Der er ikke mange dage siden, at jeg blev totalt imponeret over en Trousseau fra vinhuset Domaine Pignier i udkanten af byen Montaigu nær Lons-le-Saunier i Jura. Nu er den gal igen … denne gang med husets 2018 Sauvageon, hvor jeg bare siger WAUW allerede ved første sip.
Sauvageon er det gamle ord for Savagnin druen og denne vin er lavet på 100% Savagnin høstet med et beskedent udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Høsten foregår manuelt med en streng sortering, således kun de bedste druer medtages.
Først er druerne presset, hvorefter de både gærer og lagrer i store æggeformede tanke, der er fremstillet af beton, grus, sand og vand uden klor, De æggeformede ovale tanke er inspireret af de romerske dolier … en slags store krukker, der giver en mikro iltning.
Gæringen sker spontant alene med den naturlig gær og uden tilsætning af svovl. Efter 12 måneder er vinen så færdig og flaskes så efter de bedste biodynamiske principper på en blomsterdag efter månekalenderen og alene med en anelse svovl.
Er du så færdig, hvor det dufter godt … meget sart, raffineret og silkefin aroma, hvor der er blid saltlakrids, pærer, æbler, fersken, kridt og kalk, harpiks, lettere oxideret – bare en snas – parfumeret samt aromatisk. Der er dampede muslinger, nogle sødbitre noter, lidt solcreme, mirabeller samt en smuk blomstermark i flor, en pose lakridskonfekt og syltede citroner. Vinen har en meget klar og ren duft … lidt om forårsvejret efter et regnskyl.
Hvor er det blødt, cremet og samtidig lidt forlegen, beskeden, tilbagetrukket, bly, genert og næsten hæmmet. Det er en smag, som bare kommer flydende … rolig, strømmende, glidende med en stoisk ro og jeg imponeres vildt. Syren er ren og nøgen, alt står så bart, sart og alligevel er det med en ubekymret friskhed og saltet nerve. Det er på mange måder en unik vin … og det er bare så elegant. Houlberg er vild med vinen og hoster omgående op med 6 store fingre med pil op.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 395 kr.