 hektar vinmarker.
  • AOP Roussette de Savoie med 244 hektar.
  • AOP Seyssel med 78 hektar.

De fleste vinmarker ligger på stejle marker i 250-500 meters højde og det er primært de hvide sorter, som dyrkes i Savoie. Omkring 70% af produktionen er hvide druer og samlet findes der 23 forskellige druesorter, herunder mange lokale, som er ukendte herhjemme, hvor Jacquère, Altesse og Mondeuse er de mest kendte lokale.

Savoie regionen er opdelt i 20 geografiske områder eller – hvis man skal gøre det mere simpelt – i 4 hovedområder, hvor hovedvægten er i Savoie med 80% af produktionen, 8% i Haute-Savoie, 8% i Isère og endelig 4% i Ain.

Regionen har et kontinentalt klima med både en alpin indflydende og en middelhavs indflydelse. De fleste vinstokke i Savoie plantes på  bjergsider op til 500 meters højde, selvom bjergene er langt højere. Det betyder, at der kan blive ret koldt i Savoie, men det hjælpes dog ved store mængder nedbør.

Den stenede jordbund og det kølige klima giver imidlertid vine med en flot lethed og friskhed. Det er måske derfor, at vine ofte beskrives som kølige, bjergfriske eller alpin-rene.

Men Savoie ligger også højt … samlet ligger Savoie området i en gennemsnitlig højde på 1.500 meter og der er ikke mindre end 36 bjergtoppe på over 3.500 meter.

Historisk set har Savoie regionen været delt mellem både Frankrig, Italien og Schweiz, men i 1792 blev den annekteret til Frankrig, men blev allerede 25 år senere igen italiensk. Men endelig i 1860 fik den atter fransk ejerskab i henhold til Torino traktaten, i øvrigt sammen med grevskabet Nice … og sådan har det været lige tiden.

Men på grund af regionens rige kulturhistorie er den italienske og schweiziske indflydelse stadig stærkt til stede i både køkken, kultur og andre facetter af dagligdagen … herunder vin.

Således er Savoie også stolte af deres oste … oste som Tomme de Savoie, Reblouchon, Beaufort og Chevrotin, mens de også er vilde med ostefondue. Men også for deres vine.

Savoie fik først i 1973 officielt sin AOC status … og selvom der kun er 3 AOC/AOP appellationer, så findes der hele 17 Cru’er, hvor de mest udbredte er Abymes, Apremont, Chignin, Chignin-Bergeron, Crepy samt Jongieux.

Der produceres  i dag omkring 16 millioner flasker Savoie vin årligt, men det er kun 5% af vinene, der eksporteres , da langt de fleste vine sælges i Frankrig og rigtig mange endda til hoteller og restauranter, herunder en del Michelin restauranter.

Derfor er det heller ikke vine, som vi ofte støder på her i lille Danmark og en lille søgning på nettet  over danske forhandlere giver heller ikke mange hits udover nogle få som fx Løgismose, mens Juul’s Vin & Spiritus har lidt Vermouth fra området. Derfor er det også svært, at få Savoie vin i glasset herhjemme, men det er en skam.

Som nævnt findes der mange lokale druer i Savoie … druesorter som Jacquère, Altesse, Gringet, Molette og de røde Mondeuse og Persan, men derudover er det druer som Chasselas, Rousanne, Chardonnay, Gamay og Pinot Noir, som dominerer i Savoie.

Jacquère er klart den mest udbredte sort i Savoie med hele 1.100 hektar vinmarker, mens der er 350 hektar med Gamay, 250 hektar med Mondeuse og 200 hektar med Altesse … også kendt som Roussette.

Derudover er der omkring 100 hektar med Chasselas, 80 hektar med Bergeron aka Roussanne, mens der er 50 hektar marker med henholdsvis Pinot Noir og Chardonnay. De øvrige sorter findes i langt mindre mængder.

Vinene

Og i de 6 fremsendte vine smager jeg netop nogle af disse druer, nemlig 2 vine på Jacquère, 2 på Bergeron aka Roussanne og så en på henholdsvis Altesse og på Mondeuse. Samlet havde Michèle Piron nemlig sendt mig disse vine:

De er fra 2 af områdets gode producenter … André & Michel Quenard samt Domaine Genoux, som dermed kan give en klar fornemmelse af vin fra Savoie.

Konklusion

Jeg har smagt vinene og er sgu fascineret … meget spændende vine og de fleste på druer, som jeg ikke tidligere har smagt. Vinene fra André & Michel Quenard er klart de nemmeste at gå til, for det er ganske friske og samtidig spændende vine.

Vinene fra Domaine Genoux kræver lidt mere fordybelse, men virker lidt som en møde mellem Rhône og Jura. Der er både noget velkendt og noget Jura kantet eller nyskabende. Det er samtidig med en kølig og mineralsk kant. WAUW.

Men hvor er det synd, at der ikke er flere importører herhjemme, men det ønske er hermed givet videre. Der bør være et publikum til vinene herhjemme.

Besøg hos Cantina Filippi … og majestætiske, vilde Filippo Fillippi

Jeg havde egentlig regnet med, at sommerferien med los familios ved Lago di Garda skulle omfatte besøg hos en del vinproducenter, men det blev faktisk kun til et enkelt besøg, men dog nøje udvalgt, for det var nemlig hos Filippo Filippi på Cantina Filippi, der ligger i den lille by Castelcerino omkring 8 kilometer nord for Soave by.

Udvælgelsen af Filippi var således ingenlunde tilfældigt, for jeg havde tidligere smagt vin fra vinhuset og det rangerer – efter min ydmyge mening – blandt noget af det bedste Garganega vin i hele Soave og jeg har smagt en del vin derfra og har da også besøgt området et par gange tidligere.

Det var bl.a. på Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour tilbage i juni 2019, hvor jeg også deltog i Soave longevità, en smagning af 10 udvalgte Soave vine, som blev kommenteret af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe. Men ellers bød turen på tonsvis af Soave vine.

For mere viden om Soave og vinene, så kan du læse de 4 Houlberg i Soave blogindlæg, som jeg lavede i forbindelse med vinturen:

Med al den viden i bagagen, så skrev jeg til Cantina Filippi om et besøg og fik hurtigt svar fra Paola Giagulli og aftalte et tidspunkt den kommende dag.

Om Cantina Filippi og historien

Cantina Filippi drives af Filippo Fillippi … en stoisk, majestætisk vildmand, som kun snakker italiensk, men utrolig imødekommende, sjov, smilende og rar. Han har drevet vinhuset selv siden 2007 og drev det tidligere sammen med sin bror og flaskede de allerførste vine tilbage i 2003.

Fillipo har mange betegnelser … og søger man lidt på nettet, så dukker der titler op som troldmand, oprørsk vinmager, hundehvisker og ensom ulv. Alle betegnelserne vidner om, at han er respekteret i det meste af verdenen for sine vine.

Hans vinhus ligger i byen Castelcerino på et af de højeste punkter i hele Soave i 400 meters højde og gården er nabo til Azienda Agricola Coffele, som jeg netop besøgte tilbage i juni 2019. Så dermed var det også et glædeligt gensyn med området … og på en eller anden måde, så er der også en sammenhæng mellem de to vinhuse.

For Cantina Filippi hedder egentlig Visco & Filippi Aziende Agricole Associate. Visco er navnet på Filippo Fillippi mors familie og det har da også været i familiens Viscos eje siden 1874, selvom vingården opringelig stammer fra det 12. århundrede.

Vinhuset Coffele er imidlertid en del nyere, grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele, men han var gift med Giovanna Visco, der var den sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino og den gamle 1700-tals kælder La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave centrum.

Cantina Filippi gamle vingård i Castelcerino havde siden 1300-tallet været ejet af den rige toskanske Conti Alberti familie, men blev købt af Visco familien i år 1874, hvor de også startede med at producere vine, så derfor er der til vingården marker med meget gamle vinstokke helt tilbage fra 1950’erne.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke det store ud af markerne.

Samlet har Filippi i dag 20 hektar jord ligger i 320-400 meters højde og fordelt 15 hektar vinmarker … primært fordelt på de 4 vinmarker Castelcerino, Monteseroni, Vigne della Brà og Turbiana, hvorfra Filippo Fillippi laver hans 4 enkeltmarksvine.

På Castelcerino, Monteseroni og Vigne della Brà markerne dyrker Filippi Garganega og på Turbiana Trebbiano du Soave. Markerne er alle omkredset af skov, hvilket Filippi er stolt af, da det beskytter de mange vinstokke for det værste uvejr. Alle marker dyrkes økologisk certificeret og derudover anvendes også biodynamiske principper i nogen udstrækning.

De 4 vinmarker har hver deres helt specielle og forskellige undergrund, hvor Castelcerino har en sort, lava-fyldt, basaltiske jord, Monteseroni derimod en hvid, kalkstensholdig jord, Vigne della Brà en hård, gråbrun og leret jord og endelig Turbiana med en mere lys skiferholdig undergrund. Det giver vine med en utrolig forskel samt spændvide.

Mange af Filippis vinstokke er meget gamle, fx er de på Monteseroni  plantet i 1960’erne og 1980’erne, mens de ældste på Vigne della Brà er tilbage fra 1950’erne. Det er vist Filippis Trebbiano du Soave, som er de yngste med deres omkring 20 år.

Alle Filippis vinstokke er ophængt i pergola, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien. Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder.

Det betyder en lav plantetæthed og normalt også  højt udbytte pr. vinstok. Druerne modtager også lidt mindre sollys, da de hænger i skygge … men det betyder selvfølgelig også, at høsten kun er muligt via håndkraft.

I vinkælderen laves vinene alene med druerne naturlige gær, hvor der kun anvendes begrænset svovl og ellers med så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Gæringen sker med en forgæret most, som er lavet på en lille høst en uge inden den almindelige høst. Så  får druerne lov til at stå en uge i kold gæring. På fransk kaldes dette princip Pied de Cuve. Alle vinene laves udelukkende i rustfrie ståltanke og lagring sker sur lie,

Tidligere afstilkede Filippo alle druerne, men for omkring 5 år siden ændrede han denne praksis, så der i dag udelukkende anvendes hele klaser ved presning. Det har helt gjort, at vinene er blevet mere friske og måske endda også en anelse mindre oxidative,

Ved aftapning på flaske filtreres vinene der ikke og så tapper Filippo vinene to gange, første gang i maj og senere i september, så dermed giver det også variationer i vinene, selvom det er samme årgang. Ved mit besøg smagte jeg fx Filippos 2020 Castelcerino både på flaske og senere fra tank, hvor første var tappet i maj … og resten ventede på aftapning til september.

Smagningen

Besøget hos Cantina Filippi startede med lidt i glasset … altid en god idé. Jeg satte mig i smagelokalet i den gamle ejendom sammen med Paola Giagulli og Filippo Fillippi. Samlet smagte jeg disse vine:

Det er nu en sandhed med modifikationer, da jeg ikke på vingården smagte den sidste vin Vin da Góti. Den var en gave, som jeg fik med og smagte senere på aftenen. Det er en vin, som der kun laves 1.000 flasker af årligt og dermed ikke særlig udbredt.

I det hele taget, så producerer Filippi ikke vildt mange vine … årligt kun 30-40.000 flasker Castelcerino, små 2.700 flasker Monteseroni, 6.000 flasker Vigne delle Brà og 2.500 flasker Turbiana Trebbiano.

Derudover smagte jeg også Filippos egen Castelcerino Drio Casa, hvor Garganega druerne kommer fra en ultralille parcel kaldes Drio Casa tæt på vingården. Vinen er lavet i en 54 liter glasballon, så dermed er der kun lavet 72 flasker af den vin.

For hver af de 4 enkeltmarksvine viste Paola og Filippo en sten fra pågældende mark, således jeg tydeligt kunne se de store forskelle i undergrunden.

Filippo styrede rækkefølgen med hård hånd. Den første vin Castelcerino er den vin, som de klart producerer flest af og den havde de flasket med skruelåg, som første vin nogensinde. De øvrige tappes fortsat med korkpropper, selvom det kan give nogle problemer.

Vi drøftede lidt om Garganega vinene, hvor jeg ofte er blevet begejstret for vine med alder. Filippo selv fortrækker dog vinene unge og gør også store bestræbelser for at sikre friske vine, bl.a. med brug af hele klaser i vinifikationen.

Hans 2019 Turbiana Trebbiano var nok den ringeste,  men Filippo fortalte, at 2019 høsten af Trebbiano di Soave var særlig dårlig, så derfor smagte vi også vinen i årgang 2018 og den var langt mere kompleks og interessant.

Vinene fra Cantina Filippi importeres i Danmark af Vintrovin i København og det var Filippo Filippi meget tilfreds med. Han laver vin til hjertet og dedikerede forbrugere, Han fortalte også, at de kun får besøg af vinfolk, som kender til huset eller har læst om det og ikke tilfældelige turister.

Der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Rundvisning og mere smagning

Da vi var igennem vinene, så bad Filippo mig tage mit glas med, hvorefter vi gik ind i vinkælderen til de mange ståltanke, hvor to medarbejdere var i gang med at pakke vinkasser, der skulle sendes til Canada, da Cantina Filippi eksporterer deres vine en lang række lande bl.a. lande som Canada og Brasilien for at nævne et par stykker langt væk.

Så smagte vi ellers vine fra samtlige ståltanke … mest årgang 2020 af de 4 enkeltmarksvine, men mener også, at der var nogle 2019’ere, der havde fået lov at lagre længere. Det blev et hyggelig lille tur rundt blandt ståltankene med godt humør og smil.

Paola tog et et foto af Filippo og mig … og vi trak begge vore maver ind med et stor smil. Generelt blev det en hyggelig stund, hvor jeg endte med at købe en kasse vin med … og fik vinen VinDaGoti med som gave …. to be enjoyed senere på aftenen.

Og inden jeg gik, så kom Filippo også med en ekstra gave … en flaske af de 72 producerede Castelcerino Drio Casa. Ingen etiket  og bare rendyrket drikkeglæde. Tak til Paola og Flippi for godt besøg.

Houlberg tester vine fra … Weingut Heid og Gut Wilhelmsberg

Vinmageren Markus Heid er en ihærdig fyr … som driver sin egen vingård Weingut Heid i byen Fellbach i Württemberg området, men også – sammen med Lukas Hermann – Gut Wilhelmsberg i byen Kitzingen ved Maine floden i Franken.

Hvad er så mere naturligt end at lave en dobbeltsmagning, hvor jeg tester vine fra både Weingut Heid og Gut Wilhelmsberg? Det var sgu da en god idé, så den springer jeg da omgående på.

Weingut Heid

Familien Heid i Fellbach i Württemberg har været vinavlere siden det 17. århundrede, men i dag drives vingården af 10. generation i form af Markus Heid. Han overtog i 1990 driften fra sine forældre, der havde drevet gården som et blandet landbrug … men også med produktion af en smule vin.

Det ændrede Markus, således driften blev omlagt til ren vinproduktion med et klart mål om at fremstille ærlige, ligefremme vine. Samtidig designede han – inspireret af et arkitekturtidsskrift – et smagerum, hvilket var længe før, at sådanne rum blev standard hos alle vinproducenter. Senere i 2007 har Markus også lavet en udvidelse af vineriet i den gamle, fredede bygning.

Heid har i dag 11,1 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Fellbacher Lämmler, Fellbacher Goldberg, Stettener Pulvermächer og der dyrkes 23% Riesling, 18% Trollinger, 14% Lemberger samt 14% Burgunder druer … siden 2007 har markerne været dyrket økologisk.

Den primære produktion udgøres af rødvine, hvor især druerne Trollinger og Lemberger er de vigtigste, men der laves selvfølgelig også vine på Spätburgunder. Heids top rødvin på Lemberger høstes fra parcellen Lämmler, der er klassificeret som Grosse Lage.

På trods af, at de rødvine udgør størstedelen af produktionen, så laver Weingut Heid også fantastiske hvidvine på Riesling druen, her er husets topvin deres Grosse Gewächs fra Grosse Lage marken Stettener Pulvermächer.

Markus Heids årelange stræben efter kvalitet blev i 2013 belønnet, da vinhuset blev optaget som medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikatsweingüter og hans vine roses også altid af Gault Millau og kræsne vinanmeldere. I Eichelmann er vinhuset opført med fire stjerner.

Markus er specielt stolt af hans 2016 Lämmler Lemberger Großes Gewächs … en vin, som jeg også skulle smage, men dog i en nyere årgang 2018. For samlet har jeg testet disse 5 vine fra Heid:

Gut Wilhelmsberg

Men udover arbejdet på Weingut Heid, så producerer Markus Heid også vin i Franken området, hvilket sker sammen med vennen Lukas Herrmann på vingården Gut Wilhelmsberg.

Det er et nyt projekt opstartet i 2018, hvor Heid og Herrmann har overtaget den tidligere vingård Weingut Wilhelm Meuschel Jr. i den lille by Kitzingen ved Maine floden 15-20 kilometer sydøst for Würzburg i Franken.

Vingården er oprindelig grundlagt i 1845 af Johann Wilhelm Meuschel, hvis far – med samme navn – allerede i 1828 fra hans hjem i Buchbrunn var startet med at køre sin hestevogn rundt i området for at sælge vine.

I 1878 flyttede Weingut Wilhelm Meuschel Jr. til Kitzingen, hvor man slog sig ned i den gamle bydel og siden 1906 har vinhuset haft deres domæne i de gamle bygninger.

Siden har har Meuschel navnet været berømt udover Frankens grænser på grund af husets store sortiment og kvalitet  … så berømt, at det endda blev udnævnt som leverandør til det hertugerne ved det saksiske hof i 1890 og til det kongelige bayerske hof i 1903. De havde endda besøg af den daværende kong Luitpold af Bayern.

Senest har det været brødrene Christian & Johannes Meuschel, der som 6. generation har drevet vinhuset, men da de ikke havde efterfølgere i familien, så solgt de i 2018 vinhuset til Markus Heid og Lukas Herrmann med en gruppe investorer i ryggen.

Den unge Lukas fra Heidelberger slet ikke så erfaren som Markus. Han har nærmest lige startet som vinmager og har efter uddannelse fået erfaring fra ophold hos forskellige vinproducenter … senest i New Zealand.

Købet af Weingut Wilhelm Meuschel Jr. omfattede hele vingården … både den gamle vingård i Kitzingen, vinmarker og forretningslokaler. Siden har man ændret konceptet og navnet, for Markus synes ikke, at vinhuset fortsat kunne hedde Meuschel, når der ikke var en Meuschel med i driften.

I stedet har man kaldt det Gut Wilhelmsberg med respekt og reference til Wilhelm … den oprindelige grundlægger og selvfølgelig husets monopol mark Kitzinger Wilhelmsberg, der jo også er opkaldt efter den  gamle grundlægger Wilhelm Meuschel.

Derudover har husets også parceller på gode vinmarker som Escherndorfer Lump og Fürstenberg. Siden overtagelse har Markus Heid og Lukas Herrmann startet med at omlægge husets 7 hektar vinmarker til økologisk drift og vil være certificerede i løbet af 2021. De har samtidig opsagt de aftaler, som huset havde med andre vinavlere, således de alene laver vine fra egne vinmarker.

Endvidere er de også gået i gang med modernisering af den gamle vingård, hvor der er investeret i nye ståltanke og samtidig er de også i gang med at renovere de 13 meter dybe kældre, som er perfekt til lagring af egefade og mousserende vine.

De to venner har også strømlinet deres sortiment … og gået fra 84 forskellige vine til mere beskedne 12 forskellige, da de vil satse på kvalitetsvine … og samtidig også starte med at lave en smule Sekt aka mousserende vin.

Og sådan en fætter skulle jeg også smage … men resten af vinene, som jeg kaster mig over, er alle fra 2019 årgangen, der jo også blot er vennernes anden årgang efter overtagelsen. Samlet har jeg smagt disse vine:

Konklusion

Jeg har smagt alle 12 vine fra Heids to vinhuse og startede faktisk med Gut Wilhelmsberg vinene af 3 årsager … 1; dels er det nærmest kun hvidvine, 2; jeg kunne starte med lidt bobler og sidst men slet ikke mindst – hvilket overtrumfede de to første – var det absolut fuldstændigt tilfældigt 🙂

Det er alle spændende vine, men skal jeg vælge mellem de to vinhuse, så er Weingut Heid vinene endnu en tak bedre, hvilket specielt kom til udtryk i de to rødvine og særligt den imponerende Fellbacher Lämmler Lemberger GG, der har et outstanding niveau. Men også rosévinen fra Heid er bedre end hos Gut Wilhelmsberg, men vent bare … Gut Wilhelmsberg er godt på vej.

Med Fellbacher Lämmler Lemberger GG sluttede smagningen af vinene også med et brag, men det var også den vin, som jeg af dem alle mest havde glædet mig til … og den skuffede ingenlunde.

Samlet var det et godt bekendtskab med de to vinhuse i de 2 områder Franken og Württemberg. I Franken er Gut Wilhelmsberg klart et innovativt, moderne vinhus og klart et vinhus, som man skal holde øje med. I Württemberg har Heid fået et godt fodfæste, men det hviler også på en lang tradition i familien og anerkendelse af VDP …  Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Houlberg til online smagning med Miriam Lee fra Masciarelli Tenute Agricole

Masciarelli Tenute Agricole ligger omkring en kilometer syd for den lille by San Martino sulla Marrucina i Abruzzo vinregionen, men ejer dog flere ejendomme, bl.a. den smukke gamle fæstning Castello di Semivicoli et par kilometer længere mod nord.

Masciarelli Tenute Agricole er nok et af de førende vinhus i Abruzzo og drives af mor og datter fra Masciarelli familien … og forleden var jeg til en online smagning med datteren Miriam Lee Masciarelli, hvor vi skulle smage 4 af husets ikoniske vine.

Jeg var inviteret af Tina fra PR bureauet by baungaard. Smagningen var for danske vinskribenter og vinprofessionelle i detailhandlen og jeg havde omgående takket pænt ja tak til invitationen, da man nok generelt smager for lidt vin fra netop Abruzzo, hvis vine ofte bliver lidt oversete herhjemme.

Masciarelli Tenute Agricole

Det er egentlig et nyere vinhus, idet Masciarelli Tenute Agricole først blev grundlagt i 1981 af den ihærdige vinglade iværksætter Gianni Masciarelli. Han havde arvet sin lidenskab for vin fra sin bedstefar Umberto og allerede eksperimenteret med vin i den spæde ungdom.

Det var derfor heller ingen overraskelse, da Gianni Masciarelli i 1981 startede sin egen vingård i San Martino sulla Marrucina, hvor han også var født og opvokset. Efter købet gik han straks i gang med at eksperimentere med produktion af vin på forskellige måder.

Han var den første i Abruzzo til at introducere Guyot opbinding af vinstokkene – systemet introduceret af Charles Guyot i 1860 – samt den første til at anvende franske egefade til lagring af både hans Montepulciano d’Abruzzo og Trebbiano d’Abruzzo vine.

Gianni Masciarelli regnes i dag som en visionær og innovativ vinmager, der var med til at genoplive vinfremstilling i Abruzzo og derudover stod bag en fornyelse af vine på druen Montepulciano d’Abruzzo og beviste, at den kunne give vine i verdensklasse.

Gianni Masciarelli fik på få år gjort Masciarelli en international succes og vingården er nu en af de 100 største italienske vingårde, for der er i dag mere end 320 hektar vinmarker placeret mellem havet og bjergene i alle Abruzzos 4 provinser Chieti, Pescara, Teramo og L’Aquila.

De mange hektar vinmarker er fordelt omkring 13 forskellige byer og fordelt på ikke mindre end 60 forskellige parceller. Derfra laver Masciarelli Tenute Agricole omkring 2 millioner flasker om året og det er lige fra hverdagsvine til Premium vine og super Limited Editions.

Vinene produceres nemlig i de 7 serier Classica, Gianni Masciarelli, Iskra, Villa Gemma, Marina Cvetic, La Botte di Gianni og Castello di Semivicoli. Men derudover laver man også både olivenolie, honning samt selvfølgelig grappa på vingården.

Hjertet i virksomheden er fortsat den oprindelige vingård i San Martino sulla Marrucina i Chieti provinsen. Den kan besøges hver dag efter aftale. Men den mest enestående oplevelse af Masciarelli fås dog på Castello di Semivicoli, der er er barokt palads fra det 17. århundrede. Det blev købt af Masciarelli-familien, der siden har forvandlet det historiske slot til et vinresort.

Desværre døde Gianni Masciarelli i 2008 og siden har vinhuset været drevet af hans hustru, den ihærdige Marina Cvetic, og hendes datter Miriam. Marina er i dag CEO, mens produktionen er overladt til Miriam Lee Masciarelli, der i stigende omfang nu næsten har overtaget hele driften.

Miriam Lee Masciarelli

Miriam er den ældste af Gianni Masciarelli og Marina Cvetics 3 børn og har – som sin mor – en stærk personlighed. Og som sin mor er hun også beslutsom, nysgerrig og hyperaktiv.

Miriam Lee Masciarelli er selvfølgelig vokset op med vin. Allerede i en ung alder rejste hun med sine forældre på forretningsrejser og fik af hendes far masser af viden om vin, bl.a. lærte hendes far hende at smage de alle de store vine fra Barolo, Bordeaux og Bourgogne.

Men det vigtigste Gianni lærte hende, var opnå en følelse af livskvalitet. Han fortalte datteren, at for at fremstille vin, så skal du indånde skønhed fra du er ung og acceptere det som en æstetisk og intellektuel fornøjelse.

Han var i det hele taget besat af en konstant søgen efter kvalitet og forbedringer af vinene og sagde, at kvalitet er ikke noget, du husker en gang om året, men skal være konstant i dit sind, lige fra det øjeblik du vågner om morgenen til, når du går i seng om natten.

Miriam Lee Masciarelli har selv en uddannelse indenfor økonomi og ledelse fra LUISS universitetet i Rom. Derudover rejste hun som ung 23-årig til USA for at få yderligere erfaring med vinproduktion.

Husets vinstil er forblevet den samme, selvom Miriam Lees indflydelse har givet den et nyt pust. Det varierende klima og jordforholdene mellem Adriaterhavet og massiverne i Gran Sasso giver kraftfulde og koncentrerede, men mineralske vine.

Online smagningen og vinene

Tina Baungaard-Jensen fra PR bureauet by baungaard bød alle deltagere velkommen til smagningen og efter en kort indflyvning, så overtog en ung kvinde fra Masciarelli Tenute Agricole ordet. Det var ikke Miriam Lee Masciarelli, men den ansatte kommunikationschef på vingården, nemlig Chiara Colella.

Chiara tog os igennem de første plancher og fortalte om vinhuset, om historien, familien, de forskellige vinserier, produktionen og alle markerne. Hun fortalte også, at Masciarelli Tenute Agricole har været en pioner indenfor vinturismen med deres fine vinresort Castello di Semivicoli.

Hun fortalte, at de faktisk på grund af de mange hektar vinmarker fordelt på 60 parceller over alle 4 områder i Abruzzo har omkring 50 medarbejdere i markerne hele året. De ønsker modne druer og høster fx ofte markerne af to omgange for at sikre dette.

Mens Chiara omhyggeligt fortalte om vinhuset – og viste os billeder af både vinhus, den imponerede Castello di Semivicoli og flere af de mange marker, så havde Miriam Lee Masciarelli i mellemtiden også logget på Zoom mødet, så da vi skulle smage de 4 vine, så overtog Miriam ordet. Samlet skulle vi smage disse vine:

Miriam Lee Masciarelli er både en sød, venlig og selvbevidst kvinde og der var ingen tvivl om, at hun er bossen. Hun har en stor viden om vinene og man kan godt mærke, at hun er vinmageren. Vi fik med de 4 vine en god indsigt i Masciarelli Tenute Agricole, hvor jeg blev specielt imponeret af den fuldfede Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva … men det kan I jo læse om i mine beskrivelser og anmeldelser af de 4 vine.

Så stor tak til kvinderne bag smagningen … Tina, Chiara og Miriam.