2015 Bodegas Nabal, Nabal Reserva de la Familia, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas Navarro Balbas, Nabal Reserva de la Familia, Ribera del Duero, SpanienMed næste Ribera del Duero vin er vi hos Bodegas Nabal, hvorfra vi smager deres Nabal Reserva de la Familia i en årgang 2015.

Bodegas Nabal ligger lidt syd for den lille landsby Gumiel de Izán omkring 100 kilometer syd for Burgos. Nabal er et nyt projekt fra Navarro Balbás familien.

De ville prøve noget nyt efter en mere end 20 årig karriere som producenter i Ribera del Duero og oprindelige initiativtagere til oprettelsen af appellationen DO Arlanza.

Projeket er startet i 2014 af de 3 brødre Óscar, Andrés og Daniel Navarro Balbás og de navngav projektet efter de første bogstaver i deres efternavne Na-Bal. De byggede et nyt, topmoderne vineri ved Gumiel de Izán og købte 35 hektar vinmarker, hvor de har sorterne Tempranillo, Garnacha, Merlot  og Albillo … men derudover så opkøber de også druer fra lokale vinavlere.

Vi smager deres Nabal Reserva de la Familia, der er lavet på ren Tempranillo fra omkring 70 år gamle vinstokke på marker, der ligger i omkring 880 meters højde. Druerne høstes med håndkraft, sorteres og afstilkes inden gæringen, der sker efter 7 dages koldmaceration ved omkring 7 grader.

Gæringen sker derefter spontant alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 28 grader med daglig overpumpning. Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring inden lagring 20 måneder på nye franske og amerikanske egefade.

Uha for en dejlig duft … virkelig flæsket, landlig, mørk og intens, der er pænt med egepræg, cedertræ, vanilje, kanel, kaffe, toast samt en frugt præget af modne frugter, brombær, blommer, figner og mørke kirsebær samt lidt tør jord.

Smagen har noget let over sig med lidt ristede noter, tæt og tør smag, hvor træet fra fadene næsten kan smages. Det er tæskeblødt og cremet, alkoholen måske lidt fremme, mens tanninerne samtidig sparker og hjælper med at udtørre munden. Det bliver dog aldrig for tungt, for vinen har en vis rygrad, godt med syre og næsten skriger efter juleanden og sovsen.

Forhandles af Vinomani, hvor en flaske normalt koster 379 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7