Tag-arkiv: Schweiz

2017 Hauksson Weine, Alpberg Pinot Noir, Aargau, Schweiz

2017 Hauksson Weine, Alpberg Pinot Noir, Aargau, SchweizNæste vin … en spændende 2017 Alpberg Pinot Noir er lavet af den islandske bankmand Hoss Hauksson, der er sprunget ud som vinproducent i Aargau på nordsiden af de Schweiziske alper.

Hoss besluttede pludseligt efter små 20 år bag ved sit skrivebord i banken, at han ville noget nyt, så nu laver han spændende vine fra sin vingård i Remigen og er totalt biodynamisk i sin tilgang.

Han har marker ved Remigen på nordsiden af Alperne i form af parceller på markerne Alpberg, Horn og Rütiberg med Pinot Noir, Kerner, Riesling and Chardonnay samt ved Döttingen i nærheden. Derudover har han parceller på den sydlige side … Gordemo, Gudo og Sementina med Merlot og Cabernet Franc.

Hans naturlige tilgang og intense arbejde giver lækre rene og ranke vine. Han har endda egenproduktion af urter naturlige sprøjtemidler og så høstes de hvide druer tidligere end normen og gæres med skindkontakt og meget batonage.

De røde høstes også forholdsvis tidligt og får en lang marceration og lang tid på brugte fade. Hauksson bruge alene de fineste ege fade fra førende franske bødkere samt fade af kastanjetræ til hans Merlot vin. Og hans vine sælges primært på Island og i Schweiz.

Her smager vi Haukssons top Pinot Noir med druer fra Alpberg marken og lavet med spontangæring og efter endt fermentering lagret 1 år på franske barriques.

Dejlig lækker Pinot Noir næse, lækker svævende aroma med sød frugt, et klart fadpræg med kanel, vanilje, lidt nelliker … måske lidt vamset, fyldig og varm, men fortsat med elegance og samlet set er den sød, elegant og varm.

I munden er vinen ganske tør og overraskende rustik, har langt flere tanniner end foregående tyske vin. Der er grafit, sten og virker rank, stringent, røget og mineralsk med tranebær og kirsebær. Det er sgu godt gået af en schweizisk islænding.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 295 kr. mod en normalpris på 345 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Julien Guillon, Persane, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Persane, Valais, SchweizDen sidste Julien Guillon vin blev denne 2018 Persane, som er en ren Syrah baseret vin, hvor druerne kommer også fra marker i 900 meters højde.

Jeg havde ikke forestillet mig, at en bio-fætter i alpelandet laver vine på druesorter som Merlot og Syrah, men det er faktisk ret spændende. Denne Persane er produceret efter macération carbonique metoden over en måned, hvorefter vinen så har fået lov at modne i rustfrie ståltanke … altså helt uden brug af eg .  Den trækker aftenens højeste alkoholprocent på 14,5% og der er produceret 1.050 flasker af vinen.

Nordrhône var min første tanke, da jeg snuste til vinen … mørk, våd frugt, frisk frugt, gamle aviser, blæk, grafit, godt med krydderier, som også kun bekræfter tanker om noget Rhône.

Men i smagen hører det sgu op, for nu stikker vi af igen i en syrerus, for vinen har masser af stram syre og smager slet ikke af Syrah. Der er i stedet noget frisk citrus, vildskab … stram og fantastisk. Jeg er vist begyndt at sætte pris på syren, for jeg synes, at det fungerer rigtigt godt i denne vin. Klasse.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Julien Guillon, La Presse de Buitonne, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, La Presse de Buitonne, Valais, SchweizNæste vin 2018 La Presse de Buitonne fra Julien Guillon var overraskende lavet på 100% ren Merlot. Det er fra 14 år gamle vinstokke, som Julien har på sine biodynamiske marker i omkring 900 meters højde.

Vinen er lavet med macération carbonique i en uge og derefter så lagret 6 måneder i koniske og let toastede trækar. Der er lavet 1.050 flasker af denne La Presse de Buitonne.

I næsen er vinen langt mere fyldig og moden end forrige vin .. her er det blommer, modne jordbær, mørke kirsebær, blåbær, brombær, lidt kærnemælk, frisk og på ingen måder en tung vin … blot fyldig med frisk nerve og syrlig mejeri.

Det smager også lidt som duften … nogen sødme, men frugten nok lettere end duften, syrlige kirsebær, lyse blommer, granatæbler, godt med syre, noget læskende og det fungerer egentlig ret godt og vinen har en vildt godt eftersmag.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Julien Guillon, Dio Dio de Fifi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Dio Dio de Fifi, Valais, SchweizMed næste vin kom der virkelig godt med farve i glasset, for det var denne Dio Dio de Fifi, der er lavet på den – for mig – ukendte drue Diolinoir … og her er det også – som med forrige vin – et blend af både årgang 2018 og 2019.

Lad os først starte med at kigge nærmere på druen Diolinoir, der er en rød druesort, som primært findes i netop Valais regionen i Schweiz. Druen er fremavlet af André Jacquinet på Caudoz, et forsøgscenter for vinavl i Pully i det lille alpeland. Det er en krydsning af Pinot Noir og en lidt ukendt fransk sort kaldet Rouge de Diolly.

Sorten er fremavlet for at give farve til blends og den har en god modstandskraft mod sygdomme, et meget mørkt skind, modnes tidligt og er velegnet til Schweiz’ alpine klima.

Diolinoir er fremavlet på samme tid som andre druer som Gamaret og Garanoir. Hos Julien Guillon har han druen på nogle 20 år gamle vinstokke på marker i omkring 550 meters højde. Efter høst er alle druerne afstilket, hvorefter vinen er gæret og macereret i 2 uger. Der er alene lavet 900 flasker af vinen.

I glasset er Dio Dio de Fifi virkelig mørk, mens duften er rustik, landlig med blæk, et lille fadpræg med kanel og vanilje, en stor spand med maling og nogle biodynamiske træk. Det er måske endda også lidt parfumeret i udtrykket, men absolut spændende.

Smagen er blød, kraftig med god syre … selvom volumenknappen til syreniveauet er skruet en anelse ned. Smagen er lettere end farven egentlig indikerede og præges af både blæk, blomster, strenge og grønne elementer, godt med tanniner og vild stor friskhed. Det er bestemt en god Guillon vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Julien Guillon, Cuvée Jus Jus, Valais, Schweiz

2019 Julien Guillon, Cuvée Jus Jus, Valais, SchweizAftenens første rødvin blev denne Cuvée Jus Jus, som Julien Guillon har lavet på 90% Gamay samt 5% Syrah og 5% Cornalin fra marker i 700 meters højde.

Det er reelt ikke en årgang 2019, for druerne er fra både 2018 og 2019 høsten. Gamay stokkene er 8-10 år gamle, Syrah stokkene 12 år og Cornalin 14 år gamle.

Efter høsten er druerne først afstilket og har gæret med maceration over 2 uger. Der er lavet 1.100 flasker af vinen.

Næsen er faktisk lidt Beaujolais i stilen, men klart lettere og mere sart og fin end selv Fleurie vinene. Det virker imødekommende med både hindbær, jordbær, rabarber, ribs, kål, prut, peber, kamferdråber, svagt lidt vanilje og kanel … fin og elegant. Og duften er klart vinens allerstærkeste side

Vinen har nemlig en total vild syre … igen på citron- og eddikesyre niveau. Det er halsbrand kombineret med stikkelsbær, ribs, rabarber, frugten ganske lys og elegant, men syren er virkelig i førersædet og giver ikke slip og vil på ingen måder integreres. Dermed ligger jeg omtrentlig på 4 ætsende fingre med pil op.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 270 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Julien Guillon, Ni Blanc Ni Rouge, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Ni Blanc Ni Rouge, Valais, SchweizInden vi skulle til Julien Guillons rødvine, så skulle vi også smage en rosévin, nemlig denne 2018 Ni Blanc Ni Rouge, som er lavet på 100% Gamaret.

Gamaret druen har jeg vistnok skrevet om tidligere. Det er en rød druesort, der stammer fra Schweiz, hvor den i 1970 blev fremavlet af André Jaquinet på Station Fédérale de Recherches en Production Végétale de Changins ved at krydse druerne Gamay og Reichensteiner. I dag er der omkring 380 hektar med Gamaret i Schweiz.

Det er en drue, som har god modstandskraft mod råd og modnes tidligt. Den giver mørke, nærmest lillafarvede vine med aromaer af brombær samt krydderier og har godt med tanniner.

Ni Blanc Ni Rouge er lavet ved, at druerne først presses, men herefter er halvdelen af drueskallerne smidt med i fadet til den alkoholiske gæring. Den er selvfølgelig efterfølgende tappet på flaske uden tilsætning af svovl, men har så til gengæld et ganske skrækindjagende indhold på 2,0 gram volatil syre pr. liter.

Duftmæssigt er vinen lettere parfumeret og jeg fanger både mandler, marcipan, cognac, rabarber, ribs, hindbær og nogle lidt sødlige noter, som suppleres af en halv bøtte Sadolin.

Smagen er vild … virkelig vild med halsbrandsyre, masser af eddikesyre, lidt mus, grønne blade og samlet spidser man sgu sit ansigt til at lave kyssemund. Det er måske en af de vildeste syrerige vine, som jeg har smagt. Det er citron- og eddikesyre vildt, helt hen over hegnet og tilbage. Det er både skræmmende og fascinerede, men kræver sgu lidt coating af halsrøret. Vildt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 420 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz

2019 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz2019 udgaven af Julien Guillons Le Gris Gris de Fifi overraskede jeres flittige vinblogger ved at være totalt orange i glasset og dermed meget anderledes end 2018’eren.

Den er ellers fremstillet mere traditionelt ved maceration en uge i rustfrie ståltanke, hvilket selvfølgelig har bidraget til den orange farve. Derefter er vinen lagret i ståltankene efterfuldt af aftapning på flaske inden den så frigives. Der er i årgang 2019 lavet 500 flasker Le Gris Gris de Fifi.

Ovenover kan I se farven på 2019 Le Gris Gris de Fifi … og det kan vel godt betegnes som vaskeægte orangevin, men på en eller anden måde, så synes jeg, at den er langt bedre end 2018’eren.

Næsen er kompleks som ind i helvede … der er candyfloss, rabarber, jordbær, en halv malerbutik med masser af fernis og gulvlak, tørrede roser, karamel, kurakoff bolcher og grøntsagsfond. Det lyder som en mærkelig blanding og det er det skam også … men her fungerer det overraskende godt.

Smagen har en frisk kant, selvom vinen egentlig er overraskende blød. Der er igen rabarber, røde æbler, kandiserede pærer, karamel, jasmin-te, meget blomsterrig … meget spændstig og smagfuld. Der er lidt fennikel, vild god friskhed. Det er som at danse med en eksotisk pige fra et land, som du ikke vidste fandtes … og nu er jeg fan!

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, SchweizVi skulle smage Julien Guillons Pinot Gris vin Le Gris Gris de Fifi i to årgange og vi startede med at smage den i årgang 2018.

Vinen er lavet med Pinot Gris druer fra 25 år gamle vinstokke og på forskellig måder. I 2018 er den lavet med omkring 1 måned maceration Carbonique på hele klaser, presning og lagring på fad i et år. I det efterfølgende år 2019 er den lavet traditionelt med maceration en uge i rustfrie ståltanke og alene lagring i ståltankene. Derefter er vinen flasket og har lagret kort inden frigivelse. Der er i årgang 2018 lavet 650 flasker Le Gris Gris de Fifi.

I glasset er vinen svagt gul/orange … men mest gul. Næsen er rund, lækker og meget karakterfuld. Der er fortsat naturvinskant, men der er en indgående mild blødhed, nogen sødme med ristede nødder, lidt gæret frugt, ananas, abrikos  samt en meget karakteristisk aroma af gæret rugbrødsdej og ristede løg.

Smagsmæssigt går nogle af duftnoterne igen i smagen … ristet rugbrød, ristede løg, hasselnødder og selvfølgelig syre, men her er syren en smule mindre markant, som om den har tabt pusten en anelse. Der er til gengæld fin friskhed, lethed og dybde i smagen, hvilket giver en imødekommende vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Julien Guillon, Cuvée Luys, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Cuvée Luys, Valais, SchweizI glasset er denne 2018 Cuvée Luys fra Julien Guillon pisgul og herlig grumset. Den var næste vin i Extra Brut Vinimports eksklusive smagning af 11 vine fra den unge og biodynamiske vinbonde øst for byen Sion i Valais området i Schweiz.

Cuvée Luys er en 100% Chardonnay baseret vin, hvor druerne kommer fra Guillons vinmark i 900 meters højde. Vinen er lavet med én måneds maceration carbonique på hele klaser … herefter alkoholisk gæring og lagring på fad i et år. Igen er den selvfølgelig flasket uden tilsætning af noget som helst. Der er kun lavet 550 flasker.

Duften er ikke som du kender Chardonnay … her er det grønne bananer, grønne pærer, bivoks, bonevoks og grøntsagsfond. Næsen er satans vild, animalsk og aromatisk. Den biodynamiske tilgang suppleres festen med lidt krudt og ellers er der salte mineraler, lejrbål og røg.

I forhold til de forrige vine, så er smagen her en kende til den fladere side og samtidig fader smagen – 1 – 2 – 3 – hurtigt ud. Samtidig er den dog meget mineralsk og stenet, meget tør med masser af bitterhed, meget frisk og livlig … så vitterlig en vin med karakter.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, SchweizDenne 2018 Savagnin baserede vin Cuvée Heidi er opkaldt efter Julien Guillons hund. Druerne kommer fra en lille vinmark i 900 meters højde, hvor Heidi elsker at løbe rundt mellem vinstokkene og hvor jorden byder på gnejs, granit og ler.

50% af Savagnin vinstokkene er jurakloner, mens de resterende er kloner fra Valais. Cuvée Heidi er lavet med hele klaser, direkte pres og derefter et år på fad. Så er vinen efterfølgende flasket og det er naturligvis uden tilsætning af hverken svovl eller andet skidt.

I næsen er der her langt mere kraft … en meget spændende og mere eksplosiv duft. Det er tørt træ, røg, bålsted, nødder, melon og en lidt leret aroma. Der dukker også nogle søde noter frem og så – som Bo sagde – lidt chips, måske endda en blanding mellem ostepops og barbecue bølgechips.

Smagen er langt sødere end forventet og selv der fortsat og naturligvis er tonsvis af syre, så er sødmen meget tydelig. Martin fortalte, at han havde drøftet sødmen med Julien, som siger, at det ikke skyldes sukkerindhold, men nærmere lidt babyfedt, da det fortsat er en meget ung vin.

Det betyder dog, at vinen smager af hyldeblomstsaftevand tilsat lidt stikkelsbær, grape, grillet citron og saltede, kalkede mineraler. Trods sødmen er det fortsat holdt i ave af en stram og meget frugtagtig vild syre og samlet er det en vin, som jeg virkelig godt kan lide og klart aftenens – hidtil – mest aromatiske vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 460 kr.

Vinanmeldelse 5/7