2022 Piero Bussi, Langhe Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, Italien

2022 Piero Bussi, Langhe Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, ItalienLad os fortsætte i Piemonte, men nu med ægte Nebbiolo i glasset, som nu er fyldt med en 2022 Langhe Nebbiolo Autumnalis fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero.

Piero Bussi ligger nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Det er grundlagt lige efter første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at frasælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af hans søn Federico. Samlet  driver de i dag 12 hektar vinmarker.

Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Langhe Nebbiolo Autumnalis er på 100% Nebbiolo fra vinmarken Santo Stefano Belbo ved Calosso i 350 meters højde, omkring 10-30 år gamle vinstokke og lavet fuldstændig traditionelt med gæring og maceration i store betontanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på franske barriques og tonneaux fade.

Sådan … allerede fra start denne støvede duft med garvet læder, tørrede rosenblade, masser af blomster i det hele taget, parfumeret og virkelig tillokkende … der er lyse kirsebær, granatæbler, jordbær og ribs, lidt jod, pilleglas, sødbitre sorte te-blade og så kommer der også lidt fadpræg med vanilje og mælkechokolade.

I munden har vinen gemt på masser af syre, bitterhed og sødme på én og samme tid. Det er en tør vin, der samtidig har en lidt blomstret lethed, et stenet og støvet udtryk, hvor frugten er  syrlige kirsebær, moreller og tranebær, bitter lemon … vild, uterlig, slank og næsten på vej til at være spinkel, men det er nok bedste årgang af vinen, der før hed  Monferrato Nebbiolo Autumnalis … 92 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, Italien

2019 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, ItalienAzienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada er jeg før stødt på og denne Barbera d’Alba Pierin har jeg også smagt før i både årgang 2018, 2016 og 2014 … nu smager jeg 2019’eren.

Barbera d’Alba d’Pierin er en af husets 2 Barbera d’Alba vine og lavet med druer fra vinmarken Pierin i Treiso kommune, en mark med kalkholdig mergel og et lavt indhold af ler, men med perfekt sydøstlig eksponering.

Druerne høstes typisk i slutningen af september og sker ved håndkraft i store kurve. Høstudbyttet er rimelig pænt med knap 80 hektoliter pr. hektar. Derefter afstilkes drueklaserne, presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor macerationen varer omkring 7 dage ved en temperatur ved 28 grader.

Derefter sker fermentering og efterfølgende lagrer vinen 10-12 måneder på de store egefade inden ufiltreret flaskning. Derefter lagrer vinen på flaske endnu 3 måneder inden frigivelsen og man lavet årligt omkring 6.000 flasker.

Sikke dejlig blød, landlig og animalsk duft med frugt af sorte kirsebær, blåbær, tranebær og hindbær, men derudover kommer der også lidt syrnet ymer, gammel balsamico og nogle lysere aromaer af læder, blomster og lidt bagepulver.

I smagen kommer der bare vildt meget frugt frem … igen er det kirsebær, tranebær, hindbær og ribs suppleret med en letbitter smag som Campari og syltet lemon, der bidrager med vild friskhed, finesse og nerve, hvilket giver en bedårende og frisk Barbera, der på ingen måder virker hverken tung eller vamset … shit det er godt, så jeg ender på 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Voliero, Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 Voliero, Toscana IGT, Toscana, ItalienJeg er vild med vinene fra Andrea Cortonesis Voliero projekt og jeg har før smagt både hans fabelagtige Brunello di Montalcino og den billigere Rosso di Montalcino. Men han laver også en Toscana IGT, som jeg nu smager i årgang 2021.

Andrea Cortonesi er en initiativrig mand, der driver vinhuset Uccelliera ved Castelnuovo dell’Abate og restaurant Il Casato i Sienna.

Andrea er vokset op med vin og arbejdede som teenager hos sin far, og han grundlagde Uccelliera i 1986, hvor han købte en gammel ejendom omkring 5 kilometer syd for Montalcino med 4 hektar jord, heraf en 0,5 hektar vinmark med gamle vinstokke.

Han fastholdt gårdens gamle navn Uccelliera, som betyder fuglehus og vinhuset har siden udviklet sig til at være blandt nogle af de internationalt højest ratede Brunello producenter.

Uccelliera består i dag af 6 hektar vinmarker, hvor de sidste 2 hektar er købt indenfor de seneste år, herunder en parcel, der ligger lige op af Piccolominis berømte Pianrosso mark.

Voliero projektet opstod omkring 2006 hvor Andrea Cortonesi til en af sin venner beklagede sig over, at han faktisk – med den stigende efterspørgsel  – havde svært ved at finde flasker nok af sine egne vine til sin restaurant

Vennen tilbød, at han da kunne få hans druer fra en vinmark i Canalicchio i den nordlige del af Montalcino. Så kunne de da anvendes til en vin til Il Casato.

Men i stedet for blot at anvende druerne i den eksisterende produktion på Azienda Agricola Uccelliera, som mange producenter måske kunne være fristet til, så opstod idéen om at lave et par vine under et andet navn, og det blev således til Voliero, hvor Andrea producerer en Brunello, en Rosso og nu denne Toscana IGT.

For dog at følge den røde tråd fra Uccelliera, så fik vinene en etiket med en fugleagtig kvinde med masser af fjer og en skjult henvisning til, at druerne kommer fra lidt højere beliggende marker end de normale vine fra Uccelliera. I dag kommer druerne dog fra flere forskellige marker ved Canalicchio.

Da den anerkendte vinanmeldelser Antonio Galloni besøgte Uccelliera og der også smagte Voliero, så blev han meget begejstret og anbefalede Andrea også at eksportere vinene, så i dag er vinene ikke kun forholdt restauranten i Sienna.

Denne Toscana IGT er lavet af 80% Sangiovese og 20% Syrah, mens gæringen er sket separat i termokontrollerede ståltanke med 15-18 dages maceration på skallerne. Når vinen er samlet, lagres den i ståltanke og derefter på flaske i 3 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er der godt med Sangiovese, for der kommer både modne kirsebær, rå champignon, garvet læder, violer, tobak, peber og virker tør med en halvsød balsamicoeddike.

I munden er der en tør vin … har ikke samme dybde som hverken Voliero Rosso eller Brunello, men har en mere spinkel frugt med lyse kirsebær, moreller og ribs … endda lidt citron, men også en landlig og klar syre, tørre og vilde tanniner … og en ganske lille frugtsødme, der forsøger at binde tingene pænt sammen. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7