Tag-arkiv: arcos

Arcos – eller helt korrekt Arcos de Miguel – er en rød. spansk druesort, der er hjemmehørende i regionerne Valencia og Alicante … og i øjeblikket er ved genfundet efter næsten at ha’ været udryddet.

Arcos er en sent spirende sort, der ikke lader sig påvirke af forårsfrost og den producerer mellemstore, kompakte bunter af druer med blåsorte bær, der er runde, små og tyndhudede.

Den giver dog et lavt udbytte, men  er til gengæld også modstandsdygtig over for tørke, men giver langt mere, når den dyrkes i frugtbar jord.

Arcos de Miguel giver rødvine med karakteristiske aromaer, en lys frugt, medium syre og et mellemhøjt alkoholindhold. Selvom det er normalt med vine alene på Arcos, så blandes den ofte med Tempranillo eller Cabernet Sauvignon.

Arcos de Miguel er også kendt som Juan Ibáñez, Concejón og måske specielt Moristel.

2022 Javi Revert Viticultor, Simeta, Valencia, Spanien

2022 Javi Revert, Simeta, Valencia, SpanienJeg havde til vor aften også købt topvinen Simeta fra den hypede vinmager  Javi Revert og hans eget lille projekt.

 Javi Revert har på rekordfart opnået status som værende en af Spaniens mest omtalte hotte vinmagere. Han startede sin karriere hos Celler del Roure og var medvirkende til ændringen hos både dette vinhus og hele vinområdet sydvest for Valencia.

Hans indflydelse har været enorm og han har – udover på Celler del Roure – også arbejder som vinmager og -konsulent hos vinhuse som Finca Sandoval og La Comarcal.

Nu driver Javi sin egen lille vingård i La Font de la Figuera, hvor han samlet har 12 hektar vinmarker, hvor halvdelen er med en flok gamle vinstokke og den anden halvdel helt nye stokke.

Det var faktisk  Javis bedstefar, der gjorde ham opmærksom på en gammel forladt mark, som hans oldefar i sin tid havde plantet på et terrasseopdelt stykke land med nærringsfattig jord i mere end 700 meters højde ved La Font de la Figuera.

Det var marken Pla del Micalet, der er så kalket, at den har store ligheder med de kendte af slagsen i Jerez og som var plantet med de gamle originale druesorter, længe inden at der var gået inflation i området med større mængder og lavere kvalitet til følge.

 Javis filosofi tilgodeser den mest naturlige form for vindyrkning, fopr alt sker økologisk og endda efter biodynamiske principper, så al høst sker med håndkraft, presning af hele klaser og spontangæring, mens vinene lagrer på både stål, fransk eg, betontanke, glaskrukker og amfora lerkrukker.

Denne Simeta er lavet på den gamle, lokale drue Arcos, som var udbredt i Valencia inden vinlusens hærgen. Her kommer druerne fra mere end 50 år gamle vinstokke, som står plantet på en enkelt kalk og grusholdig vinmark på sydsiden af Penya Forada.

Vinen er lavet med spontangæring med 70% hele klaser på beton og gennemgår en 20 dage lang maceration, hvorefter vinen slutteligt lagrer først 12 måneder på brugte træfade og slutteligt 3 måneder på æggeformede betonbeholdere. Der er i denne årgang kun lavet 3.275 flaske af vinen.

Hold da op … utrolig frugtrig, kølig, luftig og let i stilen. Det er voldsomt elegant og virker frisk som en løvskov lige efter et regnskyl og næsten burgundisk i letheden. Det er skovbund, blomster, violer, jordbær, hindbær, citroner og nogle pænt jernholdige mineraler, der skaber et meget rank, stramt og karakterfast udtryk.

Smagen er nærmest blød citrus … virker i hvert fald både silkeblød, cremet, let, luftig og æterisk, men samtidig har den en mild syrlighed med lidt ribs, hindbær, kirsebær, blåbær og forskellige citrusfrugter, hvilket bidrager til et overordnet indtryk af en frisk, let, blød samt cremelækker vin. Tanninerne er blød, fine og velintegrerede .,,, og derudover igen dette lidt rustne jernholdige mineralske element. Hvor bliver jeg betaget … og på en forholdsvis ukendt drue, som ophæver tyngdeloven på imponerende vis. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 419 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Celler del Roure, Safrá, Valencia, Spanien

2019 Celler del Roure, Safrá, Valencia, SpanienHelt øde i det sydvestlige hjørne af Valencia – næsten på grænsen til Castilla-La Mancha – i det lidt ukendte Moixent ved Clariano finder vi Pablo Calatayuds lille vinhus Celler del Roure. Derfra smager vi nu denne spændende vin Safrá laver på de ukendte druer Mandó og Arcos.

Pablo Calatayud er uddannet agronom og efter han var færdig med sine studier i slutningen af 1990’erne, så grundlagde han Celler del Roure sammen med far. Ingen af dem havde tidligere erfaring inden for vin, for familien havde arbejdet i møbelindustrien, men ville lave vin i deres hjemland.

De begyndte at plante nogle af området mest valgte druer som Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon … og deres første vine på markedet var blandet med Monastrell fik succes både i Valencia og på eksportmarkederne. Men da Pablo Calatayud fik mere erfaring og begyndte at rejse og besøge andre vingårde, så  indså han, at de var på den forkerte vej.

Fast besluttet på at finde lokale druer, der havde spillet en dominerende rolle i området før phylloxera, så stødte han på en lokal vindyrker, der brugte sine Mandó vinstokke til sine hjemmelavede hverdagsvine.

Pablo blev fascineret af druen, som var anderledes og helt klart friskere end andre lokale druer, så derfor begyndte han at pode sine Tempranillo og Merlot vinstokke med Mandó. Inden længe begyndte han også at anvende Mandó i blendet i sin topvin Maduresa.

I 2006 købte familien den nuværende vingård i Moixent. Udover omkring 40 hektar gamle vinmarker, så omfattede ejendommen en gammel underjordisk kælder/tunnel med omkring 100 jordkrukker indbygget i kælderen.

På billedet ovenover – uhøfligt lånt fra husets hjemmeside – kan I se de specielle amforakrukker, der nærmest er bygget ned i jorden … og Pablo Calatayud med sin far.

Pablo og hans far var meget overraskede over at opdage, at disse amforaer ikke tilføjede smag, men at vinene føltes meget friskere i dem. Dette var begyndelsen på et helt nyt sortiment af rødvine fremstillet af Mandó, hvoraf denne Safrá er én af dem .. alle med etiketter med billedet af en guldsmed.

De fleste af vinene i serien er gærede i tanke af rustfrit stål, men siden 2015 har Pabro også brugt gamle stenkar der er omhyggeligt bevaret i kælderen. Efter fermenteringen er vinene så lagret i disse jordamforaer.

I dag har Celler del Roure således samlet 50 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Pedro Ximénez, Macabeo, Tortosina, Malvasía, Verdil, Merseguera, Monastrell, Garnacha Tintorera, Mandó og Arcos.

Og denne Safrá er netop lavet på 70% Mandó og 30% Arcos … og inden vi går videre, så skal vi måske lige kigge nærmere på disse to druesorter, som det er første gang, at jeg støder på her på Houlbergs Vinblog.

Mandó kaldes også for Garró. Det er en rød, spansk druesort, der er tæt på at uddø og således kun findes begrænset i Spanien, hvor den historisk er blevet dyrket i Baix Ebre i Catalonien samt i Valencia og andre dele af det østlige Spanien. Under appellationerne Pla de Bages i Catalonien og Valencia dyrkes druen officielt som en autoriseret druesort under Mandó.

Den anden drue Arcos – eller helt korrekt Arcos de Miguel – er en rød. spansk druesort, der er hjemmehørende i regionerne Valencia og Alicante … og i øjeblikket er ved genfundet efter næsten at ha’ været udryddet.

Arcos er en sent spirende sort, der ikke lader sig påvirke af forårsfrost og den producerer mellemstore, kompakte bunter af druer med blåsorte bær, der er runde, små og tyndhudede. Den giver dog et lavt udbytte, men er til gengæld også modstandsdygtig over for tørke, men giver langt mere, når den dyrkes i frugtbar jord.

Arcos de Miguel giver rødvine med karakteristiske aromaer, en lys frugt, medium syre og et mellemhøjt alkoholindhold. Selvom det er normalt med vine alene på Arcos, så blandes den ofte med Tempranillo eller Cabernet Sauvignon.

Safrá – der er det spanske ord for safran – er lavet ved, at druerne høstes af to omgange … første del en del tidligere end normalt og den anden del ved fuld modenhed. Ifølge Pablo er Mandó en af de eneste druer, som kan klare den tidlige høst, som skal give vinen ekstra friskhed.

Druerne kommer fra marken Finca Els Corrals der ligger tæt på vingården i 600 meters højde med 20-40 gamle vinstokke, der er dyrket økologisk. Vinen er lavet med druernes naturlig gærceller og gæring og maceration er sket i både ståltanke og stenkar, mens den malolaktiske gæring er sket i de 2.800 liter amfora lerbeholderne, hvor vinen også er lagret 6 måneder. Der er lavet omkring 16.500 flasker af vinen.

I glasset er vinen svagt transparent med nogle violette nuancer, mens den duftmæssigt har sådan et specielt udtryk … parfumeret og storblomstret med drikkeyoghurt, granatæbler, hindbær, hyben, lidt sommertrøfler, fennikel og så alligevel med en slags modenhed, der sådan lidt er tilbagelænet, rolig og småædel.

Og hvor den let, fin og elegant i smagen … totalt saftjuiceagtig med havtorn, granatæbler, hindbær og ribs, god energi og friskhed, let på benene, medgørlig med en lys sødme som en sommernat. Det er en vin, der overrasker, charmerer og forfører. Tanninerne er – som kroppen – lette og slanke med et lille balsamisk bid. Jeg er fan, fabelagtig lille storcharmør til latterlig god pris.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7