Da vi planlagde vores vinøse roadtrip til Mosel, så havde jeg som første prioritet omgående sat Weingut Daniel Twardowski øverst på listen over vingårde, som vi skulle besøge. Så allerede samme dag, som vi ankom til Mosel, besøgte vi Twardowski.
Jeg havde tidligere hos Jacob aka Mr Ruby smagt vine fra Daniel Twardowski og hver eneste gang været totalt duperet over vinene med vildskab og burgundisk lethed. Under en af smagningerne hos Jacob snakkede vi faktisk også i telefon med Daniel, hvor han selv fortalte lidt om vinhuset.
Man kan vel uden at hverken under- eller overdrive kalde Weingut Daniel Twardowski en hypet garageproducent og det var også lige præcis sådan vinhuset fremstod.
Vi havde aftalt et besøg kl. 14.00 og selvfølgelig var vi der lige på slaget, hvor vi ved indgangen modtaget af Daniel. Der var fuld gang i høsten, så han havde egentlig pænt travlt, men havde sat lidt over en time af til os, men det var faktisk fint … vi fik både set kælder og smagt alle hans 5 vine.
Men lad os til at starte på kigge lidt nærmere på vinhuset.
Weingut Daniel Twardowski
Weingut Daniel Twardowski holder til midt i byen Neumagen-Dhron, der ligger ved et af Moselflodens utallige sving mellem Trittenheim og Piesport. Daniel har side marker på den direkte sydvendte skiferskråning Dhroner Hofberg … en lille sidedal til Mosel.
Sidedalen er opstået grundet floden Dhron, der løber ud i Mosel ved Neumagen. Det siges, at det var her Romernes landevej fra Bingen gik og der er gjort mange arkæologiske fund fra romertiden omkring Neumagen.
Weingut Daniel Twardowski er et af de mest omtalte og mest særprægede rødvinsprojekter på Mosel – et kompromisløst, burgundisk inspireret Pinot‑Noir‑hus, der på få år er blevet et referencepunkt for tysk Spätburgunder.
De tyske medier beskriver Daniel Twardowski som Shootingstar, Quereinsteiger og en af de mest radikale fortolkere af Pinot Noir i landet.
Visionen opstod i 2006, da Daniel Twardowski – uddannet i BWL aka Betriebswirtschaftslehre aka økonomistyring af virksomheder og tidligere vinhandler i Trier – forelskede sig i vin og specielt vinene fra DRC aka Domaine Romanée‑Conti samt Henri Jayer,
Som vinhandler, hvor han solgte eksklusive og dyre vine, undrede Daniel sig over, at der ikke blev lavet sådanne burgundiske vine i Tyskland og så besluttede han, at det måtte han bare selv gøre, så efter lidt studier og han valgte Mosel til projektet og købte sin første parcel i Dhroner Hofberg i 2006.
Efter flere omfattende eksperimenter og rådgivning med specialister, fandt han de rigtige kloner. På hans marker på Dhroner Hofberg rev han så Riesling vinstokkene op og plantede sine Pinot Noir kloner på de stejle, skiferholdige skråninger i stedet.
De lokale rystede på hovedet af ham … men med hjælp og råd fra blandt andet Armand Rousseau i Gevrey-Chambertin, talrige besøg i Bourgogne, en økologisk tilgang, spontangæring, brug af brugte fade fra Bourgogne og naturens gang, så fik han lavet en vin … og første årgang var 2011.
Og vinen blev akkurat, som Daniel Twardowski havde forestillet sig med klare referencer til de store vine fra Bourgogne … og derudover valgte Daniel også at lave vinen med referencer til klogskab i form at symbolet med raven på etiketten og Pinot Noir stavet Pinot Noix, hvor Noix betyder nød.
For i udkanten af Dhroner Hofberg står der nemlig mange valnøddetræer, som ravnene snupper nødder fra. Ravnen er én af klodens klogeste samt opportunistiske fugle og samtidig næsten altædende.
Ved markerne flyver ravnene højt og lader så nødderne falde ned på den hårde skifer, hvorefter de knækker og blotter de nøddekerner, som ravnene elsker. På samme måde symboliserede navnet og etiketten, at Twardowski nu også selv fløj på egne vinger.
Samlet har Weingut Daniel Twardowski 3 hektar vinmarker i Dhroner Hofberg, men de er fordelt på flere små parceller … der er omkring 0,8 hektar på de oprindelige parceller med podede stokke, mens en senere udvidelse øgede arealet med yderligere 2,2 hektar og det lød på Daniel, at de 3 hektar var en optimal størrelse.
Allerede i 2005 havde Daniel allerede grønpodet et par parceller med 70-90 år gamle Riesling stokke, som han ikke kunne nænne at rykke op. En erfaren rotte i faget sagde til ham, at han godt kunne grønpode Pinot Noir på gamle Riesling stokke, men han ville ikke ane hvad han fik ud af det. “Du ved jo ikke om det er en Fiat eller en Ferrari der gemmer sig under jorden.” – sagde han.
Efterfølgende skulle Daniel havde sagt “Det var en Ferrari!” Disse grønpodede parceller er i dag kernen i Hofberg Reserve – hans mest prestigefyldte vin.
I takt med, at både de grønpodede og de nyplantede vinstokke har fået mere alder er kvaliteten også steget … de plantede stokke er nu begyndt at give frugt med finesse, hvilket har gjort det muligt at vinificere med mindre ekstraktion og langt mere burgundisk.
Twardowski er kendt for en ekstremt håndværkspræget og burgundisk inspireret tilgang, hvilket bl.a. omfatter spontangæring i åbne kar med en kombination af hele klaser og afstilket frugt, hvor der arbejdes med forsigtig udtrækning, pigeage i starten og en 20 dages maceration.
Presning sker med tradtionel korbpresse for maksimal skånsomhed og vinene lagres normalt 14–18 måneder på franske barriques, ofte second‑hand fra top‑producenter i Bourgogne.
Der sker ingen pumpning, alt arbejde sker med tyngdekraft og der sker ingen filtrering, så alt aftappes ufiltreret og vinene lagrer yderligere to år på flaske
Rundvisningen
Inden vi skulle smage vinen, så fik vi lige en rundtur i vineriet og det er virkelig en garageproducent og der virker heller ikke til at være mere kapacitet til større produktion. Det minder mest om værkstedet for en polsk automekaniker.
Vi startede lige med at se de druer, som allerede lige var kommet ind fra høsten om morgenen og Daniel stod faktisk lige og afventede en levering af tøris til at køle druerne ned. Som alle steder i Tyskland er høsten håndteret af østeuropæiske arbejdere og dette var også gældende hos Twardowski.
Derefter så vi gæringskarrene og derefter gik derefter i vinkælderen, hvor vi så de mange barriques. Daniel fortalte lidt om lagringen, købet af de burgundiske fade og prisen på et nyt fad.
Daniel fortalte lidt om lagringen, købet af de burgundiske fade og prisen på et nyt fad. Der er en fin kælder, der – som jeg husker det – er bygget i 1968.
Vinmagningen
Så smagte vi vinene fra Twardowski … mens Daniel lige måtte tage imod tørisen, så kom fruen – har ikke navnet på hende – og åbnede den første vin … en mousserende Pinot Noix Blanc de Noirs Brut.
Samlet smagte vi alle vinene … de 2 mousserende vine og så de 3 røde Spätburgunder aka Pinot Noir vine i årgang 2022, så dermed så line-up’et sådan her ud:
- N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Blanc de Noirs Ultra Brut
- N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Rosé Ultra Brut
- 2022 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd
- 2022 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise
- 2022 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Hofberg Réserve
Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Skal jeg dog komme med en beskrivelse af de røde 2022’eren, så virker de mindre vilde og måske en smule varmere end tidligere.
2022 var et ekstremt varmt og tørt år, med temperaturer op til 40 grader og et vandunderskud på 240 liter pr. m² … det ramte især unge vinstokke, men ellers står årgangen stærkt ved de gode vinproducenter.
Desværre kunne vi ikke købe vinene på stedet … der er allerede blevet solgt til Twardowskis forskellige samarbejdspartnere, så vi må i stedet købe eventuelle flasker hos Mr Ruby, hvor priserne er meget fine i forhold til på vingården, hvor fx topvinen Pinot Noix Hofberg Réserve koster hele 160€.
Men samlet blev det et fint besøg og en dejlig start på et par vindage til Weinfest der Mittelmosel … nu var festen i gang.














