Fra kalksten til kalkovn … fra Kalkriff til Kalkofen … i hvert fald napper vi da endnu en Spätburgunder fra Weingut Hanewald-Schwerdt og det blev deres 2021 Kalkofen Spätburgunder.
Kalkofen marken ligger lige nabo til Herzfeld og markens terrasser sydvendte og varme og for jordbunden består af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder, så det nærmest fungerer som en ovn.
Marken har alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955. De to fætre er godt nok gang med at udskifte de gamle tyske kloner af Pinot Noir på deres marker med Dijon-kloner, men de snart 70 år gamle stokke med 6 forskellige kloner på Kalkofen bliver ikke skiftet.
Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye franske barriques.
Uhhh igen voksenlækkerier … minder lidt om Kalkriff, men virker dybere og mere nøddet i duften, hvor der er karamel, kakao, teaktræ og mahogni, lakridskonfekt, vanilje, chokolade, marcipan, sødtobak, røg, mandelessens, mælkekaffe og alt med denne animalske sødlige og landlige hestestald. Frugten er blød, fed og saftig med kirsebær, jordbær og måske endda lidt mørkere frugt, alt veldoseret og smuk afbalanceret … man bliver i godt humør.
Smagen er ligeledes veldoseret og smuk afbalanceret med en ung, rank og spændstig frugt, der virker både blød og frisk med kirsebær, jordbær, tranebær og ribs, lidt peber, nelliker og lidt lemon, der giver en lille letbitter syre, der holder rygraden stram og stolt. Der er fine og ranke tanniner, en let tørhed og frem for alt … så smager det bare fremragende. 94 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.