Tag-arkiv: Chile

2015 Casa Marín, Miramar Syrah, San Antonio Valley, Chile

2015 Casa Marín, Miramar Syrah, San Antonio Valley, ChileDen anden rødvin fra det chilenske vinhus Casa Marín blev så den over 10 år gamle 2015 Miramar Syrah, hvor Syrah druerne kommer fra enkeltmarken Miramar

Marken liger i det kølige og kystnære distrikt Lo Abarca i San Antonio Valley, hvor det kolde klima med kystnær tåge er nøglen til den europæiske Syrah-stil. I marken foretages streng grøn høst, som reducerer høstudbyttet til én klase pr. skud … eller måske mener de pr. stok?

De håndhøstede druer afstilkes uden knusning, hvorefter der sker spontangæring og maceration med druernes egne gærceller og en 2 måneder lang maceration trækker masser af farve, karakter og tanniner fra drueskindet.

Efter endt fermentering er lagrer 2025 Miramar Syrah hele 28 måneder på franske egetræsfade, heraf 25% helt nye fade inden en aftapning på flaske uden filtrering og uden syrejustering.

WAUW … noget anderledes duft end forventet … dybere, mere fadpræget, mere dyb og kompleks med nøddeskaller, skovbund, røg, våde fade, våd hund, kastanjer, moskus, animalsk vildskab, blod, jod, røget kød samt en frugt, der ligger lidt gemt under alle disse tertiære aromaer, men mest er solbær, brombær og blommer.

I munden er det en mørk, fyldig, intens og ganske saftig vin, der byder på masser af drikkeglæde, rund, blød og cremet med tonsvis af brombærmarmelade, solbærlikør, hindbær og en snas ribs. Der er let tørret kød, grafit, sten, knust sort peber, røg og en fast syre, men der er også intense – om end lette og fine – tanniner og jodet mineralitet med saften dryppende fra vinen, så der er samlet en meget ekspressionistisk vin på epo … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 309,95 kr., mens bedste pris er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Casa Marín, Lo Abarca Hills Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marín, Lo Abarca Hills Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileNår vi nu er ved det chilenske vinhus Casa Marín, så har jeg også lige et par rødvine, som jeg nu tester og den første er deres 2022 Lo Abarca Hills Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra Lo Abarca marken, der blot ligger 4 kilometer fra Stillehavet og om sommeren har temperaturer, der sjældent når over 28 grader.

Det giver alle Pinot Noir druerne perfekte forhold til langsomt at modne og udvikle sine delikate aromaer.

I vineriet har druerne spontangæret på rustfri ståltanke. Tre gange om dagen er drueskallerne stemplet ned i mosten for at udtrække struktur, krop og farve. Vinen bliver lagret 14 måneder på franske egetræsfade, heraf 25% nye fade.

I glasset er den klart mørkere end sine europæiske slægtninge, duftmæssigt er der røget, sødlig kostald, masser af eg, cedertræ og våde fade, mælkechokolade, vanilje, kaffebønner, engelsk og finsk lakrids samt en frugt af kirsebær, jordbær og tranebær på en lidt varm, solrig og omfavnende måde.

Smagen er blød, cremet, solmoden og pænt røget … der er noget peber, sort peber, timian og tørre krydderurter, violer, læder samt lidt skovbund. Frugten er mest kirsebær, jordbær, granatæbler og ribs med en lemon- eller Campariagtig tør bitterhed, masser syre samt kalkede og markante tanniner, som samlet set giver vinen et strammere udtryk end mange andre Pinot Noir vine fra Chile og vidner om deres europæiske forbillede … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 409,95 kr., mens bedste pris er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2025 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2025 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileLad os endelig fortsætte med mer’ Sauvignon Blanc, men nu bliver det oversøisk med en 2025 Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc fra det chilenske vinhus Casa Marín.

Det er en Sauvignon Blanc, som Decanter har for en del år siden udråbte til intet mindre end den Best Sauvignon Blanc in the World. Det lyder vildt !!!

Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc er lavet med druer fra selve marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Druerne kommer fra små mikro-parceller med 22 år gamle vinstokke og med et beskedent høstudbytte på 25 hektoliter pr. hektat.

For at sikre optimal modning af al frugt, plukkes druerne ad flere omgange. Efter en ekstra skånsom og tålmodig presning går 2/3 af mosten direkte til gæring, mens den sidste tredjedel trækker smag og kompleksitet fra drueskindet ved 3 dages koldmaceration.

Gæringen sker i ståltanke ved kølige 9-12 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret primært sur lie i ståltankene og 30% af blandingen i 4 måneder på neutrale egefade.

WAUW hvor det stinker … med det er på en arketypisk og lettere vild Sauvignon Blanc facon med grøn peber, tomatstilke, hyld, græs, hø, solbærblade, hvide asparges, pigeonæbler, stikkelsbær, grape- og citronfrugt, ærter, kiwi, flintesten … alt vild, åben, ekstrovert med en olieret paraffinolie … alt bare larmer på den og mest råbende facon. Her er intet pakket i fine kasser, men der er en arketypisk Sauvignon Blanc på syre og epo i 3. potens.

I smagen tøjles alle alt vildskaben dog en smule … men det er dog fortsat arketypisk Sauvignon Blanc med en rank, sur, syrlig, stringent frugt, stikkelsbær, grape, bitter lemon, gin og tonic, hyld, bitterhed og en ren, saltet mineralitet suppleret med mentol, grønne grene samt friske urter. Vildt … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 204,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2025 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2025 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileJeg har før smagt denne  Cartagena Sauvignon Blanc fra det chilenske vinhus Viña Casa Marín i årgang 2021, 2022 og 2023, men nu smager jeg 2025’eren.

Sauvignon Blanc druerne kommer fra nogle kølige og kystnære vinmarker ved Lo Abarca i San Antonio Valley. Vinen er lavet med 8 timers skindkontakt før presning og kølig gæring på ståltank og med vinificering af hver druesort separat efter først afstilkning og presning.

Efter endt fermentering er vinen så blandet og lagret kort i ståltanke uden malolaktisk gæring.

Hold da kæft … det er som tidligere år en sylespids, grøn og ilter Sauvignon Blanc med arketypiske vilde noter af både grøn peber, græs, hø, solbærblade, tomatstilke, stikkelsbær, hyld, ny bælgede ærter, ærteskud, flint- og fængkrudt, grape og lemon. Her er ingen kære mor, ingen til at samle eller rydde op efter dig … der er direkte Sauvignon Blanc med spark fra en grøn og vild urtehest.

Sådan smager den også … vil helt klart skræmme alle den, som er vilde med let søde, tropiske og runde vine. Det får du ikke her, for det er syrligt, surt, bittert med en frugt af grape, lemon, citroner, sure stikkelsbær og grønne æbler suppleret af salte mineraler og hvid peber … kantslibende, barberknivsskarp og frisk med en mentolmynte-pastil på en frostdag i Sibirien … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 175 kr., mens bedste pris ved køb af 6 flasker er 64,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2024 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2024 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileDenne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc fra det chilenske vinhus Casa Marín har jeg smagt før og er en sylespids Sauvignon Blanc, som jeg før har været vild med … nu smager jeg vinen i nyeste årgang 2024.

Det er dog ikke kun mig, som har fået øjnene op for denne vin, for Decanter har for en del år siden udråbt vinen til den Best Sauvignon Blanc in the World. Det lyder vildt !!!

Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc er lavet med druer fra selve marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Druerne kommer fra små mikro-parceller med 22 år gamle vinstokke og med et beskedent høstudbytte på 25 hektoliter pr. hektat. Vinen er fra  husets Marín serie og er lavet ved, at druerne først gennemgår koldmaceration i 18 timer inden presning.

Gæringen sker i ståltanke ved kølige 9-12 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret primært sur lie i ståltankene og 30% af blandingen på neutrale egefade.

Igen er det syrepræcis Sauvignon Blanc … blot med et sløret og lidt comfortagtig og rockwooldæmpende blidt lag henover. Det er skam fortsat grønne asparges, grønne pebre, hyld, solbærblade, græs, hø, grapefrugt, stikkelsbær, ærter, kiwifrugt og en smule flintesten, men det virker nu mere sart og forsigtigt … afdæmpet, kontrolleret … og absolut fortsat med druens friske karakteristika.

Det er måske mest i smagen, at enkeltmarken og den delvise fadlagring slår igennem, for vinen har en dybere intensitet og mere afslebne kanter. Vi vipper fortsat med røven ude på kanten af stolen med en fin rank, sur, syrlig, stringent frugt, stikkelsbær, grape, bitter lemon, gin og tonic, hyld, bitterhed, rene og saltet mineral, grønne grene og friske urter. Smukt … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens bedste pris kun ligger på 134,95 kr. ved køb af 6 flasker og det er sgu vildt billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileDet er efterhånden ikke så tit, at jeres flittige vinblogger drikker chilensk vin, men med Casa Marín kan man altid gøre en undtagelse, for de laver gode, kølige og skarpe vine … derfra smager jeg nu deres 2023 Cartagena Pinot Noir.

Det er en vin, som jeg har smagt flere gange før … senest i årgang 2022 og den er lavet på Pinot Noir druer fra 4 forskellige marker ved Lo Aberca i San Antonio Valley. Cartagena vinene er Casa Maríns bedst sælgende serie, der er kendt for sin exceptionelle værdi for pengene.

De håndhøstede druer afstilkes uden knusning, hvorefter de koldmacererer i 3 døgn. 25% af druerne er gæret i hele klaser ved carbonic maceration metoden, men de resterende 75% alle er afstilket, knust og så har gæret over 12 dage ved 18-24 grader med pigéage to gange hver dag. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte franske egefade,

Duftmæssigt er det en blød, rund, let og behagelig Pinot Noir med dette lille grønne islæt af grønne blade, nelliker, røg, tørv, grafit og blæk. Frugten er kirsebær, jordbær og brombær, men fadlagringen giver noget kakao, chokolade, vanilje og sød lakrids.

I munden er det lidt samme historie … en blød, let og rund frugt og alligevel med en lidt tør bitterhed … sorte te-blade og bitter lemon, der suppleres af bitre tranebær, lyse kirsebær og jordbær, men også en æbleagtig saftsyre nøjagtig som 2022’eren og det giver en frisk, saftig, letbitter og fin Pinot Noir, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2024 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, Chile

2024 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, ChileI det hvide spor var næste vin en 2024 Cartagena Riesling, men nu er vi gået oversøisk, for vinen er fra det chilenske vinhus Casa Marín, som vi også mange gange er stødt på her på vinbloggen.

Cartagena Riesling er ikke en typisk Chile vin, for der dyrkes ikke meget Riesling i Chile, men her kommer druerne fra nogle ret kalkholdige marker i det kystnære Lo Abarca blot 4 kilometer fra Stillehavets iskolde, antarktiske havstrømme.

Halvdelen af druerne presses direkte som hele klaser, men resten afstilkes før presningen. Herefter gærer vinen blot køligt ved 12-14 grader og efter endt fermentering er den så blot lagret måneder sur lie i ståltankene. Vinen har omkring 7,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der en lille snert af petroleum og linolie, men ellers har vinen en kølig, stringent og stenet mineralitet, mens frugten er lidt oversøisk og eksotisk med abrikos, melon, papaya, fersken og pærer suppleret med bagepulver og søde krydderier.

Smagen er herlig syrlig og frisk … der er stoppet masser af umodne, syrlige æbler, citroner, lemon og endda lidt grape i flasken. Det giver bid og sammen med den stenede mineralitet, så giver det en rank og stringent vin, selvom man fornemmer, at der også kommer lidt krop og fedme fra frugten og restsukkerniveauet … samlet giver der en rigtig lækker Riesling. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, Chile

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, ChileVi skal tilbage til 2019, hvor jeg sidst smagte vinen Almaviva fra Mouton Rothschilds chilenske vinhus Viña Almaviva og nu havde Jan taget vinen med i årgang 2015.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem nu afdøde Philippine Rothschild samt Eduardo Guilisasti Tagle fra Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture startet i 1997.

Joint ventures er lavet ved, at Viña Concha y Toro er kommet med 60 hektar af deres bedste vinmarker i området Puente Alto, den nordlige del af Maipo Valley syd for Santiago, mens Rothschild familien er kommet med know-how, kunnen og erfaringer med at lave vine som Château Mouton Rothschild og Opus One … og derudover ikke mindst deres navn.

De ældste af vinmarker er plantet tilbage i 1978 og området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for 30 år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Derudover har de to vinhuse investeret massivt i et moderne vineri, som man startede på i 1998 og som blev indviet i år 2000. Det er tegnet af den berømte chilenske arkitekt Martín Hurtado og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Vineriet er inspireret af området, så er der anvendt træ fra de lokale skove. Taget skal symbolisere Andesbjergenes form og dermed passe ind i omgivelserne, mens udsmykningen og interiør er inspireret af den lokale Mapuche kultur.

Inspirationen er også gengivet på vinene, idet etiketten på flaskerne er udsmykket med gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere, mens navnet Almaviva er hentet fra hovedpersonen i Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais.

På etiketten er navnet Almaviva endda også skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift. Det var i øvrigt Wolfgang Amadeus Mozart, der bearbejdede Figaros Bryllup til en af de mest populære  operaer nogensinde.

Der anvendes bedst mulig teknikker for at lave den bedste vin på Viña Almaviva. I markerne drypvandes vinstokkene, så hver enkelt stok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinmarkerne ligger i 650 meters højde og man har – selvfølgelig – plantet 5 forskellige druesorter, nemlig de klassiske Bordeaux druer og i denne årgang 2015 er det 73% Cabernet Sauvignon, 22% Carménère, 4% Cabernet Franc samt 1% Merlot.

Vinene lavet på vineriet i 2 rum, som er tilpasset størrelsen af husets to primære parceller. Der vinificeres vinene i store rustfrie ståltanke med både udblødning, alkoholisk gæring. Den malolaktisk gæring sker spontant inden vinen skal lagres.

Der sker – som på Château Mouton Rothschild – i en specialbygget Grand Chai. Ja faktisk har vinerier to af slagsen. I den første lagrer vinene på barriques 10 måneder, hvorefter fadene overføres til den anden Grand Chai, hvor de lagrer 6-9 måneder inden klaring med æggehvider og aftapning på flasker.

Duftmæssigt er det en skøn kombination af tryksværte, tjære, jod, oksefond indkogt med marv, tørbagte kastanjer, blodpølse og mørk frugt med solbær, brombær, svesker og enebær, masser frugtrigdom suppleret med engelsk lakrids, jernbanesveller, røg, kakao, vanilje samt mørk chokolade.

Smagen er tyk og fed med høj viskositet, fed mærk frugt med sorte kirsebær, solbær og ribs … samtidig er vinen sindssyg tør, det er tørt træ, cedertræ, grafit, sværte, tørrede blomster og tanninerne er ret tætte og alligevel pænt integrerede, hvilket bidrager til balancen i denne tætte, tørre og kraftfulde vin … en ordentlig mundfuld, men smager fandeme godt. 97 point.

Da 2015 kom op markedet, blev den forhandlet af Philipson Wine, hvor en flaske kostede1.434,95 kr., mens prisen var 1.195 kr. ved køb af 6 flasker. I dag er den endnu dyrere.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2019 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, Chile

2013 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, ChileTil gourmet bistroburger med entrecôte og karamelliserede løg hos Baron Knyphausen fik vi så turens eneste ikke Rheingau vin og det var denne Carménère Gran Reserva 2019 fra familiens vinhus i Aconcagua dalen i Chile.

Igen er der sparsomt med oplysning om produktionen, men det skulle være 100% ren Carménère, der kommer fra ret gamle og pre-phylloxera stokke.

Men ellers skulle vinen være lavet med afstilkning, gæring og maceration over en uoplyst periode og efter endt fermentering er vinen også lagret på barriques, men jeg kan heller ikke se, hvor lang tid vinen er lagret. Der er kun lave små 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt snakker vi lidt tørret frugt, solbær, svesker, sorte kirsebær, blommer … derudover godt med cedertræ, våde fade samt gazebind og lidt nelliker. Det er en fyldig vin, der til gengæld også virker ret tør i udtrykket.

Smagen er til gengæld fed og kraftig med solbær, blåbær, blommer … helt sorte blommer og virker rund, cremet med mørk sødlig frugt, en smule peber, men meget smagfuld … overraskede vist hele bordet, så dermed 91 point.

På vingården koster en flaske 22,50€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, Chile

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, ChileNº 19 eller Number Nineteen er navnet på den sidste vin i serien sindssyge ganger aka Caballo Loco fra Viña Valdivieso og det en vin, der er uden årgang, da den er lavet efter Solera-systemet, som rummer flere årgange helt tilbage til 1992.

Den er en vin, som første gang blev udgiver i 1994 og hvert år har den fået et nyt nummer … første gang var det Nº 1, men denne er Nº 19 og består som alle de øvrige af en unik og tidløs blanding af druesorter og årgange.

Druesorterne i dette vilde mix er både Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Carignan, Carmenere, Malbec, Merlot og Syrah, der alle er håndplukket på de bedste vinstokke på vinmarkerne i Central Valley.

Denne Caballo Loco Nº 19 er baseret på den originale blanding fra Caballo Loco Nº 1 er en blanding af 50% fra de tidligere vine i serien.  som rummer hele 25 forskellige årgange, og så 50% af den nye høst som er blended specifikt til denne vin.

Det laves ved, at druerne er håndplukket og omhyggeligt sorteret inden afstilkning. Gæring og maceration  sker over 21 dage med en punch down 3 gange dagligt og en temperatur på 28-30 grader og 10 ekstra dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på nye franske egetræsfade … og så efterfølgende mix med den 50% andel ældre Solera vin.

I næsen er det tilbagelænet, modent og så kommer der alligevel lidt blomstrede noter af tulipaner og tulipanstilke, bagepulver, vanilje og en blød, moden frugt af blommer, kirsebær og solbær. Derudover er der godt med træ … virker både som en blanding af gamle, våde fade samt nyt cedertræ … virker rund, adipøs og buttet.

Det er dog smagen, der virkelig er vinens styrke … smooth, blød, cremet, lidt og flødeagtig. Det er samtidig dybt, intenst og har nogle mørke kirsebær, solbær og blommer, lidt stærk peber og ellers mørk chokolade, kakaopulver og kaffebønner. Syren er kraftig, maskulin og alligevel med et lille kick og tanninerne er også med på legen, men bliver aldrig voldsomme eller overdøvende. Smukt vin. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7