El Canto del Mirlo betyder solsortens sang og er en spændende Merlot baseret vin fra Manuel Valenzuela og hans vingård Barranco Oscuro, der ligger oppe på kanten af Sierra Nevada nationalparken nogenlunde midtvejs mellem Granada og Almeria i Andalusien.
Barranco Oscuro ligger helt præcis i området Alpujarra og er grundlagt i 1979 af Manuel Valenzuela – eller Manolo, som han mest kaldes – og det var på et tidspunkt, hvor de fleste havde travlt med at flytte væk .
Manolo købte en fløj af vingården, som ikke havde været i seriøs produktion, siden vinlusen satte alt i stå. Noget gammel skrammel med andre ord. Han havde fået interesse for vin under et længere ophold i Frankrig.
Men Manolo plantede med stor nysgerrighed både de lokale og de internationale druesorter, som mange dengang troede ville frelse den spanske vinindustri.
Lige fra starten sagde han nej tak til alle tilbud om kemikalier eller andre tilsætningsstoffer, som kunne lette hans arbejde i markerne og i vinkælderen, for han ville producere vinos autenticos. Manuel havde selv tidligere i Madrid uddannet sig til kemisk ekspert, men kunne ikke lide de muligheder, der blev tilbudt ham.
Samlet havde Manolo og hustruen Rosa sammen med tredjedel af stuehuset, det gamle vineri købt 15 hektar vinmarker, der ligger som nogle af Spaniens højest beliggende vinmarker i 1.250-1.375 meters højde.
De lokale druer, som han plantede var sorter som Rupestris de Lot, Contraviesa, Montúa, Moscatel de Alejandria, Tinto Alicante, Pedro Ximenez, Nicamusén, Tinto Aragón aka Garnacha samt Tinto Varetúo, der reelt er Tempranillo.
Manolo endte faktisk med at blive et vinøs lokomotivet for en større sammenslutning, som tog afstand fra enhver manipulation med den frugt, som naturen begavede vinbønderne med og da det nationale regelsæt for økologi blev vedtaget i 1989, blev Barranco Oscuro Spaniens første økologisk certificerede vingård.
Siden har Manolo dog droppet den økologiske certificering, fordi han mener, at hele setup’et blev kommercialiseret med manglende respekt for den bæredygtighed, som det hele oprindeligt havde handlet om.
Derfor er Barranco Oscuro – og de vine, som Manolo producerer – forunderligt nok uden for nummer, men det bekymrer ikke Manolo, idet vinene er på kortet på en lang række af Spaniens fornemste restauranter, og nogle af dem er endda så efterspurgte, at produktionen må allokeres.
I dag har Manuel Valenzuela næsten givet staffen videre til sin søn Lorenzo, der fortsætter i faderens fodspor … men fortsat med lidt hjælp fra farmand.
Denne 2020 El Canto del Mirlo er på ren Merlot, der kommer fra en lille mikroparcel beliggende i 1290 meters højde og tilplantet med kun 400 vinstokke tilbage i 1996 … det giver kun 500 liter vin.
Vinstokkene har fra dag et har været dyrket traditionelt i ordets oprindelige betydning, hvilket vil sige uden anvendelse af herbicider, pesticider og syntetisk gødning. Der spredes kompost samt humus mellem vinstokkene om efteråret, som ud over at give næring også hjælper med til at holde på fugten fra den regn, som trods alt falder. Derudover er det eneste indgreb en tidlig forebyggende sprøjtning med svovlopløsning mod meldug.
Høsten sker manuelt med en omhyggelig sortering af klaserne og efter ankomst til vineriet sker der direkte maceration i rustfrit stål, hvor gæringen begynder spontant uden tilsætning af gær eller noget andet. Gæringstemperaturen reguleres udelukkende af de kølige efterårsnætter på bjerget.
Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i et enkelt brugt fransk fade uden nogen form for bakteriebekæmpelse ud over god gammeldags rengøring. Herefter tapning på flaske direkte fra fadet uden klaring eller svovling … altså nærmest som naturvin og så vi smage, hvor meget funkyness, der er over vinen.
Duftmæssigt er der ikke meget funkyness over vinen … er varm og krydret, men omvendt ville jeg nok heller ikke gætte Merlot, dertil er vinen nok lidt for let eller saftig i aromaerne. Frugten er mest solbær, og sorte kirsebær tilsat lidt peber, nogle fadnoter af vanilje og virker ellers sådant lidt rustik og upoleret i stilen.
I munden er der virkelig drøn på den friske frugt, der er sure kirsebær, umodne rabarber, ribs, granatæbler, citroner og grape … syren vild, uvenlig og ubarmhjertig, så det er sgu ikke en vin for de syreforskrækkede. Derned virkelig atypisk Merlot. Der er både syre, bitterhed, urter og krydderier og dermed en vild, frisk, syrlig og pivskarp vin, der vil genoplive selv en død solsort. 90 point.
Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 231 kr., men denne er købt på udsalg med 40% rabat.
Lidt nord for byen Ronda omkring 80 kilometer vest for Málaga i Andalusien finder vi Bodegas Ramos-Paul, hvorfra vi nu smager en vin med det lidt amatøragtige navn Spanish Red Wine og endda i en moden årgang 2006.
Det er den postkasserøde El Pretil, som – efter min vurdering – er den bedste af Los Insensatos vinene. Det er også på ren Pedro Ximénez, der kommer fra La Cañada Navarro ved Sierra de Montilla i 480 meters højde.
Vi kæmpede os bravt igennem de spændende Pedro Ximénez vine fra spanske Los Insensatos og den 5. i rækken blev den blå El Barco, hvor druerne kommer fra Cerro Macho ved Sierra de Montilla i 560 meters højde.
Den 4. vin fra Los Insensatos blev denne 2021 Tinaja Mix, som igen er på ren Pedro Ximénez, som kommer fra La Cañada Navarro ved Sierra de Montilla, men her er høstet af 4 omgange.
Med næste vin fra Los Insensatos vin skiftede vi til den grønne vin, som hedder Los Turistas og er lavet med druer fra La Cañada Navarro ved Sierra de Montilla i 460 meters højde.
Vi fortsatte ufortrødent videre med endnu en Los Insensatos vin og det blev denne 2021 El Lechinar, hvor druerne kommer fra Benavente Alto, Sierra de Montilla ved Sierra de Montilla i 420 meters højde.
Den første af de 6 vine på Pedro Ximénez var denne 2021 La Manga del Negro, hvor druerne kommer fra La Cañada Navarro ved Sierra de Montilla i 500 meters højde.

Indrømmet … det er vist sjældent, at jeg har smagt vin fra Spaniens sydligste provins Andalusien, der mest er kendt for produktion af Sherry, men Paul havde taget denne 2017 Castillejos Reserva med og den kommer fra Bodegas Calvente.