Tag-arkiv: minnella

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, Italien

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen aktive, småaggressive og 3.323 meter høje vulkan Etna på østkysten af Sicilien tæt ved byerne Messina og Catania fascinerer de fleste … er endda en del af UNESCOs verdensarv. Vinene fra de vulkanske skråninger af den iltre, magma og lava spruttende dame er også ofte fascinerende, som nu denne Erse Etna Rosso fra Tenuta di Fessina.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af en anden dame Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Erse Etna Rosso er én af Silvias vine, som kommer fra en 1 hektar stor vinmark ved Rovittello, beliggende i 700 meters højde og med vinstokke plantet tilbage i 2007. Det er 90% Nerello Mascalese, 8% Nerello Cappuccio samt 2% Minnella og Carricante.

Druerne er høstet og sorteret ved håndkraft, afstilket og knust inden en kold premaceration i 12 timer ved 2-14 grader. Ellers er vinen alene gæret i rustfrie ståltanke og lagret der i 9 måneder og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

Sikke da en lille bondsk, charmerende næse, lidt som en elegant Harlekin klovn … både en klovn, en akrobat, charmør, pligtig tjener og sværmeriske førsteelsker. Næsen er vildt parfumeret, har en smule øko og bio kant med referencer til Jura, en smule bondsk blomsterflor som en Beaujolais og pæn med lys frugt, kirsebær, tranebær, mineraler, fennikel og tørhed.

I munden er det en let, syrlig og frugtrig vin med et herlig syrlig bid, lidt peber og sure bolsjer. Det er fin, sprødt og virkelig en vin med fut i, masser af tørhed og mineraler, et piskeslag fra syrlige tanniner, men hold nu kæft, hvor det bare en charmetrold, så den flittige vinblogger hoster velvilligt op med 5 klovnefingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu en god pris for sådan en lille charmerende, livlig, let og bondsk vin.

Vinanmeldelse 5/7