2023 Thistledown Wine Company, She’s Electric Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, She's Electric Grenache, McLaren Vale, AustralienHvis Thorny Devil var god, så var næste vin fra Thistledown Wine Company fremragende. Det var igen en årgang 2023 og vinen var deres She’s Electric Grenache.

Til denne vin kommer Grenache druerne fra vinmarken Seaview, der ligger for enden af ​​Chapel Hill Road og har nogle ret gamle bush vinstokke, der suppleres af nogle yngre stokke.

De yngre stokke har erstattet nogle gamle stokke, der simpelthen brændte, da nogle fugle, der satte sig en elledning, der går henover marken, fik stød … hvorved der gik ild i fuglene, som faldt ned og desværre også satte ild til en del af vinmarken.

Derfor har vinen også fået det meget rammende navn She’s Electric Grenache, men druerne til vinen kommer dog udelukkende fra de  gamle vinstokke på marken, der er præget af rødbrune sandlejer med kvarts og jernsten.

Frugten blev håndplukket tidligt om morgenen inden hurtig transport til vingården og der er anvendt 50% hele klaser. Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller og godt hjulpet på vej af blidt fodtrampning.

Derefter er der sket en forsigtig presning inden lagring af vinen 8 måneder på 300 og 500 liter franske brugt egefade inden aftapning uden klaring eller filtrering. Der er kun lavet 2.774 flasker og dette er nummer 1.318.

WAUW … dejlig lys, parfumeret og feminin duft … der er vilde urter, timian og frugt af lemon, moreller, jordbær og knuste hindbær. Der kommer også noget fennikel, blomster og i det hele taget har vinen er meget let, sart, elegant, luftig og dugfrisk buket.

Det smager altså også vildt godt … igen er frugten mest lemon, mirabeller, sure kirsebær og måske endda lidt brombær, men også i smagen kommer denne imponerende luftige lethed frem, der virker helt burgundisk. Det er sgu æterisk og helt overjordisk, så dermed en utrolig tiltrækkende smuk vin … 96 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 439,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Thistledown Wine Company, Thorny Devil Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, Thorny Devil Grenache, McLaren Vale, AustralienSmagningen med Giles Cooke fra Thistledown Wine Company startede med et glas af en 2023 Thorny Devil Grenache.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker, men alle er med gamle bushvine vinstokke, der ikke kunstvandes.

Der er anvendt en del hele klaser, hvilket er forskelligt fra mark til mark, da vinificeringen er sket separat for hver mark.

Gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller og en punchdown to gange dagligt. Derefter er der sket en forsigtig presning inden lagring af vinen 8 måneder på 300 og 500 liter franske egefade.

Duftmæssigt er det masser af lys frugt … knuste hindbær, lyse kirsebær, lidt tranebær og godt med grønne noter. Virker både meget let og rank, sådan lidt stålsat og frugten suppleret af blæk, mynte, blomster samt lidt fadnoter af mælkechokolade, karamel og virker ganske landlig og animalsk.

Smagen er – uha – dejlig let, lys … der kommer let peber, godt med luftig frugt af knuste hindbær, umodne kirsebær, tranebær, rabarber og har en kølig, rank, sprød og frisk smag. Det smager rasende godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg mødte … vinmageren Giles Cooke fra Thistledown Wine Company

Giles Cooke er brite, bor i Scotland, er Masters of Wine og så er han vinmager hos det australske vinhus Thistledown Wine Company og forleden var han i Danmark for at præsentere husets vine … og jeres altid flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten.

Det var den danske importør Brdr. D’s Vinhandel, som havde lokket Giles Cooke til Aarhus, hvor der blev afholdt en fin, lille og eksklusiv smagning for en flok branchefolk. Smagningen blev afholdt på Pinot Butik & Bar på Frue Kirkeplads og jeg havde taget en fridag for at nyde en efterårsdag uden noget i kalenderen end vin.

Jeg havde allerede om formiddagen taget toget fra Randers til Aarhus og denne dag havde endda tilsmilet alle jyderne med et fint, varmt og dejligt efterårsvejr. Så fra spor 3 på Randers Station var der ikke langt til banegården i Aarhus C … og så gik den derefter på gåben ned til Pinot Butik & Bar.

Indenfor mødte jeg Tjalfe fra Brdr. D’s Vinhandel samt Giles Cooke, der stod parat til at holde smagningen. Lidt efter lidt dukkede alle de inviterede så op med René Langdahl Jørgensen som rosinen i pølseenden. Derefter var vi klar.

Thistledown Wine Company

Thistledown Wine Company ejes og drives af Giles Cooke  og Fergal Tynan. De er begge Masters of Wine og mødtes faktisk i 1998, da de lige var startet med den vildt svære vinuddannelse, som så få slipper igennem.

Men de bestod begge eksamen og kom til sidst til at arbejde sammen og endte så med i 2010 at grundlægge Thistledown Wine Company, der ganske vist ikke selv har vinmarker, men laver vine via opkøbte druer i McLaren Vale. Barossa Valley, Adelaide Hills, Riverland samt Langhorn Creek.

Deres vision var fra starten at lave lette vine på Grenache med præcision, elegance og energi … meget anderledes vine end de store og tykke frugtbomber, som Australien ellers nemt bliver synonym med. De ville bryde med disse normer.

De ville starte og drive en moderne Grenache bevægelse i Australien. Det sker under deres brand Thistledown Wine Company samt Wild & Wilder og de fleste af vinene med underlige navne som She’s Electric Old Vine Grenache, The Charming Man Old Vine Grenache, Fool on the Hill osv.

Der anvendes kun de allerbedste druer, som er håndplukket og vinene laves med vildgæring i hele klaser og helt uden industrielle tilsætninger. Det er primært Giles Cooke, der producerer vinene og han styrer benhårdt efter renhed, præcision, energisk friskhed, terroir og samtidig good old Aussie juiciness.

Thistledown Wine Company er som den eneste vingård blevet tildelt Halliday Wine Companion Grenache of the Year Award to gange og i dag er vinhuset også en klar Halliday Wine Companion 5 rød stjerne vingård og modtager konsekvent meget høje karakterer og ros fra verdens mest respekterede vinskribenter.

Giles Cooke om køb af druer

Under vores vinsmagning fortalte Giles selvfølgelig lidt om vinhuset og etableringen, men også samarbejdet med de forskellige vinavlere, som de allerede ved etableringen fik et godt og tæt samarbejde med.

I starten skulle de overtale vinavlerne til at høste tidligere, da men hos Thistledown Wine Company ønsker disse lette og rene vine. De forsøger derfor at minimere meget modne druer … også lidt imod, hvad kutyme ellers er i Australien.

Giles oplevede, at der i det hele taget var svært at finde marker med gode Grenache vinstokke, da mange vinavlere i stol stil omlægger til de mere populære Shiraz druer. Men de har fundet en række marker med gamle Grenache vinstokke … alle bush stokke, der ikke behøver kunstvanding, da rødderne går langt ned i jorden.

Hos Thistledown Wine Company er det derfor også politikken, at betale en ordentlig pris for druerne, som vinavlerne fortsætter med med at dyrke Grenache. Giles fortalte, at priserne på et tons druer normalt ligger på 4.000 australske dollars for A druer, mens prisen falder ved lavere kvalitet … omkring 2.200 AUD for B- kvalitet og 1.500 AUD for C-kvalitet og 1.200 AUD for D-kvalitet.

Thistledown Wine Company har valgt at betale god pris for alle deres druer, hvilket har været politikken fra start, da der bl.a, også er tale om gamle vinstokke. Det er dog Giles erfaring, at gamle stokke ikke giver stor koncentration … snarere tværtimod, så giver de i stedet mere finesse og bedre aftryk af terroir.

Det betyder dog også, at druerne fra de gamle vinstokke fremmer smag … og ikke blot sukker, som hos helt unge vinstokke, hvilket også er årsagen til, at man kan høste en postgang tidligere end normalt.

Det passer også tilgangen hos Thistledown Wine Company, hvor man anvender hele klaser og ellers har så meget hands-off i vineriet for at skabe lette, lidt grønne og ranke vine.

Derefter fik vi en snart omkring kloner … og både med Shiraz/Syrah og Pinot Noir ved de fleste vinavlere, hvilket typer kloner de har på deres vinmarker. Med Grenache er det meget anderledes … ingen kender rigtigt til, hvilke kloner man dyrker.

Vinene i smagningen

Vi startede med at smage de røde vine, da man havde glemt at få hvidvinene med, men de var dog undervejs og nåede frem senere i vores smagning.

Men det gav sindssyg god mening af starte med Grenache vinene, idet det jo netop er disse vine, der har størst fokus på Thistledown Wine Company og har gjort vinhuset kendt. Så samlet smagte vi så disse vine i denne rækkefølge:

Jeg må ærligt indrømme, at Grenache vinene fra Thistledown Wine Company virkelig imponerede. Jeg er en af dem, der ofte bliver træt, når jeg skal smage australske vine, der er bulder, marmelade, sol og alt for kraftige efter min smag.

Men her skiller Thistledown Wine Company vinene på Grenache sig heldigvis meget ud og er med til at vise, at Australien er andet end de gumpetunge Shiraz vine … men alt det kan I jo læse mere om i mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Tak til Tjalfe, Brdr. D’s Vinhandel og Giles Cooke for invitationen og for at åbne vore øjne for disse små perler fra Thistledown Wine Company.