På adressen Chemin du Quinquis Ergué-Armel lidt sydvest for byen Quimper i Bretagne hos Cidrerie Manoir du Kinkiz gærer og bobler det med vildskab og animalsk galskab … og det skal jeg nu smage i denne Cidre de Fouesnanz.
Bretagne i det nordvestlige Frankrig har længe været kendt for sin cider, som er blevet lavet her helt tilbage til romertiden.
Hervé Seznec havde også allerede i en tidlig alder besluttet, at han skulle producere cidere. Allerede som 19 årig genplantede han sine 30 hektar frugtplantager med næsten 25 æblesorter.
Han havde et intenst ønske om at lave naturligt mousserende cider af høj kvalitet fra sine egne frugtplantager, hvilket sker under navnet Cidrerie Manoir du Kinkiz. Hervés har en kæmpe passion for cider og arbejder konstant for at forbedre og innovere sine cidere.
Hervé grundlagde officielt Manoir du Kinkiz Cidrerie i 1991, men det havde reelt allerede havde eksisterede længe før, for hans far Pierre Seznec havde allerede og lavet cidere fra markerne. Under hans ledelse blev organisationen CIDREF oprettet i 1980 og den stod bl.a. bag etableringen af Appellations d’Origine Contrôlée for områder AOP Cornouaille og Pommeau de Bretagne AOC.
Alt arbejdet på Manoir du Kinkiz udføres med den største respekt for naturen. Han bruger ingen herbicider i sin frugtplantage og han tillader de oprindelige planter og græs at vokse mellem træerne.
I hans næsten mystiske og mørke kælder gør Hervé et ægte forsøg på at vende tilbage til sine forfædres praktiske, håndværksmæssige produktionsmetoder og lagrer sine cidere på enorme egetræsfade.
På Manoir du Kinkiz plukkes æblerne kun fra slutningen af september til december, når de er modne, det vil sige når æblet er faldet til jorden. Så følger en presning til æblemost … hvorefter Hervé starter arbejdet i kælderen.
En del af ciderproduktionen destillerer han så for at producere Pommeau de Bretagne AOC og Eaux de Vie de Cidre de Bretagne AOC. De lagres alle i hans store gamle kælder, der faktisk er den største og ældste lagringskælder i hele Bretagne.
Her smager jeg så Hervés Cidre de Fouesnanz. Det er en cider, som er lavet samlet af gamle æblesorter, høstet i hånden fra en plantage ved kommunen Fouesnant, der er betragtes som kilden til nogle af de allerbedste cidere fra Bretagne.
Kinkiz Fouesnant-cider er efter høsten presset, når frugten er mest moden og gæringen er langsom og afsluttes med cirka 2-3 måneder flaskegæring, hvilket giver cideren sine meget fine bobler.
Lad mig allerede advare de mest følsomme … dette er sgu ikke en cider for alle, for den nærmest stinker og af gæret mødding, prut og krudt, hestestald, bondesved, blåskimmelost, rygeost og så … godt nede modne og let oxyderede æbler. Det lyder vildt og det er det måske også, men også bare vildt fascinerende.
Jeg elsker landligheden … og du bliver belønnet, hvis du har en omgang tålmodighed, for der er noget virkelig dragende over de meget animalske aromaer af mødding, gammel sofa og cideren mørkegule eller måske nærmere orange farve.
I munden er boblerne i min flaske imidlertid nærmest helt væk … man fornemmer alene en lille og svag perlende effekt. Smagen er modne og lettere oxyderede æbler suppleret med nødder, røg og blomstervand … meget rolig, stille og smooth samt cremet og sgu næsten olieret eller smørret i munden. Det er sgu cider med en moden vildskab og galskab. Vild og vild.
Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 100 kr.
Efter et sandt bombardement af Alsace vine, så trænger vi vist til noget andet! Derfor er jeg nu atter tilbage til vinene fra hele verdenen … og måske en enkelt lille tørstslukkende cider.
For ciderrevolutionen er skam slet ikke ovre for mig, for jeg har siden testen Ciderrevolutionen er over os … og Houlberg er vildt begejstret – vist fået æbler på hjernen og specielt de gærede æbler fra Bretagne i Frankrig, så derfor er der nu atter cider i mit vinglas.
Denne gang er det frem en lille producent, som hedder Cidrerie Château de Lézergue og ligger i byen Ergué-Gabéric tæt på den større by Quimper.
Cidrerie Château de Lézergue er et lille familieforetagende, som også kaldes Les Trois Frères, altså de 3 brødre, men det drives nemlig også helt præcis af de 3 brødre Joseph, Matthieu og Guillaume med efternavnet Jan-Autret.
De har siden 1990 drevet Château de Lézergué i Ergué-Gabéric nær Quimper og har i dag 20 hektar med æbletræer, hvorfra de laver en række spændende cidere, herunder altså denne Cidre Fermier Demi-Sec.
Det er en klassisk halvtør fransk cider lavet på cidergær og har derfor ikke en kraftig eller skæv gærsmag, som man kender fra de vildgærede slags. Men ellers er der ikke så mange oplysninger om selve produktionen, så vi hopper hovedkulds ind i mine smagsnoter.
I glasset ligner det en bajer, hvor gassen er gået af ballonen, sådan nærmest lidt pisgul med lidt doven skum i kanten. Men lad jer ikke snyde, for op af glasset kommer der en syrligsød og landlig aroma med masser af gær og hævet dej, godt med æbler, vild lækkersød friskhed, blomster og karamel.
Smagsmæssigt er det klart en af de sødere cidere, men fuck det smager godt. Det er som friskpresset æblesaft på søde æbler i den 6. potens. Smooth, letløbende, tørstslukkende og vanedannende.
Indrømmet … jeg er ingen specialist i cider, selvom det – som vin – egentligt blot er gæret frugt. De fleste herhjemme kender mest til cider i form af det søde sodavandssprøjt, som man køber i supermarkedet og reelt ikke har noget at gøre med vaskeægte cider.
Men i specielt Bretagne og Normandiet i Frankrig samt den sydvestlige del af England tager man sin cider seriøs … meget seriøs. Nu er Danmark også ved at vågne op og flere producenter dukker nu op, men specielt de to gæve gutter Kristoffer og Paw vil åbne danskernes øjne for ægte velproduceret cider. De er ciderguerillaer, som har startet Ciderrevolution med både salg af cidere og produktion af cidere.
Danmark har nemlig også alle forudsætninger for at blive et stort land for produktion af god cider, da vi traditionelt set er et æbleland. Vi har nogle af verdens bedste frugter, så basis for at lave klasse cider er absolut til stede.
Hvad er ægte cider?
Det meste cider vi kender herhjemme er lavet på æblemost tilsat vand og alkohol, men det er ikke rigtig cider og mangler både duft, krop, smag, hjerte og sjæl i forhold til rigtig cider.
Rigtig cider er reelt lavet ligesom champagne … altså med en første- og en andengæring, men dog med meget kortere lagring på flaske. I princippet laves der først en most af pressede æbler, hvorefter den skal gære/fermentere nogle uger. Derefter omstikkes cideren og så sker andengæringen på flaske … akkurat som mousserende vin.
Naturen sætter selv gang i ciderprocessen – gæren spiser af sukkeret og omdanner det til alkohol, kulsyre og smagsstoffer. Normalt kan æbler og pærer gære op til 5-7% i alkohol, men hvis man vil ha’ lidt restsødme i cideren, skal man derfor bruge en gær, f.eks. en speciel cidergær, der stopper ved 5-6%.
Ciderrevolution har lavet denne fine illustration/vejledning til, hvordan man laver cider. Den kan i øvrigt også købet som en lille plakat, hvis du er total ciderlover.
Ciderrevolution siger selv, at ciderfremstilling handler om gode æbler og optimale betingelser for gæringsprocessen … altså akkurat som med fremstilling af vin på druer.
Processen er dog lidt mere avanceret, da der er mange ting, som vil påvirke den endelige cider. En cider laves normalt på æbler, pærer og nogle gange endda med tilsætning af kvæde. Æblesorterne er også en videnskab, for hvilke æbletyper skal man anvende … madæbler, spiseæbler eller deciderede cideræbler – der alene anvendes til fremstilling af cider – eller måske en kombi?
Cideræbler – der har en høj bitterhed – er særligt udbredt i England og Frankrig, men man kan dog også i andre områder være heldige at finde nogle vildæbler, der har nogle af de samme karakteristika.
Efter høsten kan æblerne så fx eftermodnes, hvilket omdanner noget af stivelsen i æblerne til sukker inden æblerne kværnes, da det optimerer udbyttet af juice inden presningen. Nogle lader også de kværnede æbler stå en dages tid i åbne kar, hvilket giver både mere oxidering, gør pulpen brunfarvet og hjælper med at udskille pektinen, som binder saften.
Selve den første gæring er normalt ganske kort og som med vin er det sukkerindholdet, som afgør, hvor meget alkohol der er i din cider til slut. I gæringen kan man enten tilsætte cidergær eller i stedet for lade det vildgære, hvor mosten gærer af sig selv med de naturlige gærceller. Normalt tager gæringen mellem et par timer og op til et par dage.
Efter et par omstikninger, så har man en ren most, som er klar til flaskning … og selvfølgelig helst på flasker, som kan bare et tryk på omkring 5 bar, som er det normale tryk for en cider, selvom det selvfølgelig afhænger af sukkerindholdet.
Herefter gærer mosten videre på flaskerne og efter en periode kan du enten bare åbne og drikke dem eller du kan degorgere dem. Det er normalt, at vinen modner 1-2 måneder, inden de drikkes.
Hvem er Ciderrevolution?
Ciderguerillaerne Kristoffer og Paw kender hinanden fra Rigshospitalets kollegium og fik øjnene op for rigtig cider ved studieophold i udlandet.
Paw faldt for rigtig cider i Frankrig og for Kristoffer skete det i England. Samtidig lærte de, at der går tonsvis af gode danske æbler til spilde hvert eneste år. Det fik dem til at starte Ciderrevolution, hvor de i den spæde start lånte Kristoffers forældres bil og fyldte den med cider fra Normandiet og Bretagne, men blev hurtigt drukket.
Så bestilte de to paller hjem, som fyldte ret godt på et lillebitte kollegieværelse på 14 kvadratmeter, men så måtte Kristoffers seng så blot placeret ovenpå alle ciderne … og sådan kom Ciderrevolution i gang på bedste innovative iværksættervis.
I dag importerer Ciderrevolution cider og sælger til barer og restauranter. De afholder cidersmagninger for virksomheder og private, har åbnet Danmarks første ciderbar – med det sigende navn Ciderbar – og er medarrangører i DM for amatør ciderproducenter for at skabe større fokus på, at der er rig mulighed for at bruge æblerne i haven til at lave noget fantastisk cider.
De er også selv startet med deres helt egen produktion af lækre og fyldige cidere, hvilket sker sammen med nogle af de venner, som de har fået blandt producenter i specielt Frankrig. De laver således en række cidere sammen med Cédric Le Bloas på Cidrerie de Léguer i Lannion nordøst for Brest samt Damien Lemasson på Cidrerie Lemasson lidt øst for Caen i Nordmandiet.
Nogle af ciderne laves med franske æbler og andre med pæredanske æbler … øhhh hvorfor hedder det pæredansk, når vi er bedre til at dyrke æbler? Nevermind, men det er så typisk danske æbler som fx Holsteiner Cox, Ingrid Marie, Belle de Boskoop og Elstar.
Test af 3 cidere & konklusion
Ciderrevolution har sendt mig 3 cidere til test … og én af disse er netop lavet i et dansk/fransk samarbejde, mens nummer to er fra en af de franske producenter, som drengene også laver cider sammen med … og den sidste er så lavet på pærer.
Jeg har på alle ciderne skrevet N.V. for Non Vintage, altså uden årgang, da man jo tilsyneladende ikke skriver årstal på flaskerne, men da cidere normalt ikke gemmes i mange år, så vil jeg gætte, at alle formentlig er fra høsten i 2020.
Ligeledes har jeg ikke skrevet vinområde, men i Frankrig synes produktionen at være samlet omkring Nordmandiet ud mod den engelske kanal. Det er jo også der, at man netop laver den berømte Calvados æblebrændevin, nemlig fra Calvados distriktet i Normandiet … og både Cidrerie Lemasson og Manoir d’Apreval producerer da også selv Calvados ved siden af deres cidere.
Hvordan smager de 3 cidere så? Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser i de kommende indlæg, men jeg kan allerede godt nu allerede afsløre, at jeg sidder tilbage med et stort smil, som er vanskeliggjort af, at jeg samtidig har tabt min underkæbe helt ned på jorden.
De 3 cidere har mange ligheder med vin på specielt duftene, som minder en del om biodynamiske vine eller naturvine. Virkelig med økosved, kostald, mødding og markvitaminer. Samtidig er ciderne så bløde, søde, luftige, elegante og cremede, at jeg måtte holde fast i sofaen af overraskelse. Det smager monstergodt og jeg er sgu omgående fan … BIG TIME.
Der faktisk mange fordele ved cidere … vi har selv råvarerne herhjemme og burde selv kunne blive en magtfaktor i produktion af cidere. Ellers er de åbenlyse fordele mere lavpraktiske, for dels har de lavere alkohol og så koster de også mindre end topvine. Disse tre topcidere koster alle 100 kr. for en 75 centiliter flaske og dermed kan man for få penge smage nogle af de bedste flasker.
Min favorit af de 3 smagte cidere var klart den Cidre Fermier Lemasson Brut med den vilde, funky, landlige hippiearoma og blødrunde, søde smag efterfulgt at Ciderrevolutions egen La Revolution du Cidre Vaincra, men pærecideren fra Manoir d’Apreval måtte se sig slået af æblerne. Men det er jo bare min smag.
Hvis der er nogen retfærdighed i denne verden, så bør cidere få et sandt boost her i Danmark. Mulighederne er næsten uendelige med vores frugthave i landet og Ciderrevolution har startet ballet … så lad os håbe, at flere følger med. Det burde kunne blive et lille H.C. Andersenagtigt eventyr … så skål i cider og tak til Ciderrevolution.