2016 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, Spanien

2016 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, SpanienHold nu op … vi skal helt tilbage til 2013, hvor jeg sidst smagte denne vin Finca Villacreces fra vinhuset af samme navn. Da var det i en årgang 2004, men nu er vi rykket 12 år frem i tiden med årgang 2016.

Finca Villacreces er beliggende på en af de mest lukrative områder i Ribera del Duero, midt i en hundredårig gammel fyrreskov omkranset af Duero floden lige en kilometer vest for San Bernado og en kilometer syd for Valbuena de Duero. Ja faktisk ligger Finca Villacreces næsten lige nabo til det legendariske Vega Sicilia, så vi er centralt i det herlige Ribera del Duero område.

Finca Villecreces er en del vin vinkoncerne Grupo Artevino, som også ejer en række andre vingårde, bl.a. også det kendte Rioja hus Izadi, som egentlig var første vinhus i koncernen. Bodega Izadi er nemlig grundlagt i 1987 af Gonzalo Antón, som samlede en række venner, investorer og så startede Izadi.

Da sønnen Lalo Antón overtog driften i år 2000, så opstartede han yderligere projekter, bl.a. vinhuset Orben i Rioja, vinhuset Vetus i Toro og så Finca Villacreces i Ribera del Duero. I dag er koncernen kendt som Artevino.

Finca Villacreces var egentlig ejet af Cuadrado familien. De er selv bosiddende i Valladolid og havde ejet gården siden begyndelsen af 1900-tallet. De brugte ejendom som et sommerhus, hvor de bl.a. inviterede mange berømte gæster, heriblandt Peter Sisseck, som også aftog nogle af gårdens druer til hans Flor de Pingus.

I 2004 mødtes Gonzalo og Lalo Antón med Pedro Cuadrado, som ikke havde specielt interesse i vinproduktion. Pedro fik derfor overtalt resten af familien til at sælge gården, og så blev den en del af Artevino. Lalo Antón renoverede ejendommen og opsagde alle aftaler omkring levering af druer, så i 2007 kom de første Finca Villacreces vine på markedet.

Finca Villacreces har i alt 110 hektar jord, hvoraf 64 hektar er vinmarker beplantet med Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot. Jordbunden er henholdsvis sand, ler, limsten og kvarts, og er opdelt i 15 parceller for at udnytte mulighederne i terroir.

Der laves tre vine på Finca Villacreces, nemlig basisvinen Finca Villacreces Pruno, denne hovedvin Finca Villacreces og i særlige årgange også vinen Nebro.

Vinene laves i dag fortsat af vinmageren Lluís Laso, mens markarbejdet er lagt i hænderne på Javier Vicente … men Lluís har løbende haft hjælp af en konsulterende vinmager, nemlig Mariano Garcia fra Bodegas Aalto og Mauro, som jeg også skrev om lidt tidligere.

Villacreces er lavet på 86% Tempranillo, 10% Cabernet Sauvignon samt 4% Merlot, som efter den manuelle høst først sorteres og så  afstilkes uden at druerne knuses. Den alkoholiske gæring er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret i 15 måneder på franske egefade fra Darnajou og Taransaud … heraf halvdelen nye fade og de resterende brugt én gang før.

Duftmæssigt er det svært ikke at være tilfreds … sikke da en herlig, landlig og animalsk næse. Der er både mødding, mejeri og slagter på én gang. Frugten er samtidig mørk og gæret, hvorved aromaerne så bogstaveligt strømmer op af glasset. Igen er vi ovre i lidt blåbær og brombær, masser af dybde, engelsk lakrids, espressokaffe, grafit, toast samt lidt vilde krydderier. Stor næse.

Smagen er fyldig, mørk og dyb … igen med en rank ryg samt en frisk frugt. Det er blødt og cremet, men samtidig frisk og direkte, frugten brombær og blåbær, god kompleksitet, røg, krydderier samt en meget lang eftersmagen. Nam.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7