Kategoriarkiv: Store oplevelser

Andre smagninger

Gourmetaften under titlen … Det gode liv

Med den rummelige titel Det gode liv … lagde jeres kære vinblogger forleden hus til en rigtig hyggeaften med en flok inkarnerede vin- og madnørder. En aften totalt extravaganza med noget af det bedste og dyreste mad, som man kan opdrive og nogle af deltagernes egne udvalgte vine fra de øverste hylder.

Jeg er egentlig med i rigeligt med vinklubber, men en aften som denne var svær at sige nej til … for dels var det gode mennesker og dels var idéen om sådan en aften var opstået under et godt glas bourgogne og de bedste idéer opstår jo – som de fleste ved – netop med indtagelse af gæret druesaft.

Vi havde derfor besluttet at lave en sådan vinaften, hvor vi gav den fuld skrue med både nogle af de dyreste råvarer, hvilket omfattede ægte kaviar, Wagyu Ribeye-steaks, sorte sommertrøfler men også nogle af vores bedste vine … 2 medbragte flasker pr. mand.

Dermed var menuen næsten også givet … eller i hvert fald skellettet til menuen. Jeg havde suppleret med lidt idéer og selv lavet en stak hjemmelavede blinis, langtidsfermenteret brød, kyllingeleverpaté, hvorved menuen kom til at se sådan her ud:

Aprilvejret var lunefuld, men denne fredag tittede solen frem, så vi startede med lidt let bourgogne udenfor under den overdækkede terrasse, mens vi ventede på. at de sidste slendrianer nonchalant dukkede op, så vi havde en fuld kvintet.

Og så gik vi omgående i gang … først med en flaske champagne i form af en 2015 Brut Millésimé fra Louis Nicaise i en magnumstørrelse og så var vi ligesom i gang.

Maden

Aprilkulden gjorde dog, at vi hurtigt trak indenfor i havestuen, hvor vi så tog hul på maden … først med den eksklusive fiskerogn og dertil en imponerende flaske 2008 Cuvée Sir Winston Churchill fra champagnehuset Pol Roger.

Hjemmelavede blinis med kaviar & dejlig fed creme fraiche

Mine små hjemmelavede blinis savnede måske den perfekt runde form, som en blinispande kunne give, men det blev så rigeligt opvejet af en 100 gram dåse Gastro Unika kaviar, som Thomas havde købt og nu kom på de uperfekt blinis sammen med fed 38% creme Fraiche.

Det var vist mit første rigtige møde med dyr kaviar og det blev samtidig perfekt suppleret med dyr champagne … som nævnt en 2008 Cuvée Sir Winston Churchill fra Pol Roger.

Og sikke en start på vor lille gourmetaften … WAUW.

Hjemmebagt langtidsfermenteret brød med kyllingeleverpaté & syltede rødløg

Jeg er fan af kyllingeleverpaté … det er en rigtig bonderet serveret sammen med godt brød, så det havde jeg lavet som en ekstra ret til vores lille aften.

Og jeg elsker sgu at lave godt brød, her langtidsfermenteret brød lavet af Caputo mel og så bagt på bagestål i ovnen med 300 grader varmluft og grill. Jeg lavede to versioner … en helt almindelig og så en mørk, hvor der var tilsat lidt maltmel.

Kyllingeleverpatéen havde jeg lavet helt klassisk med løg, hvidløg, fløde, smør og så lidt rosmarin og cognac tilsat kyllingeleveren inden patéen blev blendet. Jeg havde syltet lidt rødløg dertil.

Gnocchi med svampe, parmesan & sorte sommertrøfler samt 6-7 Mbs Wagyu Ribeye Steaks

Aftenens hovedret var dyre 6-7 Mbs Wagyu Ribeye Steaks, som Thomas også havde købt … 400 gram smøragtig mør kød bøffer, som jeg så havde valgt skulle suppleret med gnocchi med smørristede svampe … med revet parmesan og sorte sommertrøfler henover.

Dermed gik der jo nærmest svamp i tilbehøret … et mix af både brune skovchampignon, østershatte og kantareller smørstegt og serveret sammen med en flødesauce kogt ind med lidt rødvin. Den blev de kogte gnocchi vendt i … og fik følgeskab af nogle sorte, friske sommertrøfler, som jeg netop havde fået leveret tidligere på dagen.

Thomas grillede bøfferne på min gamle gasgrill, selvom klokken på det tidspunkt var fremskreden og mørket havde sænket sig … både om byen og Houlbergs gasgrill. Med med lyset fra sin iPhone fik Thomas stegt bøfferne og jeg supplerede så med tilbehøret.

Oste, kiks og Houlbergs brød

Langt senere på aftenen – og efter talrige rødvine –  fik vi lidt oste som dessert. Thomas havde gemt lidt hvidvin til osten i form af en fantastisk lækker Chassagne Montrachet fra Vincent Dancer, mens vi aldrig nåede til Michaels medbragte 2017 Memundis Langhe Chardonnay fra Marrone … så den ligger fortsat og venter i mit køleskab.

Det skyldes måske også, at jeg – udover de 2 vine fra hver mand – havde smidt en lille konkurrence ind, hvor man kunne smage 5 vine, som man skulle gætte land og druesort på. Det var vine, som man så kunne gå og nippe lidt til i løbet af aftenen … og alle vine tidligere anmeldt her på Houlbergs Vinblog, nemlig disse:

Konkurrencen gik ikke vildt godt og endte med beskedne point med Niels som en beskeden vinder. Men der var også godt med vine, hvor de primære vine selvfølgelig var de medbragte vine.

Vinene

Som nævnt startede vi med 2 champagner, som Brix havde taget med. Derefter smagte vi – inden de næste retter – en 1999 Château Mouton Rothschild, som Michael havde haft liggende i kælderen i mange år og så lige nu bare blomstrede med perfekt modenhed.

Samlet så feltet sådan her ud:

Fantastiske oplevelser med specielt Pol Roger Cuvée Sir Winston Churchill, 1999 Château Mouton Rothschild, 2015 Arnoux-Lachaux Echezeaux Grand Cru, Vincent Dancers Chassagne Montrachet og Clapes 2012 Cornas som de helt store og unikke oplevelser.

To af vinene havde jeg smagt før … min egen Etna Rosso San Lorenzo Grande Terroir Ellittico fra Tenuta delle Terre Nere samt Arnoux-Lachauxs 2014 Pinot Fin, så der har jeg selvfølgelig bare linket til mine tidligere anmeldelser.

Som vanligt har jeg links til mine beskrivelser og anmeldelser af alle de øvrige vine … glæd dig til et kig ind bagved nogle af disse ikoniske vine og jeg kan allerede nu godt afsløre, at flere af vinene opnåede de magiske 7 Thumbs Up.

Hvor går sådan en aften bare hurtigt … masser af snak, hyggelige historier, snak om mad og vin samt aftenens mad og de medbragte vine. Tak for en aften extraordinaire guys … totalt eksklusivt og vanedannende.

Andre smagninger

Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg

Mr Ruby har her under COVID-19 pandemien holdt nogle fantastiske online vinsmagninger og forleden deltog jeg igen i en af disse og denne gang med den sympatiske og dygtige vinmager Johannes Jülg.

Han driver jo Weingut Jülg i byen Schweigen-Rechtenbach i det sydligste Pfalz lige op mod Alsace i Frankrig og familien Jülg har da også vinmarker på begge sider af grænsen.

Som ved forrige smagning arrangeret af Mr Ruby, så skulle vi også denne aften smage 3 forskellige vine … og her var udelukkende med fokus på Jülgs fabelagtige vine på Spätburgunder.

Det er vine, som jeg ofte har skrevet om og anmeldt her på Houlbergs Vinblog, men imidlertid havde jeg aldrig mødt Johannes Jülg, så derfor var det også ekstra spændende at være med til denne online vinsmagning og høre lidt om hans historie, tanker, erfaringer og inspiration til vinproduktionen på vingården.

Weingut Jülg

Vinhuset Weingut Jülg ligger helt præcis på hovedgaden … der Hauptstraße 1 i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og omfatter udover vineriet også en hyggelig lille Weinstube Jülg med servering i gårdhaven.

Vingården er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men Oskar synes ikke særlig meget om kvaliteten i vinene fra regionen og ville af med sødmen, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.

Han ville selv producere knastørre vine og plantede derfor vine vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til.  På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay og derudover indførte Oskar også ny eg, hvilket af mange også blev anset som en stor fejl.

Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace. På kortet nedenunder kan I se, hvordan Jülgs marker strækker sig over grænseskellet.

Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande. og denne grænsesætning betød, at vinbønderne fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del.

Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle ha’ pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande. Efter Schengen aftalen, så kan man i dag heldigvis bevæge sig frit imellem de to lande uden problemer.

Desværre døde Oskar Jülg forholdsvis tidligt, så i 1984 måtte den blot 21 år unge søn Werner Jülg overtage driften af vinhuset og den tilhørende Weinstube sammen med sin kone Karin. Det var Werner, der udviklede den elegante stil, som fortsat i dag præger vinene fra vinhuset og fik sat et kæmpe præg på vinhuset.

Han var allerede uddannet vinmager og startede også med at producere sekt aka mousserende vine på gården. Han udvidede også vinkælderen med masser af franske barriques … hvilket dengang var ugleset i Tyskland, da vine lagret på de franske fade blev betragtet som atypiske og de ristede aromaer som helt forkerte.

Men via sine kontakter i Frankrig vidste Werner, at dette var den eneste måde at producere store Pinot Noir og Chardonnay vine på og i dag er denne metode jo også meget udbredt i hele Tyskland.

Da Werner jo overtog familieforetagendet, så grundlagde hans bror Peter i 1993 sin egen vingård med sin hustru Lydia i Seebach på den franske side, men kun få kilometer væk. Peters vinhus kaldes Maison Jülg og de to brødre deler deres passion for at fremstille crémants og mousserende vine med traditionel flaskegæring.

I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg der står i spidsen for driften af Weingut Jülg, hvilket dog sker i samarbejde med hans far, som – ifølge Johannes – har fuldstændig samme smag som sin søn og har givet Johannes de bedste betingelser for at drive gården.

Johannes har selvfølgelig startet med at lære fra sin far, men efter endt uddannelse som vinmageren, så tilskyndede hans far Johannes til at rejse ud og få inspiration fra andre vinmagere. Så inden han fik ansvaret på familiens vingård, så arbejdede Johannes 7 år hos en række imponerende huse, nemlig Jean Stodden i Ahr, Klaus-Peter Keller i Rheinhessen, Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.

Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.

Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog slet ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det jo lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser og vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.

De bedste marker er klart St. Paul, Sonnenberg, Springberg samt Pfarrwingert. St. Paul er reelt en del af Sonnenberg, som derudover også har nogle ganske enestående parceller, bl.a. Kammerberg samt Wormberg, men da de ligger på den franske side i französischem Staatsgebiet Wissembourg, så må disse marknavne ikke fremgå på vinene ifølge de tyske regler. Og ordnung muss sein.

Markerne er et skønt mix af tyske og franske kloner, men det vender jeg tilbage til under online smagningen, hvor Johannes Jülg fortalte en del om dette punkt.

Udover driften af vingården, som driver familien også fortsat deres weinstube med mulighed for servering i gårdhaven. Der er Johannes bedstemor … gamle frau Erika Jülg, der stadig laver maden, men mest om sommeren … om vinteren gider hun ikke.

Online smagningen og aftenens vine

Som sidste startede webinaret med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset og hans samarbejde med dem siden første besøg. Jacob fortalte også en lille sjov historie, hvor han nogle dage inden denne smagning havde snakket med Johannes og spurgt ham, hvorfor de egentlig ikke var medlem af VDP?

Johannes fortalte, at man ikke bare melder sig ind i VDP, men kræver fremragende præstationer over en lang periode, men allerede samme aften blev Johannes faktisk blevet ringet op af netop Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, som ville ha’ vinhuset med som Prädikatsweingut.

Så det var en stolt Johannes Jülg, som efter Mr Rubys intro fik ordet og kunne fortælle, at de siden nyheden for 10 dage siden også havde fejret optagelsen i flere dage.

Under online smagningen skulle vi igennem 3 Spätburgunder vine, hvor alle var fra 2018 årgangen. Det var disse vine:

Jeg har tidligere smagt og anmeldt to af vinene her på Houlbergs Vinblog, så der har jeg selvfølgelig blot linket til de tidligere indlæg, mens anmeldelse af Kalkmergel Spätburgunder følger lige efter dette indlæg.

Johannes startede med at fortælle lidt om 2018 årgangen, der – som de fleste nok ved – var en meget varm årgang og endda den varmeste nogensinde hos Jülg. For at druerne ikke blev totalt overmodne, så startede de allerede høsten sidst i august … 7-10 dage tidligere end normalt.

Med den tidlige høst kunne de undgå, at druerne blev for jammy og fede, således frugten fortsat var frisk og syren høj. Hvis druerne er for modne, så er det svært at undgå, at gæringen starter med det samme og Johannes ønsker en stille og rolig start på gæringen.

Det lykkedes i 2018, selvom det måske lød som om, at Johannes var noget gladere for 2019 årgangen, så de netop nu var ved af flaske i kælderen. Men det er vist billedet mange steder i Tyskland, hvor 2019 mere regnes som et normalt og godt år.

Johannes startede med at sige lidt om den første vin, altså basisvinen, der også blot hedder Spätburgunder Trocken. Det er vigtigt for Johannes, at deres basisvin aka Gutswein afspejler det niveau, som man skal opleve fra vinhuset, så på den måde bliver vinen en slags signaturvin for ham.

Og lige præcis Jülgs stil skulle også gerne komme frem i deres basisvin. Johannes arbejder alene med 100% afstilkning, da han mener, at det giver bedst aftryk af det lokale terroir. Det giver mere fine og elegante vine, mere fullbody og Johannes ønsker tanniner fra fadene og ikke fra stilkene … eller kernerne for det sags skyld.

Tanninerne bliver simpelthen bare finere med afstilkningen, men derudover er der mange steps i produktionen, som der kan skrues på for at nå til lige præcis det ønskede niveau. Det har bl.a. også noget at gøre med, hvilke Pinot Noir kloner, som anvendes.

Jülg har både 40 år gamle tyske kloner og franske kloner, hvor Johannes mest sværger til de franske, som har mindre bær, mere sødme og samtidig også mere syre. De tyske er oftest større og ikke helt så fine, så derfor anvendes de primært i basisvinen.

I vin nummer 2 – Kalkmergel – er det en blanding fra tyske og franske kloner, mens topvinene alene er lavet på de franske kloner. På fx de 2 parceller Wormberg og Kammerberg har Jülg franske kloner og de marker er klart husets allerbedste marker.

Imidlertid må Johannes ikke anvende disse marknavne på vine på grund af den tyske lovgivning, da begge ligger på den franske side, så derfor anvender Johannes Jülg i stedet for initialerne WB eller KB på etiketterne. Og man må bare sige, at Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder denne aften bare leverede varen … faktisk var vinen endnu bedre, end da jeg sidst smagte den. En sand fryd.

Men Sonnenberg er heller ikke bare Sonnenberg, som Johannes fortalte, for der er stor forskel på de forskellige skråninger og de enkelte parceller på marken, så derfor var det selvfølgelig ønskeligt, at det kunne markeres bedre på flaskerne, men det lød ikke på Johannes som om, at han regner med, at det ændres.

Men samme problemer har Johannes’ onkel Peter Jülg på Maison Jülg i Seebach på den franske side, men Peter har slet ikke samme fokus på de røde vine, men er en mere traditionel Alsace producent,. hvor hvidvinene klart fylder mest.

Og jeg må bare sige, at 2018 Sonnenberg Warmberg var helt fabelagtigt og langt bedre end sidst jeg smagte den. Jeg har derfor – endda imod mine principper – ændret ratingen af den fra de tidligere 5,5 tomler til nu 6 tomler … det spiller sgu.

Weingut Jülg har også selv tidligere haft et hav af forskellige druer på deres marker, men de fleste er erstattet af Pinot Noir og så ellers Riesling,  Chardonnay samt Weiß- og Grauburgunder. Pinot Noir aka Spätburgunder er en følsom og delikat drue, som kræver stor dygtig i kælderen. Johannes sammenlignede den lidt med en hustru, hvor den mindste fejl bliver straffet.

Jeg spurgte Johannes om, hvorvidt han var inspireret af nogle af hans gamle læremestre, som fx Jean Stodden i Ahr samt Klaus-Peter Keller i Rheinhessen? Johannes fortalte, at Keller virkelig åbnede hans øjne for, at hver vin virkelig har sit helt eget fingeraftryk.

Det gjaldt selvfølgelig Klaus-Peter Keller flotte Riesling vin, men er egentligt universelt og er også blevet en af grundstenene hos Jülg, at hver vin skal have et unikt aftryk. Hos Jean Stodden lærte Johannes sindssygt meget om specielt de franske kloner … også noget, som han kan anvende i produktionen af sine vin og det lød også klart på Johannes, at han gerne vil ha’ flere af de franske kloner.

Johannes fortalte, at hans ophold hos både Keller, Stodden og Domaine des Lambrays var lærerige. Han var ret taknemmelig for, at hans far skubbede ham i den retning og netop havde opfodret ham til at tage ud og lær. Men også at faren efterfølgende lod Johannes gøre tingene på sin måde. I dag spiller far Werner også fortsat en stor rolle og Johannes smager alle vinene sammen med sin far.

Der kom også et spørgsmål om, hvorvidt Jülg var ramt af frosten som i fx Bourgogne. Johannes fortalte, at de ikke var ramt, men at fx Franz Keller længere nede i Kaiserstuhl i Baden havde mistet 70% af deres Chardonnay, så dermed er mange tyske producenter ramt.

Men det lød til, at hos Johannes var alt godt og vejret godt … han skulle i hvert fald efter denne online smagning ud og grille lidt mad sammen med familien. Men tiden gik også hurtigt og pludselig var der gået langt over den planlagte time … men det var ellers både hyggeligt og interessant.

Således kunne Mr Ruby runde smagningen af … og herfra stor tak til både Jacob og Johannes Jülg for en fantastisk smagning. Lad os håbe, at Johannes på et tidspunkt kommer til Danmark til en rigtig fysisk vinsmagning.

Andre smagninger

Capstone Wine Education Program … og smagning af 8 californiske vine

Den altid nysgerrige vinblogger deltog forleden i en online event … en virtuel lancering af det nye uddannelsesprogram Capstone, som California Wine Institute har udviklet i fællesskab med Full Circle Wine Solutions, som er et globalt vin- og spiritusuddannelses- og PR-firma med base i San Francisco.

Capstone er en ganske omfattende program med 4 store certificeringsniveauer og praktiske smagekurser ved godkendte undervisere i hele verden. Denne dag blev programmet introduceret i Danmark og skulle de efterfølgende præsenteres i de andre europæiske lande.

Den virtuelle lancering og gennemgang af det spændende uddannelsesprogram blev forestået af René Langdahl Jørgensen, som er den danske underviser i det californiske Wines Education Program, som herhjemme også håndteres via Vinakademiet.

Han skulle først gennemgå selve programmet og så derefter guide os igennem en vinsmagning med fokus på Pinot Noir, Zinfandel og Cabernet Sauvignon … en smagning med vine fra velkendte vinhuse som Ridge, Au Bon Climat, Silver Oak, Louis Martini, de Loach, Gnarly Head, Ironstone og Austin Hope.

Capstone Wine Education Program

Seancen blev budt velkommen af repræsentanter fra California Wines … først Pia Vodder fra Vinens Hus, som lavede den officielle danske intro på vegne af det danske kontor for Wine Institute of California, hvorefter de to repræsentanter fra Full Circle Wine Solutions to over og gennemgik programmet overordnet.

Det var Evan Goldsten … Master Sommelier og en af verdens
mest produktive veteraner inden for fødevare- og vinindustrien og hele programmet hovedudvikler. Derudover var det  Limeng Stroh, der er grundlægger af Full Circle Wine Solutions.

De fortalte lidt om strukturen i programmet med de 4 niveauer, som man via selvstudie skal igennem … med et øget krav for hvert niveau og hvert niveau med 12 kapitler og en afsluttende eksamen, hvor den sidste på ekspertniveau også omfatter en blindsmagning.

Det er således et program, der er beregnet lidt fra nybegynder til ekspert. Hver niveauet udbygger din viden om vinhistorie, geografi, klima, jord, druer, vinlovgivning, vinproduktionen, lagring, officielle klassifikationer, producenter, årgange og handel med vin.

Derefter gav René Langdahl Jørgensen os et indblik i selve programmet via navigering rundt på selve hjemmesiden, der rummer sindssyg meget viden om californisk vin … et virkelig lækkert overblik, der enhver vinnørd vil elske.

Jeg må indrømme, at jeg på ingen måder er specialist i de californiske vine, så måske skal man teste flere amerikanske vine og læse mere om de forskellige vinområder og producenter i det store land. Måske man endda skulle overveje et model eller to af dette Capstone California Wine Education Program.

Vinsmagningen

Derefter stod den på en lille vinsmagning og jeg havde nogle dage forinden fået tilsendt smagesættet … en sød lille æske med 8 søde små flasker af 2 centiliter. Men et hurtigt view på vinene afslørede hurtigt, at California Wine Institute means business, for det var sgu nogle imponerende vine. Det siger sgu også lidt om seriøsiteten bagved vinuddannelsen.

De var alle flasket efter alle kunstens regler af det franske selskab Vinovae, der netop har patent på at forvandle flasker til de små 2 cl. vinprøver, som kaldes Vinottes. Så dermed havde jeg 8 flasker ret spændende Vinottes klar foran mig til smagningen.

De 8 vine, som vi skulle smage fra de små Vinottes var:

René Langdahl Jørgensen guidede os med sikker hånd igennem vinene med lidt info om nogle af husene. Jeg havde allerede – fy ha – tyvstartet med de første, da selve webinaret gik i gang og havde derfor allerede godt med smagsnoter.

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene efter lidt research om de 8 producenter og vinene.

Tak til Pia for invitationen … virkelig spændende lille seance.

Andre smagninger

Deja-vu til besøget hos Paul Schumacher … test af 2018 Spätburgunderne

Hurra … Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal har fået en dansk importør og det kan vinelskere med forkærlighed for Ahr være glade for, da vinhuset i mine glasklare øjne hører til blandt de bedste producenter i Ahr.

Importøren er Jysk Vin … og det er faktisk yours truly, der har anbefalet dem at kigge på Weingut Paul Schumacher, som jeg tilbage i september 2019 selv besøgte sammen med mine kompisar Gert og Jan. Der mødte vi Paul Schumacher himself og fik en stor smagning samt rundvisning i vinkælderen.

Jeg blev voldsomt duperet af hans vine og det blev efterfølgende ikke mindre, da jeg herhjemme smagte nogle af de indkøbte vine, så da Henrik fra Jysk Vin spurgte, om jeg kunne anbefale en god tysk producent, så var jeg rimelig klar i spyttet … Schumacher.

Vores besøg hos Paul Schumacher under vort roadtrip kan du i øvrigt læse i blogindlægget Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr. Der er jeg skrevet en del om vinhuset, historien og vinene. Vil du vide mere om Ahr området kan du også læse om hele vort roadtrip i indlægget Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Som tak for henvisningen, så havde jeg fået alle de 5 vine – som Jysk Vin importerer – til test … og hvem kunne være bedre at dele vinene med end netop Gert og Jan, som jeg besøgte Schumacher med for knap halvanden år siden?

Så til en aften, hvor jeg satte sorte vintertrøfler som tema, så serverede jeg de 5 Weingut Paul Schumacher 2018 Spätburgundere, således vi kunne mindes en af de gode stunder i Ahr. Vi fik vinene til en menu, som denne aften lød på:

  • Hjemmebagt brød 1. med fois gras og syltede enoki svampe og 2. med trøffelpaté
  • Gnocchi med svampe, oksemørbrad samt revet parmesan og sorte trøfler
  • Tøffeloste … og Gnalling

Her lige et par fotos af noget af maden … men glemte sgu at tage billeder af de sidste af retterne. Sådan kan det gå.

Vinene

Vi skulle som nævnt igennem 5 af Schumachers Spätburgunder vine og alle i årgang 2018 og det var følgende:

Fra Paul Schumachers 5,2 hektar på eftertragtede marker som Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay laver han nogle sindssygt lækre vine.

Det er klart vine til den lyse, feminine, stringente og syrerige side, men jeg synes, at de er utrolig elegante. Det er selvfølgelig alle 2018 og dermed til den unge side, så de kunne med fordel ligge et par år i vinkælderen eller vinkøleskabet, men allerede nu smager de bare monstergodt. De bedste er vinene fra Rosenthal og Kräuterberg, men kan heller ikke undgå at blive imponeret af Schumachers almindelig basis Spätburgunder.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og hvor var det godt at mindes Ahr og vores roadtrip til området igen.

Andre smagninger

Houlberg tester en hel røvfuld bourgogne vine

Man siger altid, at man ikke kan få ordentlig bourgognevin til fornuftige menneskepenge. Men er det nu også sandt? I hvert fald har COVID-19 pandemien skubbet noget til den påstand, da mange producenter i Bourgogne er presset og derfor har solgt vine under de normale markedspriser for at skaffe likviditet.

En af de danske importører, som har opdaget dette er Supervin i Hjørring. De har indkøbt en række vine fra kældre i Bourgogne til fornuftige priser … 65.000 flasker, hvilket ifølge de gæve nordjyder fylder 7 hele lastbiler. Det er et hav af små restpartier fra kendte og mindre kendte producenter og vine fra Pommard, Volnay, Gevrey-Chambertin, Santenay, Meursault, Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet og mange flere appellationer … alle navne, som klinger sødt hos alle bourgogneelskere.

Og nu sælger Supervin så de vildt mange vine på tilbud og udfordrer dermed samtidig også påstanden om, at bourgognevine altid koster alt for meget. Og de har skam også sendt nogle af vinene til test hos den altid flittige vinblogger og det er nemlig disse:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Andre smagninger

Virtuel Master Class med ungarske vine

I starten af februar fik jeg fra den ungarske ambassade en invitation med teksten; The Embassy of Hungary is pleased to invite you to an exclusive online Master Class, where a selection based on Hungarian red varieties will be presented.

Og I kender jo efterhånden den flittige vinblogger, der altid er nysgerrig på at opdage nye dele af vinverdenen og smage nye vine, så derfor tilmeldte jeg mig selvfølgelig til smagningen, hvor man skulle smage 6 forskellige vine fra Ungarn.

Bevares … jeg har da smagt vine fra Ungarn før og vel også anmeldt 14-15 vine her på bloggen allerede. Men min viden om Ungarn som vinland er nok meget naturligt lidt begrænset, så derfor gav det selvfølgelig god mening at deltage i denne Master Class.

Og jeg fik da også efter tilmeldingen en ganske høflig bekræftelse med, at de … with the help of couriers, we will be able to send you the samples prior to the online Master Class.

Så et par dage inden fik jeg tilsendt linket til selve Zoom Master Class webinaret og samtidig kom prøverne også med posten … 6 små plastik uringlas med de 6 vine. Jeg havde måske forventet 6 flasker, men de små prøver var faktisk tilstrækkelig til, at man lige kunne smage den enkelte vine. Tjek ved det.

Master Class webinaret

Den eksklusive online Master Class blev startet af Zsófia Elek fra ambassaden. Hun bød os alle velkommen … og vi var vel samlet lidt over 40 deltagere, hvilket også omfattede enkelte af de vinmagere, som vi skulle smage vine fra.

Selve webinaret skulle ledes af Dr. Dip.WSET og vinkonsulent Mihály Konkoly, men inden han fik ordet, så fik vi også lige velkomst fra Mihály Fekete, der ejer vinforretningen Wine & Spirit Store, der forhandler ungarske vine og havde stået for fremsendelse af vinene, som vi skulle smage i denne Master Class.

Men derefter gik ordet over til Mihály Konkoly, som indledte med at fortælle lidt om Ungarn som vinland og de forskellige vinregioner og vindistrikter. Det var også Mihály Konkoly, som skulle guide og igennem de 6 smagsprøver, som jeg havde modtaget.

Men lad os først se lidt nærmere på Ungarn som vinland.

Vin i Ungarn

Ungarn er opdelt i 6 store vinområder, som samlet består af 22 vinregioner Denne aften skulle vi dog kun smage vine fra 3 af disse 22 regioner, nemlig Eger, Villány og Szekszárdi.

De 6 vinområder er Balaton, Pannon, Duna, Felső-Pannon – også kaldet Nord Transdanubien – Felső-Magyarországi, der vel blot til dagligt kaldes den øverste ungarske vinregion, hvor vi bl.a. finder vinregionen Eger – og så tilsidst Tokaj.

De mest kendte af de 22 vinregioner er nok Tokaj, Eger, Balaton, Szekszárd, Villány, Sopron og Etyek, mens de største er Kunság med 21.000 hektar vinmarker, Mátra med 6.600 hektar, Tokaj med 5.800 hektar og Eger med 5.700 hektar.

Samlet er der i hele Ungarn 65.395 hektar vinmarker, hvoraf 70% af hvide druer, hvorfor der således helt klart produceres mest hvidvin i Ungarn … selvom vi til denne Master Class alene skulle smage nogle af deres rødvine.

Den samlede produktion var i 2019 på 2.743.175 hektoliter vin … og det bliver da til nogle flasker, hvilket er fordelt på både kendte samt mange lokale sorter. De mest udbredte hvide sorter er:

De mest udbredte røde sorter er:

De 6 ungarske vinprøver

Mens vi så løbende smagte vinprøverne, så guidede Mihály Konkoly os igennem vinene fra de 3 vinregioner og fortalte samtidig lidt om de enkelte regioner.

Eger

Vinregionen Eger ligger i der øverste ungarske vinområde Felső-Magyarországi. Det er et koldklima område med vel omkring 5.335 hektar vinmarker og det område, som er kendt for Egri Csillag, som er en hvidvine lavet på et blend af forskellige druer, samt rødvinen Egri Bikavér, der også populært kaldes tyreblod.

Ingen af disse skulle vi dog smage, men derimod disse to:

Villány

Vinregionen Villány ligger i vinområdet Pannon i den sydligste del af Ungarn, hvor klimaet svarer mere til det sydlige Middelhav, hvorfor er også dyrkes mere rødvin der end typisk i andre områder.

Der er samlet 2.483 hektar vinmarker i Villány og de mest udbredte druer der er Cabernet Franc, Portugieser, Kékfrankos, Cabernet Sauvignon, Merlot, Olaszrizling, Hárslevelű og Chardonnay.

Vi smagte disse to vine fra Villány.

Szekszárdi

Vinregionen Szekszárdi – ligger som Villány – også i vinområdet Pannon og har samlet 2.153 hektar vinmarker og Vesztergombi Winery, som vi netop skulle smage to vine fra, er et af de mest kendte vinhuse i det område.

Szekszárdi er det andet område i Ungarn, hvor de også laves de kendte Bikavér vine, der populært kaldes tyreblod. I Szekszárdi er 80% af vinproduktionen rødvine og vi smagte disse to:

Som vanligt har jeg linket til mine smagsnoter og anmeldelser af alle vinene, men da jeg denne gang ikke har selve flaskerne, så har jeg forsøgt at fuske lidt med mine fotos i blogindlæggene.

Konklusion

Samlet blev det en spændende 1-1½ time med ungarske vine, hvor jeg bestemt fik min viden øget et par ekstra grader. Og lad mig bare slå fast, at der bestemt laves gode vine i Ungarn, hvilket denne lille Master Class også bekræftede.

Andre smagninger

Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen

Sikke nogle søde mennesker … jeg snakker om det unge winzerpar Angelina og Kilian, der driver Weingut Franzen. Forleden var jeg til en onlinesmagning med netop dét moselhus arrangeret af Mr Ruby og med Angelina Lenz som repræsentant for Franzen.

En smagning med vine fra Bremmer Calmont … den stejleste vinmark i hele Mosel, ja formentlig hele verdenen? Det skulle jeg absolut deltage i, så derfor havde jeg – som en flok andre Riesling lovers – investeret i den kasse med 3 Riesling vine fra Franzen, der gav adgang til smagningen.

Weingut Franzen

Weingut Franzen ligger på adressen Gartenstraße ved lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues.

Familien Franzen har været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, lagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.

Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.

For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.

Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af Bremmer Calmont, der kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en helt perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.

Forinden købet af de 112 parceller med hjælp fra Kulturamtes Mayen, så havde Ulrich allerede i 1999 startet på at genbruge et 1,5 hektar område på Bremmer Calmont. Det betød blot et benhårdt og farligt arbejde med at rydde det område, der havde været brak i årtier og genplante markerne.

Indenfor tre år gravede han og et team af utrættelige hjælpere omkring 7.900 Riesling vinstokke i den ufrugtbare skiferjord og etablere en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.

I dag har Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på markerne Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er primært Riesling – omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt burgunder sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 90.000 flasker årligt.

I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder på blot 23 år – og Angelina 20 år – lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke ude i vinmarkerne, hvor hans traktor væltede.

På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor han øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som så først overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.

Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de blev i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.

I dag er Weingut Franzen et af de mest spændende huse i Mosel og selv Mr Ruby er oppe at ringe over vinene derfra. Han siger, at det er som at tappe saft direkte fra de stejle klipper.

De unge mennesker har i hvert fald gjort det imponerende og har seneste i 2018 også bygget et nyt moderne vineri … og ovenover kan I se et udsnit derfra.

Online smagningen og aftenens vine

Webinaret startede med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset og hans historie med samarbejdet med dem  … hvorefter den søde og smilende Angelina tog over med en smittende energi og et udbrud; dann bin ich der chef!

Angelina fortalte lidt om den svære start, som de – som helt unge – havde efter Kilians far døde, men også en masser af det at lave vin på de sindssygt stejle vinmarker på op til 65 grader stigning … ja faktisk fortalte Angelina, at det stejleste stykke endda nærmere har en stigning på 68 grader.

Vinene vi skulle smage til denne online smagning var alle i 2019 årgangen, som er en årgang, som Angelina betegner som værende et normalt år. Hvor 2017 var et besværligt år med masser af regn og 2018 et varmt år, så var 2019 helt normalt, hvilket Angelina selv elsker, mens Kilian er mere til vinene i 2017 og 2018, som måske sammenlagt er lidt varmere i stilen.

Kilian laver vinene med lang skindkontakt, spontangæring og malolaktisk gæring, hvilket er lidt usædvanligt for Mosel, men det gør ifølge Angelina vinene mere cremet.

Derefter gik Angelina igennem de 3 vine, som vi skulle smage og det var disse vine:

Men disse kommentarer kan I læse om i mine anmeldelser af vinene, som selvfølgelig er de næste indlæg her på Houlbergs Vinblog.

Tak til Mr Ruby og Angelina for en god time i fredags, hvor vi virkelig kunne smage nogle exceptionelle eksempler på, hvad hvidvinene fra Weingut Franken kan. WAUW.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 6 – med barologirl Giulia Negri igen

Den 6. og sidste af  Distintos online webinar under overskriften Meet the winemaker var med den søde vinmager Giulia Negri, der driver vingården Serradenari Società Agricola en kilometers penge sydvest for La Morra by i Piemonte.

Men det var faktisk mit 2. online møde med Barolo producenten, for allerede i juni sidste år deltog jeg i et Distinto webinar, hvor jeg også undervejs smagte 6 forskellige af Giulias vine. Det skulle vi dog ikke denne aften … alene én vin fra vinhuset, nemlig Giulias 2016 Barolo Serradenari.

For første gang under de 6 webinarer, så havde jeg ikke selv købt den anbefalede vin fra Distintos Meet the winemaker boxen, men havde fra mit vinkøleskab fundet en ældre 2012 Barolo La Vetta fra Guilia … og dermed totalt autonomt ikke fulgte anbefalingen.

Lidt om Giulia Negri & historien

Nu kunne jeg godt skrive en masse af Giulia og historien bag det fantastiske vinhus, men det har jeg allerede gjort tidligere, så jeg vil derfor her blot linke til min artikel fra smagningen sidste år.

Artiklen kan du finde her på vinbloggen under overskriften; Houlberg møder Barologirl Giulia Negri … i virtuel onlinesmagning. I den er der også masser af fotos, som Giulia sendte til mig efter smagningen.

Webinaret den 11. marts

Til dette Meet the winemaker webinar startede Jonas med en lille indflyvning inden han gav ordet over til Giulia Negri, som ved dette webinar havde sat sig ned i det charmerende smagelokale på den piemontiske vingård i La Morra området.

Giulia startede med at fortælle lidt om sin start … helt fra fødslen i Palermo, hvorefter hun boede i Rom inden hun bosatte sig hos sin far på familiens vingård Serradenari Società Agricola, hvor hun startede med sit eget projekt med vine i eget navn.

I 2017 overtog hun så ansvaret for den samlede produktion på Serradenari og i 2019 fusionerede hun de 2 brands, således alle vine i dag udgaves i Giulias navn. Hun fortalte selvfølgelig på webinaret lidt om den vin, som de fleste drak undervejs, men i dag laver Giulia faktisk 3 forskellige Barolo’er.

Det er Barolo La Tartufaia, Barolo Serradenari samt topvinen Barolo Marassio. Giulia fortalte, at La Tartufaia nok er den mest venlige af Barolo’erne og at marken har leret og basaltisk undergrund, mens Serradenari har mere sandet jord og giver en mere mineralsk vin med mer’ duft af roser og svampe.

Marassio er den højeste beliggende mark og der høstes druerne seneste. Vinen har en mere saltet og stenet smag. I det hele taget, så har klimaændringerne betydet, at mange hun altid har modne druer, hvilket ikke ville ha’ været tilfældet for 20 år siden.

Giulia fortalte lidt om, hvordan hun laver sine vine med lang maceration, for aftenens vin helt op til 120 dage, men det er slet ikke med alt skindet i hele perioden, for hun omstikker mange gange og efterlader altid en meget tynd cap aka top, hvilket er med til at give vinene større lethed og bløde tanniner. Så der er således tale om lang maceration, men uden stor ekstraktion.

Nogle har skrevet, at Negris vine har en burgundisk lethed og Giulia har da også  tilbragt en del af hendes læretid i Bourgogne, men hun mener dog, at elegance ikke kun kommer fra Bourgogne.

Hun synes, at Nebbiolo druen selv er en meget elegant druesort, som også – modsat andre druesorter – har den egenskab, at man på Nebbiolo kan lave vine, som både kan drikkes nu, men samtidig gemmes mange år i vinkælderen.

En enkelt spurgte til Giulias favorithuse i Piemonte … og hun fortalte, at hendes bedste vin var en 1985 Barolo fra Aldo Conterno, som dog ikke i dag er blandt favorithusene. Det er mere huse som Giuseppe Mascarello, Cavallotto og Giacomo Conterno.

Samlet blev det igen en munter time med Giulia Negri … og man bliver totalt ramt af hendes charme og den italienske accent, når hun på engelsk med stor passion snakker om sine vine.

Jeg drak samtidig med velbehag hendes 2012 Barolo La Vetta … en vin, som Giulia ikke laver mere, men den vin kan I læse mere om i det kommende blogindlæg, hvor jeg anmelder vinen som vanligt. Igen blev Houlberg yderligere Giulia Negri fan … og det fandeme også svært at lade være at blive.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 5 – Sean O’Callaghan fra Tenuta di Carleone

Den enøjede Sean “Il Guercio” O’Callaghan er en charmerende og hamrende dygtig vinmager, som Houlberg mødte online til Distintos 5. webinar under overskriften Meet the winemaker. Han er samtidig virkelig interessant at høre på … og så laver han nogle fantastiske vine, hvilket denne aften blev bevist med hans Chianti Classico.

Il Guercio er Sean O’Callaghans øgenavn og betyder den enøjede satan, men det er sagt med et smil, for selvom Sean måske nok er fræk som Vito Corleone i The Godfather, så laver han smukke og bløde vine på vingården Tenuta di Carleone.

Sean “Il Guercio” O’Callaghan

Sean O’Callaghan er englænder, men oprindelig født på Sri Lanka, hvor hans forældre drev en te-plantage. Men allerede som teenager flyttede Sean med familien til England, hvor de boede i Somerset i den sydlige del af landet. Der tilplantede han far en mark med nye vinstokke, hvilket fik den dengang helt unge Sean til at interessere sig for vin.

Derfor sendte faderen Sean til Tyskland for at lære mere om vin, således han senere kunne overtage vinprojektet i England, men i vor tyske broderland blev han voldsomt interesseret i bl.a. Riesling og arbejdede for Diel, hvor han også blev kældermester. Samtidig tog Sean en uddannede som vinmager på universitet i Geisenheim.

På en ferie til Toscana i Italien i 1990 mødte han tilfældigt englænderen John Dunkley,  som sammen med sin italienske hustru Palmina Abbagnano drev vinhuset Riecine i Gaiole in Chianti med hjælp fra ønologen Sergio Manetti, der desværre er død i dag, men dengang ejede det legendariske vinhus Montevertine.

Det møde endte med, at John hyrede den unge Sean O’Callaghan som praktikant, hvor han først blev en del af holdet og lærte masser af Sergio Manetti. Sean blev senere ansvarlig vinmager på Riocine og arbejdede på vingården i over 25 år. Han har lige siden været pænt inspirereret af den stil, som både Montevertine og Riecine fortsat står for.

John Dunkley og Palmina Abbagnano solgte Riecine i 2011, men Sean forblev på vinhuset som vinmager indtil 2015, hvor han rendte ind i den rige, østrigske entreprenør Karl Egger, som  i 2012 havde etableret vingården Tenuta di Carleone ved Castiglioni i Radda in Chianti.

Karl gav Sean et tilbud, som han ikke kunne sige nej til … nemlig muligheden for et partnerskab, hvor Sean O’Callaghan fik totalt frie tøjler til at opbygge vingården, genopbygge vinkælderen og sætte sit eget præg på vinene.

Tenuta di Carleone

Vinhuset Tenuta di Carleone ligger helt præcis i den lille by Villa ved Castiglioni i Radda in Chianti … lige ved siden af ølbryggeriet Chianti Brew Fighters og dækfirmaet Bulli Pneumatici di Bulli. Vi er en lille by, der har en historie, som går tilbage til år 1078, hvor munke grundlagde klosteret Badia a Coltibuono.

Det betyder, at vi er i Chianti Classico zonen … faktisk i det højeste beliggende område i Chianti og Tenuta di Carleone har da også deres marker i 450 og helt op til 700 meters højde og vinene fra Radda in Chianti er da også kendt for en mere frisk side af Chianti Classico.

Det blev grundlagt i 2012 af den østrigske forretningsmand Karl Egger, som sammen med  hans familie blev forelsket i et vidunderligt sted i det sydlige Toscana nær Radda in Chianti og købte en ejendom og startede Tenuta di Carleone.

Selvom ejendommen i forvejen havde lidt marker, så var det Karl Egger, der besluttede sig for at forvandle stedet til en vingård med produktion af Chianti Classico vine. Men projektet fik først rigtig fart, da Sean O’Callaghan kom med om bord. Sean O’Callaghan er således hjernen og hænderne bag vinhuset og vinene derfra.

Samlet har Tenuta di Carleone 100 hektar jord, men heraf er 20 hektar alene vinmarker. Derudover er der masser af olivelunde med tussegamle oliventræer.

Da Sean O’Callaghan joinede projektet, så lavede de først vinene i 2 gamle garager med meget lidt plads, så derfor købte man et gammelt terracotta potteri, som nu er ombygget og danner rammen for Tenuta di Carleone.

Sean har opbygget en vinkælder med både rustfrie ståltanke, moderne cementtanke og egefade i forskellige størrelser, som i de dyreste Bordeaux kældre og driften sker nu både totalt økologisk og biodynamisk. Sean arbejder alene med naturgær, spontangæring samt virkelig lang gæring og maceration. Seans vine er ofte omtalt som værende nærmest burgundiske i stilen.

O’Callaghan er lidt af en rebel, som går sine egne veje, men han har en uovertruffen viden om og forståelse af det lokale mikroklima og terroir samt en unik forkærlighed for Sangiovese druen. Han siger selv,  at hans syn på kun et øje har givet ham alternative måder at anskue vinfremstilling og verden på.

I øjeblikket laver Sean 7 forskellige vine på Tenuta di Carleone og de fleste selvfølgelig på Sangiovese … selv deres Rosato rosévin er lavet på Sangiovese. Men der laves også vin på Cabernet Franc, Merlot og en enkelt på Alicante Bouschet. Sean har plantet 0,5 hektar med hans elskede Riesling drue på et kølig parcel … så bliver det ret spændende, om han en dag også laver en Riesling vin.

Webinaret den 4. marts

Dirigentstokken på dette webinar var igen overladt til Phillip Nordstrand fra Distinto og skulle på vanlig vis stå for løbende interview af Sean O’Callaghan.

Sean tonede hurtigt frem på Zoom meeting skærmen og han startede med at fortælle lidt om hans baggrund og årsagen til, at han havnede på Tenuta di Carleone.

Men ellers blev det en rigtig interessant snak omkring Chianti, området, folks opfattelse af Chianti, klimaændringer, stilen i vinene fra Tenuta di Carleone og Seans egne holdninger og favoritvine.

Sean fortalte, at hans inspiration fortsat er Montevertine og at han elsker den friskhed, som vinene fra netop Radda in Chianti er kendte for. Sean arbejder meget med at sikre vinene god syre, som han selv mener bliver godt integreret i hans vine.

Radda in Chianti skiller sig ud fra andre områder af Chianti ved, at det er køligere, så det er oftest beliggende i højde, der giver de store forskelle på Chianti vine fra forskellige områder. I de seneste 20-30 år tingene ændret en del … tidligere havde man svært ved at få druerne helt modne og i dag er det næsten omvendt.

Mange producenter får derfor i dag meget modne druer, hvilket nemt kan give lidt tunge og klodsede vine. Mange producenter er derfor også i stigende omfang begyndt at lede efter nordvendte marker i stedet for tidligere sydvendte marker,

Sean har forskellige kloner af Sangiovese på sine marker, men går generelt efter de små druer. Derfor anvender Sean heller ikke grøn høst i markerne, da druerne har brug for skygge fra bladene. I stedet høster han tidligt de mest modne druer, som anvendes til hans rosé Rosato og så får de øvrige mere umodne lov til at modne færdigt til brug for rødvinene.

Sean mener dog også, at man fortsat godt kan bruge de gamle kloner, blot man passer dem rigtigt, men i fremtiden kommer dette nok også til at skabe mere individuelle og forskellige vine i Chianti.

Sean snakkede også lidt om Chianti og fremtiden for området. Han fortalte, at mange – både globalt og i Italien – ofte har svært ved at skelne Chianti fra Chianti Classico. Modsat mange andre vinregioner findes der heller ingen særlig betegnelse af, hvor præcis vinene er fra udover enten Chianti eller Chianti Classico.

Og da der vitterlig er store forskellige mellem de mange områder både i Chianti og Chianti Classico, så vil Sean O’Callaghan hellere have, at man brugte områderne som betegnelse, at vinen fx var fra Radda, Greve, Gaiole og tilsvarende. Dermed ville man bedre kunne skabe en mere unik definition af vinene.

Seans topvin Il Guercio – opkaldt efter ham selv – er netop en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Mello i Gaiole, men fremgår jo ikke at beskrivelsen på etiketten på fronten af flasken. Måske skulle Gaiole in Chianti fremgår i fremtiden?

Philip spurgte også Sean om, hvilke vine han helst vil drikke … altså hvis det ikke skulle være hans egne? Sean er stor fan af vine på Pinot Noir fra Bourgogne i Frankrig og Tyskland, men også Nordrhône og selvfølgelig Nebbiolo vine. På den hvide front er det specielt vine på Riesling eller Chenin Blanc … og den store kærlighed for netop tysk Riesling er også årsagen til, at han forsøgsmæssigt nu har plantet denne druesort selv.

Aftenens vin

Det var ikke Seans Il Guercio, som vi denne aften skulle smage fra Distintos Meet the winemaker box, men derimod hans 2017 Chianti Classico. Det er faktisk første gang, at jeg smager vin fra Tenuta di Carleone og jeg blev ret imponeret af vinen.

Min anmeldelse af vinen er selvfølgelig udgivet lige efter dette indlæg (og link findes lige ovenover). men lige nu sidder jeg bare og ærgrer mig over, at jeg ikke tidligere har fået øje på dette lille vinhus … og over, at jeg heller ikke har smagt Il Guercia. Men det er nu skrevet på min bucketlist.

Tak til Distinto og Sean O’Callaghan for en god time i torsdags … virkelig interessant og en fantastisk fyr til at fortælle om sine vine og Chianti. Klasse.

Andre smagninger

Houlberg tester lidt vin fra det toscanske vinhus MonteRosola

På en bjergskråning på et plateau mellem to dale og med udsigt til middelalderbyen Volterra omkring 6-7 kilometer mod vest finder vi et nyt og topmoderne vinhus kaldet MonteRosola.

Vi er sådan geografisk i et område mellem Chianti og Bolgheri, for der er kun 50 kilometer til kystregionen i Bolgheri og 30 kilometer til de smukke, verdensberømte bakker i Chianti … i et område, hvor der laves fremragende vine og tæt på byen Volterra, der er den ældste by i Toscana med over 3.000 års historie.

Nu har den flinke Thomaeus familie på vingården MonteRosola sendt den flittige vinblogger i Danmark 4 af deres vine til test … og alle er vine som endnu ikke bliver importeret herhjemme. Men inden jeg skænker vinene i glassene, så lad os se nærmere på vinhuset.

Historien

MonteRosola vinhuset stammer fra 2003, men blev i 2013 købt af den svenske Thomaeus familie, som siden 2004 har drevet firmaet Exoro Capital AB med investering i andre virksomheder, i fast ejendom samt kapitalforvaltning … og nu også en vingård.

Thomaeus familien består af Bengt og Ewa Thomaeus samt deres 3 voksne børn Åsa, Pär og Erik. Det var Bengt, som lagde fundamentet og skabte deres formue i 1980’erne, hvor han startede et computer konsulentfirma og det må ha’ været godt, for i dag har Exoro Capital AB en formue langt over 400 millioner svenske kroner.

Det er selvfølgelig også derfor, at familien i 2015 kunne starte byggeriet af et imponerende stort, topmoderne vineri, der stod endelig færdigt i 2019. Det er det vineri, som I kan se på nogle af de flotte billeder her på siden. Det er et markant byggeri, der står som et vartegn i området med 5 etager, et højt tårn, privat tagterrasse, gårde, opholdsstuer, imponerende kældre, et VIP-mødelokale, et smagsrum og deres egen vinbutik.

Vineriet er lavet således, at druerne og vinen i vineriet kun flyttes via tyngdekraften og uden brug af pumper. Gæringen forgår i store tulipanformede cementtanke og der bruges kun druernes naturlige gær i vinifikationen.

Thomaeus familie købte vinhuset og byggede ejendommen i Volterra på grund af deres store passion for italiensk vin. Igennem mange år havde familien haft deres ferier i Italien, hvilket førte til deres fælles interesse for italiensk kultur, køkken og vinfremstilling. Under deres rejser besøgte de mange forskellige regioner i Italien, men de fik en særlig kærlighed til Toscana og vinene … og specielt Brunello di Montalcino vinene og i sidste ende købet af MonteRosola … deres helt egen vingård.

Inden de købte MonteRosola havde de besøgt 30 forskellige vingårde over det meste af Toscana, men de blev forelsket i området ved Volterra og fik den nye vingård tegnet af den lokale arkitekt Paolo Prati.

Samlet har MonteRosola omkring 25 hektar vinmarker, men derudover er det også en kæmpe have, olivenlunde, skovområder, søer og græsmarker. Alt dyrkes økologisk og vinmarkerne har en jordbund der minder meget om den sydlige nabo Montalcino.

Der tænkes generelt meget bæredygtigt, bl.a. med opsamling af regnvand, genanvendelse af varme og lignende. De har ved opførelsen af vineriet bl.a. lavet et system med selvcirkulerende luft, der naturligt regulerer temperaturen i vinkælderen.

Derudover anvender ejendommen geotermisk energi med varmepumper, der styrer både køling og opvarmning og bl.a. ledes eventuel restvarme fra kølesystemerne automatisk til ejendommens svømmepøl. Målet er at bruge langt mindre energi end tilsvarende vingårde i området … faktisk er målet at avende 70% mindre end en traditionel vingård.

Produktionen varetages af et team, der ledes af agronomen og vinmageren Michele Senesi. Han får i kælderen hjælp fra den kendte konsulent og ønolog Alberto Antonini, der tidligere har arbejdet med nogle af Italiens mest prestigefyldte huse som Antinori og Frescobaldi, mens markarbejdet ledes af Stefano Dini.

Der laves i øjeblikket 7 forskellige vin på MonteRosola med en samlet produktion på omkring 70.000 flasker, men ambitionerne er større, så familien Thomaeus har et mål om en fordobling indenfor de kommende år. Og med det setup … mon de så ikke også lykkes med det forehavende?

Vinene

Og ud af sortimentet smager jeg altså nu 4 af vinene, fordelt på 2 hvidvine og 2 rødvine, nemlig disse:

Ovenover har jeg linket til mine anmeldelser af vinene.

Konklusion

Man må sige, at Thomaeus familien har sat alle sejl for at få gjort MonteRosola projektet en succes. Vineriet … det imposante vineri ser netop imponerende ud og dermed er betingelserne for at kunne lave gode vin absolut til stede.

Det virker også som om, at de har fundet et spot, hvor det er fornuftigt at dyrke vin, for der er tale om rigtigt lækre vine med et flot niveau. Jeg var specielt imponeret af deres Primo Passo hvidvin og de to rødvine, hvor den første Mastio lavet alene i ståltanke er meget frisk og livlig, mens der er mere dybde og kompleksitet i Crescendo vinen … men alt det kan I jo læse om i anmeldelserne.

Så dermed slutter jeg med en tak til Thomaeus familien og deres markedsførings bureau for vine og en video fra huset, for jeg synes i lige skal se, hvor flot vineriet er. Det bliver spændende at følge MonteRosola i de kommende år.