På Brasserie and Atrium på Corinthia i Budapest bestilte jeg til maden en flaske 2023 Egri Csillag Superiore fra Pincészet Tóth Ferenc, der er et traditionsrigt, familieejet vinhus i Eger.
Vinhuset er grundlagt i 1984, hvor Ferenc Tóth og hans hustru droppede deres almindelige jobs og startede med at lave vin. Tóth kommer fra en familie, der i tidernes morgen også var vinavlere.
Vingården ligger i Szépasszonyvölgy … som direkte oversat betyder dalen med smukke kvinder og det er et sted, der er meget besøgt af turister og hvor der findes mange vinerier indenfor kort afstand.
Familien købte to gamle kældre på Kistályai út 38–40, som stadig er hjertet i produktionen og de har i dag en unik fem-grenet kældertunnel.
Ferenc Tóth – blot kaldet Feri – havde en drøm om at dyrke druer, lave god vin af dem og vise vinene til andre. Og det har vingården nu gjort i 40 år, men siden 2006 med næste generation ved roret i form af datteren Kata og hendes mand … og siden 2020 med den ansatte vinmager Miklós Gergely Filep.
Siden 2024 har István Polyák været ansvarlig direktør og Tamás Vincze har haft ansvaret for markarbejdet.
Samlet har den lille familie 25 -27 hektar vinmarker, der er plantet til med druer som Kékfrankos, Menoire, Cabernet Franc, Pinot Noir, Merlot, Kadarka, Cabernet Dorsa, Olaszrizling, Furmint, Rajnai Rizling og Olaszrizling … og sikkert også flere sorter.
Denne 2023 Egri Csillag Superiore er lavet på et blend af druerne Hárslevelű, Olaszrizling, Leányka og Rajnai Rizling, hvor sidstnævnte er den almindelige Riesling.
Derimod er Olaszrizling ikke beslægtet med Riesling, men kendes også under det mere internationalt navn Welschriesling. Hver sort høstes på sit optimale modningstidspunkt, hvilket er afgørende for vinens balance mellem aromatik, syre og moden frugt.
Mosten presses og klares også hver for sig og gæring foregår separat for hver sort ved 12-14 grader og den er er udelukkende vinificeret i stål, og hele stilen bygger på friskhed, aromatik og renhed – præcis det, som Egri Csillag Superior skal udtrykke.
Den kan måske godt dufte og smage som om, at den har været på egefade, for den lille honningbløde afrunding og olierede tekstur kan snyde, men det kommer typisk fra Hárslevelűs naturlige aromatik og Olaszrizlings struktur.
Duftmæssigt er det er fin, venlig og lækker vin med pærer, masser af bløde pærer, fersken, ananas, karamel, ristede nødder, blid honning, blomsterpollen og hvid chokolade … meget blid og venlig.
Sådan smager vinen også … blød, blid med en lille olieret fylde, meget pleasende og venlig med en lav syre, men virker alligevel frisk. Det er frugt af pærer, pærer og flere pærer, grillet grape, lidt æbler og alt kommer cremet med fyldig struktur, lidt mælkechokolade og honning, så samlet 91 point.
På restauranten kostede en flaske 15.990 ungarske forint, hvilket svarer til omkring 313 kr, I forretninger er prisen kun 4.755 ft og det svarer til 93 kr.