Kategoriarkiv: Store oplevelser

Houlberg besøger Det Glade Vanvid … for nu er Koch brødrene i Randers

Det er nu 7 år siden, at jeg besøgte Koch brødrenes koncept restaurant Det Glade Vanvid, hvor man for en fast pris, i et fast tidspunkt får en all-inklusive restaurantoplevelse med en allerede fastlagt menu med appetizer, 3-retters gourmetmåltid, fri vinbar og såmænd også efterfølgende kaffe med lidt sødt til.

Dengang var det i Aarhus, men nu har Koch brødrene udvidet med en restaurant i Randers, så den skulle vi jo selvfølgelig forbi og atter indtage et godt måltid … for brødrene kan absolut lave god mad og det skulle denne aften også vise med al tydelighed.

Imidlertid var vinene derimod helt modsat usvigelig ringe, men alt det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Restauranten

Det nye restaurant Det Glade Vanvid i Randers ligger for enden af Østervold … fin placering og lokalerne minder stilmæssigt også om deres Aarhus restaurant holdt i sorte farver.

Til forskel fra mit besøg i Aarhus for 7 år siden, så er der langt mere plads mellem bordene i Randers restauranten, hvilket glædede mig, for dengang sad man simpelt alt for tæt med meget kort afstand til nabobordet.

Vi havde samlet 12 mand m/k fra en lille spiseklub, og da døren åbnede på slaget 18.30, så blev vi vel modtaget og anvist vores plads fordelt ved 2 borde, hvilket vel var okay, selvom vi måske kunne ha’ foretrukket ét bord som et samlet selskab, men det kan man vel absolut ikke forvente er muligt alle steder.

Vi fik vores egen tjener som høfligt præsenterede sig og kort fortalte om konceptet bag Det Glade Vanvid.

Maden

Det Glade Vanvids koncept passer mange rigtigt godt, for det er billigt, overskueligt og nem at forstå. Ved at alle gæster på samme tid får samme forudbestemte ret, så kan Koch holde udgifterne nede og gæsterne få en flot restaurantoplevelse til billige penge … for blot 399 kr. i hverdagene eller 599 kr. fredag/lørdag får du

  • Appetizer & Sprudlende Cava … og du kan endda få alkoholfrie bobler, hvis du er til den slags.
  • 3-retters menu med inspiration fra torvet & naturen omkring os
  • Vine ad libitum fra vinbaren med 7 forskellige vine, men også mulighed for 4 slags alkoholfrie vine eller øl, sodavand eller økologisk saft.
  • Tilbehør med hjemmebagt brød og tilhørende olier
  • Kaffe efter maden, hertil lidt sødt og avec … enten rom, cognac eller calvados.
Appetizer

Vi startede et glas Cava … en Non Vintage Cava Brut fra Bodegas Bonaval og dermed lidt atypisk Cava fra det varme Extremadura i Spanien. Dertil nød vi en lille appetizer, som var en fin canneloni med salat på røget laks, quinoa, urter og grillet agurk på sennepscreme parfumeret med dild.

Flot start … smagte sgu godt. Cava’en var faktisk også fin … men den skulle imidlertid også blive aftenens bedste vin.

Forret

Forretten bestod af dagens sart tilberedte fisk – som i øvrigt var en torsk –  på kold sauce med asparges, purløg og ærter i skøn symbiose med salturt & løvstikke. Hertil sprød blæksprutte croustillant med hyldeblomst-limesorbet, purløgsolie, encrispy sommerfugl og kornblomst

Jeg er nok mest til forretter af alle retter, og denne var simpelthen fantastisk. Faktisk er den så god, at jeg egentlig gerne besøger Det Glade Vanvid igen for at smage retten igen. Kombinationen af den lune torsk, den kolde sauce og limesorbet’en spillede max.

Til forretten kunne man vælge mellem 3 hvidvine og valget stod mellem Sauvignon Blanc fra Chile, Chardonnay fra Australien og en meget sød Gewürztraminer fra Rheinhessen i Tyskland. Ingen af vinene støttede dog retten særlig godt … dertil var kvaliteten simpelthen for ringe.

Hovedret

Til hovedret skulle vi have slow-cooked kalvekam med tomatiseret skysauce, oliven & middelhavets urter hertil tomatkiks med rygeost & confiterede hvidløg. Dertil sæsonens svampe-kartoffelmousseline med blødende dariole, luftig bearnaise og henkogte grønne tomater.

Igen et tårnhøjt niveau, hvor tingene spillede rigtigt godt sammen. Der var masser af velsmag … en tæt og kraftig ret med masser af små og lækre elementer, bl.a. en formidabel luftig bearnaise, den lille søde, syltede, grønne tomat, let mousseline og fint kød.

Igen var der 3 vine at vælge imellem, nemlig 3 rødvine … enten Pinot Noir fra Chile, en tung og sød Puglia vine på et mix af Negroamaro og Primitivo samt endelig en Tempranillo fra Castilla-La Mancha i Spanien. Lidt samme historie som med de hvide.

Dessert

Nu var stemningen omkring vores to borde efterhånden steget et par decibel eller mere, men vi skulle alligevel ha’ lidt dessert, som var en lille karamelmousse med karamelliseret rabarberpure, råsyltede rabarber, saltet karamel, hasselnøddekrokant, jordbærsorbet med rosen peber, danske jordbær, vaffelbrud og sød jord.

Absolut godkendt dessert, som vinmæssigt – fra den høflige selvbetjening fra vinbaren kunne suppleres med lidt Sainte-Croix-du-Mont – også kaldt fattigmands sauterne – fra Château du Mont i Bordeaux, hvilket egentligt var et meget godt match.

Kaffe og sødt

Vi sluttede med en dejlig kop kaffe … og for os moderne mænd, der elsker café-latte, så var det dejligt, at der i baren var varm mælk, som man kunne blande i kaffen. Vi fik også lidt sødt til vor kaffe, nemlig  konditorens mandelkage så en lille skarp, hvor valget stod mellem rom, cognac eller calvados.

Jeg valgte en calvados, men er egentlig ikke så meget til de stærke spiritus drikke. Kaffen var dog god og denne lille søde ting smagte også fint. Dermed blev det et fint punktum for et rigtigt godt måltid mad på Det Glade Vanvid.

Vinene fra vinbaren

Nå, men vi skal også lige kigge lidt nærmere på vinene fra vinbaren på Det Glade Vanvid. For fanden … det er jo en vinblog. Jeg – og alle, der besøger restauranten og konceptet – er selvfølgelig klar over, at det aldrig vil være dyre vine, som findes i ad libitum vinbar med en pris på 399/599 kr. for en all-inklusive restaurantoplevelse.

Men alligevel var jeg overrasket over, hvor ringe vinene faktisk var. I forhold til min oplevelse for 7 år siden på Det Glade Vanvid i Aarhus eller hos det konkurrerende Villa Dining, så er vinene i dag langt billigere og dårligere.

Men måske er jeg også blevet forvænt? Jeg tænkte faktisk forleden, at jeg var inde i en stime, hvor jeg gav mange af de smagte vine pænt høje karakterer. Men omvendt smager jeg bare rigtigt meget godt vin, som enten jeg selv eller andre omhyggeligt har valgt.

Derfor bliver forskellene også bare langt mere tydelige, når man så oplever vine, som ligger ligger flere niveauer under. Og det leverede Det Glade Vanvid i deres vinbar … her kom jeg virkelig ned på jorden.

For nogle er det selvfølgelig vigtigt, at man til små penge får vine efter kvantitet, men når maden nu bare er så fremragende, som det faktisk er tilfældet på Det Glade Vanvid, så er det bare en skam, at kvaliteten ligger så lavt, hvilket ikke bidrager voldsomt til den samlede oplevelse.

Jeg vil vove den påstand, at restauranten ved fx en egen import fra udvalgte producenter vil kunne holde en lav indkøbspris, men så øge niveauet betragtelig … men det kræver selvfølgelig lidt mere benarbejde og ressourcer.

Nå, men lad os lige line alle vinene op, som jeg kæmpede mig igennem. Altså en mousserende, 3 hvidvine, 3 rødvine samt en enkelt dessertvin, samlet 8 forskellige vine:

Som du måske kan se, så er vinene af meget forskellig herkomst … nogle er vel nærmest designervine, altså vine hentet til Danmark i store tanke, derefter flasket og så forsynet med fiktivt navn og etiket, andre er fra store vinkoncerner og andre fra vinhuse.

Jeg har selvfølgelig ovenover linket til alle de forskellige vine og mine beskrivelser og anmeldelser.

Konklusion

Det Glade Vanvid laver vanvittig god mad og det var bedre end min forventning, som ellers var ret høj. Jeg synes, at deres niveau endda er højere end fra mit besøg i Aarhus for 7 år siden. Dermed den varmeste anbefaling af stedet.

Men vinene er ikke noget at skrive om, så derfor skal du være ligeglad med vin eller bare ude på, at blive hamrende beruset … og dem er der altid til sådanne aftener. Skulle jeg – med den viden jeg nu har efter besøget – igen på Det Glade Vanvid, så ville jeg nok vælge at besøge stedet en hverdagsaften og så måske vælge noget økologisk saft, måske en enkelt øl, så jeg kan køre hjem.

Selvfølgelig har man en time ekstra fredag/lørdag, hvor lukketid er 22.30 mod 21.30 i hverdagen. Den time kan bruges på mer’ vin fra vinbaren, men det er mest for dem, som skal ha’ en festlig aften eller ikke er vinnørder. Vi var lidt af begge dele denne aften.

Vi havde i hvert fald ikke fået helt nok, så vi sluttede derfor meget passende denne smukke og varme sommeraften med en stor fadøl udenfor en lille café, mens mørket langsomt sænkede sig. Derefter luskede vi veltilfredse hjem.

Skal jeg rate den samlede oplevelse på Det Glade Vanvid, så bliver jeg nødsaget til at dele det op i to … maden for sig og vinene generelt set.

Maden 6/7 
Vinene 2/7

Houlberg tester en serie vine fra Weingut Krämer … fra det store Rheinhessen

Med hele 26.758 hektar vinmarker er Rheinhessen Tysklands største vinområde … og det betyder også, at man i Rheinhessen ofte finder masser af gode vine til fornuftige penge.

I det er netop midt i Rheinhessen og midt i den lille by Gau-Weinheim ved Wißberg, at vi finder Weingut Krämer. Det er et lille familieforetagende, der drives af den unge Tobias Krämer sammen med sin far Hans-Bernhard.

Tobias overtog i 2013 ansvaret for driften fra sin fader efter han havde afsluttet sin uddannelse til vinmager på Geisenheim lidt nord for vingården, men havde allerede forinden været godt involveret i produktionen på familiens vingård.

Han havde allerede forinden lavet sin egne serie af vine under navnet Straight … som fortolker Tobias’ filosofi om, at hans vine skal være ligetil, ægte og direkte. Og allerede i 2011 blev Tobias hædret som en af de bedste unge vinproducenter af landmandsforeningen Deutschen Bauernverband.

Familien Krämer har samlet 19 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Uffhofener La Roche samt Gau-Weinheimer Kaisergarten og Wißberg. Det er særligt det store hvide kalkstens bjerg Wißberg, som danner basen for vinene fra Weingut Krämer. Det kan I se på billedet nedenunder … okay ikke et voldsomt højt bjerg.

Wißberg rejser sig stoisk 270 meter højt nordvest for byen Gau-Weinheim i et ellers overvejende fladt kuperet landskab med den store Gau-Bickelheimer Kreuzkapelle på toppen. Der er samlet omkring 59 hektar vinmarker på skrænterne af Wißberg, som derudover har et tilhørende naturreservat.

Jordbunden på markerne ved Wißberg er kendetegnet ved at være meget rig på hvid kalksten, hvilket jo selvfølgelig også har været med til at give det hvide bjerg Wißberg sit navn. Men det er nu sjovt nok Uffhofener La Roche, der regnes som Krämers bedste mark. Den ligger omkring 10 kilometer længere mod vest ved Uffhofen og dermed altså et stykke fra vingården.

Weingut Krämer har 2 stjerner hos Eichelmann og 1 rød drue hos Gault Millau, så der er allerede opmærksomhed på vingården. Og så er jungwinzer Tobias Krämer også medlem af Generation Riesling, hvis formål netop er at højde kvaliteten af Riesling i Tyskland.

Jeg tester nu 7 af Tobias Krämers vine, et bredt udsnit af hans vine, og kigger på, om man også – som påstået indledningsvis – får masser af god vin til fornuftige penge. De 7 rheinhessiske missiler fordeler sig på 6 hvidvine – primært Riesling- og så en enkelt rød cuvée.

Jeg har smagt alle vinene, og mine anmeldelser og beskrivelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Den første vin er en cuveée med navnet Pudelwohl, der måske meget passende betyder munter, lystig eller veltilpas … og vistnok også har en eller anden sammenhæng med en puddelhund, der meget passende er illustreret på etiketten.

Men jeg kan godt allerede nu afsløre, at der altså er noget om snakken, altså at man får masser af god kvalitet for pengene i netop Rheinhessen. Krämer laver rigtig fine vine … hans enkelte rødvin er måske ikke weltklasse, men ganske interessant.

Det er i stedet hvidvinene, som Tobias Krämer slipper rigtigt godt afsted med. Det er selvfølgelig heller ikke underligt, da Tobias’ fokus jo primært ligger på de hvide vine og specielt Riesling, Men niveauet er højt og det gælder faktisk allerede for hans helt almindelige basisvine.

Det var dog de to vine i “mellemklassen” … altså hans Ortsweine, som specielt imponerede mig. Både Gau-Weinheimer Riesling og Uffhofer Riesling har allerede fra første fløjt masser af skøn, dejlig petroleum og masser af herlige Riesling kvaliteter. Det kan du selvfølgelig læse mere om i de kommende indlæg.

Alle billederne fra vingården har jeg i øvrigt fået fra Tobias selv, og da han sendte dem, så skrev han også, at han var glad for, at jeg ville skrive om hans vine … og roste vinbloggen. Lidt stolt bliver man da.

Houlberg møder Barologirl Giulia Negri … i virtuel onlinesmagning

Cammino per la mia città, ed il vento soffia forte, mi son lasciato tutto indietro e il sole all’orizzonte … åhhh jeg elsker det italienske sprog, både i sange eller når nogle snakker det hurtigt. Når det så også er en smuk kvinde og hun samtidig er vinmager, så kan man godt blive lidt blød i knæene.

Når hun som Giulia Negri samtidig laver fabelagtige vine, så smelter mit følsomme hjerte øjeblikkeligt. Og det var nærmest tilfældet, da jeg forleden aften i knap 2 timer deltog i Distintos online smagning med Barolo producenten Giulia Negri.

Heldigvis var det ikke på italiensk, for så havde jeg ikke fattet en bjælde, men på engelsk med dejlig italiensk accept, men det er skam også gelé-i-knæene-forførende. Men mest af alt, var det absolut drønspændende at høre om vinhuset og Giulias tilgang til vinproduktionen.

Jeg havde fået en venlig invitation til smagningen fra Philip fra Distinto, og det havde jeg omgående takket pænt ja tak til for jeg havde stødt på Giulias vine et par gange før … først til netop en lille branchesmagning, som Distinto afholdte i marts – hvor jeg smagte hendes 2013 Serradenari – og siden via et par ældre flasker, som vinbloggeren faldt over lidt tilfældigt.

Allerede fra første fløjt var jeg duperet af Giulias vine, som har en særlig lethed. Mads fra Højbjerg Vine – som i øvrigt også var med i den virtuelle smagning – havde ved branchesmagningen anbefalet mig at smage hendes Pinot Nero. Da jeg smagte den, slog den helt benene væk under mig … nærmest som en gensplejsning eller et vellykket gadekryds mellem Bourgogne og Barolo.

Og den tråd går faktisk igennem alle Giulias vine fra entry til top, hvilket Distinto gerne ville vise ved denne smagning. Så jeg var fyr og flamme, da jeg blev inviteret til at kigge med … og endda modtog en kasse med de 6 vine, som Giulia ville præsentere denne aften.

Lidt om Giulia Negri & historien

Giulia Negri er en ung, køn og fremadstormende kvinde og vinmager, der driver vingården Serradenari Società Agricola en en kilometers penge sydvest for La Morra by.

Hun kommer fra en initiativrig familie, der i over 150 år har drevet vingården i La Morra, men ellers har sat sit fodaftryk i den italienske historie. Således har nogle af Giulias forfædre været indblandet i produktionen af Diatto bilen … den første bil i Turin.

En af hendes forældre opfandt Bodoni skrifttypen og så har flere endda også været indblandet i politik, bl.a. hendes egne far Giovanni Negri, der startede som ung dynamisk aktivist og senere hen blev medlem af Europa-Parlamentet, hvor han var fortaler for miljøet, folkesundhed og forbrugerbeskyttelse.

Senere forlod han dog politik for at hellige sig vinproduktionen på Serradenari Società Agricola, men har også løbende skrevet mange bøger, bl.a. en detektivromaner og bøger om vin med titler som Il Sangue di Montalcino, Il Mistero del Barolo, Il Gioco delle Castle, Roma Caput Vini og mange mere. Samlet er det vist blevet 12 bogudgivelser indtil videre.

Giulia er selv uddannet i både ledelse og biologi og hun tilbragte en del af hendes læretid i Bourgogne … og det har haft en indflydelse på hendes smag og tilgang til vinproduktionen. Hun havde i Bourgogne stiftet bekendskab med nogle af verdens fornemmeste vine, og mødt producenterne, så nu ville hun fremstille absolutte topvine på faderens gård i La Morra.

Så da hun returnerede til La Morra, så var hun motiveret og hun begyndte at forme sin egen stil med en produktion med små mikro-batches under hendes eget navn … en lille garageproducent, hvor vinene dog blev lavet i vineriet på Serradenari og med druer fra faderens mange tilhørende marker.

Hendes første vin i eget navn var Barolo La Tartufaia i årgang 2007 og den røg direkte ind på Wine Enthusiasts Top 100 liste og fik også fremragende anmeldelser. Meget godt gået af en garageproducent under 20 år … og lige siden er det kun gået frem.

Giulia overtog som 24-årig i 2014 driften af Serradenari Società Agricola og har siden overtagelsen ændret en del, for den beskedne kælder var fyldt med små barriques fra Bourgogne, men hun havde efter flere studier fundet ud af, at hun skulle anvende store fade for at bevare Nebbiolo druens reneste udtryk, nerve og energi.

Hun begyndte derfor straks en gradvis udskiftning fra barriques til botti grandi  aka store fade med det mål for øje at maksimere et ærligt udtryk og en mere terroir-drevet stil.

Hendes håndværksmæssige tilgang og anvendelse af traditionelle produktionsmetoder strækker sig desuden til bæredygtig dyrkning og Giulia har også været økologisk certificeret siden årgang 2016 og derudover anvender hun ingen brug af gær og tilsætningsstoffer, men alene manuel høst, spontangæring, ingen filtrering og lang, skånsom maceration i kælderen.

Man kan sige, at Giulia Negri vender tingene på hovedet. Hun går sine helt egne veje. Hun er ikke en modernist, fordi hun masererer i lang tid, omkring halvanden måned i store 60 hektoliter store fade og lagrer sine vine i lang tid. Hendes 3 forskellige Barolo vine modnes op til 30 måneder i 2.500 liter egefade.

Men hun er heller ikke traditionalist, da Giulia til Pinot Nero og hendes Chardonnay anvender franske barriques, men dog ikke de normale typiske barriques, men 350 liters fade og 500 liters tonneaux … endda med meget lille procentandel nye fade.

Måske er det også derfor, at Giulia har fået tilnavnet Barologirl … et navn hun netop fik, fordi hun går sine egne veje. Det har selvfølgelig en reference til Baroloboys … betegnelsen for de modernister, der opstod i 1980’erne og 1990’erne anført af producenter som bl.a. Voerzio, Boschis, Altare og Manzone. Men Giulia er dog nok mest traditionalist … men kaldes altså Barologirl.

Og barolopigen har samlet 6,5 hektar vinmarker omgivet af 12 hektar skov, hvilket Guilia fortæller er vigtigt, for det er med til at skabe et særligt terrior for hendes vine. Og i dag laver Giulia 7 forskellige vine, heraf alene en enkelt hvidvin, og samlet er produktionen omkring 50.000 flasker årligt.

Distintio forhandler alle vinene … dog lige undtagen Giulias Chardonnay, som de dog regner med at ha’ i sortimentet i den kommende sæson.

Serradenari

Serradenari Società Agricola er opkaldt efter marken Serradenari, der ligger lige syd for La Morra by. Den er den højeste beliggende cru i hele Barolo, hvor parcellen Marassio ligger allerøverst i 536 meters højde og falder ned til Pian delle Mole neden ved skoven, hvor man en gammel gristmølle … mola på italiensk. Nogle mener faktisk, at navnet på La Morra stammer fra den gamle mølle.

På Serradenari har Giulia flere parceller, både selve Serradenari, som ligger i 520 meters højde kun overgået af Marassio lidt længere oppe, mens parcellen La Tartufaia ligger mellem Serradenari og Pian delle Mole længst nede. La Vetta … en af de Barolo’er, som tidligere er lavet på vingården er en lille del af La Tartufaia.

Den øverst del af markerne er kølige og mere vindblæste med en jord, der er rig på kalksten, silt, ler og loam, mens den laveste del er klart varmere med en mere sandrig jord rig på fossiler.

Det er samtidig et område, som er rig på … trøfler, og Giulias bedstefar Franco Negri var en særdeles dygtig Trifolao aka trøffel jæger sammen med sin hund. Derfor fylder trøfler også fortsat en del på Serradenari Società Agricola, hvor der arrangeres ture efter trøfler og to af Giulia vine kommer også fra den del af Serradenari, som kaldes La Tartufaia efter netop de hvide Alba trøfler … og den lille trøffelhund var samtidig også logo på de første Giulia vine.

Hmmmmm … forstil dig en smagning i kælderen på Serradenari Società Agricola med lidt gode italienske retter, trøfler og de lækre vine fra Giulia Negri. Det lyder som et sted, der burde komme på ens buketlist over steder, som bør besøges.

Serradenari betyder noget i retning af “spar pengene” eller Sara D’né på italiensk. Navnet går mange hundrede år tilbage, hvor den sorte pest fik vinavlerne i La Morra til at søge langt op i bjergene til det højeste punkt. Og siden 1450 har bjerget således haft navnet Serradenari og er nu en af de mange subzoner/marker i Barolo DOCG appellationen.

Vinene i den virtuelle online-smagning

Jeg havde op til smagningen allieret mig med sønnike, således teknikken med brug af Zoom virkede. Han havde et webcam, som kunne plug’es ind i min computer, således jeg ikke skulle bruge den bærbare eller min iPhone, og dermed kunne jeg gøre mig klar.

Distinto og Guilia havde planlagt, at vi skulle igennem alle Giulias vine, dog undtagen den hvide Chardonnay, som endnu ikke er med i sortimentet hos Distinto. Dermed kom smageprogrammet til at se således ud:

Op til smagningen havde jeg forventningsfuld og spændt med Coravin skænket vinene i 6 glas. En enkelt af vinene havde jeg smagt tidligere, nemlig den 2013 Barolo Serradenari, som jo kick-startede min fascination af Guilia Negris vine. Derfor har jeg på den vin blot linket til min tidligere anmeldelse, mens de andre er til mine noter fra aftenen og fra nogle endda også et par dage efter, bl.a. specielt topvinen Barolo Marassio, som lige skuffende på aftenen, men virkelig åbnede sig et par dage efter.

Vi startede præcis klokken 18.30, hvor Philip fra Distinto indledte med en kort præsentation og så derefter overlod dirigentstokken til Giulia fra hendes vineri i La Morra. Deltagerkredsen bestod af flere kendte navne … Mads fra Højbjerg Vine og René Langdahl Jørgensen fra bl.a. Gastro og selvfølgelig både Philip og Jonas fra Distinto.

Indtrykket

Og hvor gjorde Giulia det godt … meget faglig og velforberedt med et powerpoint-show med info om både Barolo, Serradenari Società Agricola og vinene … og vi kunne afbryde og spørge undervejs.

Vi kom ind på mange områder. Giulia fortalte bl.a. at hun afstilker druerne på alle hendes vine, da hun ikke føler, at man med stilkene i gæringen får det lokale terrior rigtigt frem. Hun fortalte, at de fleste af hendes Nebbiolo druer er Nebbiolo  Lampia, at hun forsøger at begrænset den løbende punch-down, da det altid sætter turbo i gæringen, mens hun ønsker en meget langsom og reduktiv fermentering.

Og så fik vi ikke mindst smagt alle vinene med Giulias kommentarer til produktionen undervejs. Jeg blev igen totalt begejstret for Pinot Nero’en, selvom den endnu i denne årgang 2017 er alt for ung og vil kunne udvikle sig med flere år i kælderen. Derudover blev jeg totalt blæst helt væk af hendes Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, der har samme burgundiske lethed, som hendes Pinot Nero. WAUW.

Jeg fornemmede en smule prop i hendes Barbera d’Alba, men da jeg åbnede flasken helt næste dag, var der ingen tegn herpå og fremstod i stedet frisk, syrlig og streng … den skulle måske bare ha’ tid at åbne sig noget mere.

De 3 Barolo’er er alle syet med samme lette tråd, friske, ren og meget frugtrige med lys frugt og raffinerede tanniner. Topvinen Marassio skildte sig ud ved at være markant anderledes … mere neutral og tilbageholdende i sine aromaer, mere salt, stenet og mineralsk, mens tanninerne også var langt blidere.

Giulia fortalte også selv, at Marassio er anderledes og måske ikke arketypisk Barolo, mere kalket og mere stenet.

Jeg snakkede efterfølgende med Mads fra Højbjerg Vine og han havde samme oplevelse og i smagningen stod som den svageste af Barolo’erne. Heldigvis har jeg efterfølgende smagt Marassio igen … og er totalt vendt rundt på en tallerken. Den er klart mere afdæmpet end Giulias øvrige Barolo’er … men så sart og så elegant, men det er også – indrømmet – en vin, som kræver fordybelse, god tid og samtidig stiller krav til den, som drikker den.

Og så skal den også lige ha’  tid til at åbne sig. Sådan er det jo nogle gange med de bedste vine.

Giulia laver ikke hverken Dolcetto vine eller Arneis … faktisk er hun slet ikke vild med Arneis. Der var en fin spørgelyst og jeg havde også et par afklarende spørgsmål, bl.a. omkring nogle af de vine, som er lavet førend Giulia overtog produktionen.

Konklusion

Fuck en lækker smagning, så først en stor tak til Distinto … og selvfølgelig til aftenens forførerinde Giulia, som på smuk gebrokken italiensk-engelsk bevidste, at hendes vine har en særlig x-faktor med lys, burgundisk virus. Og selv hendes Langhe Nebbiolo og Pinot Nero er intet mindre end out-standing.

Jeg skrev efter til Giulia, om hun måske havde lidt fotos fra hendes vingård og fik en sød mail retur med masser af fotos, så I kan få nogle indtryk fra vingården i Piemonte. En del af disse har jeg spredt i dette indlæg … både af søde Giulia, området og vinkælderen.

Houlberg blev denne aften yderligere Giulia Negri fan … hva’ fan’ sku’ man ellers være?

Europamesterskab i tør Riesling … volume II med afstand

Tilbage i september 2018 stod det første store slag, et regulært og autentisk slagsmål og indbydes styrkeprøve i det, som vel bedst kan betegnes som striden om den europæiske trone for bedste tørre vin på Riesling … druernes ukronede dronning.

Jacob aka Mr Ruby var igen In-game Leader .., han stod bag både første runde i 2018 og nu denne revanche, hvor nogle af de tidligere slagne krigere ville ha’ deres ære tilbage.

Der havde modsat andre ridderturneringer ikke været nogle indledende gruppespil eller andet vederstyggelig pjat, for Mr Ruby havde via grundig research fundet frem til de kombattanter, som han formodede ville udgøre en størst trussel mod de vinhus, som i 2018 besteg de 3 øverste trin på sejrsskamlen. De fleste af krigerne var fra samme ædle huse som sidste gang.

Slaget var denne gang reduceret til 12 vellystne amazoner, der – som sidst – kom fra henholdsvis Mosel, Rheingau – de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover også en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe og 3 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig samt 3 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Smagepanelet denne aften bestod udover undertegnede, min vinbuddy Jan, Mr Ruby himself samt vennen Jesper Stig også af en række kunder i Rubys vinforretning, nemlig Peter, Rasmus, Brian, Per, Nikolaj og frue … en masse smukke og vininteresserede mennesker. Samlet var vi 10 personer … helt præcis.

Arenaen for det store slag var Mr Rubys nye lokaler … fantastisk sted, hvor fruen vistnok havde haft en afgørende indflydelse på den sikre stil med et råt og alligevel varmt look.

Mr Ruby havde sørget for, at smagningen kunne ske efter de regler, som sundhedsmyndighederne havde udstukket grundet corona situationen, der også flere gange havde truet afholdelse af blindsmagningen. Det skete heldigvis ikke.

Smagningen

Vi startede aftenen med et glas velkomstbobler … den dejlige 2010 Riesling Cremant Brut fra Weingut Reverchon, som jeg anmeldte for 2-3 uger siden. Herlig start … og vi fik alle hilst på hinanden … sådan lidt på afstand med spark og nik med hovedet. Sjovt.

Derefter gik vi ovenpå, hvor Mr Ruby smukt havde dækket op til blindsmagningen ved 2 borde og store afstande mellem hver plads. Vi satte os til bords … eller rettere sagt, så gik vi nedenunder, mens Jakob med de tildækkede flasker så hældte 1. sæt i vores glas og hidkaldte os fluks han havde klaret denne første del. Og efter en velkomst fra selvsamme, så gik vi i gang.

Vinene blev serveret blindt i 4 sæt … med 4 vine i hvert sæt. På en liste kunne vi se, hvilke vine vi skulle igennem, men spørgsmålet var blot, hvilke vine smagte vi hvornår?

Vi var generelt meget enige om niveauet og ratingen af de fleste af vinene med små variationer, dog måske lige undtagen Peter, som havde større diversitet i sine bedømmelser. Men alle havde klare meninger om vinene, selvom ping-pong’en mellem os alle måske blev lidt mindre med den større afstand, men det blev bedre i løbet af aftenen … faktisk synkron med, at der kom flere og flere vine i glasset. Sådan skal det være.

Først da vi var igennem alle 4 sæt, så blev flaskerne afsløret én efter én. Der var overraskelser for alle omkring bordet, for alle deltagere havde optimistisk forsøgt at pin-pointe, hvilke vine de smagte i rækkefølgen af de 12 vine.

Det blev helt klart 2017 Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Von Winning i Pfalz, der blev Europamester i tør Riesling. Den havde alle også givet deres bedste karakter, så der var slet ingen slinger i valsen omkring den bedømmelse. Jeg havde også selv givet vinen højeste score denne aften. Som sidst får vinen – der Meister – en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus.

På andenpladsen kom den østrigske storvin Riesling Unendlich Smaragd fra Weingut F.X. Pichler … kun lige et mulehår fra franske Riesling Clos Häuserer fra Domaine Zind-Humbrecht. Og i det hele taget klare de 3 alsaciske vine sig ret godt og Frankrig blev – målt på lande – bedste land målt på gennemsnitlig score med 93,4 point efterfulgt af Østrig med 92,8 og Tyskland med 92,4 point.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke, men skal selvfølgelig nok i den kommende uge linke op til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev igen en rigtig fin aften … og selvom – eller måske netop fordi – det var i en corona-tid, så var det rart at mødes og drikke god vine med andre vinnørder i real life. Og så er det altid enestående at smage 12 topvine på Riesling i streg, så stor tak til Jacob for initiativet og arbejdet med rammerne til aftenen.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen.

Houlberg til Languedoc smagning … i Frankrigs største vinområde

Vinimperiet afholdte forleden en ren Languedoc vinsmagning som en reaktion på en smagning afholdt af Jyllandsposten, hvor vinene i mange forskellige prisklasser blev sammenlignet. Nu havde Bjarne fra Vinimperiet besluttet at lave en tilsvarende smagning med Languedoc vine i nogenlunde samme prisklasse … selvfølgelig serveret blindt.

Jeres flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten … klar til at blindsmage og rate 14 forskellige Languedoc vine, hvor de fleste var enten økologiske eller biodynamiske og halvdelen fra Vinimperiets eget sortiment indenfor denne gruppe.

Lidt om Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrigs allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon sælges i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne samt en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône regionen.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

Languedoc blindsmagningen

Aftenens vinsmagning omfattede alene vine fra Languedoc – og altså ikke Roussillon – fordelt på områder som Fitou, Minervois, Minervois La Liviniere, Corbières, Faugères samt Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup … og i helt tilfældig rækkefølge.

Jeg havde – som altid fornuftigt – taget bussen ind til Underværket, hvor Vinimperiet holder til og arriverede nærmest på slaget 19.00 Bjarne havde gjort klar til smagningen med respekt af Covid-19 reglerne om afstand til hinanden mm. Alt i skønneste orden.

Vi var samlet beskedne 8 deltagere, som – med afstand – hilste på hinanden og gjorde klar til smagningen. Men inden vi lagde fra land med Languedoc vinene, så skulle vi lige ha’ renset munden og varmet smagsløgene op. Det skulle ikke ske med Languedoc vin, men lidt vin fra Sydvestfrankrig … en 2018 Domaine de Lafage, Le Petit, som er en sjov lille blanding på Syrah og Gamay.

Men derefter gik det afsted i raske skridt med de 14 vine i denne rækkefølge, som dog først blev afsløret efter den sidste vin:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Men hvor var det et interessant felt … det er ikke hver dag, at man smager så mange Languedoc vine på én gang og endda med så mange økologiske og biodynamiske.

De 14 vine havde mange lighedstræk … dog med store variationer, men de var også gennemgående på nogle af de samme druesorter som Syrah, Grenache, Mourvédre, Carignan og Cinsault.

Konklusion

Jeg ved ikke, hvordan det samlede resultat endte, men i min bog var de bedste vine klart de to vine fra Domaine Zélige-Caravent samt en Fitou 20 de Terre fra Domaine La Garrigo, mens en Pif Not Dead Nouveau fra Les Sabots d’Hélène var et glædelig gensyn … og samtidig eneste vin, jeg havde smagt tidligere.

En af de vine, som Jyllandsposten havde givet 92 point eller 5/6 i deres test … en Minervois L’O de la Vie fra Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot havde jeg som aftenens svageste vin pga. alt for megen bamsefar, marmelade og frugtbombe, mens andre af de deltagende elskede vinen … men sådan er vi alle forskellige.

Et stort tak til Bjarne aka Vinimperiet for en dejlig smagning … på en ellers dødsyg tirsdag midt i en Corona-tid.

Houlberg til Distinto branchesmagning … en eftermiddag med alt for lækker vin

Jeres flittige vinblogger var forleden som et wildcard inviteret til Distintos store branchesmagning på Restaurant Domestic i Aarhus … et lille eksklusivt arrangement for folk i vinbranchen.

Jeg havde ikke kunnet sige nej … og gud ske tak og lov for det, for Distinto havde taget ikke mindre end 73 forskellige lækre vine med til smagningen. For Houlberg føltes det som at være 10 år og være sluppet løs i en legetøjforretning … så meget at se og smage … men alt for lidt tid … og så på en mandag eftermiddag.

Der var ikke overcrowded, men jeg rendte fluks ind i Mads Thorlann fra Højbjerg Vine. Vi har drukket vin sammen ved flere lejligheder og han elsker – som mig og en bunke andre vinnørder – specielt de italienske vine fra Barolo. Vi fik en hyggelig snak om vin.

Det svære var at vælge, hvilke vine jeg skulle smage. Jeg var kørende, og skulle jo spytte ud, men det ryger jo altid et par dråber ned, så derfor var det vigtigt at vælge omhyggeligt. Jeg tog den lidt afslappet og valgte de vine, som jeg bare helst ville smage … sådan en smule nonchalant af en ellers normalt jordbunden jysk vinblogger.

Men det gjorde, at jeg samlet smagte 17 vine eller blot beskedne 23% af samtlige vine. Men sikke nogle vine jeg smagte, nemlig disse:

WAUW sikke en felt, hvor ikke én eneste vin ikke imponerede, selvom der selvfølgelig var nogle, som bare var bedre end andre. Det absolutte toppunkt for mig var klart en 2006 Barolo Cerequio fra Michele Chiarlo med en 2010 Camerano, Barolo Cannubi San Lorenzo i haserne tæt efter.

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser af vinhusene og anmeldelser af vinene. Det var en seriøs, sej, konge walkaround smagning med masser af perler. Det var fedt at få lov at smage vine fra sådan et felt.

Så stor tak til Jonas og Philip fra Distinto … You Guys Rock.

Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr

Weingut Adeneuer var vores sidste besøg inden vi senere på aftenen drak hjernen ud ved den festlige winzerfest på torvet i Ahrweiler. Absolut sjovt. Besøget hos Paul Schumacher havde kun varet en times tid, så vi ankom til Adeneuer i Ahrweiler lidt tidligere end aftalt på forkant med Marc Adeneuer.

Men vi entrede med nærmest kyndig erfaring vinhuset, og døren med skiltet Probierstube & Verkauf fortalte med tydelige Algerian gamle og tydelige skrifttyper, at her var det nok et godt sted at starte. Det gjorde vi så.

Vi blev mødt af Frank Adeneuer, som passede smagestuen denne dag, mens Marc tilsyneladende var optaget andetsteds. Det var fint for os og vi satte os ved et af bordene i smagestuen … og så fik vi ellers en supersmagning, selvom der egentlig var pænt travlt.

Historien

Weingut Adeneuer kalder sig også en rotweingut, for Adeneur laver primært vine på Früh- og Spätburgunder og kun et par enkelte hvide vine på Weißburgunder og en enkelt Blanc de Noir – selvfølgelig også på Spätburgunder – samt lidt Sekt.

Vinhuset ligger i den lille by Ahrweiler og drives af de to brødre Marc og Frank Adeneuer, som nu viderefører familiens gamle, stolte traditioner, idet vingården har været i familiens eje i omkring 500 år.

Da Marc og Frank Adeneuer overtog driften af vin gården i 1984, var alt temmelig nedslidt, men siden da er der sket meget. Gården er renoveret og vinkælderen er bragt op til moderne standarder.

Siden overtagelsen har brødrene også forøget markerne, således de i dag har 12,5 hektar, som bl.a. omfatter parceller på topmarkerne Ahrweiler, Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Walporzheimer Kräuterberg og specielt 0,64 hektar på den ultimative perle Walporzheimer Gärkammer.

Vinene hos fermenteres spontant og med så kold maceration som muligt. De bedste af vinene lagres på barriques i 18-20 måneder og lagring sker altid separat for hvert enkelt parcel.

Den samlede produktion ligger årligt på omkring 100.000 liter, svarende til cirka 130.000 flasker vin.

Vinsmagningen

Frank Adeneuer havde travlt i smagestuen, men han serverede løbende et bredt udsnit af husets vine og havde også tid til en snak med os omkring vinhuset, historien og vinene. Samlet kom vi til at smage disse vine:

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Vinene fra Adeneuer hører til blandt toppen af poppen i Ahr og bare deres billige J.J. Adeneuer basisvin er toplækker, mens specielt Grosses Gewächs vinene i den grad imponerede med 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder GG som den allerbedste gudedrik.

Vi fik ikke en rundvisning i vinkælderen, for der så ud til at være travlt, men måtte nøjes med nogle fotos ind i det allerhelligste, men så købte vi i stedet lidt af de forskellige vine.

Mange producenter i Ahr har ingen dansk importør, hvilket også  gælder også Adeneuer … i hvert fald indtil nu, hvor Vinvärket er ved at slå dørene op, og de får netop også nogle af vinene fra Weingut Adeneuer med i sortimentet. Godt gået guys.

Det er Morten fra Vinvärket, som har sendt mig de to nederste billeder af Marc og Frank Adeneuer.

Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr

Lørdag var vor hele sidste dag i Ahr og den startede selvfølgelig atter med et besøg hos en vinproducent, nemlig hos Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal. Vi havde en tidlig aftale med Anne Schumacher, men det blev nu Paul Schumacher himself, som vi mødte på vingården og forestod smagningen.

Vingården ligger på hovedvejen og minder mest om en forvokset villa, og når du kommer ind, så ligner det mest af alt om en lille bistro eller restaurant, men den fungerer faktisk også som bistro og drives også en gang årligt også som Straußwirtschaft … en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter.

Vi blev budt hjertelig velkommen i de hyggelige lokaler med spændende kunst på væggene. Paul Schumacher spurgte til, hvad vi kunne tænke os at smage, og vi svarede – belært af de foregående dage – at vi gerne ville koncentrere os om de røde vine.

Nu laver Weingut Paul Schumacher også primært Früh- og Spätburgunder – og derudover alene lidt Riesling – så valget og vor bevidste selvofring var nok alligevel ikke stor. Men det betød blot, at vi kunne have fuld fokus på de dejlige rødvine.

Historien

Weingut Paul Schumacher er ikke et gammelt vinhus i Ahr, men etableret for 10-12 år siden, hvor Paul besluttede selv at lave egne vine fra sine marker. Indtil da havde han både arbejdet for et af de store kooperativer og samtidig også leveret sine druer til dem.

Sammen med sin hustru – som vistnok hedder Ulla – driver Paul 5,2 hektar vinmarker, hvor de bedste marker klart er Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay.

Han dyrker 70% Spätburgunder, 12% Frühburgunder, 15% Riesling og så lige 2% Merlot. Vinstokkene med Riesling er primært på hans Leutesdorfer Gartenlay mark, der ikke ligger i Ahr, men i Mittelrhein vinregionen … et par parceller, som han overtog i 2014.

På markerne i Ahr er 75% af Schumachers vinstokke typisk mellem 40-70 år gamle, så det betyder – sammen med omsorg for druerne i markerne, håndkraft samt et meget hårdt og slidsomt arbejde – at der virkelig er kvalitet i hans vine, som også har fået flotte anmeldelser fra de store vinguider.

Paul Schumacher har således høstet 3 stjerner hos Eichelmann og Vinum med en særlig udmærkelse for hans 2015 Spätburgunder, som en af de bedste og endda til en attraktiv pris.

Smagningen i den hyggelige bistro

I den lille hyggelige bistro serverede Paul Schumacher en række af sine vine for de vinglade danskere. Det betød et lille smageprogram, som så sådan her ud:

Paul Schumackers vine er klart til den mere stringente og mere syrerige side, men utrolig elegante. Det var selvfølgelig alle meget unge vine, som – uden undtagelse – vil havde godt at lagring nogle år, men de bedste var klart vinene fra Rosenthal og Kräuterberg.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Rundvisning i vinkælderen

Efter smagningen – og køb af lidt af Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder – fik vi en rundvisning i vinkælderen … en ganske overraskende lille kælder, meget tætpakket med også med et langt, stort og hvælvet rum til at lage vinene på barriques.

Som hos nogle af de andre producenter vi besøgte, så havde Paul også et lille skattekammer med nogle af hans ældre vine. Vi fik undervejs også en god snak om vin og produktionen.

Sammenlagt et fint lille besøg, som heller ikke varede så lang tid, men stor tak til flinke Paul Schumacher.

Besøg hos Weingut Peter Kriechel … og vollgas med den rareste spas- og vinmager Peter

Det vildeste, vådeste og festligste af vores besøg på roadtrippet i Ahr var klart besøget hos Weingut Peter Kriechel … både i vinhusets kældre på adressen Walporzheimer Straße udenfor Ahrweiler og senere inde på Weinstube Coels i Ahrweiler by samt til den årlige Ahrweiler Winzerfest med Peter som vinguide.

Peter Kriechel havde nemlig – udover den aftalte vinsmagning aka unsere Verkostung – også inviteret de tre roadtrippende og vinglade danskere til en lille Vesper und Verkostung der anderen Ahrweine ude i byen.

Vi vidste ikke, hvad en Vesper var … men da det ikke lød hverken kriminelt, farligt eller forbudt – og alene som om, at det involverede mer’ vin – så havde vi takket pænt ja tak til det venlige tilbud.

Så derfor stod besøget hos Peter Kriechel således på en lille vinsmagning, en rundvisning i vinkælderen og så en Vesper, som skulle finde sted hos Weinstube Coels … en lille restaurant, vingård og weinsalon i et gammelt bindingsværkhus – ja faktisk den ældste weinstube – i den gamle Ahrweiler middelalderby.

Vi havde aftalt at mødes med Peter Kriechel til alle herligheder omkring kl. 16.00, men vi ankom omkring et kvarter for sent, da vi – totalt fejlagtigt – først havde kørt til adressen Marienthaler Straße i Marienthal, hvor Kriechel har en mindre restaurant, som drives af Sandra Marquard.

Men vi var ikke helt galt på den, for det var faktisk på den adresse, at vingården oprindelig lå inden flytningen i 1970’erne  til nuværende adresse Walporzheimer Straße udenfor Ahrweiler.

Men efter en kort guidning i rigtig retning og et telefonopkald om forsinkelsen til vingården – hvor det lød som faderen i telefonen – så ramte vi endelig Weingut Peter Kriechel, som holder til i nærmest en tyrolerlignende villa med masser af blomster på balkonen og beliggende på en stille villavej.

Men så hørte al stilheden også op, for vi blev glædestrålende modtaget af en storsmilende Peter Kriechel, som til mødet var iført en rigtig winzerhat. Han startede med at vise os rundt i huset og vinkælderen, mens han fortalte lidt om vinhuset, historien og hvordan han kom med i familieforetagendet.

Jeg havde tidligere i år mødt Peter Kriechel i Danmark til en smagning, så jeg havde hørt noget af historien tidligere. Det var tilbage i majog det har jeg skrevet om i blogindlægget Vinsmagning med Peter Kriechel … der große winzer fra Ahr,

Historien

Kriechel familien har været vinavlere siden 1670, men Weingut Peter Kriechel er grundlagt i 1952 af Peter Kriechel Senior, som i mange år havde leveret druer fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ, men besluttede at starte sin egen produktion … og det blev starten på Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af vingården, som de samtidig øgede fra 3 hektar til samlet 20 hektar vinmarker.

I 2003 overtog 3. generation driften, nemlig Ernsts 2 sønner Markus og Michael Kriechel samt fætteren Gerd Kriechel med Markus som driftsleder, Michael som vinmager og Gerd som ansvarlig for vinmarkerne.

Ernst sidste søn Peter Kriechel Junior havde valgt en karriere indenfor bankverdenen, men vendte i 2013 tilbage til vingården, da Markus blev alvorligt syg med kræftknude i hovedet. Peter lagde så finansverdenen bag sig og har siden været leder af Weingut Peter Kriechel sammen med primært broderen Michael og kældermesteren Michael Hewel.

Markus er reelt set trådt ud af driften, men har fortsat en fantastisk viden om vin, hvilket vi skulle opleve senere om aftenen, idet Markus deltog i den lille Vesper inde hos Coels. Han rejser også fortsat rundt og besøger vinhuse og rådgiver familien om vinene.

I dag har familien 24 hektar vinmarker og det gør dermed Weingut Peter Kriechel til den største private, familie drevne vingård i Ahr og den ubetinget største producent af Frühburgunder i Ahr, da 4 hektar af de samlede marker er tilplantet med diva druen.

Peter Kriechel ejer bl.a. parceller på marker som Ahrweiler Forstberg, Rosenthal og Steinkaul, Neuenahrer Schieferlay og Sonnenberg samt Walporzheimer Kräuterberg, Himmelchen og Pfaffenberg.

Markerne er primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion. Det er røde sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina.

Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Markerne er stejle og kræver meget arbejde. Peter Kriechel fortalte, at de typisk bruger 1.300 timer årligt pr. hektar, hvilket fx er langt mere end hos vinbønder i fx Nahe eller Pfalz, hvor de nogle steder kan nøjes med omkring 200-300 timer pr. hektar.

Udover driften af vingården har Peter Kriechel siden 2017 også været formand for foreningen af alle de samlede vinbønder i Ahr … Gebietsweinwerbung Ahr, og er således i dag en markant skikkelse blandt alle producenterne og højt respekteret, hvilket vi også senere på aftenen mærkede til vinfestivalen i Ahrweiler.

Siden 2016 har Peter også været involveret i endnu et vinprojekt, nemlig vingården Stora Horns Vingård, som ligger i det sydsvenske på øen Haseselö. Der hjælper Peter og Michael Kriechel nemlig Mikael og Johan Larsson – far og søn – med at producere vin.

Smagningen i vinkælderen

Vi startede besøget hos Peter Kriechel med at se kælderen, som summede af aktivitet, da der i det store smagelokale var et større selskab, som skulle smage vinene suppleret med en stor buffet, som sendte vellugt vores vej … og da vi fortsat ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden, så var det næsten rent tortur.

Vinkælderen var noget større end lige forventet, så både os samt det andet store hold besøgende kunne få en rundvisning  samtidig uden at rende ind i hinanden. Men omvendt er Weingut Peter Kriechel også det største private vinhus i Ahr.

Peter Kriechel er en rigtig flink spasmager og man kunne mærke, at han her på hjemmebane virkelig var i sit es. Han var en perfekt vært og viste os efter rundvisningen hen til et lille smagebord med stole skåret ud af gamle egetræsfade … fandens tunge, men sjovt.

Og så startede showet … først med en lille blindsmagning, hvor vi skulle gætte, hvad vi fik i glasset. Det var en lille aromatisk hvidvin, og jeg gættede på, at det var Solaris … BINGO. Jeg vidste imidlertid ikke, at Kriechel havde et joint venture projekt i Sverige, men Peter fortalte lidt om projektet, mens vi smagte vinen.

Derefter smagte vi en række af Peter og Michaels vine, herunder enkelte med lidt alder. Samlet kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Michael Kriechel kom også forbi og spottede med det samme, at Peter havde åbnet en 2009’er Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder og var hurtig til at få lidt i glasset. Resten ville han ha’ med hjem til fruen, mens Peter fortalte, at han havde en friaften, og dermed god tid til vores Vesper samt vinfestivalen i byen.

Jeg fik lavet noter på vinene, dog undtagen den allersidste 2016 Walporzheimer Kräuterberg  Spätburgunder Goldkapsel, som blev sidste vin om aftenen inde i byen. Enkelte havde jeg smagt tidligere, så der har jeg selvfølgelig blot linket til mine tidligere beskrivelser samt anmeldelser. De andre kommer selvfølgelig i de kommende dage.

Til vores mavers høje tilfredshed, så var det efter smagningen tid til den tilbudte Vesper. Vi skulle lige omkring vort hotel og aftalte, at vi blot kunne mødes inde hos Weingut Franz Coels på Ahrhutstraße 13 inde i Ahrweiler midtby.

Som sagt … så gjort og da vi ankom til Weinstube Coels sad Peter samt hans broder Markus der allerede ved et bord i Coels hyggelige gårdhave klar til endnu en smagning og hyggelig aften med de vinglade danskere fra det høje nord.

Peter havde inden vort besøg haft kontakt til nogle udvalgte vinbønder i Ahr og lokket dem til at sende nogle af deres flasker fra til Coels, således vi også kunne smage vine fra nogle af de mindre producenter.

Forude ventede dermed atter masser af god vin fra Weingut Franz Coels himself, Weingut Kurth, Weingut Peter Lingen, Weingut Max Schell, men også fra de to kooperativer Dagernova Weinmanufaktur og Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Samlet stod den på ikke mindre end 14 vine … ovenpå de 16 hos Kriechel … og så lige et par flasker mere til vinfesten sidst på aftenen.

Smagningen i Coels gårdhave

Heldigvis startede Markus Coels, som er vinmageren på Weingut Franz Coels, med at servere os lidt mad. Den ukendte Vesper bestod af noget, som mindede om lidt smørebrød og så masser af forskellige lækre flammkuchen. Herlig og vi langede godt til og fik snart fyldt det hul i maven, som havde larmet hele eftermiddagen.

Imens kom den første vin i glasset, og det var Markus Coels egen Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir. I får her lige oversigten over de vine, som vi smagte hos Coels:

Weingut Franz Coels
Weingut Kurth
Weingut Peter Lingen
Dagernova Weinmanufaktur
Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr
Weingut Max Schell

Jeg har selvfølgelig linket til mine noter og anmeldelser af vinene … og jeg har også skrevet lidt mere om hvert af de små vinhuse, historien og deres vine.

Det blev en fantastisk aften i gårdhaven, hvor Peter hele tiden trak nye vine op … og hvor vi forsøgte at holde trit. Vi snakkede om vin og om alt muligt. Markus Kriechel var en rigtig rar fyr, som har en vild stor viden og vin. Han besøger mange producenter og har sine meninger om vin.

Vi spurgte Markus om, hvem han – udover Kriechel selvfølgelig – anså som bedste producent i Ahr, og der mente han, at Jean Stodden nok stod øverst. Men der er virkelig mange gode producenter i Ahr … og det fik vi bestemt bevist under vort roadtrip, men også mange gode små producenter, hvilket denne aften også beviste.

Vi var til sidst både godt fyldte, småfulde og trætte, men Peter Kriechel insisterede på, at han ville vise os Ahrweiler Winzerfest oppe på torvet midt i byen. Den var vi med på, og med Peter som bannerfører fik vi set festen fra sin bedste side. Vi fik hilst på nogle flere vinbønder, som Peter rendte ind i og også hilst på den lokale Ortsweinkönigin Carlotta Müller … og så smagt mere vin.

Peter farede nemlig fluks i et af boderne og købte en flaske af hans egne bedste flasker Spätburgunder … mener, at det var en 2016 Neuenahrer Sonnenberg, hvilket lidt senere – trods vores talrige protester – blev suppleret med endnu en flaske … vistnok af hans egen Blanc de Noir.

Til sidst måtte vi dog kapitulere og takke Peter Kriechel for en helt fantastisk oplevelse. Peter var den mest fantastiske, sjove og rareste vært, som man kunne forestille sig og vi fik en ekstraordinær aften udover det sædvanlige … samt en indsigt i både Kriechels vine og vine fra nogle af de mindre producenter.

Derefter luntede vi hjem … vi besluttede, at den lune sensommeraften nok havde godt af os, så derfor tog vi den 3-4 kilometer lange tur langt Ahr floden til bens hjem til hotellet … trætte, mætte af både mad og indtryk, småfulde og totalt opstemte over en sådan aftenen. Godnat og sov godt.

Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer

Vort roadtrips næste besøg var hos Weingut Burggarten, hvor vi præcist kl. 14.00 havde en aftale med Paul Schäfer junior. Vi havde ikke spist siden morgenmaden – kun drukket – og ramte derfor både vingård og Weinquartier Burggarten midt i Heppingen med maver, der rumlede om kap med samme intensitet som et kamelvæddeløb med 1001 kameler i Ras al Khaimah.

Vi entrerede forsigtigt gitterporten ind til gården ved siden at ejendommen, og mødte fluks Paul Schäfer, som dirigerede os tilbage til fordøren … for inde bag den mørklakerede dør og det nye, flotte og blankpolerede messingskilt med teksten Mitglies im Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter har Weingut Burggarten nemlig deres lille krostue og smagelokale.

Derinde huserede mor Gitta, som i øvrigt er en fremragende kok fortalte Paul Schäfer, mens vores maver lavede krum bøjninger i de mest fantasifulde forestillinger om, hvilke lokaler ensretter en ældre og garvet kvinde som Gitta nok kunne frembringe. Men i stedet stod menuen på fantastiske Ahr vine … og det var jo også derfor, at vi havde taget turen til familien Schäfer.

Vi satte os i krostuen, hvorefter Paul serverede en række vine for os og fortalte om Weingut und Weinquartier Burggarten. Paul er en utrolig rar og åben person … og vi fik en helt fantastisk smagning, mens vi overfaldt en lille skål med nogle små salte kiks.

Historien

Weingut Burggarten eller Weingut und Weinquartier Burggarten drives af familien Schäfer og er grundlagt for knap 100 år siden, nemlig i 1920 af Peter-Josef Schäfer.

I dag er det dog 4. generation i form af Paul-Josef Schäfer, der ejer vingården sammen med hustruen Gitta, men i dag er det sønnerne Paul-Michael, Heiko og Andreas, som har overtaget driften.

Paul-Josef Schäfer har i høj grad sat sit præg på vinhuset, siden han overtog driften i starten af 1980’erne. Han startede med i 1985 at købe den store nuværende ejendom på adresse Landskroner Straße 61, der tidligere havde huset det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Heppingen.

Selv var Weingut Burggarten dengang medlem af kooperativet Winzergenossenschaft Walporzheim, men Schäfer besluttede at bryde med kooperativet og var endelig ude af det i 1990, hvorefter der kunne satses 100% på egenproduktionen, hvilket blev understøttet via opkøb af yderligere marker.

På det tidspunkt var vinproduktionen i Ahr i krise. Kooperativerne havde magten, men havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var faktisk kun én vej, hvis man ville leve af vinproduktion, nemlig at blive selvstændig og satse på kvalitet.

I dag har Weingut Burggarten 15 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Neuenahrer Sonnenberg og Schieferlay, Ahrweiler Ursulinengarten, Walporzheimer Kräuterberg samt Heimersheimer Burggarten. Årsproduktionen ligger på omkring 120.000 flasker og 80% af vinen bliver købt direkte på vingården.

På markerne er Spätburgunder den primære drue, som samlet udgør omkring 70%. Derudover dyrker Schäfer også sorter som Cabernet Sauvignon, Domina, Dornfelder, Frühburgunder, Weissburgunder, Merlot, Regent, Portugieser og Zweigelt samt lidt Riesling og Grauburgunder.

I dag er det Paul-Josefs tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. Det er Paul Schäfer junior, der i dag står for produktionen af vinene, mens Heiko tager sig af markarbejdet og Andreas driften af det lille hotel, som de kalder Weinquartier Burggarten,

Familien investerede nemlig i 2005 omkring 1 million euro på en istandsættelse af et lille hotel på den store ejendom på Landskroner Straße … Weinquartier Burggarten, som Andreas står for driften af sammen med mor Gitta.

Familien Schäfer udlejer 17 værelser med forskellige temaer … værelser med navne som Burgunder Domizil, Domina Kammer, Dornfelder Klause, Grauburgunder Gemach, Portugieser Stube, Weißburgunder Gelass og mange flere.

Derudover passer Gitta også – som vi jo netop oplevede – vinhusets store smagelokale, der Probierstube, med plads til 40 personer … og suppleret med hendes evner for at lave god mad i køkkenet.

Tidligere har Paul Schäfer junior også lavet lidt vin fra en 1,3 hektar parcel på marken Goldtröpfchen ved Piesport i Mosel, men marken tilhørte hans daværende hustrus familie … en vinfamilie i Wintrich. Paul blev skilt for 4 år siden … og så stoppede Mosel eventyret selvfølgelig samtidig.

Men Weingut Burggarten er også mest kendt for deres Ahr vine og har bl.a. vundet den Deutschen Rotweinpreis af tidsskriftet Vinum flere gange. Specielt husets Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder får ofte mange lovprisninger.

Da vi besøgte Weingut Burggarten var de lige kommet ind i VDP … altså Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, hvilket Paul Schäfer var meget stolt af. Han satte endda en skyllespand på bordet med VDP logoet på.

Smagningen

Som med den lille skål salte crackers så smagte vi et bredt udsnit af Weingut Burggartens fantastiske vine. Jeg havde smagt en del vine fra vinhuset inden vort besøg, så jeg kendte deres høje kvalitet.

Samlet smagte vi disse vine:

Flere af vinene havde jeg smagt tidligere, så der har jeg selvfølgelig blot linket til mine tidligere anmeldelser. Udover ovennævnte vine smagte vi faktisk også Burggartens 2015 Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder, men der fik jeg hverken taget noter eller foto.

Det var specielt de bedste Lagenweine, som imponerede os, Schieferlay, Sonnenberg og Kräuterberg. Paul fortalte, at de i gamle dage normalt altid høstede druerne til topvinene sidste, men på grund af klimaændringerne, så er det i dag omvendt. Nu høstes druerne til topvinene først.

Min favorit var klart Kräuterberg, men også den billigere Ortswein Walporzheimer Spätburgunder imponerende mig, så den skulle jeg selvfølgelig ha’ en kasse med hjem af.

Stilmæssigt ligger vinene fra Weingut Burggarten i den blide, lidt venlige og imødekommende side, men fortsat med de ranke, fine og røgede Ahr gener. Det kan måske minde en smule om Meyer-Näkel i stilen og er generelt vildt indbydende vine … og jeg er fortsat total fan af Weingut Burggarten.

Rundvisning

Efter smagningen spurgte Paul Schäfer, om vi ville se vinkælderen, og det var vi selvfølgelig friske på. Ja, vi havde vel egentlig håbet på det … ellers havde vi også spurgt om det samme.

Paul Schäfer viste os rundt i vinkælderen, hvor vi så de rustfrie gæringstanke i stål, vinpressen, et lille skattekammer med gamle vin låst inde bag smukke jerngitre og endte selvfølgelig i Burggartens virkelig flotte barriques rum, hvor vinene lagres.

Det er et smukt rum … totalt show-off, men der smagte vi et par fadprøver fra nogle af de Spätburgunder vine, som endnu ikke er helt færdige.

Jeg fik nuppet en hel masse billeder fra vinkælderen, så dem slutter vi selvfølgelig med inkl.  et stort tak til Paul Schäfer for en fantastisk smagning og rundvisning på Weingut Burggarten.