Tag-arkiv: Peloponnes

2017 Giannikos Winery, Little Fox, Peloponnes, Grækenland

2017 Giannikos Winery, Little Fox, Peloponnes, GrækenlandJeg sluttede den græske seksløber eller sixpack af vine fra Giannikos Winery med den Cabernet Sauvignon baserede vin Little Fox, der på græsk også hedder Η μικρή Αλεπού.

Cabernet Sauvignon  druerne kommer her fra Vineyard Mycenae vinmarken og er høstet manuelt efterfulgt af 2-3 ugers gæring og maceration.

Efter end fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egetræsfade og på etiketten finder man et billede af en af de røde ræve, der strejfer rundt i området omkring vinmarkerne.

Atter er jeg forbløffet … virkelig lækker duft … mere moden og så alligevel også mere grøn og kølig i stilen end de 2 foregående. Der er således ristede svampe, rå champignon, skovbund, nødder, lakridser, kaffegrums, chokolade, grøn peber og en frugt, der bestemt er lysere end ventet med kirsebær, hindbær og lidt tørrede blåbær … det er modent og kompleks.

Sådan er smagen også … lysere end Cabernet Sauvignon generelt, men samtidig er den ultrasoft, blød, cremet og mundsmeltende som bare pokker. Man bliver sgu ærligt talt imponeret … og den lyse frugt er jordbær, hindbær, søde kirsebær og blommer. Syren er også lys, fin og feminin sart … meget finkornet og tanninerne er også blide, slanke, sødbitre og alligevel med mærbare med dene lyse og fine struktur … flot, flot vin … 95 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2019 Giannikos Winery, Eclipse, Peloponnes, Grækenland

2019 Giannikos Winery, Eclipse, Peloponnes, GrækenlandDerefter smagte jeg Giannikos Winerys Merlot baserede vin,, som hedder Eclipse – eller Έκλειψη på græsk – og igen er det en årgang 2019.

Her kommer Merlot druerne fra Vineyard Corinth vinmarken og er høstet manuelt efterfulgt af 2-3 ugers gæring og maceration.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egetræsfade og etiketten viser en solformørkelse … inspireret af himmelobservationer foretaget af den græske astronom Archimedes.

Duftmæssigt igen overraskende godt … blød, moden og lysere end forventet. Der er cedertræ, chokolade, kaffebønner, trøffel, blæk og grafit samt en frugt med sorte kirsebær, solbær og blommer, nogle umamiagtige noter af skovbund, agern og nødder.

I munden er det en saftig bandit … masser af frugt med tranebær, blommer, solbær, kirsebær, grillet lemon, saltlakrids … det er yderst velkomponeret og tanninerne er meget mærbare, men bare bløde og venlige, rund og med en pænt levende syre. 92 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 192 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Giannikos Winery, Lion Agiorgitiko, Peloponnes, Grækenland

2019 Giannikos Winery, Lion Agiorgitiko, Peloponnes, GrækenlandDe sidste 3 vine fra Michalis Giannikos på det græske vinhus var alle rødvine og denne første igen på en lokal græs drue og det er en 2019 Lion Agiorgitiko eller λιοντάρι Αγιωργίτικο på græsk.

Druen hedder Agiorgitiko og den har jeg heller ikke tidligere smagt vin på. Her kommer de fra Vineyard Nemea vinmarken og er høstet manuelt efterfulgt af 2-3 ugers gæring og maceration.

Efter end fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egetræsfade og etiketten viser den nemeiske løve, som Hercules’ 12. opgave var at dræbe.

Det dufter sgu da meget godt … dyb og lakridset med både nougat, Nutella, kaffebønner, mørk chokolade og en hel sort, mørk frugt med sorte kirsebær og blommer samt et bundt søde krydderier med lidt muskat, kanel og vanilje.

I munden er det også lækkert … fyldigt, intens og det er også en ganske frugtrig vin, hvor alt er meget velafstemt. Der er kirsebær, solbær, blommer og også i smagen kommer der lakridsale elementer og så har vinen – udover den mørke, fede og cremede frugt – også en pæn stor tørhed, lidt grillet citron samt et tykt og blødt tanninbid, så man får her virkelig afstemt og balanceret power … den overraskede mig sgu virkelig … 93 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 173 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Giannikos Winery, Prince, Peloponnes, Grækenland

2019 Giannikos Winery, Prince, Peloponnes, GrækenlandI modsætning til de to første hvidvine fra Giannikos Winery, så var den sidste hvidvin derfra ikke på lokale græske druer, men i stedet på ren Chardonnay og det var deres 2019 Prince … eller Πρίγκιπας, som den jo hedder på græsk.

Her kommer Chardonnay druerne fra Vineyard Mycenae marken og de er høstet manuelt og efterfølgende sorteret. Efter den alkoholske gæring er vinen så lagret 6 måneder på franske egetræsfade.

På etiketten er der afbilledet en frø … for der skal jo kysses mange frøer, førend man finder prinsen eller prinsessen.

WTF … det dufter sgu helt rigtigt … en fed og fadlagret Chardonnay med nogle småburgundiske træk, men på en lidt bondsk samt ganske landlig charmende måde. Der er bløde pærer, abrikos, fersken samt en smule mango, grillet lemon og en halv container tørre papkasser, lidt mælkechokolade, men egentlig ikke så mange fadnoter.

I munden er vinen endda faktisk bedre end duftmæssigt … rigtig lækker smørfed, opulent, dellet og frodig. Det er blød pæremos, lidt saftige ferskner, ananas, mango, papaya og en blød og alligevel noget maskulin syre, men alt er cremet, blødt og forførende … og havde jeg smagt vinen blindt, så havde jeg aldrig gættet, at det er græsk. Det er god Chardonnay, så dermed 93 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 178 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Giannikos Winery, Windmill, Peloponnes, Grækenland

2021 Giannikos Winery, Windmill, Peloponnes, GrækenlandNæste hvidvin fra det græske vinhus Giannikos Winery var også på en lokale drue, nemlig druesorten Malagouzia og vinen er deres 2021 Windmill … på græsk Ανεμόμυλος.

Druerne kommer her fra Vineyard Corinth marken og hver drue er nøje håndplukket og håndsorteret.

Gæringen er foretaget med skindet og efterfølgende modnet i rustfri ståltanke ved konstant lav temperatur.

På etiketten er der selvfølgelig en vindmølle … et ikonisk kendetegn i det græske landskab og et yndet motiv for forfattere og malere.

I forhold til foregående Roditis baserede At Sea vin, så virker Malagouzia druen her mere blød og eksotisk i duftene … der er både fersken, abrikos, nogle kandiserede limefrugter, lidt honning i virker i det hele taget også federe, bredere og endda olieret i duften, faktisk utrolig fin og indbydende og igen med et lille touch af blomster.

Smagen er også lidt småolieret og medium fyldig … blød, cremet og har også klart mere frugtsødme, som giver vinen denne behagelige, buttede og rolige smag. Syren er her meget afdæmpet, frugten mest fersken, abrikos, grillet lemon og bagt grapeskal … og eftersmagen slutter med denne lille sødlige bitterhed. 91 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 153 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Giannikos Winery, At Sea, Peloponnes, Grækenland

2021 Giannikos Winery, At Sea, Peloponnes, GrækenlandDen første vin jeg smagte fra Giannikos Winery blev hvidvinen med navet At Sea – på græsk Εν Πλω – og det er i årgang 2021 og lavet på 100% af den lokale drue Roditis.

Druerne kommer fra Vineyard Mycenae marken og ellers er vinen lavet med manuel høst efterfulgt af sortering og så gæring i rustfrie ståltanke med med skindkontakt og konstant lav temperatur.

Etiketten på vinen forestiller en plo, som er et nautisk udtryk, der betyder, at rejsen skrider godt frem. Og det græske ord Εν Πλω betyder også om bord, så nu springer jeg om bord i duft- og smagsnoter på vinen.

Duften er klar, frisk og til den blomsterrige side … virker en anelse tør og har både lidt grønne krydderurter med let estragon, kvæde, grønne æbler, vandmelon og noget citrusfriskhed … lemon, grape og egentlig frisk og småsyrlig.

I munden er vinen en smule lettere olieret og her er det de umodne pigeon og cideræbler, der smages sammen med syltet og salt grape, lidt fersken, lidt hvid peber og en sødbitter syre med lidt hvid peber, meget uskyldsren og ukompliceret med et frisk syrebid, der dog aldrig bliver syleskarpt eller kyssemundsspidst. 90 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 153 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Houlberg smager græske vine … en sixpack fra Giannikos Winery

Det er ikke så lang tid siden, at jeg sidst smagte lidt græske vine fremsendt fra importøren Salus Vin og nu er der atter derfra havnet lidt græske vine hos mig … helt præcis en sixpack af 6 forskellige vine fra vinhuset Giannikos Winery … på græsk Οινοποιείο Γιαννίκου.

Det er vine på både de lokale sorter som Roditis, Malagouzia og Agiorgitiko, men også internationale druer som Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon … så må vi jo se, om de kan matche vinene fra de herhjemme mere kendte sydeuropæiske vinlande?

Giannikos Winery

Giannikos Winery er en familieejet, økologisk vingård beliggende i Korinth i vinregionen Peloponnes i Grækenland ikke så langt fra det Ioniske Hav ved den Korinthiske Bugt.

Giannikos Winery blev grundlagt i 1896 … faktisk samme år som de første moderne olympiske lege blev afholdt i Athen. Det var her, at familien Giannikos plantede deres første vinstokke i Mykene – et område med dybe rødder i græsk vintradition.

I dag ejes og drives vingården af Michalis Giannikos, som stod for genopbygningen af ejendommen i Korinth efter en ødelæggende brand i 1996. Han valgte samtidig at omlægge produktionen til økologisk drift og udvidede sortimentet med både græske og internationale druesorter

Michalis Giannikos driver i dag vingården med stor passion og fokus på bæredygtighed og kvalitet.

Vingården råder over 8 hektar vinmarker fordelt på to steder, nemlig omkring selve vingården i Korinth og derudover i Mykene … og det er begge områder med næsten 4.000 års vintradition.

Giannikos specialiserer sig i enkelsort vine, hvilket betyder, at hver vin er lavet på én druesort for at fremhæve dens unikke karakter. De dyrker således både lokale druer som Agiorgitiko og Roditis samt de mere kendte internationale sorter som Syrah, Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Alle vine er certificeret økologiske og omkring 80% eksporteres til udlandet.

Vinene

Giannikos Winery laver i øjeblikket omkring 11 forskellige vine på enkeltsorter, men jeg tester dog kun 6 af disse … alle med navne både på engelsk og græsk. Det er denne sixpack:

Der har selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Konklusion

Det store spørgsmål er – som jeg skrev indledningsvis – om disse græske vine kan kan måle sig med vine fra de velkendte vinlande i det sydlige Europa? Jeg var nok – som mange andre danskere – lidt forbeholden for lige præcis det, nok præget af vores begrænsede kendskab til græske vine udover de specielle Retsina vine.

Men svaret er et overraskende, stort og rugende JA … for kvaliteten af disse vine fra Giannikos Winery er imponerende gode og således langt, langt bedre end forventet.

Men det kan du  selv – hvis du ikke bare køber en kasse – læse mere om i de kommende indlæg, hvor jeg anmelder vinene. Alle vinene fås endda også til meget fornuftige priser … så der er tale om både spændende og gode køb.