Tag-arkiv: savagnin

Savagnin – eller Savagnin Blanc – er en hvid druesort, som vi mest kender fra Jura i det østlige Frankrig, hvor den bl.a, står bag to af landet ikoniske vine, nemlig den sherrylignende Vin Jaune og den søde, koncentrerede Vin de Paille.

Men Savagnin anvendes også i Juras mousserende og tørre hvidvine, hvor den ofte blandes med den bedre kendte druesort Chardonnay, som tegner sig for omkring halvdelen af vinmarkerne i ​​Jura.

Savagnin er en gammel druesort. DNA-forskning fra 2019 har bekræftet, at en 900 år gammelt druekerne fundet i Orléans i det centrale Frankrig, var genetisk identisk med Savagnin.

Savagnin er næsten blevet synonym med Vin Jaune, som modner i egetønder i flere år under en naturligt forekommende film aka flor af godartede gærsvampe, som beskytter vinen mod hurtig oxidering. I løbet af denne modningsperiode udvikler vinen rige, nøddeagtige smag og får også den dybe gule farve, som giver den sit navn.

De fineste eksempler på Vin Jaune kommer fra vinmarkerne i Château-Chalon i Jura. Som sådan er de sandsynligvis de fineste Savagnin-vine fremstillet overalt.

Vin de Paille er også en vigtig vinstil i Jura og den laves med Savagnin druer, som er tørret ud i flere uger eller måneder for at koncentrere deres sukker og smag. Disse vine blev traditionelt lavet af druer, der blev tørret på løst vævede måtter lavet af halm – paille – som også gav vinen dens navn.

Vin de Paille vinene produceres via mutage – altså tilsætning af alkohol for at stoppe gæringen – og har generelt en alkoholprocent på 15-20%. De Savagnin baserede Vin de Paille har ikke en dedikeret betegnelse, men kan produceres under Côtes du Jura og Arbois appellationerne.

Lige på den anden side af Alperne findes der også Savagnin marker i Valais i Schweiz, hvor druen nogle gange findes  under navnene Heida og Paien. Dér anvendes Savagnin at fremstille forfriskende sprøde, tørre hvide vine, der er meget forskellige i forhold til de klassiske, typiske Jura vine.

Man troede i lang tid, at Savagnin var lig med druesorten Gringet, som man finder i Ayze i Savoie i det østlige Frankrig, men nyere DNA analyser har bekræftet, at Gringet er en særskilt druesort.

Savagnin har i det hele taget været i centrum for forskellige misforståelser og fejl. I Australien har det fx vist sig, at nogle af de tidligste importerede Albariño vinstokke var Savagnin. Dermed mener man nu, at flere Albariño vinmarker i Galicien også indeholder både Savagnin og Caino Blanco.

2018 Domaine Pignier, Sauvageon, Jura, Frankrig

2018 Domaine Pignier, Sauvageon, Jura, FrankrigDer er ikke mange dage siden, at jeg blev totalt imponeret over en Trousseau fra vinhuset Domaine Pignier i udkanten af byen Montaigu nær Lons-le-Saunier i Jura. Nu er den gal igen … denne gang med husets 2018 Sauvageon, hvor jeg bare siger WAUW allerede ved første sip.

Sauvageon er det gamle ord for Savagnin druen og denne vin er lavet på 100% Savagnin høstet med et beskedent udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Høsten foregår manuelt med en streng sortering, således kun de bedste druer medtages.

Først er druerne presset, hvorefter de både gærer og lagrer i store æggeformede tanke, der er fremstillet af beton, grus, sand og vand uden klor, De æggeformede ovale tanke er inspireret af de romerske dolier … en slags store krukker, der giver en mikro iltning.

Gæringen sker spontant alene med den naturlig gær og uden tilsætning af svovl. Efter 12 måneder er vinen så færdig og flaskes så efter de bedste biodynamiske principper på en blomsterdag efter månekalenderen og alene med en anelse svovl.

Er du så færdig, hvor det dufter godt … meget sart, raffineret og silkefin aroma, hvor der er blid saltlakrids, pærer, æbler, fersken, kridt og kalk, harpiks, lettere oxideret – bare en snas – parfumeret samt aromatisk. Der er dampede muslinger, nogle sødbitre noter, lidt solcreme, mirabeller samt en smuk blomstermark i flor, en pose lakridskonfekt og syltede citroner. Vinen har en meget klar og ren duft … lidt om forårsvejret efter et regnskyl.

Hvor er det blødt, cremet og samtidig lidt forlegen, beskeden, tilbagetrukket, bly, genert og næsten hæmmet. Det er en smag, som bare kommer flydende … rolig, strømmende, glidende med en stoisk ro og jeg imponeres vildt. Syren er ren og nøgen, alt står så bart, sart og alligevel er det med en ubekymret friskhed og saltet nerve. Det er på mange måder en unik vin … og det er bare så elegant. Houlberg er vild med vinen og hoster omgående op med 6 store fingre med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 La Maison de Rose, Novelin Savagnin Ouillé, Jura, Frankrig

2019 La Maison de Rose, Novelin Savagnin Ouillé, Jura, FrankrigDet er ikke mange uger siden, at jeg sidst smagte en Crémant du Jura Brut Nature fra Dominique Grand på La Maison de Rose og nu har jeg skænket et glas af Dominiques Novelin Savagnin Ouillé årgang 2019.

Det er rigtig Jura vin på druen Savagnin og her er det Savagnin Ouillé, hvor Ouillé jo betyder, at vinen ved lagring på fade bliver toppet op, altså løbende fyldes helt op med vin, så vinen ikke bliver udsat for kontakt med ilt. Dermed er det modsat Vin Jaune, hvor Savagnin vinene netop laves med kontakt til ilt i fadene, hvilket giver de oxiderede vine, som også har gjort Jura berømt.

Ved denne Novelin Savagnin Ouillé har Dominique Grand lagret vinen 10 måneder med løbende opfyldning, hvorefter vinen så er tappet uden filtrering eller tilsætninger af nogen slags. Og selvom han har toppet op, så har vinen alligevel tydelig Jura spor.

Duften er nemlig sådan herlig røget og småoxideret med moden frugt, godt med nødder, valnødder og hasselnødder, godt med salt, modne pærer, smårådne æbler, figner og tørrede abrikoser samt lidt brugte karklude og sherryagtige noter. Herligt.

I munden er vinen faktisk ganske lækker … har denne lidt selleri, nøddede og mineralsk kalkede smag. Frugten er fersken, abrikos, lemon og virker fed suppleret med saltkaramel, fin syre og lidt grape bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

N.V. La Maison de Rose, Crémant du Jura Brut Nature, Jura, Frankrig

N.V. La Maison de Rose, Crémant du Jura Brut Nature, Jura, FrankrigEn hyggelig aften i Casa del Houlberg med temaet tøfler startede med et glas bobler, hvilket blev løst med denne spændende Crémant du Jura Brut Nature fra vinhuset La Maison de Rose, der drives af Dominique Grand.

La Maison de Rose ligger i den lille by Saint-Lothain i Jura og er grundlagt i 2000 af Dominique Grand, der har været i branchen siden 1977, men altså alene fra årtusindeskiftet som selvstændig vinproducent. Han har samlet 3 hektar vinmarker, der siden 2008 har været drevet økologisk.

På markerne dyrker Dominique primært de hvide druesorter Chardonnay, Melon á Queue Rouge, Traminer og Savagnin til sine hvidvine, men over også små mængder Crémant og lidt rødvin på Trousseau, Pinot Noir og Beclan.

Nå, men her smager vi altså hans Crémant du Jura Brut Nature, som vistnok skulle være lavet på ren Chardonnay, men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen … udover at der kun er lavet omkring 1.000 flasker.

Duften er nærmest sådan lidt en blanding af æblesaft, Jolly Time, sodavands-is, et skvis citronsaft, blomster, timian, mentol, støvede og kalkede elementer. Det er vildt tiltrækkende med et anderledes tvist end de fleste Crémant’er i Frankrig.

I munden har vinen et lidt småvildt brus, men det er ikke tør og fransk snerpende, for der er sødme, masser af blomster samt frugt med lidt grape, meget rund, venlig og alligevel særegen. Det er en vin, som kalder på sommer … og jeg kalder med.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, SchweizDenne 2018 Savagnin baserede vin Cuvée Heidi er opkaldt efter Julien Guillons hund. Druerne kommer fra en lille vinmark i 900 meters højde, hvor Heidi elsker at løbe rundt mellem vinstokkene og hvor jorden byder på gnejs, granit og ler.

50% af Savagnin vinstokkene er jurakloner, mens de resterende er kloner fra Valais. Cuvée Heidi er lavet med hele klaser, direkte pres og derefter et år på fad. Så er vinen efterfølgende flasket og det er naturligvis uden tilsætning af hverken svovl eller andet skidt.

I næsen er der her langt mere kraft … en meget spændende og mere eksplosiv duft. Det er tørt træ, røg, bålsted, nødder, melon og en lidt leret aroma. Der dukker også nogle søde noter frem og så – som Bo sagde – lidt chips, måske endda en blanding mellem ostepops og barbecue bølgechips.

Smagen er langt sødere end forventet og selv der fortsat og naturligvis er tonsvis af syre, så er sødmen meget tydelig. Martin fortalte, at han havde drøftet sødmen med Julien, som siger, at det ikke skyldes sukkerindhold, men nærmere lidt babyfedt, da det fortsat er en meget ung vin.

Det betyder dog, at vinen smager af hyldeblomstsaftevand tilsat lidt stikkelsbær, grape, grillet citron og saltede, kalkede mineraler. Trods sødmen er det fortsat holdt i ave af en stram og meget frugtagtig vild syre og samlet er det en vin, som jeg virkelig godt kan lide og klart aftenens – hidtil – mest aromatiske vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 460 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Gemtree Wines, Moonstone Savagnin, McLaren Vale, Australien

2019 Gemtree Wines, Moonstone Savagnin, McLaren Vale, AustralienDet australske vinhus Gemtree Wines drives både økologisk og biodynamisk af Melissa og Mike Brown. Og de vilde mennesker laver sjove vine … her en hvidvin på druen Savagnin, som vi jo ellers mest kender fra Jura. Parret kalder vinen Moonstone Savagnin.

Gemtree har ikke så mange oplysninger om produktionen, men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig tidligere har smagt Savagnin fra Australien. Men der er jo en første gang til alting. Jeg vil dog klart vurdere, at vinen alene er lavet på ren stål og uden brug af egefade.

I næsen er der fersken, grønne pærer, banan, stikkelsbær, citrus, citronskal, lemon, blomstersæbe, masser af kalkagtige elementer, grøn, frisk, prikkende og urtet.

Der er noget stramt, syrligt og præcist over vinen, meget livlig og anderledes en Savagnin i Jura. Selvom vinen er biodynamisk, så kan det ikke duftes … eller vilde bio bio aromaer, men meget ren og stringent.

Smagsmæssigt er frisk, grøn og livlig vin. Syren er ikke vild, men der er citroner, lemon og syrlige æbler og umodne grønne pærer. Det er en ren, fin og frisk – lidt tynd – vin, som samtidig er let at drikke.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 133,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Valentin Morel, Les Pieds sur Terre Savagnin Naturé, Jura, Frankrig

2015 Valentin Morel, Les Pieds sur Terre Savagnin Naturé, Jura, FrankrigBjarne synes, at vi også lige – som et indskudt bogmærke, en tankestreg eller anekdote – skulle smage Savagnin fra Jura, nemlig fra en lille biodynamisk producent Valentin Morel aka Domaine Morel. Jeg protesterede ikke.

Valentin Morel holder til i Poligny i Jura lidt sydvest for Arbois, Vinhuset er grundlagt sidst i 1970’erne af Jean-Luc Morel og hans far, hvor druerne fra deres 10 hektar vinmarker blot blev solgt til kooperativer samt andre vinbønder. Det var først i 1985, da Jean-Luc fik hele ansvaret for vingården, at man selv begyndte at lave vin.

Jean-Luc Morels to sønner Valentin og Louis hjalp til, når det var nødvendigt, men ingen af dem havde umiddelbart lyst til at blive vinbonde. Derfor solgte familien også lidt af markerne fra, således der i dag alene ejes 6 hektar vinmarker fordelt på parcellerne Les Trouillots, Saint-Savin, Les Frins og Les Bois d’Arnaux.

Den ene søn Valentin Morel blev uddannet som jurist, men da faderen begyndte at komme op i årene, så endte det alligevel med, at Valentin overtog familiens ejendom … bl.a. inspireret af bogen Shop Class As Soulcraft, som omhandler den glemte værdi af manuelt arbejde.

Derudover blev Valentin Morel også inspireret af andre bøger, bl.a. Rudolph Steiners skriblerier om biodynamisk jordbrug og ikke mindst Masanobu Fukuokas – grundlægger af permakulturen – One Straw Revolution, hvilket fik han til at opgive tilværelsen som succesrig advokat til fordel for et mere utrygt liv som lille vinbonde i Jura,

Valentin Morels far havde tidligere allerede fravalgt brug af pesticider, men det var ikke nok for Valentin. Han opsøgte derfor både  Pierre Frick og Bruno Schueller i Alsace, hvor han lærte de praktiske ting omkring biodynamisk produktion.

Vinene med den totalt biodynamiske tilgang laves i Valentins eget projekt, som han kalder Les Pieds sur Terre, men af hensyn til både trofaste kunder og faderen, så har Valentin også bevaret en traditionel linje af vine. Og så længe far Jean-Luc hjælper Valentin på gården, så fortsætter det nok også.

Vinene under Les Pieds sur Terre navnet laves, som Valentin synes Jura vin skal laves, nemlig som en ren, gæret druemost med et absolut minimum af intervention. Mikroskopiske mængder svovl tolereres i særlige tilfælde.

I kælderen i Poligny arbejder Valentin både med ståltanke og træfade. De røde ønsker han, at lave i en let og frugtig stil, og de ser derfor kun ståltanke. De hvide modnes alle på træfade. Domainet arbejder med alle fem Jura druer, men Valentin har en lille forkærlighed for Trousseau.

Denne Les Pieds sur Terre Savagnin Naturé er selvfølgelig som nævnt på 100% Savagnin, som kommer fra vinstokke på over 35 år fra marken Saint-Savin med masser af kalksten i jorden. Druerne er høstet med et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar.

Fermenteringen – både den alkoholiske og malolaktiske – er sket i store åbne stålkar, hvorefter vinen lagrer på burgundiske barriques, som toppes op efter Ouillé metoden. Vinen er tappet på flaske uden sulfitter.

Det er duftmæssigt en mere eksplosiv vin, som har mere fylde, men mindre mineralsk og slet ikke så fin og sart som foregående Savagnin. Det er fortsat stikkelsbær og grønne pærer.

Smagsmæssigt er der mere kraft end hos den schweiziske søster, og vinen er mere frisk, mere rå og har samtidig også mere sødme. Det er mere robust og rustik, men smager også forfærdelig godt.

Forhandles af Krone Vin, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Domaine de Chèrouche, Païen Ultime, Valais, Schweiz

2016 Domaine de Cherouche, Païen Ultime, Valais, SchweizMed næste vin bliver vi i området Valais i Schweiz, idet vi i den lille by Argnou – længere mod øst i forhold til Pittet – og lige udenfor byen, finder Domaine de Chèrouche, som står bag denne Païen Ultime.

Domaine de Chèrouche drives af parret Andrea Grossmann og Marc Balzan, som købte vingården i Argnou tilbage i 2010. De havde siden 2007 haft en fælles drøm om egen vingård og da Marc havde arbejdet nogle år for Domaine Mythopia i netop Valais området, så endte de altså med at købe vingård i samme område.

Det er en lille vingård med knap 2 hektar vinmarker, to marker ved Argnou på henholdsvis 0,22 hektar og 0,12 hektar, men derudover omkring 1,65 hektar i Buitonnaz ved Fully. Derudover har de nu også lejet lidt yderligere vinmarker omkring Fully, men samlet er der tale om en ganske lille produktion.

Mange af markerne er genplantet og det er primært sket med Chardonnay, Sauvignon Blanc, Petite Arvine, Pinot Gris, Païen, Pinot Noir, Merlot, Cornalin og Syrah. Derudover har parret også Chasselas, Amigne, Heida og Gamay.

Markerne passes både økologisk og biodynamisk, hvor der alene harves mellem rækkerne i slutningen af året, således græsset mellem vinstokkene blot holdes ned med græsslåmaskine. Der tages selvfølgelig i bedste biodynamiske tilgang hensyn til månens faser i markarbejdes og der benyttes mindst mulig indgriben.

Der sprøjtes også alene med en hjemmelavet blanding af svovl og kobberdioxid blandet med te-bouillon samt ekstrakt fra malurt, brændenælder, halm og baldrian … selvfølgelig kun, når månen og stjernerne står helt rigtigt.

Fra det lille vinhus skal vi først smage denne Païen Ultime, som er lavet på 100% Païen … den drue vi bedst kender som Savagnin eller Savagnin Blanc og jo mest er kendt fra Jura i Frankrig.

Druerne presses i hele klaser i en manuel vinpresse med en maceration i en halv snes timer, hvorefter mosten overføres til rustfrie ståltanke, hvor den alkoholiske gæring sker med druernes naturlige gær.

Gæringen sker ved 25 grader og nogle gange skal mosten lige varmes op. Den tager samlet 10-15 dage …  lige indtil der ikke kommer fra bobler på overfladen og vinen er gæret helt ud. Derefter lagrer vinen en periode med malolaktisk gæring og klaring et par gange undervejs inden den i foråret tappes på flaske uden tilsætning af svovl.

Næsen er klart bio bio og samtidig meget delikat, forsigtig og feminin. Det er en fjerlet duft, silke og fluffyness … stikkelsbær, umodne grønne pærer og faktisk ganske umoden i frugten med lidt skolekridt og læsket kalk.

Smagen er blød … men alligevel med en pæn friskhed, en god, venlig om end grøn syre samt lidt mejeri, ungdommelig spændstighed og virkelig most’et i udtrykket. Det er en lille stjernegod hvidvin.

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 290 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Domaine des Marnes Blanches, Savagnin Les Molates, Jura, Frankrig

Jeg skrev forleden om vinen Chardonnay Les Molates fra det kække vinhus Domaine des Marnes Blanches … hvad er så mere naturligt end også at smage deres Savagnin Les Molates?

Det giver god mening … samme mark, samme produktionsmetode på rustfrie ståltanke og lagret 11 måneder på egefade med fadede toppes løbende op. Høstet med lidt større udbytte, nemlig 25 hektoliter pr. hektar og dermed også ganske lavt og derudover er vinen flasket uden tilsætningsstoffer og alene sikring ved en lille knivspids svovl. Eneste forskel er således druesorten.

Og druen er Savagnin, som mest  findes i Jura … en grøn drue, der mest er kendt for druen bag den kendte Vine Jaune. Men med Ouillé metoden bliver det rene vine, som fortæller mere om druen og terroiret i Jura.

Det menes, at druen kommer fra Tyrol, helt præcist fra området omkring Tramin og er kendes bl.a. også undet navnet Traminer og er således også i familie med Gewurztraminer.  Den har mange andre navne, bl.a. Paien og Heida.

De fleste kendere siger, at en vin som denne … ren, tør Savagnin bør luftet omkring 15 minutter inden servering. Og det lytter vi så efter … eller hva’?

Næsen er meget speciel … landlig, saltet, gæret og har god sødme, våde papkasser, overmodne pærer, tørrede abrikoser, svag nøddet islæt og en gammel karklud. I munden er der god friskhed, spændstighed og syre, hvilket sidst i smagsspektret afløses af fedme. En chamerende vin, som både har karakter, lidt kant og alligevel appellerer bredt.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 165 kr.

Rating 4,5/7

2012 Domaine des Marnes Blanches, Empreinte Savagnin, Jura, Frankrig

Jura er hip og med på den økologiske/biodynamiske bølge, som de seneste år har ramt både de nye, moderne restauranter samt os forbrugere, som er træt af de gamle travere, gerne vil prøve noget nyt og selvfølgelig også flashe, at vi er med på moden.

Opblomstringen af det kun 1.100 hektar lille vinområde mellem Bourgogne og Schweiz skyldes bl.a. et væld af nye unge og stræbende vinbønder, som laver økologiske, biodynamiske og naturlige vine. Og én af disse er det unge ægtepar Géraud og Pauline Fromont, som driver Domaine des Marnes Blanches og derfra kommer denne 2012 Empreinte Savagnin.

Vinhuset ligger ved den lille by Sainte-Agnés og blev grundlagt tilbage i 2016 af Géraud og Pauline. De stammer begge fra Franche-Comté lidt længere mod syd, hvor deres respektive forældre drev lidt landbrug inkl. et par hektar vinmarker.

De forfulgte imidlertid begge en drøm om at lave egne vine og mødte  hinanden under deres studier til ønologer i Dijon. Og der var ingen tvivl om, at de skulle slå sig ned i Jura … hvilket således blev ved Sainte-Agnés, lige knap 2 kilometer fra andre nye, progressive producenter som Peggy & Jean Pascal Buronfosse samt den skøre og energiske Julien Labet, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Géraud og Pauline Fromont har samlet 10 hektar vinmarker med vinstokke, der er op til 100 år gamle. Marker ligger spredt omkring 3 byer i den sydlige del af Côtes du Jura appellationen, nemlig omkring Cesancey, Vincelles og Sainte-Agnés.

Marken ved Cesancey var deres første køb og har en undergrund rig på hvid mergel. Mergel hedder på fransk Marne og derfor blev husets navn også Domaine des Marnes Blanches … huset med den hvide mergel.

Husets øvrige marker har dog ganske forskellig jord, bl.a. rød mergel, kalk og kalksten med fossile rester. Alle parceller drives certificeret økologisk og vinificeres separat på samme måde som hos nabo regionen Bourgogne.

Parret dyrker primært druerne de hvide Savagnin og Chardonnay samt de røde Trousseau, Pinot Noir og Poulsard. Specielt Trousseau har Géraud Fromont store forventninger til. Han har endda ryddet en ældre 2 hektar stor mark og tilplantet den med Trousseau, som han mener passer perfekt til den mergelholdige jord.

Fromont har opdelt deres vineri i to vinkældre … én dedikeret til deres Blanc Ouillé, hvor fadene toppes op, som man gør i Bourgogne, og den anden del til de mere traditionelle Sous Voile vine, som Jura er kendt og berygtet for.

Førstnævnte er et nyere anlæg, som fyldt med rustfrie ståltanke og neutral fade af forskellige størrelser. Her sigter man efter elegance, mineraler og energi.

Sidstnævnte er en 200 år gammel vingård, som de har omdannet til et tre etagers vineri. Det er i øvrigt også i den bygning, at man finder husets smagerum.

I de gamle bygning er der vinduer i hver ende af huset, hvorved der tillades varm luft at passere  gennem hvert niveau om sommeren. Og de forskellige niveauer af fugtighed på hver etage gør, at der skabes optimale betingelser for den naturlige gæring.

Sous Voile betyder “under slør” … altså at vinen ligger under et slør af gær. Vinene laves uden at fadene toppes op, hvilket giver mere fordampning og dermed oxydering – hvorved der kommer et slør af gær på overfladen – hvilket giver mulighed for udvikling af aromaerne af nødder, karry og sherry.

Udover disse to slags vine, så laver Géraud og klassisk Crémant, en sjov PetNat og den magiske Vin Jaune.

Géraud og Pauline Fromont kalder deres Sous Voile vine for Empreinte, hvilket jo meget passende betyder fodaftryk … fodaftryk af et terroir, aftryk af en knowhow og fodaftryk af typisk Jura.

Der laves to Empreinte vine, en Tradition – lavet på 60% Savagnin og 40% Chardonnay – samt denne Empreinte Savagnin på ren 100% Savagnin.

Druerne er høstet med meget lille udbytte, alene 25 hektoliter pr. hektar fra 60 år gamle vinstokke. Den er lavet – som bekrevet ovenfor – helt Jura klassisk med lagring i 4 år uden at blive toppet op og uden indblanding af nogen slags. Masser af slør … masser af oxydering … næsten på vej til en Vin Jaune. Vinen sikres alene med en lille knivspids svovl.

Og det er – som altid med Jura – vin, som deler vandene. Mange står helt af, når de dufter og smager klassiske Jura vine, som både har sherry og oxyderede noter. Min frue var en af dem og sagde direkte, at den smagte forfærdelig.

Det gør den ikke og selvom jeg heller ikke har en stor forkærlighed for oxyderede vine, så rummer vinen faktisk rigtigt mange herlige og klassiske Jura elementer … og til et stykke stærk ost vil den være fantastisk aka et match made in heaven.

Næsen byder på tonsvis af valnødder, en sjat benzin, honning, gær, svage oxyderede noter, fedme, mug, sherry, timian, salt og en smule karry. Jo, den er god nok. Det dufter faktisk herligt.

Smagsmæssigt er det klart sherry med et citrus-tvist, salt, nødder. Syren er sådan lidt medium … ikke bidende og der er en vis elegance, luftighed og afdæmpethed over vinen, hvilket klæder den. Den bliver bedre og bedre med lidt luft i glasset.

Har du ikke tidligere smagt Jura vine, så skal du altså iklæde dig en vis portion tålmodighed og samtidig sænke dine parader, men så bliver du altså også belønnet. Det er fransk Film Noir … uforståeligt for nogle og genialt for andre.

Nogle vil dermed sige, at 4½ fede tommelfingre er alt for lidt, mens andre hårdnakket vil påstå, at det er alt for meget. Jeg er heldigvis ligeglad teflonbelagt og elsker vinen … men med en vis portion tålmodig indforståethed.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 210 kr.

Rating 4,5/7 

2007 Domaine Rolet Pere & Fils, Arbois Blanc Expression du Terroir, Jura, Frankrig

2007 Domaine Rolet Pere & Fils, Arbois Blanc Expression du Terroir, Jura, FrankrigMed næste vin fra Domaine Rolet Pere & Fils røg vi til en lidt mere ukendt egn af Frankrig, nemlig Jura. Klimaet er koldt og barskt i Jura. Det kan minde om det i Bourgogne, og vi er da heller ikke mere end 50 km. Øst fra Baune.

Vinene der produceres i Jura minder ikke ret meget om noget der kan findes andre steder i Frankrig. Hvis man skal sige noget generelt, placerer de sig et sted mellem Bourgogne og vin fra Schweiz, dvs, der er ikke tale om overmodne og kraftige vine. De primære druesorter er Chardonnay, som i Jura kaldes for Melon d’Arbois, Savagnin, der der kaldes for Naturé, Pinot Noir, Poulsard samt Trousseau.

Domaine Rolet Pere & Fils er den anden største vingård i Jura, og det er et familieforetagende, som i dag drives af de fire Rolet-søskende hvis far, Désiré, skabte domainet i 1940’erne. I alt har familien omkring 58 hektar vinmarker og der produceres årligt omkring 350.000 flasker vin.

Bernard og Guy udfører møjsommeligt deres arbejde i vinmarken og i kælderen, mens Pierre og Eliane tager sig af distribution og øvrige salgsaktiviteter. På domænets marker vokser adskillige druesorter side om side; Chardonnay, der bliver brugt til fremstilling af lokale tørre hvidvine, Savagnin, der bliver brugt til fremstilling af Vin Jaune, Poulsard og Trousseau, der ikke anvendes andre steder i verden, og Pinot Noir, der kommer fra naboområdet Bourgogne.

Ekspression af Terroir kommer fra vinstokke, som er mere end 30 år gamle. Vinen lagrer ikke mindre end to et halvt år i små tønder, og er lavet på 75% Chardonnay og 25% Savagnin.

Duftmæssigt er det bestemt anderledes. Duften er meget oxyderet, lidt nøddeagtig med sødme eller en slags rådenskab. Gert nævnte armsved fra en yak-okse, og det kan måske også passe. Smagen er vandet og lidt sprittet. Der mangler balance og vinen er slet ikke mig.

Fås hos Otto Suenson til 153 kr.

Vinanmeldelse 2/7