Det er den postkasserøde El Pretil, som – efter min vurdering – er den bedste af Los Insensatos vinene. Det er også på ren Pedro Ximénez, der kommer fra La Cañada Navarro ved Sierra de Montilla i 480 meters højde.
Efter en manuel høst er druerne afstilket og knust, hvorefter der er sket en skånsom presning i pneumatisk presse, hvorefter mosten får lov at hvile koldt i 24-48 timer. Gæring i betonkar med kontrolleret temperatur og bagefter lagring sur lie under flor i 7 måneder. Der er lavet 3.820 flasker af vinen.
Duftmæssigt er det klart den mest spændende … har først nogle tertiære noter med petroleum, diesel og er derudover parfumeret, har hvid melon, honningmelon samt pærer. Samlet virker duften ret luftig, vibrerende og moden med god intensitet.
I smagen er der også mere skrald på med tørret abrikos, mango, saltet, syrligt og samtidig også med en lille sødme, som sikrer vinen fin balance, friskhed … med denne florgærede bløde note.
Smagsmæssigt er her også god krop samt en maskulin syre, hvor der både er citroner, lemon, grønne æbler og umoden fersken, stram, ren og mineralsk stringent. Der er ligeud af landevejen med pivfrisk og fin energi, så 90 point.
Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 199 kr., men du kan købe en smagekasse med alle de forskellige vine til 834 kr.