Tag-arkiv: Canada

2020 Bachelder Niagara, Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, Niagara Peninsula, Canada

2020 Bachelder Niagara, Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, Niagara Peninsula, CanadaVi fortsatte med mer’ Pinot Noir, men ingen gættede, at det var en vin fra Canada … en 2020 Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir fra vinhuset Bachelder Niagara.

Bachelder Niagara er et lille negociantghus, der drives af den energiske Thomas Bachelder, der laver vine i 3 lande, nemlig i Bourgogne i Frankring, Oregon i USA samt på Niagara Peninsula og det er jo i Canada.  Alle hans 3 vinhuse er negocianthuse, hvor Thomas køber druer og så lejer sig ind hos vingårde og der laver sine vine.

Han stammer fra Montreal i Canada, men har før etableringen af sin negociantforretning været med til at grundlægge Le Clos Jordanne i Niagara, men har tidligere studeret vin i Bourgogne, hvor han også arbejdede inden et job som vinmager hos Lemelson i Oregon.

Bachelder Niagara er grundlagt i 2009 og alle hans vine laves med Bourgogne som den primære inspiration. Det gælder også denne 2020 Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, der er lavet med druer fra Lowrey Vineyard, der nærmest ligger i forlængelse af St. David’s Bench marken og kun 5 kilometer fra Niagara-floden.

Vinstokkene er fra 1988 og 1993 og står i et terroir med kompleks jordvariation og høj andel kalksten på grund af både dens gletsjerarv og floden, der plejede at løbe over marken.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret på franske, burgundisk barriques i 20 måneder.

Duftmæssigt har vinen en lys, let og syrlig frugt, der er også mentol, træagtige noter af teaktræ og mahogni, fennikel, grønne stilke, lidt lemon, kamfer og kulstøv. Den virker utrolig flot og elegant, meget luftig og samtidig kødfuld på samme tid.

I munden slår syrligheden yderligheden yderligere igennem, der er hindbær, ribs, rabarber og granatæbler, utrolig frisk, spændstig med en lille lemonagtig bitterhed, en smule æterisk malerspand, stram og samtodog utrolig let. Det smager stjernegodt. 95 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Hidden Bench Vineyards, Estate Pinot Noir Unfiltered, Niagara Peninsula, Canada

2019 Hidden Bench Vineyards, Pinot Noir Unfiltered, Niagara Peninsula, CanadaVi fortsatte med mere Pinot Noir i form af denne Estate Pinot Noir Unfiltered 2019 fra Hidden Bench Vineyards, der ligger i Beamsville i Niagara Peninsula regionen i Canada.

Hidden Bench Vineyards er grundlagt i 2003 af Harald Thiel og hans familie. De har samlet 31,5 hektar vinmarker fordelt på 3 marker med fokus på Pinot Noir, Chardonnay og Riesling.

Det er markerne  Locust Lane Vineyard, Rosomel Vineyard samt  Felseck Vineyard … alle dyrkes økologisk og produktionen ligger på omkring 120.000 flasker vin, der produceres af Harald … og siden 2017 med hjælp fra vinmageren Alex Baines.

Denne Estate Pinot Noir Unfiltered er lavet med druer fra alle 3 marker og selvfølgelig høstet med håndkraft og så i kold udblødning i 5-6 dage inden gæring, der er alene er sket med druernes naturlige gærceller og omrøring 2 gange dagligt. Derefter er vinen lagret på franske fade i 10 måneder inden samling i ståltanke og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en svedig animalsk vin … der er bogstaveligt både armsved, landlighed, salt og havvand med en kølig stil, grannåle samt kanel og vanilje, søde kirsebær, amarene kirsebær, baconfedt, røget paprika, mælkede noter, meget fed og kraftig … endda lidt brovten i sin fremtoning.

I munden er vinen rund, læsket og saftig med en blæk’et syre, blomster, violer, godt med tranebær samt lidt kirsebær og ellers en pæn portion tørhed.

Vinene fra huset forhandles af Den-Can Wine, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Blue Mountain Vineyard and Cellars, Reserve Cuvée Pinot Noir, Okanagan Falls, Canada

2017 Blue Mountain Vineyard and Cellars, Reserve Pinot Noir, Okanagan Falls, CanadaMed rødvinene gik vor vinaften for alvor i gang og Jan lagde ud med denne Reserve Cuvée Pinot Noir fra Blue Mountain Vineyard and Cellars i Canada … dét land spottede vi slet ikke.

Blue Mountain Vineyard and Cellars er grundlagt i 1971 af ægteparret Jane og Ian Mavety, men de første 21 år, men det fik de ændret i 1991, hvor de gik i gang med at producere og sælge deres egne vine.

Så siden har de under navnet Blue Mountain Vineyard and Cellars produceret en række spændende vine fra deres samlede 31 hektar vinmarker vi Okanagan Valley ved Okanagan Falls. Der dyrker de druer som Pinot Noir, Gamay Noir, Pinot Gris, Pinot Blanc sant Chardonnay.

I dag er den næste generation i form af børnene Matt og Christie Mavety med i driften og står i dag for det meste af produktionen og administrationen.

Her smager vi så husets Reserve Cuvée Pinot Noir 2017, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker, hvor vinstokkene er 33 år gamle. Efter høsten er druerne vasket, afstiket og knust let inden de kommer i åbne fermenteringskar inden spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen varer 16-20 dage med løbende pigeage inden endelig presning, hvorefter vinen falder til ro over et par dage i rustfrie ståltanke. Derefter er der så sket malolaktisk gæring og lagring i burgundiske 228 liter barriques i 17-18 måneder inden vinen aftappes på flaske.

Allerede i næsen virker vinen saftig … let og saftig med en let sødme, mynte, bløde og røde bær, jordbær, søde armarena kirsebær, kanel, vanilje, mælkechokolade, sødbrændte fade, læder og en snert grønne noter.

Men hvor er det dog smagsmæssigt en vildt blød og cremet vin, der nærmest smelter i munden. Der er hindbær, jordbær, røg, vanilje og mælkechokolade.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 44,90$ … svarende til 233 kr. … hvis prisen er i canadiske dollars.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Château des Charmes, Gamay Noir Droit, Ontario, Canada

2018 Château des Charmes, Gamay Noir Droit, Ontario, CanadaHenrik Tachau Kristensen fra Coolwines havde lavet et fedt program med spændende vine fra Cool Climate områder. Den næste var fra Canada … Château des Charmes og deres Gamay Noir Droit 2018.

Château des Charmes ligger på adressen York Road, Niagara-on-the-Lake … og det er kun 10 kilometer nord for de berømte vandfald og samtidig kun små 5 kilometer syd for Lake Ontario.

Vinhuset er grundlagt i 1978 af Paul Bosc, som er en 5. generations franske vinavler. Paul og hans familie ankom til Niagara i 1960’erne med den tanke, at dette område var perfekt for vinproduktion og med en fast overbevisning om alene af lave vine på egne druer.

Han var en pioner i vinproduktion i Ontario området … og i dag er der mere end 175 vinhuse i området med over 6.000 ansatte og omkring 1,8 millioner besøgende gæster hvert år.

I dag har vinhuset 62 hektar vinmarker, hvor de to største og vigtigste marker er St. David’s Bench Vineyard samt Paul Bosc Estate Vineyard. De driver fortsat af Paul … i dag dog med hjælp fra sønnen Paul-André og svigerdatteren Michèle.

Her smager vi husets Gamay Noir Droit, hvor alle druerne kommer fra St. David’s Bench Vineyard … og det er endda en særlig klon eller mutation af Gamay druen, som Paul Bosc fandt i  1980’erne og siden har taget stiklinger af, plantet og formeret. Det er således en helt speciel Gamay, som ikke findes andre steder.

Netop på grund af, at denne Gamay er specielt, så har familien besluttet, at vinen slet ikke skal lagres på egefade, så vinen er derfor alene lavet og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt en dejlig blød, rund om end flad aroma … lys, blød og rund frugt og virker slet ikke så bondsk, som Gamay fra Beaujolais ofte gør. Her er næsen klart lysere, mere rund med trandbær, sorte kirsebær, afrundet og moden suppleret med blomsterpollen, jod og solcreme og svagt en anelse eukalyptus.

Og det samme gælder smagsmæssigt … virkelig blød, cremet og nærmest smeltende i munden, lidt mælkede noter og så afdæmpet, fin og elegant med en fræk lille sødme. Det smager drøngodt og til prisen et lille røveri … WAUW.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 199 kr. mod en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Henry of Pelham Family Estate, Riesling Reserve, Ontario, Canada

2009 Henry of Pelham Family Estate, Riesling Reserve, Ontario, CanadaDet var lige 4 x Riesling på stribe og den sidste i kvartetten en kende mere eksotisk end de øvrige, nemlig fra Canada … en 10 år gammel 2009 Riesling Reserve fra Henry of Pelham Family Estate.

Henry of Pelham vingården ligger lidt sydvest for den lille by St. Catharines i Ontario og vel omkring 15-20 vest for Niagara Falls. Vingården er oprindelig grundlagt tilbage i 1842, hvor Henry Smith startede en kro og også plantede de første vinstokke. Kroen kaldte han Henry of Pelham … nærmest som en joke med reference til den tidligere britiske premierminister Sir Henry Pelham, og det hedder vingården fortsat.

Den nuværende vingård er dog grundlagt i 1982, hvor Paul Speck Senior købte adskillige marker af den gamle vingård. Med hjælp fra Pauls sønner Paul Junior, Matthew og Daniel genplantede de markerne med primært Riesling og Chardonnay.

Det var dog først i 1988, at Paul og sønnerne fik den første vin på markedet, og da Paul Senior døde i 1993 overtog de 3 sønner vingården og har siden udviklet den og har samlet i dag omkring 121 hektar vinmarker, der ligger i underappellationen Short Hills Bench i Niagara Peninsula.

Denne 2009 Riesling Reserve fra brødrene på Henry of Pelham Family Estate er lavet med druer fra nogle af husets ældste marker, altså vinstokke plantet i perioden 1982-1984. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen af vinen, men lad os i stedet smage på den.

Det oser til at starte med af petroleum, meget fed og tyk i duften, faktisk virkelig meget fed. Der er mahogni træ, harpiks, søde og modne æbler, stikkelsbær, maling og olie, nogle røgede noter, honning, nødder og søde krydderier.

Smagen er også fed og kraftig, mens syren i vinen hurtigt fiser af, hvilket gør vinen en kende gumpetung. Dermed kommer der til at mangle finesse, lethed og en syre til at sikre rygrad. Det smager bestemt godt, men er lidt en canadisk monstertruck.

Forhandles af Korsholm Vin, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Pillitteri Estates Winery, Riesling Icewine, Ontario, Canada

Sexet som en showdanser, mysterisk som en ægyptisk sfinks, koncentreret som et højeksplosivt atom-partikel eller en Knorr maggi-terning på speed, lille … men rank og ganske nuser, og kommer samtidig i en eksklusiv gaveindpakning, næsten som en rød fløjlskjole med tilhørende hofteholdere … blot firkantet.

Nej, der er ikke tale om hverken min kone, Angelina Jolie eller andet feminint væsen, men derimod om en flaske Riesling Icewine – årgang 2007 – fra det canadiske vinhus Pillitteri Estates Winery … verdens største familieejede producent af Icewine.

Jeg har tidligere drukket Icewine, og været ganske begejstret, men har vist aldrig skrevet om den søde dessertvin her på bloggen. Nu er der imidlertid kommet et nyt dansk vinfirma, som har specialiseret sig i import og salg af denne herlig eliksir, som slet ikke er så udbredt herhjemme, som den ellers fortjener.

Vinfirmaet, som har bevæget sig ind i denne smalle niche, hedder IceWine.dk … og herfra kommer den lille flaske Icewine, lavet på det fabelagtige Riesling drue. Vinen sælges i en lækker gaveæske, og som de bedste gamle balsamico’er kommer vinen i en lille 200 ml. flaske. Gode ting kommer i små doser. Og så er der jo en god grund til at smage og skrive om Icewine.

Ikke fordi jeg skal være belærende, for de fleste af jer kender sikkert til Icewine, som jo er en dessertvin, der bliver produceret på druer, der er frosset, mens de stadig sidder på vinstokken. Dette gør at alt vandet i druen er frosset væk, og tilbage er kun det naturlige sukker- og syreindhold.

Det resulterer i en meget kompleks og sød vin. Druerne til Icewine må også kun høstes, når de er frosset naturligt og temperaturen skal være på -8 grader eller derunder, når de plukkes.

Icewine stammer oprindelig fra Tyskland, og der hedder den selvfølgelig Eiswein. Det var nemlig en vinbonde i Tyskland, som tilbage i det 18. århundrede ikke fik høstet sine druer før vinteren satte ind og druerne frøs, mens de stadig sad på vinstokkene. Han besluttede sig dog alligevel for at høste druerne og derved blev Eiswein skabt.

Icewine er normalt en dyr vin, og det hænger sammen med, at druerne nemt når at rådne, mens man venter på den helt rigtige temperatur, eller de kan simpelthen blive spist af dyr eller falde af. Derudover er det en meget lille mængde af høsten, der i sidste ende bliver til vin, da der skal bruges mange flere druer til at lave Icewine end til eksempelvis rødvin. Generelt får man kun 1-2 dråber saft per drue til Icewine.

I dag er Canada et af de store lande til at producere Icewine, da vejrforholdene i Canada er de mest optimale for produktion af netop denne slags vin. Det er specielt områderne omkring Niagara Falls i Ontario og Okanagon Valley i British Colombia, hvor meget af verdens Icewine bliver produceret. Det siges faktisk i dag, at de bedste Icewine i verden netop kommer fra Niagara regionen i Ontario.

Pillitteri Estates Winery ligger netop i det første område, altså Niagara Wine Country … helt præcis på Niagara Stone Road ved Niagara-on-the-Lake i Ontario.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1993 af Gary Pillitteri. Han stammer oprindelig fra Sicilien, hvor hans familie var vinbønder, men familien udvandrede i 1948 til Canada. I 1965 købte Gary sammen med sin kone Lena Agro – som i øvrigt også stammer fra Sicilien – en traditionel farm med fokus på frugtproduktion.

Og i mange år dyrkede parret både grøntsager og frugt. Det var ferskner, kirsebær, pærer, blommer, æbler, grapefrugt og svedsker. Og snart blev familien kendt i hele regionen for sit frugtsalg fra farmen, som Gary kaldte Gary’s fruit market.

Men da de første canadiske vingårde begyndte at dukke op, så Gary mulighederne i en vinproduktion, måske også inspireret af familiens fortid fra Sicilien. Han tilplantede derfor hurtigt nogle af markerne med vinstokke. I 1988 lavede han sin første Icewine på hybriddruen Vidal. Den vandt omgående en guldmedalje ved en lokal smagning.

Herefter omlagde Gary de efterfølgende 5 år det meste af farmens produktion til vinproduktion, både tørre og især søde vine, og det blev således grundlaget for Pillitteri Estates Winery. Og siden er det gået ganske pænt frem. I 1999 var Pillitteri den første vingård i verden til at lave Icewine på Merlot. Og her gik jeg og troede, at Icewine altid var lavet på Riesling.

På Pillitteri Estates Winery laver man i dag Icewine på en lang række druer, fx Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Vidal, Chardonnay, Kerner … ja man laver endda Sparkling Icewine. I alt produceres 13 forskellige hvide og røde Icewines, hvilket er flere forskellige end nogen anden vingård i verden.

Så i dag er Pillitteri blevet den største producent af Icewine på egne druer. I de bedste årgange, er næsten halvdelen af alle vine Icewine. Og samtidig er priserne regnet nedover vingården. I de sidste 20 år har Pillitteri vundet over 700 medaljer, både candiske og internationale.

Her har vi husets Riesling Icewine, der – som de fleste af Pillitteris Icewines – ikke lagres ikke på fad for at bevare den utrolige balance mellem det store sukkerindhold og syren.

I glasset er vinen klar, fed … mellemgul med et rød-/brunligt skær. I næsen er der lynghonning, grønne bananer, honningmelon, mango, overmodne æbler, gæret frugt, nødder, røg samt kokos.

I munden er vinen slet ikke så oversød, som jeg havde forventet. Der er en syre, som går igen i hele smagen, og det klæder vinen. Det betyder også, at sødmen slet ikke overtager dominansen, selvom det selvfølgelig er en sød dessertvin. Vinen er cremet, fed og der er igen lidt kokos, lidt ananas, banan, likørsødme samt honningnoter. Godt holdt sammen af syren og sluttende med en sødbrændt eftersmag med lidt bitterhed.

Jeg er langtfra specialist i Icewine, men jeg kan godt li’, at der er syre/rygrad sammen med en behagelige sødme, og derfor havner jeg på 5 flotte Thumbs Up.

Forhandles af IceWine,dk, pris 219 kr., men det er for 200 ml. Omregnet til almindelig flaskestørrelse vil det svare til en pris på 821 kr., så der er tale om dyre dråber.

Rating 5/7  

2007 Inniskillin, Chardonnay Founder’s Series, Ontario, Canada

2007 Inniskillin, Chardonnay Founder's Series, Ontario, CanadaNæste vin … endnu en hvidvin, men denne gang blev det en Chardonnay, som havde fået masser af eg, og som gjorde et stort indtryk på alle. Vi er i Canada, nemlig hos vinhuset Inniskillin, som jeg tidligere har smagt vine fra … 2 gange tidligere, som jeg lige husker det.

Inniskillin er grundlagt i 1975, og de huset modtog sin licens var det som den første vinproducent i området siden 1929. Hidtil var det kun store fabrikker, som havde fået licenser til fremstilling af vin, og det var netop dette mønster, de to stiftere af Inniskillin, Karl J. Kaiser og Donald J.P. Ziraldo, ville ændre. Begge var overbevist om, at der i områdets kølige klima kunne fremstilles store vine af klassiske druesorter som Chardonnay, Pinot Noir og Riesling.

Ideen til det hele var Karls, der, efter at have overstået sin eksamen indenfor landbrug, havde købt nogle få vinstokke til fremstilling af hjemmelavet vin. Arbejdsfordelingen på vingården var også klar fra start, for med universitetsgrader inden for kemi og landbrug var det Karl, som forestod det daglige arbejde i vinmarken og vineriet, mens Donald skulle sørge for, at vinen blev kendt både indenfor og udenfor Canada.

Det første vineri blev bygget under beskedne forhold i en gammel lade, men efterhånden som vinen vandt anerkendelse, blev det hurtigt klart, at de havde brug for både mere sterile og større lokaler. Dette byggede de i 1978 ved en eksisterende gård ved navn Brae Burn Estate. Gården bestod i forvejen af nogle meget smukke gamle bygninger, der i dag er omdannet til smagelokaler og vinbutik.

I dag er Inniskillin hovedsageligt kendt for husets icewines, som i kvalitet er fuldt på højde med de bedste vine fra Tyskland. Men – lidt i skyggen af husets så efterspurgte icewines – producerer man også stadig flere fortræffelige almindelige hvid- og rødvine som f.eks. denne Chardonnay Founders Reserve.

Founders-serien bygger på traditionerne fra de to grundlæggere, Donald Ziraldo og Karl Kaiser. Husets winemaker udvælger en håndfuld af de allerbedste fade Chardonnay. Kun en meget begrænset mængde sættes til salg, og kun i de år hvor kvaliteten er så høj, at den er værdig til at indgå i Founders-serien.

Duftmæssigt masser af vanilje, toast, rosiner, eg og smør. Først virker duften en smule skæv, men som varmen breder sig i vinen, så lukker den mere op for sluserne, og det virker meget spændende. Smagen er meget cremet og meget intens, lidt krydret i eftersmagen … men det er primært blødheden og sødme, som præger smagen, selvom der bestemt også er syre til stede. En spændende vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7