Derefter kom vi til Daniel Twardowskis Pinot Noix Ardoise fra 2018 årgangen, hvor Daniel for første gang har delt druerne og brugt de bedste til en Pinot Noix Hofberg, mens resten af brugt i denne almindelige.
2018 var et noget varmere år end 2017, hvilket vi måske også kan huske herhjemme fra. Det betyder, at Twardowski i 2018 har anvendt 70% hele klaser ved produktionen af vinen. Vinen er spontangæret og efter endt fermentering er den presset nænsomt og så lagret 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade … her i årgang 2018 har Daniel anvendt 30% nye fade på både denne ualmindelige almindelige Pinot Noix og Pinot Noix Hofberg.
Vinen er så tappet på flaske uden filtrering og der anvendes ingen pumper i kælderen. Alt foregår langsomt, nænsomt, naturligt samt roligt, da det er vigtigt for Daniel, at naturen får lov at styre.
Der er bakterier og fungi over alt i naturen og i kælderen, hvilket nogle ser som deres største fjende, men Twardowski ser det som en kæmpe hjælp til at skabe en vin med individuel karakter. Han bruger også kun minimalt med svovl. Mikrobiologien er enormt vigtig, måske endda vigtigere end jordbund og klima.
I næsen er denne Pinot Noix 2018 mere lukket og mere maskulin, kantet og knap så fin, lys og let som 2017’eren. Det skal dog også med i billedet, at den lige er tappet og først frigives til salg om et år, så derfor har den selvfølgelig heller ikke samme modenhed. Den er lidt mere mørk end 2017’eren, rustik, landlig og viril med lakrids og de herligste syrlige aromaer.
Smagsmæssigt er det fortsat meget burgundisk med en syrlig, vild frisk frugt, en vild syre, som her virker langt mere ustyrlig end i den dejlige 2017. Det er også – endnu – noget mere kantet og imponerer dermed ikke vinbloggeren helt på samme måde, men det er fortsat vildt lækker Spätburgunder på uhørt højt niveau.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske i 2017 årgangen koster 695 kr., men denne 2018 årgang først kommer på markedet om et år.